Kampen bag ”Milk” for de homoseksuelles
og
deres undertrykkeres menneskeliggørelse
Af Jacob Holdt
Jeg deler Ahmed
Mohamuds glæde som bøsse ved at kunne
komme ud af skabet i et frisindet land (JP 7.2.), men du misforstår
mit drilleri til
min ven, Søren Espersen, om at der i enhver
undertrykkelse (”istid”) altid kan findes et legende fristed
(”ghetto”), f.eks. for bøsser i muslimske og fortidens kommunistiske
lande. Ligesom f.eks. muslimer finder et fristed i danske
parallelsamfund fra Søren E’s angreb, men i det friere USA ikke
tvinges ind i ghettoer!
Nu bryster Søren sig over danskernes frisind overfor homoseksuelle,
men han og du glemmer at der forud for nutidens frihed for
homoseksuelle, kvinder, fattige (vha. velfærdsstaten) eller sorte og
indianere i USA gik voldsomme borgerretskampe.

Dette billede fra nutidens
universiteter mange
steder i USA var utænkeligt i 1970'erne.
Kampen for din frihed
var jeg aktiv i fra fødselen i San Francisco – mange år før Harvey
Milk kom ud af skabet, som det så fint
skildres i ”Milk.” Lad mig her blot
fortælle om de mest voldelige aspekter, som jeg kun ”overfladisk”
skildrede i ”Amerikanske Billeder”, idet jeg havde lidt svært ved at
”komme ud af skabet” i min bog mens min
præstefar levede. (Dog skrev jeg tonsvis af breve til ham med
opfordringer om at tale de homoseksuelles sag fra prædikestolen i
det for bøsser dengang ”formørkede” Vestjylland).

Fra Castros bøssebarer i 1974
Allerede den første dag, jeg kom til
USA, blev jeg voldtaget af en sort selvhadende bøsse i udkanten af
Castro-distriktet - ghettoen, som undertrykte bøsser det år var
begyndt at flygte til fra hele USA. Da jeg siden som blaffer næsten
dagligt blev forulempet af ældre ”dirty
old men” og under deres føromtalte
”sexlege” med mig – en heteroseksuel – blev rystet over deres
selvhad, besluttede jeg at vende tilbage til San Francisco for at
blive aktiv i deres borgerretskamp. Dette havde nær kostet mig
livet, som jeg skriver i bogen.

Fra Castros bøssebarer i 1974
Men undertrykkelsen kostede langt flere
livet, flere af mine transvestit-venner
blev myrdet og jeg var rystet over mit første år at se 2800 bøsser
fængslet i SF, mange blot for forbrydelsen oralsex. En af mine
vigtigste venner i vores kamp var sherif
Hongisto – en gift skabsbøsse – der begyndte at ansætte
bøsser og lesbiske i det hadske politi.

Transvestitterne jeg boede hos
i Tenderloin distriktet.
Her fejrer vi Tanias fødselsdag.
Jeg var især aktiv i
transvestitternes kamp og flyttede sammen med en 30-40 af disse, som
led forfærdeligt. Mange havnede på narko og i fængsel.

Transvestitten Christie, som
jeg boede sammen
med i Tenderloin, røg ustandseligt i fængsel.
Derfor blev
jeg aktiv i Fængselsfangernes Union og fik
Hongisto til ulovligt at fængsle mig sammen med dem i det
fængsel, hvori han selv siden blev fængslet (fordi han nægtede at
lade politiet smide bl.a. bøsser ud af deres lejligheder, som loven
sagde de skulle, hvis de blev grebet i ”sodomi” – selv indendørs!)

En af mine transvestitvenner i
fængslet
Kun ved Hongistos
eller FBI’s hjælp undgik jeg at blive myrdet sammen med fangelederen
Popeye Jackson den nat jeg havde aftalt at give
ham mine fængselsbilleder. Kort efter mordet på
Popeye og min veninde Sally Voye forsøgte en af mine venner i
foreningen, Sara Jane Moore, som hævn at myrde præsident Ford.

