Jacob Holdt - samtaler om min barndom

løst fortalt og nedskrevet til en skoleopgave
af Christina Gadiel sommeren 2000
 

 

Min fødselsdag i præstegården 29. april 1961. Mange af Niels Jørgens kammerater er også til stede 

 

Bør sikkert kigges igennem og redigeres af mig ved lejlighed.....

 

Hør også DR's udsendelse om min barndom: "Her har jeg rod"

 

Jeg kommer jo fra København, min far var præst i Grundtvigskirken, så der blev jeg døbt. For et par dage siden var det min tre og halvtressens års dåbsdag. Det ved jeg fordi, jeg var ovre og besøge min far, der ligger syg på hospitalet med kræft netop på hans og min mors bryllupsdag og min dåbsdag den 8. juni.
Nå, det er svært bare at snakke løs. Dengang boede jeg først ved søerne og siden ude ved Bispebjerg, indtil jeg var tre år gammel. Det kan jeg selvfølgelig ikke huske meget fra. Det eneste jeg kan huske var, at jeg sad i en barnevogn en dag sammen med min bror udenfor en grønthandel og min mor var inde og handle. Jeg begyndte at vugge barnevognen, mens min bror sad og skreg, så væltede det hele lige pludselig med både mig og ham ud på jorden. Min mor var hjemmegående på det tidspunkt og min far var meget aktiv i ungdomsarbejdet omkring Grundtvigskirken. Ellers kan jeg ikke huske så meget fra det kapitel af mit liv.

Så lad os springe over til Vestjylland, hvor vi flyttede til i 1950, altså for nøjagtig 50 år siden. Der kan jeg huske noget allerede fra det første år. Vi kom til en dejlig stor, gammel præstegård, hvor min far havde tre kirker, han skulle passe. Det var et af landets største sogne med 3000 indbyggere. Og så havde vi en forpagtergård. Min mor havde, helt tilbage den gang, altid dårlig nerver, så forpagteren Morten og hans kone Stine var altid vores flugt væk fra min mors dårlige temperament og dårlige nerver. Vi hjalp til i marken. Det var altid en oplevelse at være med, med at køre halm ind og sådan noget.

Vi løb også tit over til gården ved siden af, så løb vi igennem det høje korn. Det var jo enormt højt dengang, det er synd kornet er blevet lavere og lavere med alderen. Vi legede med gårdmandens søn, Jens. Han er i dag vejmand og har fem og tyve ansatte. Han var min bedste legekammerat dengang. I forbindelse med præstegården havde vi en stor plantage, der hørte til. Der var et par kilometer derud. Vi oksede derud over de marker hver dag og byggede huler og en kæmpestor borg kan jeg huske, hvor alle landsbyens drenge og piger efterhånden blev involveret. Det var med hængebro og rigtige kanoner oppe i træerne som vi lavede med jernrør. Man kunne få "blå lyn", som er forbudte i dag og satte man sådan et kanonslag i og en kæmpestor sten i den anden ende, så kunne vi faktisk skyde helt op til den anden gård. Den var flot lavet med voldgrave og volde rundt om. Der var endda et fængsel, til når vi kom i krig med nogle af landsbyens andre børn, der hed ørneungerne. Det var nogle glade år.

Min skole lå et par kilometer derfra. Det var en lille bitte landsby skole, med hundrede elever på det tidspunkt. Det var en nedlagt bondegård, der var lavet om. På det tidspunkt var der lærermangel, så vi havde kun en lærer til at undervise de syv årgange. Det skete ved, at der var tre lokaler i forbindelse med hinanden med åben dør i mellem. Anden og tredje klasse, fjerde og femte og sjette og syvende klasse gik sammen. Så kunne læreren gå og sætte først det ene hold i gang med nogle opgaver og så ind til de andre og få dem til at tegne noget og så videre. Det var vanvittigt, nu når man tænker over det. Det medførte, at da nogle af os siden kom i byskole var vi lidt bagefter, skønt vi havde en meget god lærer, Teglgård, hvis kone også hjalp til.

Jeg var noget af en enspænder i de år på mange måder. Jeg har lidt svært ved helt at danne mig et billede af, hvordan jeg var, men jeg kan huske, at tit når de andre spillede fodbold eller legede ude i gården, så sad jeg oppe i kastanietræerne og spiste ostemadder. Jeg elskede at isolere mig. Det var også dengang man gik efter den gamle skoleordning, i hvert fald ude på landet. Alle var jo landmandsbørn, så de skulle høste om sommeren, derfor gik man ikke i skole om sommeren. Skoleåret sluttede i april, tror jeg nok. Det var i min skoletid, det blev lavet om sådan, at man skulle gå i skole året rundt og det var vi meget sure over, kan jeg huske. I de mindre klasser havde vi hønseringe og havde nogle lege, hvor vi skulle kaste med dem mod muren. Det er vel egentlig ligegyldigt. Det er nok sådan noget man burde skrive om, for i kraft af, at jeg ville sidde og skrive det, dukker minderne langsomt op og så kunne man få de rigtige vinkler på. Det kan jeg ikke lige gøre, når jeg sidder og snakker, kan jeg mærke. Det tager jo tid lige at tygge alle de billeder, der kommer frem og finde betydningen af dem og vide, hvorfor man gjorde ditten og datten.

Jeg tror den største oplevelse, jeg havde i skoletiden var i femte eller sjette klasse, hvor jeg brændte min fars skov ned. Det skete ved, at jeg var ude i skoven sammen med min ven Hans Skjøtt. Vi havde tændt et bål midt i skoven, det var jo fuldstændigt vanvittigt selvfølgelig. Vi havde hugget min mors tændstikker, som hun brugte til at rense vores ører med. Men vi brugte dem til at tænde det bål og der var noget tørt græs i nærheden og lige pludselig så fængede det og spredte sig. Først prøvede vi at tisse på det og det hjalp ikke og pludselig så vi det slikke op ad træerne og så blev vi nervøse – det var min fars skov. Jeg styrtede ud på marken, hvor Magnus, gårdmanden kørte på sin traktor og han styrtede hjem og tilkaldte brandvæsenet. Min far blev tilkaldt. Han stod midt i en begravelse og måtte afbryde begravelsen og hele landsbyen blev udkommanderet med skovle til at slukke flammerne. Det gjorde de så i flere dage, hvor det bare brændte. Men jeg kan også huske, at jeg styrtede op til Vagn Henrik midt i landsbyen, for jeg var også lidt stolt af at have sat sådan et apparat i sving. Jeg styrede op til ham og sagde: "Jeg har sat ild til skoven og hele landsbyen er i sving!" Den side af det synes jeg er meget skæg at tænke på i dag, at man også var lidt stolt af den ravage, man havde forårsaget. Og så kom vi i forhør hos politiet og min mor fik strenge formaninger om aldrig at lade tændstikker ligge og flyde frit igen hos sådan nogle små åndssvage børn. Det var noget af det, der var vigtigst i skoletiden, tror jeg nok.

