Højtideligheden i Agerbæk kirke
ved provst Jacob Holdts begravelse
21. oktober 2000 kl. 13.00

af pastor Bente Rosenkrants, 
Kærbjergvej 6, Agerbæk


 

 

 

Salme 31: Befal du dine veje

Salme 396: Alle mine kilder

Salme 638: Det livets ord

Salme 195: Stat op, min sjæl

Samle 367, v.7: Så rejse vi til vort fædreland

Salme ved graven: 190: Krist stod op af døde.

 

Jeg vil læse et enkelt vers (2.Kor.13,13):

"Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!" Amen.

De ord, de danner afslutningen på apostlen Paulus´ 2. brev til den unge menighed i Korinth. 
Den nye, kristne menighed dér skal finde ud af sig selv;  Hvad er det, der gør den til det, den er?
Hvordan skal den finde sine egne ben?

Og i den proces finder der blandt andet en brevveksling sted mellem Korinth-menigheden og Paulus - Paulus, som man i de selvsamme breve ser, også selv spørger ind til det samme - omkring sin egen person:

Hvem er jeg - hvad gør mig til det, jeg er?
Og dér ind i dette spændingsfelt der lyder så ordene:

"Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!"

Ordene lyder - ikke som noget, han kunne ønske ville være sådan, men som en tilsigelse, ud fra den faste overbevisning om, at sådan evangeliet tale.

Og sådan kommer disse ord til at kaste lys over både korinthermenighedens og Paulus´ forståelse af sig selv. Sådan som de kaster lys over enhver af os, for de ord - som siden hen er blevet kaldt: "den apostolske velsignelse", lukkede sig ikke om en menighed og en apostel engang; for evangeliet vil ikke lukkes inde; det vil høres.

Og til kirken er vi kommet, bærende på det, vi hver især har med os, som igennem livet har været med til at gøre os til den, vi er nu.

Vi er kommet, bærende på den største glæde - og til andre tider i det dybeste savn - og indimellem - med den stille glæde, eller den stille træthed eller længsel ... alt det, vi véd med os selv og om os selv.

Men alle gangene, vi er kommet her, er vi blevet mødt af budskabet om, at der er andet og mere at sige om os, end det vi kom bærende med herind, selv; Og det budskab har hver eneste gang blandt andet lydt i netop ordene - som vi, nu siger til hinanden:

"Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!";

Foruden alt det, jeg ved og kan med mig selv, så er jeg den, som Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab vil være nærværende hos.
Jeg ser kun mig selv sandt, når jeg ser mig selv i dét lys.

Utallige gange har Jacob Holdt - pastor Holdt - provst Holdt - udtalt de ord, fra prædikestolen eller ved en grav - i de menigheder, han var præst i, og som han selv var en del af. At han skulle være præst - ja, det lå måske nok i lige for, som barn i en traditionsrig præsteslægt, men ingen har vist oplevet, at det var noget andet end interesse og meningsfuldhed, der drev hans præstegerning. Foruden alt det, han havde fået med sig fra sin egen slægt, lagde han også vægt på inspriationen fra sin stedfar, som var med til at præge ham som menneske og præst.

Jacob Holdt blev født i Dallerup ved Gjern i 1920, men de fleste barndoms- og ungdomsår blev levet på Sjælland. Det var også der, meget arbejde blev lagt i studier og forskellige kredse i dét miljø, og siden hen ved Grundtvigskirken i København. Her var han blevet indsat som hjælpepræst i 1946 - meget ung ... og lige så arbejdsom, med alt det, der var at engagere sig i, i et storkøbenhavnsk sogn med mange skæbner.

Ikke desto mindre blev det her i Jylland, han og familien, som det efterhånden blev til, kom til at høre hjemme. Men: trangen til at give sig i kast med opgaverne fulgte med - sådan var selve hans væsen - vi så det jo selv her det sidste forår; også da skulle blomster drives frem og plantes ud i haven på Debelvej på trods af den anstrengelse, det var for ham.

Men hans evne til at indleve sig i de jyske sogne, han nu var kommet til - så helt forskelligt fra det foregående - må have været stærk... til glæde for de sognene; med gudstjenesterne og de kirkelige handlinger i de tre kirker, møder og konfirmander og arrangementer, myndig tale og stille lytten, besøg og "væren-hos" i hjem og på sygehus i livets forskellige tilskikkelser......og senere også som provst i en spændende og krævende tid.

