|
|
|
Jacob Holdt er en institution i nyere dansk kulturhistorie, og vel
en af de kendteste danskere internationalt. Efter at han i
begyndelsen af 1970'erne blaffede USA rundt og bagefter præsenterede
en række både hjertegribende og meget barske fotos af sit møde med
håbløst fattige og ofte miserable eksistenser i The Land of the
Free, har hans lysbilledshow været et tilløbsstykke mange steder
i verden.
Alene i USA har han vist showet over tusind gange, og bogen
American
Pictures er en international bestseller.
Siden har Jacob Holdt været utallige gange i USA, hvor han bl.a. har
fulgt flere af de personer, han mødte tilbage i begyndelsen af
1970'erne - men han har også boet i ghettoer mange andre steder og
dokumenteret marginaliseringsmekanismer, racisme og fattigdom på
allernærmeste hold i en række andre lande.
Det er barske tilværelser at stifte bekendtskab med, og ligesom det
efterhånden legendariske 4-5 timer lange lysbillede-show, er det
ikke lyset i mørket, der dominerer indtrykket. Verden over skaber
ghettoisering og marginalisering brudflader og konflikter, der truer
med at reproducere racistiske adfærdsmønstre i generationer.
I USA fastholder sværtbevæbnede vagter sorte landarbejdere i et
jerngreb, sorte børn dør af rottebid i ghettoerne, og de
facto-slaveri er en ubestridelig kendsgerning i et land, hvor de
allerfattigste sorte må i værste fald supplere den sparsomme føde
med at spise jord.
Det er hårde odds at kæmpe sig ud af i den pursuit of happiness,
der i princippet skulle være en lige mulighed i USA.
Den røde tråd i Holdts fotoudstilling, "Ghettoen i
vore hjerter" er en bestræbelse på at menneskeliggøre ikke blot
'offeret' for racismen, men også 'racisten'. Meget forenklet er hans
kongstanke den, at den smerte, der prygles ind i børn og unge i
socialt marginaliserede og splittede familier, alt for ofte vender
tilbage hos den voksne i indadvendte traumer og udadvendt
fordomsfuldhed, der resulterer i diskrimination og had - eller i
værste fald vold og racisme:
"Men når jeg taler om 'vores racisme' er det altid lettest at
starte med de racister som 'forekommer' værre end os selv. Al
racisme er jo en projektion ud på andre. Vi går jo ikke til daglig
rundt og ser os selv som racister. Så lad os starte med den
gammeldags racist i USA's sydstater, som vi kender fra film som
'Mississippi Burning' og vi ser straks typerne for os. Men hvordan
blev de mon sådan? Vi ved jo nu at ingen fødes sådan. Børn i alle
samfund fødes jo med et åbne, kærlige sind med appetit på livet -
indtil vi skader det. Så hvordan blev fortidens 'gammeldags'
racister skadede?
Meget tidligt i deres opvækst hørte de budskaber og udsagn fra deres
forældre som 'Niggers are dirty' eller 'Leg ikke med de børn henne i
gaden, de vil dolke dig!' (...) Barnet forstår det ikke. Børn ser
ikke i hudfarve, køn, seksuelle præferencer, etniske eller religiøse
grupper før vi skader dem på den måde. Hvad betyder 'Niggers are
dirty' egentlig? Noget jeg har lagt mærke til overalt i de hjem, jeg
bor I, er at de sorte vasker sig lige så meget som de hvide. Og hvad
angår det andet udsagn, ved vi jo at børn ikke går rundt og dolker
hinanden. Så begge disse udsagn er fuldkommen irrationelle. Barnet
forstår dem ikke.
Når barnet ikke forstår oplysningerne fra en lidelses-oplevelse er
de ikke tilgængelige stykvis, men kun som én stor, sammensnøret
klump. Senere under opvæksten bliver barnet undertrykt med nye
skadelige informationer fra forældrenes apartheid-samfund. Hvis de
overhovedet huskes, kommer det hele op på en gang, uvurderet og ikke
forstået. Gradvist fastlåses sindet og sluttelig, når det bliver
voksent, ender det en dag med at lyde som denne lastbilchauffør, som
ikke kunne tale om andet end 'nigger, nigger, nigger' hele tiden.
