Jyllandsposten søndag den 12. august 1990
Se også mit "Selvopgør efter Vietnamkrigen i Berlingske Tidende"
og min selvbiografi om min tid som Vietnam aktivist

Søren Krarup angriber i Jyllandsposten (27.7) Ebbe Kløvedal Reich's tidligere Vietnam-engagement. De glædelige befrielser fra undertrykkende kommunistiske regimer p.t. gør det let at tage Krarups synspunkter ukritisk til sig, men det er farlig efterrationalisering, Krarup benytter, når han gør Noam Chomsky og Ebbe Reich ansvarlige for Vietnams kommunistiske diktatur.

Som ung vestjyde uden let adgang til de mange kritiske analyser af Vietnamkrigen i USA i de år, var jeg selv et let offer for den Kraruplignende argumentation, som gennemsyrede Vesten. At det var et brutalt kommunistisk regime, der overfaldt et demokratisk land mod syd, var soleklart og medvirkende til at jeg meldte mig ind i Konservativ Ungdom og Livgarden. I Livgarden fik jeg en dag Ebbe Reich's bog om Vietnam. Jeg var målløs. For første gang lærte jeg lidt om krigens baggrund. Det førte til læsning af bl.a. Chomsky. For nylig hørte jeg ham på et amerikansk universitet og fornemmede at han for amerikansk ungdom fortsat står som en amerikansk Havel. En, der modsat Krarup og jeg selv, ikke lå under for letkøbt sværmeri og altid konsekvent har søgt sandheden.

Når jeg blev kritisk overfor Vietnamkrigen, var det ikke for pludselig at søge fra KU over i en kommunistisk grøft. Men da jeg lærte at årsagen til Eisenhowers aflysning af frie valg i Sydvietnam i 1956, var, som Eisenhower sagde, at "80% af sydvietnameserne vil stemme kommunistisk" , ja, så faldt hele mit enøjede verdensbillede sammen. Den Eisenhower, som netop havde væltet Guatemalas første demokratiske regering (som han kaldte kommunistisk fordi den legaliserede fagforeninger og politiske partier), lagde nu grunden til langvarig krig for at undgå frie demokratiske valg. Jeg indså, at krigen ikke drejede sig om kommunisme. 

For vietnameserne var den et opgør med kolonialismen og de ville stemme for Ho Chi Minh, som var blevet kommunist fordi Vestmagterne nægtede ham støtte. Den sydvietnamesiske befrielsesfront blev derpå dannet som reaktion på de stjålne genforeningsvalg. Da den havde stor succes, invaderede USA og fik den så godt som udslettet. Først derefter fik befrielsesfronten hjælp fra nordvietnamesiske styrker, hvorved det kom til at se ud som aggression, fordi verden havde glemt, at 80% af sydvietnameserne opfattede det som et land.

Jeg husker også chokket, da jeg lærte at USA havde finansieret Frankrigs nedslagtning af 1 million vietnamesere, som kæmpede for afkolonialisering - jeg som var opdraget til at se USA som et frihedselskende land, der støttede selvstændighed.

Jo, godt nok følte jeg ubehag ved de mange røde faner, når vi demonstrerede mod USAs knægtelse af en kolonis frihedstrang, og godt nok fik vi kvalme over Nordvietnams brutale kollektiviseringspolitik og frygtede lignende i Sydvietnam, hvis USA tabte. Men derfra og til som Krarup at støtte drabet af 3 millioner vietnamesere (inkl. den franske kolonitid) for at undgå at de valgte en populær nationalist, er dog et spring. 

Hvis det endelige resultatet tæller mest for Krarup, støtter han så også franskmændenes nedslagtning af 1 million algierere under henvisning til at kolonialismens afskaffelse her også medførte etpartidiktatur? Støtter han de hvide sydafrikaneres diktatur over 20 millioner sorte idet deres frihed kunne føre til kommunisme da ANC kun støttedes af kommunistiske lande? 

Hvis Krarup vil gøre os, som støttede den 3. verdens frihedskamp, ansvarlige for de diktaturer, den nogle steder medførte, må han tage konsekvensen af det. Støtter han USAs vietnampolitik må han også gøres ansvarlig for folkemordet i Cambodja. I alle de år Ho Chi Minh-stien gik gennem Cambodja med Sihanouks støtte lå landet hen i fred og idyl. Derpå afsatte USA den populære konge for at kunne invadere landet, hvorpå befolkningen gjorde oprør. Resultatet af invasionen blev et Auschwitch med 1/3 af befolkningens død til følge.