Det Ny Rige –
Ægyptens storhedstid
18. Dynasti
Ægypten samles
120. tipoldeforældre:
Ahmose I Nebpehtire, 1550-1525 f. Kr.
og dronning Ahmose-Nefertari.
Andre koner: Inhapi og Kasmut.
Efter faderens og sandsynligvis også broderens
død i kampen mod Hyksos, kommer Ahmose til magten kun 16 år
gammel. Han må have ventet ca. 11 år med at genoptage kampen,
for Apophis er i mellemtiden død og bliver efterfulgt af to
mindre Hyksoskonger. Det eneste vi ved om hans fortsatte kamp er
en selvbiografi af en søofficer, der som næsten alle andre på
den tid også hedder Ahmose. Han fortæller at hans far Ebana
havde tjent i Tao II’s flåde og at han selv først gjorde
tjeneste under kong Ahmose som ung og ugift:
"Men efter at jeg blev gift, blev jeg
forflyttet til skibet "Norden" pga. min tapperhed.
Jeg fulgte kongen til fods når han gik i kamp på sin
stridsvogn. Da vi belejrede Avaris kæmpede jeg bravt i
kongens nærvær og jeg blev forfremmet til skibet
"Kongen i Memphis". Der kæmpedes tilvands på
Avaris’ kanal, og jeg hjemførte en hånd . Da dette blev
meldt til den kongelige herold fik jeg guld for tapperhed.
Senere fik jeg igen guld for at hjembringe en hånd."
Af Ahmoses beskrivelse kan ses at kampene mod
Hyksos er sværere og længere end man får indtryk af gennem
Kamoses pral. Men efter det fjerde angreb lykkes det:
"Derpå blev Avaris indtaget, og jeg
hjembragte bytte derfra, en mand og tre kvinder. Hans
majestæt gav mig dem som slaver. I Sharuhen (i det nuv.
Gaza) belejrede vi dem derefter i 3 år, men kongen indtog
til sidst byen og jeg hjembragte bytte derfra, 2 kvinder og
1 hånd. Jeg blev belønnet med guld for tapperhed og fik
byttet som slaver."
Det er den tidligste belejring af en sådan
langvarighed kendt i historien og den er et overraskende
vidnesbyrd om Hyksosforsvarets stædighed og kong Ahmoses
målbevidste anstrengelser på at fordrive dem fra en fæstning
så tæt på Ægyptens grænse.
Søofficer Ahmoses øjenvidneberetning stemmer
ikke helt overens med Josefus’ beretning 1500 år senere,
hvori "kongen belejrede stedet med en hær på 480.000
mand, men hyksos gik med til kapitulation på den betingelse at
de måtte forlade Ægypten uden at lide overlast. Og de
marcherede ud af Ægypten med alle deres familier og ejendele,
mindst 240.000, og drog over ørkenen mod Syrien." Ser man
bort fra Josefus’ overdrevne antal kan de to versioner sikkert
godt forenes. Vor thebiske kongefamilies forsøg på verdens
første etniske udrensning er i al fald omsider lykkedes og
historiens første succesfulde slaveoprør endelig slået ned.
"Men da hans majestæt havde dræbt
asiaterne, drog han sydpå til Nubien for at tilintetgøre
de nubiske ørkenstammer. Og han anrettede et stort blodbad
iblandt dem. Jeg hjemførte også bytte derfra, to levende
mænd og tre hænder og blev belønnet med guld påny
foruden to slavinder. Derpå sejlede kongen nordpå mens han
frydede sig i sit hjerte over tapperheden og sejren efter at
have indtaget både det nordlige og det sydlige land."
Der blev dog ikke straks fred, for ligesom
Kamose måtte Ahmose slå adskillige oprør ned blandt de
ægyptere, der støttede Hyksos:
"Så kom hin elendige ved navn Tetian.
Han havde samlet de ildesindede om sig, men hans majestæt
dræbte ham og hans trop blev tilintetgjort. Dette fik jeg
tre hoveder for og fem mål agerland i min hjemby."
Da alle kong Ahmoses krigere blev belønnet med
tilsvarende rundhåndethed forstår vi hvordan han bandt sine
tilhængere til sin sag. Han gav imidlertid ikke blot guld,
slaver og jord. For at vinde de lokale stormænd, som jo var
efterkommere af de mægtige feudalherrer Josef havde frataget
magten i det Mellemste Kongerige og derfor for de flestes
vedkommende havde støttet den mere moderate Hyksosregering, gav
han nu disse høje royale titler som "kongens første
søn." Dette var dog mest forfængelighedsgaver, for disse
få heldige adelige blev nu igen reduceret til statslige
embedsmænd. Det store flertal af adelige, som havde gjort
modstand mod Kamoses og Ahmoses nordlige invasion og vandalisme
mod befolkningen, omkom tilsynedeladende under kampene og deres
arvegodser blev konfiskeret og overgivet til kronen for al
fremtid. Hele Ægypten blev igen faraos personlige ejendom,
hvorved Ahmose lagde fundamentet til det som kaldes Ægyptens
guldalder, men som nok snarere var faroernes guldalder: Det ny
Kongerige. For gennem hele vor families historie skal vi se
hvordan såkaldte "guldaldre" i reglen betyder
imperialisme og underkuelse af andre familiemedlemmer.
