Men store begivenheder stod for døren. Grethe og jeg skulle giftes, jeg skulle ordineres og indsættes som præst ved Grundtvigskirken.

Vi havde egentlig planlagt brylluppet til fredag d. 7 juni, men det måtte flyttes til lørdag d. 8 Pinselørdag. Årsagen var, at biskop Rosendahl i Roskilde kun kunne holde ordination d. 7 juni. Jeg ville meget nødig ordineres af biskop Fuglsang-Damgård i København. Han var ikke lige mit nummer og han ville også kun kunne tage en ordination sidst i juni, så det brugte jeg til at overtale Rosendahl til at holde ordination, men det kunne så kun blive d. 7 juni, så brylluppet måtte flyttes. Det voldte da lidt besvær.

Men jeg var nu glad for at ordinationen kunne blive i Roskilde Domkirke. Den havde jeg jo gået i skole ved siden af i 7 år, og haft som særlig opgave i historie, og teologisk var jeg og min far helt på linje med Rosendahl.

Inden ordinationen skulle jeg og de to andre ordinander, Ole Godtfredsen og Kai Ryhede, til bispeeksamen. Der var et par skriftlige opgaver bl.a. en prædiken til 2. pinsedag. de skulle afleveres et par dage før den mundtlige bispeeksamen. Den foregik dagen før ordinationen. Vi begyndte kl. 1o i bispegården. Lidt læsning i det græske N.T. samtale derom, snak om vore opgaver, frokost hos bispinden med hyggeligt samvær, tur i domkirken og aflæggelse af præsteløftet. Biskop Rosendahl var i vældig godt humør, så det var en meget hyggelig og afslappet atmosfære.

I juni var så ordinationen, der begyndte kl.13. Domprovst Ege intimerede, og Rosendahl ordinerede os så. En del præster fra egnen var mødt op. Og selvfølgelig min familie og adskillige venner. Bl.a. min gudfader, overlærer Hjuler og hans kone Karen fra Ølgod.

I juni var der så bryllup. Jeg var efter ordinationen taget hjem til Allerslev. Så jeg kom med bil til Roskilde, hentede brudebuket og kørte til Fløng kirke, kl. 15,3o. Far viede os. Han talte over verset fra Grundtvigs bryllupssalme: Vi har med alle vinde det hyggeligt herinde, vi har med Gud i pagt fred og engelvagt. Jeg havde i valgmenighedernes salmebog fundet en salme Grundtvig havde skrevet til et Pinsebryllup:" Nu er der lyst i vore lunde", den sang vi blandt andet.

Efter vielsen kørte Grethe og jeg til fotograf i Roskilde. Og så var der fest på Marbjerggård. Der var rejst telt i haven, vi var 54. Der var familierne, enkelte ungdomsvenner, folk fra valgmenigheden, og svigerfars omgangskreds. Der var sange og mange taler og gode ønsker. Et væld af gaver. Lige før vi tog af sted med bil til Købehavn, var der fakkeltog for os.

Haugstrup, som jeg havde boet sammen med i Øster Søgade, var flyttet til Nødebo kostskole, så vi havde kunnet overtage hele lejligheden. Stor var den nu ikke, men vi havde da fået indrettet os, fået lidt andre møbler, og havde en hyggelig lille lejlighed. Det var ikke alle nygifte, der på den tid var så heldige.

Pinsedag skulle jeg så indsættes som hjælpepræst ved Grundtvigskirken. Pastor Olsen indsatte mig og jeg prædikede og havde altergangen. En del kredsmedlemmer og folk fra Allerslev deltog foruden selvfølgelig familien. Der var så frokost (medbragt) i Øster Søgade, vi var en 12-14 stykker. Næste aften var der eftergilde i Marbjerg i anledning af brylluppet. Og så var det ellers hverdag.

Jeg havde truffet Grethe ved en gymnastikopvisning i Roskilde. Kredsens gymnaster skulle som så mange andre gange være sluteffekten på opvisningen, som blev holdt sjovt nok i min gamle skole, Katedralskolens gymnastiksal. På et af de lokale pigehold så jeg en køn ung pige. Og da der efter opvisningen var bal på Højskolehjemmet, fandt jeg hende, dansede med hende og fandt ud af, at det kunne vist godt blive til mere. Vi fra København skulle med det sidste tog, og en del piger fulgte os til toget, deriblandt Grethe, og vi fik da aftalt at mødes igen. Det var nok en uges tid senere, hvor Roskilde Amts Gymnastikforening havde gæstespil fra Det Kgl. Teater, også på Højskolehjemmet. De spillede Hertz' "Sparekassen" med Bodil Ipsen som Madam Rust. Og så var der bal bagefter, og på den måde lærte vi hinanden at kende. Vi begyndte snart at komme i hinandens hjem, og Grethe kom ofte til København, var med til fest i Studenterforeningen og navnlig i Kredsen, det blev også til mange biograf- og teaterture. Og 23 november 1942 forlovede vi os i København, købte ringe og spiste frokost på Scandia. Og underrettede familierne om vores beslutning.

Grethe var født 31 marts 1921 på Marbjerggård i Marbjerg, Fløng sogn. Hendes forældre var gårdmandsfolk, Niels og Oline Hansen. Hun havde 3 ældre brødre, Asger, Ebbe og Evald. Asger lærte jeg aldrig at kende, idet han på grund af nervemæssige problemer aldrig kom ind, når jeg var der, så jeg fik aldrig talt med ham. Ebbe var landbrugsuddannet og det var nærmest ham der passede gården med karlehjælp på. Evald læste i København og blev cand.polit. Svigerfar var en dygtig bonde, der var højt agtet af andre bønder. Han var venstremand, i nogle år folketingskandidat, medlem af Roskilde amtsråd, sad i bestyrelser i slagteri, bank og sygekasse m.m. Han var derfor meget hjemmefra.

Grethe var en hel del yngre end sine brødre, og da hun var eneste pige, kunne det ikke undgås, at hun blev noget ompylret og forkælet. Hun har selv fortalt, hvordan moderen tog hende med som lille pige til damekaffe, når byens damer kom sammen. Så sad hun til stads i sit fine tøj.

Der var skam stil over det i Marbjerg. Gårdmændene i byen sagde "De" til hinanden og brugte altid efternavn. Det samme gjaldt ikke mindre damerne. Svigermoder havde den indstilling, at hun ikke skulle arbejde om eftermiddagen. Der var man pænt klædt på og kunne gå i byen eller tage imod besøg.

Hun havde naturligvis altid dygtig pigehjælp, men var selv en dygtig husmoder, der kunne lave meget god mad og servere fine kager. Jeg tror aldrig, jeg har fået så gode kager som der, men hun behøvede heller ikke at spare på smør, fløde eller sukker. Man havde den sjove skik,, når der var kaffebord, så fik man serveret lagkagen først. Og den var fantastisk god, lavet af mange fine tynde bunde med creme og syltetøj imellem og godt med flødeskum. Når man så havde spist sig næsten mæt i lagkage, kom boller, kringle og alt det andet, som hørte til et kaffebord.

Svigermor var en meget dygtig husmor selv, men hun evnede ikke at sætte Grethe til at lære husholdning hjemme. Ej heller at hjælpe med at passe haven, plukke bær og lignende. Svigerfar ville gerne have haft Grethe ind på realskolen i Tåstrup, men det havde hun ikke lyst til. Efter at hun var konfirmeret ville svigermor så have hende uddannet som modist. Det var ikke fint nok at være i huset, så Grethe var en kort tid hos en modist i Roskilde, men det kedede hende at sidde at sy. Så det blev ikke til noget.

En sommer var hun barnepige hos en forvalterfamilie på en stor gård ved Vordingborg og havde en ganske dejlig tid. Senere var hun et par gange ung pige i huset i København, men har selv fortalt, at hun faktisk ingen ting kunne, ikke gang skrælle en kartoffel, da hun kom derind. Det var heller ikke længe før også det kedede hende. Nogle måneder var hun dog på husholdningsskole i Sorø, for øvrigt sammen med hendes svigerinde Lis' søster Karen Margrethe, som hun havde som veninde ligetil de sidste år, hun levede. En sommer var hun på Snoghøj gymnastikhøjskole. Et års tid lærte hun barnepleje på Børnehjemmet "Norgesminde" i Hellerup. Da var vi forlovede, og det var jo vældig rart, at hun nu var så tæt ved. Så hun besøgte ofte mig og Bladt i vores lejlighed. Så tog hun sig kærligt af opvasken, der undertiden stod fra flere dage, og lavede mad til os. Det samme gjorde Bladts kæreste, Gudrun. Så vi var rigtig i salveten, så meget mere, som der ofte kom madpakker fra Sønderjylland eller Marbjerg.

En sommer, det har nok været i 1945, var hun vistnok på tilskyndelse fra min mor på nogle måneders vævekursus på Haslev håndværkerhøjskole. Hun fik også en væv, der stod på loftet på Marbjerggård og fik da også vævet lidt. Det var nok mest bordløbere og puder.

Når Grethe blev så dygtig en husmor, som hun blev, så var det ikke fordi hun havde lært det hjemme, men det var, hvad hun selv på disse skoleophold havde lært og siden hen selv lærte sig. For der blev ikke stillet store krav til hende af svigermor. Der var en tid, hvor det hed, at hun var pige derhjemme, men svigermor lavede nok det meste, og hvis Grethe havde været til bal en aften, så fik hun bare lov at sove længe næste dag.

