Nu skal du høre om den måske allerstørste farao i hele Ægyptens historie, Lalou. Men også om hvordan han opnåede sin storhed ved hjælp af et andet af vore familiemedlemmer, som er så berømt at børn over den halve verden kender ham. Amenemhat III var kun ca. 20, da han blev farao efter den 70-årige Sesostris, men i de senere år har ægyptologer ment at de måske herskede sammen i de sidste 20 år af dennes liv.

Modsat sin far var Amenemhat en fredens mand. Han bekymrede sig udelukkende for sit folks velfærd, som han øgede i en sådan grad at ægypterne den dag i dag nyder godt af hans værk. Mens Sesostris havde bygget militære kanaler for at kunne føre sine krigsskibe udenom Nilens vandfald mod Nubien i syd, byggede Amenemhat kanaler for at føre vandet fra Nubien ind i ørkenen mod nord og give denne liv.

For at forstå betydningen af hans værk, er det på sin plads at fortælle lidt om bøndernes liv i Nillandet. De levede i en meget delikat balance med floden. For at få helst to afgrøder om året i den smalle floddal skulle de både overrisle og dræne markerne. Den årlige stigning af Nilen og det frugtbare slam, den førte med sig, skulle udnyttes til overrisling af så store arealer som muligt og derefter afvandes for at vaske saltene fra undergrunden væk. Markerne der lå tættest på Nilen var i oversvømmelsestiden helt omgivet af vand og måtte derfor beskyttes af diger, så den frugtbare muld ikke skyllede væk. Digerne skulle også lede vandet op til de højereliggende marker. Det kæmpemæssige arbejde med at organisere dette enorme digeprojekt med bassiner, der blev overrislet af et netværk af kanaler var allerede blevet iværksat af kongerne i Det Gamle Kongerige og tidligere. Digerne var tilligemed den tids landeveje, som man tørskoet kunne færdes på i oversvømmelsestiden. Det var bøndernes opgave at vedligeholde digerne, idet det kunne medfører katastrofer hvis nogen sjuskede. For at en bonde ikke skulle påstå at det var en nabo, der ikke passede sit dige rigtigt, var det vigtigt at det hele var under opsyn af myndighederne. Dette var en vigtig grund til at der i reglen udbrød hungersnød når faraos magt svækkedes.

I det Mellemste Rige var faraos magt derimod blevet gradvist stærkere og det kom under Amenemhat III bønderne til gode. Syd for Memphis lå på hans tid en stor sø, Moeris, midt i et kæmpemæssigt sumpområde. Området kunne ikke opdyrkes skønt Nilen hvert år skyllede vand ind over det og aflejrede frugtbart mudder, men vandet kunne ikke løbe derfra igen. Amenemhat indså behovet for mere dyrkbart jord og iværksatte en serie hydrauliske systemer for at opdyrke hele denne sump, som hed Faiyum. Hans ingeniører tappede Nilen ca. 300 km oppe ad floden og gravede en kanal - "Josefs kanal" - gennem hvilken vandet i oversvømmelsestiden kunne ledes ind i Faiyum-bassinet, hvor det blev holdt tilbage med sluser for derefter at føres tilbage til Nilen samme vej. Derved kunne de holde så meget vand tilbage til Nilens lavvandede tid at dennes volumen næsten fordobledes. Altså lykkedes det i nogen grad for vores 132. tipoldefar i oldtiden at regulere Nilen og undgå hungerskatastrofer - ligesom den store Aswandæmning, som Ægypten næsten 4000 år senere måtte have Sovjetunionens hjælp til at konstruere.

