Udkast til artikel skrevet under blaffetur gennem Afrika i 1982


Rejsebeskrivelse om de koloniale

 forhold i dansk bistandshjælp





Baggrund: Jeg var taget til Zimbabwe for at formidle bistandshjælp for pengene fra "Amerikanske Billeders Afrikafond". Det første projekt var en skole for hjemvendte flygtningebørn fra Mozambique i Nyafaru, hvor vi i samarbejde med den danske ambassade arbejdede sammen med unge Tvindfolk, som uden løn var blaffet hele vejen derned for at bygge sovesalene op, som vi finansierede. Bagefter blaffede jeg 8000 km rundt i andre lande for at lære af udsendte danske bistandsarbejdere hvordan man bedst giver ulandshjælp. Men det blev en deprimerende oplevelse a la det Tv-serien "Liberty" nu viser og som fik mig til undervejs at skrive dette udkast til en kritisk kronik, som jeg ville publicere når jeg kom hjem. Se til sidst hvordan det gik. Den er i to dele.
I første del giver jeg udtryk for beundring for de barfodede Tvindfolk, der for egen regning var blaffet hele vejen til Zimbabwe ad tre ruter gennem Afrika og Mellemøsten. I anden del analyserer jeg resten af den danske bistand ud fra det jeg havde lært om racisme i USA og kort forinden publiceret som Amerikanske Billeder.
 


BILLEDER OG TEKST AF JACOB HOLDT

 

I. Om fodfolkene fra Tvind der var blaffet helt til Zimbabwe fra Danmark

Første gang jeg mødte Tvindfolkene i Zimbabwe var på gaden i Salisbury. De var en 10 stykker lige kommet ind fra diverse projekter i bushen. De var snavsede, havde jord under neglene og gik klædt i tøj, der vidnede om at de knoklede hårdt. De stod i så skærende kontrast til Zimbabwes luksusklædte hvide indfødte, at jeg på stor afstand var klar over at de var fra Ulandshjælp fra Folk til Folk. Straks de åbnede munden begyndte jeg at indse, at jeg her stod overfor en sandhed, der var stik imod den negative stemning, den danske presse har pisket op imod Tvind skolernes ulandsarbejde. 

De udstrålede en idealisme, som var uundgåeligt smittende selv på en skeptiker, fordi de umiskendeligt stod med begge fødder på jorden. De var barske i deres beskrivelser af deres oplevelser i bushen, men uden at virke forråede. De var stolte over de klinikker, skoler og værksteder, de havde skabt så at sige ud af det rene ingen ting, men uden at være ufølsomme over for de omkostninger, det havde haft for dem selv og de kammerater, der var faldet fra. Alligevel havde de ikke meget til overs for flertallet af de frafaldne, hvoraf medierne derhjemme jo har brugt mange i kritikken af UFF. Et meget stort antal var direkte blevet bortvist for hashrygning, hvilket naturligvis ikke var den grund de selv anførte ved hjemkomsten. Mange havde været mere eller mindre alkoholikere, og var derfor hurtigt stukket af fra de tørlagte områder i bushen ind til det mere attraktive liv i byerne, hvor pengene hurtigt slap op.

"Men først op fremmest havde mange af dem aldrig set en skovl før - eller endog været udsat for at der ikke engang var en skovl til stede, men at man selv skulle lave redskaberne. Mange af dem troede sikkert det var en interrailtur, de skulle på, og det kom som et chok for dem at blive læsset af et øde sted i junglen midt i regntiden og at blive sat til at bygge alt op af ingenting:



Værsgo, find et sted og grav ler og lav 40.000 mursten sammen med de indfødte. Lær af dem hvordan I bygger jer en hytte og laver sadza (majsmels grød). Jo, det var ufatteligt hårdt i begyndelsen, og hvem af os havde ikke lyst til at hoppe fra, når vi havde diare eller var syge i dagevis efter skorpionbid eller synes at lederne var urimelige. I dag hvor der står en klinik derude er jeg glad for at jeg blev og vil herned snarest muligt igen for at fortsætte arbejdet."

