Jeg var begyndt at tænke på at søge et embede på landet. Jeg havde særlig Jylland i tankerne, specielt Vestjylland, for jeg vidste, at der var der stadig både et menighedsliv og et meget folkeligt arbejde i gang mange steder. Så, da jeg i Præsteforeningens blad så, at et embede, Fåborg-Årre (Agerbæk) blev ledigt, tænkte jeg, at der da næppe kunne ske noget ved at søge det. Det var ganske vist stort med 3 kirker, ca. 2.900 indbygger. i daværende 2. klasse, og jeg sad i embede i 4.klasse. Det var ikke så almindeligt at springe en klasse over.

Grethe var med på ideen. Jeg havde ganske vist tænkt mig et mindre embede, på landet med 1 eller 2 kirker og et passende antal mennesker, som man kunne lære at kende godt og have tid til at være sammen med. Men det her så nu så godt ud, så forsøget skulle gøres. Da jeg fortalte far om det, blev han meget optaget af det. Han kendte lidt til Sydvestjylland fra den tid, han var højskolelærer i Askov. Så han glædede sig over det, og ansøgningen blev indsendt. Desværre oplevede far ikke, at jeg fik embedet. Den 13 december var han taget til København for at gå på sit elskede Det Kongelige Bibliotek, men han blev fundet død i Rigsdagsgården, sunket om af et hjerteanfald og bragt til Retsmedicinsk Institut Derfra førte vi ham næste dag til Osted, hvor jeg nogle dage senere forrettede bisættelsen. Det var et meget stort følge, der samledes i kirken, og efter at kisten var kørt af sted til krematoriet, samledes vi på friskolen til mindesammenkomst. Her var der mange gode taler og megen tak. Far havde været deres præst i 22 år, hvor han trolig havde virket med gudstjenester, møder og besøg hos de ældre i menigheden.

Urnen blev sendt til Venge kirkegård, hvor fars første kone var begravet. Der foretog vi nedsættelsen. Farmor og jeg tog til Skovlyst ved Brørup, hvor fars søster "faster Myg" boede. Hendes svigersøn, Jens Vester, som havde overtaget gården en del år før, kørte farmor og mig til Fåborg, så jeg kunne få lejlighed til at se lidt nærmere på præstegården, om det nu var et sted at søge til.

Netop den dag var den gamle præst pastor Schmidt flyttet derfra om morgenen. Det fik vi at vide af Morten Søndergaard, den tidligere forpagter, som stadig boede i de gamle bygninger og drev jorden derfra på en særlig ordning. Morten og Stinne var således de første mennesker, jeg mødte i Fåborg, men tro mod vestjysk gæstfrihed satte Stinne snart et kaffebord frem. Vi fik lejlighed til at se den store tomme præstebolig og traf i øvrigt også Asta Østergaard, der havde gået og hjulpet pastor Schmidts med de sidste ting, da de flyttede ud. Men menighedsrådet opsøgte jeg ikke. Det var ikke almindeligt dengang. Synet af boligen afskrækkede mig nu ikke fra at opretholde min ansøgning.

Jeg var i Kirkeministeriet for at se, hvem og hvor mange der søgte embedet. Og da jeg så navnene, og at der var over 30 ansøgere, var jeg klar over, at det kunne jeg godt skyde en hvid pind efter. Men jeg blev nu alligevel bedt om at komme og prædike for menighedsrådene. Jeg tror nok, at det var lidt af et blåt stempel man havde, at jeg var præst ved Grundtvigskirken.

Jeg fik skrevet prædiken og sendt salmenumre til menighedsrådets formand. Tog d. 20 januar til Esbjerg, hvor jeg boede hos Evald og Lis. Næste dag opsøgte jeg efter aftale biskop Lindegaard i Ribe, der fortalte mig en del om embedet og lærte mig lidt at kende. Søndag d. 22 januar havde jeg så gudstjeneste i Næsbjerg kirke, hvor der ikke var nogen stor menighed samlet, men der sad dog 19 højtidelige menighedsrådsmedlemmer, ældre mænd, nogle med hvid knækflip, og solide kvinder.

Lige før gudstjenesten skulle begynde kom formanden, førstelærer Poulsen, Slebsager, op til mig i koret, hilste på mig og sagde så: " Ja, de er vores sidste håb!". Det var jo ret så opmuntrende, eftersom de havde haft flere ansøgere til at prøveprædike.

Efter gudstjenesten gav menighedsrådet middag på Øse kro, hvor man så benyttede lejligheden til at udspørge mig. I min dagbog har jeg om gudstjenesten og interviewet skrevet: Slap vist heldigt fra begge dele. Jeg tog så toget tilbage til Esbjerg, og med det tog, jeg tog med fra Næsbjerg, kom den sidste ansøger som menighedsrådene skulle høre. I Esbjerg besøgte jeg een af mine studiekammerater, Tage Linneboe, der var præst ved Zionskirken. Næste dag var jeg hos ham igen og da sammen med en 3. studiekammerat, Torben Jørgensen, der nu var præst i Hviding. Og så med lyntoget tilbage til København.

10 februar fik jeg brev fra Fåborg om, at jeg var indstillet som nr. 1. Og så var det ellers bare at vente. Jeg var ret ofte i Allerslev for at rydde op i fars sager og gøre klar til flytning for mor, som skulle ud af præsteboligen i løbet af foråret, men hvorhen? Men 10 marts kunne jeg i avisen læse, at jeg var udnævnt til sognepræst i Fåborg-Årre. Det gav nogle telefonsamtaler, ændringer af aftaler osv.

Næste morgen tog Grethe og jeg med lyntoget til Bramminge, og videre med toget til Agerbæk, hvor 4 fra menighedsrådet tog imod os og skaffede os lidt mad på cafeen. Derefter kørtes vi til Fåborg, hvor præstegårdsudvalget ventede på os hos Morten Søndergård. Vi så på huset, og det blev bestemt, hvilke rum, der skulle sættes i stand. Det var et meget sparsommeligt udvalg: Nogle rum skulle tapetseres, og træværket, dvs. døre og vindueskarme pletmales ! Overnatning hos Evald og Lis i Esbjerg og så tilbage til København.

Senere fik jeg at høre om indstillingsmødet i menighedsrådet. Provst Kærgård, Esbjerg kæmpede meget for at få en missionsmand indstillet som nr. 1. Men kvinderne i rådet satte ham på plads: det var ikke ham, der skulle afgøre dette. Og Indre Missions ledende mand i rådet, købmand Klit, Årre, erklærede, at hvis rådet tog Holdt, så satte Indre Mission ikke sine ben i kirken. Men flertallet havde altså holdt fast ved mig som nr.1.og sådan blev det. Klit var for øvrigt siden hen en ret hyppig kirkegænger. Og det gik så pudsigt, at det første barn jeg døbte i Årre, var hans sønnesøn, Jens Klit.

Men så forestod opbrud fra både København og Allerslev. Jeg fik katalogiseret fars bøger og solgt og foræret en del af dem væk. Og så begik jeg een af mine fejltagelser. Farmor havde ikke besluttet sig for, hvor hun skulle bo. De havde været ved at planlægge at bygge hus i Askov, men det var jo sat i bero på grund af fars død. Men så bestemte vi os til at tage farmor med til Fåborg foreløbig. Det ville være godt, rent økonomisk, og det ville kunne være en hjælp for Grethe at have hende at støtte sig til i livet i en præstegård på landet. Det skulle nu snart vise sig, at det ikke var så klog en disposition.

Men der skulle flyttes. En flyttevogn kørte vore ting fra Skoleholdervej til Lejre station, hvortil også de mange møbler m.m. fra Allerslev kom. Det blev to jernbanevogne fulde. Vi havde haft en stor bolig i Allerslev, hvor der var samlet møbler fra to hjem, dels dem mor var kommet med fra Silkeborg og dem far havde.

Inden vi forlod København blev der holdt afskedsfest af T.K. Jeg fik overrakt en meget smuk skrivebordsmappe, som endnu ligger på skrivebordet, og en enkelt familie, hvis sønner havde været meget med i ungdomsforeningen gav mig et par sølvlysestager. Og der var afskedsgudstjeneste med håndtryk og gode ord bagefter fra mange kirkegængere. "Gud give jer lykke og gode råd", sagde en af de trofaste ældre damer. Til sidst kom en af T.K. drengene, Jørgen (13 år) og gav mig en lille pakke, der viste sig at indeholde en lille træfigur, han havde udskåret og malet. Det blev den mest betydningsfulde gave jeg fik. Den står stadig på reolen overfor mit skrivebord, så mit blik falder ofte på den. Den har en ganske særlig historie, som jeg har omtalt i beretningen om T.K.

