Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Indlæg af Henriette Kjær i Jyllands-Posten
med mit svar forneden

 

Hvem er du?
 

Henriette Kjær folketingsmedlem og politisk

ordfører for Det Konservative Folkeparti

JP 28.02.09

Hvordan får vi indvandrere til at blive gode samfundsborgere, når selv børn født i Danmark siger, at de kommer fra et andet land, spørger Henriette Kjær

 

En veninde af mig mødte forleden en tre-fireårig dreng, hvis familie lige var flyttet ind i hendes opgang. Drengen var åben og spurgte hende, hvor hun så kom fra.

»Fra Danmark,« svarede min veninde, og tilføjede så »jeg er dansker ligesom dig«.

Men »nej,« sagde drengen, »jeg er fra Tyrkiet.« For han var det, man jo kalder af anden etnisk baggrund.

»Er du da født i Tyrkiet?« spurgte min veninde, og det viste sig selvfølgelig, at han var født og opvokset i Danmark.

Og så tog pokker ved hende:

»Så er du jo ikke fra Tyrkiet, så er du altså fra Danmark.«

Og da hun sagde det, kunne hun se drengens verdensbillede gå i stykker. For hans forældre har siden hans fødsel her i Danmark fortalt ham, at han var tyrker fra Tyrkiet.

Og dét er jo netop et af de problemer, vi kæmper med, når det gælder integrationen: Mange ikke kun førstegenerationsindvandrere, men også deres børn og børnebørn føler, at de først og fremmest er borgere i det land, deres familie oprindeligt kom fra. Børn født i Danmark hævder i fuld alvor, at de kommer fra Tyrkiet eller Pakistan.

Det er jo ikke en opfattelse, de har fået som en åbenbaring - det er affødt af den opdragelse, de har modtaget i hjemmet. Så når den lille dreng født i Danmark siger, at han er fra Tyrkiet, er det noget, hans forældre har opdraget ham til at tro.

Netop den opdragelse afspejler sig i de svar, som indvandrere har givet i en meningsmåling foretaget af Danmarks Statistik for tænketanken Cepos.

Målingen var refereret i Jyllands-Posten 12/2 og viste at 50 pct. af indvandrere og efterkommere mener, at dansk lov bør forbyde bøger og film, der angriber religion.

For mig at se er det en stor og skræmmende andel af indvandrerne og deres efterkommere, der har denne holdning. En helt gal holdning. For i Danmark har vi ytringsfrihed, og her debatterer og diskuterer vi religion - også ud fra en kritisk vinkel.

I Danmark skåner vi ikke nogen. Politikere, dronninger, kristne, muslimer - ingen har en særlig ret til en særlig omtale eller til at undslå sig. Det har bl.a. tegneren Kurt Westergaards vist med sin hvasse pen. Og gud ske lov for det.

Hvis først f.eks. muslimerne får en særlig status i den offentlige debat, så hiver man hele fundamentet væk under ytringsfriheden. Og med den vil alle andre frihedsrettigheder falde. Derfor er det helt afgørende, at vi står sammen, og at vi står fast på, at ytringsfriheden ikke er til diskussion.

Noget tyder på, at vi har en stor opgave foran os, og at integrationen har fejlet fatalt på det punkt.

Der har de seneste år været en ubehagelig tendens til selvcensur af frygt for de konsekvenser almindelige mennesker eller kunstnere ville blive udsat for, hvis de enten trodsede eller kritiserede muslimske normer.

Blandt andet blev JP's oprindelige 12 Muhammed-tegninger ikke gengivet i mange medier på trods af deres relevans for nyhedsdækninger af hele den første Muhammed-konflikt.

Homoseksuelle indvandrere udeblev fra den såkaldte Gay Pride af frygt overfald i sommeren 2008.

Overvejelser om aflysning af opsætningen af Mozarts "Idomeneo", hvor Muhammeds afhuggede hoved blev præsenteret i Hans Neuenfels' iscenesættelse på Deutsche Oper i Berlin på grund af trusler mod forestillingen.

Kunstgruppens Surrends lukning af udstillingen i Berlin, grundet voldeligt aktion.

Fyring af Kurt Westergaards kone i Århus Kommune.

Sloveniens udenrigsminister, Dimitrij Rupel, der under det slovenske EU-formandskab, i forbindelse med Geert Wilders film advarede om, at filmen kan krænke millioner af muslimer, og han opfordrede alle til at undgå provokationer og i stedet være forsigtige.

Den hollandske storbank Fortis stoppede med at uddele sparegrise til børn af frygt for at krænke muslimers følelser. Banken var tilsyneladende bange for at støde de muslimske kunder, der flere gange havde klaget over sparegrisen Knorbert, som grisen hed. Den blev slagtet efter syv år på bankens hylder.

En britisk børnehave har forbudt pædagogerne at fortælle historien om de tre små grise, der i stedet skal være tre små katte.

I Dudley Council er der udstedt et forbud i kommunen mod gengivelser af grise, inklusiv Grisling fra Peter Plys, for ikke at støde muslimske ansatte.

DR, der ikke ville vise Geert Wilders islamkritiske film Fitna - end ikke relevante uddrag i nyhedsudsendelse.

Dette var blot få eksempler ud af en lang række, som tyder på, at undersøgelsen fra Danmarks Statistik skal tages alvorligt. Visse grupper af indvandrere og efterkommere i Europa accepterer ikke ytringsfriheden og de frihedsrettigheder, vi sætter så højt.

Det er historien med den lille dreng jo et kedeligt, men godt eksempel på.

For når den dansk-fødte dreng tror, at han er fra Tyrkiet, hvordan skal han så blive dansk?