 


Jeg viser forældrene i Nyafaru min bog, "Amerikanske Billeder", hvis indtægter finansierede de sovesale, som Tvind folkene hjalp med at bygge.

Sidenhen stødte jeg på disse Tvind folk igen og igen overalt i landet og hver gang blev jeg mere imponeret.
Jeg var kommet herned for at se et projekt vi fra Amerikanske Billeders Afrikafond har været med til at støtte, hvor vi i fondet havde været så prægede af den almindelige skepsis overfor Tvinds ulandsarbejde, at vi for længst havde besluttet ikke at yde dem støtte. Vi skulle ikke have plettet vort navn med et samarbejde. Zimbabwes sorte befolkning slog imidlertid mine tvivlende ben fuldkommen omkuld. Hvor som helst jeg kom i landet - selv eller måske især i de fjerneste områder i bushen - var jeg genstand for en umådelig gæstfrihed straks jeg havde nævnt jeg var fra Danmark.
 


Slumkvarterne i Harara, ca. et år efter Mugabe kom til magten.

 

Selv i de mest analfabetiske områder syntes man at vide hvad Danmark var, hvilket kom helt bag på mig efter at have rejst i så mange år i den sorte befolkning i USA, hvor et flertal ikke aner hvad Danmark er. Selv inde i storbyerne blandt det sorte bourgoisi oplevede jeg flere gange at folk greb min hånd, så mig dybt i øjnede og sagde: "I skal have tak for den hjælp Danmark gir os". Tvindfolkene og Danmark er for dem et og det samme. Jeg havde fra Tvindfolkene hørt om hvordan de ofte får hårde knobs fra de hvide, som føler de er en trussel mod den herskende orden, og blev derfor forbavset over alligevel at finde endog meget respekt fra mange hvide, som pga. mit lange hår og fordi jeg blaffede rundt automatisk antog mig for at være "people to people".

 

Når man holder sig for øje at Zimbabwes hvide hører til de mest racistiske og privilegerede på jorden, fatter man snart den væsentligste værdi i Tvinds ulandsarbejde. "I skal have tak fordi I har lært os at hvide også kan være mennesker" eller "I danskere er så sociale" hørte jeg igen og igen fra de sorte. For første gang har de oplevet hvide, som arbejder sammen med dem, bor sammen med dem helt på deres egne betingelser og deres eget niveau. Det har givet dem fornyet tillid til at der også en dag med tiden kan komme noget godt ud af de hvide indfødte, som de hidtil kun har haft et herre-slave-forhold til. Det lyder meget romantisk for mange unge, som melder sig til UFF at skulle leve på de indfødtes eget niveau, men virkeligheden er ofte så barsk både psykisk og fysisk, at det ikke er underligt at de svageste falder fra.

 


Gæstfriheden er stor overalt i Afrika, men trangheden endnu større. I mange hytter måtte jeg dele "sengene" med børnene.
I byerne lavet af pap, ude på landet af komøg og ler blandet.


En del af den psykiske virkelighed oplevede jeg f.eks. da jeg en nat lå på det stampede kogødnings-oversmurte lergulv hos en familie i en stråhytte ca. 20 km ude i bushen. Den ene af drengene i hytten havde stærke smerter i ansigtet fra en copra slange, som havde spyttet ham efter at have dræbt den ene af deres høns natten før. Jeg selv lå med et mildt tilfælde af malariafeber som forstærkede min spekulation om hvad der mon nu ville ske hvis jeg blev syg eller bidt af en slange. Ja, så var der 4 timers gang gennem jungleagtigt krat til nærmeste landsby, hvor telefonenerne i øvrigt ikke virkede.
 


Selv i de fjerneste hytter i bushen insisterede de altid på at jeg fik et bad inden jeg skulle dele de ler- og komøgsstampede gulve med dem.
 

