CARE har bedt mig skrive lidt
om mine oplevelser i Nepal. Jeg ønsker at starte sådan for at gøre
opmærksom på at denne artikel ikke just kommer væltende ud af mig. Jeg
er stadig i en sådan tilstand af kulturchok efter rejsen, at jeg ikke
rigtig synes at jeg magter opgaven. Træplantningsartikler eroderer jo
hurtigt min egen opmærksomhed. Og skal man i stedet skrive om
befolkningen, hvad skriver man så når man på ingen måde føler at man
forstår den?
Jeg kom i øvrigt til Nepal af
helt andre årsager. Sidste forår havde jeg Anita Roddick - The Body
Shops miljøaktive ejer- med i bilen i USA, og det blev så intens en
oplevelse at hun ønskede at den skulle udvikle sig til et "joint
business venture." Det lyder jo storartet for den at partnerne, som
ingen kapital har. I første omgang fik The Body Shop den idé at sende
mig til Kathmandu for at vise Amerikanske Billeder for vestlige
trekkere. Indtægterne skulle gå til et velgørenhedsprojekt for
AIDS-ramte kvinder. Imidlertid havde vi ikke taget højde for det
nepalesiske toldvæsen, som ikke ville have mit gamle udslidte udstyr ind
i landet. Skønt der allerede var sendt elegant trykte indbydelser til
prominente regeringsfolk osv, måtte jeg efter adskillige besøg hos
toldere i mørklagte kvarterer med whiskyflasker under armen opgive. Jeg
gav pokker i de aidsramte kvinder - eller ønskede i hvert fald ikke at
medvirke til yderligere korruption med de beløb tolderne nævnte - og løb
i stedet efter en uge nærmest skrigende op på CARE-kontoret. Niels Tofte
havde hjemmefra håbet at jeg ville få tid til "lige at tage nogle
billeder for CARE når du nu alligevel skal derud." Udtrykket "lige"
siger nok mere om Niels' begejstring for frivillige end om Nepals
uvejsomme bjerge. Jo, hvis nogen efter min artikel i Politiken om
ulandsracisme havde mig mistænkt for at være i lommen på CARE har de
vist ingen anelse om hvor svært det er at komme i lommen på Niels. Men
under alle omstændigheder foretrak jeg at lave frivilligt beskidt
markarbejde for CARE fremfor frivilligt renvasket bestikkelsesarbejde i
byen for The Body Shop. Inden et døgn var jeg sendt ud i
Syangja-distriktet for at fotografere kvinder, - et ønskejob.
Ulandsfotografer - både kvindelige og mandlige - bruger jo i forvejen
80% af deres film på kvinderne. Nu behøvede jeg ikke engang at undskylde
min sexisme!
Men hvad med min racisme? Som
bekendt er det jo spørgsmål omkring racisme i forholdet mellem
bistandsgiver og -modtager, som har gjort mig begejstret for CARE's måde
at arbejde på. Flere Danida-folk, som verbalt overfusede mig i
Københavns natteliv efter min artikel om racismen i dansk ulandsarbejde,
undlod ikke at anfægte at jeg kunne tillade mig at angribe deres racisme
når jeg jo har skrevet ikke så lidt om min egen racisme - udviklet
gennem de mange år i USA's heksekedel. Tyv tror andre stjæler, eller
hvad? Jeg behøver nok ikke at undskylde min amerikanske racisme. Jeg
ville gerne møde det teflonmenneske, som mener at kunne leve i et
samfund som det amerikanske uden at blive racist. Her er alle f.eks.
vidende om fænomenet med at sorte børn i gennemsnit sakker bagud efter
de hvide i skolesystemet. Følgelig udvikler man uundgåeligt i sit
inderste en ubevidst negativ tænkning om sorte, som er i så voldsom
kontrast til ens bevidste kristne/frisindede/venstreorienterede højere
idealer, at det frembringer en altgennemsyrende destruktiv (og
selvdestruktiv!) skyldfølelse i ens adfærd overfor ofrene. For ofre er
der tale om, når de hvide sidder så effektivt på magten, at de uden
egentlig at ønske det tvinger sorte til at indvendiggøre, tro på og med
tiden leve op til deres negative tænkning om dem - værst af alt deres
negative forventninger til dem. Hvorefter undertrykkelsens onde cirkel
cementeres. Ligesom jeg ikke har set eksempler på danskere, hvem det er
lykkedes at undslippe dette undertrykkelsessystem i USA, begriber jeg
simpelthen ikke at visse Danida-folk kan være så naive at tro at dette
skulle være muligt i de langt mere "skæve" arbejdsforhold, de
uundgåeligt kommer ud for i sensitive postkoloniale områder såsom
Afrika. Og hvis man ikke ærligt erkender og dernæst arbejder med sin
racisme f.eks. i workshops tror jeg ikke man skal gøre sig forhåbninger
om at nå ind til den eller at hjælpe andre med at komme ud af deres
racisme. Dette har intet at gøre med "jeg har syndet" religiøse
bekendelser, som jeg ofte ser kyniske danskere betegne processen, for
man behøver overhovedet ikke at skamme sig over en racisme man
erhvervede sig ufrivilligt. Skyldfølelse er tværtimod den mest
destruktive racisme. Nej, det drejer sig simpelthen om at blive en bedre
og mere effektiv arbejder. Derfor føler jeg ikke at min amerikanske
racisme diskvalificerer mig fra at påtale den racisme, jeg i så udtalt
grad så blandt mine danske venner, som var udsendinge i Afrika.
