Jacob Holdt - mine artikler:
 

 



Berlingske Tidende den 10. december 2005


 

Afskaf indvandrerkriminaliteten
 

En af de værste barrierer for integrationen herhjemme er indvandrerkriminaliteten og frygten den skaber. Så hvorfor sætter vi ikke en stopper for den når den bevisligt er unødig og selvskabt? Vi føler os forrådte over at se den i en velfærdsstat med stor økonomisk lighed skønt marginaliseringskriminalitet jo ikke handler om relativ fattigdom, men om psykisk udelukkelse.  
 
Jeg har livet igennem arbejdet med ghettoernes kriminelle i USA og genser i unge danske indvandrere den samme vrede fjendtlighed, jeg mødte da jeg ved ankomsten i USA i 1970 blev overfaldet af tre sorte pistolmænd. Disse overfald på mig fortsatte i de første to år – 4 gange af pistolrøvere og talrige gange af knivbevæbnede bander uden motiv. Men derefter ophørte de pludselig skønt kriminaliteten omkring mig blev stadig værre. Hvorfor blev jeg aldrig siden overfaldet skønt jeg færdes langt mere i ghettoerne i dag? Dette har jeg i 33 år haft rig lejlighed til at afprøve og diskutere med flere af mine tidligere overfaldsmænd. Som en af dem for nylig grinede til min kone: "Jeg fatter stadig ikke at min bande ikke fik ram på din mand. Siden myrdede jeg to og var 40 gange i fængsel. Og vi var de rene engle mod ungdommen i dag. Sidste år blev 8 myrdet i denne husblok (i Baltimores ghetto)."  
 
Lad mig med disse erfaringer antyde hvad vi herhjemme kan gøre - dels for personligt at overleve ghettokriminaliteten og dels for som samfund at bringe den til ophør. Det første er naturligvis lettest, men viser direkte frem mod en helhedsløsning. Min fejl var, ser jeg i dag, at jeg i de første to år var offer for de hvides racisme. Ustandseligt plantede de frygt i mig: "Gå ikke ind i det og det kvarter". Selv om amerikansk racismes stærke skyldfølelse sjældent (modsat danskernes) siger det ligeud, var meningen tydelig: "Pas på de sorte".
 
Når et så racistisk syn på en hel gruppe først plantes i én, står man forsvarsløs. Uundgåeligt sender man derpå undvigende frygtsignaler ud til de sorte a la "Du er en skidt fyr. Jeg har grund til at frygte dig!"  Dette kropssprog aktiverer alle de dårlige følelser, marginaliserede kriminelle har omkring sig selv, hvorfor de eksploderer i irrationel vrede og overfalder én. Modsat klassebetonet berigelses- og narkokriminalitet, som er beregnende og delvist kan holdes i ave med straf, virker ingen straf overfor den marginaliseredes vredesbetonede kriminalitet. Den er farlig og voldelig fordi den intuitivt retter sig mod den formodede undertrykker. Den "dræber for en dollar" som man ustandseligt ser sorte børn gøre det i USA, og om få år vil se ghettobørn gøre det i Danmark. Og dog handler den ikke om at skaffe sig en dollar i USA eller en mobiltelefon fra en dansk skoledreng, men om raseri og magtesløs magtudøvelse, som vi ser det når indvandrerdrenge rasende sparker glasset itu på S-togsstationer.
 
Mine danske klassebegreber forstod ikke dengang en sådan kriminalitet, så under mine første billeder af sorte kriminelle citerede jeg blot Macbeth: "I am one, my liege, whom the vile blows and buffets of the world have so incens'd that I am reckless what I do to spite the world."  Selv nok så kontant en retorik fra Lene Espersen eller Søren Pind om at "straffe" en sådan "Shakespearesk" kriminalitet vil kun opflamme den yderligere, da det netop er vores afstandtagende tænkning overfor ghettoens (psykisk) indespærrede, der fremkalder dens smerte.

Først da jeg begyndte at tænke positivt om smertens børn var jeg i stand til at overleve blandt dem og at ændre deres adfærd. Gradvist fik jeg kæmpet mig ud af de hvides negative tænkning og oparbejdet tillid til de sorte, som jeg først havde opfattet som lukkede og fjendtlige – nøjagtig som danskerne opfatter indvandrerne. Fra nu af begyndte hele mit angstfyldte kropssprog at ændre sig, konkluderer mine kriminelle venner som stærkt bevæbnede, mødte mig i denne overgangsperiode. Nu begyndte jeg at sende modsatte signaler ud: "Du er god. Jeg har grund til at vise dig tillid."

For smertens børn, som dels mishandles af deres arbejdsløse fædres manglende selvagtelse og dels ustandseligt føler det hvide samfunds afvisning og undvigende frygtreaktioner, er dette - pludseligt at få at vide at man er god nok – intet mindre end en kærlighedserklæring. Alle mennesker hungrer efter kærlighed, men ingen så meget som smertens børn, der aldrig fik den. Og intet er mere afvæbnende, så fra nu af tog de kriminelle mig overalt ved hånden for at vise mig rundt i deres verden af smerte.
I årevis efter at Amerikanske Billeder udkom, lod jeg derfor dem sælge min bog i storbygaderne frem for hvide forlag, da det jo gav dem mere selvværdsfølelse at slå "whitey" i hovedet med min bog end at slå os ned rent fysisk.
 