Og så flyttede vi. Med overnatning i Esbjerg kom vi d. 26 marts om formiddagen med rutebil til Fåborg. Og så begyndte flyttebilerne at køre fra stationen i Agerbæk til præstegården. Folk i sognet havde beklaget denne unge præst, som kom fra en mindre lejlighed i København og nu skulle møblere en stor præstegård. Men der var nu ingen grund til den beklagelse. Læs efter læs kom og blev sat på plads, så huset blev rigeligt fyldt. Og dagene gik med at få orden på tingene. Farmor fik det store gæsteværelse som sin stue, men var selvfølgelig mest sammen med os.

Præstegården var stor: 30 m. lang og 10 m. bred, 300 kvadratmeter. Den var blevet bygget i 1861, da sogneomlægninger medførte at Fåborg og Årre blev eet pastorat. Tegningerne til huset skulle været lavet af den første præsts svigerfar, der havde været eller var slotsforvalter på eet af de kongelige slotte. Jeg tror også, at det prægede indretningen. Ud mod haven mod syd lå fire rum med store fløjdøre imellem, og ud mod gården en stor spisestue, også med fløjdøre. Her var fyldingerne i dørene udsmykket med blomstermalerier. Der var højt til loftet, næsten 3 meter. Der var noget fornemt over det, når fløjdørene var åbne og man sådan kunne se gennem rummene. Men særlig praktisk var det nu ikke. Hvis man fra indgangsdøren skulle til studereværelset skulle man først gennem en mellemgang, en dagligstue, en havestue før man var i kontoret. Det var ikke så smart, når folk kom i eet eller andet ærinde til præsten. Opvarmningen var fra et centralkomfur i køkkenet med varmeapparat i dagligstue, spisestue, soveværelse og bad. Det kunne godt fungere. I de andre rum var der brændeovne og en enkelt kamin til koks eller træ. Men vi fyrede med tørv og træ. Den tidligere forpagter skulle som afgift skove 10 rm. træ i plantagen, der hørte til præstegården, og grave adskillige læs tørv i præstegårdens moseparcel og køre det hele hjem i det store brændehus. Herfra måtte vi eller pigen, vi havde, så slæbe kurve med tørv el brænde i favnen, tværs over gården ind ad bagdøren og halvt gennem huset for at få det ind i køkkenet. Og så skulle asken ud igen samme vej. Konfirmandstuen, der lå i det nordvestre hjørne af huset, havde en brændeovn, ligesom i studereværelset, men de fungerede ikke særlig godt, der var ikke rigtig træk i dem. Da vi nogle år senere brækkede huset ned, fandt vi forklaringen herpå: Der gik en træbjælke lige gennem skorstenen!

Drengene: Jacob nu 3 år og Niels Jørgen 1 1/2 år nød al denne plads, løb hujende gennem den lange gang, der gik ned gennem den østlige del af huset ud til vaskehus, værksted, pigekammer, eller de kørte på deres trehjulede cykel.

På den anden side af gårdspladsen, der var belagt med små brosten, en rigtig stenpikning, lå en trelænget gård. I den vestlige længe var karlekammer, konfirmandlokum, vognport og hestestald, i den nordlige længe, ko- og svinestald og lade, og i den østlige længe boede Stinne og Morten Søndergård i et hyggeligt hjem.

Morten Søndergaard havde først været forpagter der i over tyve år, men efter nogle nye jordlove havde han kunnet købe jorden på gunstige vilkår til et statshusmandsbrug, og havde fået tilladelse til i nogle år at drive jorden fra de gamle bygninger. Det var en gunstig ordning for ham, han slap for at bygge nyt, og det var en gunstig ordning for præsten. For det var nogle gode naboer at have, og de holdt altid gården vel i orden, kalket hvert år, stråtaget omhyggeligt passet og gården fejet og ryddelig. Den lille have ved indkørslen til gården altid i fineste orden. Da præstegården lå lidt for sig selv i udkanten af byen og lidt fra vejen, var det rart at have nogle gode naboer så tæt ved.

Haven, der lå syd for præsteboligen var stor som en park med store plæner, mange gamle træer, både frugttræer, valnød, bøgetræer og graner. Urtehaven lå helt nede ved vejen, der hvor der nu ligger et lille parcelhus. Der var øst for opkørselen en meget stor frugthave med vel et halvt hundrede træer af mange forskellige sorter. Og i læbæltet mod vest endnu en lang række frugttræer. Endvidere nord for gården en lille plantage og et stykke mark. Der var i alt ca. 4 tdr. lige omkring præstegården. Derudover var der en plantage et stykke ude mod nord, den var på ca. 2o tdr. land, fyr, gran, løvtræer og i lange rækker et par hundrede frugttræer. Det var lidt af et forsøg man gjorde der. Min forgænger havde vist en drøm om at tjene lidt penge på frugtavl, og en af hans sønner var gartner. Yderligere hørte en moseparcel på ca. 4 tdr. land med til præstegården.

Da man i 1861 byggede præstegården skulle det være en rigtig gård med landbrug. Præsterne havde på den tid endnu en væsentlig del af deres indkomst ved det landbrug, de selv drev. Det var de færreste, der fik noget videre ud af det, i hvert i Vestjylland. Det var magre jorder, og det var ikke ret mange præster, der havde forstand på landbrug. Derfor blev det mere og mere forpagtet ud. Oprindelig havde der været 200 tdr. land til Fåborg præstegård, lidt opdyrket, men det meste i hede. Der var der i årenes løb blevet plantet plantage. Med tiden var der solgt jord fra til statshusmandsbrug. Det første omkring 1925, senere i fyrrerne, yderligere 3, hvortil så kom den parcel Morten Søndergaard havde. Men med årene var det hele opdyrket, og der levede altså 5 familier her på den tidligere præstegårdsjord.

Men alene det der endnu var tilbage, jorden omkring præstegården, plantagen og mosen var jo et helt lille kongerige, og det havde jeg ansvaret for i selvdrift, som det hed, med hjælp og tilsyn af Hedeselskabet.

Fra vi kom til Fåborg, og til min indsættelse var der en halv snes dage. Vi fik møbler, billeder og alt andet på plads i huset, og begyndte at lære byen at kende.

Den viste sig at indeholde mange forretninger og virksomheder: Der var posthus, telefoncentral, mejeri, kro og missionshus. Læge og dyrlæge. Brugsforening med en forsamlingssal i den en ende. Der var købmand, Tatol, bagerforretning, brødudsalg, manufakturforretning, slagterforretning, posthus, missionshus, bibliotek, foderstofhandel, cykelsmed, autoværksted, barber, 2 damefrisører, 2 smedeværksteder, 2 murere, 1 maler, en skrædder, en skomager, en kørelærer/vognmand, en dræningsmester.

Jeg cyklede en dag til Årre for at se kirken og for at hilse på kirkesangeren, førstelærer Knud Jacobsen. En anden dag til Agerbæk, så kirken og hilste på kirkesangeren her, førstelærer August Jensen.

Indsættelsen foregik Skærtorsdag d. 7 april. Provst Kjærgaard, Esbjerg, foretog indsættelserne, for det skulle ske alle tre steder. I Årre kl.10. Så havde vi provsten til middag i præstegården. Så Agerbæk kirke kl. 14 og Fåborg kirke kl. 16.

Da vi kom til Fåborg kirke opdagede jeg, at der ikke var sat frem til altergang, sådan som det var selvfølgeligt en Skærtorsdag, så jeg sagde det til kirkesangeren, lærer Poulsen, der udbrød:" Ja, huer æ a kram?"... Nå, det kom så frem.

Da jeg begyndte på min prædiken, som provsten nu skulle høre for 3. gang, listede han ud af døren i koret og gik sig en tur på kirkegården imens.