Men også Amenemhat måtte have udenlandsk hjælp til at føre sine drømme ud i livet - og.... ja, sågar til at tyde dem. Hør blot:

"....senere havde Farao en drøm: Han stod ved Nilen, og op af Nilen steg syv smukke og velnærede køer. De gav sig til at græsse mellem sivene. Efter dem steg syv andre køer op af Nilen, grimme og magre. De stillede sig ved Nilens bred ved siden af de første køer. De grimme og magre køer åd de syv smukke og velnærede køer. Så vågnede Farao...." (I Mos 41, 1-4)

Ja, Lalou, det er nok en af verdens mest berømte drømme og du havde nok ikke drømt om, da du hørte den i det man i min barndom kaldte Bibelhistorie, at den havde noget med dine egne forfædre at gøre - ja, at den vel var andet end blot en smuk bibelsk billedlig fortælling. Faktisk er det også først i din levetid her i de aller seneste år at ægyptologerne har været i stand til at "tyde" denne drøm - altså at placere den i historisk virkelighed. Men lad os først høre hvad Bibelen videre sagde:

Da farao ikke kunne tyde sin drøm - som jo passer fint ind i Amenemhats historiske virkelighed med at tæmme Nilen - fortæller én af hans ansatte ham om at han sammen med en anden, der også var faldet i unåde hos farao, havde siddet i fængsel sammen med en vis hebræer. Denne havde enten gennem egen indsigt, eller mere sandsynligt ved at have fået et praj fra lokalforvalteren, som han stod nær, været i stand til "at tyde deres drømme" - altså at fortælle dem at den ene ville blive løsladt og den anden henrettet. Nøjagtig sådan gik det dem og den embedsmand, som var blevet løsladt og nu genindsat ved hoffet rådede nu kongen til at sende bud efter denne fange, idet han fremhævede at han var søn af en meget rig og indflydelsesrig asiatisk høvding, men var blevet solgt som slave til Ægypten af sine brødre. Fangen var nemlig, Lalou, ingen anden end Josef, søn af din 124. tipoldefar patriarken Jacob!

Josef blev nu hentet til paladset, hvor han tolkede faraos drøm om køerne: først ville der komme 7 år med overflod og derpå 7 år med hungersnød. Derfor rådede han farao til at udpege en forstandig mand til at stå for indsamlingen af en femtedel af afgrøden i de 7 overflodsår.

Vi skal se nærmere på den smukke historie om Josef i kapitlet om israelitterne og her blot se på de historiske kendsgerninger, ægyptologerne er kommet frem til. Der synes i dag ikke længere at være tvivl om at det var faraoen Amenemhat III, som kastede sin kærlighed til Josef og gjorde ham til sin statsminister i en alder af 30 - ca. år 1832 f. Kr. Til trods for ægypternes foragt for fremmede var dette ikke uhørt. En senere farao - vores 114. tipoldefar, Akhenaten - gjorde ligeledes en jøde ved navn Yanhamu til imperiets højkommissær ligesom vores 109. tipoldefar, farao Merenptah, gjorde den semitiske Ben Ozen til sin hofmarskal. De var de første af de mange jødiske statsmænd i fremtrædende roller i "fremmede" regeringer gennem de næste 3000 år. Sidst har vi i vores egen familie set det med min 4. grandfætter, den kendte norske udenrigsminister Edward Bull.

Det interessante ved Josef er snarere at han bliver statsminister med en erklæret fremmed, "jødisk" holdning 640 år før jøderne selv får en national identitet med egen konge og ministre - en national identitet der i høj grad var et produkt af diskriminationen, som Josefs efterkommere senere må lide i det selvsamme land der løfter ham selv til de højeste tinder. Denne underlige skæbne af relativ succes og irrationel diskrimination synes at forfølge "Herrens udvalgte folk" lige fra den ældste patriark, Abraham's udvisning fra Ægypten til vore dage. Og i denne usikre tilstand går der som en rød tråd i et flertal af jødiske statsmænd - fra Josef til den rabiate ungdomssocialist Edward Bull - et stærkt venstreorienteret engagement affødt af den intuitive bevidsthed om at uden folkets velvære væltes dets smertesophobniger straks over på minoriteterne. Vejen gik i reglen gennem kravet om en stærk statsmagt og skal vi tro Biblens ord har Josef i så henseende ikke stået tilbage for sine jødiske efterkommere, Marx og Lenin:

"Josef samlede alle de penge, der fandtes i Ægypten og i Kana'an, de penge, som var indkommet ved salg af korn; dem bragte han til faraos palads. Da pengene slap op i Ægypten og Kana'en, kom alle ægypterne til Josef og sagde: "Giv os brød! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig? Der er ikke flere penge." Så kom de med deres kvæg til Josef. Og Josef gav dem brød for deres heste, deres får og køer og deres æsler. Det år forsynede han dem med brød for deres kvæg.

