Amenhotep har han kun været lidt over 20, da hans far, Ahmose, døde. Egentlig var hans ældste bror Ahmose-Sipeiri udset til at være tronfølger, men han døde før faderen. Han var først gift med sin søster Meryt-Amon, men allerede inden hun døde blev han gift med sin anden søster Ahhotep II. Ja, faktisk gik han virkelig til yderligheder ved også at gifte sig med sin tredje søster Sat-Kamose. Uden tvivl fordi han vidste at enhver som søstrene giftede sig med derved blev en ikke utænkelig rival til tronen, besluttede han sig til at gifte sig med alle tre selv. Som royale prinsesser gjaldt de selvfølgelig alle tre - ifølge den nye feministiske revolution - som gudehustruer og regerende dronninger og vi kan let forestille os hvordan problemet med forrang mellem de fem dronninger i paladset må have givet periodisk hovedpine for husets herre. Og al den kvindelige jammer, der må have været ved Ahmoses begravelse, som Amenhotep forrettede.

Amenhotep voksede altså op i et palads domineret af kvinder og der er grund til at tro at hans mor, Ahmose-Nefertari, der nu var midt i fyrrerne, og hans bedstemor, Ahhotpe, der nu var omkring 65, fortsatte med at styre med fast hånd for den unge konge. På en gravstele fra 24. april 1516, Amenhoteps tiende regeringsår, skriver finansministeren Kares nemlig:

"En befaling fra kongemoderen til skatmesteren, finansministeren og herolden Kares: kongemoderen Ahhotep befaler, at der skal bygges en grav for dig i Osiris hellige by Abydos. Der skal bringes dig dødsofre, således som en dronning gør for den, som hun elsker. Kares, som følger sin dronning hvor hun går, er sin herskerindes sande fortrolige til hvem skjulte ting siges, indviet i sin herskerindes planer, som forebringer sager i paladset, diskret i paladsets anliggender, som forsegler sin mund over det, som han hører, kongemoderens årvågne forvalter, Kares.

Når vores 120. tipoldemor i en alder af 75 kan have en sådan magt over finansministeren, tyder det på at paladset stadig i en vis grad styredes af kvinder.

Efter sejrene over Hyksos under faderen, havde den nye konge nu fået blod på tanden og valgte kongenavnet "Tyren som erobrer landene" for at understrege udenrigspolitikken i sit politiske program. Han gennemførte to større felttog i sin regeringstid. Allerede i sit første regeringsår stod han overfor det libyske oprør, der kronisk vendte tilbage hver gang en ny konge besteg tronen. Og siden hen trængte han længere sydpå i Nubien end sin far og påbegyndte den ægyptisering, der prægede landet under hele Det Ny Rige. Den tidligere nævnte søofficer Ahmose-søn-af-Ebana var stadig aktiv og skrev om dette togt:

"Jeg førte slagskibet med kong Amenhotep, da han drog til Kush for at udvide Ægyptens grænser. Hans majestæt fangede den nubiske høvding midt mellem hans egne tropper, og de blev bragt bort i lænker. De flygtende blev nedlagt som om de aldrig havde eksisteret. Ved den lejlighed stod jeg i spidsen for vore tropper og jeg kæmpede hårdere end forventet, hvilket kongen så. Jeg hjembragte to hænder, som blev overgivet ham. Kongen forfulgte så den nedkæmpede høvdings folk og kvæg og jeg tog en levende fange og overgav ham til kongen. På kun to dage sejlede jeg derpå kongen ned ad strømmen igen og blev belønnet med guld. Jeg hjembragte to slavinder som bytte foruden dem jeg gav hans majestæt og blev udnævnt til "Kongens livkæmper."

Under denne kampagne forstærkede han fæstningerne sydpå langs Nilen.

Bortset fra disse to småkrige, der mest var straffeekspeditioner, var Amenhoteps tid præget af fred. Interesseret i kunst og arkitektur, var han mest optaget af at oprette templer til guderne. Opfindsom og entusiastisk brugte han mange slags sten såsom alabast for at udføre kunstfærdige byggerier i Karnak tempelkomplekset i Theben. Her kan man stadig læse vor 118. tipoldefars egne ord over den hvælving, som han rejste til et af sine jubilæer:

"Kong Amenhotep gjorde dette til minde for sin far, Amon - rejste for ham en 400 tommer høj port foran templet af den fine kalksten fra Ayan."

For disse byggeaktiviteter blev Amenhotep straks efter sin død erklæret titulær gud af Amons præster, en hædersbevisning kun givet få faraoer. Faktisk erhvervede han sig så stort et ry som grundlæggeren af disse religiøse bygninger at han i generationer efter blev dyrket som gud. De blomstrende betingelser for landet, som gjorde dette muligt og som tillod hans efterfølgere at opnå så meget, skyldes for en stor del den ihærdighed med hvilken Amenhotep fortsatte og forstærkede Ahmoses politik.

Han var den første farao i Ægypten, der udtænkte en plan til at adskille hans egentlige grav fra hans mere fremtrædende begravelsestempel eller pyramide. Han var naturligvis bevidst om de stadig mere hyppige gravplyndringer og anlagte i stedet en klippegrav i en afsides dal i bjergene lige vest for Nilen i nærheden af Theben. Dalen blev siden da fast gravsted for det Nye Riges konger og Amenhotep er derved i dag nok mest kendt som grundlæggeren af den berømte Kongernes Dal. Da hans mumie blev fundet var den så smukt tilberedt at ingen ønskede at åbne den for at gøre medicinske studier f.eks. af indvirkningen af at være produkt af flere generationers søskendeindavl. Begravelsesritualerne havde udviklet sig under hans regering, og balsamørerne havde gjort sig stor umage med at forberede hans jordiske gudelige rester til evigheden - som et vidnesbyrd om deres hengivenhed for denne farao, der tydeligvis af sine samtidige blev betragtet som en god konge.

12. kapitel: Thutmosis I Akheperkare