|
Ryes
omrejsende "Studenterkarle"
Et kapitel for sig selv var "Studenterkredsens
Gymnastikforening", der holdt til på 4. sal i Grundtvigs
Hus. Her mødtes vi onsdag og fredag aften til gymnastik kl
19-20. Lederen var Alfred Rye, der var meget optaget af den
gymnastikform, som var kommet fra Sverige, udformet af Per
Henrik Ling. Det var den lette, elegante, smidige gymnastik i
modsætning til Niels Bukhs Ollerupgymnastik med dens
kraftfulde, lidt voldsomme øvelser.
Vi var aldrig mere end 20-25 medlemmer, men
havde et vældigt godt sammenhold og kammeratskab. Det
udbyggedes ikke sjældent ved, at vi engang imellem efter
gymnastikken gik ud i byen for at få "en kop øl" i
en een eller anden beværtning. Den årlige generalforsamling
var en meget vigtig begivenhed. Den blev i en del år holdt hos
et par af medlemmerne, der boede i tagetagen over et institut i
Botanisk Have. Det rent formelle ved generalforsamlingen blev
ret hurtigt afviklet med diverse indlæg, taler og valg. Så var
der øl og pølser. Selvom det under krigen var svært at skaffe
disse ting, så lykkedes det altid Rye at fremtrylle dem. Han
havde visse forbindelser til Carlsberg og Houlberg. Og så forløb
aftenen med nydelse af disse ting, med sange, optræden og anden
underholdning. Det gik ikke stille af.
En anden væsentlig ting var de
gymnastikopvisninger, vi var med til i foreninger rundt om på
Sjælland. Vi var som regel slutnummeret. Når de lokale hold
havde vist deres gymnastik, så kom vi på gulvet og høstede
stort bifald. Og så var der "bal bagefter" og vi
studenter fra København, havde stor succes hos pigerne ....til
mægtig fortrydelse hos de lokale karle.
Vi var gerne indkvarterede i private hjem, som
regel på gårdene. Vi nød det, for der blev rigtig kræset op
for de formentlig forsultne studenter fra København. Festligt
var det at være med til Roskilde Amts Gymnastikforenings
amtopvisninger i hærens gymnastiksal i Roskilde eller på
festpladsen ved Borrevejle vig. En af de rigtig gamle
gymnastikledere, en bonde fra egnen nord for Roskilde, kaldte os
i sin takketale for "Studenterkarlene."
En sommer, vistnok 1943, var vi på
opvisningsturne til Sønderjylland. Vi cyklede først til Sorø,
hvor vi overnattede i Ingemanns Hus på Akademiet. Her havde
undervisningsministeren ret til bolig, og Jørgen Jørgensens søn,
Ejgil var med på holdet, så det var nemt ordnet. Næste dag
kom vi til Vester Åby på Sydfyn, hvor Jakob Andersens far var
præst. Vi boede i den store præstegård, kunne have en
gymnastiktime i den store havestue, endda uden at flytte møblerne.
Så nåede vi til Sundeved, hvor vi var gæster
til middag i Svend Bladts hjem i Vester Sottrup, en stor
proprietærgård. Vi fik stor middag, flæskesteg og jordbær.
Om eftermiddagen havde Sønderborg Amts Gymnastikforening
inviteret os til kaffe på et traktørsted. Stort sønderjysk
kaffebord. Derfra blev vi indkvarteret i forskellige privathjem,
hvor man igen diskede op for os med megen god mad. Vi opdagede,
at rationeringen ikke rigtig var nået til Sønderjylland. Om
aftenen deltog vi så i den lokale gymnastikforenings opvisning,
men til trods for al den gode mad vi havde nydt i dagens løb
gik det fint. Alfred Rye påstod, at vi aldrig havde sprunget så
højt i højdespring som den aften. Et par steder mere havde vi
opvisninger. Vi sluttede på Snoghøj Gymnastikhøjskole med
opvisning og fest med skolens mange piger. Derfra gik det så
tilbage til København.
Gymnastikforeningen havde før krigen haft
samarbejde med en gymnastikforening i Malmø, Örnarna".
Den forbindelse blev hurtigt efter krigen genoptaget, og vi blev
inviteret til at deltage i opvisning hos dem i Malmø. Det var
spændende at komme udenlands første gang efter krigen. Så der
var ikke blot opvisning, men også indkvartering i privathjem og
indkøb af chokolade, kaffe, cigaretter, nylonstrømper osv. Et
års tid senere gæstede de os i København, hvor vi arrangerede
opvisning og fest.
