Inden vi går i gang med denne guldalder skal vi lige se på en anden paladsrevolution, der udfoldede sig på det tidspunkt blandt folk på de allerhøjeste niveauer såvel som i de dybeste dunkle kamre. Nu var faraoerne nemlig blevet trætte af den "guldalderepoke," gravrøvere havde haft nede i gravkamrene med alt det herlige guld, der var bestemt for farao i efterlivet. Frem for at skilte med kæmpemæssige pyramider for den overdådige rigdom, de tog med sig i døden, blev deres sarkofager fra nu af gemt væk i hemmelige klippehuler.

Nogle af dem, som gravrøverne havde plyndret, var vore 124. tipoldeforældre, Sobekemsaf og Nubkas. De herskede i Theben i slutningen af Hyksosperioden og var sandsynligvis Tao II’s oldeforældre. Men da deres gravplyndrere blev fanget af Thebens borgmester Pawera’a, ved vi faktisk mere om hvordan det gik dem i døden end i livet. Og da jeg jo i denne bog tillader udsagn fra folk, der har haft direkte berøring med vores familie - selv af nekrofil art - synes jeg lige vi skal høre hvad den ene af røverne bekendte - selv om det kan virke lidt utiltalende at viderebringe tilståelser, der er fremkommet under tortur og vold:

"Det skete for fire år siden, jeg blev enig med de andre om at plyndre gravene, som vi havde gjort tidligere. Vi fandt kong Sobekemsafs grav, den var slet ikke som de grave, vi normalt plyndrede. Vi tog vores kobberværktøj og huggede en tunnel helt ind til den inderste del, og fandt dens underjordiske kammer. Vi tog fakler i hænderne og kravlede ind. Vi ryddede stendyngerne væk, som vi fandt ved indgangen til forkammeret, og fandt guden (kongen) bagest i sarkofagkammeret. Vi fandt også hans hustru, dronning Nubkas' gravsted ved siden af, idet det var beskyttet og sikret med en mur, dækket med stendynger. Vi ryddede også disse væk og fandt hende liggende på samme måde. Vi åbnede deres sarkofager og deres kister, som de lå i, og fandt denne konges ærværdige mumie udstyret med et krumsværd. Et stort antal amuletter og smykker lå om hans hals, og hans guldmaske dækkede hans ansigt. Kongens ærværdige mumie var helt dækket med guld. Hans kister var indvendig og udvendig smykket med guld og sølv og indlagt med forskellige kostbare stene. Vi rev guldet til os, som vi fandt på denne guds ærværdige mumie....og vi fandt dronningens smykket på samme måde. Vi rev alt til os, som vi fandt på hende, og vi satte ild til kisterne. Vi tog også gravgaverne med, som de havde hos sig, ting af guld, sølv og bronze, og delte dem mellem os. Vi delte også guldet, som vi havde fundet hos disse to guder, i otte dele. Til hver af os blev der 20 deben."

Jeg synes at det mest spændende i disse 8 gravrøveres adfærd var at de brændte ligene af vore forfædre, for mumiens ødelæggelse var den totale tilintetgørelse for ægypterne. Var det derfor et udtryk for foragt overfor farao og religionen eller blev det tvært imod gjort i en religiøs angst for at farao levede videre i underverdenen og ville straffe dem for tyverierne af hans gravgods?

- Fik alle faraoer så meget guld med?

- Ja, og mange af dem fik meget mere. For du må huske på at Sobekemsaf var en ganske ubetydelig farao, der kun regerede i kort tid i den sydlige del af landet i en fattig tid mens Hyksoskongerne sad oppe i deltaområet. Da alle gravene næsten blev plyndret på lignende vis skabte det derfor en verdenssensation da ægyptologen Howard Carter i 1922 fandt en uplyndret grav og deri kunne se hvor meget guld en fuldstændig ukendt konge som Tutankamen fik med sig i efterlivet. Som historikere kan vi glæde os over at faraoerne gjorde en sådan stads ud af sig selv da næsten alt hvad vi ved om den tid stammer fra gravene. Men som rettænkende mennesker kan vi kun forarges over hvordan de udplyndrede deres befolkning - og glæde os over at det lykkedes en lille del af folket at tilbageerobre og omfordele værdierne lidt gennem tyverier, omsmeltning og videresalg af værdierne. Det meste af guldet er på den måde blevet brugt igen og igen af andre faraoer og ypperstepræster og ligger i dag i Fort Knox og alverdens banker.