Grethe blev således noget forvænt, også af svigerfar, der gerne pungede ud til godt tøj og andre fornødenheder. Vi blev således altid hentede ved toget i Hedehusene. Der var selvfølgelig da også hen ved 3 kilometer at gå. Men det var dejligt, når Ebbe eller svigerfar holdt ved stationen med hestekøretøjet, en såkaldt dogcart. Den havde kun to hjul, store. Der var plads til 4 personer, de bageste sad med ryggen til de forreste. Så det var godt med en god rolig hest. Da bilerne igen kunne kom ud at køre, kom den gamle Ford i brug, og så var det den, vi blev hentet i.

Den lejlighed i Øster Søgade 108, som jeg havde delt, først med Svend Bladt og senere med Knud Haugstrup, kunne Grethe og jeg overtage, da vi blev gift. Haugstrup var så storsindet at tilbyde at flytte, han ville være kostskolelærer i Nødebo.

Så der i den lille lejlighed begyndte vort ægteskab. Der var to små stuer, et rimeligt køkken og et lille toilet, dog med bruser. Men det var jo store ting overhovedet som nygifte at have egen lejlighed. Det var ikke så nemt at få her lige efter krigen. Men vi fik indrettet os, fik lidt møbler ind fra Allerslev. I den første stue, der vel knap var 12 kvadratmeter, havde vi seng med udtræksseng under, chatol, klaver, et par stole.

I den næste lidt mindre, et skrivebord og bogreoler. Der var et indbygget skab, hvor vi kunne have tøj hængende. Begge stuer var ind til gården, men da det var på anden sal og vendte mod syd, var der nogenlunde lyst. Så fik vi indrettet os ganske rart. Det var et dejligt sted at bo, let at gå ture ved søen eller på Kastellet og Langelinje, og nemt til byen. Til Bispebjerg cyklede jeg altid, men det gav mange ture, ofte flere på een dag, alt efter hvordan arbejdet lå. Jeg fik anskaffet skrivemaskine og kunne så skrive mine prædikener og taler på den. Det gjorde det jo lettere for mig at læse, hvad jeg selv havde skrevet.

Sidst på sommeren blev vi klar over, at Grethe var gravid, men hun klarede graviditeten og pasning af hjemmet fint, og den 29 april 1947 kunne jeg køre hende på Diakonissestiftelsen. På den tid var fædrene ikke med ved fødslerne, så jeg tog hjem og forsøgte at læse. Kl. 19,3o ringede de fra Diakonissehospitalet og fortalte at der var kommet en dreng. Jeg tog derud og var hos Grethe et kvarters tid. Drengen fik jeg først at se næste aften. Diakonissestiftelsen havde det fine tilbud, at unge præstefamilier gratis kunne få deres børn født der. Det havde vi selvfølgelig benyttet os af.

Først 9 maj kunne jeg hente Grethe og drengen hjem. Men allerede næste dag efter en begravelse og træffetid i Marmorkirken, tog jeg på weekendtur med TK-drengene til Uggeløse, med arbejde på hytten og grunden og cykeltur hjem i strid modvind, så jeg var først hjemme kl. 19.

Allerede Pinselørdag d. 24 maj var jeg af sted igen til Uggeløse, pinselejr med 75 deltagere, jeg cyklede dog hjem kl. 23, hjemme kl.1. For Pinsedag havde jeg barnedåb og skulle skrive prædiken til 2. Pinsedag, hvor jeg havde tjenester både i Grundtvigskirken og i Marmorkirken. Der var utrolig meget arbejde og samtidig var jeg med til en del forberedende møder angående turen til Prag. Herom senere.

8. juni havde jeg højmesse i Grundtvigskirken, og her blev Jacob døbt. Vi havde hidtil for sjov kaldt ham "Mads". Det var også for ikke at røbe for familien, at han selvfølgelig skulle have navnet Jacob, som hver førstefødte søn havde haft det i flere slægtled. Men navnet Mads blev hængende i familiebrug, og bruges stadig ofte af hans brødre og mig og gamle venner i Fåborg. Først da han kom i skole i Slebsager skole, begyndte man at bruge hans rigtige navn. Festen i anledning af barnedåben blev holdt af svigerfar og svigermor på gården i Marbjerg.

Men 21 juni startede Holger Søndergård og jeg og en flok drenge på en cykeltur til Sønderjylland, hvor vi lå i telt mange steder og kom først hjem den 6. juli. Det var en sommer med meget fint og varmt vejr, så det gav os anledning til mange ture på Langelinje og til at sidde ved søen med drengen i barnevogn.

Det var dog lidt trangt i den lille lejlighed og heller ikke praktisk i forhold til mit arbejde på Bispebjerg. Og det lykkedes os ved gode forbindelser at få en dejlig stor 2 værelseslejlighed på Bispebjerg, Skoleholdervej 41. Det var i en ret nybygget karre, der lå lige overfor Bispebjerg kirkegård, som vi havde udsigt til fra køkken og soveværelse, og med udsigt ind over byen fra den ret store stue. Fra den var der en stor dejlig altan ud mod syd. Det var en svir at flytte ind i en sådan bolig. Det skete 29. oktober 47.

Vi havde hos snedker Nielsen i Lejre fået lavet nye møbler, et helt soveværelse med dejligt skab og et raffineret toiletbord, lavet efter mine tegninger. Det var i nøddetræ, meget fint. Og det er i brug endnu, dels hos mig og dels hos Steen. Derudover et nyt skrivebord også i nød, efter egne tegninger. Det er det, jeg stadig bruger og har været meget tilfreds med, selvom det efterhånden er lidt ramponeret. Sovesofa, til ekstra sengeplads, spisebord med stole og et par reoler og alligevel var der god plads midt på gulvet. Der var tilmed et godt pulterkammer lige over lejligheden, som lå på 4. sal.

Det var en dejlig lejlighed med god entre og godt badeværelse, så vi nød rigtigt at bo så godt. Og her var der plads til at have besøg af familien. Far og mor kom engang imellem, svigerfar og svigermor ligeledes. Ligesom vi ret tit var på besøg, både i Marbjerg og Allerslev. Af og til var der eet og andet at hjælpe med i Allerslev med haven eller brændet. Jeg havde også i nogle år haft et par bistader. Dem skulle jeg af og til se til. I slutningen af juni og begyndelsen af juli 1948 var jeg med et hold TK-drenge på tur til Telemarken i Norge, omtalt under afsnittet om T.K.

Grethe var gravid igen og 25 august kl. 2 om natten kørte jeg hende til Diakonissestiftelsen, mens Jacob lå alene, men allerede kl. 4 ringede de og fortalte, at det var en dreng igen. Og 3. september kunne jeg hente dem hjem. Mads var i mellemtiden blevet passet i Marbjerg. Det var lidt meget for Grethe at klare de to drenge, når jeg var så meget væk, så vi fik moster fra Silkeborg til at komme over hos os en tid. Det var en god hjælp i en måneds tid.

Far var imidlertid blevet syg og indlagt på sygehuset i Roskilde, så jeg tog nogle af hans gudstjenester og en konfirmation, og d. 17 oktober havde jeg gudstjenesten i Osted kirke, og her blev Niels Jørgen døbt. Festen bagefter blev holdt på Marbjerggård. I det efterår havde jeg mange gange på en søndag gudstjeneste både i Grundtvigskirken og i valgmenigheden. Det gav meget rejseri.

I de år havde hjælpepræster og kaldskapellaner ret dårlige forhold, både lønmæssigt og arbejdsmæssigt. Hjælpepræster blev ofte af deres sognepræster groft udnyttede. Jeg havde nu ingen grund til at klage. Men vi var en del yngre præster, som syntes, at præsteforeningen gjorde for lidt for os. Dens bestyrelse bestod fortrinsvis af ældre præster og provster. Så vi dannede en underafdeling Yngre Præsters Forbund.

Der kom jeg i bestyrelsen og var med til vi til sidst nedlagde forbundet 8 år senere, de sidste år havde jeg været formand. Vi havde faktisk ved vort arbejde opnået en del af det vi ville. Og det var da lærerigt at være med i et sådant arbejde.

Selvom jeg havde travlt og vi havde to småbørn, så fik Grethe og jeg dog tid og lejlighed til at gå en del både i biograf og i teater. Når vi skulle af sted begge to, havde vi undertiden en af drengene fra T.K. til at sidde hos børnene, eller en gammel enlig mand, der hed Knudsen. Han kom så gerne og spiste middag med, inden vi tog af sted. Det fungerede ganske godt.

Det var en stor fordel at bo på Bispebjerg. Jeg havde ikke langt til kirken og kapellerne. Vi kunne holde en del bestyrelses- og planlægningsmøder hos os. Men lejligheden lå på 4. sal, så det var et slæb at få drengene op og ned, da der ikke var elevator. Men det gik, vi var jo unge. Og der var de vigtigste forretninger lige i nærheden. Vi forsøgte at få en større lejlighed, men det lykkedes ikke. Så vi begyndte at spekulere på en større forandring. Far var fyldt 70 d. 22 februar 1949 og havde bebudet valgmenigheden at nu ville han holde op. Der var så lidt følere ude, om jeg kunne tænke mig at overtage stillingen som præst i valgmenigheden. Jeg blev dog klar over, at det nok ikke lige var sagen. Det ville nok ikke være så let at være præst for dem, man var vokset op hos eller sammen med. Og man kunne også frygte, at farmor ligesom stadig ville være med. Lønnen ville heller ikke være så stor, at en familie kunne klare sig ved den, så jeg skulle have noget andet arbejde ved siden af. Heldigvis blev det ikke til noget.