Popeye og Sally kun et par dage
før attentatet på dem den
nat jeg skulle have kørt med dem i bilen
Men en af mine
naboer i bygningen, hvor jeg boede med transvestitterne, bøssen
Billy, som var kæreste med Harvey Milks elsker
Joe (der begår selvmord i filmen ”Milk”),
slog pistolen ud af hendes hånd og reddede præsidentens liv. For at
styrke bevægelsen opfordrede Milk den
pludselig landskendte helt til at komme ud af skabet med det
resultat at Billy nu ikke som forventet blev inviteret til det Hvide
Hus – og Billys egen familie slog hånden af sønnen, da de opdagede
at han var bøsse – skønt han lige havde reddet USA’s præsidents liv!

Mit billede af præsident Ford i
bilen kort tid før
en af mine venner forsøgte at skyde ham.
Efter mordforsøget var jeg nødt til at
flygte til Danmark med billederne for ikke at få dem beslaglagt af
FBI. Derfor deltog jeg ikke i de tre år, hvor vores spæde bevægelse
voksede til filmens massebevægelse, der spredte sig ud over verden
og gav Milk magten og danske
homoer den stolte identitet ”bøsse”.

Homoseksuel demonstration i
Washington, DC i 1987
Men
jeg var ikke glemt i bevægelsen. En af mine kampfæller, den sorte
bøsse og teaterdirektør Burial
Clay, inviterede mig til at få premiere
på mit show i hans teater. Men næppe genså jeg ham i 1978 før han
kun to måneder før mordet på Milk selv
blev myrdet, hvorfor jeg i stedet endte med ”premiere” i en trist,
lurvet bøssebar og igen mistede modet og
vendte hjem. Men fire år senere inviterede en af San Franciscos mest
indflydelsesrige sorte bøsser, Albert Johnson, mig efter min filmdebut i Cannes
Festivalen til at få officiel USA-premiere
i bøssernes store biograf, Castro Cinema, som man ser klods op af
Milks fotobutik i ”Milk”.
Her fik jeg endeløse klapsalver af 1600 begejstrede bøsser og
lesbiske og deres blad ”The
Advocate”, hvis ejer skildres i ”Milk”,
gav mig en af mine fineste anmeldelser nogensinde.
Dog fik jeg kritik af de lesbiske.
”Hvorfor er vi ikke med i din film?” spurgte de anklagende. ”Fordi I
aldrig inviterede mig hjem dengang sexismen florerede mellem bøsser
og lesbiske (som vist i ”Milk”). Så
hvordan skulle jeg fotografere jer!”

Første Gay Pride parade hvor
bøsser og lesbiske
marcherede sammen
Derfor græd jeg af glæde, da jeg i ”vores”, ja hele verdens 4.
første Gay Pride
Parade i 1975 for første gang kunne fotografere lesbiske og bøsser
arm i arm. Først i 80’erne kom de lesbiske (over hele verden) ud af
deres forståelige mandehad og blev nogle
af mine vigtigste arrangører, hvorfor jeg nu selv ”sprang ud som
lesbisk”, som de sagde, når jeg hyppigt overnattede hos dem (og
derfor nu kunne fotografere dem i seng sammen).

Mine lesbiske veninder, Yvonne
og Joann, som jeg tit
overnatter hos i Washington
Hver gang, der i dag
er mord og overfald på bøsser, er det i reglen de lesbiske, der i
solidaritet tilkalder mig, som da Matthew
Shephard blev myrdet i Wyoming og jeg lavede
frigørelsesworkshop for næsten hundrede ”Brokeback
Mountain” bøsser i deres
skabs-cowboyhatte.
”Milk” viser også racismen hos de
nedladende hvide bøsser i Castro, hvor sorte ikke kunne blive
bartendere i min tid, men godt integreres i sengen. Derfor blev jeg
aktiv i ”Black and white men
together”, hvor jeg lavede nogle af mine
første racisme workshops og tog mine billeder af sorte og hvide
bøsser i seng med hinanden.