Tværtimod! Og snarere end at gå i defensiven synes jeg at Danida-folk
vedvarende burde gøre sig mere effektive ved fortløbende at arbejde med
deres egne dybeste følelser overfor bistandsmodtagerne i hyppige
workshops - især under opholdet i udlandet. For før et ophold vil ingen
dansker med deres syndebukketendens til at bruge begrebet som skældsord
kunne overbevises om at de vil komme ud for arbejdsforhold, der vil gøre
netop dem til "racist". Uh ha da, nej!
En sådan forståelsesramme
gjorde det ret let for mig at sætte mig ind i Bolivia, føler jeg, selv
uden at forstå sproget. I al fald fik jeg kun mindre kritik, der angik
sprogvalg snarere end egentlig fortolkning af forholdene, da jeg viste
mit Boliviashow i landet selv. Men forståelsesrammer stivner let i
fordomme, og derfor er det både forfriskende - ja livsbekræftende -
såvel som rystende pludselig at stå i det vakuum hvor man erkender at
ens vestlige forståelsesramme falder helt til jorden som i Nepal. For
det første var det - sammen med Thailand senere på turen - første gang
jeg havde været i et uland uden kolonial fortid. Om fornemmelsen jeg
havde af ikke at se så meget ulighed i forholdet mellem bistandsgiver og
-modtager her skyldes de pludseligt manglende farvede briller eller den
manglende koloniale fortid får derfor stå hen i det uvisse. For det
andet gør Østens hinduistiske kaste/skæbneunderkastelse og buddhistiske
lidelseslivssyn det svært overhovedet at anlægge en
racisme-referenceramme. Begge synes at lægge en dæmper på det indbyggede
misundelseskompleks, som er så destruktivt for bistandsmodtageren, der
hvor den vestlige forståelsesramme passer. Jeg vil f.eks. ikke et
øjeblik i Afrika og Latinamerika tøve med at angribe den racisme, der
udvises af bistandsgiveren, som både i ord og tilstedeværelse prædiker
lighed, men i praksis (især livsstil) og tanker udøver ulighed. Men min
umiddelbare fornemmelse var, at den østlige filosofi har så stærkt et
greb om folk, at selv om vi måske havde med nøjagtig den samme vestlige
bistandsgiver at gøre, ville forholdet mellem denne og bistandsmodtagere
i Østen ikke nødvendigvis der kunne klassificeres som racistisk. I al
fald virker det umiddelbart ikke destruktivt i Nepal og Thailand, hvor
jeg ikke så de afhængighedstyngede forhold til hvide, der kan gøre det
så deprimerende at færdes i Afrika og Bolivia. Jeg havde satset en del
på at følge et par MS'ere, der var udstationeret hos CARE, for at høre
om deres forhold til befolkningen, men mødet blev for kortvarigt til at
kunne drage nogen konklusion af det (ligesom i det hele taget mit ophold
i Nepal, hvorfor man bør tage alt hvad jeg her skriver med et gran
salt). Umiddelbart følte jeg dog - og det hænger nok ikke mindst sammen
med den imponerende styrke jeg så i de indfødte CARE-medarbejdere - at
danskerne i det store og hele var unødvendige. Der var mere end nok af
uddannede nepalesere, der med lidt træning langt hurtigere, bedre og
billigere (en ms'er koster en halv million kr om året at sende ud) ville
kunne leve sig ind i bøndernes sprog og kultur. Til gengæld følte jeg
med henvisning til de førnævnte argumenter heller ikke at deres
tilstedeværelse på nogen måde var direkte skadelig. Det skyldes
naturligvis ikke at begge danskere havde en indlevende udstråling og de
bedste intentioner - for det er jo ikke karakter racisme handler om -
men snarere som sagt nepalesernes teflonkarakter. Af samme grund tror
jeg at jeg varmt vil kunne anbefale Nepal som turistland: befolkningen
virker (med visse forbehold) ikke som om den let vil kunne ødelægges af
turisme. Jeg har aldrig været i et land, hvor folk i den grad ikke
ænsede min tilstedeværelse som fotograf selv i de helligste eller mest
private situationer. Hver gang jeg overskred mine egne vestlige grænser
for det tilladte gik det op for mig at jeg intet anede om hvad der
foregik i hovederne på denne skønne befolkning, som ustandseligt
blomsterkransede mig efter mine små forbrydelser mod menneskeheden -
næsten som eleverne på Hawaii blomsterbekranser mig nærmest i takt med
at jeg "undertrykker" dem med racismebeskyldninger.