Det er dette ulandschok, der får mange af de svageste til at bryde sammen og tage hjem, men for mange af de resterende er det utvivlsomt også denne personlige identifikation med lidelsen der gør virkeliggørelsen af en klinik i disse fjerne områder så uopsætteligt nærværende og magtpåliggende. Det er ikke mindst denne selvopofrelse, der har gjort så stærkt et indtryk på den indfødte befolkning. Jeg glemmer ikke den 16-årige dreng, jeg mødte i en bus. "Kender du Karl, Åge, Gretha, Birgitte osv.?" spurgte han ivrigt, da han hørte jeg var dansker. Han fortalte så om hvordan hans forældre var blevet myrdet af Ian Smith tropperne, hvordan han var flygtet til Mocambique og efter krigen kom tilbage sammen med 3000 andre børn uden noget hjem at vende tilbage til.



Aftenbøn i en rundhytte inden vi alle delte det samme gulv.


 

II. Kontrasten til Danmarks officielle bistandspolitik i 1980erne

Med dette stærke personlige engagement i Zimbabwe in mente, kom det fuldstændig bag på mig at se den mangel på engagement den officielle danske ulandshjælp er genstand for i de andre Afrikanske lande. Jeg har altid set op til folk, der bliver udsendt af Danida og Mellemfolkeligt Samvirke, som værende folk der lever op til den pligt eller værnepligt vi alle burde aftjene på forskellig vis overfor ulandene. Netop derfor var det chokerende at opleve den livsstil, som føres af de fleste af dem jeg kom i kontakt med på en 8000 km blaffetur gennem Botswana, Zambia, Tanzania og Kenya. Der var - især for de udsendte eksperters vedkommende (de frivillige fra Mellemfolkeligt Samfund står på et lidt lavere klassetrin) - overhovedet ingen forskel mellem dem og den overdådige livsstil jeg havde set i Zimbabwes hvide overklasse. De boede altid i de fineste overklassekvarterer i villaer, der i lokalbefolkningens øjne må tage sig ud som slotte.
Og når man pranger med en sådan overdådighed i ansigtet på en fattig befolkning, bliver det også hurtigt nødvendigt at lave disse slotte om til fæstninger. For når man får ofte mere en halvandet tons danske møbler sendt ned, vaskemaskiner, indtil flere fjernsyn osv. er der jo noget der skal passes på hvis man ikke ønsker at dele med ghettoen lige i nærheden.

 


Måltiderne sådan som jeg typisk indtog dem hos bistandsarbejderne den ene dag....
og som jeg spiste dem næste dag hos de indfødte overalt i Afrika.....
Gæstfriheden var lige stor, men brusebadene bedst hos danskerne :-)
Bemærk, da jeg blev klar over at jeg sikkert ville skrive om det når jeg kom hjem, undgik jeg at fotografere de enkelte danskere,
da jeg ikke ønskede at udlevere dem, som havde givet mig så stor gæstfrihed.


 

Biblen for disse ulandshjælpende danskere synes at være den tykke bestillingsbog for toldfri varer til folk i udenrigstjenesten, hvorfra de bestiller alt fra whisky til superstereoanlæg, farve-tv og biler - i reglen de dyreste modeller, som kun få i Danmark har råd til og kun de få, som skaffer det på ulovlig vis, har råd til i det omgivende uland. Selvom mange af disse eksperter uden tvivl gør et udmærket arbejde (rent teknisk) er hele deres livsførelse så korrumperende både for dem selv og det omgivende samfund, at totalværdien (hvis en sådan kunne måles) af dette ulandsarbejde måske er negativ. At leve et liv, der objektivt set er en direkte fortsættelse af de gamle koloniale embedsmænds (mange steder er de flyttet direkte ind i disses efterladte boliger) vil i en efterkolonial tid mangedoble det sygdomsbillede man så under kolonialismen.

De menneskelige omkostninger for en selv ved at sætte så store skel mellem sig selv og den lokale befolkning er da også ensomhedsfølelse og en rystende herrerace-mentalitet, som jeg ikke havde drømt om at finde i danskere. Ensomhedsfølelsen viser sig i form af manglende evne til at kommunikere med de indfødte samt træthed og irritation, der efterhånden ender i intolerance og racisme. Faktisk har jeg kun sjældent i Amerika oplevet en racisme så udtalt, som den jeg oplevede hos nogle af eksperterne med deres udtryk som "de vilde". Herrementaliteten viser sig i ansættelsen af tjenestefolk, som objektivt lever som slaver og derfor også opfører sig som slaver. Og opfører man sig som slave, bliver man også hurtigt set ned på.