Efter prædikenen skulle jeg så takke for indstilling, udnævnelse og indsættelse og sagde så: Dernæst føler jeg trang til at mindes den mand, som gennem så mange år med trofasthed og kærlighed havde sin gerning i denne menighed og med ydmyghed og mildhed her tjente Gud og mennesker. Måtte noget af den trofasthed og ydmyghed også præge min færden her i sognene. I har haft en gammel og erfaren præst, en mand som helt og fuldt havde levet sig sammen med jer gennem de mange år, og nu kommer vi som helt unge og fremmede og skal prøve at tage hans gerning op. Vi er fuldt vel klar over, at det ikke vil være uden vanskeligheder, både for jer og for os. Men vi beder jer hjælpe os med at komme igennem de vanskeligheder, der måtte komme, bære over med os, hvor vi måtte svigte, vejlede os, hvor vi måtte fejle, give os en plads i jeres kærlighed. Netop denne dag, hvor vi sammen begynder et liv i menigheden, er jo så stærkt præget af kærligheden, ikke blot Jesu Kristi kærlighed til os mennesker, men også den indbyrdes kærlighed mellem alle dem, som i troen er knyttet til ham. Måtte Jesu bøn den sidste aften for dem, som troede på ham, at de alle må være eet, må den opfyldes på os. Det er vel tvivlsomt, om vi altid vil kunne være enige, vi er og bliver dog stedse skrøbelige mennesker, der kun ser stykkevis, men måtte vi dog være eet, een menighed, der kan mødes i lovprisning og tak til Gud for hans nåde imod os, samles om døbefont og alterbord, og der ved mødet med Vor Herre Jesus Kristus selv tage imod hans rige gaver. Ja, så give du da, Gud din nåde og velsignelse til vor gerning her, at dog noget måtte lykkes. Lad os da med apostelen tilønske hinanden. Vor Herres Jesu Kristi nåde.

Om aftenen var der så arrangeret velkomstfest for os på kroen. Det var menighedsrådene og (efter min anmodning) kirkebetjeningen med ægtefæller og de præster, som havde passet embedet i vakancen. Det var kaffebord, salmer og taler med gode ønsker og forventninger. En af nabopræsterne, Knud Høgsbro Østergaard fra Åstrup, som havde været med til indsættelsen i Fåborg, bød mig velkommen og sagde noget om, at efter det han havde hørt i kirken i dag, så var han helt tryg ved Fåborg-Årre sognes fremtid. Det lød jo godt. Han blev også en god kollega, som jeg havde meget samarbejde med. Hen imod slutningen af aftenen kom formanden, lærer Poulsen og bad mig om at slutte aftenen med en andagt. Det var jeg ikke forberedt på, men fik dog en ide. Så jeg omtalte apostelen Filips møde med den etiopiske hofmand og dennes dåb. Beretningen slutter med ordene om denne mand: Han drog sin vej med glæde. Så det spandt jeg en ende over.

Allerede inden indsættelsen havde vi dog været til en fest. Det var et sølvbryllup, der skulle holdes et par dage før. Og sølvbrudeparret var kommet op i præstegården og havde meget indtrængende inviteret os. Så vi havde da sagt ja tak.

Heldigvis havde en venlig sjæl fortalt os, at hvis vi var inviteret til stor fest f. eks. kl. 16, så skulle vi ikke komme før 17,30. Man havde her den underlige skik, at man ikke kom til den tid, man var blevet budt, men en passende tid efter. Og vi lærte snart, at i Agerbæk var en passende tid 1 time over tiden, i Fåborg 1 ½ time, og i Årre 2 timer over.

Det var en husmandsfamilie, der holdt sølvbryllup. Det stod på Fåborg kro. Der var stor familie, mange venner og naboer, vel 125 mennesker. Der blev vi jo rigtig set an, mens vi hilste på folk. Der var jo ikke mange, der havde set den ny præst.

Vi kom jo til i årenes løb at sidde til et utal af fester, for præsten var bedt med til alle bryllupper, sølv- og guldbryllupper. Og i mange år havde jeg ca. 2o-25 bryllupper om året.

Festernes ritualer

Festerne gik efter et ganske bestemt ritual. Gæsterne, der var budt, var selvfølgelig nær og fjern familie, naboer, bydelaug, nuværende og tidligere tjenestefolk, og mennesker, værten havde siddet i sogneråd, mejeribestyrelse, hesteavlsforening osv. med. Bydelauget var ikke socialt lagdelt. Når den store gårdmand havde gilde, så var også arbejdsmanden, der boede ved siden af, budt med. Ved bryllupper, sølv- og guldbryllupper og store runde fødselsdage var præsten og degnen, kirkesangeren, der som regel var førstelæreren, næsten selvskrevne. Med det store antal gæster blev festerne som regel holdt på kroerne, der de første mange år ikke havde spiritusbevilling. De fungerede nærmest som forsamlingshuse. Værten lejede salen med tilhørende lokaler. Lejede en kogekone (en "køks"). Leverede selv varerne til middagen, som køksen og nogle hjælpere tilberedte. Serveringspersonalet var som regel unge piger, naboernes døtre eller tjenestepiger. En "skaffer" dirigerede slagets gang. Bød til bords, fik folk placeret, og gik i spidsen for optoget, når retterne og lejlighedssangene blev båret ind. Han sørgede for hovedbordet, der altid var placeret foran scenen, hvor musikken som regel var anbragt. De første år sad vi som regel på bænke, ofte uden rygstød. Senere fik kroerne dog anskaffet hæderlige stole. De første år stod der på indbydelsen: Spisebestik medbringes. Kroerne havde her så kort efter krigen ikke fået anskaffet det nødvendige "gaffeltøj". Så det havde man selv med i sin taske. Det var store lange borde med bordpapir og meget almindelige tallerkner. Vi fik vand til maden. Det blev serveret i store mælkeflasker. Naboer og familie havde pyntet med æresport både ved hjemmet og ved kroen, og rundt omkring og på scenen.

Menuen var i mange år stort set den samme ved alle gilder. Suppe, kogt okse og hønsekød med peberrodssovs, dessert og kaffe. Når suppen var sat på bordet, sang vi bordvers. Så sagde skafferen: "værsgo", og de, som sad nærmest ved terrinerne, rejste sig og øste op og sendte tallerknerne rundt.

Mellem retterne sang vi, dels hjemmegjorte lejlighedssange, dels af højskolesangbogen eller salmebogen. I mange år havde folk altid salmebogen med. Et spil kort i den ene lomme og en salmebog i den anden, så var man helgarderet og kunne være med.

Det var skik, at først holdt præsten, derefter degnen tale. Ved en af de første fester, vi var med til, synes jeg, at tiden, inden de kom med kødet, var ret lang, så jeg slog på mit glas for at holde tale. Men så kom skafferen farende og sagde til mig: "Ikke endnu!" Da vi så havde fået spist kødet, og tallerknerne var samlet sammen på "højskolemaner" kom skafferen, lagde hånden på min skulder og sagde: " Nu må du!" og så kunne jeg fyre min tale af.

Ved det sølvbryllup i Fåborg kan jeg huske, at jeg begyndte med at sige, at jeg var i en underlig situation, for jeg var med til fest i kraft af et embede, jeg endnu ikke var indsat i og hos nogle mennesker, som jeg slet ikke kendte, og så talte jeg ellers om hjemmet (Ja, hvad ellers?) ud fra Bjørnsons sang : "Jeg kører frem gennem strålefryd", og slap vist meget heldigt fra det.

Der var ved disse fester som regel en del hjemmegjorte sange, ikke alle lige vellykkede med hensyn til rim og versefødder. Men da der altid var musik til, gik det som regel. Det var nogle gode musikere dengang, som ikke blot kunne spille til underholdning i passende styrke og med et godt repertoire, men som også kunne spille godt til salmer og sange. Særlig eet orkester fra Agerbæk, Vagn Jensens 3 mands orkester var berettiget meget populære. Man sagde, at der var folk, der, når de skulle have bryllup, først bestilte musikken, så krosalen og så spurgte de til sidst præsten, om han kunne, og det skulle han jo helst. 

Ind imellem var der så ofte taler. Dengang var der en del, der kunne holde en tale. Familie, venner, naboer havde ordet. Når kaffen, som vi fik ved bordet (med gammeldags sukkerkringler til) så var drukket, skulle telegrammerne læses op. Der kunne godt være mange. Det var degnens og præstens opgave Vore koner åbnede dem, så vi bare skulle læse navnene, undertiden en særlig hilsen. Eet telegram var vigtigt, det hvorpå alle navne på gæsterne, der havde bidraget til fællesgaven, stod. Folk skulle høre, at deres navn var med. Så blev der omsider sagt velbekomme. Men det havde også undertiden taget en 3 timer. Så blev salen ryddet, folk gik ud for at strække benene lidt. Mange søgte hurtigt ned i de andre rum i kroen og fik kortene frem. Og nogle blev siddende der resten af aftenen og tævede i kortene. Det var ikke småting, der blev spillet om. Og ikke alle var lige gode, så nogle satte mange penge til, og det kunne undertiden ses på hjemmene, at til fornyelser var der ikke rigtig blevet. Et par store gårdmænd havde faktisk spillet deres gårde væk. Værst til at spille højt spil var de i Årre.