Hurtigt efter indsættelsen kom jeg i gang. Allerede to dage efter bad pastor Olsen mig ved middagstid om at tage aftensangen i kirken om aftenen. Så det var bare om at komme i gang med at skrive den korte prædiken, der skulle til.

I sommerhalvåret var der hver onsdag aften en kort gudstjeneste: Salme-prædiken - salme - fadervor - velsignelse - salme. Der var nogenlunde god tilslutning til disse aftener, selv om det kunne variere ret meget.

Den følgende søndag havde jeg så den første gudstjeneste, det var kl. 8,30. I min dagbog har jeg noteret: slap nogenlunde godt fra det. Og kl. 13,30 havde jeg en dåbsgudstjeneste, hvor jeg døbte 9 børn. På den tid blev der født mange børn i sognet, og da vi ikke kunne have mere end 2-3 børn til dåb ved højmessen, blev der adskillige søndage ordnet en el. flere særlige dåbsgudstjenester. Her var der så som regel højst 5 i hvert hold. Det var lidt samlebåndsagtigt, men man fik da en vis rutine.

Alligevel måtte det før eller senere gå galt. Vi brugte den fulde tilspørgsel til hvert barn ... ingen forkortelser her. Først en salme, og her valgte man selvfølgelig noget som var almindelig kendt, også hos "kirkefremmede." Derpå selve dåbshandlingen, velsignelse og igen en salme. Men en dag, da jeg havde haft gudstjeneste og flere dåbsgudstjenester, kom jeg i faddertiltalen til at sige: Og hvis det sker, at barnet dør, før forældrene er kommet til skels alder, da skal I som er faddere... !! Jeg ved ikke om nogen opdagede det.

I sommerhalvåret havde vi gudstjenester kl. 8,30 og kl. 10, om vinteren kl.10 og kl. 14. I de første år var gudstjenesterne i vinterhalvåret henlagt til kirkens krypt for at spare på brændslet. Her var der en stor mødesal, som man havde indrettet som kirke med alter, prædikestol og døbefont af krydsfiner. Det var egentlig ret så hyggeligt. Rummet var mere intimt, afstanden mellem præst og menighed var meget mindre, og man kunne tale med mere almindelig stemme. Det var derfor en stor overgang, når vi om sommeren skulle holde gudstjeneste i selve kirken. Den er umådelig stor. Der er langt fra alter til de første rækker, hvor menigheden sad. Akustikken var ikke særlig god, og der var dengang intet højttaleranlæg. Men det havde den store fordel, at jeg lærte at tale klart og tydeligt, med passende hastighed, pauser mellem sætningerne og ikke noget med at sænke stemmen i slutningen af sætningerne. Det var også på den måde et godt lærested. Jeg har derfor aldrig siden haft svært ved at indrette min stemmeføring efter de rum, jeg skulle tale i.

Kirkeligt Samfund havde en lejrbygning "Maglekær" ved Solrød Strand. Der havde Bispebjerg sogn en uges sommerlejr for trætte husmødre med børn. Grethe var dernede for at hjælpe, jeg tog derned en enkelt dag for om aftenen at underholde med oplæsning af H.C. Andersens eventyr.

Nu begyndte jeg også med konfirmander, dvs. foreløbig var det Olsens eller Jelsbaks hold, jeg havde, når de havde ferie eller var forhindret. Fra november begyndte jeg med mine egne hold. Foreløbig var det aftenholdet, som vi hjælpepræster måtte tage os af. Det kunne være noget af en prøvelse, børnene havde først været i skole, derefter haft budpladser eller andet arbejde, så hjemme at spise og kom så kl. 18,30, så det var ikke de mest vågne unge mennesker. Enten var de oplagt til lidt ballade og ellers halvsov de. Men det kunne ske, når een eller anden protesterede mod noget man sagde, at de så vågnede op, og så kunne vi måske få en god snak. Men jeg lærte meget af det og fik efterhånden også tag på det.

Konfirmandlæsningen gav også anledning til besøg i nogle af hjemmene. Det var lærerigt. Man kom til at kende sognet og dets beboere på en spændende måde. Sognet havde tre slags beboelser. De fleste af mine konfirmander kom fra boligblokkene i Gravervænget, Klokkerhøjen, Rinertoften og Skoleholdervej. Her boede fortrinsvis håndværkere og ufaglærte arbejdere. De fleste i to-værelses lejligheder, undertiden med temmelig mange børn. Et andet kvarter var de lidt nyere ejendomme mellem Frederiksborgvej og Tagensvej. Her boede lidt bedre stillede folk, mennesker i faste stillinger, offentligt ansatte, funktionærer, folk på månedsløn. Endelig var der villakvarteret nord for kirken, det var fortrinsvis selvstændige erhvervsdrivende og andre, der havde klaret sig godt, rent økonomisk.

En enkelt familie lærte jeg gennem dens to drenge i TK særlig godt at kende, så der var Grethe og jeg inviteret med til selve konfirmationsfesten i hjemmet.

I de sidste år ved Grundtvigskirken, hvor vi kun var 3 præster, havde jeg også eftermiddagshold. I København havde man den ordning, at konfirmanderne først kom til forberedelse efter skoletid, dvs. kl. 14. De var nu også lidt sløve på den tid, især de som havde været tidligt oppe som mælkedrenge og avisuddelere. Jeg havde altså to hold. De gik to gange om ugen. Til selve konfirmationen var de to hold slået sammen, så det kunne være en ret så stor flok. Festligt var det med alle de mennesker, forældre faddere, søskende og kammerater, der nu ikke særlig stilfærdigt fulgte med ude i kirkens sidegange, mens man gik ad rækkerne og konfirmerede børnene. Det kunne udarte til lidt af et gedemarked. Vi havde konfirmationer 2 gange om året, i oktober og i april.

Den første sommer nåede jeg, på trods af friheden til Frankrigsturen, at få lidt ferie sammen med Grethe. Vi tog på en 8-dages forsinket bryllupsrejse til Bornholm, havde cykler med og boede på vandrerhjem, sommetider med værelse for os selv, i Svaneke dog også beboet af væggelus. Vi fik set meget af øen, nåede endog at besøge Christiansø.

Så hverdag igen med træffetider i kirken. Her skrev jeg kirkebog. Det var egentlig sognepræstens arbejde, men det blev pålagt hjælpepræsten at tage sig af det. Dvs. det bestod i at afskrive kordegnens bog. Men også det lærte man en hel del af, for der skete meget i så stort et sogn.

Kirken udgav et sogneblad 5-6 gange om året. For at spare porto blev det uddelt ved frivillige hjælpere. Til dem hørte også hjælpepræsterne, så vi havde hver vort distrikt, op og ned i trappeopgange, ind og ud til villaerne.

Ved Grundtvigskirken havde man ingen søndagsskole. Sådan noget var for pietistisk, også efter min mening. Men man havde en tirsdagsskole, hvor små og større børn samledes i kirkens krypt. Det var især pastor Olsens domæne. Han fortalte bibelhistorie, mytologi, Danmarkshistorie og sang med børnene. Somme tider måtte jeg overtage hans timer. Også det var lærerigt.

Også de ældre i sognet var der arrangementer for. Om sommeren en udflugt som regel ud i Nordsjælland i bus og med spisning. Om vinteren var der møder med kaffe i kirkens krypt, her skiftedes vi præster til at stå for det med foredrag og oplæsning.

Da jeg kom til Grundtvigskirken var Bispebjerg sogns indbyggertal på ca. 20.000. Derfor var der der 2 faste præstestillinger og to hjælpepræstestilllinger. Men det var allerede på det tidspunkt besluttet, at sognet skulle gøres mindre. Den nordlige del udskiltes som selvstændigt sogn; Emdrup sogn i 1946. Der opførtes en midlertidig barakkirke, og oprettedes to præsteembeder.

Den sydligste del, med ca. 4.500 mennesker, blev også i 1946 lagt sammen med dele af Kapernaums sogn med ca. 5.500 mennesker til et nyt sogn, Tagensbo sogn. Også her oprettedes to præsteembeder. Der opførtes en midlertidig barakkirke.

Ved Grundtvigskirken var vi 4 præster:
Sognepræst var Oluf Anker Olsen (f. 1893), havde tidligere været sognepræst i Næstved, men var kommet til Grundtvigskirken i 1941. Han var udpræget grundtvigsk i sin forkyndelse, der her under besættelsen naturligvis var stærkt præget af danskhed med mange salmecitater og levende illustrationer fra historie, mytologi og barnekammeret, idet han var ret nygift (2.ægteskab) og havde to småbørn.. Der var stor søgning til hans gudstjenester, også af sognebåndsløsere, der sluttede sig til menigheden. Han var i bedste forstand en påskønnet og afholdt præst. Hans første kone var død i 1944, men året efter havde han giftet sig med hendes søster, der var læge. Begge døtre af valgmenighedspræst Clausen, Københavns valgmenighed.

Han havde været meget igangsættende med folkeligt arbejde, med møder o.l., men senere optog familielivet ham meget stærkt, så det gik lidt ud over sognearbejdet. Desværre gik det ikke så godt siden hen. Han begik utroskab. Det var som den stærke familie havde siddet for meget på ham. Det kom biskop og ministerium for øre, og han måtte søge sin afsked i 1952 og døde få år senere.