Men foreningen havde også en gammel forbindelse
i Frankrig, og den udvirkede en invitation til at komme og give
opvisninger i Paris og Strasbourg. Det blev alle tiders
oplevelse. Det skulle være i juli 1946. Jeg var formand for
gymnastikforeningen og skulle lægge turen til rette. Der skulle
skaffes visa til Frankrig på den franske ambassade, tilladelse
hos englænderne til at rejse gennem Tyskland, det foregik på
Dagmarhus, den engelske militærkommandos hovedsæde. Der skulle
forhandles med DSB om turen. Der gik kun tog til Paris to gange
om ugen på den tid, og der var udsolgt, men vi fik Statsbanerne
til at indsætte en ekstra vogn i toget d. 1 juli, så vi kunne
komme af sted til planlagt tid. Udstyret med store madpakker, både
til selve turen og til lidt foræringer i Frankrig kom vi af
sted. Vi var 16 mand og Alfred Rye.
Det var 40 timer med tog og en chokerende
oplevelse at køre gennem Tyskland med de hårdt medtagne byer
som Hamborg og Hannover. Ruiner og ruiner i endeløse gader. På
stationerne tusindvis af mennesker ventende --- på hvad?
Tiggende om mad og cigaretter. Trøstesløse skarer. Vi kom til
Köln tidlig om morgenen. Vi havde egentlig forbud mod at
forlade toget. Men vi regnede ikke med at de engelske soldater
var så tidligt oppe. Så vi dristede os ud af den sønderbombede
banegård og over for at se på domkirken, hvis tårne vi længe
havde kunnet se hæve sig over byen. Der gik tipvognsspor ind i
kirken, hvis indre var fuldstændig udbrændt, enkelte hvælvinger
styrtet ned. Domkirken lå lige ved siden af banegården, så
det var ikke underligt, at den også var blevet ramt. På døren
til et lille sidekapel sad et opslag, der fortalte, at der
holdtes gudstjeneste der hver søndag. Selvom tårnene her dog
stod, i modsætning til mange andre kirker vi så, så passede
Grundtvigs ord dog "Kirken er et gammelt hus, står om end
tårnene falde. Tårne fuldmange sank i grus. Klokker dog kime
og kalde". Lidt oprydning og genopbygning var begyndt, men
det så uendelig håbløst ud. Folk boede i ruinerne, i kældre
og faldefærdige bygninger, apatiske, udmagrede.
Selvom Belgien også havde været hårdt ramt og
byerne stærkt ødelagte, var der der ligesom lidt mere gang i
genopbygningen og folk så ikke så sløve og udtærede ud.
Omsider kom vi til Frankrig og nåede ved
middagstid til Paris, hvor vi blev modtaget af et par mennesker
fra det franske kulturministerium og en tolk. I bus blev vi så
kørt til Cité Universitaire. Her blev vi indlogeret i
"Det belgiske hus" og fik omsider et meget tiltrængt
bad efter den lange togtur med prustende kulfyrede lokomotiver
foran de ikke særligt godt tættede vogne. Vi kunne spise i en
stor kantine på universitetet, og her mødtes unge mennesker af
alle nationer, farver og sprog. Man var meget stolt over, at man
havde sikret os rationeringskort, også til kød. Det viste sig
at være ca. et stykke rullepølse el.lign. om dagen. Men
spaghetti, grøntsager var der nok af, så vi blev da mætte.
Vi var byens gæster, og blev modtaget på Rådhuset
ved en reception med vin og taler, og blev kørt rundt i byen
til de vigtigste seværdigheder. Senere havde vi rig lejlighed
til at gå på egen hånd, lærte hurtigt at bruge metroen og
fik set utrolig meget. Vi havde et par opvisninger i Paris, et
ved et stort sportsstævne, et andet på et militærakademi. Det
var meget festligt og vi blev behørigt takket for indsatsen og
til ære for os, lod man Dannebrog gå til tops i akademiets
store flagstang, mens orkesteret spillede "Kong
Kristian" !! jo, jo, der var stil over det.
Vi tog dernæst med toget til Strasbourg, for
også der havde Rye en forbindelse til et sportsinstitut.
Indkvartering der og lejlighed til at se Strasbourg, hvor vi
havde opvisning. Udflugt til Vogeserne, hvor vi besøgte et højt
beliggende kloster "St. Odile."
Tilbage til Paris, hvor vi oplevede 14 juli,
Bastilledagen. Der var sørget for reserverede pladser til os, så
vi kunne se den store militærparade på Champes Elysee. Det var
den første efter krigsafslutningen, så der var gjort meget ud
af det. Store styrker, også fra de franske kolonier. Deltagelse
af engelske og amerikanske troppeenheder. Bagefter var der fest
i gaderne i hele byen, så det forslog. I bistroer, cafeer,
restauranter og på gaderne sang og dansede man. Det var en
fantastisk oplevelse og en festlig afslutning på vor parisertur.
Dagen efter gik det hjemad med toget. Den 18
juli om morgenen nåede vi omsider til København.
|