Lagt på humanisme.dk den 21. juni 2007


Anmeldelse af udstillingen
"Ghettoen i vore hjerter":

 

Jacob Holdt og ghettoen

.....i vore hjerter

Af Rune Engelbreth Larsen

 

Omtrent sammenfaldende med sin 60-års fødselsdag præsenterede den danske fotograf og forfatter, Jacob Holdt fotoudstillingen "Ghettoen i vore hjerter" i Øksnehallen, København (juni 2007). Over 700 fotos fra hele verden. En udstilling der forsøger at menneskeliggøre ikke blot offeret for racismen, men også racisten.
 



Jacob Holdt, født 1947 (foto: Arne Hansen, 2006)



Jacob Holdt er en institution i nyere dansk kulturhistorie, og vel en af de kendteste danskere internationalt. Efter at han i begyndelsen af 1970'erne blaffede USA rundt og bagefter præsenterede en række både hjertegribende og meget barske fotos af sit møde med håbløst fattige og ofte miserable eksistenser i The Land of the Free, har hans lysbilledshow været et tilløbsstykke mange steder i verden.

Alene i USA har han vist showet over tusind gange, og bogen American Pictures er en international bestseller.

Siden har Jacob Holdt været utallige gange i USA, hvor han bl.a. har fulgt flere af de personer, han mødte tilbage i begyndelsen af 1970'erne - men han har også boet i ghettoer mange andre steder og dokumenteret marginaliseringsmekanismer, racisme og fattigdom på allernærmeste hold i en række andre lande.

Det er barske tilværelser at stifte bekendtskab med, og ligesom det efterhånden legendariske 4-5 timer lange lysbillede-show, er det ikke lyset i mørket, der dominerer indtrykket. Verden over skaber ghettoisering og marginalisering brudflader og konflikter, der truer med at reproducere racistiske adfærdsmønstre i generationer.

I USA fastholder sværtbevæbnede vagter sorte landarbejdere i et jerngreb, sorte børn dør af rottebid i ghettoerne, og de facto-slaveri er en ubestridelig kendsgerning i et land, hvor de allerfattigste sorte må i værste fald supplere den sparsomme føde med at spise jord.

Det er hårde odds at kæmpe sig ud af i den pursuit of happiness, der i princippet skulle være en lige mulighed i USA.

Den røde tråd i Holdts fotoudstilling, "Ghettoen i vore hjerter" er en bestræbelse på at menneskeliggøre ikke blot 'offeret' for racismen, men også 'racisten'. Meget forenklet er hans kongstanke den, at den smerte, der prygles ind i børn og unge i socialt marginaliserede og splittede familier, alt for ofte vender tilbage hos den voksne i indadvendte traumer og udadvendt fordomsfuldhed, der resulterer i diskrimination og had - eller i værste fald vold og racisme:

"Men når jeg taler om 'vores racisme' er det altid lettest at starte med de racister som 'forekommer' værre end os selv. Al racisme er jo en projektion ud på andre. Vi går jo ikke til daglig rundt og ser os selv som racister. Så lad os starte med den gammeldags racist i USA's sydstater, som vi kender fra film som 'Mississippi Burning' og vi ser straks typerne for os. Men hvordan blev de mon sådan? Vi ved jo nu at ingen fødes sådan. Børn i alle samfund fødes jo med et åbne, kærlige sind med appetit på livet - indtil vi skader det. Så hvordan blev fortidens 'gammeldags' racister skadede?

Meget tidligt i deres opvækst hørte de budskaber og udsagn fra deres forældre som 'Niggers are dirty' eller 'Leg ikke med de børn henne i gaden, de vil dolke dig!' (...) Barnet forstår det ikke. Børn ser ikke i hudfarve, køn, seksuelle præferencer, etniske eller religiøse grupper før vi skader dem på den måde. Hvad betyder 'Niggers are dirty' egentlig? Noget jeg har lagt mærke til overalt i de hjem, jeg bor I, er at de sorte vasker sig lige så meget som de hvide. Og hvad angår det andet udsagn, ved vi jo at børn ikke går rundt og dolker hinanden. Så begge disse udsagn er fuldkommen irrationelle. Barnet forstår dem ikke.

