Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 


Båltale til Sankt Hans i Fåborg 2003

arrangeret af Fåborg Borgerforening på Kresten Søndergårds mark


Regnudvisket billede af Kresten Søndergård fra denne våde
Sankt Hans. Som præstegårdsforpagterens søn legede
Kresten med mig i min tidligste barndom, mens jeg
som lidt ældre dreng hjalp ham med at få høet ind.

Jeg vil starte med at sige tak for invitationen til at holde båltale her i min barndoms by, som kom til at betyde så meget for mig. Jeg er lidt ked af at jeg i de senere år forsømte den lidt da min far jo flyttede til Agerbæk. Men Fåborg er byen hvor jeg har rod og hvorfra min verden gik. Eller rettere, at jeg havde styrke til at gå ud i en stor og fremmed verden, følte jeg altid skyldtes mine stærke rødder her og den kærlighed jeg fik med mig her fra.

Men netop det at vi samles omkring Sankt Hans-bålet viser jo at ikke alt er lutter kærlighed og idyl - skønt noget af det bedste jeg husker herfra netop var når vi i ungdomsforeningen samledes omkring Sankt Hans bålene ude hos Thomsen Sørensen i Autrup. Denne familie havde leveret hele 4 tjenestepiger til forsøget på at give mig lidt opdragelse deroppe i præstegården, nemlig Asta, Magna, Annelise og Solveig, og jeg havde håbet at nogle af dem kunne have været til stede her i aften. I må i al fald sige til Asta Østergård at jeg er sur over at hun tager på pensionistudflugt til Sverige når jeg kommer for at se hende - selv om jeg godt nok svigtede ved at være i USA på hendes 75 års fødselsdag…….nå, men de ville jo nok alle have ærgret sig over at de ikke fik givet mig en lidt bedre opdragelse, hvis de havde hørt denne tale :-)

Nej, Sankt Hans er ikke blot idyl. For heksene vi brænder på midsommerbålene fortsætter jo den opfattelse, at der er nogle hekse og onde magter, som vi bør komme til livs. Og skønt det nu er 280 år siden den sidste heksebrænding fandt sted, ja, så synes vi jo ikke at være blevet meget klogere. Det kan vi nævne mange eksempler på, men for at undgå det, som det hele jo handler om – at gøre andre til syndebukke – vil jeg tage udgangspunkt i min egen familie. Den adskiller sig nok ikke fra de fleste, for vi brænder jo hekse af i alle familier. Særligt husker jeg når min mor gjorde det med folk her i landsbyen. Og det var skam tit dem der før havde været vores allerbedste venner. Det ene øjeblik var det Morten Søndergård, som hun så sig sort på - ja, Kresten, du husker selvfølgelig mest alle deres gode stunder sammen - det næste fru Nymand og det næste igen min farmor og til sidst sågar hendes egen bror og kone osv. Men fælles for alle dem hun så sig sort på var at vi andre så også skulle gøre det og at vi derefter ikke måtte have kontakt med dem. Vi blev bedt om at udelukke dem fra det gode selskab – altså at ghettoisere dem, som det hedder nu om dage. Da min mor havde en stor uforløst smerte i sig fornemmede jeg hurtigt årsagen til hendes hekseafbrændinger, der da heldigvis også kun var én side af hende. Tjenestepigerne husker denne side, men de fleste af jer andre så sikkert kun hendes mere lystige og kærligt udadvendte humør. Og netop denne splittethed i hendes sind kender de fleste af os jo også – i større eller mindre grad – fra vort eget sindbillede eller fra vor egen familie. Vi er jo trods alt mennesker – på godt og ondt!

Eller skulle vi i stedet for splittethed bruge ordet splid for et øjeblik at mindes et andet af mine familiemedlemmer her fra egnen. For her i sogneannekset Grimstrup boede der en ung pige, som hed Maren. Hun blev gift med en skrædder i Ribe, der hed Laurits Splid. Maren blev hurtigt kendt i Ribe som en arbejdsom kvinde, men også for at være lidt for rap i munden. Så da hun en dag kom op at skændes med en anden skrædder, Didrik, lovede hun at han skulle få en ulykke.

Der går så 13 år og pludselig bliver Didrik Skrædder syg. Efter en måned får han voldsomme opkastninger, som Didriks kone og nabokonerne beskriver som "at han brækker af sig et stort slimagtigt stykke, som løber om i bækkenet, ligesom det var levende". Så de skrækslagne kvinder mener at der må være tale om trolddom og henvender sig til den øverste myndighed, Lensman på Riberhus, Albert SKEELChristian den fjerdes lensmand, Albert Skeel. Og det er her min familie kommer ind i billedet, for Albert Skeel var min egen kones 10. tipoldefar. Min kone hedder Vibeke og det hele fandt sted på det tidspunkt hvor mange af jeres forfædre her i Fåborg gik og lavede hoveriarbejde for en anden i min kones familie, som hun er opkaldt efter, nemlig hendes 10. tipoldemor Vibeke Rosenkrantz. Hun ejede og drev nemlig både Bramming Hovedgård og Endrupholm. Ja, det ved jeg ikke om I husker…..hvordan I dengang hver dag med halm i træskoene tungt måtte traske de 8 km over til Endrup for at få pisk af min familie J

Nå, men hvorom alt er, var det min kones 10. tipoldefar, som satte gang i hele den proces, som skulle ende med Marens død. Han kunne have standset det, men så det opportunt at få teologerne til at erklære det skete for trolddom. Det var jo dengang præsterne havde deres tro i orden og de fik nu Didrik Skrædder til at udpege mulige hekse. Han kom så i tanke om sit skænderi med Maren Splids 13 år tidligere. Og straks gik rygtet om hvordan Maren havde forgjort Didrik Skrædder. For at beskytte sig til den farlige retssag drog Maren så tilbage her til sin hjemstavn for at indhente et godt vidnesbyrd i Grimstrup, som blev bekræftet af 24 uberygtede dannemænd ved Skast herreds ting. Men forgæves. Retssagerne gik i gang og kørte gennem de næste 4 år. Det, der kan undre, når man læser dem i dag, er at Didrik Skrædder levede videre i bedste velgående under alle retssagerne. Så hvad drejede al den ståhej sig egentlig om? Didrik tabte da også i første omgang retssagen, men drog så helt til kongen, som gav lensmanden på Riberhus, vores forfader, Albert Skeel, besked om at genoptage sagen. Og da Christian den Fjerde trådte på scenen, dukkede der pludselig en mængde vidner op som kunne fortælle de mærkeligste løgnehistorier om Maren Splid og få hende dømt. Indtil da var hun faktisk en kvinde af god stand modsat den fattige Didrik Skrædder. Hun førtes nu i jernlænker helt til Blåtårn på Københavns Slot. Under voldsom tortur før domsafsigelsen blev hun fuldstændig nedbrudt "ved Pinsel nødet til at tilstaae, at have befattet sig med Trolddom." som det hed, så der "derpå af Kongelig Majestæt og Danmarks Rigers Raad d. 9 Oct 1641 blev fældet dom."

Maren dømmes for trolddom for øjnene af sin mand og mange vidner og borgere, der er kommet helt fra Ribe, bl.a. Didrik Skrædder. Nu dømmes hun til den virkelige pinebænk – som om den ikke allerede har været i brug. Under torturen mister hun sin forstand og angiver en række kvinder i Ribe som medskyldige og tilhørende den samme "hekse-rode" som hun selv, og forklarer hvordan hun er blevet hvervet. Efter tilståelsen skriver Christian IV et brev lensmanden og forlanger Maren henrettet øjeblikkelig og hendes medsammensvorne forfulgt. Skønt Maren i Ribe først var blevet frifundet, dømte Ribes byfoged, borgmestre og rådmænd hende nu "som en Troldqvinde på hendes Liv at liide Baal og Brand".

Ville vi - som står her ved bålet - mon have deltaget i denne modbydelige skueproces? Uden tvivl. Alle indbyggerne i Ribe var på benene. Ingen ville gå glip af henrettelsen, som var grundigt tilrettelagt med 22 læs træ stablet sammen til bålet med tjæretønder nederst. Så tæt var folkemængden, at end ikke Marens præst kunne nå frem til hende. Bødlen bandt Maren til en stige - den såkaldte "brudeseng" - som rejstes og væltedes ind i bålet, hvor Marens Splids døde i flammerne den 10. november 1641.

Jo, sådan brændte vi et af vore sognebørn af, for Fåborg hørte jo indtil 1860 under Grimstrup sogn. Og ingen ved faktisk hvor i sognet Maren Splids kom fra, så hun kan meget vel have været en af jeres tipoldemødre. Det er interessant at i de første 1000 år af kristendommen troede man ikke på hekse, men omkring 1500-tallet begyndte overtroen at gribe om sig og alene i Danmark mistede op mod tusinde "hekse" livet i flammerne. Helt indtil 2. verdenskrig er der eksempler på, at folk med ry som "hekse" blev forfulgt i Danmark. I USA fortsatte man ligeså længe med at lynche sorte, som man på samme måde tillagde visse uønskede egenskaber.

Så vi kan spørge hvor vi selv står i alt dette? I dag ser vi tilbage med gru og medfølelse på Maren Splids historie, men ville vi ikke selv have stået der i den tusindtallige skare og ophidset bødlen med tilråb? Uden tvivl, for som jeg startede med at fortælle med min mors historie, har den menneskelige smerte jo reddet os som en mare til alle tider. Men der hvor det går virkelig galt - kan vi også se af Maren Splids historie - er når regering og myndigheder træder ind og udnytter denne smerte til egen fordel. For indtil den enevældige og enøjede Chr. 4. trådte på scenen og begyndte at ophidse gemytterne, klarede vi jo faktisk her på egnen at bevare fornuften og gennem 4 års retssager den ene gang efter den anden at frikende Maren Splids. Som i så mange af den slags nabostridigheder blev lidt lokal uskyldig overtro benyttet, men der hvor vi virkelig viste overtro var i troen på at øvrigheden altid har ret. Da vi kastede vores sunde fornuft fra os og overlod til øvrigheden at manipulere med vores fællesmenneskelige smerte, kunne vi pludselig ikke se klart mere. Og på det punkt har vi sandelig ikke forbedret os siden.

Da jeg var i Kosovo, oplevede jeg hvordan folk overalt i landsbyer som Fåborg i århundreder havde levet - serbere og muslimer – fredeligt side om side. De kunne godt gå og vælte deres småfrustrationer ud på hinanden i form af lidt negativ tænkning og snak om hinanden, men i bund og grund var de som naboer flest og giftede sig på kryds og tværs. Men så pludselig efter kommunismens sammenbrud, udnyttede og manipulerede en gal statsleder, Milosevic, denne fællesmenneskelige smerte til at gøre sig populær på og oppiskede hadets flammer. Resultatet så og fotograferede jeg siden overalt i de forkullede tagspær efter gårde og huse, som var gået op i hans Sankt Hansbål. Eller jeg stod med grædende mennesker, der kiggede ned i massegrave efter deres myrdede familiemedlemmer. Og hvem havde gjort det? Gang på gang oplevede jeg at det var deres egen nærmeste nabo, som de livet igennem havde siddet og drukket øl eller kaffe sammen med som bedste venner, der pludselig havde mistet besindelsen, taget jagtgeværet og skudt hele nabofamilien og sat ild til det selv samme hjem hvori de så ofte havde spillet kort sammen og deltaget i hinandens fester.

Hvorfor så jeg alligevel et håb midt i de tragiske historier i disse triste landskaber hvor husene overalt nu stod som forkullede halvbrændte Sankt Hansbål efter en lidt for våd midsommer?
Jo, jeg så i bund og grund det samme fællesskab og den samme menneskelige varme, som jeg genkendte her fra min egen barndomsby, - en varme som så let kunne have fået lov til at blomstre og fortsætte hvis ikke kyniske magtpolitikere så groft havde udnyttet og manipuleret vores ophobede livssmerte. Et udtryk, jeg i øvrigt bruger fordi det trods alt giver os et håb om at vi selv kan gøre noget ved det - modsat kirkens opgivende og magtesløse "arvesynd", der kun tjener øvrigheden til gavn.

Derfor er det så farligt det der sker i dagens Danmark, hvor vi for første gang i mit liv har fået et folketing og især en regering, der benytter samme kyniske metode som Chr. 4 og Milosevic med at manipulere denne smerte til – så at sige - at skabe Maren Splid i eget hus og lægge andre mennesker for had. Jeg har snart ikke tal på de mange grupper vores statsminister kynisk manipulerende har mistænkeliggjort i sine taler lige fra menneskerettighedscentre, faglige eksperter (eller såkaldte "smagsdommere"), indvandrere, muslimer, rockere, christianitter, homoseksuelle, fredsaktivister osv. Men bag alle de fjendebilleder han derved oppisker i vore sind i sin tætte alliance med et parti, der direkte dyrker hadets retorik, gemmer sig jo mennesker, der i bund og grund er fuldstændig som os og som vi så let kunne have siddet og spille kort og drukket øl med – også muslimerne. Mennesker, som i stedet pludselig føler vores had og fjendtlighed og som i smerte trækker sig ind i en beskyttende indadvendt skal. Vi tænker vist ikke altid på hvor meget smerte vi giver dem ved således at brænde dem af på nutidens Sankt Hansbål, men glemmer også hvor meget smerte vi giver os selv ved at lade os manipulere på den måde. Tænk f.eks. blot på hvor mange danske forældre med farvede adoptivbørn, der i disse år lider ved at se disse formes på livstid af denne hadets retorik fra regering og medier overfor indvandrere. For sandheden er jo at serberne ikke tidligere hadede deres muslimske naboer ligesom vi ikke hadede Maren Splids. Derfor havde vi det ikke særligt godt da den tids fanatiske regering begyndte at gøre andre her på egnen til hendes medskyldige. Hadets manipulerende boomerang rammer jo til sidst os alle.

Faktisk er jeg begyndt at tvivle på at der findes virkeligt had. Jeg var så heldig under den sidste hadefulde danske valgkampagne at befinde mig i selve hadets højborg hos Ku Klux Klan i USA. Med sin hadske retorik overfor sorte og indvandrere står Ku Klux Klan jo traditionelt som selve hadets symbol. Men da jeg opdagede at der stort set intet had var i deres hjerter og sind, føltes det faktisk som en ren befrielse at komme der lige efter den hadefulde danske retorik. Det er sådan man opdager hvilket glideplan man langsomt er kommet ud på i sit eget land. Ku Klux Klanmedlemmerne har meget smerte i livet som følge af mishandling i barndommen og traditionelt har de smidt denne i hovedet på andre. Men modsat vore politikere har disse sociale tabere jo ingen magt til at skade andre. Snart gik det op for mig at de tvært imod hele tiden søgte at få vores had som kompensation for den kærlighed, de aldrig selv havde fået. Først havde de blæst sig op som rockere for at få vores opmærksomhed og siden havde de puttet Klandragten på, da de fandt ud af at det gav dem endnu mere opmærksomhed. Så kommer vi andre jo straks farende med vore kameraer og gør dem til genstand for vores had.

Jo, de brænder kors af ligesom vi før i tiden brændte hekse af – og nu igen gør det her til lands. Men skønt vor regering og medierne således efterligner Chr. 4’s taktik og prøver at fortælle os at "hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde," som Holger Drachmann så smukt siger det i Midsommersangen, - ja, så må vi lære at indse at disse hekse og trolde ikke udgøres af andre mennesker, men udelukkende af de mørke og smertende sider i os selv, som vi ikke tør at se i øjnene og at arbejde kærligt med. "Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans", fortsætter Drachman. Men som Jugoslaverne så bittert måtte erkende bliver denne fred ikke vundet ved at lægge andre for had. Nej, "den kan kun vindes, hvis hjerterne aldrig bli’r kolde" som han så smukt slutter Sankt Hans-visen.


En varm genforening med min gamle klassekammerat
fra Slebsager skole, Margit Soltau, som var kommet
kørende i regnen helt fra Røde Kro for at være med.
Også Hans Frederik var til stede fra klassen.

Vi bør finde varmen i fællesskabet med hinanden og vore medmennesker….sådan som jeg før i tiden oplevede det så stærkt netop her i vores landsbyfællesskab og som vi nu gør det her omkring bålet – vel at mærke det bål der ligesom klanens brændende kors tidligere stod som lynafleder for egne vore dybe smertesafgrunde, og som vi må vende til blive et kærlighedens symbol frem for at tillade kyniske politikere at manipulere med dem.

Tak fordi jeg igen fik lov at varme mig lidt i den kærlighed, jeg fik med mig i livet her fra min barndoms landsby.


Lad mig lige til slut sige at jeg er ved på mine hjemmesider at samle billeder af de mange kære ansigter, jeg husker fra min barndoms landsbyfester. Jeg er derfor meget interesseret i at låne jeres gamle fotoalbums fra krofesterne i 1950erne og 60’erne og har allerede lagt Solveig Ekkenbergs festbilleder op. I må også gerne hjælpe med at identificere mange af ansigterne, hvis navne jeg har glemt. Indtil I i Fåborg Borgerforening får jeres hjemmeside op at køre vil jeg foreløbig gøre et forsøg på at samle disse nu historiske billeder fra Fåborg.

 


Copyright © 2004 Jacob Holdt;
 

Tilbage til oversigt over mine artikler