I pausen gik undertiden de nærmest boende hjem, tog nogle venner med sig og hyggede sig der. På den måde fik vi en vennekreds, idet snart den ene familie, snart den anden inviterede os med hjem, hvor vi så fik en drink eller to, en øl, et par snapse eller andet godt. Det var lærer Teglgård, gårdejer Kristoffer Jørgensen, kromanden Alfred Brosbøl, dyrlæge Nymand, læge Munk, centralbestyrer og kirkebetjent Hans Hermansen. Det var en god vennekreds, vi på den måde fik i Fåborg. Her kunne vi rigtig hygge os, være trygge for at ikke alt, hvad der blev sagt, blev refereret over hele sognet.

Men jeg må tilstå, at sommetider under et gilde hyggede vi os så længe, at vi ikke nåede at komme tilbage, før brudedansen var overstået. Så sneg vi os så ubemærket som muligt ind i salen. Det var lidt pinligt.

Efter pausen begyndte man så med brudedansen. Alle gæster gik i march rundt i salen, og når musikken slog over i brudevalsen, dansede brudeparret alene rundt på gulvet, mens alle andre trak tættere og tættere sammen om parret, til de til sidst var fuldstændigt omringede, hvorefter de kyssede hinanden, og det hele opløstes i latter og klap. Så dansede alle. Det kunne der godt gå et par timer med. Til sidst var der natmad, ofte stuvet hvidkål med frikadeller serveret i et tilstødende lokale i holdvis. Det skete, hvis det var et meget festligt gilde, at vi blev til natmaden, men ofte var gilderne om lørdagen, så tog vi hjem ved 11-12-tiden. Det var jo ret tit, vi var af sted. Og der var også et arbejde, der skulle gøres næste dag. Men det skete da af og til, at både Teglgårds og vi blev til langt ud på natten ved sådan et sommerbryllup. Det kunne være noget ud på de små timer, og det for længst var blevet lyst, inden vi kom hjem. Og så mødtes Teglgård og jeg ved kirken kl. 8 næste morgen og holdt gudstjeneste i håb om, at ingen kunne mærke på os, at vi havde turet bondebryllup den hele nat.

Var det unge fra hjem, der hørte til Indre Mission var festen noget anderledes. Der var som regel ingen musik, måske en der spillede på klaveret under middagen. Men salmer og sange og alvorlige taler med påmindelser ikke blot til brudeparret, men os alle om omvendelse og troende liv. Her var der som regel mange taler bygget over eller udmundende i et eller andet skriftsted. Og holde taler kunne missionsfolkene, ofte alt for lange. I Fåborg var der en gammel gårdmand, Iver Kristian Frederiksen. Han kunne holde en tale, men han kunne ikke blive færdig, så når han slog på sit glas for rejse sig, sukkede vi mere eller mindre hørligt, for vi vidste, at det kunne tage sin tid med mange skriftsteder og alvorlige formaninger. Det kunne være noget af en prøvelse at sidde og høre på. I pausen sad man så pænt og snakkede, indtil der blev dækket op igen, til natmad, der så afsluttedes med en andagt.

I Årre var den afgåede førstelærer, lærer Thomsen undertiden med til gilderne. Han var ikke missionsmand, men kunne lide at (høre sig selv) tale. Og han rejste sig først hen imod slutningen af middagen, når vi andre syntes, at nu havde det varet længe nok. Han var velbevandret i verdenshistorien og litteraturen. Ved et bryllup, hvor brudgommen hed Karl, talte han om alle de konger i verdenshistorien, der havde heddet Karl, eller i hvert fald mange af dem. Det blev efterhånden ret så vidtløftigt, og folk begyndte efterhånden at småsnakke alt imens.

Først et stykke op i 60'erne fik kroerne spiritusbevilling. Indtil da havde vi måttet nøjes med vand på bordene. Da vinen begyndte at holde sit indtog, var det selvfølgelig kun et par enkelte glas, man fik, men efterhånden tog det fart, så det blev både hvidvin, rødvin og sommetider også dessertvin. Så regnede vi med, at nu blev det så dyrt at holde gilde, at antallet af gæster blev meget mindre. Men det ændrede sig nu ikke nævneværdigt. Det var meget ofte og er stadig fester med 100-125 gæster. Man undrede sig ofte over, at folk havde råd til det. Sommetider, når det var en familie, der sad hårdt i det med gården, sad man der med en lidt dårlig samvittighed, når vi kunne regne ud, at der var optaget et nyt lån i gården eller skrevet under på en veksel, for at en datter kunne blive gift med ligeså stort bryllup, som den velbeslåede gårdmands.

Selv ved bryllupper indenfor Indre Mission kom der efterhånden vin på bordet. Først et enkelt glas, men nu ikke sjældent med hele udtrækket, endog med musik, ja, sågar dans. Endnu mens der ikke var bevilling på kroerne skete det ofte, at der i en pause i dansen, blev sat en kasse øl ind midt på gulvet, hvor man så kunne forsyne sig.

Efterhånden var det ikke længere som forsamlingshusfester, gilderne blev holdt. Så blev det kroerne, der stod for arrangementet.

Ved et enkelt bryllup i Årre var der hornorkester, der tog imod ved kirken og efter vielsen gik i spidsen for hele følget op til kroen og gav nogle numre der.

Det var almindeligt, at brudeparret efter vielsen kørte til fotograf i Varde, Grindsted eller Esbjerg, og var det en lørdag med mange bryllupper andre steder, kunne det godt tage sin tid, inden brudeparret kom tilbage, så festen kunne begynde. Det kunne tage op imod 2 timer, hvor man så gik bare og ventede.

Når der skete et dødsfald, kom de pårørende til præstegården for at melde det, og for at aftale nærmere om begravelsen. Jeg blev hurtigt klar over, at det var en meget stiv og unaturlig situation for familien, så jeg begyndte hurtigt, når folk ringede om dødsfaldet, da at aftale, at jeg kom ud i hjemmet for at snakke om det. For det første, var folk, selv i den situation meget mere naturlige og åbne, og for det andet fik jeg allerede ved et sådant besøg et indtryk af familien, så hjemmet og hvad der prægede det, billeder, skriftsteder på væggene, bøger osv. Og bare i den dagligdags handling, at der da skulle laves og drikkes en kop kaffe, fik meget lettere en samtale i gang. Ofte traf man også flere af familien, så også det gav mig et indtryk, som sagde mig noget. Så kunne man i ro og mag høre om sygdomsforløbet, dødsfaldet, og tale om salmerne, der skulle synges ved begravelsen. I de fleste tilfælde, i hvert fald endnu i halvtresserne, blev kisten stående i hjemmet eller evt. på sygehuset til selve begravelsesdagen. Der var nu heller ikke i Fåborg og Årre kapeller ved kirkerne før omkring 1955. Var det fra en af de små lejligheder, blev kisten anbragt i en garage eller lignende.

På selve begravelsesdagen mødte degnen så op i hjemmet til den aftalte tid, for at "synge ud." Man sang en salme, degnen sagde trosbekendelsen, bad en bøn, endnu en salme, så blev kisten sat i rustvognen, eller i enkelte tilfælde på hestevognen, der så var passende pyntet. Og man kørte af sted til kirken, familie og naboer var mødt op og fulgte efter. Ved huse og gårde ligtoget passerede, havde man ofte langt blomster og grankviste på vejen.

Når kirkebetjenten fra kirketårnet kunne se ligtoget, begyndte han at ringe med kirkeklokken, indtil vognen standsede ved kirkegårdslågen. Her blev kisten sat på et par bukke uden for lågen, og præst og degn tog imod, hilste på familien. Så begyndte man at gå ind over kirkegården, mens klokken igen ringede, og man sang salmen: Du Herre Krist. Det var ganske vist oftest kun præst og degn, der sang, så efterhånden fik jeg afskaffet dette. Ved lågen stod også undertiden faner, fra pensionistforening, ungdomsforening, gymnastikforening, de gik forrest ind over kirkegården og ind i kirken. Når vi kom ind i kirken, begyndte orglet at spille Du Herre Krist. Så var det jo spændende om degnen havde ramt den rigtige toneart. Mens kisten blev sat på plads foran kordøren, og følget fandt sig pladser, sang man resten af salmen, minus det sidste vers.