Jeg kan også huske, da min yngste lillebror blev født. Han er født tolv år efter mig og jeg har ham netop på besøg i de her dage. Da var min mellemste bror og jeg tolv-tretten år og vi var så flove over at vi havde fået en lillebror og at alle vidste det – for præsten, det var jo noget særligt, ikke. Jeg skal lige sige, at det med at være præstesøn, det har nok haft en betydning for mig i min udvikling. Det var helt sikkert noget særligt. Lægesøn og præstesøn, og især præsten, havde en høj status. Og det indvirker jo også på børnene – de blev ligesom lidt "bedre" i kraft af, at de var præstesønner. Jeg kunne jo mærke det overalt, hvor vi kom til gilder og fester. Man kan se det i folks øjne, at de ser op til én eller på en eller anden måde sætter een i en højere status, fordi man er præstesøn. Og hvis jeg nogensinde har haft mereværdskomplekser – også senere i mit liv og følelser af at kunne redde verden, så er det nok, tror jeg at spore tilbage til den der følelse. Senere i livet kommer der en skyldfølelse over det i kraft af, at man også har fået nogle idealer om lighed og at elske sin næste og alt det. Man føler, det er forkert, at man har fået den særstatus - og det er jo det, der gør at mange præstebørn bliver rebeller. Mange af de rebeller, jeg mødte i USA i min ungdom, viste sig meget hyppigt at være præstebørn. Jeg lavede faktisk en tale til min fars halvfjerdsårs fødselsdag, hvor jeg netop slog meget på den "undertrykkelse", jeg har været igennem, som man siger i det sprog jeg arbejder med. Tres procent af de vesttyske terrorister i Bader-Meinhoff banden viste sig at være præstebørn. Og det er jo igen noget med, at de ville redde verden. Og jeg kunne sikkert sagtens have endt derude på et eller andet terroristisk overdrev - hvis jeg ikke var der i tankerne flere gange. Det har formet mig meget, der er ingen tvivl om det. Sådan er det nok ikke helt mere. En præst har jo ikke nær samme status i dag, som de havde for halvtreds år siden. Det var jo den eneste, der havde fået en længere uddannelse i en lille landsby og den eneste, der havde bøger i reolerne. De andre havde kun "Hvem, hvad, hvor" o. lign. Den ballast har selvfølgelig været meget vigtig for, at jeg endte med at gøre de ting, som jeg gjorde. Men jeg elskede hele det der landsby liv og der var jo nogle utrolige fester altid. Der var ingen, der holdt gilder uden at to-trehundrede blev inviteret på kroen. Det var altid med lange fællesborde og sang, utrolig meget sang fra højskolesangbogen.

Jeg hørte for nyligt et program med Bertel Haarder, som fortalte om, hvordan han var opvokset på Rønshoved Højskole og også fik hele den ballast med højskolesangbogen og hvor rig en tradition det er. Så det er jeg virkelig glad for. Jeg synes det er så synd, at vores egne børn ikke får den side med i dag.

Christian Braad Thomsen lavede på et tidspunkt en film om sin hjemstavn, men det var i Østjylland og der vidste vi, at hele landsbyfællesskabet ikke var nær så rigt udviklet som Vestjylland og sådan er det den dag i dag. Kommer man til Sjælland, hvor jeg kom på sommerferie hos mine bedsteforældre, var der intet fællesskab i landsbyen, ingen kendte hinanden. Så der var helt specielt derude i Vestjylland og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fik lov at vokse op i sådan en landsby. Jeg kom med til ekstra mange fester i kraft af, at jeg var præstens søn. Han blev altid sat til højbords, præsten sad på højre side og degnen sad på venstre side af hovedpersonen. Jeg har virkelig haft lyst til at lave en hjemstavnsfilm, efter at have set Braad Thomsens film, for jeg ved, at jeg ville kunne gøre den langt bedre i kraft af at den der tradition, vi havde i Vestjylland var så meget stærkere, end den de havde i Østjylland. Jeg har også tit tænkt på det, når jeg rejser igennem små landsbyer i USA, hvor der intet eksisterer af den slags. Der er lidt omkring kirken, men det er ikke på den måde, at når man f.eks. har fødselsdag, at man så inviterer hele landsbyen: trehundrede mennesker til bords.

Det er jo sådan noget, der starter ved firetiden om eftermiddagen og hen ad ved sekstiden, sætter man sig til bords til lange taler. De kan være forfærdelige at høre på nogen gange, men jeg elskede dem faktisk altid. Det var jo bondemænd, der overhovedet ikke kunne tale og de var altså så sjove tit og den måde, de formulerede det på – havde man bare haft et video kamera dengang. Så startede det jo altid med at suppen kom ind og musikken spillede og det var jo Ewalds orkester nede fra Agerbæk, der spillede lystigt op og så kom alle servitricerne marcherende ind i række med suppeterriner – og den stemning, når suppen blev båret ind. Det var jo den med store hvide melklumper og kødboller i – det var et fuldstændig fast ritual altid og så sad man og åd det. Man sad bænket der med den samme bordherre eller dame i seks timer og der blev ikke serveret alkohol dengang. Men det var før fjernsynets tid, så folk havde brug for det fællesskab. Det var deres eneste underholdning og så blev der holdt taler og det var altid min far, der startede som præst, så kom degnen – og først derefter måtte de andre holde tale. Når min far havde holdt tale kom kødet ind og det var som regel oksekød i peberrodssovs og udkogte kartofler – som jeg stadigvæk i dag elsker og får skæld ud af min kone for at lave, men jeg synes jo de skal være sådan, for sådan blev de serveret ude i det Vestjyske forsamlingshus – og så var der flere taler og så kom isen ind til sidst. Først hen ad ellevetiden om aftenen ryddede man bordene til dans og så ved totiden var der natmad og først hen ad femtiden, gik man hjem.

Da jeg var barn, var det dog kun når vores tjeneste piger blev gift, at jeg var med til festerne. Ellers kan jeg huske lyden af min fars bil, når han kom kørende hjem fra de fester. Han var en af de få i landsbyen, der havde en bil, det var jo kort tid efter krigen, fem-seks år. Den første vi havde var en Hillman. Den lyd, det var noget særligt når min far kom kørende op ad elmealleen, så var han hjemme og så var der det modspil til min mor, for man var altid lidt bange for hendes hysteri.

De første oplevelser med fjernsynet foregik hos de eneste to i landsbyen, der havde fjernsyn: skrædderen og dyrlægen. Dyrlægen var vores bedste venner på det tidspunkt, så der kom vi op og så "My fair lady" og operaer og operetter. Det var fast tradition, at vi kom derop anden juledag og det var altid en oplevelse. Landsbyens andre børn kunne komme ned og se fjernsyn hos skrædderen. I de år gik der en serie hver eftermiddag klokken halv seks, som alle børnene i landsbyen var dernede og se. Skrædderen var fattig, han boede i et lille træhus midt i byen og den stue var bare stimlende fuld af børn. Når så vi havde set Robin Hood udsendelser, var der lige på den anden side en stor mark, hvor vi var ude og lege Robin Hood med bue og pil.