Når barnet ikke forstår oplysningerne fra en lidelses-oplevelse er de ikke tilgængelige stykvis, men kun som én stor, sammensnøret klump. Senere under opvæksten bliver barnet undertrykt med nye skadelige informationer fra forældrenes apartheid-samfund. Hvis de overhovedet huskes, kommer det hele op på en gang, uvurderet og ikke forstået. Gradvist fastlåses sindet og sluttelig, når det bliver voksent, ender det en dag med at lyde som denne lastbilchauffør, som ikke kunne tale om andet end 'nigger, nigger, nigger' hele tiden. (...)

Hvis de samtidig får prygl og mishandles af selvhadende forældre eller stedfædre - ja, så ender de med at have så meget uforløst vrede i sig at de en dag vender den voldeligt ud mod andre i samfundet og måske tilslutter sig Ku Klux Klan eller Nazist-grupper. Og hvad gør så alle vi, der regner os selv som mere 'frisindede'? Så undertrykker vi dem endnu mere." (Dette og de øvrige uddrag stammer fra "Ghettoen i vore hjerter").


 

Hvor forklaringsstærk denne vinkel er i det store perspektiv, kan selvfølgelig diskuteres. At forklare tidens massemordere såvel som politiske diktatorer med historiske folkedrab på samvittigheden med henvisning til en brutal barndom ville være for letkøbt.

Men det betyder ikke, at det ikke er en afgørende faktor i mange sammenhænge - og man kan ikke komme uden om, at Jacob Holdt er alt andet end skrivebordsteoretiker i disse sammenhænge. Gennem fire årtier har han som få andre studeret de mennesker, det handler om - boet hos dem, knyttet venskaber med dem og i en række tilfælde delt vilkår med dem.

Deri består hans unikke og kompromisløse karakter, der afspejles i de tusindvis af smertefulde billeder - om end der trods alt også er glimtvise billeder af kærlighed, ømhed og glæde under de mest trøstesløse vilkår.

 

Jacob Holdt insisterer stædigt på at nå ind til en fordomsfri og givende kerne hos ethvert menneske - den militante sorte såvel som Ku Klux Klan-lederen, massemordere og voldsofre, fattige og rige. Og han insisterer på at nå den enkelte med kærlighed, medfølelse og tilgivelse.

Ord og gerninger, der i så mange andre offentlige sammenhænge er devalueret til ukendelighed, at naivisme-associationen stort set har erstattet deres betydningsindhold. Men det anfægter tydeligvis ikke Jacob Holdt.

Hvordan man end stiller sig til hans livsfilosofi, er hans fotodokumentation et sjæleligt syrebad, man ikke let kommer upåvirket igennem. Vi inviteres inden for hos forliste skæbner verden over, ser eksklusionsmekanismerne og ghettoiseringen på meters eller centimeters afstand.

 

Strukturer og forhold, der reproducerer sig selv igen og igen, f.eks. i det fænomen, Holdt kalder "indvendiggjort racisme", når undertrykte befolkningsgrupper overtager disse mekanismer og bruger dem mod sig selv:

"En sort student fortalte mig hvordan hans kæreste lige var blevet optaget i en eliteskole. Hun havde fået et stort stipendium, men da hun skulle starte i skolen, fandt hun ud af at hendes mor havde brugt alle pengene på sig selv. Da hun konfronterede moderen om at hun nu havde stjålet hele hendes fremtid, snerrede moren tilbage: 'Du havde alligevel ikke noget at gøre i den hvide skole. Du burde være stolt af dit eget folk, holde dig tæt på hjemmet og til dine rødder.' Et meget trist eksempel på hvordan sorte i USA og vore egne hjemlige indvandrere skader deres egne og trækker hinanden længere ned i racistisk undertrykkelse.

