Jeg blev allerede i 1950 valgt i skolekommissionen for Fåborg sogn. Det betød deltagelse i mange møder. Der var på den tid lærermangel. Det betød ansættelse af mere eller mindre kvalificerede vikarer, og hyppige lærerskift.

Særlig slemt var det i Slebsager skole. Den gamle førstelærer, der havde været der siden 1914, gik på pension i 1951. Skolen var 4-klasset. 1. årgang gik i første klasse, 2. og 3. årgang i anden klasse, 4.og 5. årgang i tredje klasse, 6.og 7. årgang i fjerde klasse.

Der var 3 lærerkræfter: førstelæreren, andenlæreren og en lærerinde. Førstelæreren, Anton Poulsen, var en meget vanskelig herre. Han gjorde livet surt for de andre lærere. Han havde en temmelig gammeldags facon, havde næppe lært megen pædagogik, siden han forlod seminariet. Han favoriserede de dygtige børn, og sjoflede de svage og dem, fra de små hjem. Det var ikke mange unge lærere, der blev mere end et års tid, og det betød et utal af vikarer. Da Jacob begyndte i skolen, havde han de første par år 1954-56 et utal af skiftende lærere. Heldigvis havde vi på det tidspunkt fået en god førstelærer, Aksel Teglgård.

Poulsen gik af i sommeren 1951, og skolekommissionen havde fået flere gode ansøgere til embedet. Vi tog endog en tur til København for at se nærmere på en af ansøgerne, det var Aksel Teglgård. Han blev indstillet og kom i løbet af sommeren.

Det viste sig at være et meget heldigt valg. Han formåede at give skolen en helt anden karakter. Hans holdning var den, at børnene skulle være glade for at gå i skole, være trygge, og gode ved hinanden. Han var en meget inspirerende lærer, der, da vi fik lidt mere faste lærerkræfter, evnede at virke inspirerende også på dem. Det blev en særdeles god skole, som desværre på grund af faldende børnetal, ny skolelov og rationalisering i 1969 blev lagt sammen med og flyttet til Årre skole. Heldigvis blev Teglgård også inspektør der, og satte sit præg på skolen indtil han p ga. sygdom, sklerose, måtte tage sin afsked, et par år før han døde.

Jeg havde meget samarbejde med Teglgård, i biblioteksforeningens bestyrelse, i ledelsen af aftenhøjskolen, som i en hel del år fungerede særdeles godt i Slebsager skole. 6-8 møder i vinterens løb, vi samledes en 2o-30 stykker til foredrag, kaffe, diskussion. Vi arbejdede sammen i ungdomsforeningen. Han var en eminent god oplæser og skuespiller. Så han blev meget brugt i egnens foreningsliv.

Men mest samarbejde havde vi dog i kirken, hvor han var kirkesanger gennem mange år, og tillige kirkebylærer, dvs. han førte et eksemplar af kirkebogen, kontrabogen. Det var samvær ved de mange gudstjenester, bryllupper og begravelser. Det var en utrolig lykke for mig at have en sådan kirkesanger, og han blev ved, selv da sclerosens angreb blev stærkere og han næsten ikke kunne gå.

Som sognepræst havde jeg tilsynet med religionsundervisningen i skolerne efter den dagældende skolelov. Dette tilsyn foretog jeg ved de "eksaminer" dvs. forældredage, der afholdtes før hvert skoleårs afslutning. Som medlem af skolekommissionen var jeg også naturlig deltager i dem.

Eksamensdagene foregik på følgende måde: Vi begyndte kl.8, fulgte et par timer i een eller flere klasser, så var der formiddagskaffe hos førstelæreren for forældre og skolekommission, så igen et par timer, og derefter middag for skolekommissionen hos førstelæreren. Og vist nok i Agerbæk en time eller to efter middagen.

Det var meget festligt at følge disse dage, se børnenes iver efter at vise, hvad de havde lært, og opleve nogle af lærernes nervøsitet. Men også at være sammen med forældrene i klasserne, hvor de sad som en kødrand langs væggene og siden bænkes med dem i lærerens stuer til kaffen.

