Jacob Holdt - mine artikler:
 

 

 

Jyllands-Posten 07.01.09

http://jp.dk/meninger/breve/article1561324.ece

 

Holdts diskrimination af minoriteter

 

Ahmed Mohamud
sygeplejerske, Syriensvej, 8, København S

 

Kære Jakob Holdt.

Det er åbenbart nødvendigt at slå fast med syvtommersøm, at en del af indvandrernes medbragte kultur kan være uforenelig med vestlige menneskerettigheder, grundværdier og levevis.

Som kommende A-fodboldlandsholdsspiller med indvandrerbaggrund, Bajram Fatai, også siger det (JP 22/12): »Integration er tovejsproces. Man kan ikke komme til Danmark og leve videre, som man gjorde i Marokko. Det kan man derhjemme og ikke i det offentlige rum.«

 Et eksempel på dette var der for et stykke tid siden i en tv-dokumentar "Fremmed i sin egen by". En 13-årig yemenitisk muslimsk pige, Najmia, nægtede at bære slør, men kørte på cykel, bandede og legede med drengene.

Det moralske politi og unge drenge mente, at pigen bragte skam over sit land og familie. Pigen blev tvunget ud af skolen og måtte tildække sig mod sin vilje.

 

Frihed til at sige fra

Denne kultur er også at finde i dagens Danmark, og efter din mening, som du gav udtryk for i sidste måned, er kritik af dette lig med racisme. Jeg hører til dem, der mener, at unge piger og drenge med minoritetsbaggrund skal have love til at sige »rend mig i traditionerne« uden at blive chikaneret af familien og i værste tilfælde miste den.

Efter din mening må man hverken diskutere eller omtale disse kulturtræk, men omfavne dem med kærlighed, og så det skal nok gå alt sammen. Det er meget naivt.

Du mener, at jeg bruger racismens/islamofobiens sprog, når jeg nævner kvindens tørklæde - hende, jeg skrev om, der spyttede på mig i et tog, mens jeg var omgivet af bøsser - og hævder, at hendes overgreb på mig ikke var religiøst motiveret.

Du tager fejl. Bortset fra, at hun mente, at sådan en som mig var en skændsel for menneskeheden, reciterede hun et koranvers, som normalt siges højt for at uddrive noget ondt, eller hvis man er bange for djævlens fristelser.

Så ja. Hendes opførsel var religiøst betinget. Den skyldtes ikke selvhad, som bare kunne omfavnes væk.

Jeg vil minde om, at racismeparagraffen også er til for at beskytte de seksuelle minoriteter. Og denne paragraf lider vel ikke bare af selvhad, hvis den kritiserer forhånende overgreb mod bøsser fra religiøse fundamentalister og minoriteter?

 Du opfatter min kritik af egne rækker som en slags selvhad, som jeg kan kureres for ved at deltage i dine racisme-workshops.

Igen tager du fejl. Jeg har ikke mere selvhad, når jeg ser kritisk på "min gruppe", end når du ser kritisk på din. Jeg synes faktisk, det er diskriminerende, at du ikke giver minoriteter samme ret til at kritisere deres kultur, men i stedet går efter personen ved at "psykologisere" det væk.

 ____________________________________________

 

Mit svar:

 

Jyllands-Posten 21.01.09

http://jp.dk/arkiv/?id=1576227&ece
 

Konstruktivt og kærlig kritik

Jacob Holdt, foredragsholder, Gernersgade 63, København

 

Jeg er enig med Ahmed Mohamud (JP 7/1) i, at kritik af de undertrykkende aspekter af indvandrernes medbragte kultur skal komme fra "egne rækker", thi kun gennem kærlig solidarisk indlevelse vil den være konstruktiv.

Dette sker da også hele tiden blandt de unge, som klart fornemmer, hvor hurtigt deres forældre kan "pakkes ud" af århundredgamle traditioner.

Etniske danskere kan ikke kritisere dem. Dels er vi berøringsangste, og dels har vi typisk ingen intime indvandrervenner med "tung bagage", som vi kan kritisere med indlevelse.

Danskernes kritik har hidtil været ikke-inkluderende og henvendt til andre danskere - i medier, politik og privatliv - for at vi kan overbevise os selv og hinanden om, at der er noget galt med "de andre" og retfærdiggøre vor afstandtagen over for dem i "vore hvide" skoler, kvarterer, diskoteker, højere stillinger og sociale netværk.



Stigmatisering
For at fastholde dem i denne apartheid bruger vi stigmatiserende betegnelser som "anden- og tredjegenerationsindvandrere", "tosprogede" og "muslimer" frem for "danskere" og frarøver dem stemmeret, medindflydelse og ligeværd ved at gøre det sværere selv for indfødte nydanskere at opnå indfødsret.

Så konstruktiv kritik, ja tak, for som indvandrer skal man ikke høre længe på f.eks. Karen Jespersen og Pia Kjærsgaard for at forstå, at de ikke vil dem det godt med deres afstandtagende "kritik" og reagerer derfor i trods.

Men det er ikke selvhad, AM, at kritisere sin egen gruppe, som jeg gør det med mine danske medborgere. Selvhad udvikler minoriteter, når vi holder dem udenfor og frarøver dem selvværdet.

Som bøsse kender du sikkert ligesom jeg ældre bøsser, som hader sig selv så meget, at de kalder sig for "en gammel gris" eller "ungkarl" efter opvækst i f.eks. min barndoms Vestjylland, hvor bøsser følte sig tvunget under jorden eller ind i ulykkelige heteroseksuelle ægteskaber lige så effektivt som i Saudi-Arabien.

Selvhad ser jeg hos selv succesrige jøder i USA, når de bruger formuer på næseoperationer efter i århundreder at have internaliseret antisemitismens krumnæsede karikaturer.

Men det er ikke selvhad, når danske jøder spiser svinekød, men bevis for, at danskerne engang begyndte at invitere dem med til bords og ikke længere holdt dem "indenfor murene" (hvor de i trods havde videreudviklet ghettoiseringen).

Denne gradvise assimilation var ikke sket, hvis vi havde fortsat med udefra at kritisere deres kvindeundertrykkende kulturelle bagage, tildækkede kvinder, langskæggede fundamentalisme, arrangerede ægteskaber osv.

Ændringen kom indefra gennem vores smittende eksempel.
 


Debatten fortsættes i 6. afsnit

 


 
Copyright © 2009 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler