Fra vi kom til Fåborg, og til min indsættelse var der en halv snes dage. Vi fik møbler, billeder og alt andet på plads i huset, og begyndte at lære byen at kende.

Den viste sig at indeholde mange forretninger og virksomheder: Der var posthus, telefoncentral, mejeri, kro og missionshus. Læge og dyrlæge. Brugsforening med en forsamlingssal i den en ende. Der var købmand, Tatol, bagerforretning, brødudsalg, manufakturforretning, slagterforretning, posthus, missionshus, bibliotek, foderstofhandel, cykelsmed, autoværksted, barber, 2 damefrisører, 2 smedeværksteder, 2 murere, 1 maler, en skrædder, en skomager, en kørelærer/vognmand, en dræningsmester.

Jeg cyklede en dag til Årre for at se kirken og for at hilse på kirkesangeren, førstelærer Knud Jacobsen. En anden dag til Agerbæk, så kirken og hilste på kirkesangeren her, førstelærer August Jensen.

Indsættelsen foregik Skærtorsdag d. 7 april. Provst Kjærgaard, Esbjerg, foretog indsættelserne, for det skulle ske alle tre steder. I Årre kl.10. Så havde vi provsten til middag i præstegården. Så Agerbæk kirke kl. 14 og Fåborg kirke kl. 16.

Da vi kom til Fåborg kirke opdagede jeg, at der ikke var sat frem til altergang, sådan som det var selvfølgeligt en Skærtorsdag, så jeg sagde det til kirkesangeren, lærer Poulsen, der udbrød:" Ja, huer æ a kram?"... Nå, det kom så frem.

Da jeg begyndte på min prædiken, som provsten nu skulle høre for 3. gang, listede han ud af døren i koret og gik sig en tur på kirkegården imens.

Efter prædikenen skulle jeg så takke for indstilling, udnævnelse og indsættelse og sagde så: Dernæst føler jeg trang til at mindes den mand, som gennem så mange år med trofasthed og kærlighed havde sin gerning i denne menighed og med ydmyghed og mildhed her tjente Gud og mennesker. Måtte noget af den trofasthed og ydmyghed også præge min færden her i sognene. I har haft en gammel og erfaren præst, en mand som helt og fuldt havde levet sig sammen med jer gennem de mange år, og nu kommer vi som helt unge og fremmede og skal prøve at tage hans gerning op. Vi er fuldt vel klar over, at det ikke vil være uden vanskeligheder, både for jer og for os. Men vi beder jer hjælpe os med at komme igennem de vanskeligheder, der måtte komme, bære over med os, hvor vi måtte svigte, vejlede os, hvor vi måtte fejle, give os en plads i jeres kærlighed. Netop denne dag, hvor vi sammen begynder et liv i menigheden, er jo så stærkt præget af kærligheden, ikke blot Jesu Kristi kærlighed til os mennesker, men også den indbyrdes kærlighed mellem alle dem, som i troen er knyttet til ham. Måtte Jesu bøn den sidste aften for dem, som troede på ham, at de alle må være eet, må den opfyldes på os. Det er vel tvivlsomt, om vi altid vil kunne være enige, vi er og bliver dog stedse skrøbelige mennesker, der kun ser stykkevis, men måtte vi dog være eet, een menighed, der kan mødes i lovprisning og tak til Gud for hans nåde imod os, samles om døbefont og alterbord, og der ved mødet med Vor Herre Jesus Kristus selv tage imod hans rige gaver. Ja, så give du da, Gud din nåde og velsignelse til vor gerning her, at dog noget måtte lykkes. Lad os da med apostelen tilønske hinanden. Vor Herres Jesu Kristi nåde.

Om aftenen var der så arrangeret velkomstfest for os på kroen. Det var menighedsrådene og (efter min anmodning) kirkebetjeningen med ægtefæller og de præster, som havde passet embedet i vakancen. Det var kaffebord, salmer og taler med gode ønsker og forventninger. En af nabopræsterne, Knud Høgsbro Østergaard fra Åstrup, som havde været med til indsættelsen i Fåborg, bød mig velkommen og sagde noget om, at efter det han havde hørt i kirken i dag, så var han helt tryg ved Fåborg-Årre sognes fremtid. Det lød jo godt. Han blev også en god kollega, som jeg havde meget samarbejde med. Hen imod slutningen af aftenen kom formanden, lærer Poulsen og bad mig om at slutte aftenen med en andagt. Det var jeg ikke forberedt på, men fik dog en ide. Så jeg omtalte apostelen Filips møde med den etiopiske hofmand og dennes dåb. Beretningen slutter med ordene om denne mand: Han drog sin vej med glæde. Så det spandt jeg en ende over.