Det var skolekommissionen, der dagen før eksamen opgav lærerne, i hvert fald i de ældre klasser, hvad de skulle arbejde med børnene i. Men det var nogle drøje dage for mig, der skulle følge eksaminerne ikke blot i Slebsager, men også i Årre, Vrenderup og Agerbæk skoler. Det kunne være ret søvndyssende, men man lærte både børnene og hjemmene at kende på den måde.

I Årre sogn var der i Jyllerup en lille biskole, idet der var lang afstand til Årre skole. Her havde man i vinterhalvåret en "vinterlærer," gerne en mand eller kvinde, der havde været på et vinterlærerseminarium for en kortere uddannelse. De var nu ofte ret gode, idet det betød meget for deres videre uddannelse, hvis de klarede arbejdet godt.

Man havde endnu den "vestjyske skoleordning", der betød at børnene gik i skole hver dag i vinterhalvåret og om sommeren kun to halve dage. Så kunne de hjælpe med landbruget derhjemme eller have en plads på en gård.

Der blev arbejdet godt og solidt i skolestuen i vinterhalvåret. I sommerhalvåret holdt man så blot kundskaberne nogenlunde ved lige. Det var på den tid ikke nogen dårlig ordning. Men i Jyllerup betød det, at der som regel var en ny vinterlærer for hvert år. Førstelæreren i Årre skulle så have de to halve dage om sommeren ved skolen i Jyllerup. Der var ikke noget stort børnetal i Jyllerup, og i midten af halvtredserne nedlagde man skolen og lod børnene gå i skole i Årre.

I Kærbjerge var der en lille friskole, idet beboerne ikke var tilfredse med den lange skolevej børnene havde til Agerbæk. Så der havde man i 1918 oprettet en friskole for børnene fra Kærbjerge. Der var i en del år en 20-30 børn i skolen. Men da børnetallet faldt til under 10, så statstilskuddet til skolen ophørte, måtte man i 1953 nedlægge skolen og sende børnene den lange vej til Agerbæk.

Men det var en særlig oplevelse at være til eksamen i den skole. I alle årene var der kun een lærer, Søren Kristensen, der stammede fra Vrenderup. Der var i de få år, jeg var til eksamen der, kun een klasse. Der var nu også kun et klasseværelse, et rum til læreren og en forstue i en simpel bygning. Lærer Kristensen havde selv lagt tag på, bestående af gamle opskårne olietønder. I klasseværelset var der en 4-5 ribber i den ene ende, for også gymnastikken foregik i samme rum om vinteren.

Søren Kristensen lagde megen vægt på hovedfagene, dansk, regning, religion, skrivning. Børnene var gode til at læse og ikke mindst til at analysere. Det var en fornøjelse at høre dem opløse sætningerne og finde de forskellige ordkategorier. De var tillige fænomenale til at regne, både hovedregning og tavleregning. Tabellerne kunne de på remse. Geografi og naturhistorie blev ikke forsømt.

Selvom der altså var 7 årgange i en klasse, lærte de meget. De store hjalp de små med de svære ting, og de små lyttede med, når det særligt var de store, der blev undervist. Kun kneb det lidt med sangen, for Kristensen kunne ikke selv synge. Det blev vist til 3 år, jeg var til eksamen der, men det var ikke mindre festligt end i de store skoler.

I Vrenderup skole var der 3 klasser og to lærerstillinger. Førstelærer var Frank Jørgensen og på grund af lærermangel passede hans kone, Inger Jørgensen, som egentlig ikke havde nogen rigtig læreruddannelse det andet embede, og i kraft af sine naturlige pædagogiske evner og hjertelighed, fik hun også senere arbejde som lærerinde, først i Lunde i Skads sogn, hvortil de var flyttet, da skolen i Vrenderup i 1958 blev nedlagt, siden i Årre skole. Inger Jørgensen var fra 1971-82 provstisekretær for mig.

Årre skole havde gennem mange år en særdeles god førstelærer, Knud M. Jacobsen. Han formåede, at nå meget langt med børnene i de to år han havde ældste årgange. De blev sat til at holde små foredrag. Adskillige, der siden kom på efterskole, har sagt, at det, de fik på efterskolen, det var såmænd det samme, som de havde haft i sidste klasse i Årre. Jacobsen gjorde meget ud af faget sang, så børnene fik lært utrolig mange sange, og det prægede sognet gennem mange år, at der var god sang og sanglyst ved møder og fester. Det siger også noget om Jacobsens måde at drive skole på, at usædvanlig mange af hans elever selv fik lyst til at blive lærere.