Men de år jeg var ved kirken havde vi gode forhold. Det var rart at have en ældre erfaren præst at søge råd hos. Ofte bad han mig tage kirkelige handlinger, han ikke selv var interesseret i at tage. Men det var altid meget forstående " De kunne vel ikke tænke Dem at tage en begravelse for mig, hvis ikke De har andet for?" Det kunne også være en konfirmandtime eller et bryllup.

Hans to døtre af 1. ægteskab, Karen og Lisbeth kendte jeg fra Studenterkredsen, hvor de var medlemmer. Og jeg tror, at det var dem, der gjorde ham opmærksom på mig, da man skulle have en ny hjælpepræst til sognet.

Residerende kapellan var Jens Jelsbak (f,1909). Han havde været sognepræst i Ugilt i Vendsyssel fra 1936 og var kommet til Grundtvigskirken i 1944. Han var jyde, sindig, underfundig og stærkt politisk interesseret og engageret, medlem af borgerrepræsentationen. Venstres hovedbestyrelse, og Kirkeligt Samfunds Styrelse. Han forstod at udnytte sine politiske og kirkelige forbindelser. Hans prædikener var korte og djærve, hans jyske mål fornægtede sig ikke. Heller ikke når han havde konfirmander, de havde undertiden lidt svært ved at forstå ham. Han var en god organisator af sognedelinger, menighedsrådsvalg, udflugter, husmødrelejre og lignende. Men også han var en god kollega at tage ved lære af og støtte sig til.

Hjælpepræst var Georg-Albert With (f. 1919). Havde været præst der siden 1944. Han var københavner. Faderen præst ved Skt.. Paulskirke. Jeg kendte ham fra Studenterkredsen. Vi kom da meget godt ud af det med hinanden, men fik aldrig noget rigtigt venskab ud af det. Der var noget arrogant over ham. Han betragtede mig nok som lidt af en konkurrent.

Det viste sig heller ikke at være uden grund. På grund af sognedelingerne og det meget mindre folketal skulle den ene af hjælpepræstestillingerne nedlægges. Jeg regnede med at det blev min, så jeg spekulerede på andre muligheder. Fra min fætter Helmer Mørks virke som sømandspræst havde jeg fået lyst til at prøve det. Og nu var stillingen som sømandspræst i Hamburg ledig. Jeg forhandlede med sømandsmissionens generalsekretær og senere med den hidtidige sømandspræst i Hamburg. Men da jeg hørte nærmere om forholdene i Hamburg her lige efter krigen, var jeg klar over, at det ikke var et sted at tage hen med kone og spædbarn. Så det droppede jeg.

Samtidig var de to gamle præster og menighedsrådet blevet enige om at bede mig blive ved Grundtvigskirken, fordi jeg var kommet så godt i gang med ungdomsarbejdet i T.K. Det blev så With, der måtte søge sig noget andet, hvad han var noget sur over. Som københavner kunne han godt have tænkt sig at blive i byen.

Han søgte en del embeder bl.a. i Viborg stift. Han kunne ikke forstå, at han ikke hørte noget fra de pågældende menighedsråd. Senere fandt han ud af, at Biskop Baun ved de orienterende møder med menighedsrådene skulle sagt om With..." at han havde hørt om den mand, at han skulle have bandet i en tobaksforretning i København." !! Når man kendte både With og til tobakssituationen i krigens sidste år, var det slet ikke utænkeligt. Men alligevel! Da With blev klar over denne omtale blev der da også lidt ballade. Imidlertid havde han søgt og fået embede på Djursland i Ålsø-Hoed fra Jan 1948. Her var han til 1956, hvor han blev sognepræst i Middelfart og i 1974 provst der.

Jeg blev så udnævnt til kaldskapellan fra 1 Jan 1948. Det medførte for så vidt ingen ændringer i arbejdet, bortset fra, at vi nu var tre præster i stedet for fire. Lønnen var lidt bedre og det var en fast stilling.

Det arbejde jeg, for at tjene lidt penge, havde haft for Det Grundtvigske Soldaterarbejde fra begyndelsen af 1946, fortsatte jeg med til hen på efteråret. Det bestod i besøg på militærhospitalet og flådens infirmeri, med snak med soldaterne, salg af frimærker, brevpapir og andet, bogudlån o.s.v. Særlig sjovt var det ikke, men man traf jo vidt forskellige unge mennesker og lærte vel også lidt af det.

Mere vigtigt var det, at jeg et års tid fra april 1947 også passede et embede ved Marmorkirken, hvis ene præst Øyvind Jeppesen var syg. Jeg læste med konfirmander, havde også konfirmation, jeg tror 3 gange derinde. Derudover var der begravelser og bryllupper. Det gav nogle særlige oplevelser. Blandt andet kom jeg til at begrave "prins Jørgen". Prins var han nu ikke, men det blev han kaldt. Han påstod selv, at han var resultat af et eller andet kongeligt sidespring. Han havde været skræddermester i Borgergade kvarteret, men på grund af forlist ægteskab og drikkeri var det gået ned ad bakke med ham, Han var fundet død i en trappeopgang. Politiet tog sig af det og bad mig forrette begravelsen. Der var ingen pårørende, så der skulle ikke være nogen højtidelighed, blot jordpåkastelse ved graven på Bispebjerg kirkegård. Her kom så 6 professionelle ligbærere (kirkegårdsbetjente) med kisten. Men bag den kom et par forhutlede bumser. Efter jordpåkastelsen gik de op på stilladset over graven, viklede noget avispapir op og kastede nogle blomster ned i graven. Blomster som de sandsynligvis havde tiltusket sig på grønttorvet. Prins Jørgen var ikke helt glemt af sine gamle kammesjukker!

Een af en præsts opgaver var også at foretage mægling, når folk ville skilles. Jeg mindes særlig een i Marmorkirken. Jeg havde det princip, at jeg altid tilsagde den, som ville skilles et kvarter før den anden, så jeg i ro og mag kunne høre hans eller hendes begrundelser for ønsket om skilsmisse. Men da jeg den dag kom ind til kirken kom kordegnen mig i møde og sagde: " De er allerede kommet begge to og de skændes, så det rasler i hele kirken." Jeg fik så først konen ind i præsteværelset, hvor vi havde træffetid: "Ja, der var jo ikke det, der ikke var i vejen med manden, han var tjener, blev hængende på sin arbejdsplads, når han ellers skulle hjem, var drikfældig osv." Så snakkede jeg lidt med manden alene: " Hun var en strid kælling, der hellere sladrede med nabokonerne end at passe hjemmet osv." Så havde jeg dem begge sammen. Men så gik det galt. De begyndte igen at skændes og slynge beskyldninger mod hinanden. Jeg måtte slå i bordet og bede dem tie stille. Her var det mig, der bestemte, hvornår der skulle siges noget. Selvfølgelig kom der ikke noget ud af den mægling. Det var en meget dårlig ordning, for sagerne blev først sendt til præsterne, når de havde været hos sagførere, og så var det altid kørt uhjælpeligt fast. Jeg tror, at kun 2 gange er det lykkedes mig at få reddet ægteskabet, men det var i begge tilfælde, før sagen var kommet så langt som til sagførere. Begge gange var i Fåborg. Men jeg kunne jo i tilfældet i Marmorkirken ikke lade være at betragte mig selv i den situation. Der sad jeg en ganske grøn og uerfaren præst og skulle prøve at mægle mellem et par midaldrende ægtefæller, det hele var kørt i hårdknude for.

I sommeren 47 havde jeg konfirmander, både ved Grundtvigskirken og i Marmorkirken og ofte gudstjenester samme dag begge steder. Højmesserne var som regel godt besøgt begge steder. Men eftermiddagstjenesterne kl. 17 i Marmorkirken var noget af en prøvelse. Selv her i sommerhalvåret holdt sognepræsten på, at der skulle være gudstjeneste kl.17 ! Der kunne så i dette kæmperum af en kirke være en 1o-15 enlige mennesker, ofte gamle koner. Og de sad altid ydmygt forsigtigt helt ude i siderne af kirkerummet, så man havde fornemmelsen af at stå og tale i en fuldstændig tom kirke. Det var de gamle forslidte og forsagte koner fra slumkvarteret i sognet, Borgergade og Adelgade, der dristede sig til at komme. De vovede ikke at komme til højmesserne, hvor "de fine", sognets spidser med Chr. X. i spidsen, logebrødrene, sognebåndsløserne til sognepræsten, Lund-Sørensen kom.

Der var stor forskel på konfirmander i Grundtvigskirken og dem i Marmorkirken. Ved Grundtvigskirken var de præget af, at familierne for ret nylig var flyttet til sognet, stadig lidt rodløse, ofte med begge forældre på arbejde, så børn var i udstrakt grad vokset op som "nøglebørn", dvs. med nøgle til hjemmet hængende om halsen, så de selv kunne lukke sig ind og ud, og var overladt til sig selv, når de kom fra skole. Skolerne var for fleres vedkommende nye med yngre lærere, der ikke altid havde den bedste styr på eleverne. Så de kunne være ret uinteresserede og urolige i konfirmandtimerne. Undervisningen foregik i kirkens store krypt, hvor stolerækker var sat op til møde eller gudstjeneste. Ingen borde eller andet de kunne lægge bøgerne på. Blot sidde og hænge på en stol. Timerne lå efter skoletid (en dårlig københavnsk ordning) kl. 13,30. De havde først siddet 5-6 timer i skolen. Og så sidde her i krypten uden dagslys. Der skulle noget til for at holde dem bare vågne. Værst var det med aftenholdet, som altid var overladt til os yngre præster. Det foregik kl. 18,30 - 19,30.