Så kan jeg huske en vigtig ting: en af de større drenge "mulede" mig en dag, som det hed. De talte jo alle sammen rigtig vestjysk og det gjorde jeg også selv. Det var sådan et underligt dilemma jeg var i.

Mine forældre var vist de eneste fra landsbyen, der kom fra Sjælland, så de talte "fint", som det hed. Og det har jeg jo så lært derhjemme, men når jeg var sammen med kammeraterne, så talte jeg vestjysk - og det var virkelig vestjysk dengang! En vestjyde i dag ville simpelthen ikke kunne forstå, hvad vi sagde: "Mo gro", altså der hvor køernes møg falder ned i staldene og "mel'mad" – alle de udtryk har jeg tit prøvet at slynge i hovedet på vestjyder i dag og de forstår dem ikke. Det er selvfølgelig fjernsynet, der har ødelagt det.

Jeg kan også se det med mine brødre, hvor det var det samme: i kraft af, at vi nærmest skammede os over, at vi havde den der forfinede københavnske kultur og sprog, var det ligesom, vi gik helt i den anden grøft og blev endnu mere vestjyske. Det er sådan et dilemma jeg også ser meget hos sorte, der kommer fra ghettohjem, men færdes i hvide hjem i USA.

Det der skete var, at når jeg dengang havde kammerater med hjemme og mine forældre var hjemme samtidig, så kunne jeg simpelt hen ikke tale. For overfor forældrene kunne jeg ikke snakke vestjysk og overfor kammeraterne ville jeg ikke have, de hørte, at jeg kunne tale fint. Jeg var mundlam, kan jeg huske og det har faktisk fulgt mig gennem alle årene. Det var det mest forkvaklede sprog jeg havde og jeg tror egentlig, at en af grundene til, at jeg siden har haft svært ved at formulere mig skyldes, at jeg levede i den tosprogede verden, hvor det endte med, at jeg hverken kunne det ene eller det andet særlig godt. Plus, at jeg havde en mor, der simpelt hen altid kværnede løs og kvalte alle diskussioner med vrøvl og small-talk.

Jeg ved ikke hvor meget jeg skal snakke om alt det der barndomspjat. Jeg aner det ikke, du ved jeg kan blive ved!… Det man jo tænker mest over er jo, hvad det er, der har relevans for det man har lavet siden hen og det kan man ikke altid lige gennemskue. Men jeg tror nok, at en del af min identifikation med sorte for eksempel i USA har noget at gøre med…

Det jeg ville sige før var Niels, Bent, Kaj og et par andre, de mulede mig på vej hjem skole i sneen, gav mig tæv. De gik i klassen over mig. Jeg kan huske, at noget af det de sagde var: "Du skal ikke tro, du er så fin!" Det var det omvendte af den særagtelse man følte i kraft af, man var præstens søn. Og så kommer der jo det helt naturlige, at der er nogen, der vil reagere mod det og få een ned med nakken, fordi man forekommer lidt bedre end de andre på en eller anden måde. Det gjorde et stort indtryk på mig, at jeg blev mulet, vist nok fordi jeg havde bedre bukser på, jeg tror nok de sagde noget i den stil. Det betød, jeg aldrig siden ville have pænt tøj på. Jeg ville altid, og jeg gør det den dag i dag, gå i lurvet tøj og der kan jeg huske, at jeg meget tidligt identificerede mig med en historie, jeg havde læst af Albert Schweizer.

Jeg skrev en hel rapport om Albert Schweizer i sjette eller syvende klasse. Han var mit store idol dengang. Og det var igen det der med ned og redde de sorte og sådan noget pjat. Men det jeg fæstnede mig ved var hans barndom, hvor han havde haft en tilsvarende oplevelse, hvor han var blevet mulet og havde siden hen nægtet at gå med fint tøj. Der var utrolig mange paralleller mellem min og hans barndomsopvækst. Så jeg havde nogle komplekser, jeg vidste aldrig helt hvem jeg var.

En anden ting, der var med til at forme mig skete i første klasse, hvor vi havde en lettere retarderet i klassen. Han kunne ikke rigtig følge med og børn er jo grusomme. Så i første klasse lagde Erik og Hans og jeg os i skjul på højen ved Granly og tæskede ham på vej hjem fra skole,. Han var jo den grimme ælling i klassen. Og det har jeg haft sådan nogle komplekser over lige siden: hvorfor gjorde vi det? Hvorfor tæsker man den, der er svag og anderledes og ikke kan klare sig? Der er ingen tvivl om, det har formet mig mere end nogen anden enkel begivenhed. I alle de næste seks år i folkeskole havde jeg et forfærdeligt kompleks overfor ham og gik ud af vejen for at hjælpe ham. Det var sjovt, da jeg mødte ham for nyligt oppe ved kirkegården i Fåborg, som vores landsby hed, fik jeg en snak med ham. Han var kommet under noget voksenundervisning og havde ikke klaret sig gevaldigt godt, og der sagde han til mig, at jeg var den eneste, der aldrig havde gjort ham fortræd - og så sagde jeg det lige ud til ham: "Nej, det var fordi jeg gjorde dig fortræd…" Med andre ord tror jeg, at det hele havde gjort langt større indtryk på mig, fordi han var vant til at blive kanøflet og nu ville han så takke mig for, at jeg var den eneste, der ikke havde gjort det og det underlige var, at jeg havde simpelt hen sådan en skyldfølelse overfor ham. Det var i hvert fald skyldfølelse, der gjorde, at jeg ikke siden gjorde det. Og det er jo også nogle spændende ting at tænke over: hvad er det der gør at mennesker opfører sig som de gør overfor indvandrere og så videre? Alt det jeg har lavet siden hen går i høj grad tilbage til den begivenhed og så det jeg kalder min Albert Schweizer begivenhed.

Det er sjovt, dem der mulede mig dengang - de store, grove, højtkæftede - er blandt dem, der i dag er blandt byens mest fordomsfulde overfor indvandrere. Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem fra USA og lavede et show - og det var jo nogen, der aldrig ville komme og se det. Mit show fik en masse presseopmærksomhed og det var noget folk dengang ikke forstod betydningen af - men jeg kunne ikke få de kanøfler, der havde tæsket mig ind og se det. Da jeg spurgte, hvorfor de ikke ville ind og se det sagde de: "Fan'me nej! Du skal ik' tro, du er noget!" De kunne godt lide mig. Så tog jeg simpelt hen hele showet ned til den værste af dem og stillede det op i hans dagligstue og inviterede de andre. Siden hen har jeg fået deres respekt, de var jo tvunget til at sidde og se det og det var en stor begivenhed for dem at få den opmærksomhed og de kunne jo siden gå rundt og sige: "Han har skam vist det her hos os!", da jeg siden hen blev mere kendt.

