Søren Krarup angriber i Jyllandsposten (27.7) Ebbe
Kløvedal Reich's tidligere Vietnam-engagement. De
glædelige befrielser fra undertrykkende kommunistiske
regimer p.t. gør det let at tage Krarups synspunkter
ukritisk til sig, men det er farlig efterrationalisering,
Krarup benytter, når han gør Noam Chomsky og Ebbe Reich
ansvarlige for Vietnams kommunistiske diktatur.
Som ung vestjyde uden let adgang til de mange kritiske
analyser af Vietnamkrigen i USA i de år, var jeg selv et
let offer for den Kraruplignende argumentation, som
gennemsyrede Vesten. At det var et brutalt kommunistisk
regime, der overfaldt et demokratisk land mod syd, var
soleklart og medvirkende til at jeg meldte mig ind i
Konservativ Ungdom og Livgarden. I Livgarden fik jeg en
dag Ebbe Reich's bog om Vietnam. Jeg var målløs. For
første gang lærte jeg lidt om krigens baggrund. Det
førte til læsning af bl.a. Chomsky. For nylig hørte
jeg ham på et amerikansk universitet og fornemmede at
han for amerikansk ungdom fortsat står som en amerikansk
Havel. En, der modsat Krarup og jeg selv, ikke lå under
for letkøbt sværmeri og altid konsekvent har søgt
sandheden.
Når jeg blev kritisk overfor Vietnamkrigen, var det
ikke for pludselig at søge fra KU over i en kommunistisk
grøft. Men da jeg lærte at årsagen til Eisenhowers
aflysning af frie valg i Sydvietnam i 1956, var, som
Eisenhower sagde, at "80% af sydvietnameserne vil
stemme kommunistisk" , ja, så faldt hele mit
enøjede verdensbillede sammen. Den Eisenhower, som netop
havde væltet Guatemalas første demokratiske regering
(som han kaldte kommunistisk fordi den legaliserede
fagforeninger og politiske partier), lagde nu grunden til
langvarig krig for at undgå frie demokratiske
valg. Jeg indså, at krigen ikke drejede sig om
kommunisme.
For vietnameserne var den et opgør med
kolonialismen og de ville stemme for Ho Chi Minh, som var
blevet kommunist fordi Vestmagterne nægtede ham støtte.
Den sydvietnamesiske befrielsesfront blev derpå dannet
som reaktion på de stjålne genforeningsvalg. Da den
havde stor succes, invaderede USA og fik den så godt som
udslettet. Først derefter fik befrielsesfronten hjælp
fra nordvietnamesiske styrker, hvorved det kom til at se
ud som aggression, fordi verden havde glemt, at
80% af sydvietnameserne opfattede det som et land.
Jeg husker også chokket, da jeg lærte at USA havde
finansieret Frankrigs nedslagtning af 1 million
vietnamesere, som kæmpede for afkolonialisering - jeg
som var opdraget til at se USA som et frihedselskende
land, der støttede selvstændighed.
Jo, godt nok følte jeg ubehag ved de mange røde
faner, når vi demonstrerede mod USAs knægtelse af en
kolonis frihedstrang, og godt nok fik vi kvalme over
Nordvietnams brutale kollektiviseringspolitik og frygtede
lignende i Sydvietnam, hvis USA tabte. Men derfra og til
som Krarup at støtte drabet af 3 millioner vietnamesere
(inkl. den franske kolonitid) for at undgå at de valgte
en populær nationalist, er dog et spring.
Hvis det
endelige resultatet tæller mest for Krarup, støtter han
så også franskmændenes nedslagtning af 1 million
algierere under henvisning til at kolonialismens
afskaffelse her også medførte etpartidiktatur? Støtter
han de hvide sydafrikaneres diktatur over 20 millioner
sorte idet deres frihed kunne føre til kommunisme da ANC
kun støttedes af kommunistiske lande?
Hvis Krarup vil
gøre os, som støttede den 3. verdens frihedskamp,
ansvarlige for de diktaturer, den nogle steder medførte,
må han tage konsekvensen af det. Støtter han USAs
vietnampolitik må han også gøres ansvarlig for
folkemordet i Cambodja. I alle de år Ho Chi Minh-stien
gik gennem Cambodja med Sihanouks støtte lå landet hen
i fred og idyl. Derpå afsatte USA den populære konge
for at kunne invadere landet, hvorpå befolkningen gjorde
oprør. Resultatet af invasionen blev et Auschwitch med
1/3 af befolkningens død til følge.
Nej, Reich og Chomsky hjalp mig til en holdning til
Vietnamkrigen, jeg ikke skammer mig over i dag. Hvis
resultatet blev et helvede (omend mindre end i Cambodja
og et mindre helvede end 25 års krig med 6 gange hele 2.
verdenskrigs bomber kastet over en fattig
bondebefolkning) må vi indse at det var et helvede skabt
af Vesten. Fra begyndelsen (i 20erne) nægtede vi at
støtte de begyndende og nødvendige frihedsbevægelser i
kolonierne - og drev derved mange af dem over i
kommunismen. Jo, kommunisterne blev mine allierede i
nogle år, men det skammer jeg mig lige så lidt over som
amerikanere og danskere bør skamme sig over vores
kommunistiske allierede i kampen mod nazismen - skønt vi
derved blev ansvarlige for 40 års diktatur i Østeuropa.