Da det år var forbi, kom de året efter og sagde til ham: "Vi vil ikke skjule for dig, herre, at pengene er sluppet op, og vores kvæg har du fået, herre. Vi har intet andet at give dig, herre, end vores krop og vores jord. Hvorfor skal både vi og vores jord dø for øjnene af dig? Køb os vores jord for brød, så vi bliver trælle for Farao sammen med vores jord. Giv os såsæd, så vi kan leve og ikke dø, og så jorden ikke ligger øde hen."

Så købte Josef al Ægyptens jord til Farao. Hver ægypter solgte sin jord, for hungersnøden var hård. Sådan kom landet til at tilhøre Farao, og folket gjorde han til trælle i hele Ægypten fra den ene ende til den anden. Kun præsternes jord købte han ikke, for præsterne fik deres faste ydelse fra Farao." (I Mos 47: 13-22)

De fleste ægyptiske detaljer i beretningen om Josef forekommer autentiske. Selv detaljer som den hest og vogn Josef får stillet til rådighed af farao (I Mos 41:43) skal vi senere se kan være rigtige – skønt man hidtil har ment at heste først kommer til Ægypten i Hyksostiden. Billedet er næsten parallelt med den ubegrænsede magt en senere Lenin, Mao eller Pol Pot tilraner sig under tilsvarende sultkatastrofer. De seneste års ægyptologer er tilbøjelige til at mene at Amenemhat III regerede de første 20 år sammen med sin far Sesostris og i så fald passer Josefs centralisering af magten nøjagtigt med den vi ved der fandt sted i Sesostris sidste år med knusningen af nomarkerne - en centralisering, der under alle omstændigheder fortsatte under Amenemhat.

Allermest fascinerende er det at ægyptologerne i dag med uhørt nøjagtighed kan fastslå tidspunktet for sultkatastrofen. Ved sin nye sydlige grænse til Nubien havde Sesostris III bygget to fæstninger, Semna og Kumna, på hver side af Nilen ved en smal slugt med stejle klippevægge. Her var man fra Amenemhats tredje regeringsår i 1840 f. Kr. begyndt at måle Nilens vandstand i oversvømmelsestiden. Omkring de år, hvor Josef kom til magten fortsættende indtil nøjagtig syv år efter kan man se at Nilen gik uhørt højt op til 17 meter over lavvande mod en gennemsnitlig højde på 12 meter. Det har betydet at Ægyptens marker i de år har fået langt mere vand og slam end normalt og at nye ørkenområder har kunnet opdyrkes. M.a.o. betød det "fede køer" og tider for bondebefolkningen. Men så i 1824 sker der en pludselig forværring og igennem de næste 12 år når Nilen sin højeste vandstand nogensinde med et gennemsnit på 21 meter over lavvande. 

Hvis vi ser bort fra de særlige afrundede tal - 7, 12 og 40 - som Biblen altid opererer med, harmonerer Josefs drøm altså fint med virkeligheden og det er let at forestille sig at dette har været dråben, som Nildalens fintfølende netværk af diger ikke kunne klare. Som den amerikanske specialist i antikke klimaer, Barbara Bell, overbevisende argumenterer, har så høje floder med tre til fire gange en normal oversvømmelses vandmasser næsten med vished medført en periode med hungersnød. Dels er diger og landsbyer blevet skyllet væk og dels har vandet stået for længe på markerne til at man kunne plante. Denne langvarige naturkatastrofe mener man er årsagen til at Amenemhat III på alle statuer afbildes i dybeste alvor. Men samtidig som den omsorgsfulde landsfader. Det er også betegnende at Amenemhats datter Sobekneferure som den første nogensinde bliver opkaldt efter Nilens krokodillegud Sobek ligesom en stor del af vore forfædre i det efterfølgende dynasti bliver det. I en anden gren af vores familie optræder vores 136. tipoldefar, Sehetep-ib-seneb, som den første præst for Sobek i netop de samme år.