At glæden også var hans, ved at være her lagde han aldrig skjul på - også på trods af tider med modgang for ham selv; Glæden var der, over: det kirkelige arbejde og det folkelige, (foreningsliv, naboskab osv. som han også engagerede sig lidenskabeligt i )- to sider, som han hverken kunne eller ville skille ad.

For den kristne dåb er jo netop heller ikke en dåb til et hjørne af livet; Dåb - det er forkyndelsen til den enkelte - ud til alle afkroge af vores liv - af vor Herre Jesu Kristi nåde - at vi må tro på skæbnefællesskabet med ham - dét som vises i dåben ved at vi overøses med vand men derefter kommer oven vande, nu styrket af dåbens livgivende vand, - vidende, at vi er elsket - at vi har Guds kærlighed - og i dåben forkyndes det os, at vi har del i et fællesskab, som rækker ud over synd og død, nemlig: Helligåndens fællesskab; Nu ligger døden bag - nu er det livet i dét ord, vi skal vokse i og se i øjnene, alle dagene, selv den dag livet her ikke er mere; Dåb er forkyndelse - ja: tilsigelse af, at vi må se på os selv i lyset af Gud.

Og det mindes vi om ved nadverbordet - dét sted, som fyldte så meget i Holdts teologi og forkyndelse. Og for mange - ved jeg - står hans korte nadvertaler som særligt stærke.

Med et virke her i sognene her i 37 år, er det ikke for meget sagt, at han og sognene et langt stykke formede hinanden. Men sådan var det naturligvis også med jer i familien. Der var travlhed omkring embedet, på den måde som han greb det an - men der var også opmærksomhed omkring jer drenge.

At være præget af det, man er vokset op i, det giver sig selv - men I prægede jo også jeres far... med den fortrolighed, der var imellem jer. Han fik nye indblik igennem det, I var og gjorde... også når indtrykkene overraskede!

Og det var tydeligt at høre, at verden var blevet endnu større og rigere, med jer børnebørn, der efterhånden var kommet til. I var en stor glæde ind i hans liv..... husk det; Det vigtigste at vide for et menneske, det er at: vide sig elsket - og det ved I, at I var af jeres far og farfar.

Den viden, den skal I ikke tage afsked med i dag - den må I bære med jer som en dyrebar gave, der for altid vil være med til at gøre jer til det, I er; Vi er sat her på jord for at række Guds kærlighed videre, dér, hvor vi er - Jeres indbyrdes nærvær var stærkt - og på en særlig måde her til sidst.

Og Jeres tid sammen, Inge, har været intens, og - kan vi synes - alt for kort, men du var meget godt ind i hans liv - ligesom han var det i dit. Og du var der, da det gjaldt... I nåede at få lov at dele meget.

Det vigtigste for et menneske er at vide sig elsket - at vide sig set på med kærlighedens øjne. I det hele taget ved vi, at det på godt og ondt gør noget ved os at blive set på.

Forfatteren Per Olov Enquist skriver i en roman om dét, at: "...et menneske kan leve uden sit syn, en blind er også et menneske. Men hvis man ikke bliver set, så er man ingenting."

Vi må aldrig overse et medmenneske - vi skal prøve at se, hvem det menneske er - og I, i familien, har uden tvivl set sider, andre ikke blev beskåret.

Men vi må ikke tro, at det, vi ser, er alt; for vi har ikke øje for alt i et menneskes sind og liv - ja, og dele af vores eget liv, kan være en gåde for os selv. Men hvad vi ikke magter at gennemskue, det magter Gud...og evangeliet siger os, at de øjne, han ser os med, er kærlighedens øjne. Han ser, hvem vi er: vi er hans elskede barn. Det er den dybeste sandhed om os.

Og der hvor vi ikke ser ansigt til ansigt længere her - er vi da ingenting? Jo, for dér ser Gud stadig - ser sit elskede barn. Og under dét blik er vi stadig knyttet sammen, levende og døde; i Helligåndens fællesskab er vi ét. I dén tro kan vi befale både vore veje og Jacob Holdt til Guds trofaste pleje.

Vor Herre Jesu Kristi nåde

Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle!

Amen.

 

 

 

Tilbage til Provst Holdts mindested

Tilbage til Provst Holdts erindringer