Når jeg rask væk - og i
særdeles grove pennestrøg - næsten afskaffer nytten af at bruge danskere
i ulandsarbejde, vil den skarpsindige læser straks spørge hvad pokker
jeg så selv laver i ulandene som fotograf, når en indfødt fotograf jo
ligeså godt kunne tage billederne. Det har jeg selvfølgelig selv tænkt
en del over, men som enhver anden egoistisk ulandshjælpeeventyrer har
jeg straks svar på rede hånd. Dybest set mener jeg naturligvis ikke at
jeg har noget forsvar. Jeg har det i hvert fald ikke godt med den
forurening af jordklode og atmosfære, jeg forårsager med sådanne
fjernrejser og vil sikkert af hensyn til min egen moralske integritet
tage konsekvensen af det en dag (men som den egoist, jeg er, vil det nok
ikke ske før det hele alligevel er ødelagt af min adfærd og ikke værd at
rejse til mere). Overfladisk set forsvarer jeg mig derimod med at -
modsat de fleste ulandsudsendte, der skal arbejde for den indfødte
befolkning - arbejder jeg jo for den hjemlige danske befolkning. På
samme måde som sorte i USA ved at hvide lytter mere til en hvid end til
en sort, som taler deres sag, vil den brede danske befolkning lytte mere
til en dansk fortolkning af Nepals eller Bolivias problemer end til den
fortolkning en indfødt kommer med i sine billeder. Det absolut eneste,
der retfærdiggør en sådan diskrimination mod den indfødte fotograf er
altså, at der derved kan rejses flere penge til ulandsarbejdet. Og så er
det jo vigtigt at have in mente, at kun molboer kan finde på at trampe
kornet ned for at redde kornmarken...
Men kan et lignende
effektivitetskriterium bruges i ulandshjælpen til at prioritere danske
akademikere over indfødte akademikere i lande, der som Nepal synes at
have nok af højt uddannede folk? Det er på dette punkt jeg endnu engang
blev begejstret for CARE's måde at arbejde på. Ja, langt mere end jeg
gav udtryk for det efter besøgene i Bolivia. På de lange opslidende
vandringer af kirkegårdstrapper ad noget der føltes som op- og
nedstigning fra himmerige i én sisyfosk uendelighed ("himmerige" er jo
ikke helt ved siden af når det gælder Nepals natur og befolkning) kom
jeg tæt ind på livet af CARE's indfødte projektarbejdere. Det, der
særligt gjorde indtryk på mig var at opleve det forhold, de havde til
bønderne. Ikke blot virkede de helt og aldeles på lige fod, men de
deltog i endeløse diskussioner også om alt, som intet havde med CARE's
projekter at gøre, f.eks. som mæglere i småstridigheder mellem
landsbyer. Ingen udlænding kunne selv efter mange års indlevelse få et
sådant forhold til befolkningen. Og resultaterne blev derefter:
imponerende projekter med f.eks. vandføring gennem næsten "umulige"
landskaber, som bønderne arbejdede på fra morgen til aften udover deres
almindelige arbejde. At de fleste af CARE-folkene var brahminer - og i
øvrigt gav udtryk for stærk skamfølelse over det - syntes ikke at være
en hæmsko for det ligeværdige forhold - hvilket endnu engang lod mig ane
hvor meget jeg havde at lære om østens tankegang, som jeg var smidt
hovedkulds ud i uden spor forberedelse (ja, tænk hvis jeg havde været
højt betalt konsulent og ikke blot passiv fotograf!). Deres
middelklasse- og bytilhørsforhold havde efter eget udsagn været en langt
større hindring. Og på dette punkt gav CARE-folkene næsten alle som én
udtryk for en meget stærk taknemmelighed overfor CARE. Skønt enhver