 

Jeg distribuerer mine bøger blandt ghettoens kriminelle i Baltimore.
Nathaniel Makell (til højre), søn af en af mine egne tidligere overfaldsmænd, Alphonso, blev ligesom to af mine gadesælgere i Washington og Philadelphia myrdet inden de fik afregnet med mig. Alligevel var de i reglen lettere at få penge ud af end de hvide boghandlere, da det gav dem stolthed at sælge bøger til de hvide som de føler har ghettoiseret dem og gjort dem arbejdsløse. Alternativet er alt for ofte narkotikahandel og kriminalitet.



Det er altså af egoistiske årsager – slet og ret for at overleve – at vi skal bekæmpe vores racisme og negative tænkning. Så da min 16-årige søn blev slået ned og mishandlet af en pakistansk bande på Nørrebro og danske medier og politikere havde fået mig til igen at tænke racistisk om en hel samfundsgruppe – nu muslimerne – indså min kone og jeg at vi måtte tage os sammen i vores danske isolation. Aktivt gik vi derfor ind i det muslimske samfund og fik på kort tid en stor venskabskreds, blev indvalgt i muslimske bestyrelser, moskeer osv. Pludselig åbnede en farverig verden sig op med bryllupsinvitationer til Syrien og Pakistan, og vi opdagede hvor fattige vi havde været før.
 
Det er for tidligt at måle om vi også nu er mindre udsatte for indvandrerkriminaliteten. Men allerede nu ser jeg det samme mønster, som jeg opdagede efter ændringen af mit ubevidste kropssprog i USA. Før jeg begyndte aktivt at bearbejde min fjendtlige tænkning om muslimer kunne jeg nemlig aldrig få dem til at sidde stille under mine foredrag i skolerne – den samme smertens uro jeg kender så godt fra ghettoens sorte i USA. De larmede op og udvandrede. Men når jeg i dag kommer i de samme indvandrertunge skoler med nøjagtig det samme foredrag (der kører på bånd) spørger lærerne: "Hvordan fik du dog vore indvandrerdrenge til at sidde bomstille i 5 timer? Vi har aldrig set det før!" Og de "lukkede" tørklædeklædte piger, jeg tænkte mest negativt om før, står nu i en ring om mig efter foredragene for at komme i kontakt med mig. Når jeg så let – uden at ændre et ord, kun via min indre ubevidste tænkning om muslimerne – kan få dem til at åbne op for mine grundtvigianske (danske) værdier, kan vi alle gøre det.
 
Hvilke beviser har jeg så for at en sådan holdningsændring også kan bruges til at bekæmpe indvandrerkriminaliteten på et større samfundsplan? Jo, sendte vi danskerne på dannelsesrejser til indvandrernes hjemlande ville de hurtigt der føle at indvandrerkriminaliteten er noget vi selv har skabt. Thi mange af disse lande – f.eks. Egypten og Syrien – har verdens laveste kriminalitet. I millionbyer som Cairo og Damaskus kan jeg trygt lade min teenagedatter gå alene i de værste slumkvarterer efter midnat, hvilket jeg føler mig utryg ved i København.
 
Men langt mere dannelse ville vi få ved at se hvordan amerikanernes kærlige behandling af indvandrere – f.eks. fra samme lande og samfundslag som vore – viser sig i fraværet af "indvandrerkriminalitet". Når jeg fortæller mine pakistanske/arabiske venner eller politiet i USA at min søn blev slået ned af muslimer, måber de, for alle ved jo at en sådan vredens vold mod ukendte personer kun ses hos de marginaliserede, nemlig de sorte og mexicanerne. Det er dem hvide amerikanere bruger til at projicere egne problemer over på, så de har intet behov for også at mishandle indvandrerne med antagonistisk tænkning. Deres positive og imødekommende tanker overfor disse ses i deres iver efter at få deres børn i skoler med mange indvandrere og at bo blandt disse, - selv sorte indvandrere, der følgelig klarer sig ligeså godt i universiteterne. De hjemmeavlede sorte indvendiggør derimod de hvides negative tænkning om dem og falder ligeså langt bagud i Pisa-undersøgelser som danskfødte indvandrerbørn og havner hyppigere i fængsel end i college.
 
Når vi her ser hvor let man gennem en sådan "ikke-voldelig kommunikation" kan integrere indvandrere til at blive et spejlbillede af den ægte imødekommenhed og åbenhed, de mødes med, er det forstemmende nu på 10. år at se en koalition af danske politikere svigte danskheden ved at bruge antagonistisk kommunikation frem for ophøjet statsmandskunst. F.eks. som Søren Pind – der skønt Amerika-elsker som jeg selv – direkte oppisker indvandrervolden ved at føre uamerikansk valgkamp af typen amerikanske politikere vendte ryggen for 50 år siden - dengang de på samme primitive vis forsøgte at "out-nigger" hinanden for at få frygtens stemmer. Resultatet af den tids koalition med hadske demagoger blev som bekendt verdens største ghettoer, kriminalitet og fængselsudgifter.
Når vi har så tungtvejende beviser for at danske politikere sætter vore liv og lemmer og hele fremtid på spil med deres destruktive, afstandtagende kommunikation, burde vi sige til dem "Three strikes and you're out!" Dette kræver dog at vi først får styr på vor egen ødelæggende tænkning om indvandrerne - og dens hidtidige succes med at gøre disses danskfødte smertensbørn mere og mere voldelige – og "udanske".

Note: Det sidste afsnit i blåt blev strøget fra Berlingske Tidende
 



Artiklen førte til et surt opstød fra en læser som jeg besvarer her.


 

 


 Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler