Til festen i Agerbæk 8. december 1990

 

Om børns undertrykkelse:


TALE TIL MIN FARS 70 ÅRS FØDSELSDAG

af Jacob Holdt

 

 

 

 

Bemærk: Pga. længden blev talen delt op i to afdelinger. Alt det kritiske og negative kom i denne 70 års tale og alt det rosende og positive i 75 års talen i 1995 (som kom mere fra hjertet og derfor desværre ikke blev nedskrevet). Denne kritiske del kunne dog nok være skrevet af de fleste sønner til deres fædre, vil jeg tro......og er i al fald lige så kritisk overfor mig selv som far som overfor min egen kære far.

Ja, jeg vil lige sige et par ord som man jo gør til sine forældres fødselsdage osv. En af de taler, du har holdt, far, som gjorde størst indtryk på mig, var den du holdt til farmors begravelse fordi du så fint afbalancerede alt det negative med det positive. Derefter viste du elegant hvordan det hang sammen med hendes vanskelige kår i barndommen. Noget lignende kunne jeg også tænke mig at prøve her, for jeg synes egentlig ikke der er nogen grund til at vente til forældrenes begravelse med at få sagt tingene lige ud. Så kan de jo ikke forsvare sig.. ....eller nå at forbedre sig! Og alle I, der er til stede her, er jo en del af den nære familie, som vi kom til at holde af, så der er vel ikke noget bedre forum at lufte sin kritik i end her sammen med familien. Nuvel, jeg tænkte så at jeg måtte starte med de negative sider og derefter nå frem til de positive sider. Jeg må dog indrømme at jeg umiddelbart havde svært ved at komme i tanker om nogle negative sider overhovedet - indtil jeg fik hjælp udefra, som jeg vil komme ind på senere. Men kan det også nok være at der kom skub i tingene. Jeg skrev og skrev og da man ikke rigtig lægger mærke til på sin computer, hvor meget man har skrevet, opdagede jeg på et tidspunkt at talen var oppe på en halv time - eller så lang her (viser den frem) - og på det tidspunkt var jeg kun kommet ca. 1/3 gennem alle dine såkaldte negative sider. Men da det var sidste aften før vi rejste herover, var det for sent at skære den ned, så jeg forestillede mig så at jeg ville dele talen op i to dele ligesom Tuborgs biografreklamer her i juletiden, så at anden del - den med alt det positive - ville komme til din 75 års fødselsdag. Så har du jo samtidig nogle år at gå at forbedre dig i! Men så fik jeg lidt dårlig samvittighed overfor alle de gæster her som måske ikke vil være tilstede til den tid. Jeg er jo ikke i tvivl om at du lever så længe, så stærk som du virker, men det er jo ikke sikkert at vi andre hænger ved så længe. Da jeg altså ikke havde tid til at forkorte talen, får du som sagt mest den negative del i dag (som sikkert bliver pænt afbalanceret af det de andre talere siger herinde), men jeg vil så forsøge - hen ad vejen at flette lidt positivt ind her og der - hvis jeg ellers kan komme i tanker om noget - hm - det er jo ikke sikkert det bliver så let....

Faktisk har jeg ikke så meget imod at talen bliver lang. Det var mit mål at den skulle være nøjagtig ligeså lang som alle de prædikener vi skulle sidde igennem i kirken, dengang vi var for små til at forstå dem. Og da vi endelig var store nok til at forstå dem, var vi blevet så bedøvede, at de gik lige igennem det ene øre og ud af det andet. Så det bliver altså lidt af en hævntale, jeg holder, men hvis I andre gladeligt og frivilligt gik i kirke hver søndag for at høre den slags prædikener, ja, så skulle det jo også være muligt for jer at sidde igennem denne. Faktisk er den bygget op fuldstændig ligesom dine - med en masse udenomssnak gennem det meste af forløbet - og så først til sidst kommer det der med Faderen...  :-)