anden ville have oplevet deres liv som en slags opofrelse, gjorde det
voldsomt indtryk på mig i lange natlige samtaler gang på gang at høre
dem vende tilbage til, hvor privilegerede og heldige de var. De fleste
havde efter høje akademiske uddannelser haft trygge, men for dem selv
fuldstændig intetsigende stillinger indenfor regering eller erhverv,
hvor de hurtigt blev en del af den almindelige korruption. Alle som én
havde de set ned på eller haft direkte foragt for bønder og lavere
kaster. CARE havde reddet deres liv ved at give dem et meningsfyldt
menneskesyn og ved at lære dem, hvor meget de dagligt havde at lære af
bønderne. At de sagde dette uden mindste antydning af krukkeri eller
romantisering gik især op for mig, da en sådan CARE-barfodskoordinator i
to dage sad ved min sengekant og lagde varme bind på og gned mine ankler
efter et fald, som havde forårsaget en voldsom forstuvning. Vi var dages
vandring fra lands lov og ret - eller i hvert fald fra læger eller
katastrofefly hvis ulykken havde været større her i ødemarken - og
alligevel blev han ved med at vende tilbage til sin egen
privilegerethed. Når jeg hørte ham fortælle om hvordan han - som de
fleste af CARE's medarbejdere i Nepals fjerne distrikter - kun ser sin
kone og sine børn i Kathmandu hver 6. måned, kunne jeg ikke lade være
med at tænke på alle de danske venner, jeg havde besøgt i Afrika, som
havde brugt formuer af Danida-penge på at få fløjet stereoer, Volvoer,
koner og børn dertil - og som alligevel gik og beklagede sig over
besværlighederne dernede, tyverierne fra deres tjenestefolk, de
indfødtes uduelighed (på tusind forskellige måder uden direkte at bruge
klump-i-hals-ordet "uduelighed" ) osv. Aldrig hørte jeg dem tale om den
åbenbaring det havde været for dem at komme til at lære af bønderne. Der
synes i al fald at være en vis sandhed i, at når ulandshjælpen sender
danske akademikere ud, tillærer disse sig i de barske omgivelser let et
racistisk syn på og følgelig et dehumaniserende forhold til bønderne.
Mens vi ved at satse på indfødte akademikere tilsyneladende hjælper
disse til at aflære deres bybetingede racisme eller klasseforagt overfor
bønderne. Den første fremgangsmåde - med at lægge ulandspengene i danske
lommer - koster mindst 10-20 gange så meget som den anden og uddyber
alligevel kløfterne i verden. Skønt jeg her laver grove generaliseringer
på basis af eksempler fra forskellige kontinenter er jeg - med det jeg
hidtil har set - ikke i tvivl om at CARE's discountløsning derimod er
med til at indskrænke de menneskelige kløfter i verden. (Det eneste der
irriterer mig ved at rose CARE's ideer og praksis, er at jeg aldrig kan
få organisationen til at give mig løn for mit danskudsendte arbejde - og
at Niels nu direkte bruger disse mine argumenter til at påpege at jeg da
heller ikke fortjener at få løn for mine "brækkede" ben i vildmarken
osv. Jeg skulle jo nødig miste min troværdighed!)
At arbejdet bærer lønnen i sig
selv fik jeg dog bekræftet i samværet med Nepals vidunderlige kvinder.
Som en veninde sagde efter at have set mine billeder: "Du har jo nærmest
voldtaget kvinderne med dit kamera." Jeg har jo ofte hævdet, at man ikke
kan fotografere en befolkning uden at være dybt forelsket i den. Derfor
er det en særlig udfordring, når man i mit tilfælde skal arbejde sig ud
af sine medbragte fordomme for at komme i en sådan ekstatisk tilstand.