Men igen: hvorfor gør man så det? Når man bliver lidt kendt, betyder det utrolig meget at få anerkendelse af sine egne, fra sin familie og i mit tilfælde min egen landsby. Min bror han er ligeglad. Han har ikke den der tilknytning til landsbyen som jeg har, men for mig er det af utrolig betydning. Her omkring broløbet for eksempel halvtreds år efter – og alle dem fra landsbyen er jo uddøde siden hen, men de eksisterer stadig væk i mit hoved. Så hvem er den eneste presse, jeg ringer til for at dække mit løb? Det er Jyske Vestkysten, fordi den læses derovre i min landsby og der er jo ingen derover i dag, udover dem på min egen alder - som stort set er forsvundet derfra - der overhovedet kan huske mig på den måde. Så det er noget, der eksisterer i ens eget hoved. Landsbyen har altid betydet meget for mig, der er ingen tvivl om det.

Nytårsaftenerne var også utrolige. Da jeg var helt lille, var jeg utrolig bange for alt det fyrværkeri, man ikke skulle tro var sådan et lille sted, men det var der altså. Siden hen gik vi rundt fra gård til gård og det, det så gjaldt om var at hugge et eller andet og stille det et andet sted. Et år for eksempel, så blev Thomsen Sørensens hvide hest byttet om med en hvid hane fem kilometer derfra. Så stod den hvide hane tøjret der på hestens plads og hesten stod ude i hønsegården og der blev hængt ting op i flagstænger. Vi elskede de der nytårsaftener. Jeg tror ikke, det eksisterer så meget mere. Det sjove var, at man kunne hugge de ting og alle vidste jo, hvor de hørte hjemme.

I fjortenårs alderen kom jeg ind til Esbjerg, i realskole inde på Esbjerg statsskole. Det var også vigtige år, hvor jeg igen havde et sprog-problem. Jeg havde jo lært at tale vestjysk til alle fremmed og selvom jeg nu kom ind til en by, som kun lå femogtyve kilometer fra landsbyen, kunne de ikke forstå vestjysk. De talte jo fint der, det mener man jo ikke i København, at de har gjort, men jeg fik i hvert fald de elendigste karakterer, da jeg kom ind på skolen. Jeg fik godt kryds, hvilket svarer til 03 eller 5. Og mine forældre var jo fortvivlede: hvorfor fik jeg så lave karakterer? Og lærerne sagde: "Men vi kan ikke forstå, hvad han siger!" De kunne ikke forstå et muk af, hvad jeg sagde – hvis jeg overhovedet sagde noget – for det der sker er, at man trækker sig ind i en skal og ikke siger noget.

I løbet af de to år i realen, som svarer til ottende og niende klasse i dag, har jeg åbenbart alligevel magtet at kæmpe mig så meget op, at jeg fik tilladelse til at gå i gymnasiet bagefter. Og der kom så en af drengene fra min naboby. Han havde samme problem som mig, men nu havde jeg fået et forspring på to år for at lære dansk – ikke at jeg kunne det, men det var trods alt et forståeligt dansk, jeg nu talte. Jeg kunne se på ham, at han lukkede sig fuldstændigt inde i en skal – ingen kunne forstå ham og netop derfor identificerede jeg mig enormt stærkt med ham. Han var en af de første, jeg havde med på min tur til USA og vi fik virkelig snakket i den tid. Han var den eneste, der ikke kom til vores femogtyves års jubilæum. Jeg ringede hele natten for at prøve at overtale ham og han sagde: "Nej, det har været sådan en lidelse for mig at gå i det gymnasium." Det, der sker, er man bliver set som dum, når man ikke kan formulere sig, derfor kan jeg identificere mig med de sorte i USA. Han døde for nogle år siden, derfor har jeg lavet en minde side for ham på min hjemmeside. I et julebrev til mine gamle klassekammerater skrev jeg, at de faktisk havde været med til at undertrykke ham. Jeg glemmer i hvert fald ikke, hvordan jeg selv raslede ned i karakterer på grund af den måde, jeg selv talte på.

Det sjove var, at min bedste kammerat i de år, Marius Ibsen, der sidder som kommunaldirektør i Gladsaxe i dag. Han var super intelligent. Alle mente, han ville blive statsminister en dag. Han kom ude fra egnen, hvor jeg kom fra. Hans far var gymnastikleder og ham cyklede jeg ud til i Vrenderup næsten hver aften for jeg var den mest dovne, de nogensinde havde haft på statsskolen. Nogen gange gad jeg ikke slæbe mine bøger hjem fra skolen. Så jeg sad meget ude i hans hjem. Jeg glemmer ikke cykelturen hjem igennem mosen om natten om vinteren, da alt var mørkt og hvor bange man var. Men jeg var jo nødt til det for at skrive hans opgaver af. Man overvinder sin angst for at slippe for at lave sit hjemmearbejde selv. For nogle år siden skulle han til USA og holde ferie med sin kone og så kom hans far op til mig og sagde: "Tror du ikke Marius kan låne din bil derovre – fordi du skylder ham nok for alle de opgaver, du har skrevet af dengang." Og så fik de jo en ferietur ud af det. Men det sjove var, at fordi jeg var præstens søn var jeg næsten den eneste med en boglig baggrund i byen, men Marius var gårdejer søn og i den eneste egentlig intellektuelle i min årgang. Men fordi jeg var opdraget med tanken om at blive intellektuel, troede jeg, på en eller anden måde, på det - på trods af de der forfærdelige karakterer. Det lå i luften, at jeg skulle være noget ved bøgerne. Så i ottende og niende klasse gik jeg altid rundt i skolegården som klassens intellektuelle sammen med en to-tre andre – og det var udelukkende i kraft af, at Marius virkelig var superintelligent og jeg interesserede mig virkelig på det tidspunkt for atomteori og ting og sager.

Men da vi så kom i gymnasiet, som er en mere selektiv skare og hvor der var langt flere bedre uddannet folks børn, så kunne jeg slet ikke hamle op med dem. Der gik jeg så i den modsatte grøft. Pludselig interesserede bøger mig ikke mere og jeg begyndte at søge ud i naturen og lave smalfilm og gå ture. Den boglige verden gjorde jeg pludselig oprør imod, så kraftigt at jeg lod mig smide ud af skolen af dovenskab, igen fordi jeg selvfølgelig ikke interesserede mig for tingene. Der skete på en eller anden måde et skred.

I gymnasiet var jeg begyndt at åbne op overfor verden udenfor og var begyndt at romantisere for eksempel havnearbejderne i Esbjerg. Jeg ville hellere ned og arbejde der, end at rende rundt med alle de åndssvage intellektuelle. Det er et forkert udtryk jeg bruger, for enhver ved jo at gymnasieelever ikke er intellektuelle, men dengang var dem, der gik i gymnasiet en meget selektiv skare, i dag er det noget med fyre procent og dengang var det vist kun femten procent. De fleste fik jo ikke en gymnasieuddannelse. Så der var en begyndende interesse for det folkelige og det arbejdende folk, men det var en romantisering af det at arbejde på havnen. Om sommeren flyttede jeg i telt og arbejdede dernede og det var en stor oplevelse. Jo mere jeg vendte mig til den side, jo mere faldt jeg bagud i skolen og kunne ikke klare mig der. Men når jeg tog mig sammen, så lavede jeg altid fantastiske ting og fik tretten og elleve i stile og sådan noget, men jeg tog mig sjældent sammen. Konsekvensen var i hvert fald, at jeg til sidst blev smidt ud i 2.g.