Men inden vi går til Det ny rige skal vi lige
kigge indenfor hos Ahmoses personlige familie så du kan få en
idé om, Lalou, hvad dine 120. tipoldeforældre mon sad og
snakkede med hinanden om i deres mere fredelige stunder. Ja, det
kan du vel næsten regne ud, for når der er kvinder med i
billedet bliver der jo altid snakket om familieproblemer. Men
ikke desto mindre afslører de to gifte søskende her i kong
Ahmoses efterladte dagbogsnotat en begyndende feministisk
revolution:
"Nu skete det at hans majestæt sad i
audienshallen, kongen over øvre- og nedreægypten Ahmose I,
og den store kongehustru Ahmose-Nefertari var sammen med
ham. Han talte med hende om hvad der kunne gavne de henfarne
sjæle (:de døde): at udgyde vand, at ofre på alteret og
at berige offerbordet på nymånedagen, på månedsfesten,
på festen for aftenofferet, på festen den femte og sjette
månedsdag og ved begyndelsen af alle himlens og jordens
årstider.
Hans søster sagde som svar til ham:
"Hvorfor omtaler du mon disse ting og bringer hele
denne sag op? Hvad tænker du dog på?"
Kongen sagde til hende: "Jeg er kommet
til at tænke på min mormor og farmor, den store afdøde
kongehustru Tetisheri. Skønt hun allerede har fået en
klippegrav og et gravminde på Thebens grund, så bringer
jeg det op overfor dig fordi jeg ønsker også at opføre en
pyramide for hende og et helgenskrin i Abydos’ nekropolis
(:dødeby) som et minde over hende fra min majestæt. Dets
indviede sø skal graves, dets træer plantes rundt om og
dets offerstiftelse oprettes. Det skal bemandes og udstyres
med jord og kvæg, og der skal være gravpræster og
rituelle præster, som alle kender deres pligter."
Ikke så snart havde hans majestæt sagt
dette før disse bygninger kom op at stå. Han gjorde dette
fordi han elskede hende over alt andet. Aldrig før havde de
tidligere konger gjort noget lignende for deres mødre. Og
da det var gjort kom hans majestæt og udstrakte sin arm og
løftede sin hånd som en hilsen til hende og reciterede for
hende en offerbøn til jordguden Geb......."
Jo, det må jo have været let for dem at blive
enige om når det var deres fælles bedstemor, de sad og
drøftede. Samtalen fandt sted et stykke hen i de to Ahmosers
levetid, for i lang tid var hoffet usædvanligt ved at have tre
generationer af stærke dronninger side om side. Bedstemoderen
Tetisheri havde nemlig overlevet de urolige tider og skønt hun
var af ikke-kongelig byrd og som ung blev afbildet som en lidt
forkælet, naiv pige med hænderne i skødet på en statue i
British Museum, voksede hun som mor til den legendariske Tao II,
der havde startet oprøret, selv til en næsten legendarisk
figur i sin egen levetid. Hun efterlevede både sin mand, sin
søn og sin sønnesøn Kamose og blev en beslutsom og
indflydelsesrig kvinde ved hoffet, der ikke mindst som følge af
Ahmoses kærlighed til hende blev æret som guddommelig stammor
for det 18. dynasti.
Hendes datter, Ahhotpe, fik på grund af sin
bror og ægtemand, Tao II’s tidlige død, endnu stærkere
indflydelse på den unge tidligt faderløse Ahmose. Efter
Tetisheris død herskede hun som en kvindelig farao for den unge
Ahmose, hvorunder hun på et kritisk tidspunkt efter Kamoses
tidlige død tog initiativet til at genoprette freden i
Ægypten, da situationen var ude af kontrol. Efter hendes død
som 80’årig skrev Ahmose om Ahhotpe:
"Hun har holdt ritualerne og draget
omsorg for Ægypten. Hun har sørget for sine tropper og
beskyttet dem. Hun har bragt sine flygtninge og frafaldne
tilbage og samlet dem omkring sig. Hun har pacificeret det
sydlige Ægypten og slået ned på oprørerne."
Ahmose opfordrer hele sit folk til at vise
passende ærbødighed overfor sin modige og dygtige mor, som med
sit eksempel banede vejen for verdens første ‘rigtige’
kvindelige farao få år efter, Hatchepsut.