Nå, men der er jo tradition for ved sådanne lejligheder at børnene står op og takker for alt det gode deres forældre har gjort og siger en masse smukke ting... som de sikkert tit har slået op i en eller anden citatordbog. Da de fleste jo har tilbragt op mod 18 år sammen med deres forældre, skulle det jo være underligt om man ikke kunne komme i tanke om et eller andet positivt man har oplevet sammen med dem. Om ikke andet kan man jo altid låne fra taler man har hørt andre holde om deres forældre. For forældre er jo nu engang ret ens i deres måde at udtrykke kærlighed overfor børn på - ikke nødvendigvis hele tiden - eller når børnene har brug for det, men i små spontane glimt, når de har tid til det - eller selv har et behov for at udtrykke det. Dette behov for at udtrykke kærlighed er jo det der karakteriserer os som mennesker - (ja, det lyder jo fuldstændig som en af min fars prædikener, men det er der måske en grund til, som vi skal undersøge senere) - og derfor er det jo mere spændende, synes jeg, at undersøge, hvorfor det rent faktisk er svært for de fleste mennesker spontant at udtrykke dette allermest menneskelige. Men - hvorom alting er - så har de fleste mennesker med en normal opvækst fået en 20-30 dråber af noget de opfatter som kærlighed i deres barndom. Af disse kan de så med møje og besvær komme i tanke om en 4-5 stykker, som de vælger at holde tale om, når deres forældre har festdage. I talen manipulerer de så godt med virkeligheden og får det til at se ud som om disse få eksempler giver essensen af deres forhold til deres forældre. Og tit kan de få en eller to af de andre gæster til at hoppe på den - og fælde en beskeden tåre - afhængig af hvor mange glas vin der allerede er blevet serveret. Du selv har jo faktisk levet i mange år af at skulle holde den slags taler - så du ved hvad jeg snakker om. Og derfor tror jeg faktisk heller ikke du ville være interesseret i en sådan tale fra min side. Du ville - er jeg ret sikker på - krumme tæer under talen og straks komme med en kynisk bemærkning bagefter om, at rosenrødt har det nu nok ikke været. Så sådan en tale vil jeg sandelig spare dig for. For jeg synes at der ligger et ordentligt hykleri i sådanne taler. Selvom de fleste nok med et pænere ord ville kalde det fortrængning.

Men familiefester er jo lavet for at vi skal komme hinanden lidt nærmere. Med andre ord, ikke for at vi skal flygte fra virkeligheden. Og det kunne jeg også tænke mig her. At vi forsøger at komme hinanden lidt nærmere ved at se lidt på hvem vi egentlig er, - og hvordan vi blev sådan. Og her vil jeg først og fremmest gå ud fra mig selv og min oplevelse af dig - selv om det måske kan virke en smule selvcentreret - men jeg er sikker på at mine brødre Niels Jørgen og Steen vil kunne nikke genkendende til det meste.