Vi har tusindvis af eksempler på disse triste mønstre og vi ser dem parallelt i hver eneste undertrykt gruppe i verden, f.eks. i danske indvandrere, der tager deres døtre ud af skolen for bortgifte dem med en uoplyst fætter fra et fjernt land. Et klassisk eksempel på det fra de sorte amerikaneres verden er legen 'playing the dozens'. Den har mange navne i forskellige byer I USA. I min hjemby New York kaldes den for 'snapping'. Det er en leg hvori unge sorte - fortsat over hele landet - står i timevis og fornærmer hinanden, sårer hinanden, ydmyger hinanden og angriber hinandens familiemedlemmer. Det er der udtrykket 'motherfucker' stammer fra. Og så handler det i spillet om at 'stay cool' - ikke at fare op eller miste besindelsen når man angribes, for i så fald har man øjeblikkeligt tabt legen.

Men hvorfor prøver de at skade hinanden på den måde? Sociologer har sporet denne spidsrodsleg tilbage til slaveriet, hvor sorte mødre fandt det nødvendigt at såre og ydmyge især deres drengebørn for at forberede dem på et liv i slaveri. Det skulle sikre at de aldrig ville gøre oprør mod slaveherren, da det ville betyde deres øjeblikkelige død eller afstraffelse. Det var med andre ord en overlevelsesforanstaltning dengang. Men det tjener ikke dette formål længere. Det er blevet dybt internaliseret af de sorte."


Jacob Holdt nøjes som nævnt ikke med at opsøge de fattige og marginaliserede sorte ofre for racismen - også de fattige og marginaliserede hvide - f.eks. i Ku Klux Klan.

Det er allerede blevet til en lang række dokumenterende billedreportager fra klanmøder og klanmedlemmers dagligdag, som han er lige så tæt inde på livet af som de fattige sorte. Hans opsigtsvækkende konklusion er den, at klanmedlemmerne rent faktisk rummer færre racistiske følelser end mange af de veletablerede universitetsstuderende, han har undervist i sine mange workshops i USA.

"Hvorfor vores racisme er farligere end Ku Klux Klans" er således en vægtig del af udstillingen Ghettoen i vore hjerter.

"Allerede i skolens første klasser oplever vi denne uophørlige opmærksomhedssøgen som uro fra den slags 'smertens børn'. Lærere ved at de ikke bør diskriminere, men det er menneskeligt at diskriminere mod uro og utilpassethed. Så ubevidst sender vi barnet budskabet 'Du er ikke så god som de andre' hvilket blot øger dets lidelse. I 6-7. klasse viser denne indre smerte sig hyppigt i aggressiv, klodset opførsel med racistiske, homofobiske og sexistiske udbrud, hvorefter vi andre yderligere vender barnet ryggen: 'Sådan en led fyr vil vi ikke omgås.' Netop når de første nødråb og manifestationer på undertrykkelsen viser sig, svigter vi det sårede barn allermest og ghettoiserer det ind i dets smerte i stedet for at give det en kærlig omfavnelse gennem vort venskab. Undertrykkende forældre startede måske nok ulykken, men overalt i verden er det os andre, der får snebolden til at rulle og måske til sidst skabe en klanmand, nazist, seriemorder eller anden slags voldsmand.

Når de ikke kan få vores kærlighed, accepterer de at få vores had! Det er trods alt bedre end at være 'poor white trash' og fuldstændig glemt af verden. (...) Pludselig føler de sig ikke længere glemte og ghettoiserede. Nu kommer fotografer som jeg og tv-stationer flyvende fra hele verden for at udstille det, som vi kalder for deres 'had'. Ved at hæfte den famøse 'Ku Klux Klan' etikette på sig selv, kan disse glemte hvide øjeblikkeligt opnå få minutters berømmelse på 'Jerry Springer Show' og 'Ricky Lake Show'. Mere seriøse amerikanske medier har (modsat de danske) for længst gennemskuet disse tabere og vælger (endnu engang) at ghettoisere og ignorere dem.