I Sobekemsafs og Nubkas tilfælde stod røverne i ledtog med ypperstepræsten i Karnaktemplet, som sikkert har vejledet dem. Men selve det "beskidte" arbejde blev udført af arbejdere og bondesønner. Inden vi bestiger vor faroniske families guldalderhøjder vil jeg derfor tillade mig - i et forsøg på at holde tungen lige i munden - kort at beskrive forholdene for vore millioner af navnløse forfædre, bønderne, som gennem deres konstante, udholdende, anstrengende, ikke-anerkendte, ofte foragtede og altid dårligt belønnede slid skabte faraoernes værdier og gav Ægypten en førende position i antikken. De kæmpede sig gennem et liv i armod, afsavn og fysisk nedslidning og døde uden at efterlade sig noget spor i denne verden. Deres lig blev blot efterladt langs randen af ørkenen eller smidt i et hul i sandet uden så meget som den ringeste gravsten til at minde om deres navne. Fra fødsel til død var bønderne bundet til jorden af dens ejere uden mulighed for at slippe væk. Om de arbejdede på faraos statslige jord, på templernes marker eller for en godsejer gjorde ikke den store forskel for dem. For når bonden havde overlevet diverse naturkatastrofer og høsten begyndte at få guldets farve, var han vis på at blive invaderet af en hær af uundgåelige skatteinspektører med deres følge af vurderingsmænd, skrivere og tjenere, der kom for at opmåle markerne, beregne høstafkastet og fastsætte skatten. Selv når høsten slog fejl forventedes det at han havde lagt noget af det hårdt tjente korn tilside til skat. Som oftest var de ude af stand til at møde deres skatteforpligtelser og skatteopkræveren mishandlede bønder i restance på det forfærdeligste. De blev slået, bagbundet og "druknet" i vand, selv deres familie blev ofre for denne brutalitet. På gravvægge vises igen og igen hvordan den ulykkelige skatteskyldner bliver afstraffet ved at få flået tøjet af og blive udstrakt på jorden og derefter pisket næsten bogstaveligt til døden. For at understrege intensiteten afbildes hans kone forgæves bønfaldende om nåde på sine knæ.

Men skatterne var ikke engang det værste for bonden. Der var også hoveriarbejde, et system af ubetalt statsligt tvangsarbejde, som bonden når som helst kunne blive indkaldt til for at bygge kanaler, veje, prangende bygninger, templer og pyramider. Samt til militærtjeneste. Fra tidernes morgen fortsatte dette tvangsarbejde i Ægypten helt til det blev afskaffet for kun hundrede år siden.

Erhvervssygdommene, der hørte med, har også kunnet ses op til vore dage. Ørkensandet gjorde landsbyerne fulde af blinde eller halvblinde, den konstante vaden i kanaler og mudder gav næsten alle bilharziosis ligesom leverbetændelse, amøbedysenteri og guinea orm florerede.

Alt hvad bonden fik for sit hårde halvliv var en jordhytte, et par håndfulde mel og - et par gange om måneden - lidt olie. Hans største løn var - dengang såvel som i dag - foragt. En vis bedrestillet Duaf-khety tager f.eks. sin søn til hovedstaden for at få ham i en statsskole for skrivere og på rejsen beskriver han for ham hvor usselt livet er for dem der ikke bliver skrivere:

"Bonden jamrer sig hele tiden, hans stemme er hæs som ravnens skrigen. Hans fingre og arme er betændte og stinker umådeholdent. Han er udslidt af at stå i mudder, hans klæder er laser og pjalter. Han har det ligeså godt som man har det blandt løver; er han syg lægger han sig blot på den sumpede jord. Når han tager fra marken hjem om aftenen er han helt udmattet af vandringen."

På skriverskolen bliver eleverne yderligere indoktrinerede med dette hjerteløse syn ved at skulle sidde og øve sig på "formålslitteratur" om deres egen priviligerede stilling:

"Bliv skriver. Det vil redde dig fra hårdt arbejde og beskytte dig mod at bære hakke og kurv. Lad mig blot minde dig om bondens forfatning, når kontrollørerne kommer for at vurdere høstskatten, og slanger har taget halvdelen af kornet og flodheste og grådige spurve spist resten. Resterne af korn på tærskegulvet er væk, taget af tyve. Hvad han skylder for de lejede okser kan han ikke betale, og okserne, ja, de døde af for megen pløjning og tærskning.

Og netop så ankommer skriveren på flodbredden for at fastsætte høstskatten med en hær af hjælpere med køller og nubiske politimænd med palmestave. De siger: "Vis os så kornet!" Men der er ikke noget tilbage, så bonden bliver nådesløst pryglet. Han bliver derpå bundet og kastet på hovedet i en mudderpøl. Hans kone bindes i hans nærvær og hans børn lagt i lænker. Men skriveren kommanderer med dem alle. Den som arbejder med at skrive bliver ikke beskattet. Mærk dig det godt!"

Når man læser disse beskrivelser forstår man godt hvad der kunne få en bonde til at give op, flygte fra familie og alt og i urostider tilslutte sig omstrejfende bander.

- Men hvorfor behandlede man dem så dårligt når de ingenting havde?

- Disse læretekster for skrivere viser tydeligt hvordan undertrykkelse har fungeret gennem hele historien. Skriverne var jo den tids embedsmænd og det er helt tydeligt at de indoktrineres til at føle vedvarende angst for at "falde" ned til bøndernes fortvivlede stade og således langsomt manipuleres ind i en undertrykkerrolle, som forklarer den grusomhed, de er i stand til at udøve overfor dem. En embedsmand, som skriver til sin herre, der administrerer statens jord, viser hvordan man hundsede med bønderne i sin overivrighed efter at vise sin hengivenhed for sin egen herre:

"Jeg udfører med yderste jernhårde nidkærhed hvert hverv som min herre har betroet mig. Jeg skal ikke lade min herre finde fejl hos mig. Høsten af faraos kronland, som er under min herres myndighed, udføres med yderste flid og omhyggelighed. Jeg noterer hvert eneste æselbårne kornlæs ned og kommanderer transporten hjem til tærskegulvet. Ved middagstid, når kornet er varmt, sætter jeg alle til at sanke - bortset fra skriverne, som bærer deres daglige kvote fra tidligere sankning hjem. Jeg giver brød til alle høstmændene og olie tre gange om måneden. Ingen kan gøre indvendinger imod mig overfor min herre."

Teksterne viser klart hvordan sådanne herrers agenter, som mange andre i denne utrygge mellemklasse - dengang såvel som i dag - kunne manipuleres til at handle tyranisk overfor deres undergivne, mens man også forstår hvordan de egentlige undertrykkere, feudalherrerne og farao, uden egentlig berøring med lidelserne de forårsagede, kunne gå i graven med flotte gravskrifter over deres eget virke som:

"Jeg var nådig, gavmild og evigt elsket, en hersker der blev forgudet af mine undersåtter. Jeg gav til de sultne....osv"

Uophørligt hårdt slid, elendig betaling, afsavn, fattigdom, sult, kronisk dårligt helbred, uhumske boligforhold, hovne godsejere, tyngende skatter - hver af disse ulykkelige omstændigheder, der plagede bønderne fra vugge til grav var hårde nok at udholde. Men summen af dem knækkede bønderne fuldstændigt i sjæl og krop og reducerede dem til en tæmmet okses niveau, underdanig, tålmodig, forkuet og træg. Bønderne var klar over at de måtte kæmpe og arbejde ihærdigt for at leve, og at de måtte lide. Det var deres lod. De kendte ikke bedre. Udover denne skæbne havde de ingen udsigter og søgte ingen. Hvis nogen havde prøvet, ville de have løbe hovedet mod en mur.

At leve uden nogen form for håb om bedre tider - ubønhørligt lænket for livet til bunden af den sociale rangstige - var det mest bedrøvende i deres plagede liv. Men var de nogensinde selv klar over det? Født som bønder var de stigmatiserede som så og forblev derfor til deres dages ende ydmyge, udhungrede slidere uden egen vilje - kommanderet rundt med, koster omkring og knoklet ned til det yderste. Og ikke desto mindre afskyede af alle og uden nogens medfølelse.

Sådan var livet for dem, som skabte faraos guld og enorme rigdomme og som skabte grundlaget i gennem årtusinder for at andre kunne få varige navne så at jeg overhovedet kan fortælle denne familiehistorie. Jo, vi kan føle dyb fortvivlelse over at møde plyndrede grave og over alle de kunstværker der er blevet ødelagt i tidens løb - ja, over nutididige bønders salg af værdifulde papyrus bevidst revet i småstykker for at kunne tjene så meget som muligt på rige vesterlandske turister. Men - ret beset - må vi også glæde os over at det ind imellem er lykkedes dem at røve lidt tilbage af det som blev frarøvet dem.

11. kapitel: Amenhotep I Djeserkare