Det var de børn som efter skoletid havde haft budpladser, nogle endda været tidligt oppe om morgenen som mælkedrenge. Enkelte var kommet ud af skolen og var arbejdsdrenge, der havde haft en lang arbejdsdag forud. De kunne være ret så sløve eller også direkte urolige. Det kunne være svært at fange deres interesse endsige da at få dem til at synge. Men skete det, at en eller anden slyngede ud:" Den tror jeg ikke på, hr. pastor!" så vågnede de alle op, og vi kunne ofte få en god snak i gang. Mange forkundskaber havde de ikke fra skolernes kristendomsundervisning. Enkelte lærere havde nok givet en god undervisning, men det var gået hen over hovedet på eleverne eller de havde simpelthen glemt alt. Andre steder hørte man, at timerne var blevet brugt til alt andet end kristendomsundervisning. Hvor meget der så kom ud af de timer i konfirmandlokalet er et stort spørgsmål, men præsten lærte i hvert fald en del af det og fik i øvrigt ret god kontakt med mange hjem. Jeg forsøgte i så vid udstrækning som muligt at besøge alle hjemmene. Også det gav mange gode oplevelser, ikke mindst i de udprægede arbejderkvarterer. Det var egentlig mest givende at komme på besøg i arbejderkvarteret. Det var selvfølgelig aftenbesøg, når manden var kommet hjem fra arbejde. Når familien først var kommet sig over overraskelsen over at få besøg af pastoren, fatter havde fået rejst sig fra divaneseren, og konen kommet ind fra køkkenet, fik man ofte en rigtig god snak med familien, måske over en øl eller en kop kaffe, om konfirmanden, om de andre børn, deres vilkår og familiens problemer, om arbejdet eller om det manglende arbejde osv., også tit religiøse spørgsmål blev drøftet. En enlig mor sagde til mig om sin dreng:" Ja, Freddy ville faktisk ikke konfirmeres, men så sagde jeg også til ham: du er døbt, så skal du sgu også konfirmeres!" Det var da ordentlig snak og jeg konfirmerede Freddy.

Konfirmanderne ved Marmorkirken var meget nemmere at have med at gøre. Det var børn fra familier, der havde boet i kvarteret, hvoraf noget var saneringsmodent, gennem ofte flere generationer. Der var et roligt familiemønster, og der var nogle gamle skoler med erfarne lærere, der både havde styr på eleverne og på religionsundervisningen. Så børnene var meget bedre orienterede, lidt mere interesserede, vante til at høre. Og holdene var heller ikke her så store, som på Bispebjerg.

Jeg kom til at konfirmere tre hold derinde, oktober 47, april 48 og oktober 48. Også her havde jeg nogle sjove oplevelser. Til et af holdene havde jeg sagt, at jeg på konfirmationsdagen ville prøve at se ind til dem i deres hjem. Det gjorde jeg så, men blev også klar over, at børnene havde aftalt, at nu skulle de have lakket præsten godt til, når han kom. Så i hvert eneste hjem kom der hurtigt at glas vin på bordet. Og det gik meget godt. Det sidste sted jeg ville besøge var et hjem i Borgergade i saneringsmoden ejendom, ind over gården op på 5. sal i baghuset, hen over loftet. Men der var det rigtige navn på døren, og jeg kunne også høre, at der var fest. Så jeg bankede frimodigt på, en serveringsdame lukkede op, og jeg sagde jo, hvem jeg var. Der gik så bud ind efter faderen, der let svajende med blanke øjne kom ud og bød mig ind. Da jeg kom ind i de små stuer med skrå vægge, sad der en del yngre og ældre mennesker ret op og ned i stole og på sofaer og så meget højtidelige ud. Så kom faren og spurgte, om jeg ikke ville have et glas vin, eller føjede han lidt forsigtigt til, måske en øl.. Tak jeg vil gerne have en øl, for jeg har allerede fået en del vin. Da jeg havde sagt det, var det ligesom, der løstes noget op. De her lidt stive mennesker, der sad der, rakte en hånd ind under sofaen, om bag ved stolen eller bordet og fiskede deres øl frem, som de skyndsomt havde gemt, da rygtet om præstens ankomst var nået ind i gemakkerne. Og så fik vi ellers en god snak. Lidt efter kom konfirmandens bedstefar ind. Han havde ikke set mig før, men opdagede, at der var kommet en ny gæst, så han gik hen til mig og sagde:" Goddaw, hvor er do fræ, a æ fra Horsens". Inden jeg nåede at svare, havde hans kone rykket ham i ærmet og hvisket til ham, at det var præsten. Jeg har aldrig set gassen gå af en ballon, så hurtigt som han kom ned. Men bagefter fik vi os en god snak. Han var havnearbejder i Horsens. Så jeg fik meget at vide om ham og familien. Der var livlig snakken. Da jeg ville til at gå, bad familien mig om at blive og spise med dem til festmiddagen. Det syntes jeg ikke, jeg kunne, for jeg havde en kone, der ventede på mig derhjemme. Så ville de sende bud efter hende. Men føjede jeg så til, der er også en lille dreng, der skal passes. Men jeg skulle i hvert fald blive. Det gik jeg så med til. Der var dækket op på borde ude på det store loft, bordpapir og lidt blandede tallerkner og glas. Men festligt var det. God mad og rigelige drikkevarer så stemningen var høj. På et tidspunkt rejste bedstefaren sig for at holde tale for konfirmanden, en pige, men hans tale drejede sig nu mere om denne præst, som var kommet på besøg og som havde vist sig at være på arbejdernes parti. Jeg voksede betydeligt i min egen agtelse. Og da jeg omsider brød op, blev jeg fulgt til dørs af megen tak og hurrah-råb! Jeg var nok lidt ør for ikke at sige omtåget, da jeg kom hjem.

Det blev næsten 1 1/2 år jeg delvis passede dette embede ved Marmorkirken. Om sider var pastor Øjvind Jeppesen blevet rask nok til at komme i arbejde. Dvs. man var ikke mere sikker på hans helbred end at man bad mig sidde i kirken ved hans første gudstjeneste med en prædiken parat i lommen, hvis han ikke kunne gennemføre den. Det gik dog. Men det varede ikke så længe, før han på ny blev syg og døde en tid efter. Men i den vakance var jeg ikke indblandet.

Imidlertid var far blevet syg, og man bad fra Osted valgmenighed mig, om at hjælpe lidt. Så der havde jeg af og til gudstjenester, begravelse, bryllup og en konfirmation. Det var jo den menighed jeg selv var vokset op i, så det var meget hjemligt og fortroligt at komme der. Det medførte også, at Niels Jørgen, der var født 25 august, blev døbt ved en gudstjeneste i Osted kirke.

Men jeg var jo først og fremmest præst ved Grundtvigskirken. At jeg var blevet kaldskapellan ændrede i og for sig ikke noget ved arbejdet, bortset fra, at som tiden gik fik jeg flere og flere kirkelige handlinger, fordi man havde lært mig at kende. Det var særlig familier, jeg var kommet i forbindelse med i anledning af konfirmationer, eller gennem T.K., der bad mig forrette en af deres kirkelige handlinger.

Hovedparten af begravelserne var nu bisættelser, der for de flestes vedkommende fandt sted i den lille krematoriesal på Bispebjerg. Ikke noget særlig hyggeligt lokale. Terrazzogulv, enkle bænke, kolde blå farver på væggene og en forhøjning, hvor kisten var anbragt, med en prædikestol ved siden af. Ingen kristne symboler uden de græske bogstaver alfa og omega (Kristustegnet). Der skulle ikke være noget der stødte ateistiske eller kirkefjendtlige. Man har formodentlig ment, at der var ikke ret mange, der vidste, hvad de græske bogstaver stod for, og så var der da lidt for de kirkelige!

Orgelet og dermed "Syngepigerne", "Gelænderlærkerne", dvs. koret, der som regel kun bestod af to ret højt syngende damer, var skjult bag et jalousi bag forhøjningen. Men præsten, der sad og stod tæt ved, kunne ofte lugte kaffen, når de under præstens tale tog termokanderne frem, eller høre strikkepindende knitre eller aviserne, bladene, der blev bladet i. De var ofte næsten de eneste, der sang. Salmevalget var ret så ensformigt og lidet lødigt. Ofte havde man indtryk af, at det mest var bedemændene, der afgjorde, hvad der skulle synges. Ofte havde familien dog selv nogle ønsker, men det var sådan noget som: Lær mig, o skov, at visne glad. Kirkeklokke, ej til hovedstæder. Lyksalig, lyksalig. Jeg er træt og går til ro. Altid frejdig. Undertiden havde man dog med familier at gøre, hvor man kunne få skubbet en gedigen kristen salme ind. Men i almindelighed var folks salmekendskab meget småt, hovedsagelig hvad de havde hørt ved andre begravelser. Nogle af de salmer, jeg der var udsat for ved talrige begravelser, har jeg siden hen haft meget svært ved at bruge og har forsøgt at undgå, men det er bestemt ikke altid lykkedes. Dels er folk, hvad salmer angår, meget konservative eller tænker ikke meget over indholdet, men det skal i hvert fald ikke være for udpræget kristent, men mere almindelig folkereligiøst.

