Det gav også gode forhold for sognebiblioteket, hvor jeg en del år lånte bøger. Til trods for at vi i skolen ikke havde nogen særlig inspirerende dansklærer, fik jeg dog interesse for litteraturen. Selvom der var mange bøger i vort hjem, var der dog ikke de nyere forfattere som Jacob Paludan, Hans Kirk, så dem fandt jeg på biblioteket. Det var jo spændende læsning.

Af nogle af mine kammerater i mellemskolen lærte jeg at bygge en radio, et såkaldt krystalapparat, der kunne virke uden batterier eller strøm. Det var med høretelefoner. Anden radio havde vi ikke før krigen brød ud. Da syntes min far, at han godt ville kunne følge med i, hvad der skete. Men han havde været meget glad for krystalapparatet, fordi han der kunne høre torsdagskoncert. Det var han meget glad for. Selvom man skulle sidde med høretelefoner på (de kunne godt klemme lidt), så var det da spændende, og gengivelsen var meget ren og klar. Jeg selv brugte radioen til at høre eftermiddagskoncert fra Wivex, mens jeg læste lektier. Det har sikkert været meget befordrende for indlæringen af den tyske grammatik!

Økonomien i vort hjem var ikke særlig strålende. Fars løn som valgmenighedspræst var lille. Lidt tjente han ved foredrag og artikler, han skrev. Men mor forsøgte at hjælpe på økonomien ved selv at holde foredrag, arrangere vævekursus, og selv væve en del. Så jeg blev ofte sat til at hjælpe med at sætte en væv op, gøre den klar til vævning. Det drejede sig om at lave trend, rulle denne op på bommen, siden "sølle", og binde skafter op. Det var både til kludetæpper, lyseduge, gardiner, møbelstoffer og duge.

Da far, som det studerekammermenneske han var, var meget upraktisk (i haven kunne han kun betros til at passe kartoflerne og græsplænen), så blev vi børn sat i arbejde, jeg mest, fordi jeg var længst hjemme. Men det gav mig, selvom jeg dengang ikke var særlig begejstret for det, en interesse for havedyrkning. Jeg måtte også passe høns, fodre, muge og også slagte dem, når der skulle en høne i gryden.

Omkring ved 12 års alderen forærede mine forældre mig en høvlebænk, som jeg fik installeret i et lille værksted, jeg indrettede. Her brugte jeg mange timer, søm og brædder til småmøbler, sæbekassebiler og meget andet. Den høvlebænk har fulgt mig lige siden. I præstegården i Fåborg havde jeg et dejligt værksted, hvor alle 3 drenge rigtig fik lært at bruge værktøj, noget som er kommet dem alle til gode. Og her i Agerbæk har jeg den jævnligt i brug, og nu bruger også børnebørnene den, når de er her.

I sommeren 1934 gik jeg til præst. Det var naturligvis hos min far. Vi var 3 drenge og vist et par piger, alle børn fra valgmenigheden. Drengene var foruden mig selv, min legekammerat Ebbe Frandsen og Ejgil Jørgensen, søn af undervisningsminister Jørgen Jørgensen. (Jørgen Jørgensen havde været medstifter af valgmenigheden i 1924 og var dens formand. Ejgil Jørgensen var jeg en del sammen med senere i Studenterkredsen og dens gymnastikforening. Han var polit., kom til udenrigsministeriet, blev siden dets direktør og sluttede som Danmarks ambassadør i U.S.A.)

Selve konfirmationsforberedelsen husker jeg ikke meget af, kun at det var salmer, trosbekendelse, fadervor, og en del læsning i det nye testamente med samtale over det læste. Ingen udenadslæren. Konfirmationen var d. 13 oktober 1934 i Allerslev kirke. Fest bagefter hjemme med gæster, familie og mine "gudforældre", skoleinspektør Peter Hjuler og hustru Karen, fra Ølgod.

Far og mor ville gerne give os så god en uddannelse som muligt. Desværre var de økonomiske muligheder ikke så store. Det var således kun Gerda og Ida, der fik klaverundervisning. Der var ikke råd til, at jeg også fik det. Jeg kunne endda have haft særdeles god brug for i mit senere arbejde at kunne spille til salmer og sange. Gerda blev en ganske god pianist. Ida tabte efterhånden interessen for det. Der var også et par vintre, hvor jeg sammen med en kammerat gik på danseskole i Roskilde, men særlig ferm til at danse blev jeg nu aldrig.

Vore forældre ville også gerne lære os Danmark at kende. Det begyndte i det meget små med en to- tre dages cykeltur til Sydsjællands herregårde og Stevns klint, hvor vi alle 5 var af sted. Det har nok været i 1932. Året efter var far (og Ida?) og jeg på cykeltur med telt til Møn.