Så fik jeg først arbejde som natportier på Hotel Varde og det var en oplevelse, må jeg nok sige. Det var en hel anden verden. Jeg kan huske, jeg lagde vores daværende statsminister Erik Eriksen i seng. Det var jeg meget stolt over. Der var jeg med i et eller andet oprør imod ledelsen, hvorefter Direktøren gav mig et spark, sådan husker jeg det, så jeg fløj i en stor bue ud på Varde torv. Så var det slut med det.

Mine forældre havde arrangeret, at jeg skulle på Krogerup Højskole. Imellem tiden havde far og jeg haft mange samtaler. Jeg glemmer aldrig den der stemme: "Og hvad har du så tænkt dig?" Og den der fantastiske skyld følelse, jeg havde overfor ham, at jeg ikke kunne leve op til de der boglige evner, jeg altid var blevet tudet ørene fulde af. Jeg kan huske, det fløj ud af mig: "Jeg vil være løjtnant i reserven!" Det var bare noget, jeg synes lød fint. Jeg anede ikke, hvad det betød, men det gjorde i hvert fald, at jeg meldte mig til livgarden – også bare for at komme til København, så langt væk som muligt. På det tidspunkt var jeg stadig meget borgerlig. Det eneste politik, der havde været på statsskolen var Konservative Studenter, tror jeg. Der var dog en tre stykker, der ligesom Nyrup var socialdemokrater. Han gik nogle årgange over mig, men vi så jo alle sammen ned på dem. Vi var alle snobbede på en utrolig måde, også snobbede med hensyn til musik. Beatles slog igennem i de år, men sådan noget pigtråd var da kun at foragte! Det var jo alle de der uuddannede folk, der interesserede sig for sådan noget. Jeg kan huske min kæreste ude i Agerbæk på det tidspunkt havde en lillebror, der interesserede sig for Beatles. Da han ikke var nær så kvik som hende og hun så ned på hans musiksmag, fik også jeg i hovedet lavet den der sammenknytning. Så når vi var nede og besøge ham i kælderen med alle hans Beatles og Rolling Stones plakater, tænkte jeg: "Sikke da noget low-class noget!" Det er utroligt, hvordan samfundets hakkeorden slår igennem blandt børn og unge. Det kan jeg også se på min datters veninder i dag, de måler sig på samme måde.

Forinden havde jeg i Realen (8.-9. klasse) haft min første kæreste. Hun hed Sus og det at have en kæreste var noget jeg skammede mig over. Det blev arrangeret af hendes kusine, som gik i min klasse. Der var nogle huller i væggen nede i spisekælderen, hvor vi kunne lægge beskeder til hinanden og til sidst begyndte vi så at mødes nede bag Kunstmuseet lørdag eftermiddag. Derfra kan jeg bare huske, hvordan vi gik og flettede hænder og mere blev det jo aldrig til. Men når jeg besøger hende i dag, er det ret fantastisk at høre, hvor fantastisk klodset jeg var emotionelt dengang. Jeg var et knudebundt og kunne ikke udtrykke noget som helst kærligt og denne side sidder meget i mig stadig. Sådan er jeg altså dybt, dybt vestjysk. Altså, hvis der er nogen man holder af, så siger man det modsatte: "Du er ikke den værste jeg har mødt." Det kan ikke siges bedre – det er et meget stort kompliment at få. Men jeg var forfærdelig, langt værre end de fleste, tror jeg. Men hun skrev jo dagbøger, op og ned ad stolper om mig, som teenagepiger gør i den alder. Nogle af de ting, har jeg fået lov til at se indenfor de senere år, men det meste havde hun brændt. Hun bor i klitterne ved Ringkøbing nu. Det sjove med hende er at der gik femten år efter at vi havde været kærester før jeg mødte hende igen på Ålborg banegård, hvorefter vi for første gang kom rigtig nær hinanden. Det var som om at jeg først skulle på en lang, lang modningsrejse i USA før vi rigtigt kunne åbne os op overfor hinanden. På en eller anden måde er det endt sådan med mange af mine kærester, som således ender som en slags livsledsagere. Og det kan jeg godt lide, for livsledsagere er jo det bedste man kan have.

Så skete der det, at da jeg kom i gymnasiet. Ude i vores landsby var der tradition for et rigt foreningsliv for de unge, som min far stod for. Det var meget grundtvigiansk og der mødte jeg altid de foredragsholdere, som kom. Blandt andet Hal Kock, der gjorde et dybt indtryk på mig. Han startede Krogerup Højskole og hans kone Bodil Kock, som er kirkeminister, kom også hos os.

I ungdomsforeningen i vores naboby var der en, der så super lækker ud. Det var så lærerens datter nede fra naboskolen. Ingrid hed hun. Jeg kan bare huske, hun optrådte meget, meget dristigt i en eller anden skolekomedie i badedragt og så enormt godt ud – så hende ville jeg lige pludselig have, selvom jeg jo havde den anden der inde i Esbjerg. Det fik jeg jo så også. Det var til en julekomedie, hvor vi begyndte at flirte med hinanden. Der var nogle stærke oplevelser omkring det. Jeg skrev en stil, der var hundrede sider lang og fik tretten, det var en refleksion omkring det forhold, som jeg havde bygget lidt flot sammen.

På grund af Ingrid brød jeg op med hende Sus inde i Esbjerg og jeg har til den dag i dag ikke forstået, hvorfor jeg gjorde det. Jeg gjorde hende jo dybt fortræd og jeg ved det, for det at jeg brød op med hende, medvirkede til at hun blev venner med Birgit - en pige, der også kom fra min landsby. De to blev hjertevenner og jeg følte i lang tid at det var fordi Sus følte sig forsmået og det var et forsøg på at komme mig nærmere. Birgit lod mig fornemme at Sus gennem sine to første ægteskaber blev ved med at drømme om mig. Det har nok ikke været hele sandheden, håber jeg. Så jeg gjorde hende virkelig dybt fortræd og jeg har endnu ikke forstået, hvorfor jeg slog op med hende. Som sagt, bare fordi jeg startede et andet forhold med Ingrid. Det var jo uskyldige ikke-seksuelle forhold uden egentlige krav til hinanden. Og de boede femogtyve kilometer fra hinanden - så jeg kunne jo fint have haft dem begge to! Sådan ville jeg nok have klaret det i dag.

