Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Jyllands-Posten tog ikke dette svar til Ahmoud Mohoud - en sort indvandrerbøsse, som jeg havde debatteret med i 6 indlæg. Det er skrevet som et selvforsvar overfor hans anklage om at jeg ikke forstår bøsser. Serien startede her med mit angreb på et islamofobisk indlæg af min ven Søren Espersen.
 


Kampen bag ”Milk” for de homoseksuelles og

deres undertrykkeres menneskeliggørelse


Af Jacob Holdt

 

Jeg deler Ahmed Mohamuds glæde som bøsse ved at kunne komme ud af skabet i et frisindet land (JP 7.2.), men du misforstår mit drilleri til min ven, Søren Espersen, om at der i enhver undertrykkelse (”istid”) altid kan findes et legende fristed (”ghetto”), f.eks. for bøsser i muslimske og fortidens kommunistiske lande. Ligesom f.eks. muslimer finder et fristed i danske parallelsamfund fra Søren E’s angreb, men i det friere USA ikke tvinges ind i ghettoer!
Nu bryster Søren sig over danskernes frisind overfor homoseksuelle, men han og du glemmer at der forud for nutidens frihed for homoseksuelle, kvinder, fattige (vha. velfærdsstaten) eller sorte og indianere i USA gik voldsomme borgerretskampe.


Dette billede fra nutidens universiteter mange
steder i USA var utænkeligt i 1970'erne.


Kampen for din frihed var jeg aktiv i fra fødselen i San Francisco – mange år før Harvey Milk kom ud af skabet, som det så fint skildres i ”Milk.” Lad mig her blot fortælle om de mest voldelige aspekter, som jeg kun ”overfladisk” skildrede i ”Amerikanske Billeder”, idet jeg havde lidt svært ved at ”komme ud af skabet” i min bog mens min præstefar levede. (Dog skrev jeg tonsvis af breve til ham med opfordringer om at tale de homoseksuelles sag fra prædikestolen i det for bøsser dengang ”formørkede” Vestjylland).
 


Fra Castros bøssebarer i 1974

Allerede den første dag, jeg kom til USA, blev jeg voldtaget af en sort selvhadende bøsse i udkanten af Castro-distriktet - ghettoen, som undertrykte bøsser det år var begyndt at flygte til fra hele USA. Da jeg siden som blaffer næsten dagligt blev forulempet af ældre ”dirty old men” og under deres føromtalte ”sexlege” med mig – en heteroseksuel – blev rystet over deres selvhad, besluttede jeg at vende tilbage til San Francisco for at blive aktiv i deres borgerretskamp. Dette havde nær kostet mig livet, som jeg skriver i bogen.
 


Fra Castros bøssebarer i 1974


Men undertrykkelsen kostede langt flere livet, flere af mine transvestit-venner blev myrdet og jeg var rystet over mit første år at se 2800 bøsser fængslet i SF, mange blot for forbrydelsen oralsex. En af mine vigtigste venner i vores kamp var sherif Hongisto – en gift skabsbøsse – der begyndte at ansætte bøsser og lesbiske i det hadske politi.


Transvestitterne jeg boede hos i Tenderloin distriktet.
Her fejrer vi Tanias fødselsdag.


Jeg var især aktiv i transvestitternes kamp og flyttede sammen med en 30-40 af disse, som led forfærdeligt. Mange havnede på narko og i fængsel.
 


Transvestitten Christie, som jeg boede sammen
med i Tenderloin, røg ustandseligt i fængsel.

 

Derfor blev jeg aktiv i Fængselsfangernes Union og fik Hongisto til ulovligt at fængsle mig sammen med dem i det fængsel, hvori han selv siden blev fængslet (fordi han nægtede at lade politiet smide bl.a. bøsser ud af deres lejligheder, som loven sagde de skulle, hvis de blev grebet i ”sodomi” – selv indendørs!)
 