(...)
Hvis de samtidig får prygl og mishandles af selvhadende forældre
eller stedfædre - ja, så ender de med at have så meget uforløst
vrede i sig at de en dag vender den voldeligt ud mod andre i
samfundet og måske tilslutter sig Ku Klux Klan eller Nazist-grupper.
Og hvad gør så alle vi, der regner os selv som mere 'frisindede'? Så
undertrykker vi dem endnu mere." (Dette og de øvrige uddrag stammer
fra "Ghettoen i vore hjerter").
Hvor forklaringsstærk denne vinkel er i det store perspektiv, kan
selvfølgelig diskuteres. At forklare tidens massemordere såvel som
politiske diktatorer med historiske folkedrab på samvittigheden med
henvisning til en brutal barndom ville være for letkøbt.
Men det betyder ikke, at det ikke er en afgørende faktor i mange
sammenhænge - og man kan ikke komme uden om, at Jacob Holdt er alt
andet end skrivebordsteoretiker i disse sammenhænge. Gennem fire
årtier har han som få andre studeret de mennesker, det handler om -
boet hos dem, knyttet venskaber med dem og i en række tilfælde delt
vilkår med dem.
Deri består hans unikke og kompromisløse karakter, der afspejles i
de tusindvis af smertefulde billeder - om end der trods alt også er
glimtvise billeder af kærlighed, ømhed og glæde under de mest
trøstesløse vilkår.
Jacob Holdt insisterer stædigt på at nå ind til en fordomsfri og
givende kerne hos ethvert menneske - den militante sorte såvel som
Ku Klux Klan-lederen, massemordere og voldsofre, fattige og rige. Og
han insisterer på at nå den enkelte med kærlighed, medfølelse og
tilgivelse.
Ord og gerninger, der i så mange andre offentlige sammenhænge er
devalueret til ukendelighed, at naivisme-associationen stort set har
erstattet deres betydningsindhold. Men det anfægter tydeligvis ikke
Jacob Holdt.
Hvordan man end stiller sig til hans livsfilosofi, er hans
fotodokumentation et sjæleligt syrebad, man ikke let kommer
upåvirket igennem. Vi inviteres inden for hos forliste skæbner
verden over, ser eksklusionsmekanismerne og ghettoiseringen på
meters eller centimeters afstand.
Strukturer og forhold, der reproducerer sig selv igen og igen,
f.eks. i det fænomen, Holdt kalder "indvendiggjort racisme", når
undertrykte befolkningsgrupper overtager disse mekanismer og bruger
dem mod sig selv:
"En sort student fortalte mig hvordan hans kæreste lige var
blevet optaget i en eliteskole. Hun havde fået et stort stipendium,
men da hun skulle starte i skolen, fandt hun ud af at hendes mor
havde brugt alle pengene på sig selv. Da hun konfronterede moderen
om at hun nu havde stjålet hele hendes fremtid, snerrede moren
tilbage: 'Du havde alligevel ikke noget at gøre i den hvide skole.
Du burde være stolt af dit eget folk, holde dig tæt på hjemmet og
til dine rødder.' Et meget trist eksempel på hvordan sorte i USA og
vore egne hjemlige indvandrere skader deres egne og trækker hinanden
længere ned i racistisk undertrykkelse.
Vi har tusindvis af eksempler på disse triste mønstre og vi ser dem
parallelt i hver eneste undertrykt gruppe i verden, f.eks. i danske
indvandrere, der tager deres døtre ud af skolen for bortgifte dem
med en uoplyst fætter fra et fjernt land. Et klassisk eksempel på
det fra de sorte amerikaneres verden er legen 'playing the dozens'.
Den har mange navne i forskellige byer I USA. I min hjemby New York
kaldes den for 'snapping'. Det er en leg hvori unge sorte - fortsat
over hele landet - står i timevis og fornærmer hinanden, sårer
hinanden, ydmyger hinanden og angriber hinandens familiemedlemmer.