Det jeg lærte siden hen på landevejen ændrede i al fald min moral på det punkt, men jeg havde jo en meget gammeldags moral dengang. Jeg kunne ikke engang have drømt om at have dem begge to, også selvom det var så uforpligtende forhold. Sådan er det også med de unge i dag, som er faldet tilbage til den der "en person ad gangen". Men det har jeg i hvert fald undret mig over lige siden.

Da jeg så mødte Sus mange år efter, lå det ligesom i luften, at vi skulle prøve at nå hinanden og få en større fortrolighed nu hvor jeg ikke var så klodset mere. Og det var godt, for det var ligesom, at det forhold nu blev afsluttet på en eller anden måde og siden hen har vi så haft et vidunderligt forhold til hinanden ligesom jeg har det til hendes nuværende mand, som hun endelig har fundet lykken sammen med. Tit er der nogen ting, der skal afrundes på en eller anden måde.

Ingrid havde jeg et mere intimt forhold til, men det havde også sine begrænsninger. I den tid vi var sammen i gymnasiet var der i hvert fald ikke noget der hed sex fra min side, for jeg var præstens søn og så gjorde man bare ikke sådan noget. Jeg tror ikke engang, jeg tænkte seksuelt. Men hver lørdag aften cyklede jeg de fem kilometer ned til, hvor hun boede. Og der lå vi inde i hendes værelse, så godt som nøgne. Jeg har aldrig siden turdet spørge hende om hun egentlig var indstillet på noget seksuelt dengang, men jeg tænkte slet ikke i de baner og var i hvert fald meget sent udviklet.

I vinteren '66 kom jeg på Krogerup Højskole, jeg var blevet smidt ud af gymnasiet i september. Det oplevede jeg som en utrolig befrielse. Jeg kan huske jeg skrev breve tilbage til mine gamle venner og Marius, fra det jeg nu kaldte "den sorte latin skole", i forhold til det der frie, jeg nu kendte med nye inspirationer og nye måder at undervise og uden lektier. Jeg husker højskolen som en lang druktur, hvor jeg var en af de yngste. Jeg kom til at bo på værelse med en utrolig fascinerende fyr, der var en slags vagabond, som kunne fortælle historier fra hele verden. Han havde rejst i Indien og kunne fortælle de mest dramatiske historier. Det var en stolthed at bo sammen med ham. Både igennem ham og opholdet som sådan fik jeg nogle fantastiske nye impulser. Jeg synes det, der har været skægt at se siden hen er, at enhver, der kan huske mig fra dengang, bare vil kunne huske mig som drukkenbolten, der bare sad og sov i timerne og ikke var med, men kun til fest og ballade. Men det sjove er, når jeg tænker på, hvor skelsættende højskolen blev for mig. Selv i sovende tilstand kommer der nogle impulser ind til en. Det tænker jeg tit over i dag, når de der drenge i dag bliver slæbt ind til at se mine foredrag og sidder og sover. Det er netop dem, jeg skal have fat i, for det er tit dem, der virkelig kan få noget ud af sådant show. Det var i hvert fald det, der skete med mig under det ophold. Men der var ingen af mine lærer, der ville have troet, at det ophold ville have fået nogen betydning for mig overhovedet.

En af dem, der påvirkede mig mest var en lærer, jeg overhovedet ikke havde. Det var Erik Knudsen. Han havde nogle middagsforedrag for hele skolen. Hans holdninger og ideer vakte et eller andet dybt inde i mig. Han var jo super venstreorienteret, han var nok den person, der gjorde, at jeg gik fra en apolitisk konservativ baggrund over til en venstreorienteret holdning, samtidig med at Vietnam-krigen var ved at starte på det tidspunkt. Hans digtsamling "Blomsten og Sværdet" fangede mig især meget, for den havde hele det der dilemma: "Skal jeg gå ud i skoven?" og så den anden side: "Eller skal jeg dyrke kampen?" Kampen om retfærdigheden og forsøge at skabe en bedre verden. Pludselig følte jeg det der dilemma inde i mig selv. Jeg var trukket i begge retninger. Så den digtsamling bar jeg med mig, som det eneste, rundt i USA i fem år på vagabond rejse. Den fulgte mig overalt og jeg begyndte at oversætte den. Nogen af digtene er det der hedder "Credo", som jeg illustrerede med mine egne billeder, efterhånden som jeg fik flere og flere, hvorefter jeg viste dem for amerikanerne. Så den har haft fantastisk betydning for mig. Da jeg holdt min bogfest, efter jeg havde skrevet min bog, inviterede jeg også Erik Knudsen som den, der havde "været med" til at skrive min bog mere end nogen anden. Men han kom selvfølgelig ikke. For ham var jeg bare nul og niks, han kunne ikke huske mig på nogen måder. Også filmmanden Niels Jensen, hans timer var nok nogle af dem, der påvirkede mig mest. Han havde en fantastisk undervisning. Men da min film skulle finansieres af Det Danske Filminstitut, var han den eneste, der stemte imod. Han kunne bare huske mig som den der lallende fulde søvndrukne person. Jeg fik finansieret filmen, men det var på trods af ham. Jeg mødte ham for nylig i Skindergade og nu kunne vi da snakke sammen.

Jeg vil sige, at de skoler jeg har gået i, har jeg holdt forbindelsen ved lige med alle mine gamle klassekammerater, ikke så mange fra højskolen, det er alligevel kun fire måneder, man er sammen. Jeg troede, jeg ville, men jeg har opdaget, at de ikke har indprentet sig som individer så stærkt som alle de andre skoler, jeg har gået på. Men okay, jeg fik min første seksuelle kæreste, Lotte, som det faktisk ikke er gået særlig godt siden. Hun har to børn, som er mere eller mindre narkomaner. Hun er ligesom født uheldig. Hendes bror klarer sig gevaldigt godt med at skrive bøger og alt muligt. Men i hvert fald var hun spændende dengang. Hun var synsk og af teaterfamilie og kunne læse tanker, så hun fik mig på en eller anden måde forført. Efter højskolen flyttede vi sammen. Hun fik en lejlighed i Lyngby og da kan jeg bare huske, at det var ikke os, der skulle være sammen. Men vi holdt enormt meget af hinanden, så vi besluttede, da vi flyttede sammen, at vi bare skulle bo sammen et år. Jeg kan huske den dag, vi flyttede fra hinanden, vi græd, men det var nu en aftale, at vi skulle flytte fra hinanden. Man skal jo videre i livet. Men der besluttede vi, at vi hver tiende år skulle vi være sammen igen seksuelt og det holder vi så. Det er ikke just spændende i dag, men vi holder, hvad vi lovede dengang. Man skal holde på de ting, man lover. Jeg er meget trofast overfor mine gamle kærester. Jeg kan også huske ham jeg boede sammen med på Højskolen var dødforelsket i hende. En påske drak han sig skide fuld i påskebryg, hvor vi var oppe på Wiibroe bryggeri og hugge en kasse om natten, hvorefter vi blaffede tilbage fra Helsingør til højskolen i Humlebæk. De ting man magter i den alder, det er vilde ting, man gør. Jeg skal en dag op og betale den tilbage. Jeg kan bare huske, at jo mere fuld han blev, jo mere bange blev jeg for ham, for han var jo vildt forelsket og han var sådan en levemand, der bare udtrykte følelser. Lotte måtte gemme mig, fordi hun var bange for, at jeg skulle blive slået ihjel af ham.

