|
|
Min bryllupstale,
da jeg den 17. juni 2011 viede Khurram C. J. og Pernille V.
i Nationalmuseets store forhal,
ledsaget af operasang før og efter talen:
Kære Pernille,
kære Khurram
Vi er i dag
samlet med jeres familie og jeres venner fordi jeres ægteskab ved
borgerlig vielse nu skal bekræftes.
Og ja,
forelskelse og kærlighed er det som det handler om i dag – Jeres
forelskelse og kærlighed.
Og ingen som
helst kræfter udefra må selvfølgelig lægge forhindringer i vejen for
to mennesker, som har fundet sammen i kærlighed.
Alligevel findes
der kræfter som ikke bare søger at gøre dette, men som samtidig kan
præge to mennesker så forskelligt at de end ikke drømmer om at finde
sammen.
Som barn
oplevede jeg at når min far, som var præst, skulle gifte en dansker
med en afrikaner - det var jo det mest eksotiske vi gjorde dengang
:-) - så kom han tit med en drillende bemærkning om at det da
"kan være problematisk nok at gifte sig med en svensker med alle de
kulturelle forskelle, der er."
Hvis det er
rigtigt, ja, så må alle vi, der er til stede i dag, jo åndede
lettede op over at vi her står overfor to danskere, der skal giftes,
begge født og opvokset i Danmark.
Så ingen problemer overhovedet. De behøver jo ikke engang at flytte
til Sverige for at få hinanden :-)
Men alligevel er der nok ikke en eneste til stede her i dag, som
ikke i sit indre føler at det har været en lang, svær rejse før I to
kunne få hinanden – både for dem selv og for jer to.
Vi er alle stadig så dybt prægede af de senere års tænkning, at vi
har en tendens til mere at fokusere på nogle kunstigt skabte
forskelle imellem jer end at se den fælles menneskelighed, der
binder jer sammen – ikke mindst de fælles danske værdier I fik med
jer fra fødslen.
Med mit kendskab til jer kan jeg også se nogle gaver I begge fik med
jer fra barndomshjemmet, som tillod jer at åbne jer op for hinanden.
Dig, Khurram, kender jeg bedst gennem det venskab vi har fået i
Nusrat Dhajan moskeen, som jeg selv har et stærkt forhold til. Fra
første dag adopterede Ahmadiyya-menigheden mig næsten som en af
deres egne.
Ahmadiyyaerne har selv haft deres at kæmpe med blandt andre
muslimer.
Men i jeres forsøg på at finde tryghed gennem en bred venskabskreds
har netop dette gjort jer langt mere åbne overfor det ydre samfund.
At jeres gæstfrihed er nærmest grænseløs så jeg selv, da jeg som den
første introducerede musik og billeder i moskeen.
Det er noget som de ældre sent vil glemme, men de blev ved med at
invitere mig.
Og denne åbenhed overfor det nye midt i en traditionel kultur er i
høj grad både din fødselsgave og dit dilemma, Khurram.
Dels hører du sammen med de andre unge Ahmadiyyaer til de mest
integrerede og højest uddannede nydanskere – og dels prøver I
samtidig at holde fast i de rødder, der ikke mindst for en truet
minoritet er så forståelige.
Traditioner som f.eks. siger at man helst ikke bør gifte sig udenfor
gruppen.
Men som jeg ser dit ægteskab i dag, Khurram, gifter du dig jo netop
heller ikke ud af gruppen.
For med Ahmadiyyaernes udadvendthed ønsker I jo tydeligvis at gøre
os alle til en del af jeres gruppe.
Så glæd jer - alle I der er til stede her i dag - til sammen med
Pernille nu at blive en del af denne kærlige minoritets rige
fællesskab.
Det smukke billede jeg tog i moskeen af mennesker i alle mulige
farver i fælles bøn under skiltet "Kærlighed til alle, had til
ingen" viser at din rejse ind i ægteskabet med Pernille i dag
hverken var så lang eller så stort et brud med
traditionen, som nogen kunne gøre det til.
Men, men, men …..hvor tit sad jeg alligevel ikke i moskeen og drøftede med
din far om "Hvordan skal vi dog få ham Khurram gift?"
:-)
Ja, at det
alligevel tog så lang tid har nok mere at gøre med at du skulle have
så mange mindre rejser og projekter fra hånden før du var rigtig
grydeklar
:-)
Men heller ikke Pernille stod på den billige langside og ventede
desperat på at blive erobret.