Det er der udtrykket 'motherfucker' stammer fra. Og så handler det i
spillet om at 'stay cool' - ikke at fare op eller miste besindelsen
når man angribes, for i så fald har man øjeblikkeligt tabt legen.
Men hvorfor prøver de at skade hinanden på den måde? Sociologer har
sporet denne spidsrodsleg tilbage til slaveriet, hvor sorte mødre
fandt det nødvendigt at såre og ydmyge især deres drengebørn for at
forberede dem på et liv i slaveri. Det skulle sikre at de aldrig
ville gøre oprør mod slaveherren, da det ville betyde deres
øjeblikkelige død eller afstraffelse. Det var med andre ord en
overlevelsesforanstaltning dengang. Men det tjener ikke dette formål
længere. Det er blevet dybt internaliseret af de sorte."
Jacob Holdt nøjes som nævnt ikke med at opsøge de fattige og
marginaliserede sorte ofre for racismen - også de fattige og
marginaliserede hvide - f.eks. i Ku Klux Klan.
Det er allerede blevet til en lang række dokumenterende
billedreportager fra klanmøder og klanmedlemmers dagligdag, som han
er lige så tæt inde på livet af som de fattige sorte. Hans
opsigtsvækkende konklusion er den, at klanmedlemmerne rent faktisk
rummer færre racistiske følelser end mange af de veletablerede
universitetsstuderende, han har undervist i sine mange workshops i
USA.
"Hvorfor vores racisme er farligere end Ku Klux Klans" er
således en vægtig del af udstillingen Ghettoen i vore hjerter.
"Allerede i skolens første klasser oplever vi denne uophørlige
opmærksomhedssøgen som uro fra den slags 'smertens børn'. Lærere ved
at de ikke bør diskriminere, men det er menneskeligt at diskriminere
mod uro og utilpassethed. Så ubevidst sender vi barnet budskabet 'Du
er ikke så god som de andre' hvilket blot øger dets lidelse. I 6-7.
klasse viser denne indre smerte sig hyppigt i aggressiv, klodset
opførsel med racistiske, homofobiske og sexistiske udbrud, hvorefter
vi andre yderligere vender barnet ryggen: 'Sådan en led fyr vil vi
ikke omgås.' Netop når de første nødråb og manifestationer på
undertrykkelsen viser sig, svigter vi det sårede barn allermest og
ghettoiserer det ind i dets smerte i stedet for at give det en
kærlig omfavnelse gennem vort venskab. Undertrykkende forældre
startede måske nok ulykken, men overalt i verden er det os andre,
der får snebolden til at rulle og måske til sidst skabe en klanmand,
nazist, seriemorder eller anden slags voldsmand.
Når de ikke kan få vores kærlighed, accepterer de at få vores had!
Det er trods alt bedre end at være 'poor white trash' og fuldstændig
glemt af verden. (...) Pludselig føler de sig ikke længere glemte og
ghettoiserede. Nu kommer fotografer som jeg og tv-stationer flyvende
fra hele verden for at udstille det, som vi kalder for deres 'had'.
Ved at hæfte den famøse 'Ku Klux Klan' etikette på sig selv, kan
disse glemte hvide øjeblikkeligt opnå få minutters berømmelse på
'Jerry Springer Show' og 'Ricky Lake Show'. Mere seriøse amerikanske
medier har (modsat de danske) for længst gennemskuet disse tabere og
vælger (endnu engang) at ghettoisere og ignorere dem.