Når jeg reagerer lidt imod at holde en tale om hvor gode og fantastiske ens forældre er, er det jo ikke mindst fordi det i bedste fald får alle andre tilstedeværende til at føle sig utroligt små i sammenligning - de vil sidde og få kvalme over deres egen utilstrækkelighed fordi de godt ved at så gode og dejlige er de jo ikke selv. Men også fordi jeg gennem mit arbejde i USA gradvist har fået et indblik i hvilke rædsler der i virkeligheden ligger gemt i hver eneste familie. Jeres generation har jo lært ganske godt at fortrænge disse rædsler, at holde vidtløftige taler om at elske jeres forældre - sandelig ikke at snakke med dem om de problemer i jeres forhold I så effektivt har lært at fortrænge - men i stedet at kanalisere disse ud i verdenskrige, totalitære systemer og lignende. Nå, det er nu nok ikke jeres problem alene. Faktisk vil jeg næsten tro, at de der er i stand til at holde de smukkeste taler over deres forældre måske er de allermest farlige for verdensfreden. Tag blot Saddam Hussein som eksempel. Der er ingen tvivl om at han har fået nogle gevaldige prygl af sine forældre. Men fra det I allerede har set af ham i fjernsynet, kan I ikke lige se ham holde de mest rørende festtaler for sine forældre. Når jeg siger det, er det fordi jeg gang på gang har mødt den form for tilsyneladende modsigelser i mennesker i USA. De Ku Klux Klan folk, jeg har haft med at gøre, har en umådelig vrede overfor negre, katolikker, jøder, homoseksuelle osv. Graver jeg derpå lidt op i deres barndom, viser det sig altid at de har været udsat for en utrolig fysisk mishandling af deres far i barndommen. Men i samme øjeblik man prøver at få dem til at se kritisk på deres forældre, vil de forsvare disse fanatisk og sige: "Jeg fortjente en god gang prygl!" Gennem hele livet vil de derefter bebrejde sig selv, lide stærk usikkerhed over deres eget værd og i stedet kanalisere deres ophobede og indestængte vrede over på andre befolkningsgrupper.

Se, det er jo mekanismer vi godt alle sammen intuitivt anerkender i teorien. Men når det kommer til virkeligheden - og det pinlige forhold til vore egne forældre - fører vi dem så ikke normalt videre selv? Nu er jeg jo kendt som lidt af en rebel - det kan jeg jo ikke mindst takke dig for, far, hvilket jeg vil komme ind på - men det giver sig bl.a. udslag i at jeg ikke vil holde en smuk rosende tale om dig. Om ikke andet - så af hensyn til verdensfreden....

Og det er ikke fordi jeg kender dig for godt til at kunne holde en sådan tale og derfor føler trang til at være ærlig. Nej, problemet er snarere at jeg kender dig for lidt - hvilket jeg vil komme ind på. Du har jo været med mig flere gange i USA og set nogle af mine workshops, hvor jeg arbejder med forskellige former for undertrykkelse. Og noget af det vigtigste som jeg har lært der - og som folk er ved at få en stigende grad af forståelse for i vor tid - er, at det som vi plejede at kalde for opdragelse: nemlig de gode, altopofrende forældres forsøg på at polere, tilslibe, affile, kultivere og civilisere deres umulige børn til at blive pæne borgere - jo intet andet er en gemen undertrykkelse. En undertrykkelse så voldsom og skadende for de fleste børn at de siden hen får kroniske lidelsesmønstre af det, som de på en mere eller mindre destruktiv måde reagerer af på deres omgivelser eller deres egne børn.

Og når man som jeg står dagligt og lytter til hvad selv de pæneste og mest begavede børn i de fineste universiteter ikke har været udsat for fra deres forældre, kan man ikke lade være med efterhånden at begynde at spørge sig selv, hvilken skade man mon selv led i sin barndom. Specielt når man selv har fået børn er man jo nødt til lidt selvransagelse. For er der noget, man lærer grundigt ved at se på så mange menneskers liv, er det den kendsgerning, at hvis vi ikke har mulighed for at arbejde med vores egen skade, så giver vi den uundgåeligt videre til vore børn. Det mest kendte eksempel på det er jo at næsten alle, der begår incest mod børn, selv har været udsat for incest i deres tidlige barndom. Og utroligt mange andre forbrydelser har deres rod i incest. Da jeg ved hvor let det er at blive misforstået, vil jeg med det samme slå fast - højt og tydeligt - at megen undertrykkelse har jeg lidt fra min far, men incest, det har jeg dog aldrig oplevet. Og det vil jo egentlig være på sin plads her at takke dig for det. Jo, når man er vant til at høre om så megen lidelse - en elev fortalte mig f.eks. om en klasse hun var i hvor kun 1 ud af 30 ikke havde udsat for incest - ja, så burde man jo egentlig i fremtidens festtaler til sine forældre - ikke rose dem for alt det gode de har gjort - for det kan jo tælles på en hånds fingre - men tværtimod for alt det onde de ikke har begået mod en. Men når vi erkender at det onde er så almindeligt at det bliver til reglen, bliver det også meningsløst at tale om ondt eller godt. Og jeg vil da også her tale om min egen såkaldte undertrykkelse (det er jo et lige lovligt tungt ord) mere som et forsøg på objektiv forsøg på selvforståelse og selvransagelse end som fordømmelse. I den forstand falder alt det negative jeg havde forberedt jer på jo egentlig væk.