En af mine transvestitvenner i fængslet

Kun ved Hongistos eller FBI’s hjælp undgik jeg at blive myrdet sammen med fangelederen Popeye Jackson den nat jeg havde aftalt at give ham mine fængselsbilleder. Kort efter mordet på Popeye og min veninde Sally Voye forsøgte en af mine venner i foreningen, Sara Jane Moore, som hævn at myrde præsident Ford.
 


Popeye og Sally kun et par dage før attentatet på dem den
nat jeg skulle have kørt med dem i bilen


Men en af mine naboer i bygningen, hvor jeg boede med transvestitterne, bøssen Billy, som var kæreste med Harvey Milks elsker Joe (der begår selvmord i filmen ”Milk”), slog pistolen ud af hendes hånd og reddede præsidentens liv. For at styrke bevægelsen opfordrede Milk den pludselig landskendte helt til at komme ud af skabet med det resultat at Billy nu ikke som forventet blev inviteret til det Hvide Hus – og Billys egen familie slog hånden af sønnen, da de opdagede at han var bøsse – skønt han lige havde reddet USA’s præsidents liv!
 


Mit billede af præsident Ford i bilen kort tid før
en af mine venner forsøgte at skyde ham.


Efter mordforsøget var jeg nødt til at flygte til Danmark med billederne for ikke at få dem beslaglagt af FBI. Derfor deltog jeg ikke i de tre år, hvor vores spæde bevægelse voksede til filmens massebevægelse, der spredte sig ud over verden og gav Milk magten og danske homoer den stolte identitet ”bøsse”.
 


Homoseksuel demonstration i Washington, DC i 1987
 

Men jeg var ikke glemt i bevægelsen. En af mine kampfæller, den sorte bøsse og teaterdirektør Burial Clay, inviterede mig til at få premiere på mit show i hans teater. Men næppe genså jeg ham i 1978 før han kun to måneder før mordet på Milk selv blev myrdet, hvorfor jeg i stedet endte med ”premiere” i en trist, lurvet bøssebar og igen mistede modet og vendte hjem. Men fire år senere inviterede en af San Franciscos mest indflydelsesrige sorte bøsser, Albert Johnson, mig efter min filmdebut i Cannes Festivalen til at få officiel USA-premiere i bøssernes store biograf, Castro Cinema, som man ser klods op af Milks fotobutik i ”Milk”. Her fik jeg endeløse klapsalver af 1600 begejstrede bøsser og lesbiske og deres blad ”The Advocate”, hvis ejer skildres i ”Milk”, gav mig en af mine fineste anmeldelser nogensinde.

Dog fik jeg kritik af de lesbiske. ”Hvorfor er vi ikke med i din film?” spurgte de anklagende. ”Fordi I aldrig inviterede mig hjem dengang sexismen florerede mellem bøsser og lesbiske (som vist i ”Milk”). Så hvordan skulle jeg fotografere jer!”
 


Første Gay Pride parade hvor bøsser og lesbiske
marcherede sammen


Derfor græd jeg af glæde, da jeg i ”vores”, ja hele verdens 4. første Gay Pride Parade i 1975 for første gang kunne fotografere lesbiske og bøsser arm i arm. Først i 80’erne kom de lesbiske (over hele verden) ud af deres forståelige mandehad og blev nogle af mine vigtigste arrangører, hvorfor jeg nu selv ”sprang ud som lesbisk”, som de sagde, når jeg hyppigt overnattede hos dem (og derfor nu kunne fotografere dem i seng sammen).
 


Mine lesbiske veninder, Yvonne og Joann, som jeg tit
overnatter hos i Washington


Hver gang, der i dag er mord og overfald på bøsser, er det i reglen de lesbiske, der i solidaritet tilkalder mig, som da Matthew Shephard blev myrdet i Wyoming og jeg lavede frigørelsesworkshop for næsten hundrede ”Brokeback Mountain” bøsser i deres skabs-cowboyhatte.


Milk” viser også racismen hos de nedladende hvide bøsser i Castro, hvor sorte ikke kunne blive bartendere i min tid, men godt integreres i sengen. Derfor blev jeg aktiv i ”Black and white men together”, hvor jeg lavede nogle af mine første racisme workshops og tog mine billeder af sorte og hvide bøsser i seng med hinanden.
 