Jeg besluttede at flytte ind hos denne klangruppe, som af FBI, SPLC
og Klanwatch betegnes som 'den farligste og mest hadefulde i
Amerika'. Jeg lavede endeløse interviews med medlemmerne om deres
syn på sorte, jøder, muslimer og homoseksuelle, men fandt intet som
adskilte dem fra alle andre hvide med deres typiske svar som 'my
best friend is black' og 'Muslims are good God fearing people'. Kun
over for homoseksuelle havde nogle tydelige fordomme, men når jeg
vendte spørgsmålet om for at se hvad de rummede i deres hjerter:
'Hvad ville du gøre hvis dit eget barn var homoseksuelt?' svarede de
typisk "Så ville jeg da elske det lige så meget som mine andre
børn'. Mange republikanere i USA vil derimod fornægte deres eget
homoseksuelle barn. Også dødsstraf har klanen et mere
venstreorienteret syn på end flertallet - sandsynligvis fordi de
fleste har siddet i fængsel for kriminalitet.
Jeg opdagede at klanlederens egen stedfar er sort. 'Jeg elsker ham.
Han reddede min mor ud af narkoprostitution'. Hans kones bedste
veninde livet igennem var sort, men 'jeg mistede min veninde, da hun
fandt ud af at jeg var i klanen. Det gjorde utrolig ondt at miste
min bedste ven'. Klanlederens 'hadefulde' søn, Anthony, som
producerer klanens ugentlige radioprogram, spiller i en rapgruppe
sammen med kun sorte 'som jeg elsker overalt'. Jeg fortæller hyppigt
folk om disse opdagelser, men en kvinde med en ph.d. i
racismeforskning nægtede at tro mig. 'Så kør med og besøg dem!'
sagde jeg. Vi ankom uanmeldt en søndag morgen, og da klanlederen så
min bil, kom han løbende ud og omfavnede mig med ordene: 'Jacob,
hvor er jeg glad for at se dig. Men hvorfor kom du dog ikke i går?
Vi havde en kæmpefest og netop du ville have elsket den med alle de
sorte og mexicanere, der var med.'
Siden har jeg inviteret mange andre venner, med på besøg hos mine
klanvenner, bl.a. sorte som Rikke Marrott. Samstemmende påpeger de
at de aldrig i det private hører klanen tale i den form for hadsk,
afstandtagende sprog, man ustandseligt hører blandt mange danskere -
ikke mindst hos danske politikere og i medierne, der atter og atter
forsøger at finde fejl hos 'de andre'. Kun to af mine klanvenner har
jeg hørt bruge ordet 'nigger' om sorte, mens jeg ustandseligt hører
danskerne tale nedgørende om 'perkere' og om fromhedssymboler såsom
tørklæder. Klanen er på ingen måde engle, men den slags hadsk sprog
bruges simpelthen ikke længere i dag i USA, hvorfor det heller ikke
er naturligt for klanen. De er 'politisk korrekte' nøjagtig som de
var det i forhold til dengang i 60'ernes sydstater. For 50 år siden
forsøgte USA's politikere ligesom de danske i dag at 'out-nigger'
hinanden for at få den hvide racismes stemmer, dvs. at føre valgkamp
ved højrøstet at anklage de sorte for alle mulige fejl og umoralsk
og udemokratisk adfærd. Men når tonen ændres hos magthaverne,
forplanter den sig altså ned til selv de mest magtesløse såsom Ku
Klux Klan."
Jacob Holdt har flere gange paralleliseret sine erfaringer fra USA
med danske forhold, men det har været vanskeligere at komme tæt på
danske racister end på amerikanere i Ku Klux Klan.
"Under nazisternes årlige march i Roskilde besluttede jeg mig til
at marchere med dem for at få en nazistven, som jeg f.eks. kunne
tage med som medhjælper på mine turneer i USA. Jeg blev hurtigt
genkendt af en forhutlet, forknyt fyr, som havde set mit show i
skolen. 'Det er dig med alle de aber!' råbte han. Ja, sagde jeg
imødekommende, da jeg kunne se at han søgte mit nærvær. Jeg tænkte
tilfreds: 'Ham kan jeg hjælpe ud af nazismen på ingen tid.' Men
pludselig blev vi angrebet fra alle sider af stenkastende hadefulde
moddemonstranter. Jeg måtte flygte for livet og mistede kontakten
med ham. Med had fastholder man altså racister i 'hadgrupper' mens
enhver med lidt kærligt nærvær let kan hjælpe dem ud."
Naiv "hippie-filosofi"? Blåøjet samtale-terapi på gadeplan?
Automatreaktionen bliver let overbærende hovedrysten, når man møder
denne tilgangsvinkel til blodige og brutale konflikter - men det er
også givet, at der er mennesker, som kan bære en sådan
tilgangsvinkel og motivation fuldkommen ukunstigt og betingelsesløst
livet igennem uden andre motiver end ren og skær uselvisk
konfliktløsning.
Skønt vi i billedreportage efter billedreportage bliver en slags
med-vidner til alskens individuel smerte og brutalitet samt ubærlige
tragedier, retter Holdt også skytset mod de
samfundsinstitutionaliserede kollektive rammer, der skaber eller i
hvert fald opretholder og stimulerer racismens optik verden over.
Men det er ikke en blot og bar systemets logik eller
samfundets skyld, der kendetegner hans kritik - hvis nogen og
noget står for skud, er det den frisindedes slet skjulte
fordomsfuldhed - den "store racisme" til forskel fra Ku Klux
Klan-medlemmernes "lille racisme":
"Efter nu at have set på den lille racisme - tabernes magtesløse
og stort set ufarlige form, der i dag blot forsøger at tage sig
farligt ud i fortidens forhadte kostumer - kan vi se på vores egen
langt farligere, store racisme. Lad os undersøge hvordan vi mere
'frisindede' bliver racister og hvorfor vi er så farlige. (...) Vi
er 'de onde' som holder USA's sorte og vore hjemlige muslimer væk
fra gode jobs, som diskriminerer dem i uddannelse, sundhed,
boligforhold og tvinger dem ind i ghettoer. Ku Klux Klan - eller
nazisterne i Greve Strand - har ikke en sådan magt da de jo selv
sidder i ghettoer. Så skal vi racismen til livs må vi først og
fremmest prøve at forstå os selv.
Mens den lille racisme hos de få ekstremister i reglen stammer fra
voldsom mishandling eller incest i barndommen, er den langt
alvorligere store racisme, som de fleste af os lider under, kommet
til os i kærlighedens navn: vore forældre ønskede at beskytte os fra
det de selv lærte at frygte. Stort set intet hvidt barn har undgået
en situation som disse: Vi kørte som børn med vore forældre gennem
visse kvarterer, hvor synet af mange sorte (eller i dagens Danmark:
indvandrere) straks fik forældrene til at slå dørlåsene ned. Eller
vi var på bussen som to-årige, og en sort fyr af en vis type trådte
på bussen. Ubevidst trak vores mor os lidt tættere på sig selv, og
da vi var ude af stand til at forstå hvorfor disse signaler blev
givet, var det med til sammen med mange lignende tidlige budskaber
at lamme os med paralyserende frygt overfor sorte/indvandrere resten
af livet."
Få formår at afprøve fordomme og blend in i de mest marginale
miljøer og vinde trængte menneskers tillid uden at gå på kompromis
med sig selv.
Jacob Holdt kan - og billedreportagerne er af samme grund absolut
enestående.
Tror man af den grund, at han er en from og kedsommelig imitation af
en glansbilledehelgen, fordi han - lad os bare sige det -
prædiker sine budskaber om forståelse og næstekærlighed i
timelange taler og alenlange artikler, tager man imidlertid grueligt
fejl. I så fald har man næppe hørt ham til et foredrag, læst hans
artikler eller stiftet bekendtskab med den offensive, ja nærmest
aggressive stædighed og blanding af underspillede sarkasme og
afvæbnende humor, hvormed han i ét væk kan konfrontere politikere,
meningsdannere og almindelige mennesker.
Men også med dét strejf af melankoli, der også hviler over denne
særegne dansker som en umærkelig, men alligevel nærværende og
tilbagevendende sky - og som naturligvis heller ikke fornægter sig i
mange af hans uforglemmelige og uvurderlige billeder.
Jacob Holdt, juni 2007 |
Copyright © 2007 AMERICAN PICTURES