Naboer og venner havde pyntet kirken med løv og blomster, undertiden lidt rigeligt. Og over kordøren var lagt et bredt bræt fra side til side, og her stod krukker med blomster eller potteplanter. Der kunne også stå stager med brændende lys. Det hele omgivet af sort slør. Og lige under det bræt stod præsten under sin tale. Det var ikke rart, særlig ikke i Årre, hvor gesimsen, brættet hvilede på, sad ret lavt. Der havde jeg fornemmelsen af at stå med det hele på hovedet. Det bræt fik jeg dog efterhånden afskaffet. Ved restaureringen af Fåborg kirke i 1955 blev brættet "væk !"

Når folk så var kommet til sæde i kirken, sang vi en salme og præsten holdt sin tale. Så en salme, en bøn og velsignelse og endnu en salme, hvorefter de, som skulle bære kisten, rejste sig og gjorde klar til at bære ud. Mens det skete, sang vi verset: "Så rejse vi til vort fædreland" og langsomt kom vi ud på kirkegården, hvor kisten blev sænket, mens vi sang det sidste vers af Du Herre Krist: Giv os, o Gud, vi på dit bud..

Derefter jordpåkastelse, fadervor og velsignelse. Så ringede klokken de 9 bedeslag, en fra familien eller degnen takkede for blomster og deltagelse og bød til mindesammenkomst på kroen. Det hele sluttede med, at vi sang Klokken slår.

Hvis der var faner, blev de højtideligt sænket over graven. Men det var nu lidt problematisk, hvis det var pensionistforeningen fane, for bærerne var ofte lidt gamle, det var jo en æressag, at få lov at bære fanen. Men for det første mente de, at fanen skulle sænkes ikke over graven, men ned i graven. Det så ikke så godt ud. Og var det så tilmed blæsevejr, kunne fanebæreren have svært ved at styre fanen. Vi fik så den ordning, at nok var de med ude at tage imod kisten, når den kom til kirkegården, men efter højtideligheden i kirken, blev fanerne inde i kirken.

Så samledes man på kroen til kaffebord. Når kaffen var vel overstået, undertiden under ret så livlig snakken, sang vi forskellige salmer. Der blev holdt taler i mindet om den afdøde. De første år, hvor de gamle degne endnu var der, talte jeg ikke her. Jeg havde jo gjort det i kirken. Men da de gamle degne ikke længere var med, kunne det ske, at der ikke var een, der sagde et ord, og det kunne være ret så pinligt. Så besluttede jeg mig for altid at sige eet eller andet, også for ligesom at få begyndt. Det kunne godt tage nogle timer med en sådan mindefest. Ikke mindst når vi af og til fik middag med suppe, kød og kaffe. Det kunne også være noget af en prøvelse på en varm sommerdag at skulle ind og have varm suppe kl. 2-3 om eftermiddagen i en efterhånden tæt pakket sal.

Ved begravelser fra Indre Mission var der også altid mange, der ved mindefesten ikke blot skulle mindes den afdøde, men også, og måske ikke mindst aflægge et lille vidnesbyrd for os alle ud fra eller sluttende med et skriftsted. Der var jo en alvorlig baggrund at gøre det på, og det var jo også en måde, hvorpå man gjorde opmærksom på, at man selv var blandt de rettroende og havde "sin sag med Gud i orden." Men selvom de var ret gode til at udtrykke sig, så kunne det være ret strengt at høre på.

Det tog alt sammen sin tid. En begravelse tog som regel en hel dag, foruden de forudgående samtaler og besøg hos familien. Forberedelse af talen om formiddagen, selve begravelsen og så kaffebordet bagefter. Det kunne være lidt vanskeligt, hvis det var en dag, hvor jeg havde konfirmander om formiddagen eller det var en lørdag, hvor jeg skulle skrive prædiken, og måske endda have et bryllup.

Faneindvielser, hjemmedåb og hjemmealtergang

Jeg skal også lige omtale indvielsen af Pensionistforeningens fane. En gang i 50’erne havde Danmarkssamfundet tildelt Fåborg sogns pensionistforening en fane. Den var blevet overrakt nogle bestyrelsesmedlemmer ved en gudstjeneste 15 juni i Vor Frelsers kirke i Esbjerg. Men den skulle indvies hjemme i foreningen. Det skete på Agerbæk Hotel. Tre stolte ældre mænd førte den op ad gulvet i den fyldte sal. Der var rejsning over dem. En af dem, Carl Timmermand, var glødende kommunist ! Jeg slog så med nogle bevingede ord det første søm i, formanden det andet og et bestyrelsesmedlem det 3.

Ikke så sjældent blev jeg bedt om at holde hjemmealtergang for en syg eller døende, eller blot for en, som på grund af svaghed ikke kunne komme til kirke. Det kunne ske i hjemmet eller på sygehuset. Og der kunne være en ganske særlig højtid over det. Det var jo de gamle, det betød meget for. Så sørgede man for, at de både voksne og mindre børn kom hjem for at være med. Jeg kan endnu se for mig halvstore børn stå i døren ind til bedstefars ellers bedstemors sovekammer og lidt forskræmte følge med i handlingen, uvante med det hele.

Jeg blev også kaldt ud til hjemmedåb. På den tid foregik alle fødsler i hjemmene. Kun hvis der var komplikationer, skete de på sygehusene. Men af og til var der børn, der var så svage og/eller skulle indlægges på sygehuset, at forældrene ønskede dem døbt. Det kunne være ret så højtideligt. Det foregik næsten altid i soveværelset, hvor moderen lå. Dåbsfadet var et vandfad eller den pæne suppeterrin. Vi sang en salme og jeg foretog dåben, igen en salme. Familien var altid lidt beklemte ved situationen. Det var jo et ny liv, der stod på spil. Senere blev det ofte på sygehusene, at hjemmedåbene foregik. Nogle gange endog i kuvøse. Det var ikke altid barnet levede. Så kom den stilfærdige begravelse med kun lige de allernærmeste pårørende. Levede barnet, fulgte siden hen fremstillingen ved en gudstjeneste i kirken.

Men som Kaj Munk skriver et sted i novellen " Et bette barn bliver født hos Ivers:" "Der er noget frydefuldt for en præst at blive vækket af sine søde søvn og blive hentet ud til en hjemmedåb. Man er ved at føle sig som et lige så nyttigt medlem af samfundet som lægen og dyrlægen."

Også fødslerne blev meldt i præstegården, hvor de nødvendige papirer blev ordnet. Der forelå en anmeldelse fra jordemoderen, og så kunne fødslen indføres i kirkebogen. I 50’erne var der endnu familier med en del børn. Der var een familie, hvor faderen kom 11 gange for melde fødsel. Jeg døbte dem alle og siden hen konfirmerede jeg de 10 (en var død), og endnu senere viede jeg en del af dem. De 8 eller 9 børn var piger.

Efter morgenmaden samledes vi i dagligstuen for at synge morgensang. Salme, trosbekendelse med fadervor, salme. Og så tog hver for sig fat på arbejdet. Grethe og pigen med rengøring og madlavning. Jeg måske med havearbejde, eller studier, forberedelser til konfirmander eller kirkelige handlinger. Om eftermiddagen var jeg ofte ude på besøg hos de ældre. Kaffedrikning, snak om familien, begivenheder i sognet, måske en salme eller to, trosbekendelse og fadervor. Man kunne højst nå to besøg på en eftermiddag. Men jeg lærte folk, deres vilkår og familier at kende på den måde. Disse ture foregik på cykel, idet jeg på grund af restriktioner ikke fik bil før i september, selvom jeg havde bestilt den allerede, da jeg var udnævnt. Men det var ikke så dårligt at cykle rundt, man oplevede landskabet på en særlig måde og fik ikke sjældent snak med een og anden, man traf ved vejen. Men det var lidt besværligt med den store præstekjolekuffert på bagagebæreren. I sommerens løn lærte jeg at køre bil. Der var en kørelærer, Knudsen, i Fåborg. Han lærte mig det, og vi fik samtidig mangen god snak og et venskab, der varede til for 2 år siden, da han døde, hvor jeg p.g.a. vakance også kom til at begrave ham.