Allerede inden indsættelsen havde vi dog været til en fest. Det var et sølvbryllup, der skulle holdes et par dage før. Og sølvbrudeparret var kommet op i præstegården og havde meget indtrængende inviteret os. Så vi havde da sagt ja tak.

Heldigvis havde en venlig sjæl fortalt os, at hvis vi var inviteret til stor fest f. eks. kl. 16, så skulle vi ikke komme før 17,30. Man havde her den underlige skik, at man ikke kom til den tid, man var blevet budt, men en passende tid efter. Og vi lærte snart, at i Agerbæk var en passende tid 1 time over tiden, i Fåborg 1 ½ time, og i Årre 2 timer over.

Det var en husmandsfamilie, der holdt sølvbryllup. Det stod på Fåborg kro. Der var stor familie, mange venner og naboer, vel 125 mennesker. Der blev vi jo rigtig set an, mens vi hilste på folk. Der var jo ikke mange, der havde set den ny præst.

Vi kom jo til i årenes løb at sidde til et utal af fester, for præsten var bedt med til alle bryllupper, sølv- og guldbryllupper. Og i mange år havde jeg ca. 2o-25 bryllupper om året.

Festernes ritualer

Festerne gik efter et ganske bestemt ritual. Gæsterne, der var budt, var selvfølgelig nær og fjern familie, naboer, bydelaug, nuværende og tidligere tjenestefolk, og mennesker, værten havde siddet i sogneråd, mejeribestyrelse, hesteavlsforening osv. med. Bydelauget var ikke socialt lagdelt. Når den store gårdmand havde gilde, så var også arbejdsmanden, der boede ved siden af, budt med. Ved bryllupper, sølv- og guldbryllupper og store runde fødselsdage var præsten og degnen, kirkesangeren, der som regel var førstelæreren, næsten selvskrevne. Med det store antal gæster blev festerne som regel holdt på kroerne, der de første mange år ikke havde spiritusbevilling. De fungerede nærmest som forsamlingshuse. Værten lejede salen med tilhørende lokaler. Lejede en kogekone (en "køks"). Leverede selv varerne til middagen, som køksen og nogle hjælpere tilberedte. Serveringspersonalet var som regel unge piger, naboernes døtre eller tjenestepiger. En "skaffer" dirigerede slagets gang. Bød til bords, fik folk placeret, og gik i spidsen for optoget, når retterne og lejlighedssangene blev båret ind. Han sørgede for hovedbordet, der altid var placeret foran scenen, hvor musikken som regel var anbragt. De første år sad vi som regel på bænke, ofte uden rygstød. Senere fik kroerne dog anskaffet hæderlige stole. De første år stod der på indbydelsen: Spisebestik medbringes. Kroerne havde her så kort efter krigen ikke fået anskaffet det nødvendige "gaffeltøj". Så det havde man selv med i sin taske. Det var store lange borde med bordpapir og meget almindelige tallerkner. Vi fik vand til maden. Det blev serveret i store mælkeflasker. Naboer og familie havde pyntet med æresport både ved hjemmet og ved kroen, og rundt omkring og på scenen.

Menuen var i mange år stort set den samme ved alle gilder. Suppe, kogt okse og hønsekød med peberrodssovs, dessert og kaffe. Når suppen var sat på bordet, sang vi bordvers. Så sagde skafferen: "værsgo", og de, som sad nærmest ved terrinerne, rejste sig og øste op og sendte tallerknerne rundt.

Mellem retterne sang vi, dels hjemmegjorte lejlighedssange, dels af højskolesangbogen eller salmebogen. I mange år havde folk altid salmebogen med. Et spil kort i den ene lomme og en salmebog i den anden, så var man helgarderet og kunne være med.

Det var skik, at først holdt præsten, derefter degnen tale. Ved en af de første fester, vi var med til, synes jeg, at tiden, inden de kom med kødet, var ret lang, så jeg slog på mit glas for at holde tale. Men så kom skafferen farende og sagde til mig: "Ikke endnu!" Da vi så havde fået spist kødet, og tallerknerne var samlet sammen på "højskolemaner" kom skafferen, lagde hånden på min skulder og sagde: " Nu må du!" og så kunne jeg fyre min tale af.

Ved det sølvbryllup i Fåborg kan jeg huske, at jeg begyndte med at sige, at jeg var i en underlig situation, for jeg var med til fest i kraft af et embede, jeg endnu ikke var indsat i og hos nogle mennesker, som jeg slet ikke kendte, og så talte jeg ellers om hjemmet (Ja, hvad ellers?) ud fra Bjørnsons sang : "Jeg kører frem gennem strålefryd", og slap vist meget heldigt fra det.

Der var ved disse fester som regel en del hjemmegjorte sange, ikke alle lige vellykkede med hensyn til rim og versefødder. Men da der altid var musik til, gik det som regel. Det var nogle gode musikere dengang, som ikke blot kunne spille til underholdning i passende styrke og med et godt repertoire, men som også kunne spille godt til salmer og sange. Særlig eet orkester fra Agerbæk, Vagn Jensens 3 mands orkester var berettiget meget populære. Man sagde, at der var folk, der, når de skulle have bryllup, først bestilte musikken, så krosalen og så spurgte de til sidst præsten, om han kunne, og det skulle han jo helst. 

Ind imellem var der så ofte taler. Dengang var der en del, der kunne holde en tale. Familie, venner, naboer havde ordet. Når kaffen, som vi fik ved bordet (med gammeldags sukkerkringler til) så var drukket, skulle telegrammerne læses op. Der kunne godt være mange. Det var degnens og præstens opgave Vore koner åbnede dem, så vi bare skulle læse navnene, undertiden en særlig hilsen. Eet telegram var vigtigt, det hvorpå alle navne på gæsterne, der havde bidraget til fællesgaven, stod. Folk skulle høre, at deres navn var med. Så blev der omsider sagt velbekomme. Men det havde også undertiden taget en 3 timer. Så blev salen ryddet, folk gik ud for at strække benene lidt. Mange søgte hurtigt ned i de andre rum i kroen og fik kortene frem. Og nogle blev siddende der resten af aftenen og tævede i kortene. Det var ikke småting, der blev spillet om. Og ikke alle var lige gode, så nogle satte mange penge til, og det kunne undertiden ses på hjemmene, at til fornyelser var der ikke rigtig blevet. Et par store gårdmænd havde faktisk spillet deres gårde væk. Værst til at spille højt spil var de i Årre.

I pausen gik undertiden de nærmest boende hjem, tog nogle venner med sig og hyggede sig der. På den måde fik vi en vennekreds, idet snart den ene familie, snart den anden inviterede os med hjem, hvor vi så fik en drink eller to, en øl, et par snapse eller andet godt. Det var lærer Teglgård, gårdejer Kristoffer Jørgensen, kromanden Alfred Brosbøl, dyrlæge Nymand, læge Munk, centralbestyrer og kirkebetjent Hans Hermansen. Det var en god vennekreds, vi på den måde fik i Fåborg. Her kunne vi rigtig hygge os, være trygge for at ikke alt, hvad der blev sagt, blev refereret over hele sognet.

Men jeg må tilstå, at sommetider under et gilde hyggede vi os så længe, at vi ikke nåede at komme tilbage, før brudedansen var overstået. Så sneg vi os så ubemærket som muligt ind i salen. Det var lidt pinligt.