Det var ufatteligt for mig at opleve hvordan velmenende unge danskere af typen man kunne kalde for kystbanesocialister i løbet af ingen tid kunne forvandle frie mennesker til en krybende servilitet mere forkrøblet end jeg har set det i noget amerikansk plantagehjem. For sådanne unge danskere, der måske for to år siden sad i et lille kollegieværelse, er der måske en særlig magtberuselse ved at blive tiltalt som "mor" og "far" og i øvrigt have langt mere magt over disse "børn" end hvis de var rigtige børn, som man jo ikke blot kan smide væk efter endt brug. Da de er uden menneskelig og kulturel kontakt med de indfødte – ja, nogen havde været der i 8 år uden en eneste gang at have boet i et sort hjem endsige en hytte på de sortes egne præmisser - ser de alting ud fra en europæisk effektivitetssynsvinkel og kommer derfor ustandseligt i konflikt med deres "slaver". At se en ung dansk husmor af typen, der i Danmark ville stemme på VS, rase mod sine ansatte fordi der er forsvundet et lille stykke kød fra den overfyldte fryser er faktisk en rejse til Afrika værd. At høre hende skændes med sin mand for at få vedkommende "slave" fyret (dvs. stødt ud i 80 % arbejdsløshed, hvoraf den praktiske betydning af slave opstår), er så absurd et møde med overflodens danskere, at jeg hurtigst muligt flygtede ud til de afrikanske hytter igen, hvor man hver gang oplever at de slagter måske deres eneste høne, når en gæst kommer på besøg.

 



 

Det er umuligt at fatte for Danida eksperterne hvorfor deres slaver stjæler fra dem (tyveri og slavementalitet har nu engang altid hængt nøje sammen) når de nu er så gode overfor dem ved at give dem dobbelt så meget i løn som det omgivende samfund, skønt de godt ved at selv denne løn ikke er i stand til at købe en familie med børn lidt kød, hvis de også skal have tøj på kroppen. Den forbrydelse at have en slavefamilie i et lille skur i hjørnet af haven klods op af en villa, der bugner med alverdens luksusvarer, glimtende lys fra farvefjernsynet og maddufte fra kødgryder nat efter nat er slet og ret en forbrydelse, for selv om disse tjenestefolk materielt betragtet har det bedre end de ville have det ude i kompounden, har de det dog psykisk set ikke bedre end f.eks. de velstillede sorte i Sydafrika, hvis regering praler med hvor meget de materielt har det bedre end de har det i de sorte afrikanske lande. Kriminaliteten (som udtryk for selvundertrykkelsen og selvforagten) er da også langt højere i Sydafrika end i det sorte Afrika. At disse slaver i øvrigt er under stort pres fra familien ude i slumkvartererne for at skaffe dem lidt af herlighederne fra Danida-fæstningerne bør heller ikke glemmes, da det jo netop et dette udvidede familieforhold der gør disse lande i stand til at overleve 75 % arbejdsløshed. I Tanzania boede jeg hos danske eksperter, der af samme grund følte sig tvunget til at leve i store enklaver omgivet af elektrisk pigtråd med bevæbnede vagter dag og nat. En af danskerne, som selv gik med pistol, fortalte mig at han havde givet ordre til sine vagter om at "skyde for at dræbe" (shoot to kill) indtrængende indbrudstyve fra slumkvartererne. Et dette virkelig dansk ulandshjælp år 1982 at man dræber dem man postulerer at ville hjælpe?

 


Kan det undre at nogle af disse mennesker føler sig fristet til i stedet at stjæle fra bistandsarbejdernes luksusvillaer?