Siden var jeg hver sommer en tur i Jylland. Jeg cyklede til Kalundborg og tog færgen til Århus, eller til København og tog natbåden på dæksplads (det kunne godt være koldt, selv i sovepose) til Århus. Derfra kørte jeg så til Sorring, Dallerup og til Silkeborg, hvor moster stadig boede. Et år var jeg tillige i Ølgod og senere i Blåvand i "Ankergården", som fars søster faster "Julle" ejede. Der var vi en del fætre og kusiner samlede og nød badelivets glæder.

I sommeren 1936 var Gerda, Ida og jeg på cykeltur i Sverige. Vi sejlede fra København til Stockholm, boede på vandrerhjem og cyklede så ned gennem de store smålandske skove. Cyklede og cyklede. Når pigerne kunne komme af sted med det, kom de nu op at køre med lastbiler. Jeg kunne så stampe mig frem ad de grusede veje til det vandrerhjem, hvor vi havde aftalt at mødes.

I sommerferien 1937 var jeg med en flok kammerater fra gymnasiet på cykeltur. En af lærerne, adjunkt Kjær, var meget sønderjysk interesseret og ledede denne tur. Vi sejlede fra København til Lübeck, så byen dens kirker, tårne og ølstuer. Boede på vandrerhjem og oplevede her Hitlerjugend i fuld udfoldelse. Turen gik nordpå, Dannevirke, Hedeby, Slesvig, Isted, Flensborg. Så ud vestpå, til Rudbøl, til Dybbøl, Sønderborg, Als. Det var i ferien mellem 1. og 2. g., og det rystede os godt sammen.

Efter studentereksamen ville jeg godt opleve noget, inden jeg tog fat på teologien. Jeg ville gerne en vinter på højskole, hvilket mine forældre syntes var en god ide. Da de begge havde været en del i Sverige, og far var gode venner med rektoren på Sdr. Sunderbyn højskole i Norbotten, blev det bestemt, at jeg skulle derop en vinter. Ida skulle samtidig være pige hos rektoren. Men da skolen først begyndte i oktober, skulle jeg have tiden til at gå med noget. Jeg tog så arbejde på en mindre gård, hos et af valgmenighedens medlemmer, Thorbjørn Frandsen. Her hjalp jeg med høsten og senere med roerne og tjente dermed lidt penge, inden vi skulle rejse.

Men der var en noget trykket stemning overalt, for 2. verdenskrig var brudt ud. Og ingen vidste noget om, hvordan det hele ville udvikle sig. Alligevel tog Ida og jeg af sted. Det var en lang togrejse gennem hele Sverige. Södra Sunderbyn lå tæt ved den finske grænse, helt oppe ved det øverste af den Botniske bugt. Vi kom velbeholdne derop. Jeg kom til at bo hos en af lærerne, delte værelse med en kammerat. Her var det allerede vinter, sne og meget tidligt mørkt.

Jeg deltog naturligvis i den almindelige undervisning. Sproget voldte ikke nogen vanskeligheder. Der var undervisning i svensk litteratur, historie, bygningskundskab, regning, bogholderi, sløjd og foredrag. Efter gymnastiktimerne var der bad og sauna, og så ud at rulle sig i sneen, selvom det frøs 10-15 grader. En aften var der musikunderholdning. Her hørte jeg første gang Mendelson-Bartholdys violinkoncert. Det var en fremragende kunstner, der spillede. 

Eleverne var her oppe fra Sveriges nordligste len. En del var samer og gik til tider i lappernes dragter, og vi hørte meget om deres særlige kultur, som højskolen var med til at værne om.

Men krigen lagde sin tunge skygge over det hele. Nok var der lidt stilstand i krigen nede i Europa, Polen var løbet over ende, og man ventede på Hitlers næste udspil. Men i Finland var vinterkrigen brudt ud. Rusland forsøgte at trænge ind i Finland. Det lykkedes kun i nogen grad, for finnerne værgede sig tappert trods den voldsomme russiske overmagt. Men spændingen var intens, ikke mindst her tæt ved den finske grænse, hvor vi var. Og midt i december syntes vore forældre, at det var bedst, at vi vendte hjem. Vi var absolut ikke indstillet på det. Vi havde fået mange gode kammerater og ventede os endnu en hel del af tiden på højskolen. Men hjem måtte vi.

Da det så ikke blev til mere med det højskoleophold, besluttede jeg mig til at tage fat på teologien og fik mig indmeldt til de forskellige forprøver og immatrikuleret ved Universitetet.

Fortsættes i 6. del: Studenterår og besættelse