Når jeg rejser rundt i USA viser jeg tit folk mit lille album med små familiebilleder bl.a. fra barndommen - af præstegården badet i solskin, af mor der klipper blomster i haven, af far på prædikestolen, af hyggelige stuer - og folk siger: "Hvor må du dog have haft en lykkelig barndom!" Og næsten automatisk eller per refleks siger jeg "Ja, jeg har haft en lykkelig barndom". Det er jeg jo ikke i tvivl om at jeg har. Ikke blot fordi alting jo er relativt, men også fordi vi jo alle sammen fortrænger sandheder og idealiserer virkeligheden især på afstand. Men sandheden var jo at præstegården var et rent torturkammer - jo, det var ikke nogen Morten Korch roman....Ja, det er jo store ord...

Nu sagde jeg med vilje præstegården i stedet for forældre. For i forsøget på at forstå sig selv er det lettest at måle sig selv med andre præstebørn, der led den samme undertrykkelse. Det er mere måleligt end forældrebegrebet i almindelighed. Noget jeg straks lagde mærke til i mine vagabondår, var at nogle af de mest rebelske unge jeg var sammen med i USA, havde forældre som var præster. Og i Tyskland har vi jo set rapporter om at 60% af de vesttyske terrorister i virkeligheden var børn af præster. Måske det igen var berettiget, at takke dig for, at godt nok voksede jeg op i dit torturkammer, men terrorist blev jeg dog ikke.

Og dog, så var jeg måske lidt på vej i den retning. Man vil jo sikkert ikke glemme mig for dengang jeg malede Agerbæk kirke over med bibelcitater en påskemorgen. Ja, Steen, jeg tilgir dig jo aldrig for at du sladrede næste morgen. Men du var måske for lille til at forstå hvad genopstandelse betød - eller også var du ikke født til at blive oprører. Måske man skulle sige undskyld for dette, men jeg vil - nu hvor det er lidt på afstand - hellere se lidt objektivt på det, og konkludere, at hvor var det egentlig godt at jeg så tidligt var i stand til at rette reaktionens vrede direkte mod dig (selvom jeg dengang på ingen måde oplevede det sådan) - eller symbolet på dig - frem for at det måske senere ville være kommet ud på en mere destruktiv måde overfor samfundet - i en eller anden form for terrorisme!

Jeg husker endda et tidligere oprør, Niels Jørgen og jeg havde. I andre her i sognet lagde måske mærke til at vi pænt gik i kirke hver søndag indtil 8-9-10 års alderen. Men så en søndag morgen havde vi fået nok. Oprørets time var inde. Husker du det, Niels Jørgen? Vi var ikke til at slæbe ud af præstegården, råbte og hylede og slog vildt omkring os, - ja, jeg mener at kunne huske at vi endte med at sparke dig over skinnebenet, så du måtte humpe i kirke den dag. Det blev lidt af en revolution, for fra den dag skulle vi kun gå i kirke hver anden eller tredje søndag - og måtte tage Anders And blade med. Far har vist siden påstået at der aldrig var noget sådant krav, men han forstod jo at lægge et stærkt moralsk pres på en blot ved at rynke brynene. Ja, sådan husker jeg mit første oprør - og siden hen, hvor jeg har set så megen religiøs kæft, trit og retning-undertrykkelse af børn i USA - kunne jeg egentlig have lyst til at takke dig for at det ikke gik værre. Du forstod at føje dig overfor et oprør.