Med hensyn til bilen gik det lidt ejendommeligt. Jeg havde bestilt en Opel med indvendigt bagagerum. Jeg havde hørt meget godt om den. Men inden den blev leveret, havde vi været på en biludstilling i Forum, og der havde vi set den nye Hillman, der var i samme prisklasse, men meget bedre indrettet og udstyret, blandt andet med udvendigt bagagerum. Så jeg ærgrede mig lidt over, at det ikke var den, jeg havde bestilt. Men en dag fik vi besøg af en af mine venner fra Studenterkredsen, Halfdan Buhr, der nu var dyrlæge her i sted i Vestjylland, og hvis kæreste, Vera, fra Norge vi havde som ung pige i huset. Han havde en indkøbstilladelse til en ny bil, og han ville så gerne have en Opel. Vi fandt så ud af, at der måske kunne laves en byttehandel. Varedirektoratet, som udstedte købetilladelser, godkendte det. Bilhandlerne var ligeglade. Så jeg kørte 8 dage i Opel, og fik så byttet til den dejlige Hillman, som vi var meget glade for og beholdt i 5 år. Men så var jeg altså kørende og det var en stor lettelse med de lange ture til Årre og Agerbæk. Pastoratet strakte sig 20 km fra øst til vest og vel 10 km fra nord til syd. Der var nok de tre kirkebyer, men derudover mange mindre samfund og spredte gårde og huse.

Da jeg kom til Fåborg i 1950 var der ca. 2.900 indbyggere, og da jeg holdt op i 1987 var der ca. 3.500. Men der var nok mindst dobbelt så mange hjem som i 1950. Den gang var der flere børn i hjemmene, der var måske de ældre på aftægt, der var karle og piger på gårdene, og ikke mange yngre enlige havde råd til at have eget hus, måske end ikke små "overlejligheder," som der fandtes en del af. Det var derfor overkommeligt at lære sognene at kende, kendte man et hjem, så kendte man dem, der hørte til der. Deltagelse i de store gilder gav også kendskab ikke blot til den pågældende familie, men også til naboer og venner.

De første måneder i Fåborg havde vi ingen telefon. Jeg måtte ned til naboen, når jeg skulle ringe salmenumre til organister og degne og andet. Naboen var en gammel gårdmandsenke, der boede i et lille hus ved opkørselen til præstegården. Hun hed Karen Ravn, og hun boede sammen med en gammel enlig pige, Nora Skov. De var begge sidst i 70’erne. Nora Skov havde i mange år boet sammen med en broder i Autrup. Han var død og nogle år senere, brændte den lille ejendom, for hun havde været lidt uforsigtig, da hun i det meget gammeldags køkken med åbent ildsted en sommerdag ikke havde kunnet få ild i brændet. Så havde hun tændt en avis, der var fløjet op gennem skorstenen og havde sat ild til det knastørre stråtag. "A hår sjæl gjort det", sagde hun bagefter. Dem fik jeg ofte en lille snak med. En tid efter at vi var kommet, spurgte Nora mig en dag, om hvordan vi var til freds med at være her. Jo, vi var da godt til freds. "Ja, sagde hun så, så er det jo spørgsmålet om, hvordan vi er tilfreds!" Det bed man jo mærke i, men begge de to gamle kvinder blev vore gode venner. Mens de endnu boede i huset, var de som regel hos os juleaften. De var begge præget af god gammeldags kristendom. Når man var til kaffegilde hos dem på deres fødselsdage, hvor der ikke var sparet på noget (ellers levede de meget nøjsomt), skulle vi altid synge nogle salmer.

En dag kom jeg ind til dem, netop mens kirkeklokken ringede solen ned, og da sad Karen Ravn med sin salmebog, og så fortalte hun, at hun altid, når solen blev ringet ned, læste salmeverset: Lær mig ved hvert klokkeslag, fra salmen Rind nu op i Jesu navn (686). Ja, salmebogen og en andagtsborg med småstykker hver dag blev flittigt brugt, som hos mange andre gamle. Der var der også gerne religiøse billeder, som regel temmelig naive i fremstillingen, i stuen og sovekammeret, nogle steder også korte broderede skriftsteder.

Sygehusbesøg. På den tid lå folk ofte ret længe på sygehuset. Og det var ganske naturligt at præsten besøgte sine sognebørn. Men jeg havde det store problem, at de var spredt på mange sygehuse. Jeg tilstræbte at komme en gang om måneden på sygehusene. Men der var 3 sygehuse i Esbjerg: Centralsygehuset, Skt. Josephs Hospital, og Spangsbjerg Hospital. Og så var der Varde sygehus og Grindsted sygehus. Enkelte gange gik turen også til Ribe sygehus og til Statshospitalet i Hviding.

Da der i hele pastoratet kun var eet alderdomshjem, i Agerbæk, med kun 12 pladser, var der ofte ældre, der skulle på alderdomshjem, der var anbragt i andre sogne.

Jeg havde den skik et par dage, nok ofte lillejuleaftensdag, at besøge dem, der skulle ligge på sygehuset i julen. Jeg havde så en julebog eller lignende med til dem fra menighedsrådene. Men det var en streng dag. Først de tre sygehuse i Esbjerg, så til alderdomshjemmet i Janderup, så sygehuset i Varde, og i Grindsted. Ofte fortsatte jeg med besøg rundt i sognet hos familier, der trængte til lidt økonomisk hjælp. Ved høstgudstjenesterne var der samlet ind til juleuddelingen. Det var så min ikke særlig behagelige opgave, at besøge disse familier eller enlige, og lidt diskret stikke dem en konvolut med lidt penge i. Det var højtideligt skrevet i menighedsrådets protokol, hvem, der havde fået hvor meget. N.N. 25 kr. X.X. 50 kr. osv. Men en dag, da vi sad midt i uddelingen slog det mig pludselig, at det var egentlig ikke så rart, hvis nu et af familiens medlemmer senere kom i menighedsrådet, og kunne sidde og se i den gamle protokol: Nå, bedstemor fik julehjælp nogle år. De andre medlemmer kunne godt se det uheldige i det. Så vi afskaffet det med at skrive det i protokollen, det blev så kun som bilag til regnskabet, indtil det var revideret. Men det var en meget anstrengende dag at være på denne sygehusrundtur.

I øvrigt var det ofte en god oplevelse at besøge folk på sygehusene. Mit besøg var ligesom et lille officielt besøg hjemmefra. Det var som regel bare almindelig snak med folk, undertiden dog med en salme, trosbekendelse og Fadervor. Vi præster havde på den tid det privilegium, at vi på kontoret kunne få lov at se listerne over patienterne, så vi kunne se, hvem der var fra vore sogne. og vi kunne komme udenfor besøgstid. Og det var godt, for man fik ikke snakket ret meget med den syge, hvis der sad eller stod familiemedlemmer eller naboer ved sengen.

Haven foran præstegården var stor. Den var gammeldags anlagt med store græsplæner med rosenbede og lidt stauder. Der var en del store gamle frugttræer. Særlig eet var meget værd. Vi kaldte det Langelandsæble. Det var meget højt. Man skulle have en høj stige 5-6 meter og så kunne man komme op i kronen og plukke æblerne der. Det var meget store og fine æbler. Næsten intet kernehus, gule og let røde i skallen. De kunne gemmes til hen i februar, marts og var gode både som spise- og madæbler. Dem plukkede vi omhyggeligt ned. Jeg sad oppe i træet og plukkede og hejste æblerne ned i en kurv, hvor andre så lagde dem i kasser. Et år plukkede vi 12 store frugtkasser, foruden hvad der faldt ned. Der var en stor fransk pigeon på plænen. Æblerne var modne i september, og de nedfaldne fik konfirmanderne lov at spise i frikvarteret. Somme tider sørgede de selv for at der faldt nogle ned. De kastede grene op i træet. Så kom de ind med lommerne fuld af æbler. Der skulle også være noget til hjemturen.

I kanten af græsplænen stod et stort gammelt valnøddetræ. Det gav en del nødder, men det var et arbejde at få den grønne skal af. Fingrene blev helt brune af det, og det kunne ikke vaskes af. Eet år var der særligt mange nødder. Vi fik dem renset og købmanden købte dem. Men nogle dage efter ringede han og sagde at nødderne ikke duede. Der var ingen kærner i dem. Så måtte den handel gå tilbage !

Mod vest var der et stort læbælte med mange forskellige træer, også derude havde min forgænger plantet æbletræer, men de kunne ikke klare sig. Der var ellers nogle gode sorter imellem. Mod syd som grænse ud mod vejen var en bøgehæk, flere rækker grantræer og bøg, blomsterbuske, og igennem alt dette snoede sig gange.