Også dette blev senere påskønnet, da det netop var medlemmer af denne forening, der stod bag oprettelsen af Amerikanske Billeders første faste teater i USA – forsinket, da et af medlemmerne var dødeligt forelsket i en af mine medarbejdere og kidnappede hele mit filmudstyr i ugevis. Til premieren spurgte en lidt indeklemt sort mand diskret om jeg kunne huske ham. Det var min gamle voldtægtsmand, som havde startet det hele for mig. Jeg gav ham et kæmpeknus: ”Tak for den dybe smerte du åbnede mine øjne for og den gave du derved har givet mig med Amerikanske Billeder!”
 

Bøssebevægelsen var en af mine første bevægelser, hvor jeg indefra oplevede al det selvhad og den tvivl og splid, der hører med i kampens første vanskelige år, hvor valget om hvorvidt man selv bør deltage er så svært fordi alle har indvendiggjort undertrykkelsen og ingen derfor tror på at kampen mod overmagten nogensinde vil lykkes.
Jeg skildrer også i min bog volden og al det snavs jeg oplevede under min deltagelse i indianernes parallelle kamp, bl.a. hvordan oprørslederen i Wounded Knee en skabsbøsse – forelskede sig i mig og med bevæbnede vagter holdt mig som sin fange i en måned. Og glemmes bør ikke volden under de sortes borgerretskamp, som med tiden førte Obama til magten.


Ingen minoritetskamp kan nå målet uden støtte fra majoriteten, som det handler om at vinde over på sin side. Vi, der tidligt vælger at blive allierede blev ikke født som naturlige kampfæller, men bliver det hyppigt på grund af et ”wake up call” eller nødråb, som jeg var heldig at få. Et lidelsesmønster angriber os – f.eks. i form af en selvhadende bøsses voldtægt, som gjorde mig til ”fag lover” eller tre sorte gangsteres voldelige røveri af mig kun et par dage senere gjorde mig til deres allierede eller som undertrykkerne kaldte det, ”nigger lover”. Ligeså gjorde mange år senere en muslimsk bandes overfald på min 16-årige søn mig til deres allierede. Eller ”muslimsk feltmadras”, som hadske danske avislæsere tilsvarende kalder mig i de første spæde faser af den borgerretskamp, vi også begynder at ane konturerne af for Europas marginaliserede indvandrere og muslimer i deres parallelle forsøg på at opnå menneskelig accept og ligeværdighed.
 

Sådan et nødråb fik du også, Ahmed, da den muslimske kvinde angreb dig som bøsse, så lad ikke den frihed du nu har vundet dig som bøsse gøre dig blind overfor kvindens lidelse. Bliv en allieret i hendes befrielse ligesom jeg var det i din befrielse – dengang det virkelig gjaldt - da alle kræfter var imod os.
 

Asmaa Abdol-Hamid - rød muslim med rød transvestit
Rød muslim med rød transvestit.
Som Asmaa Abdol-Hamid viser det, kan muslimer og
andre udsatte mindretal godt være hinandens allierede.

 



 

Lesbisk par i Namibia

Men kampen fortsætter. Sophia og Anitha, som jeg i 2001 boede hos i Namibias slum (her i deres eneste seng i blikskuret sammen med dem), var yderst aktive i gay bevægelsen. Så jeg endte med at gå arm i arm med de lesbiske i demonstration mod deres homofobiske præsident Sam Nujorma skønt denne faktisk havde inviteret mig til landet. Dengang han var guerrillaleder for SWAPOO havde jeg nemlig  støttet guerrillalejren Kwanzu Zul. En lærestreg om at kampen mod undertrykkelse altid fortsætter. Vi vandt kampen mod apartheid, men straks bliver befrierne selv undertrykkere. Det gælder derfor altid om at vælge side i frihedskampen og aldrig at hvile på laurbærrene.

 


Hermed slutter vores debat midlertidigt, men jeg har  taget kontakt med Ahmed Mohamud for at fortsætte den privat.

 

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;