At vi således var i stand til at få luft gennem den lille terrorisme i barndommen - som f.eks. når vi i trods balancerede linegang på tagryggen af præstegården mens du var i kirke - eller brændte plantagen af mens du var til begravelse - ja, på den måde undgik vi måske den helt store terrorisme senere i livet.

Jeg sagde præstegården fordi den undertrykkelse vi så helt klart led her jo ikke var fra dig som far, men fra præsterollen du optrådte i. Alle jer, der er tilstede her i dag, havde jo del i den undertrykkerrolle. I al fald i de år, hvor vi voksede op, fik vi klart fornemmelsen fra folk i sognet, at det at være søn af præsten var noget specielt. Et lille barn mærker hurtigt sådan noget i folks blikke og reaktioner. Der forventedes mere af os på mange måder - det kan både være en positiv kraft i ens liv ved at man får mere motivation og forhøjet tro på selvværd, men også være en enorm belastning i form af at man ikke rigtig magter at leve op til nogle forventninger man ikke rigtig ved hvor kommer fra. De fleste herinde vil sikkert frakende jer ansvaret for resultatet af vores opdragelse. Men det kan I ikke helt. Vi har alle ansvar overfor ethvert barn i samfundet, gennem de blikke, de signaler vi sender det. Forventer vi at barnet vil ende i slumforhold, vil det også normalt ske. Og omvendt.

Nå, da alt dette lyder som en lidt tung anklage og vi jo skal passe på ikke at blive for alvorlige, vil jeg lige træde ud af talen et øjeblik og benytte lejligheden til at rette en tak til jer, der på så mange måder var en del af det psykiske møblement i præstegården: fru Nymand, fru Teglgård, Mette Kro - og jeres nu afdøde mænd - og Olga, fru Jørgensen og mange af I andre. I kom jo som en del af den nære familie til at betyde uendelig meget for os - måske netop som modvægt til de tendenser, jeg lige beskrev. Nå, ikke mere om det. Det er jo gået os godt nok, så ingen behøver ikke sidde med dårlig samvittighed.

Mere interessant er det for mig at se på mit personlige forhold til dig, far. Den familiære baggrunds magt kan man jo ikke undervurdere. Den er ikke fortid, men en levende del af os alle. Som digteren Rainer Maria Rilke sagde: "Tro aldrig, at skæbnen er andet og mere end en fortætning af barndommen." Bid lige mærke i det citat. Da min skæbne har været, at jeg har lavet nogle ting i Amerika, som mange amerikanere synes er lidt underlige, har jeg tit været genstand for en enorm granskning og psykologisk dybdeboring. Og er der noget de alle kan blive enige om, er det det, at jeg må have haft en utroligt undertrykkende far. Faderen er jo ikke blot en virkelig person, men tillige et symbol på en indre struktur eller synsvinkel, hvorigennem man relaterer til livet. Det er ikke helt overdrevet, når jeg siger at jeg efterhånden er kommet til at kende dig bedre gennem astrologer, psykologer, psykoanalytikere, co-counselers osv. end i virkeligheden, for er der noget de alle gang på gang slår fast - uden nogen sinde at have mødt dig - er det det at jeg ikke har kendt min fars inderste særligt godt. Han udgjorde ikke noget let tilgængeligt nærvær for mig - enten fordi omstændighederne fjernede ham fra hjemmet, han var optaget af sit arbejde, eller fordi han kun i beskedent omfang delagtiggjorde sin familie i sine tanker og følelser. Samtidig skulle du udøve en enorm skjult magt, som er noget jeg hele tiden ubevidst gør oprør imod og som har ført mig ind i konflikt med alskens autoritetsfigurer i mit voksne liv.

Se, det er jo stærke ord. Den dybdepsykologiske påvirkning børn får af forældre - og som tit først går op for dem med psykologens hjælp - er jo altid så rystende og negativ, at man aldrig er i stand til at vise disse redegørelser til sine forældre. Det gælder for alle forældre fordi de jo alle har været med til at undertrykke nogle sider i deres børn. Så det kræver en hel del mod at stå frem og sige disse ting.

Det mere positive aspekt af min oplevelse af min far skulle ligge i en dyb følelse af selvberoenhed, som er en værdifuld kreativ egenskab, som f.eks. gjorde at jeg kunne overleve som vagabond i mange år ude i en fjendtlig verden. Faderen inde i mig er som den far jeg oplevede i den ydre verden som barn - måske nok tilbagetrukket og reserveret, men i stand til at møde livets udfordringer, realistisk med hensyn til verdens indretning og alt andet end naiv med hensyn til de menneskelige begrænsninger. Her vil jeg også lige nævne din enorme indre styrke og overlevelsesevne, som vi så i den utroligt svære tid efter Ragnas tragiske død - for ikke at tale om dit mod til at stå imod visse folks snæversyn her i sognet ved at gifte dig med hende på det tidspunkt. Jeg vil gerne takke dig for at du blev her i sognet, hvor vi har vores rødder.

Jeg tror også vi alle tre står i en enorm gæld til dig mht. din enorme praktiske sans og flid - at rive og skuffe gange - ja, ja, det som vore koner i dag vil kalde arbejdsnarkomani. Og det er jo en gevaldig gave at have fået med sig.

Det positive aspekt af den ikke så nærværende far er jo også at han derved bliver mere nærværende for de mennesker, han arbejder ude iblandt. Når jeg kunne overleve det som jeg kalder barnets torturkammer var det jo netop fordi barnet tidligt mærkede den enorme værdi dit arbejde havde for mennesker omkring dig. Du ved hvor meget jeg idealiserede dig, da jeg direkte i et brev engang sammenlignede dig med Martin Luther King. Men da jeg ved fra mit arbejde i Amerika hvor farlig det er at blive idealiseret - og du sikkert har oplevet nok af den slags gennem dit arbejde - vil jeg hellere ved denne lejlighed holde mig til den skyggeside, der er ved enhver King-figur. En skyggeside, der jo er undertrykkende for barnet.

Når jeg synes det er vigtigt at arbejde med denne skyggeside - ved at lufte disse ting - er det i et forsøg på ikke selv at føre denne undertrykkelse videre til mine egne børn. Thi stort set alt det jeg har sagt her, er jeg ved at blive klar over, er nøjagtig det jeg selv fører videre til Flim og Lalou. Det får jeg i al fald dagligt at vide af min kone. Især Flim lider under mit fysiske og psykiske fravær, som efterlader en dyb følelse af sårethed og afvisning. Jeg er for emotionelt tilbageholdende til at være i stand til at involvere mig i et åbenlyst kærligt forhold til ham. Han får let følelsen af at blive kritiseret eller udsat for alt for høje forventninger fra min side osv. Igennem mit eget manglende samvær og især nærvær med ham er jeg mange år efter barndommen begyndt at genopleve mit eget psykologiske forhold til dig. Og det har fået mig til at tænke over, at det jo var nøjagtig den samme undertrykkelse du var genstand for i din barndom. Din egen far døde meget tidligt, men det billede du dannede dig af din stedfar, Even Marstrand, var jo netop denne fjerne, uopnåelige, og emotionelt tilbageholdende person. Og også lidt mystiske person. Generation efter generation ser det altså ud til at vi ubevidst fører denne undertrykkelse videre. På mange måder ligner vores familiestruktur den klassiske jødiske: en tilbagetrukken far i studereværelset og en altdominerende mor. Ja, jeg tør jo at sige dette fordi Vibeke jo ikke er tilstede her i dag. For vi reflekterer jo samtidig en svaghed overfor kvinderne i vores liv.... Men det tør jeg selv i Vibekes fravær ikke at bore dybere ned i, og det hører jo heller ikke med her.

Nå, men når man begynder at se et sådant undertrykkelsesmønster ligger der jo en enorm udfordring deri. Man må begynde at arbejde med sig selv for at få brudt undertrykkelsens onde cirkel. Vi har alle lidt under den, men det må aldrig være en undskyldning for at lade lavinen rulle videre. Og det er vores allersværeste punkt og fællesnævner: vores selvfornægtelse og manglende evne til at arbejde med følelserne - et mønster vi let stivner mere og mere i jo ældre vi bliver. Vores angst for at træde ud af os selv. Lad mig lige give et eksempel, der viser det hos os begge. På den lange tur, vi kørte i USA, havde vi det vældigt hyggeligt sammen og fik lejlighed til at snakke mere sammen end vi havde gjort i årevis. Det var vidunderligt på disse lange køreture ud over prærien at komme så tæt på hinanden. Så da det efter 3 uger var tid til at sende dig af sted i lufthavnen i Denver, kan jeg huske at jeg havde en vældig trang til at give dig et ordentlig farvelknus, sådan som det nu er blevet mere og mere almindeligt blandt de unge i USA og vist også i Danmark - selvom det muligvis ikke er nået helt herud til det mere stive Vestjylland endnu - at lægge vægt på fysisk berøring. Det har man jo altid vidst var vigtigt for spædbørn. Men nu ved man efterhånden også at det er mindst ligeså vigtigt for voksne. Og skal man bryde denne, det faderlige fraværs onde cirkel, var det jo en god begyndelse. Men sent glemmer jeg øjeblikket, da afskedens time kom og du så blot stak en hurtig overrumplende pote ud: "Nå, det var jo ganske morsomt at få lov til at opleve hvad du går og laver herovre."

Den pote oplever min søn desværre næsten hver aften i min egen manglende evne til at udtrykke fysisk kærlighed frem for et rigtigt godnatknus. Og det er en tragedie, som brydes.

Hvorfor står jeg nu og siger alt det her? Jo, det er jo netop en del af forsøget på at bryde undertrykkelsens onde cirkel - især at snakke om det når ørerne og følelserne er lidt mere på spidserne som de er ved en sådan festlig lejlighed. Ellers ender det med først at komme frem til din begravelse, sådan som du så elegant selv gjorde det til farmors begravelse. Men det ved du jo godt mor syntes var en omgang for sent.

Jeg ved at du også selv er kommet til den erkendelse - for vi har alle mærket hvordan du i årene efter ægteskabet med mor, som jo låste jer begge to fast på en ulykkelig måde, virkeligt har arbejdet alvorligt med dine dybere følelser. Det har bl.a. givet sig udtryk i et enormt nærvær overfor børnebørnene. Når man ser hvor alvorligt du nu arbejder med følelserne, føles det ikke så skræmmende at blive gammel, fordi man i dig ser et lyslevende eksempel på een, som er i stadig vækst. Og skulle man være bange for at du en dag går i stå, ja, så har du jo nu (din kone) Rie til at sætte skub i dig.

Nå, men det her bliver vist for langt, så lad mig lige slutte af med at sige, at godt nok har vi her med en slem undertrykkelse at gøre, men helt galt er det jo ikke gået. Der kom jo en lang række præster og forkyndere ud af det - og endnu er der da ikke kommet nogen terrorister ud af det....

Og både Niels Jørgen, Steen og jeg er da så rimeligt tilfredse med vore liv i dag og endda blevet rimeligt lykkeligt gift. Det er jo en sjældenhed nu om dage. Så hvis vi har fået nogle problemer er de nok ikke helt så store som vore koner gør dem til. Men så kan vi måske tilføje et diskret: trods af alt. For hvis ikke vi havde lidt så grueligt meget i barndommen, kunne vi måske være blevet til stolte svaner i stedet for de halvgrimme ællinger vore koner hele tiden prøver at gøre os til.