 

Det vil føre for vidt her at komme ind på alle de andre symptomer, der får forholdet mellem disse kystbanekolonister og deres ansatte til i næsten et og alt at ligne slaveriet i USA (også f.eks. jalousien mellem hus- og markslaver, fremelskelsen af infantilismen osv.) Det interessante er her igen at få bekræftet hvordan dette herre-slave-forhold er med til at forkrøble sindet hos begge parter. Med så unaturligt et forhold til sine medmennesker i hjemmet er det næsten uundgåeligt at man også medbringer dette menneskesyn til sin arbejdsplads og umærkeligt glider ind i en arbejde-ovenfra-mentalitet fremfor at arbejde ligeværdigt sammen med de indfødte. Da man altså ikke prøver at forstå problemerne fra deres synsvinkel, kører man meget hurtigt ind i en irritationscirkel rasende over den manglende europæiske effektivitet og rationalitet, som yderligere er med til at fremelske lederrollen eller kolonimentaliteten på arbejdspladsen, og efterhånden fører til dybe depressions- og identitetsproblemer. Mange af disse eksperter og også en del MS-frivillige ender med at være dybt desillusionerede og skeptiske overfor ulandshjælp og en del udvikler stærkt racistiske holdninger (hvis de ikke havde dem i forvejen).

Jeg selv blev enormt deprimeret i disse hjem fordi jeg ikke kunne undgå at blive grundigt hjernevasket af deres racistiske synspunkter. Når argumenterne kommer fra folk, der for en stor dels vedkommende ligger til venstre for socialdemokratiet, virker de mere overbevisende end når de kommer fra f.eks. amerikanske sydstatskonservative. Men ligesom jeg i USA hele tiden flygtede over i den anden lejr for at blive neutraliseret, kunne jeg også i Afrika ryste det meste af denne hjernevask af ved at flytte ind i afrikanske hjem. Og hvis jeg let kunne være blevet påduttet, at det forkrøblede forhold jeg så mellem mennesker i Danida-hjem er en naturens tilstand, behøvede jeg blot at huske tilbage til Zimbabwe, hvor jeg overalt havde set Tvindfolkene bo, leve, spise, elske, synge og arbejde sammen med afrikanerne som fuldstændig frie og lige mennesker uden mindste tegn på forkrøbling og servilitet.

At løfte i flok, være med til i fællesskabet at vække den vågnende bevidsthed i befolkningen, som Frantz Fanon taler om, tror jeg, hvor romantisk det end lyder, på langt sigt er af langt større vigtighed end den ekspertbistand, der alt for ofte kommer i neokolonial forklædning - ovenfra, med det resultat at den er med til at kvæle initiativet, hvilket synes at være et af de store problemer i Zambia og Tanzania. Da jeg så en dansk ekspert i en restaurant i Mocambique sidde og skælde en tjener ud fordi det gik for langsomt (skønt de netop der vimsede omkring som på en storebæltsfærge), måtte jeg undre mig over hvad det er for en frihed, de så dyrekøbt har kæmpet sig frem til.

Mange af danskerne ser da også deres ulandsturnus som slet og ret en god forretning. Ikke få er havnet her fordi det gik skævt derhjemme med ægteskabet eller arbejdet eller især med økonomien. Gælden og afdragene derhjemme kan kun indfries gennem den høje løn de kan opnå som udsendte eksperter. Tallene jeg hørte svingede lidt, men oftest havde de regnet ud at hvis de kunne holde ud i to år, kunne de komme hjem med 100.000 skattefrie kroner og efter tre år 300.000 kr.

"Når vi har været her et par år endnu, kan vi se frem til en større strandvejsvilla derhjemme", sagde en rådgiver i Tanzania - altså nøjagtig det samme, som de gamle koloniadministratorer så frem til. Ikke underligt at der også er Glistrup-folk, der har meldt sig til Danida. Den der ulandsforretning er simpelthen for god at sige nej til hvad end Fremskridtspartiet ellers måtte mene om ulandshjælp! En af dem havde endog fundet ud af at forøge indtægterne ved at starte en lastbilsimport af sydafrikanske vine til overklassen i Zambia, hvor man ikke kan få vin. Danida tillader ikke den slags sideerhverv, men der er utroligt mange andre måder at forøge indtægterne på. Der er alverdens kompensationstillæg for ikke at tale om det udbredte videresalg af de toldfrie varer. Især biler kan der tjenes stort på. Jeg forstår i øvrigt ikke hvorfor danskerne absolut skal vifte de indfødte for øjnene med disse prangende Volvo’er og luksus Peugoet’er i lande, hvor det er så let at komme omkring i den udbredte blaffekultur eller med bus og på den måde komme i kontakt med de indfødte.
Ustandseligt sker det da også at maskinpistolbevæbnede røvere venter hjemme ved havelågen for at få bilen udleveret og sælge den i f.eks. Zaire.