Højskoleopholdet blev afsluttet med, at vi alle sammen skulle til Berlin. Rejsen var mere eller mindre ledet af Erik Knudsen, som var en stor beundrer af Bertolt Brecht, så vi skulle alle sammen ned og se hans teater og grav og jeg ved ikke hvad. Jeg havde meldt mig til, men ham Thorkild som jeg boede sammen med, han havde ikke råd til det. Han var fra en fattig familie ovre i Viborg. Så kommer vi ind til toget, lallende fuld som jeg altid var, havde jeg selvfølgelig glemt mit pas, så: "Bye bye…" sagde de alle sammen - og så kunne jeg ikke komme med på den tur. Så jeg tog op på højskolen igen, hvor Thorkild sad alene tilbage som den fattige dreng og han var den eneste, der var spændende på hele højskolen. Han endte med at blive gift med en af USA's rigeste damer – arvingen til hele Kresge-imperiet, en kædeforretning, der dækkede hele USA dengang. Hver eneste by havde en Kresge. Jeg glemmer ikke sidst, jeg besøgte ham i hans hjem i USA, var han imellem tiden blevet skilt og sad alene tilbage i en kæmpe lejlighed i Californien, hvor hun havde taget alle møblerne. De var begge zen-buddister, så uden et møbel sad han bare der og mediterede dagen lang. Hun havde overladt ham villaen, så den der fattige dreng fra Viborg, han endte med at få et palads.

Tilbage på højskolen fik jeg imidlertid overtalt Thorkild til at flyve med mig til Berlin. Jeg aner ikke, hvor vi fik pengene fra, jeg har ingen anelse, jeg begriber ikke, hvordan vi gjorde det. Men de andre dernede var meget forbavsede, da vi pludselig kom anstigende. Jeg kan bare huske, at en af dem, Jørgen Bay havde også flirtet med min kæreste og han havde allerede, på en eller anden måde, møvet sig ind på hendes værelse. På det tidspunkt var vi ikke helt sikkert på, at vores forhold skulle vare ved, men så kom vi pludselig anstigende der og jeg kan huske det endte med, at vi alle sammen lå i en stor seng. Nå, nu skal jeg ikke gå i detaljer.

Det efterår skulle jeg ind i livgarden. Om sommeren havde jeg ikke noget sted at bo, så jeg flyttede sammen med Lotte på en campingplads og tog noget tilfældigt arbejde. Jeg har tit følt, at jeg voksede op på en heldig tid. Der var ubegrænsede muligheder, hvis man ikke gad sit arbejde, kunne man bare tage et andet. Da jeg lod mig smide ud af gymnasiet, var der ikke noget karriere pres på én. Når jeg siden hen har haft komplekser over det, så lå det i den der forfinede opdragelse jeg havde i forhold til de andre, hvor jeg ligesom skulle leve op til nogle ting. I stedet arbejdede jeg på en fabrik, hvor jeg skulle lave noget til amerikanske rumraketter. Jeg var meget stolt over at lave sådan nogle ting. Når jeg kom hjem om aftenen på campingpladsen, var jeg så træt og havde olie i øjnene og over det hele.

Så kom jeg ind i livgarden om efteråret. Det var én lang forfærdelig oplevelse. Jeg havde meldt mig frivilligt til livgarden på et tidspunkt, hvor jeg var mere eller mindre konservativ, i hvert fald total upolitisk, men i mellemtiden var jeg så blevet mere politisk. Der var plantet nogle frø i mig som jeg ikke helt var klar over på det tidspunkt. Men i løbet af kort tid begyndte jeg at reagere overfor hele den indoktrinering, vi var udsat for i livgarden. Vores sergent sagde, vi skulle ud og bekæmpe de gule, men hvorfor fanden skulle vi ud og skyde nogle kinesere som bor på den anden side af jorden?! Det sprog kunne jeg ikke klare, det var mig dybt imod, allerede efter en måned, hvor vi skulle ud og skyde efter en mandsskikkelse, nægtede jeg at skyde på noget, der overhovedet lignede et menneske. Når man nægter at skyde bliver man jo straks ugleset af de andre. Men jeg hadede det, især rekruttiden, som dengang var på fire måneder. Jeg kunne mærke, at jeg er en meget individuel person og kunne ikke klare den reglementering. Så jeg lavede hurtigt oprør imod det og lavede et væddemål med nogle af mine kammerater. Det mener jeg i hvert fald jeg gjorde, måske er det noget jeg siden har efterrationaliseret, men jeg mener, jeg væddede en kasse bajere om, at jeg kunne komme ud af det indenfor en måned.

Så jeg begyndte at gå til lægen og sige, at jeg havde ondt i ryggen. Samtidig begyndte jeg at gå på biblioteket for at finde ud af, hvordan man gør, når man har diskusprolaps. Sådan lærte jeg så at slæbe mit ben og blev sendt til undersøgelse på Rigshospitalet. Jeg synes det lød fint med diskusprolaps. Til undersøgelserne skulle jeg spjætte på den rigtige måde, når de slog mit ben, sådan, at det så ud som om jeg diskusprolaps - og det må jeg have gjort på den helt rigtige måde. Når jeg virkelig har brug for bøger, så kan jeg godt bruge dem. Efter flere måneder, hvor jeg var virkelig dygtig til at snyde dem - selv de bedste læger blev overbevist om, at jeg måtte have diskusprolaps – gik det til sidst så vidt, at de indstillede mig til operation. Det værste var, at jeg på det tidspunkt havde levet mig ind i rollen så godt, at jeg selv troede på det. Det var faktisk min kæreste Lotte, der reddede mig fra den operation: "Nej, det må du da ikke!" sagde hun og kom ind og fik mig ud af hospitalet.