Og så plejer man jo at runde en sådan festtale af med et stort TAK. Tak fordi du gjorde os - ikke til det vi burde være - men trods alt gode nok til at vore koner ikke kunne andet end falde for os. Tak far, trods alt.

Og så kaster jeg spørgsmålet videre til psykologerne: Hvad i al verden gik vore koner mon så ikke igennem i barndommen.......?

Lad mig derfor udbringe en skål til.... ja, jeg tør jo ikke andet ...til Lisbeth, Susanne, Vibeke og ikke mindst Rie!

Men før jeg gør det vil jeg lige tilføje lidt. Nu var det jo så jeg skulle i gang med alt det positive. Det behøver vi sådan set ikke at vente med til 75 års dagen. Det kan nemlig udtrykkes meget let - selv uden at gøre talen længere. Her plejer man jo at bede gæsterne om at rejse sig op, så man i fællesskab kan udbringe en tak. Men, nej, det skal I ikke gøre, for så billigt slipper du nemlig ikke, far. "Tak" er et alt for slidt ord. "Vi skal på arbejde" som du jo altid yndede at sige. I stedet vil jeg bede dig om at rejse dig. Ja, op og stå med fødselaren....Og så skal vi nu have det knus vi ikke fik i Denver - det er jo uhyre vigtigt i psykologien at arbejde de ting igennem man ikke fik gennemført i virkeligheden - et knus vi begge behøver - og det skal være et langt og ægte mandeknus - ikke noget med lette, nervøse skulderklap. Ja, sådan skal det gøres - med en levende far - ikke med en ligkiste! Se, det vil jeg så gå hjem og give videre til min søn Daniel! Det er jo aldrig for sent at arbejde med sig selv....Næ, du skal ikke sætte dig endnu, for jeg vil gerne lige med et andet eksempel, så vi ikke bliver misforståede, vise at hvad vi her snakker om ikke har noget med manglende kærlighed at gøre. Det vi har så svært ved er at give udtryk for denne kærlighed. Lad mig lige give et eksempel på det. Du har været med på mine køreture i USA flere gange nu - nok blandt andet fordi du mødte Rie derovre - ja, du har jo sikkert fremstillet det hjemme i sognet som om du udelukkende skulle over og køre med mig. På en af de sidste ture var vi så nede i Florida, og sent glemmer jeg turen nordpå - op til Rie i Boston. Det kunne bare ikke gå hurtigt nok. Normalt vil du helst køre i små tempi - og ikke om natten. Jeg foreslog at vi overnattede hos præsident Carters datter, Amy, i Providence, da vi først kunne være i Boston sent om natten. Men nej. Du ville dertil med det samme. Det var helt åbenlyst, at du længtes efter hende, ja, var forelsket. Men det ville du aldrig have indrømmet. Vi nåede frem ved 2-tiden og Rie slet og ret kastede sig over dig, krammede dig og kunne slet ikke holde fingrene fra dig. Men hvad gjorde du? Der stod du pludselig, stiv som en støtte, og kunne overhovedet ikke give udtryk for de følelser jeg så tydeligt havde gennemskuet du nærede overfor hende. Så nu vil jeg bede Rie om at rejse sig for at hun kan få det knus hun ikke helt fik den nat. Igennem det gennemlever jeg ikke blot lidt af vi tre drenges forhold til vore koner, men også min egen tidligere - lidt symbolske - higen efter det USA, som jeg fornemmede bedre kunne udtrykke følelserne end jeg havde lært det i Danmark, og som jeg er så glad for at have været med til at give dig som gave - gennem Rie - til hjælp i dit fortsatte arbejde med dine følelser - eller rettere - for igen ikke at blive misforstået - dit/vores arbejde med at udtrykke dem!

Kærligst,

Jacob jr.

.

 

 Copyright © 2004 Jacob Holdt;

 

 

Tilbage til oversigt over mine artikler