Jeg besluttede at flytte ind hos denne klangruppe, som af FBI, SPLC og Klanwatch betegnes som 'den farligste og mest hadefulde i Amerika'. Jeg lavede endeløse interviews med medlemmerne om deres syn på sorte, jøder, muslimer og homoseksuelle, men fandt intet som adskilte dem fra alle andre hvide med deres typiske svar som 'my best friend is black' og 'Muslims are good God fearing people'. Kun over for homoseksuelle havde nogle tydelige fordomme, men når jeg vendte spørgsmålet om for at se hvad de rummede i deres hjerter: 'Hvad ville du gøre hvis dit eget barn var homoseksuelt?' svarede de typisk "Så ville jeg da elske det lige så meget som mine andre børn'. Mange republikanere i USA vil derimod fornægte deres eget homoseksuelle barn. Også dødsstraf har klanen et mere venstreorienteret syn på end flertallet - sandsynligvis fordi de fleste har siddet i fængsel for kriminalitet.

Jeg opdagede at klanlederens egen stedfar er sort. 'Jeg elsker ham. Han reddede min mor ud af narkoprostitution'. Hans kones bedste veninde livet igennem var sort, men 'jeg mistede min veninde, da hun fandt ud af at jeg var i klanen. Det gjorde utrolig ondt at miste min bedste ven'. Klanlederens 'hadefulde' søn, Anthony, som producerer klanens ugentlige radioprogram, spiller i en rapgruppe sammen med kun sorte 'som jeg elsker overalt'. Jeg fortæller hyppigt folk om disse opdagelser, men en kvinde med en ph.d. i racismeforskning nægtede at tro mig. 'Så kør med og besøg dem!' sagde jeg. Vi ankom uanmeldt en søndag morgen, og da klanlederen så min bil, kom han løbende ud og omfavnede mig med ordene: 'Jacob, hvor er jeg glad for at se dig. Men hvorfor kom du dog ikke i går? Vi havde en kæmpefest og netop du ville have elsket den med alle de sorte og mexicanere, der var med.'

Siden har jeg inviteret mange andre venner, med på besøg hos mine klanvenner, bl.a. sorte som Rikke Marrott. Samstemmende påpeger de at de aldrig i det private hører klanen tale i den form for hadsk, afstandtagende sprog, man ustandseligt hører blandt mange danskere - ikke mindst hos danske politikere og i medierne, der atter og atter forsøger at finde fejl hos 'de andre'. Kun to af mine klanvenner har jeg hørt bruge ordet 'nigger' om sorte, mens jeg ustandseligt hører danskerne tale nedgørende om 'perkere' og om fromhedssymboler såsom tørklæder. Klanen er på ingen måde engle, men den slags hadsk sprog bruges simpelthen ikke længere i dag i USA, hvorfor det heller ikke er naturligt for klanen. De er 'politisk korrekte' nøjagtig som de var det i forhold til dengang i 60'ernes sydstater. For 50 år siden forsøgte USA's politikere ligesom de danske i dag at 'out-nigger' hinanden for at få den hvide racismes stemmer, dvs. at føre valgkamp ved højrøstet at anklage de sorte for alle mulige fejl og umoralsk og udemokratisk adfærd. Men når tonen ændres hos magthaverne, forplanter den sig altså ned til selv de mest magtesløse såsom Ku Klux Klan."


Jacob Holdt har flere gange paralleliseret sine erfaringer fra USA med danske forhold, men det har været vanskeligere at komme tæt på danske racister end på amerikanere i Ku Klux Klan.

"Under nazisternes årlige march i Roskilde besluttede jeg mig til at marchere med dem for at få en nazistven, som jeg f.eks. kunne tage med som medhjælper på mine turneer i USA. Jeg blev hurtigt genkendt af en forhutlet, forknyt fyr, som havde set mit show i skolen. 'Det er dig med alle de aber!' råbte han. Ja, sagde jeg imødekommende, da jeg kunne se at han søgte mit nærvær. Jeg tænkte tilfreds: 'Ham kan jeg hjælpe ud af nazismen på ingen tid.' Men pludselig blev vi angrebet fra alle sider af stenkastende hadefulde moddemonstranter. Jeg måtte flygte for livet og mistede kontakten med ham. Med had fastholder man altså racister i 'hadgrupper' mens enhver med lidt kærligt nærvær let kan hjælpe dem ud."

Naiv "hippie-filosofi"? Blåøjet samtale-terapi på gadeplan?