Ja, hvordan skal vi få indvandrere til at blive gode samfundsborgere med forståelse for dansk kultur, historie og demokrati, når selv børn født i Danmark mener, at de kommer fra et andet land?

Jeg forstår, at de indvandrere, der kom her til i 1960'erne, sagde, at de var tyrkere fra Tyrkiet. For både de og vi troede jo, at de var fremmedarbejdere, der ville tage hjem, når arbejdet var gjort. Hvis jeg arbejdede et år i USA, ville jeg også blive ved med at betegne mig selv om dansker.

Men når indvandrerne, nu i anden og tredje generation, ved, at de ikke bare er på gennemrejse, men er her for at blive, så må de også tage konsekvensen af det og blive en del af det danske fællesskab - bekende sig til det.

Danskere, der bosætter sig for good i USA, føder jo også amerikanske statsborgere, ikke danske.

Jeg ville ønske, at den lille dreng havde svaret, at han kom fra Silkeborg eller Assens. Men jeg kan til en vis grad have forståelse for den politisk korrekte form, nemlig den, hvor man siger, at man er dansk-pakistaner eller dansk-tyrker - også selvom man er født i Danmark, skønt det kan virke lidt kunstigt, for hvornår bliver man så egentlig dansker eller italiener?

Til gengæld nægter jeg at forstå forældre, der opdrager deres dansk-fødte børn til at føle sig tyrkiske eller pakistanske. Det er ikke god integration - det er ikke en positiv tilgang til det samfund, hvori de har født deres barn, det er ikke en forståelse for det fælles, for samfundet.

Og det her er et område, hvor vi ikke kan lovgive os ud af problemet. Det er et problem, som indvandrerne - første, anden og desværre også tredje generation - selv må tage op og løse. For ellers ender de i alvorlige identitetsproblemer, hvor de får svært ved at besvare tilværelsens måske mest essentielle spørgsmål: Hvem er du?

Kan og vil de ikke svare, at de er en del af dette lands fællesskab, at dansk-fødte er fra Danmark, løber de fra et væsentligt ansvar - nemlig at være medborgere på godt og ondt.


 


 

Hvem er du selv, Henriette Kjær?

Af Jacob Holdt
foredragsholder om integration
 


Hvordan får vi indvandrere til at blive gode samfundsborgere, når selv børn født i Danmark siger, at de kommer fra et andet land, spørger Henriette Kjær i "Hvem er du?" JP 28.2?
 
Kære Henriette, svaret ligger i dig selv. Når du og hele dit regeringsgrundlag holder op med jeres hadske beskydning af vore indvandrere og i stedet får disse til at føle sig inkluderede og velkomne. Jeg har arbejdet med hadefulde mennesker hele mit liv og det der karakteriserer dem er netop evnen til som dig at lægge skylden på offeret, som du gør det med historien om en danskfødt dreng, der siger han er fra Tyrkiet, for derefter at bruge eksemplet til en endeløs opremsning af generaliserende fejl hos gruppen, de andre indvandrere. (Nøjagtig som typiske antisemitter gjorde det). Ikke for at nå disse i integrationens navn, men for at stive dit "had" (undskyld udtrykket) af hos en gruppe ligesindede etniske danskere.

Jo, din historie oplevede jeg selv, da jeg tog min ven Henrik Fogh Rasmussen (statsministerens søn) med til middag hos mine muslimske venner i Gellerup og kvarterets børn skræmte løb ind: "Mor, mor, der kommer danskere." Både amerikaneren Henrik og jeg konkluderede rystede, at dette ville have været utænkeligt i USA hos samme slags indvandrere at høre: "Mom, mom, Americans are coming" i dette frihedens land, som straks giver dem følelsen af at være en del af fællesskabet.

Hvis du ikke tror mig, så foretag følgende lakmusprøve, som jeg hyppigt morer mig med selv at lave. Når jeg spørger mine dansk-pakistanske venner "Hvad vil du sige til at din søster gifter sig med en dansker?" Så er svaret i reglen "For alt i verden, nej." Men når jeg i USA spørger pakistanere stammende fra samme landlige områder i Pakistan som vores, får jeg hyppigt svar som "Min søster er allerede gift med en (hvid) amerikaner, a good Christian guy."
Så "gode samfundsborgere" skabes ved som amerikanerne at tænke inkluderende om dem - ikke ved at hetze imod dem som du gør.

Du ville ønske at vore indvandrere, når de bliver spurgt om hvor de kommer fra, svarer "fra Silkeborg" o.lign. Men hver gang de svarer sådan er de vant til at danskerne spørger: "Jamen, hvor kommer du RIGTIG fra?" Når de har prøvet længe nok således at blive ofre for vore ubevidste forsøg på at få dem til IKKE at føle sig hjemme, at få dem til at føle sig anderledes og uønskede, ja, så knuser vi langsomt håbet i dem om at de nogensinde får lov til at blive betragtet som danskere. Så kommer den reaktion i dem, som du beskriver.

Og så skriver du noget interessant: "Danskere, der bosætter sig for good i USA, føder jo også amerikanske statsborgere, ikke danske." Det skyldes, som jeg siger, at de der får lov til at føle sig velkomne. Og at de derovre IKKE har politikere som dig og DF, der bevidst prøver at skabe apartheid ved at nægte indvandrerbørn automatisk statsborgerskab ved fødselen. Når de således bliver betragtet som amerikanere, ender de pudsigt nok med stolte både i 2. og 3. generation at svare netop som din tyrkiske dreng: "I am Danish-American" eller slet og ret "I am Danish". I USA fordi det at være indvandrer (og efterkommer) skaber positiv interesse og opmærksomhed. I Danmark fordi de bliver stigmatiseret og mistænkeliggjort af folk som dig – og derfor lukker sig om sig selv.

 

Debatten fortsættes i 9. afsnit

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;