Også dette blev senere påskønnet, da det
netop var medlemmer af denne forening, der stod bag oprettelsen af
Amerikanske Billeders første faste teater i USA – forsinket, da et
af medlemmerne var dødeligt forelsket i en af mine medarbejdere og
kidnappede hele mit filmudstyr i ugevis. Til premieren spurgte en
lidt indeklemt sort mand diskret om jeg kunne huske ham. Det var min
gamle voldtægtsmand, som havde startet det hele for mig. Jeg gav ham
et kæmpeknus: ”Tak for den dybe smerte du åbnede mine øjne for og
den gave du derved har givet mig med Amerikanske Billeder!”

Bøssebevægelsen var en af mine første
bevægelser, hvor jeg indefra oplevede al det selvhad og den tvivl og
splid, der hører med i kampens første vanskelige år, hvor valget om
hvorvidt man selv bør deltage er så svært fordi alle har
indvendiggjort undertrykkelsen og ingen derfor tror på at kampen mod
overmagten nogensinde vil lykkes.
Jeg skildrer også i min bog volden
og al det snavs jeg oplevede under min deltagelse i indianernes
parallelle kamp, bl.a. hvordan oprørslederen i
Wounded Knee –
en skabsbøsse –
forelskede sig i mig og med bevæbnede vagter holdt mig som sin fange
i en måned. Og glemmes bør ikke volden under de sortes
borgerretskamp, som med tiden førte Obama til magten.
Ingen minoritetskamp kan nå målet uden
støtte fra majoriteten, som det handler om at vinde over på sin
side. Vi, der tidligt vælger at blive allierede blev ikke født som
naturlige kampfæller, men bliver det hyppigt på grund af et ”wake
up call”
eller nødråb, som jeg var heldig at få. Et lidelsesmønster angriber
os – f.eks. i form af en selvhadende bøsses voldtægt, som gjorde mig
til ”fag lover” eller tre sorte gangsteres voldelige røveri af mig
kun et par dage senere gjorde mig til deres allierede eller som
undertrykkerne kaldte det, ”nigger lover”. Ligeså gjorde mange år
senere en muslimsk bandes overfald på min 16-årige søn mig til deres
allierede. Eller ”muslimsk feltmadras”, som hadske danske avislæsere
tilsvarende kalder mig i de første spæde faser af den
borgerretskamp, vi også begynder at ane konturerne af for Europas
marginaliserede indvandrere og muslimer i deres parallelle forsøg på
at opnå menneskelig accept og ligeværdighed.
Sådan et nødråb fik du også, Ahmed, da
den muslimske kvinde angreb dig som bøsse, så lad ikke den frihed du
nu har vundet dig som bøsse gøre dig blind overfor kvindens lidelse.
Bliv en allieret i hendes befrielse ligesom jeg var det i din
befrielse – dengang det virkelig gjaldt - da alle kræfter var imod
os.

Rød muslim med rød transvestit.
Som Asmaa Abdol-Hamid viser det, kan muslimer og
andre udsatte mindretal godt være hinandens allierede.

Men kampen fortsætter. Sophia og Anitha,
som jeg i 2001 boede hos i Namibias slum (her i deres eneste seng i
blikskuret sammen med dem), var yderst aktive i gay bevægelsen. Så
jeg endte med at gå arm i arm med de lesbiske i demonstration mod
deres homofobiske præsident Sam Nujorma skønt denne faktisk havde
inviteret mig til landet. Dengang han var guerrillaleder for
SWAPOO havde jeg nemlig støttet guerrillalejren
Kwanzu Zul. En lærestreg om at kampen mod undertrykkelse
altid fortsætter. Vi vandt kampen mod apartheid, men straks bliver
befrierne selv undertrykkere. Det gælder derfor altid om at vælge
side i frihedskampen og aldrig at hvile på laurbærrene.
Hermed slutter vores debat
midlertidigt, men jeg har taget kontakt med Ahmed
Mohamud
for at
fortsætte den privat.