Men Ahhotpes datter og altså kong Ahmoses
søster-kone var dog den af de tre dronninger, der fik den
største berømmelse, da hun efterlevede ham under sønnen
Amenhotep I, der arvede det rige faderen møjsommeligt havde
samlet efter de mange års splittelse. Hun blev ikke blot dyrket
som guddommelig stammor for det 18. dynasti, men endog som
egentlig gudinde hvorfor hun af og til blev afbildet med blå
eller sort hudfarve som underverdenens guder. Allerede mens kong
Ahmose levede blev hun overalt afbildet i samme størrelse som
kongen - en usædvanlig hædersbevisning og ligeværdighed, som
hun opnåede som den første kvinde i Ægyptens historie.
Ahmoses meget ligeværdige samtale med hende om bedstemoderen
viser ligeså, at han kan have været verdens første virkeligt
revolutionære skikkelse indenfor kvindefrigørelsens uendeligt
lange og triste vej. Om det så skyldes at han gennem hele livet
stadig var under tøffelen af sin mor, som måske ikke tålte
nogen forskelsbehandling mellem sine indgiftede børn, får vi
nok aldrig at vide. Men det gør jo ikke denne
paladsrevolutionen mindre interessant at tænke sig at Ægyptens
store "befrielseskrig" mod Hyksos måske i
virkeligheden blev udført af tre stærke kvinder, der blot
benyttede en svag stråmand som frontfigur udadtil.
Røntgenbilleder af Ahmoses balsamerede lig viser at han som den
eneste farao ikke var omskåret og at han var så svageligt
bygget at man sikkert har konkluderet at hans helbred var for
skrøbeligt til at gennemgå denne operation. Desuden led han
så voldsomt af artritis i knæ og ryg, at han må have haft
meget svært ved at bevæge sig.
Kan denne svagelige mand virkelig have været
"Ægyptens befrier"? Eller har hans samtid og eftertid
vidst bedre og derfor ophøjet de tre kvinder med de
karakteristiske ens fremadrettede tænder, som mumierne viser,
til helgenskikkelser fremfor ham? Fra hans egen tid er
adskillige statuetter fundet af dronning Ahmose-Nefertari, men
ingen af kongen selv. Og kun tre år før hans død, hvor hans
magt burde have været på højdepunktet, har hans
finansminister Neferperet lavet en indskrift i et stenbrud,
hvorfra de hentede store stenplader til vores 123. tipoldefar,
ypperstepræsten Men-tew i Memphis.
"Stenene til templet for Ptah fra disse
nyåbnede miner blev trukket af okser, som hans majestæt
erobrede i sine sejre i Fønikien...."
Når vi her får at vide at Ahmose er trængt
længere ind i fjendeland i Palæstina/Syrien end nogen ægypter
før, forledes vi til at tro at der må have været tale om en
"stor" krigerkonge. Men når selvsamme minister, som
jo må have et vidst kendskab til hvad der foregår i paladset,
har gjort kong Ahmoses navn ganske beskedent mens hans
søster-kone, dronningen, får en særdeles prominent plads,
begynder man at ane at det mest aggressive kapitel i Ægyptens
historie blev indledt - ikke af en mand, men af tre målbevidste
kvinder. Og det er jo i sandhed en feministisk revolution!
At disse kvinder har haft høje tanker om sig
selv er i hvert fald givet; for dem er det ikke nok at være
gift med afdøde eller svækkede mænd. De vil giftes med
selveste guden Amon og Ahhotpe og Ahmose-Nefertari opfinder
derfor det nye embede som "guden Amons hustru" til sig
selv. For at gennemføre deres feministiske revolution, starter
de en national, religiøs revolution, for den thebanske gud Amon
havde hidtil kun været en lokal, ret ukendt gud. Amon var som
den eneste Gud, der havde givet fødsel til sig selv, en
særdeles velegnet ægteskabelig mage for de to enerådige
dronninger, som nu besluttede at kun de dronninger, der var
blevet gravide med Amon, var berettigede til at føde
tronarvinger. Ved at institutionalisere deres egen tilkæmpede
royale magt, etablerede disse enestående kvinder derved et
mønster af kvindelig autoritet indenfor rammerne af mandlig
kongeværdighed, som skulle få betydelige følger for ægyptisk
historie i de følgende århundreder. Om denne feministiske
paladsrevolution har haft nogen indvirkning på - eller været
et produkt af - den relative ægyptiske kvindefrigørelse
Herodot iagttog 1000 år senere i forhold til sit hjemlands
græske kvinder har jeg dog svært ved at gennemskue. Men når
din 120.nde, 121.nde og 122.nde tipoldemor ved deres eksempel
baner vejen for Ægyptens rigeste guldalderepoke viser det i al
fald, Lalou, hvor vigtigt det er at kvinder ikke holder sig
tilbage. Så lad disse tre kvinder være dine ældste kvindelige
idealer i vores familie!
10.
kapitel: Sobekemsaf (Sekhere-Shedtawi) |