I læbæltet mod vest groede, hvad vi kaldte amerikanske hindbær. De var gule og kunne godt spises. Ganske vist var de med til at give et godt læ for haven, men de havde også en tilbøjelighed til at brede sig. Så dem førte jeg en evig kamp med.

Urtehaven lå helt nede ved vejen, der hvor nu et parcelhus ligger, bygget af Thomsen Sørensen. Her var en god let muldet jord. Der var et store aspargesbede, som jeg møjsommeligt satte op hvert år i slutningen af april, og spredte ud igen efter St. Hans Udbyttet var da godt, men stod egentlig ikke mål med anstrengelserne. Hernede byggede jeg med nogle håndværkere til hjælp et godt drivhus. Bagvæggen og sydvæggen med store vinduer var bloksten, trælægter og glas. Det var ganske udmærket. En vinstok var plantet udenfor med grenene ind i huset. Her dyrkede vi mange ting. Ikke mindst tomater og agurker. Her i urtehaven var også bærbuske, der forsynede os med ribs, solbær og stikkelsbær, som blev syltet eller kogt.

Ovenfor urtehaven var der 2-3 rækker frugttræer, især æbler, men også pærer og blommer. Alle disse æbletræer gav jo mere frugt end vi kunne bruge, så jeg sendte mange kasser æbler til auktion i Esbjerg eller til mosteri. Men ret meget overskud gav det nu ikke.

Jeg havde i Allerslev haft et par bistader. Dem havde jeg fået flyttet med til Fåborg, og de passede jo fint ind i en frugthave. Jeg havde en erfaren bimand, mejeribestyrer Bentzen, til at rådgive og hjælpe mig. Det gav da også noget honning i nogle år. Men da arbejdet med bierne især var fra slutningen af april til juli, var det en tid, hvor jeg havde meget travlt pga. skæve helligdage, konfirmationer, ny hold konfirmander og mange bryllupper, så opgav jeg til sidst at have bier. Jeg kunne ikke passe dem godt nok.

Nord for frugthaven lå et træhus, bygget af min forgænger til hønsehus, men nu blevet til redskabshus. Det ville menighedsrådet ikke betale fru Schmidt for, så det endte med at jeg købte det. Jeg kunne se, at jeg ikke kunne undvære det. Det indeholdt også en meget stor dobbeltstige, 5 m, en stor tøndesprøjte med jernhjul til sprøjtning af frugttræerne, og mange æblekasser. Så jeg betalte de 500 kr., og fik megen gavn af det. Satte det senere i stand med nye vægge og nyt tag.

Der var også en tdr. land græsjord. Det lejede jeg ud til forpagteren mod at han leverede os de kartofler vi skulle bruge i årets løb. Lige nord for staldbygningerne på en bakkeskråning var en lille plantage med fyr, gran, bøg og forskelligt andet, et helt vildnis. Det gav også godt læ omkring præstegården for vesten- og nordenvinden.

Hele området omkring præstegården var ca. 4 tdr. land. Noget af det selvfølgelig i brug sammen med avlsbygningerne. Her var der de første år både heste, køer og grise.

Vores to drenge, tjenestepigerne og naboerne

Mælkekusken kom hver morgen op ad alleen og kørte rundt om det store elmetræ, der stod ved enden af alleen. Det fik navnet "mælkekusketræet". Her hentede han de to mælkejunger, der blev kørt derud, og der satte han jungerne af igen, når han havde været på mejeriet. Og vi kunne altid hente lidt kærnemælk i en af jungerne. Senere måtte Morten eller Stinne selv køre jungerne ned til vejen.

Alt i alt var det et herligt sted for drengene at færdes og vokse op i. De var, efterhånden som de blev lidt større, med Morten i stald og mark. De første år var det naturligvis haven, der var deres legeplads. Her fik jeg indrettet sandkasse og byggede legehus til dem.

Lidt vest for præstegården lå et af de nye statshusmandsbrug. Her boede Magnus og Klara Nielsen. Deres to drenge, der var lidt yngre end Jacob og Niels Jørgen, blev deres gode legekammerater hele barndommen igennem, i børneværelset, men ikke mindst ude, hvor de havde mange ting for, byggede huler i læbæltet, eller bræddehytter oppe i træerne. Selvfølgelig fik drengene da en hel del nyt legetøj, men der var også gemt noget af mit, som de efterhånden blev store nok til at lege med, et stort jernbaneanlæg med mange skinner og vogne, stationer og signaler. Et velforsynet Meccanosæt med stænger, plader og hjul, som kunne skrues sammen til tårne, vindmøller eller maskiner. Det var alt sammen noget, der kaldte på fantasien og kreativiteten.

Undertiden var vi inviteret til aftenkaffe hos Magnus og Clara. Det kunne godt være lidt anstrengende. Det var som regel sammen med Morten og Stinne. Vi sad og snakkede fra kl.20, når vi kom, dvs. vi blev lidt halvsøvnige. Først ved 22 tiden begyndte Clara at lave til til kaffe, røre glasur til formkagen, lægge æblekage sammen, piske flødeskum, dække bord, brygge kaffe og først ved 23-tiden blev der sagt værsgo. Så vågnede vi op og skulle hele kaffebordsritualet igennem, inden vi kunne få lov at gå hjem, hvor man selvfølgelig efter al den kaffe ikke kunne sove

Drengene var også på mange togter ud i den store plantage, hvor det var spændende at færdes. En dag havde de fundet en hugorm. De vidste, at den var farlig, men de ville have den med hjem. De gik over til en nabo ved plantagen for at låne en flaske. De vidste, at man kunne lokke en hugorm ned i flasken, så den kunne bringes sikkert hjem, men det fik de nu ikke lov til. Så fandt de en gammel gummistøvle, fik lirket hugormen derned, bandt en snor om og bandt støvlen til en kæp, som de så bar det hele hjem på. Satte hugormen i et stort cementkar i drivhuset. Her kunne byens børn så mod betaling af 5 eller 10 øre få lov at komme ind og se den. Kort efter tog de den med i skole, hvor den blev sat i et terrarium, hvor den gik en tid. Men en dag var den alligevel væk. I støvet på gulvet efter et byggeri, kunne man se, at den havde bugtet sig væk. Hvor var den blevet af?

Det var også på den tid, farmor havde lært dem at lave askebægre og små skåle af ler og male dem. Det forstod de også at udnytte. De fik lavet sig et udvalg af askebægre skåle og krukker, lagde det på Mortens mælkebør og kørte op i byen, hvor de solgte deres varer. Og noget fik de solgt, folk morede sig over initiativet. Hvor længe de askebægre så holdt, er en anden sag.

Var der sne om vinteren var der en god kælkebakke på den store høj tæt ved Magnus’ ejendom. Senere, da de fik ski, var den selvfølgelig ikke høj nok, så de fik slæbt en gammel kassevogn op på højen, fik langt siderne vinkelret ned fra vognen, så de kunne få nogen fart på. Også ud over det hop, de byggede for at prøve et rigtigt skihop, om end det var i mindre format.

Magnus Nielsen var broder til Stinne Søndergaard, så der var megen samkvem og samarbejde mellem de to familier. Så alle 4 drenge havde ikke mindre end tre hjem at færdes i og holde til ved.

Det var i det hele taget et utrolig stort privilegium at vokse op et sådant sted som i Fåborg præstegård, med stort hus, vældig have, gård med dyr, plantager, og en stille rytme over livet, en befolkning i byen der var venlig og hjælpsom.

I huset havde vi altid en ung pige, de var som regel ikke ret gamle, næsten lige konfirmerede, for nogen stor løn kunne vi ikke give dem. Men de var godt oplærte i deres hjem, hvor de på gårdene og husmandssteder havde været med i arbejdet både ude og inde. De var ferme og pålidelige. De var som medlemmer af familien, deltog i ungdomslivet i sognet, gik til gymnastik og ungdomsmøder.

Jeg prøver at nævne dem. Rækkefølgen er nok ikke helt rigtig. Den er heller ikke så væsentlig.

Den første sommer havde vi som tidligere nævnt en nordmand, Vera, efternavnet har jeg glemt, forlovet med min gamle ven fra Studenterkredsen Halfdan Buhr.

Anna Lise Sørensen, datter af Thomsen Sørensen i Autrup, i 1951

Marie Johansen, Hans Johansen, Vrenderup, i 1952

Sørine Christensen, Aksel Christensen, Vrenderup.