Efter pausen begyndte man så med brudedansen. Alle gæster gik i march rundt i salen, og når musikken slog over i brudevalsen, dansede brudeparret alene rundt på gulvet, mens alle andre trak tættere og tættere sammen om parret, til de til sidst var fuldstændigt omringede, hvorefter de kyssede hinanden, og det hele opløstes i latter og klap. Så dansede alle. Det kunne der godt gå et par timer med. Til sidst var der natmad, ofte stuvet hvidkål med frikadeller serveret i et tilstødende lokale i holdvis. Det skete, hvis det var et meget festligt gilde, at vi blev til natmaden, men ofte var gilderne om lørdagen, så tog vi hjem ved 11-12-tiden. Det var jo ret tit, vi var af sted. Og der var også et arbejde, der skulle gøres næste dag. Men det skete da af og til, at både Teglgårds og vi blev til langt ud på natten ved sådan et sommerbryllup. Det kunne være noget ud på de små timer, og det for længst var blevet lyst, inden vi kom hjem. Og så mødtes Teglgård og jeg ved kirken kl. 8 næste morgen og holdt gudstjeneste i håb om, at ingen kunne mærke på os, at vi havde turet bondebryllup den hele nat.

Var det unge fra hjem, der hørte til Indre Mission var festen noget anderledes. Der var som regel ingen musik, måske en der spillede på klaveret under middagen. Men salmer og sange og alvorlige taler med påmindelser ikke blot til brudeparret, men os alle om omvendelse og troende liv. Her var der som regel mange taler bygget over eller udmundende i et eller andet skriftsted. Og holde taler kunne missionsfolkene, ofte alt for lange. I Fåborg var der en gammel gårdmand, Iver Kristian Frederiksen. Han kunne holde en tale, men han kunne ikke blive færdig, så når han slog på sit glas for rejse sig, sukkede vi mere eller mindre hørligt, for vi vidste, at det kunne tage sin tid med mange skriftsteder og alvorlige formaninger. Det kunne være noget af en prøvelse at sidde og høre på. I pausen sad man så pænt og snakkede, indtil der blev dækket op igen, til natmad, der så afsluttedes med en andagt.

I Årre var den afgåede førstelærer, lærer Thomsen undertiden med til gilderne. Han var ikke missionsmand, men kunne lide at (høre sig selv) tale. Og han rejste sig først hen imod slutningen af middagen, når vi andre syntes, at nu havde det varet længe nok. Han var velbevandret i verdenshistorien og litteraturen. Ved et bryllup, hvor brudgommen hed Karl, talte han om alle de konger i verdenshistorien, der havde heddet Karl, eller i hvert fald mange af dem. Det blev efterhånden ret så vidtløftigt, og folk begyndte efterhånden at småsnakke alt imens.

Først et stykke op i 60'erne fik kroerne spiritusbevilling. Indtil da havde vi måttet nøjes med vand på bordene. Da vinen begyndte at holde sit indtog, var det selvfølgelig kun et par enkelte glas, man fik, men efterhånden tog det fart, så det blev både hvidvin, rødvin og sommetider også dessertvin. Så regnede vi med, at nu blev det så dyrt at holde gilde, at antallet af gæster blev meget mindre. Men det ændrede sig nu ikke nævneværdigt. Det var meget ofte og er stadig fester med 100-125 gæster. Man undrede sig ofte over, at folk havde råd til det. Sommetider, når det var en familie, der sad hårdt i det med gården, sad man der med en lidt dårlig samvittighed, når vi kunne regne ud, at der var optaget et nyt lån i gården eller skrevet under på en veksel, for at en datter kunne blive gift med ligeså stort bryllup, som den velbeslåede gårdmands.

Selv ved bryllupper indenfor Indre Mission kom der efterhånden vin på bordet. Først et enkelt glas, men nu ikke sjældent med hele udtrækket, endog med musik, ja, sågar dans. Endnu mens der ikke var bevilling på kroerne skete det ofte, at der i en pause i dansen, blev sat en kasse øl ind midt på gulvet, hvor man så kunne forsyne sig.

Efterhånden var det ikke længere som forsamlingshusfester, gilderne blev holdt. Så blev det kroerne, der stod for arrangementet.

Ved et enkelt bryllup i Årre var der hornorkester, der tog imod ved kirken og efter vielsen gik i spidsen for hele følget op til kroen og gav nogle numre der.

Det var almindeligt, at brudeparret efter vielsen kørte til fotograf i Varde, Grindsted eller Esbjerg, og var det en lørdag med mange bryllupper andre steder, kunne det godt tage sin tid, inden brudeparret kom tilbage, så festen kunne begynde. Det kunne tage op imod 2 timer, hvor man så gik bare og ventede.

Fortsættes i 16. del: Begravelser