Jacobsen var meget optaget af dansk litteratur, ikke mindst Kaj Munk. Han var en meget brugt foredragsholder i hele Sydvestjylland. Han var lidt af en autoritet i sit sogn, også fordi han som kirkesanger var med til alle gilder i sognet. Til tider prægede han dem lidt for stærkt med sin iver for at synge. Selv det kunne blive for meget. 

Men han var også en god taler ved festerne, om end der efter min smag var lidt vel nostalgisk og pietistisk over hans taler. Men han var min særdeles gode ven. Broderede en smuk pude i stramaj til mig med en krans af kristtjørnblade. Den har jeg som et godt minde om ham. Han var en fortræffelig kirkesanger, der var meget optaget af Laubs melodier, og han formåede at lede sangen på en særdeles smuk og værdig måde. Han var også i en del år medlem af og formand for menighedsrådet. Da han i tog han sin afsked, flyttede han til Kjelst i Billum sogn, hvor jeg besøgte ham en del gange i det lille hus, han havde købt sig der med udsigt over Ho bugt. Jeg kom også til at begrave ham. Han stammede fra Falster, men var faldet godt til i Vestjylland. Han havde hele livet været ugift, men havde gennem mange år en husbestyrerinde, Mette Christensen, der stammede fra Rousthøje.

I Agerbæk var August Jensen førstelærer og kirkesanger. Han var selv vestjyde, fra Skovlund, så han faldt godt til i befolkningen. Han var en stor pædagog, der havde et naturligt tag på børnene og på at lære dem noget, på en sådan måde, at de både respekterede ham og holdt af ham. Glad for kortspil og en dram. Det sidste kneb det ham lidt at styre, så der var altid villige kritikere. Men alle måtte e rkende hans dygtighed som lærer. Han var min kirkesanger i mere end 10 år. Sikker og rytmisk, men han var ikke meget for at lære nye melodier. Det var godt og trygt at have ham i degnestolen.

Da skolen i 1961 fik en overbygning med realklasser fælles for flere sogne, var det det store spørgsmål, om han skulle være skoleinspektør. Skolekommissionen ville indstille ham, men så sagde han nej tak. Han ville gerne have den anerkendelse, at han fik det tilbudt, men han afslog det så og forblev endnu nogle år som lærer.

Men også ham og hans elskelige kone Stinne havde jeg et godt forhold til. Jeg var således i mange år begunstiget ved at have nogle gode kirkesangere og førstelærere, der var meget positivt indstillede overfor kirken og mit arbejde.

Angående oprettelsen af en realskole i Agerbæk havde skolekommissionen mange møder. Det blev vedtaget at overbygningen, dvs. realklasserne skulle være for børn fra Åstrup, Årre, Starup og Fåborg sogne, senere kom også alm. 8.9.og 10. klasser til.

Valget af skoleinspektør for Agerbæk skole voldte en del kvaler. Den udvidede skolekommission måtte holde flere møder uden at nå til enighed. Een gruppe ville indstille en lærer fra Ikast, som var udpræget missionsmand, og en anden gruppe, hvortil jeg hørte, lærer Poul Bennedsen fra Skodborg, som vi skønnede var den egnede, og som passede bedst til befolkningen. Vi kunne ikke blive enige, så vi måtte sende sagen til undervisningsministeriet.

Heldigvis kendte jeg undervisningsministeren, det var Jørgen Jørgensen, og jeg kunne få ham til at indse, at Poul Bennedsen var den, der passede bedst til embedet. Det viste sig også at holde stik.

Bortset fra den sag havde jeg ellers et godt forhold til skolekommissionens formand, Aksel Hansen, en husmand fra Debel, københavner af fødsel, men havde i sin barndom opholdt sig meget i sognet og siden købt ejendom her. Han var en begavet og dygtig mand, som nød stor agtelse, undtagen i lærerkredse. Han kunne have en lidt nedladende og kritisk holdning overfor lærerne. Han var missionsmand og det prægede undertiden hans afgørelser og holdninger. Jeg sad i skolekommissionen sammen med ham i 16 år. Han blev Helle kommunes første borgmester, da storkommunen blev oprettet i 1971 og var det til 1978.

Fortsættes i 25. del: Nabopræsterne