Sigrid Juhl, Hans Juhl, Hjordkær.

Grethe Christensen, Martin Christensen, Tranbjerg.

Solvejg Sørensen, Thomsen Sørensen, Autrup, Nov 56-april 57

Kirstine Knudsen, Jeppe Knudsen, Nørre Agerbæk.

Anette Nielsen, Nielsen, Tvile

Hedvig Andreassen, Poul Andreassen, Rousthøje

Karen Johansen, Hans Johansen, Vrenderup, nov 1959-nov 1960

Bodil ? ? , Holsted

Else Jensen, Jensen, Størsbøl

Anne Dorte ? ?

Helga Rost Sørensen, lejrleder Rost Sørensen, Fuglsø

Kis Schou, fabrikant Schou, Vamdrup

Ud over pigerne havde vi en del konehjælp. Både til rengøring (Anna Ibsen) og til bagning og madlavning (Marie Hansen) og lidt til haven (Marie Thomsen). De boede alle tæt ved og var billige ! Vi var på den måde særdeles godt hjulpne. Det var ældre erfarne husmødre. Marie Hansen, som kom og bagte, når vi skulle have konfirmandforældre eller andre møder, tog 1 kr. i timen.!

Men der skete også noget i præstegården. Når et nyt hold konfirmander skulle begynde, holdt jeg en søndagsgudstjeneste i Fåborg kirke, hvorefter forældrene og børnene var inviteret i præstegården, hvor der blev serveret kaffe og kage og saftevand til børnene. Det var to gange om året, og det betalte vi selv. Men det var en god måde dels at lære folk at kende på, dels at gøre lidt gengæld for al den gæstfrihed, vi mødte i sognene.

Konfirmandstuen lå i det nordvestlige hjørne af det store hus. Der var en lille forgang, hvor tøjet kunne hænge. Selve rummet havde vægge malede i gulbrune farver. Der var en brændeovn og 4 store bænke med rygstød med plads til seks på hver og 2-3 uden rygstød. Bord og billeder var der intet af, men det havde jeg selv. Et stort rundt udtræksbord, hvorom der kunne sidde 24 var velegnet og passende billeder havde jeg også. Så det var efter datidens forhold ret brugeligt.

Der var et sommerhold. Det var børn, der lige var kommet ud af skolen. De blev udskrevet i april og oktober, når de var fyldt 14 år. Sommerholdet var aldrig så stort. Det var især børn fra Årre og Fåborg, der endnu var hjemme, eller måske kommet ud at tjene med den betingelse, at de skulle gå til præst. Konfirmationen fandt så sted i begyndelsen af Oktober.

Vinterholdet, og det var især børn fra Agerbæk skole, begyndte så i november og blev konfirmerede sidst i marts. De kom to gange om ugen tirsdag og fredag og var der godt 1½ time med et lille frikvarter. Vi begyndte med morgensang, salme, trosbekendelse og fadervor og endnu en salme. Grethe, tjenestepigen og drengene var med til morgensangen. Og så tog vi ellers fat. De havde endnu dengang en ret god undervisning i religion i skolen, så de var ikke uvidende og med baggrund i deres hjem var de også ret så positive. I forhold til konfirmanderne ved Grundtvigskirken var det en hel svir at læse med børnene her. Disciplinære vanskeligheder havde jeg egentlig ikke. Jeg havde trods alt lært noget af årene i København. Selvfølgelig kunne der være tilfælde, hvor jeg måtte rulle mig ud og sætte dem på plads. Nogle af holdene kunne være ret store, så de sad lidt tæt. Og der var fra gammel tid traditionsmæssigt et gammelt nag mellem drengene fra Agerbæk og de andre. Der var af og til slagsmål på vejen til og fra Fåborg. Mange af dem havde langt at cykle, fra de yderste ender i Kærbjerge og Debel var der ca. 10 km. Så de skulle tidligt hjemmefra for at være i præstegården til kl. 8. Men de beklagede sig ikke. Man var jo vant til at være tidligt oppe på gårdene. Var der megen sne, kunne det ske, at nogle ikke nåede frem. Men pylrede og forvænte var de ikke.

Efter morgensangen havde vi salmevers, ikke udenadslæren. Men vi sang et vers og snakkede om, hvad der stod i det, og det skulle de så næste gang fortælle igen. Jeg begyndte altid med salmen: Kirken den er et gammelt hus. Der var meget at snakke om, vanskelige ord, der skulle forklares, omvendt ordstilling, de skulle vænnes til. De skulle simpelthen lære at finde ud af, hvad der stod i en salme. Så gennemgang af gudstjenesten. Salmebogen. Gammel testamente med oversigt over Israels historie.

Ny testamente og bibelens tilblivelse. Lidt kirkehistorie og lidt om kirkens arbejde i mission og diakoni. Det var da begrænset, hvad man kunne nå, men man håbede, at lidt hang der på. I anden time læste jeg gerne en sammenhængende historie. I mange år var det Bjørnstjerne Bjørnsons En Glad Gut. Og anden passende litteratur, der kunne have tilknytning til emnet, jeg havde gennemgået i den første time.

Konfirmationerne var festdage. Undertiden var holdene fra Fåborg og Årre så store, at jeg måtte have to konfirmationer på en søndag, kl. 9,30 og kl.11

Selve konfirmationen foregik efter salmen efter prædikenen. Jeg holdt stående i kordøren en tale til konfirmanderne. Så sang vi Han Som På Jorden Bejler. Konfirmanderne samledes i koret, hvor vi i kor fremsagde trosbekendelsen. Konfirmanderne knælede ned og fik konfirmationsvelsignelsen, og et særligt skriftsted eller salmevers til hver enkelt. Jeg har stadig listerne med navne og skriftstederne fra hver konfirmation, og har af og til haft brug for at finde det ord, et barn havde fået. Enkelte gange i forbindelse med hans eller hendes begravelse, eller ved et bryllup. Senere ofte under besøg i hjemmene skulle jeg så skrive det pågældende ord i barnets salmebog.

Vi måtte sige nej til egentlige invitationer til konfirmationsgilder. Der var for mange. Derfor tog vi selve søndagen ud på korte besøg i hjemmene. Vi kunne på den måde nå en 4-5 hjem. Og det var meget festligt og givende. Man fik snakket med familien, beundrede gaverne, fik en kop kaffe eller et glas vin. Man var altid meget velkommen. Jeg forsøgte så at besøge andre af hjemmene de følgende aftener eller den følgende søndag, men det var sjældent, jeg nåede dem alle sammen. Desværre. Der var ca. 50-60 konfirmander om året. Det gav så god kontakt med hjemmene. Man lærte dem at kende på en anden måde end ved de tilfældige træf ved gudstjenesterne eller gilderne.

Senere, da skoleloven af 1958 blev gennemført, blev forberedelsestiden lagt om. Skoleåret begyndte med august, og det blev mest praktisk, at alle børnene gik til præst i 7. klasse og derpå konfirmeret omkring 1. maj.

Børnene fra Slebsager (Fåborg) og Årre skoler kom om tirsdagen og fra Agerbæk skole om fredagen. Og nu kun 1 gang om ugen, men i ca. 1 ¾ time fra kl. 8. En del forældre og nogle lærere foreslog, at præsten kørte til skolerne og havde timerne der. Men jeg var klar over, at det betød meget, at børnene kom væk fra skolemiljøet, oplevede at gå til præst. Det var ikke bare en anden religionslærer og time. Og de lærte præstegården at kende som et vigtigt sted i sognet. Heldigvis forstod menighedsrådene og ligeså de kommunale myndigheder også dette. Så det blev ordnet, at børnene blev kørt med bus til og fra præstegården. Det blev en god ordning. Vi indrettede det sådan, at der ikke var konfirmationsforberedelse fra 15. dec. til slutningen af januar. I den tid kunne skolerne så have nogle af de ekstrafag, der kun var afsat et mindre antal timer til. Og jeg havde lidt bedre tid til juleforberedelserne, og havde lidt frihed i januar, evt. lidt ferie. Men efterhånden var børnetallet så stort, at der var år, hvor jeg havde 4 hold om ugen. Det var lidt for meget. Man skulle gennemgå det samme stof 4 gange. Det kunne være lidt sløvende. 3 hold var allerede rigeligt.... men 4 ! Det var slemt!

Men da den nye ordning blev gennemført, havde vi for længst fået bygget ny præstebolig med en vel udstyret konfirmandstue.

Fortsættes i 5. del