 


Vagt udenfor dansk hjem i Tanzania
 

Den utrolige velstand disse udenlandske eksperter omgiver sig med, har således medvirket til en uhyggelig eksplosion i kriminaliteten, og derved en stadig dybere undergravning af samfundet. Det er ganske almindeligt at Danida-eksperterne får deres huse tømt to gange om året. En af dem jeg besøgte i Zambia fik huset tømt under mit besøg. Bortset fra angsten, kan de tage ret let på det, da det hele normalt er forsikret i Baltica for f.eks. 300.000 kr. Danida betaler derpå Baltica hvorfor der jo let bliver en lille gevinst tilbage efter at man har fået det ny sæt luksusmøbler, farve-TV, superstereos osv. sendt ned. Det er selvfølgelig også en form for ulandshjælp man dermed giver til fattigkvartererne, men ethvert røveri man på denne måde fremprovokerer i lokalbefolkningen betyder samtidig en uhyggelig korrumpering af samfundsmoralen og dermed undergravning af det samfund, man er sat til at hjælpe. Også ved at man med sin udstilling af den danske overflod er med til at sætte normer for udviklingslandets befolkning. Det er klart at den afrikanske embedsmand, som måske har lidt store afsavn for at få sin uddannelse, eller som har mere magt eller føler sig på et højere niveau end de udsendte eksperter, naturligvis ikke føler at han skal stå tilbage for disse i levestandard. Men da hans løn ikke vil kunne opretholde en sådan levestandard, er han tvunget til at bruge sin magtposition til at opnå det, hvorved korruptionen opstår.

I samfund, der bygger på lighedsidealer såsom Tanzania og i mindre grad Zambia, er det slet og ret en forbrydelse efter min mening at udstille en sådan grotesk model for ulighed. Jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at det netop er os skandinaver, der ved så iøjnefaldende at videreføre englændernes gamle imperiale samfundsmodel ved at føre en endnu mere skrigende overflodslivsstil end den koloniale englænderne lagde for dagen, har vi fra begyndelsen i den grad korrumperet Tanzanias socialistiske idealer og er derfor en af hovedårsagerne til at landet i dag 20 år efter uafhængigheden er gået neden om og hjem i korruption og stagnation. Det lyder som lidt af en påstand, men det er et spørgsmål om vi ikke direkte fører an i denne korruption. Det var således lidt af et paradoks for mig overalt at høre de udsendte danske eksperter beklage sig over hvor udviklingshæmmende de lokale korrupte embedsmænd er, når danskerne selv næsten alle over en kam veksler deres løn på sortbørs og derved unddrager disse fattige lande millionbeløb.

På denne måde er de i stand til både at fordoble og tredoble deres levestandard på landets bekostning - hvilket uden tvivl er dygtigere gjort end selv de mest korrupte embedsmænd kunne stjæle sig til. Danskerne siger at de ikke kan leve hvis de ikke veksler sort, men det afhænger sandelig af om man ønsker at leve 100 skridt foran den lokale befolkning - eller kan nøjes med 50 skridt. Jeg mener, om man vil have kød på bordet hver dag mens "slaverne" ude i baghuset højest får det en gang om måneden - eller om man kan nøjes med det hver anden dag. Jeg har nemlig aldrig i noget hjem i Danmark set folk spise så meget kød, som disse udsendte eksperter gør det hernede.
 


Da mange kvinder troede at jeg som hvid var bistandsarbejder, falbød de sig ved at løfte kjolen op. For mig mindede det hele om fortidens slaveauktioner i USA.
 

