Sesostris III var kun ca. 30, da hans gamle far døde, og var sikkert en af hans yngre sønner. Han nåede ikke at blive sam-regent som de tidligere faraoer i det 12. dynasti og var muligvis i virkeligheden Sesostris II's barnebarn. Traditionen taler for at der skulle have været en Amenemhat her - måske død i en tidlig alder - og altså skydes en ekstra generation ind i vores stamtræ.

Til gengæld fik den unge Sesostris en lang glorværdig regeringstid på 35 år. "Glorværdig" var dog givet ikke betegnelsen hos vore navnløse forfædre i nabolandene, for han var i modsætning til de andre faraoer i dette dynasti en udpræget kriger. Og de første han gik til angreb på var netop hans tipoldemors sorte slægtninge i Nubien, som under hans to forgængere var blevet en stigende trussel. Truslen har dog nok ikke været mod selve Ægypten, men snarere mod dets umættelige appetit for Nubiens guld. Nubierne har sikkert kun forsvaret sig ved at angribe de guldekspeditioner faraoerne sendte ud og fæstningerne de byggede længere og længere sydpå for at beskytte disse. Med tiden har faraoerne vænnet sig til at dette guldland mod syd var deres naturlige ret og råderum og Sesostris er derfor uden tvivl i barndommen blevet opflasket med et yderst negativt syn - nutiden ville kalde det racisme - på de irriterende "negre" (nehsiu), som stod i vejen. Ligesom under Vestens kolonialisme flere årtusinder senere var et sådant syn på afrikanerne et nødvendigt og uundgåeligt udslag af undertrykkelsen. Således er vejen banet for at man uden skrupler let kan udrydde de koloniserede og endog udføre massakrer. Vores 133. tipoldefar var faktisk historiens første kolonisator, men lod ikke eftertidens meget efter. Da hans koloniadministrator Djefa-Hapi døde - med en status som en senere Hastings i Indien - lod han sig begrave på en ganske uægyptisk måde ved den yderste nubiske udpost. Omkring hans kiste i gravkammeret blev næsten 300 nubiske mænd, kvinder og børn placeret med deres potter og pander og personlige ejendele. De var blevet ofret under begravelsesfesten - enten gennem forgiftning eller ved kvælning - en massakre, der næppe kan have gjort de ægyptiske overherrer elskede blandt Nubiens sorte. Et imperiums udposter bliver jo sjældent ledsaget af den humanitet som praktiseres i hjemlandet, hvor der ikke fandtes så inhuman en gravskik. For ægypterne lagde netop under Det Mellemste Rige megen vægt på social retfærdighed og individuelle rettigheder. Deres høje moralske begreber udtrykkes tydeligt på deres gravsteler som på denne for statsministeren Intef:

"Jeg var en ven af de ringe, liflig i elskværdighed mod de fattige. Jeg var en trøster for den sultne, der ikke ejede noget, rundhåndet mod de små. Jeg var en, der var kendt af den oversete, som lærte en mand, hvad der var nyttigt for ham. Jeg var en, der talte i retfærdighedens hal, en, der var veltalende i den fortryktes anliggender."

Når jeg hører sådanne moralbegreber udtrykt igen og igen - 2000 år før Jesus - kan jeg ikke andet end konkludere at Jesus blot blev endnu et talerør for denne indre godhed, som mennesket altid har rummet og haft som ideal - vel at mærke når det levede i trygge omgivelser med en sund harmonisk opvækst (hvilket selvfølgelig de færreste i vores familie har haft). Ligesom hos de senere kristne undertrykkere er det derfor fascinerende at se de moralske dilemmaer vore forfædre har været i når deres dybere egoisme og magtsyge alligevel har fået dem til at foretage sig de grusomste overgreb. Racisme, nationalisme, sexisme o.s.v. blev deres behændige midler til at udvikle fjendebilleder overfor dem, der ikke var værdige til at nyde godt af deres eget "høje" idealbillede om retfærdighed, og som tilmed måtte undertrykkes eller myrdes i selve idealets navn. På sin jagt efter Nubiens guld og myrra udtrykker Sesostris III som den første i vores familie på mesterlig vis dette dilemma:

"År 16 i den tredje vintermåned satte min majestæt sin sydgrænse ved Heh. Jeg har sat min grænse, idet jeg nåede længere frem end mine forfædre; jeg har forøget det, som blev mig overgivet. Jeg er en konge, som taler og handler derefter; hvad mit hjerte udtænker, det sker ved min hånd. Jeg er en, der raser for at erobre og ..... for at bevare, i hvis hjerte en sag ikke sover. Jeg er en, der hjælper den elendige og står den sagtmodige bi, men som ikke er mild mod fjenden, der angriber ham. Jeg er en, der tager offensiven mod den, der vil angribe, og som forholder sig i ro når freden hersker; som besvarer en udfordring efter hvad den er. Thi den, der tier efter et angreb, styrker fjendens mod. Thi det er usselhed at vige tilbage og virkeligt fejt at fortrænges fra sin egen grænse. Eftersom negeren lytter til mundens tale, kan den der prompte svarer ham, bringe ham til at vige tilbage. For når man går ivrigt løs på ham, vender han ryggen, men når man viger, så går han straks løs på én. Det er ikke et folk af stor styrke, de er elendige og af en dårlig karakter. Min majestæt har set dem; det er ingen usandhed."

Sesostris behov for at understrege at han ikke lyver viser tydeligt at han lyver overfor sig selv og sine egne idealer, for ingen ægyptere ville jo betvivle en faraos og guds ord. Billedet han giver af Nubiens sorte minder næsten ord for ord om det der blev brugt i kolonialismens England og Frankrig, men som stod i skærende kontrast til de øjenvidneskildringer rejsende i Afrika såsom Mungo Park bragte hjem om ligeværdige afrikanere før imperialismens tidsalder gjorde det nødvendigt at ændre syn på de "indfødte". Og formålet med at levere et sådant racistisk billede til de pæne, dannede mennesker i hjemlandet var naturligvis det samme, thi umiddelbart efter fortsætter Sesostris:

"Jeg tog deres kvinder til fange og bortførte deres undergivne. Jeg ødelagde deres brønde og nedslog deres okser. Jeg rev deres korn op og satte ild til det. Såsandt min fader lever for mig, så taler jeg sandhed; det er ingen løgn, som udgår af min mund.

Hvad angår enhver af mine efterkommere, som vil styrke denne grænse, som min majestæt har fastlagt, så er han min søn, født i mit image. Men den, der vil opgive den og ikke kæmper for den, han er ikke født af mig."

På en tavle ved Semneh - en af de kæmpestore fæstninger Sesostris lod opføre langs Nilvejen sydpå - fortæller han os om sin tredje kampagne mod Nubien, at hans soldater stjal negrenes høst og brændte hvad de ikke kunne bruge. Men på tavlen afslører han samtidig at dette ikke blev gjort på grund af nogen fjendtlig handling fra negrenes side, men fordi de havde opført sig "på en provokerende måde" - et udtryk der psykologisk minder om de amerikanske racisters "uppity nigger" - hvorfor det var bedst at slå først og give dem den kamp de "tilsyneladende ivrede efter."

I Bubastistemplet er fundet en anden, men næsten ødelagt tekst, hvori Sesostris fortæller om hvordan han personligt nedkæmpede negerstammerne og endog slog nogle af fangerne ned med sit kongelige scepter.

Disse vellykkede krige mod de sorte ophøjede tilsyneladende Sesostris til en position som nationalhelt mens han overfor de underkuede nubiere på ægte imperialistisk vis blev fremstillet som en "beskyttende" guddommelighed. Der er fra den tid bevaret talrige steler fra stormændenes grave, hvorpå kongen hyldes netop for disse voldelige sider:

"Hil dig, du vor Horus, som beskytter landet og udvider dets grænser; du som indtager fremmede lande med dine to arme og dræber barbarstammer uden at behøve at slå med sceptret; du, som afskyder pilen, uden at strengen spændes, hvis skræk nedslår troglodytterne i deres land; du, hvis frygt dræber barbarerne, og hvis sværd bevirker, at tusinder af barbarstammerne dør...; du hvis tunge binder Nubien i lænker og hvis ytringer sender negrene på flugt...."

Sesostris III byggede to gravsteder til sig selv. 
Det ene nede ved Abydos blev dog plyndret allerede i antikken. Men i hans store pyramide ved Dahshur, hvor han blev begravet sammen med dronning Nofrethent og prinsesserne Ment, Sentsonb, Meryt og Sithathor blev der fundet store rigdomme. De viser igen at dette dynasti var et kunstnerisk højdepunkt, hvorunder livet i de højere klasser blev levet under så gode og så charmerende betingelser at selv nutidsmenneskets kræsne sind let fristes af en slags misundelse overfor disse, vore forfædre ved Nilen for 4000 år siden.

Den græske historiker Herodot regnede 1500 senere Sesostris III som en af Ægyptens største faraoer og hvad angår indvindingen af ny jord i selve Ægypten - som vi skal høre mere om under hans efterfølger - må man nok give ham ret. Men min målestok er dog en lidt anden hvad angår de menneskelige følger, som hans grænseudvidelse mod syd må have haft. Og mod nord var han den første farao nogensinde, der lavede et plyndringstogt ind i Syrien og derved engang for alle brød med Ægyptens ældgamle tradition for at leve i fredelig isolation.

4. kapitel: Amenemhat III. Nima'atre