Namibia – vores fortsatte apartheid
Få lande har været så udsatte for ”vores” racisme som Namibia, hvis folkemord i
1903-1908 viser at der var en uhyggelig kontinuitet i tænkemåde fra den tyske kolonihærs massedrab i Tysk Sydvestafrika til nazisternes jødeudryddelse. Krig,
massakrer og koncentrationslejre i Namibia bliver stadig oftere beskrevet som
'det tyvende århundredes første folkemord', som endte med at to tredjedel af
befolkningen i den centrale og sydlige del af landet mistede livet. Som nogle af
mine billeder viser det, lider dele af befolkningen stadig efter denne periode.
Efter 1. verdenskrig fortsatte Sydafrika den hvide apartheidundertrykkelse helt
til befrielsen i 1990. Mit eget engagement i Namibia kom i modstandskampens
sidste 10 år, da Amerikanske Billeder i samarbejde med IBIS var med til at
støtte SWAPO’s guerrillalejr Kwanzu Zul i Angola. Vi havde dengang møde med
guerillalederen Sam Nujorma, som i dag er Namibias præsident og derfor
inviterede mig til uafhængigheden af denne, Afrikas sidste koloni.
I Namibia indså jeg dog snart at racismen ikke dermed er slut og at
undertrykkelse altid finder nye avenuer. I slumkvartererne blev jeg straks
involveret i mine lesbiske værtinders kamp mod min gamle allierede, den nu dybt
homofobiske præsident Nujorma. Der er en udtalt racisme hos de bedrestillede
sorte mod de fattige slum, der følgelig har en mordrate ligeså høj som
Sydafrikas og lider af apartheidtidens mønster af bortrejste mænd, der enten
arbejder i minerne eller er i permanent arbejdsløshed i golde områder, som
racismens investeringer undgår. Ligesom de indfødte hvide glemmer Namibias
turister fuldstændigt disse vidunderlige og netop derfor så gæstfrie og
kærlighedshungrende mennesker i slumkvartererne. De bevægede mig dybt, da de
stod i skærende kontrast til ugæstfriheden hos de hvide boere og tyskere i deres
pigtrådsindhegnede fæstninger og luksushjem, hvorfra de fortsætter deres
arrogante og racistiske livsstil fra apartheid-årene.
|