Mindeord 
over provst Jacob Holdt


af provst Jørn Munksgaard, 
Kirkevangen 8, Esbjerg N


 

Go back 

 

Jydske Vestkysten tirsdag 17. oktober 2000


Provst Jacob Holdt er død, og dermed er også et langt liv i kirkens tjeneste slut.
Jacob Holdt blev ordineret i Roskilde domkirke i 1946, og var således kun 25 år, da han begyndte sin præstegerning. De første år var han præst ved Grundtvigskirken i København, men det blev i Vestjylland, han fik sit lange virke, idet han i 1950 blev udnævnt til sognepræst i Fåborg og Arre sogne, hvor han virkede indtil afskeden i 1987, hvorefter han bosatte sig i det hus, han byggede i Agerbæk.
Man fik altid det indtryk, at Jacob Holdt elskede sine sogne og var et med dem også i folkelig forstand.
Jacob Holdt talte altid med stor varme og glæde om, hvad det betød for ham at være præst i det store pastorat med tre kirker at prædike i, og samtidig var han engageret i meget foreningsarbejde i sognene, hvor han også gik op i sognebørnenes liv og var tilstede både i glæde og sorg.

I 1971 blev Jacob Holdt udnævnt til provst i Skads provsti efter min forgænger i præsteembedet i Bryndum og V. Nebel sogne, Kay Schmidt.
Jeg var således den første præst, Jacob Holdt indsatte. Jeg mindes Jacob Holdt med stor glæde og taknemlighed. Han havde en god måde at være provst på. For det første var han en ualmindelig god administrator, men han gav sig også altid god tid til at lytte til andre, og når tiden var inde til det, kunne han komme med det gode råd, man som ung præst lige netop trængte til at høre.

Jacob Holdt evnede også at leve sig ind i de forskellige sogne i provstiet. Han respekterede præsterne i deres forskellighed, og vi, der dengang var yngre præster, fik megen hjælp af vores provst, når vi ønskede det.
Jacob Holdts evner for at være provst kom på en særlig måde til udtryk, da der netop i disse år blev bygget de mange kirker i Esbjerg-området. Mange mennesker flyttede ud og bosatte sig i de oprindelige landsogne Guldager og Bryndum, ligesom det tidligere havde været tilfældet for Jernes vedkommende. I disse  tre sogne blev der bygget nye kirker, mens Jacob Holdt var  provst. Sædden kirke er fra 1978, Gjesing kirke er fra 1983, og i 1985 blev Kvaglund kirke indviet.
Disse projekter med at bygge nye kirker gik Jacob Holdt op i med liv og sjæl. Han havde en sjælden dynamik i sig, og hver gang det kom på tale at bygge en ny kirke, blomstrede Jacob Holdts interesse og energi for denne sag op igen.

Han sagde selv, at han syntes det kom ham til gode, at han var lidt på afstand i fysisk forstand, når han sad som præst i sine elskede landsogne og skulle træffe afgørelser, som angik Esbjerg-området.
Der var nogle ting, han måske vurderede bedre på den baggrund, men han var altid nærværende helt og fuldt, hvad selve sagen angik. Det gjaldt ikke bare i byggesager, men i alt, hvad Jacob Holdt fik med at gøre, stod der et menneske med en mening og en holdning, alle respekterede.

Jacob Holdt fik lov at virke i over 41 år i folkekirken. Dette virke har været til gavn for mange mennesker, og jeg vil altid have ham i kærlig erindring som den gode provst og ven, han samtidig var.

  Copyright © 2000 Jacob Holdt; All rights reserved.  

 

Tilbage til Provst Holdts mindested

Tilbage til Provst Holdts erindringer