Da vi engang i et racismeseminar i USA blev bedt om at ransage
underbevidstheden og nævne hvilke etniske gruppe vi absolut ikke følte
os tiltrukket af, sagde jeg noget i retning af at jeg intet skønt kunne
se i hinduer med ringe i næser osv. At jeg stadig lå under for en sådan
fordom ved ankomsten til Nepal viser den skepsis, jeg indvendigt følte,
da CARE's direktør Scott Falia kort efter min ankomst udtalte, at Nepal
har de smukkeste kvinder af alle de lande, han havde arbejdet i (og da
jeg senere flyttede ind hos ham i øvrigt betroede mig at han snart
skulle giftes med en af dem). Jeg spekulerer derfor på om jeg i mit
lange samvær med de indfødte CARE-medarbejdere endte med at
"indvendiggøre" deres syn på kvinderne. I USA oplever jeg jo hver gang,
jeg bor hos hvide, hvordan jeg langsomt tilegner mig deres negative syn
på sort skønhed. Modsat racisme er der selvfølgelig ikke noget galt i at
have fordomme - men det er alligevel en utrolig befrielse at slippe af
med dem. Jeg tror nok at de fleste, som ser mine kvindebilleder fra
Nepal, vil kunne se resultatet af denne befrielse. Min opgave var at
fotografere kvinder i Syangja - og der var vist ikke én eneste kvinde i
hele distriktet, der slap helskindet fra mit besøg. CARE satser meget på
at give kvinderne (og, opdagede jeg bejstret i lavlandet, de kasteløse)
en mere ophøjet stilling. Som fotograf ønskede jeg derfor at tage alle
billederne nedefra og der er ingen tvivl om at kvinderne nød den
opmærksomhed, de fik ved at se en fuldstændig rød mand ligge og vride
sig på deres gulve i næsegrus beundring over deres skønhed. Farven fik
jeg af deres rødmalede lergulve. Når jeg stod og fotograferede børn i
solopgangens første røde stråler og min flirtende gurungværtinde i sin
lange røde sari kom ud med den røde, søde te i et metalkrus i landsbyen
på toppen af det stejle bjerg hver morgen, ja, så kunne jeg komme i en
så ekstatisk tilstand af lykke, at jeg næsten ikke formåede at give
udtryk for det, når CARE-folkene flere timer senere vågnede og kunne
oversætte vores nærkontakter i tredie grad (thi modsat tibetanernes
berøringsiver var hindukvinderne som et glasmenageri, hvor intimiteten
straks går i stykker, hvis man kommer til at røre dem). Absolut største
oplevelse på hele turen var dog at følge disse kvinder, som jeg havde
set i arbejde fra kl. 5 morgen, vandre i mørket med petroleumslamper kl.
10 om aftenen til CARE's analfabetiseringsklasser. Kunne man andet end
forelske sig i sådanne kvinder, der udviste så utrættelig en energi og
iver for at overvinde mange års kvindeundertrykkelse? At CARE kunne få
mændene overtalt til at blive hjemme og passe børnene imens var lige så
imponerende.
Mens Syangjas stoiske
hindukvinder var lette ofre for mine mandlige fotografiske aggressioner,
var Mustangs tibetanere overraskende vanskelige. Hinduernes udtryk "vild
som en buddhist" var meget dækkende, for mens de fleste vesterlændinge
umiddelbart føler at de på en eller anden måde "svinger" med
tibetanerne, er disse netop i kraft af at svinge med én også i stand til
at drille én. Jeg har altid haft det bedst med folk, jeg er på drillefod
med, men at fotografere nogen, der dyrker dette som en kunst, er
sandelig også en kunst. Og når de efteraber hver en bevægelse,
fotografen gør, brister tålmodigheden let. Med mit slæbende forstuvede
ben og ude af stand til selv at rejse mig fra deres gulve, gav deres
drillerier mig lidt den følelse, som handicappede må have haft i Vesten
før vi udviklede skyldfølelse overfor dem. Jeg foretrak dog at gøre mig
til offer for godmodige buddhistiske efterabninger frem for at
frembringe associationer hos evt. kristne turister i disse
"palæstinensk" lignende stenbyer - siddende, her i dagene omkring
palmesøndag, på en hest halvt min størrelse, som CARE havde skaffet mig
i nøden. Men når man i to dage må ligge i sengen lige over det rum,
hvori en gruppe tibetanske bondepiger - udvalgt af bønderne til at blive
CARE-ledere - fra morgen til sen nat sidder i deres frostblæste
arketypiske mongolide skønhed og hører hinanden i deres lærestykker med
de vidunderligste melodiske stemmer, og de ustandseligt opvarter én på
sygelejet med varme supper og andet godt, ja, så ender man alligevel med
at love sig selv, at i det næste liv skal ens kone være tibetaner! For
man har det jo trods alt bedst med en kone man er på drillefod
med...såsom min nuværende.
Jo, at "arbejde" for CARE
bærer lønnen i sig selv. Men det behøver I jo ikke at sige højt til
Niels, for næste gang, jeg skal til Nepal, har jeg faktisk fået lyst til
at arbejde for CARE - frem for The Body Shop! Og det i så lang tid, at
jeg også kan nå at lære lidt om landet. Og skal det blive til mere og
andet end sådanne overfladiske betragtninger, skal man jo også have lidt
at leve af.....udover ris og dal morgen, middag og aften!