Jeg tror endda at du, Khurram, beklagede dig over at have forsøgt at
date hende hele tre gange uden at hun overhovedet havde ænset dig
:-)
At Pernille var så vedholdende og selvberoende gennem så lang tid
lover godt for jeres ægteskab, for som jeg drillende sagde til dig i
USA: "Du kan da bare finde en anden pige i Amerika på dine rejser!"
Men nej, du var stædigt besluttet på at få din Pernille!
Og selv om du, Pernille, ikke straks sagde ja, havde det nok heller
ikke for dig så meget at gøre med at du skulle på en længere mental
rejse med den fælles danske opvækst I jo har.
For ligesom
Khurram kom du fra et hjem med et udadvendt engagement og udsyn.
Jeg skal nemlig fortælle dig en lille hemmelighed om dig selv, som
du sikkert ikke selv har tænkt over.
Du hører til dem vi i USA kalder "army brats" – nemlig børn af
militært personel, der er udstationeret i fremmede lande.
Og noget jeg gennem mit arbejde i USA har lagt mærke til er at netop
disse militærbørn som tilskuere til mine foredrag er langt mere åbne
og mindre racistiske end børn af fastboende forældre. Så selv om du
ikke selv har været udstationeret med din far i fremmede lande, har
du uden tvivl fået meget med i fadermælken fra hans store
fredsbevarende indsats som mægler mellem dybt splittede kulturer.
Personligt er jeg lidt stolt over faktisk at have gjort tjeneste
sammen med din far idet
jeg var med under befrielsen af Kosova. Men
det var ikke de amerikanske soldater, jeg ankom sammen med i det
fredelige Syd-Kosovo, der gjorde indtryk på mig i hele deres
forskansning.
Nej, det var de udadvendte
danske KFOR styrker, der under din fars
ledelse i det dybt splittede og hadske Mitrovice var i stand til at
opretholde en næsten umulig fred.
Intet andet sted i verden har jeg været så stolt af de danske
styrker.
Så hvis du har
fået blot en lille smule med dig af din fars fredsbevarende evner og
engagement, vil jeg mene at du er godt rustet til et multikulturelt
ægteskab, som tilmed er født af kærlighed - og ikke had.
Ja, så kom jeg alligevel til at sige "multikulturel", som dette
ægteskab jo netop ikke rigtig er.
Alligevel vil du, Pernille, gå ind i ægteskabet med en vis angst for
de forskelle, I oplever imellem jer.
Men husk at det er dem vi ser i ethvert ægteskab og at det netop er
dem, der får jer til at føle jer tiltrukket af hinanden.
Så snarere end kultur er disse forskelle jo mere en afspejling af
jeres egne forældres kærlighed - med din fars lange rejser og
Khurrams fars mod til at rejse fra sit fædreland – mens jeres mere
rodfæstede mødre kun tøvende eller på afstand fulgte med. De tog med
deres sejhed og styrke til gengæld langt mere håndfast om jeres
opdragelse og tryghed.
Jo, disse forskelle vil sandelig give jer store udfordringer
ligesom de gjorde for jeres forældre.
Men selv om alle gnister rummer eksplosionsfare, så husk at det i
høj grad er denne gnist i jeres forhold, som bevirkede at dette
tøvende udviklede sig til forelskelse og kærlighed.
Jeres udfordring vil nu blive at holde gnisten ved lige ved hele
tiden at give plads til hinanden.
Ægtefæller påvirker hinanden på godt og ondt, men det
nytter ikke at ville ændre den andens personlighed og fastholde den
ud fra sit eget forudfattede billede.
I dag skal vi forsegle denne kærlighed og jeg
vil gerne slutte med
et citat fra Paulus:
"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke,
kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet
usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag.
Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.
Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører
aldrig op."
_______________________________________
Da I overfor mig
har oplyst, at I ønsker at indgå ægteskab med hinanden, spørger jeg
derfor, om du, Khurram C. J., vil have Pernille Vedel til ægtefælle?
(JA)
På samme måde spørger jeg dig, Pernille V. om du vil have Khurram C. J. til ægtefælle?
(JA)
Efter at I nu har erklæret at ville ægte hinanden, forkynder jeg jer
herved at være ægtefolk. Nu må forloveren gerne give jer ringene.
|
|
Copyright © 2011
Jacob Holdt;
|
|