Hvordan det lykkedes Josef at redde landet gennem denne katastrofe stemmer også overens med Biblens billede af en tvangscentralisering. Umiddelbart ved siden af den tidligere nævnte "Josefs kanal" - som den dag i dag hedder Bahr Yussef - lå i oldtiden et af verdens største bygningskomplekser. Græske besøgende som Herodot, Diodorus og Strabo kaldte det for den ægyptiske Labyrint, da det mindede om det kæmpestore palads Knossos på Kreta. Herodot siger:

"Jeg har set det med egne øjne og i sandhed kan ingen ord beskrive dets vidunder. Skønt pyramiderne var større end ord kan fortælle og hver af dem kommer på højde med mange af de største monumenter bygget af grækerne, overgår dette labyrintiske bygværk selv pyramiderne. Det har 12 overdækkede pladser....der er 3000 værelser, 1500 ovenpå og 1500 under jorden. Værelsernes udløb og forvirringen af gange hid og did mellem pladserne var et endeløst vidunder for os da vi passerede fra plads til værelse og fra værelse til søjlegang og fra søjlegang til endnu flere værelser og derpå til flere pladser."

Sådan så det ud i hvert fald indtil Kristi fødsel, men i middelalderen brugte man stenene til Kairos kirker og senere til en lokal jernbane. Uden mulighed for at se andet end de sørgelige rester troede ægyptologer derfor tidligere at det blot drejede sig om begravelsesbygninger opført i forbindelse med Amenemhats pyramide lige ved siden af. Men i 1995 gjorde ægyptologen David Rohl forskellige opdagelser, der ingen tvivl lader tilbage om at det drejede sig om selve Josefs og Amenemhats store administationscenter. Bl.a. var det blevet bygget før pyramiden og dets arabiske navn, Hawara, viste sig at være det samme som Avaris i Nordægypten, der betød "Ministeriets palads".

Bygningerne viste at der var sket en voldsom reorganisering af magten under Josef og Amenemhat, hvor der blev oprettet tre regionale departementer; et i Avaris i Nord, et i Hawara med direkte udsyn over Moerissøen og Josefkanalen i midten og et i Theben i syd. Meningen med disse departementer har, som Biblen siger, været at centralisere magten for at kunne organisere bøndernes arbejde for staten mod at disse til gengæld modtog korn fra staten efter behov.

De 12 indendørs pladser, som Herodot beskrev, svarede nøjagtig til antallet af 2. departements amter eller "nomer", som "nomarkerne" tidligere havde styret næsten selvstændigt. For at forhindre en gentagelse af den hungersnød, der havde hærget i den første mellemtid, hvor disse lokalfyrster havde haft uindskrænket magt, slår Josef nu hårdt ned på dem for at kunne monopolisere Ægyptens kornforsyning med ligelig fordeling for øje. Som en anden Lenin gør han en brat ende på provinsguvernørernes arvelige embeder og erstatter dem med loyale embedsmænd. Med et slag erstattes det gamle adelskab med en middelklasse af embedsmænd og håndværkere. Pludseligt opstår der i ægyptisk sprog ord for "byboere" eller "borgere".

Der er ingen tekster som fortæller om denne revolution, der må have været så meget mere bitter fordi familierne, der blev udstødt fra den politiske arena, ofte var intimt forbundne med kongehuset gennem blodbånd og venskab. At Josef - som så mange senere revolutionære - tyede til vold for at føre sine visioner ud i livet er der nok ikke megen tvivl om. På sin gravskrift afslører f.eks. Sehetep-ib-Re - en af disse tidligere arvefyrster der nu er blevet skatteindkræver for kongen - hvor vigtigt det er at rose Amenemhat III for selv at overleve:

"Tilbed kongen Amenemhat i jeres indre, hans øjne gennemskuer enhvers indre. Han forfrisker jorden mere end den store Nil, eftersom han har fyldt Ægypten med liv. Kæmp for hans navn, rens jer ved at sværge ved hans liv, så skal I fries fra ondt. Thi den som kongen elsker, skal blive en ærværdig. Der skal ingen grav være for den, der gør oprør mod hans majestæt, hans lig skal smides i vandet. Når I gør dette skal jeres lemmer være sunde, og I skal finde hvor godt det er til evig tid."

Denne revolution kan også ses ved at feudalherrernes grave pludselig bliver mindre i takt med at de mister deres magt, mens faraoernes pyramider gennem hele det 12. dynasti er blevet større. Josef selv blev - som visse andre navnkundige revolutionære mange år senere - balsameret og siden begravet i en lille pyramide ved hans anden regeringsby Avaris i deltaet. Men da østrigske arkæologer i 1987 fandt den, var der intet spor af hans skellet. Derimod opdagede de at der senere var gravet en tunnel, som var så omhyggeligt udført at det ikke tydede på gravrøvere. Det var med andre ord den tunnel gennem hvilken Moses 215 år senere havde ført sin stamfader ud af Ægypten sådan som Josef ønskede det ved sin
død (I Mos 50: 25). Derimod fandt man i graven resterne af en statue i kæmpestørrelse af Josef. Der er ingen tvivl om at det er ham. Han er tydeligt fremstillet som en udlænding og klædt i de farverige gevandter, som hebræerne skildredes i i Ægyptisk kunst. Når Josef er blevet husket igennem 3000 år for sin berømte frakke i mange farver er det ikke så lidt af en sensation pludselig at finde beviset for Biblens beskrivelse af den i hele dens originale pragt.

De østrigske arkæologer under ledelse af Manfred Bietak (som endnu ikke har skrevet sin rapport om det) har gjort en bibelsk legende til levende historie og vist at jødernes sande historiske begyndelse var ved Nilens breder, hvor en begyndende national bevidsthed blev formet ud af slaveri. At en 17-årig hyrdedreng, der som slave blev bragt ind i Ægypten, gennem sine usædvanlige indsigtsfulde, opfindsomme og kreative evner til at fortolke komplekse fænomener, at forudsige og forudse, at planlægge og administrere, er i stand til at vinde tilliden fra Ægyptens største farao i fredstid og at få hans carte blanche til fuldstændigt at revolutionere livet for 3 millioner indbyggere i et af verdens største lande, - ja, det må siges at være et mirakel.

For sin tjeneste for Ægypten blev denne tidligere slave i sin egen levetid udmærket med den højeste udmærkelse, der er givet i hele Ægyptens antikke historie - en kultstatue i 'kongelige' proportioner. Når man husker på ægypternes fremmedhad og at Josef ikke er indfødt, bestyrker det Biblens beretning om ægypternes enorme hengivenhed for Josef at Amenemhat har givet tilladelse til udførelsen af en sådan kolosalstatue. For kun to andre ikke-kongelige statuer er nogensinde blevet fundet; og den ene var karakteristisk nok en selvforherligelse, som en vis Djehutihotep nåede at lave inden han som adelig fik frataget magten af Josef, mens den anden blev gjort til gud lang tid efter sin egen død i en hel anden tid.

Vi skal under israelitternes historie høre om det fine palads Amenemhat byggede for sin statsminister, hvori Josef modtog sine 11 brødre og hvor Israels 12 stamtræer således forenedes i en sjælden harmoni. Men først skal vi videre i vores egen ulykkelige familie, Lalou, for efter denne storhedstid kommer der en lang nedgangsperiode i Ægyptens historie - den Anden Mellemtid.

Men inden vi siger farvel til denne storhedstid vil det være på sin plads at besøge Amenemhats pyramide, der i dag ligger med udsigt over og som et minde om det kæmpemæssige Faiyumområde, som to af vore største forfædre - Amenemhat III og Josef - i fællesskab skabte, og som lige siden har tjent som et kornkammer for Ægyptens voksende befolkning. Skuende ud over dette smukke område fra pyramidens højder, kunne man ønske at deres symbiotiske mesterværk måtte tjene som et eksempel for deres efterkommere i nutidens Ægypten og Israel.