Og der er andre former for kød, der kan købes på sortbørsen. Mange steder står pigerne bogstaveligt i kø for at flytte ind hos mandlige danskere som deres slaver i et og alt - i køkken og i soveværelse - i håb om at få lidt tøj eller blot at smage overflod for en tid. Hvis de er heldige får de lov at blive i de to år den frivillige er udstationeret og bliver kun strittet ud i de perioder, hvor hans danske kone eller kæreste er på besøg. Men jeg fik flere steder berettet om danskere, som smed den ene ud efter den anden, og i hvert fald en dansker i Botswana - som vist var alkoholiker - gennempryglede pigerne grundigt inden han smed dem ud. En dansker i Zambia er på denne måde kommet i en lidt pinlig situation. Han var udstationeret i en mindre by og havde været så mange af byens piger igennem, at det nu var blevet myndighederne for meget og de har anlagt sag imod ham.

 
Det almindelige er at pigerne placerer deres børn hos forældrene i de op to år disse affærer varer ved.
Særligt i Botswana så jeg i slumkvartererne et hav af lyshudede børn, men fænomenet er vist kendt i alle landene med udsendte eksperter i. Jeg har naturligvis intet imod intime forhold til andre racer, men når disse udlændinge udelukkende skaffer sig sådanne forhold i kraft af den overflod, de omgiver sig med, så er det slet og ret prostitution og udbytning.

Den menneskeforagt, disse danskere udviser i sådanne herre-slavinde-forhold…......
 


Dette var den sidste hytte jeg boede i hos mazaierne inden jeg med fly fra Nairobi flygtede hjem og svor at jeg aldrig ville have med ulandshjælp at gøre igen. Sjovt nok ville mazaierne gerne lade mig sove sammen med dem i deres grenbyggede hytter, hvor 20-30 gedekid sprang rundt på maven af mig, men disse stolte mennesker ville ikke lade mig fotografere dem uden at få penge af mig. Jeg ville ikke korrumpere dem og mig selv som fotograf på den måde, men fandt siden i CARE en ligeværdig måde at tackle dette problem på.



_________________________________________________________________

 


 

Mere nåede jeg ikke at skrive af dette udkast til en kronik i Afrika. Da jeg var bange for at den ville kaste ved på bålet for Fremskridtspartiets ulandsfjendtlige politik, hvis jeg gennemarbejdede den med henblik på en avisartikel, lagde jeg den på hylden straks jeg kom hjem. Også fordi jeg straks skulle videre til mit racismearbejde i USA.

Efter den Afrikatur ville jeg intet have at gøre længere med ulandshjælp, da jeg ikke kunne se en løsning på problemet med den indbyggede racisme og frygtede at jeg hurtigt selv ville blive korrumperet af arbejdet og ende som kynisk racist.
Først ca. 10 år efter begyndte jeg igen - tøvende - at beskæftige mig med bistandshjælp, idet jeg fandt ud af at Care havde løst problemet ved ikke at sende højtuddannede danske eksperter ud, men i stedet brugte de indfødte selv. Dette skrev jeg begejstret om i en 2. sektions forside artikel i Politiken i 1994 bl.a. byggende på argumenter fra ovenstående udkast. Læs den, ligesom Danida medarbejderne gjorde det; mange blev rasende og var nærmest ved at slå mig ned når jeg mødte dem i Københavns natteliv. Som de sagde, "Vi ved godt at det er rigtigt, det du skriver, men behøver du at lufte vores beskidte sengetøj offentligt?"

Jeg tror dog at artiklen var med til at ændre holdningerne en lille smule, hvorfor de andre organisationer i dag også er begyndt at arbejde mere efter CARE's metoder. I hvert fald har jeg ikke i de 27 år jeg nu har arbejdet for CARE oplevet de samme grelle forhold hos andre bistandsorganisationer. Derfor kan jeg blot ærgre mig over i dag at jeg dengang - i 1982 - hvor mine observationer i Afrika måske kunne have rejst en nødvendig debat, der kunne have reddet ulandshjælpen ud af sine største fejltagelser - blot stak halen mellem benene og flygtede til Amerika, hvorfra inspirationen til CARE's metoder kom bl.a. i form af en større racismebevidsthed.
Læs artiklen her, som fik folk op i det røde felt selv 12 år efter ovenstående udkast:

Ulandsarbejde og racisme - ulandshjælpens hvide elefanter er os selv

 

 

Tilbage til oversigt over mine artikler