I eet tilfælde var det særlig svært at få noget fornuftigt valgt. En mand i fyrrerne, fraskilt, havde begået selvmord, og nu kom moderen for at aftale begravelsen, tid og sted blev aftalt og bestilt og så salmerne: Jo, hun ville gerne have, at vi sang: Lær mig, o, skov, at visne glad, da jeg forklarede hende, at den ikke passede så godt i det specielle tilfælde, så ønskede hun: Lyksalig, lyksalig. Det syntes jeg ikke var ret meget bedre. Men så skulle vi i hvert fald synge: Dejlig er jorden ! Så opgav jeg.

Da der var mange bisættelser i krematoriet, var der kun 1 time mellem hver, så man havde kun 25 minutter til hele handlingen og så skulle følget helst se at komme hurtigt ud af salen. Det næste følge var begyndt at komme og stod og ventede i en særlig ventesal. Og de skiftende præster mødtes ofte i præsteværelset.

Men man lærte sig, at der godt kan holdes en hæderlig begravelsestale, synges 3 salmer og foretages jordpåkastelse m.m. indenfor den tid. Det var kun de færreste af de døde, man havde kendt lidt til, så det personlige i talen indskrænkedes til, hvad man havde hørt fra familien eller fornemmet sig til gennem samtalen forud.

Engang kom jeg dog lidt galt af sted. En ældre mand skulle begraves, og jeg havde på konens omtale af ham forstået, hvor flittig og stræbsom han havde været, og hvor meget han havde betydet for hjemmet, så det antydede jeg ganske naturligt. 1/2 år efter døde konen, og hendes søn af et tidligere ægteskab kom for at aftale hendes begravelse. Det fik vi ordnet, og da han skulle til at gå, sagde han så: "Det var for resten ikke så rigtigt det, som De sagde ved min stedfaders begravelse. Jo, for De sagde noget om, hvor meget han havde betydet for hjemmet, arbejdsom og flittig osv., men sandheden er, at han aldrig rørte en finger, det var min mor, der måtte klare det hele."

Det tog jeg ved lære af, så når jeg ikke kendte noget til afdøde og alligevel gerne skulle have lidt personligt med, så brugte jeg ofte vendingen: sådan som I har fortalt mig om jeres far el. mor, så har jeg forstået, at han var sådan og sådan. Så havde jeg min ryg fri og folk behøvede ikke at sidde og krumme tæer over et overdrevent godt skudsmål fremført af en blåøjet præst.

Jeg har altid haft den opfattelse og forsøgt at efterleve den, at en begravelse er en højtid for et ganske bestemt menneske, en afgørende begivenhed i en families evt. en landsbys, et sogns liv. Derfor skal det nævnes, hvem den døde er, hvad han har virket og levet. Men ganske kort, måske underbygget eller knyttet til et bestemt skriftsted, et salmevers el. lign, der kunne klinge sammen med den pågældendes liv og tro. Jeg bed mærke i det, da jeg engang hørte om en begravelse i København, hvor præsten overhovedet ikke havde omtalt afdøde med eet ord. Da man bar kisten ud, var så en af de pårørende kommet op ved siden af præsten og havde spurgt: "Sig mig hr. pastor, er det en hund, De begraver i dag !" På den anden side har jeg også hørt begravelsestaler (prædikener vil jeg af gode grunde ikke kalde dem), der var een eneste lov tale om alle afdødes fortræffeligheder og gode gerninger, så det ligefrem kvalmede.

En begravelse er nok en privat højtid i en enkelt families liv, men det er også en gudstjeneste, hvor evangeliet skal forkyndes. Derfor skal en ligprædiken, for nu at bruge det gamle ord, for størstepartens vedkommende være gedigen evangelieforkyndelse. Og et dødsfald, en begravelse er ikke den ringeste baggrund at forkynde evangeliet på, faktisk kirkens vigtigste sted at fremføre sit budskab. For det første kommer her et bredt udsnit af en befolkning, også de, som ellers ikke sætter deres ben i en kirke. For det andet er der ingen situation i kirken, hvor folk er så lydhøre som ved en begravelse. Derfor er valget af salmer, skriftlæsninger, men ikke mindst indholdet af prædikenen så vigtig, ja, i og for sig også hele måden, hvorpå handlingen forrettes, med passende ro og værdighed og medfølelse. Det er jo dog den sidste begivenhed i et menneskes jordiske liv og en families sidste afsked med een, der hørte til i dens liv.

Men det var altså det, man syntes det sommetider kunne knibe lidt med i de københavnske kapeller, hvor man havde begravelser så at sige på samlebånd. Tilmed var der det uheldige praktiske arrangement i Bispebjergs lille krematoriesal, at kisten var anbragt på en temmelig høj forhøjning, og den var båret oppe af et hydraulisk system. Når kisten så blev sænket, kunne man, i hvert fald præsten, høre vandet løbe ud af systemet, og kisten stod og rystede en lille smule, når den sænkedes. Det var undertiden for stærkt for nogle af de pårørende. Tanken med arrangementet var vel, at det skulle ligne en jordbegravelse, hvor kisten sænkes ned i jorden. Man har dog siden forladt det arrangement.

En del begravelser var fra kapellet på kirkegården, hvorfra kisten så af 6 kommunalt ansatte ligbærere blev båret ud til graven og sænket af dem. Fra en af disse begravelser husker jeg den tak, som et medlem af familien bragte, det var en djærv københavnsk arbejder, der stod op ved graven og sagde: "Tak til jer, der er kommet her til mosters begravelse. Det var jer, der var med i hendes liv og nu også er med ved hendes død. Og så vil jeg gerne takke pastoren (så tænkte jeg, så kommer det med den smukke tale) for der var ikke noget savl og ikke noget bavl i de ord. Det var også som det sku' være!" Den tog jeg til mig.

Enkelte begravelser fra sognet fik man på andre kirkegård, fordi familien havde gravsted der. Som Solbjerg kirkegård, langt ude på Frederiksberg. Så spændte jeg den store præstekjolekuffert bag på cyklen og trampede derud. Undertiden var der dog sørget for en taxa til en.

Der var naturligvis begravelser, der påvirkede en mere end andre. En dag blev jeg ringet op af en bedemand, der skulle ordne begravelsen af en 15 års dreng. Familien boede i samme husblok, som vi, så derfor ville de gerne have mig til at forrette den. Men bedemanden fortalte mig, inden jeg gik op til familien, at drengen var død på operationsbordet på grund af en fejl begået af lægen. Det havde været en egentlig temmelig ufarlig operation. Men der var altså begået en fejl. Og bedemanden tilføjede, de skal også vide, at familien, før denne dreng var født, havde mistet en datter på 7 år, også på grund af en lægefejl ved operation.

Det var da også en meget beklemt og usikker præst, der gik op til de forældre. Men det blev en stor oplevelse. Manden, der var chauffør, havde oprindelig været katolik, men ikke sluttet sig til den katolske kirke, nok nu medlem af folkekirken. De var rystede, men kunne dog med fatning fortælle om deres tab. Om den lille pige de havde mistet, jeg kan endnu huske, at hun havde heddet Mercedes. Da drengen, der fik navnet Rene, så var født, var han deres eet og alt. Den eneste de havde, og nu havde de også mistet ham, men uden at de sagde ret meget om det, kunne jeg fornemme, at deres tro var med til at bære dem også gennem dette.

Da faderen så ved begravelsen efter jordpåkastelsen stod ved graven for at takke alle dem, der var kommet, sagde han bl.a. noget om, hvor meget de havde fået givet gennem de to børn, hvor meget de havde betydet for dem. Der var ingen bitterhed mod de læger, som havde begået fejlene, og de havde stadig noget at leve for, for der var stadig mennesker, de kunne være noget for. Stilfærdige, men stærke ord.

Med de mange kirkelige handlinger jeg havde, kom jeg undertiden ud for meget stærke overgange. En dag begravede jeg en 15 års dreng, der ukendt af hvilken årsag havde begået selvmord. Der var det svært at sige noget, der kunne være til hjælp. En halv time efter stod jeg foran alteret i Grundtvigskirken for at vie et lykkeligt brudepar. Det var så brat en overgang, at man var dødtræt bagefter.

Her fra Grundtvigskirken kom jeg i oktober 1948 også til at begrave Margrethe Marstrand, i familien kaldet "bedstemor Grethe." Hun var enke efter Jacob Marstrand, min stedfaders far. Han havde været borgmester i København, og havde i mange år været formand for den komite, der stod for opførelsen af Grundtvigskirken. Han var død i 1935. Jeg havde for øvrigt været med til hans begravelse, der fandt sted fra den midlertidige kirke i Grundtvigskirkens tårn. Hun var hans anden kone, men han havde også nået at fejre sølvbryllup med hende, ligesom med den første kone. Hun havde oprindelig været børnehavelærer og havde oversat og digtet en del af de sange, som brugtes meget i børnehaverne. Bl.a. "Jeg en gård mig bygge vil." Hun var efterhånden gammel, var til sidst på plejehjem og var nu død. Familien bad mig forrette begravelsen, der naturligvis skulle finde sted fra Grundtvigskirken. Far var på det tidspunkt syg, så han kunne ikke. Men jeg må være sluppet nogenlunde godt fra det, for bagefter ønskede familien, at min tale blev duplikeret, så der blev lavet et pænt lille hefte ud af den.

Mellem de mange bryllupper jeg havde var der eet, som man ikke sådan glemte. Det var en pige sidst i tyverne fra Gravervænget, det fattigste strøg i sognet. Hun var kæmpestor, høj og tyk, og nu havde hun omsider fået ram på en mand, en lille splejset, fraskilt, forsagt fyr. Da følget kom til kirken, kunne vi se, at dette med størrelsen prægede hele familien, store solide for ikke at sige kraftige. Brudeparret kom sammen kørende i karet med hvide heste for. Da de kom ind af kirkedøren, kunne man se, at manden ved tanke om den lange tur op til koret, satte god fart på. Men han blev af pigen bestemt holdt tilbage, sådan at de kunne skride adstadigt op ad kirkegulvet. Hun var i hvidt med myrter og slør. Jo, når hun endelig skulle giftes, så skulle der være stil over det.

Det gik da også planmæssigt alt sammen, men da vi i bryllupssalmen kom til linjen"...hvor små og store har eet i sinde..", da kneb det med at bevare alvoren. Vi (præst og kirkebetjening) holdt dog masken, mens de højtideligt skred ned ad gulvet, ud til den ventende karet. Men bagefter mødtes vi og tog os et lille grin. Da jeg bagefter cyklede hjem forbi gaden, hvor de boede, hang folk ud af alle vinduer for at se kareten og brudeparret.

I årene her efter krigen begyndte turisterne for alvor at komme for at se kirken. Det var mange tusinde, der om året kom. Turistbusser i stribevis læssede deres indhold af, og guiderne kværnede løs. Der var postkortsalg, men man savnede en brochure, der kunne fortælle lidt mere om kirken og samtidig give lidt indtægt. Jeg fik til opgave at skaffe billeder af kirken. Det blev i samarbejde med eet af de store fotograffirmaer, Holt og Madsen. Andre skrev teksten, så vi fik fremstillet brochurer på dansk, engelsk og tysk. Den blev også meget solgt og dækkede udgifterne til de ekstra kirketjenere, der på grund af turister skulle være der.

Ungdomsarbejdet ved T. K.

Det som især kom til at præge mine år ved Grundtvigskirken, var T.K. Det var et drengearbejde, som var startet de sidste år under krigen i en bestræbelse på at hindre, at de store drenge rodede sig ud i kriminalitet, især i den politiløse tid.

Stifteren var Holger Søndergård og en lærer, som dog ret hurtigt forlod det igen. De havde oprindelig været med i F.D.F., men havde ikke rigtig kunnet forlige sig med den lidt pietistiske linje, man havde fulgt der. Og så havde de på Bispebjerg begyndt dette drengearbejde, først for 14-16 årige drenge. Dem ville man gøre bevidste om, at de var danske og samtidig træne dem i gymnastik og i terrænsport, og give dem nogle gode oplevelser for at holde dem væk fra gaderne og alle fristelserne til kriminalitet. Pastor Olsen stillede sig forstående overfor dette initiativ, og man fik lov at låne kirkens krypt til møder og sammenkomster.

Præsterne og menighedsrådet havde set værdien af dette arbejde, og da man i 1946 skulle have en ny hjælpepræst, bad man mig om at søge embedet med henblik på, at jeg skulle gå ind i dette arbejde. Mine forudsætninger var nu kun, at jeg havde dyrket en del gymnastik, både hjemme i Allerslev og siden i Kredsens gymnastikforening. Jeg kom hurtigt i gang. Vi havde gymnastik i gymnastiksalene på forskellige skoler. Drengene var opdelt i 3 hold: Pionererne var de 14-16 årige, stifinderne var 12-13 år, og gutterne 10-11 år. Jeg skulle særligt tage mig af de sidste. Foruden en ugentlig gymnastiktime havde vi møde en aften, hvor vi lærte dem at bruge kompas og kort, lave tovarbejde, "slå knuder", læste eller fortalte for dem. Det foregik i forskellige kælderlokaler i de store boligblokke.

En meget vigtig ting var turene ud i skovene, hvor vi havde orienteringsløb eller blot traveture. Vi stillede ved kirken og gik så i samlet flok til Hareskovbanens station ved Nørrebro station og tog med toget ud til skovene, hvor drengene og vi ledere så løb eller travede rundt. Madpakkerne blev spist udendørs, og det var en flok trætte, men glade drenge, der vendte hjem hen imod aften.

Et ønske om at få egen grund til lejrophold blev opfyldt, da man i efteråret 1946 købte 3 tdr. land ved Uggeløse skov. På grunden lå et kreaturskur. Ved indsats fra forældre og ledere blev det ombygget til en lille hytte, hvor en halv snes drenge kunne overnatte under meget trange og primitive forhold. Der var en brændeovn, som vi også kunne koge havegrød og lave te på. Brikse langs væggene og plads over hanebjælkerne gav sovepladser. Drikkevand hentede vi på en nærliggende ejendom, vask og tandbørstning samt opvask foregik i bækken, der afgrænsede grunden.

"Birkemoselejren", som stedet blev kaldt, lå ca. 25 km fra København og transporten derop foregik på cykel. Det kunne være nogle seje ture i efterårsblæst og regn. Men det var en særlig oplevelse at være på tur. Det var naturligvis kun de større drenge, der kunne tage cykelturene derop. Jeg har haft mange gode oplevelser, når jeg var der med en halv snes drenge. Når vi først havde fået tændt op i ovnen, fået lidt varme på, spist vore madpakker og drukket vores te, kunne vi hygge os med historier, dårlige vittigheder og ikke sjældent med fornuftige, for ikke at sige alvorlige samtaler.

På sådanne ture kom man jo tæt ind på livet af drengene og deres oplevelser og tanker. Det blev ofte sent, inden de sidste faldt i søvn en sådan aften. Næste morgen var der havregrød, og selvom den undertiden kunne være lidt sveden, så var sulten så stor, at den gled ned. Så orienteringsløb i skoven, endnu en madpakke, så cykelturen hjem.

Forældrene til drengene var glade for dette arbejde. Man dannede snart en forældrekreds "T.K.'s venner," der på forskellig måde støttede arbejdet. Det gav også mig en god kontakt til hjemmene i sognet. Det blev efterhånden sådan, at skulle disse hjem have en eller anden kirkelig handling, bryllup eller begravelse, så var det mig, de kom til, for mig kendte de jo.

Hvert efterår holdt vi en større fest, som regel på Efterslægtsskabets store skole. Der havde man en stor sal med scene. Så der var en aften fest for drengene og deres hjem. Det var med tombola, sang, gymnastik, komedie og forskellige optrin. Alt det krævede megen forberedelse i ugerne inden og på selve dagen .

En gang om måneden havde vi kredsaften, hvor alle drengene var samlede i kirkens krypt. Programmet kunne være med film, eller en opdagelsesrejsende eller en anden spændende person fortalte. Der kunne også være virksomhedsbesøg, som et avistrykkeri, en brandstation eller en fabrik.

I slutningen af juni var Søndergård og jeg ledere på en 14 dages lejrtur til Sønderjylland. Vi havde en 16-17 drenge med, den foregik på cykel og med telte, Fyn, Als, Dybbøl, Kollund. Vi sejlede hjem fra Fredericia.

I juli 1948 var vi med Stifindere og pionerer en tur i Telemarken i Norge, med tog til Frederikshavn, båd til Larvik, med tog og busser eller vandrende rundt, Rjukan, Gaustatoppen, Tinnsjøen. Vi boede på skoler, i missionshuse og på vandrerhjem.

Vi var hurtigt klar over, at den lille lejrplads, Birkemoselejren, var alt for lille. Når vi havde ture derop f.eks. i Pinsen, måtte mange af deltagerne sove i telte. Da vi så opdagede, at det lille husmandssted, der lå lige på den anden side af bækken, og hvor vi hentede drikkevand, var til salg, besluttede vi at købe det. Men det skulle koste 25.000 kr. Mange penge havde vi ikke, men vi arrangerede en stor basar i kirkens krypt. Vi var rundt hos de handlende og kvarterets fabrikker for at skaffe varer og gevinster til lodseddel og tombola. Det var ærlig talt ikke særlig spændende således at gå tiggergang, men i de allerfleste tilfælde gav det gode resultater. Folk forstod værdien af det arbejde, vi gjorde, og i oktober 1948 holdt vi en lørdag og søndag en stor basar i kirkens krypt. Om søndagen havde jeg begravelse kl. 13, gudstjeneste kl. 14 og så åbnede vi basaren kl. 16. Vi havde fået Ib Schønberg til at komme og underholde, og det gav tilstrømning. Krypten var stuvende fuld. Og basaren gav et overskud på 8.000 kr.

Vi kunne så købe husmandsstedet. I løbet af vinteren og foråret byggede vi ejendommen om. Stalden blev til spisesal, og loftet til sovesal. Stuerne slået sammen til pejsestue. Et lille lederværelse blev der også plads til. Det var igen de store drenge, medlemmer af ungdomsforeningen, og forældre og vi ledere, der lavede dette store arbejde. Og i juni 1949 kunne vi hejse flaget over lejren og holde indvielsesfest med stor deltagelse af drengene og deres forældre. Senere er der foretaget en del beplantninger, anlagt fodbold og idrætsbaner, svømmebassin, toiletbygning.

I oktober 1947 var kredsen så stor, at det var naturligt at dele den, så der kom en afdeling ved hver af de nye kirker i henholdsvis Emdrup og Tagensbo, og de to præster der, Due i Emdrup og Holm i Tagensbo, kom med i arbejdet.

I juni 1949 havde vi sommerlejr på "Thybjerg", en stor velindrettet lejrbygning på Thyholm. Vi havde vel en 25-30 drenge med, Søndergård og pastor Holm fra Tagensbo (senere biskop over Fyns stift) og hans kone var med. Der var rig lejlighed til badning, traveture, "natleg", hvor vi opsporede "smuglere."

I December 1947 oprettede vi for de ældste en ungdomsforening, der tilsluttedes De Danske Ungdomsforeninger. Den blev jeg leder af.

Selvom der bliver nogle gentagelser, skriver jeg her den artikel, jeg i 1998 skrev til bogen om T.K.

På reolen lige foran mit skrivebord står en lille træfigur, skåret ud i simpelt fyrretræ. Den har stået der i snart 50 år, først i Fåborg præstegårds studereværelse, og i de sidste 10 år her mit hus i Agerbæk.

Den er ikke noget kunstværk, men enkel og prunkløs. Den forestiller en bondekone med langt skørt og forklæde. Den er omhyggelig malet. Det er tydeligt, at der er lagt et stort arbejde i det. Men --- der er et underligt misforhold i fremstillingen, idet kvinden på sit hoved bærer en meget stor kurv. Den er alt for stor i forhold til hendes skikkelse. En fejl ? ja, og dog! Den figur har sin særlige historie, som har med TK at gøre.

Jeg var med som leder i TK i næsten 4 år, 1946-50. Jeg var blevet præst ved Grundtvigskirken, og blev meget hurtigt inddraget i TK's arbejde. Forudsætninger for det ?? --- Jeg havde aldrig været spejder eller FDF'er, men jeg var vokset op med foreningsarbejde på landet, havde dyrket en del gymnastik, både på min hjemegn og i København, og er vel blevet betragtet som et nogenlunde normalt menneske.

Jeg havde så gymnastik med nogle af grupperne, og almindeligt drengearbejde med gutterne. Vi holdt til huse i forskellige mere eller mindre velegnede kælderrum i de store boligblokke. Arbejdede med at lære at binde reb i de forskellige knob, at bruge kort og kompas, med de forskellige finesser. Der var oplæsning og sang, indøvelse af sketcher osv.

Det mest spændende var nu oprettelsen af Birkemoselejren. Først den lille hytte. Egentlig et kreaturskur, som vi, ledere, de store drenge, og en del fædre i løbet af vinteren 46-47 byggede om til en brugelig hytte. Stor var den ikke, kunne rumme en 8-10 mand, på brikse lang de to vægge, på en platform under taget, og på gulvet. En brændeovn skulle give varme og mulighed for lidt madlavning. Der kunne kun være en gryde på ad gangen, men der kunne da koges vand til te og varmes pølser.

Men det var en oplevelse også for mig, at starte cyklerne fra Bispebjerg og stampe de 25 km i al slags vejr til Uggeløse. Komme op til hytten, få tændt op i ovnen. Der skulle ligge brænde under et halvtag på bagsiden af hytten. Det var der nu ikke altid, for holdet før havde ikke fået samlet det ind. Så måtte vi i skoven for at samle brænde. Når vi omsider fik ild i træet, osede det ofte så kraftigt, at vi måtte udendørs for at få vejret, indtil der kom træk i skorstenen. Men så kunne vi lave te og spise vore madpakker. Aftenen gik med snak, sang, oplæsning og sommetider natleg. For mig var det bedste ved alt dette den nære kontakt, jeg fik med disse drenge. Ikke sjældent blev det til dybsindige samtaler, fortrolig snak med en og anden på en lille spadseretur. Så til køjs, og forsøge på at sove. Først på natten var der for varmt, senere når "fyrbøderen" sov og glemte at lægge på ilden, blev der koldt, så man vågnede lidt tidligt. Morgenvask i åen, drikkevand hentede vi på en nærliggende gård, havregrød, og den var ikke altid sveden, te og osteklemmer. Kompasøvelser i skoven eller fodbold på engen. Og så hjemtur på cykle, helst inden det blev mørkt. Det var nogle trætte drenge og ikke mindre en træt leder, der til sidst asede sig op ad bakken på Frederiksborgvej.

Da det lille husmandssted var købt blev det på ny byggeperiode, hvor vi ryddede stalden til spisesal, loftet til sovesal, udvidet med rummet over laden, hvor vi sled med at lægge nye bjælker op, lægge gulv, lave trappe. Rive mure ned mellem stuerne, og i det hele taget gøre det til en brugelig lejrbygning.

Også her var det frivillig arbejdskraft, de ældste af drengene, deres fædre, hvoraf nogle heldigvis var håndværkere. Men det fællesskab om en sådan opgave, det var meget værd, ikke blot for byggeriet men for hele arbejdet i kredsen. Det betød en utrolig stor opbakning fra mange af hjemmene. Det kom også til udtryk i tilslutning til forældremøder og i kredsen af venner omkring arbejdet.

Det samvær, jeg havde med drengene, deres forældre og siden med de unge, da vi havde dannet ungdomsforeningen for de 16-20 årige, det var meget værdifuldt for mig. Jeg lærte mennesker i sognet at kende. De fleste var arbejdere, håndværkere, funktionærer. Og de lærte mig at kende, så, når de skulle have en kirkelig handling i familien, bryllup, begravelse eller konfirmation, så var jeg den præst, de kendte og henvendte sig til.

Det blev på den måde meget gode læreår for mig, for i sådan et arbejde kommer man meget tæt ind på livet af hinanden. Det giver fortrolighed og tillid at arbejde sammen. Og det giver erfaring om praktiske ting og --- om mennesker.

Da jeg så i foråret 1950 blev udnævnt til sognepræst i Fåborg i Vestjylland, betød det jo farvel til alt dette. Jeg blev takket med gode ord og med gaver. En smuk skrivemappe fik jeg af ungdomsforeningen. Den ligger stadig på mit skrive bord. En enkelt familie gav mig et par sølvlysestager, som altid står på mit spisebord.

Men mest kom den lille træfigur til at betyde. Jeg holdt afskedsgudstjeneste, og mange kirkegængere kom for at sige farvel og ønske godt for mig og min familie. Til sidst kom Jørgen, en af drengene, jeg havde haft i TK. Han gav mig lidt genert en lille pakke. Det var figuren, han selv havde skåret ud og malet. Den fik sin plads på reolen i mit studereværelse i Fåborg.

Da TK i 1953 havde sit 10 års jubilæum var jeg derovre, med til festen, hilste på mange af mine gamle drenge. Det var meget festligt. Men der var en, jeg savnede, Jørgen. Så jeg spurgte de andre, om ikke Jørgen var med mere. Da blev de så stille. En af lederne, der stod der, fortalte mig så, at Jørgen var død og hans lidt ældre broder også. Deres mor, der var ene med sine drenge, havde taget sit eget og deres liv. Tilværelsen var blevet hende for svær. Kvinden med den alt for store byrde.

Så den lille træfigur er for mig ikke bare et dyrebart og vemodigt minde om en rask københavnerdreng af flokken, jeg havde med at gøre, om en travl og festlig tid i mine første år som præst, men også en stille påmindelse til mig, om hvem det var, jeg som præst især skulle være noget for: dem, der får de svære byrder.

Jeg lagde nogen tid og nogle kræfter i TK i de få år, men fik til gengæld så meget, der har været værdifuldt for mig gennem de snart 50 år, der er gået siden.

Studenterkredsen. På grund af den hidtidige formands forflyttelse, blev jeg, der havde været næstformand, fra 1 februar formand for Kredsen.

Det betød ansvaret for afholdelse af de ugentlige fredagsmøder, der endnu holdtes i Helligåndshuset, da Grundtvigshus endnu ikke var klar til tilbagevenden dertil efter tyskernes brug af det.

Møderne foregik på den måde, at vi først fik et foredrag, efter kaffebordet kunne der så være forhandling, diskussion eller underholdning. Eksempler på mødeaftner:

Frimenighedspræst Richard Andersen: "Der går sjæl i alt", efter kaffen sang.

Professor V. Kuhr: Selvbedrag og selverkendelse, efter kaffen underholdning ved violinisten Bela Detreköy, en ungarer, som jeg kendte fra hans ophold under krigen i Allerslev. Sammen med en broder og bedstefaderen var de flygtet fra Ungarn.

Sognepræst Helmer Mørch (min fætter): England i krig.

Professor Vilhelm Grønbech. Bagefter musikunderholdning.

Højskolelærer Sigurd Juhl Andersen: Kampen for freden. Musikunderholdning.

Højskolelærer Dahlerup-Petersen: Sydslesvig.

Adjunkt Vilhelm Morsing: Moderne dansk litteratur.

Tegneren Jensenius: Hvad ler vi ad?

Der holdtes et par årlige fester: Rusgilde i slutning af september for at byde nye studenter velkommen.

Store Bededags-bal, der som regel foregik i lokaler i eller ved Dyrehaven.

Hver sommer var der sammen med Studenterkredsen i Århus sommermøde 6 dage på een eller anden højskole: Rønshoved, Ry, Danebod, Engelsholm, Vrå. Det var med foredrag, diskussioner, udflugter, gudstjeneste, revy og bal. Altid meget festligt.

Fortsættes i 4. del