Automatreaktionen bliver let overbærende hovedrysten, når man møder denne tilgangsvinkel til blodige og brutale konflikter - men det er også givet, at der er mennesker, som kan bære en sådan tilgangsvinkel og motivation fuldkommen ukunstigt og betingelsesløst livet igennem uden andre motiver end ren og skær uselvisk konfliktløsning.

Skønt vi i billedreportage efter billedreportage bliver en slags med-vidner til alskens individuel smerte og brutalitet samt ubærlige tragedier, retter Holdt også skytset mod de samfundsinstitutionaliserede kollektive rammer, der skaber eller i hvert fald opretholder og stimulerer racismens optik verden over.

Men det er ikke en blot og bar systemets logik eller samfundets skyld, der kendetegner hans kritik - hvis nogen og noget står for skud, er det den frisindedes slet skjulte fordomsfuldhed - den "store racisme" til forskel fra Ku Klux Klan-medlemmernes "lille racisme":

"Efter nu at have set på den lille racisme - tabernes magtesløse og stort set ufarlige form, der i dag blot forsøger at tage sig farligt ud i fortidens forhadte kostumer - kan vi se på vores egen langt farligere, store racisme. Lad os undersøge hvordan vi mere 'frisindede' bliver racister og hvorfor vi er så farlige. (...) Vi er 'de onde' som holder USA's sorte og vore hjemlige muslimer væk fra gode jobs, som diskriminerer dem i uddannelse, sundhed, boligforhold og tvinger dem ind i ghettoer. Ku Klux Klan - eller nazisterne i Greve Strand - har ikke en sådan magt da de jo selv sidder i ghettoer. Så skal vi racismen til livs må vi først og fremmest prøve at forstå os selv.

Mens den lille racisme hos de få ekstremister i reglen stammer fra voldsom mishandling eller incest i barndommen, er den langt alvorligere store racisme, som de fleste af os lider under, kommet til os i kærlighedens navn: vore forældre ønskede at beskytte os fra det de selv lærte at frygte. Stort set intet hvidt barn har undgået en situation som disse: Vi kørte som børn med vore forældre gennem visse kvarterer, hvor synet af mange sorte (eller i dagens Danmark: indvandrere) straks fik forældrene til at slå dørlåsene ned. Eller vi var på bussen som to-årige, og en sort fyr af en vis type trådte på bussen. Ubevidst trak vores mor os lidt tættere på sig selv, og da vi var ude af stand til at forstå hvorfor disse signaler blev givet, var det med til sammen med mange lignende tidlige budskaber at lamme os med paralyserende frygt overfor sorte/indvandrere resten af livet."


Få formår at afprøve fordomme og blend in i de mest marginale miljøer og vinde trængte menneskers tillid uden at gå på kompromis med sig selv.

Jacob Holdt kan - og billedreportagerne er af samme grund absolut enestående.

Tror man af den grund, at han er en from og kedsommelig imitation af en glansbilledehelgen, fordi han - lad os bare sige det - prædiker sine budskaber om forståelse og næstekærlighed i timelange taler og alenlange artikler, tager man imidlertid grueligt fejl. I så fald har man næppe hørt ham til et foredrag, læst hans artikler eller stiftet bekendtskab med den offensive, ja nærmest aggressive stædighed og blanding af underspillede sarkasme og afvæbnende humor, hvormed han i ét væk kan konfrontere politikere, meningsdannere og almindelige mennesker.

Men også med dét strejf af melankoli, der også hviler over denne særegne dansker som en umærkelig, men alligevel nærværende og tilbagevendende sky - og som naturligvis heller ikke fornægter sig i mange af hans uforglemmelige og uvurderlige billeder.  


USA

Fra Ghettoen i vore hjerter:

»Jeg selv har aldrig mødt et eneste ondt menneske, hvis indre menneskelighed man ikke kan kommunikere med og få til at blomstre, men jeg har mødt masser af skadede mennesker.«

Jacob Holdt, juni 2007

Tilbage til norske anmeldelser

 Copyright © 2007 AMERICAN PICTURES