Du er nødt til virkelig at leve dig ind i det. Den tid var så smertefuld for mig, at jeg faktisk har lagt låg på den. Om natten lagde jeg puder i min seng, så det så ud som om, jeg lå der og så sneg jeg mig ud og hjem til hende og det gik, jeg blev aldrig opdaget. Men da jeg nægtede operationen blev jeg sendt tilbage til militæret og måtte så cykle efter de andre med min krykke til marcherne. Det var fuldstændigt vanvittigt, men så var jeg efterhånden så ubrugelig, at de fik mig ført over til et andet kompagni og siden over på et kontor. Jeg prøvede at komme ud af det og begyndte at skrive breve til Ekstra Bladet om den forfærdelig uret, jeg havde lidt. Kong Frederiks bror, arveprins Knud kom ud og skulle inspicere os og for at komme ud hurtigt, ville jeg demonstrere, at jeg var en handicappet person, men arveprins Knus vendte hele tiden hovedet den anden vej, så han ikke så det. Det var dybt frustrerende. Efter otte måneder kom jeg for en kasserationsdomstol og skulle underskrive nogle papirer om noget med jeg havde lidt skade i forsvaret og så blev jeg kasseret otte måneder før mine kammerater og det var jeg glad for, mest fordi jeg havde lidt sådan. Særligt da jeg begyndte at sætte mig på afstand af de andre, hvor jeg pludselig var den der aparte person, hvor jeg mistede kammeratskabet og var fuldstændig alene med min egen smerte. Det virker ikke som lang tid, men det er uendelig lang tid, når man sidder midt i et fængsel, så det var en forfærdelig tid. Rygterne svirede altid, at der var nogle, der havde set mig løbe til toget, selvom jeg altid gjorde mig umage med at gå rigtigt med min krykke, så jeg følte altid at jeg ikke kunne stole på nogen.

Så jeg måtte begynde at gå i forklædning, da jeg ikke altid orkede at gå og slæbe mig af sted med krykke. Jeg havde falsk overskæg og briller, paryk var ikke nødvendigt, da vi alle sammen havde kort hår. Jeg var altid i forklædning, når jeg skulle ud med min kæreste i biografen og se kunstfilm, som jeg var meget interesseret i på det tidspunkt. En gang kom jeg til at sidde lige bag ved min sergent fra livgarden, men jeg var i forklædning og han genkendte mig ikke.

Jeg vil nok sige, at jeg aldrig vil gå den militær tid igennem igen. Det var en forfærdelig tid, at miste alle sine venner og føle sig fuldstændig alene og så vikle sig ind i et spind af løgne. Det startede som et uskyldigt væddemål og så vikler man sig ind i et større og større spind af løgne, i en grad, hvor man til sidst begynder at tro på sine løgne, så meget så jeg var villig til at tage en operation, som er virkelig farlig. Den skyldfølelse jeg har haft over det, har bevirket, at jeg hele mit liv har gået med angst for at få diskusprolaps: drengen, som råber ulv for meget – der må ske et eller andet. Jeg tænker jo tit over det, for jeg slæber kasser rundt til mine shows, og jeg tænker altid på, hvordan jeg skal bære det i den rigtig stilling for ikke at få diskusprolaps – så ville mit liv være ødelagt, for jeg har ikke råd til at ansætte en medchauffør, der kan slæbe alt.

Det var en vidunderlig oplevelse at kunne gå frit rundt uden forklædning efter de otte måneders løgn, hvor jeg ikke stolede på nogen – også overfor mine forældre har jeg måttet lyve. Jeg har aldrig rigtig fået vendt i mit hoved, hvad det har betydet for mig, men det må have haft negative konsekvenser på en eller anden måde.

Jo, militæret har været en skelsættende begivenhed i mit liv – det der med, at vi skal ud og bekæmpe de gule – afføder en vækkelse. Igennem Erik Knudsen og Højskolen havde jeg stiftet bekendtskab med mere venstreorienterede ideer. Under militæret sad jeg en dag og læste en kronik af Ole Wivel som jeg kendte fra Højskolen. Den handlede om den diskrimination, der skete overfor de sorte soldater i USA indenfor de amerikanske militær og det fangede mig i min begyndende interesse for det sorte Amerika og retfærdighed.

I 1967 lejede jeg nogle lokaler ud til Finn Ejnar Madsen, lederen af studenteroprøret. Han var meget engageret i Maoismen og synes, at jeg var reaktionær og en bolighaj. Men hans ideer begyndte at smitte af på mig. Samtidig har jeg altid haft det sådan, at hvis jeg har haft et hjem har det altid været et åbent hus, hvor alle kunne komme og bo, mest fordi jeg ikke kan sige nej. Det udviklede sig til, at alle mulige hippier og hashvrag boede hos mig i et stort rum. Jeg solgte hash til mine venner, ikke for at tjene på det, men fordi det var et modefænomen. Jeg kan huske fremmedpolitiet nogle gange lavede razzier i lejligheden, fordi jeg havde udenlandske desertører boende. De kiggede aldrig på hashen, ligesom narkopolitiet aldrig kiggede efter desertørerne. En dag stak jeg af til Tunis, da jeg var blevet indkaldt til en retssag for hashhandel. Da jeg kom hjem klippede jeg håret, tog jakkesæt på og præsenterede mig selv som det mest noble menneske, der havde haft et syn i Arabien. Et syn, som gjorde, at jeg havde lagt alt det med hash bag mig - og jeg fik ingen straf, for de kunne se, jeg var blevet et bedre menneske. Jeg kunne ikke selv lide at bruge stoffer, jeg blev bare tung og kunne ikke snakke eller kommunikere med nogen. Det var bare et oprørsfænomen.

Så kom den mere politiske side langsomt frem. Jeg havde blandt andet nogle amerikanske Vietnam desertør boende og fra det øjeblik, blev jeg afsindigt politisk. Så fik jeg kæreste, som var kommunist og det var jeg meget fascineret af, når man nu kommer ovre fra Vestjylland, så er det meget smart…

I foråret '68 havde vi en meget militant tid, hvor hele verden var i oprør stort set. Det var et utroligt år '68 og alle der var med dengang er selvfølgelig blevet dybt præget af det. I virkeligheden når man ser på billeder fra dengang, så ser vi jo så konservative og borgerlige ud, selvom vi ikke så os selv sådan dengang. Vi løb i pendulfart mellem den amerikanske og den sovjetiske ambassade. Det var en utrolig tid. Det sluttede med, at Kaj Folkmar og jeg dannede noget, der hed "Revolutionær Aktion" med en undergruppe, der hed "Tirsdagsgruppen".

Her er jeg faktisk nået til afrejsen til USA, så jeg ved ikke hvor meget mere du vil have. Det slutter jo altså med, at jeg med tirsdagsgruppen tager ned til en stor Nato-øvelse i Vordingborg for at sabotere Nato. Jeg malede slagord mod Nato og fik siden kæmpe erstatningskrav, jeg ved ikke hvordan de fandt frem til mig og det var faktisk det, jeg flygtede fra, da jeg tog til USA. Jeg kunne bare mærke, at nu begyndte det at brænde meget under jorden på mig herhjemme. Det sjove var, at da vi skulle hjem den dag, regnede det og de eneste, der tilbød at samle os op var en amerikansk militær lastbil, hvor de råbte: "Can we help you?!" Og det kunne jeg slet ikke forstå dengang, for jeg troede bare amerikanere var sådan nogle onde nogen. Men det er lige netop den side, der har fascineret mig så meget siden hen, den der menneskelige varme, der står i kontrast til den manglende hjælpsomhed, man møder hos danskerne. Det var en dejlig måde at opleve det på og en af de sidste oplevelser jeg havde, inden jeg tog til USA.

Fortsættes i 2. del om mine ungdomsår

 

 
 
Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside