Jul/Nytår 2001 30. årgang
Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt
til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig
......om alle de mennesker og begivenheder som har
betydet noget for mig.
Indholdsfortegnelse for julebrevets
30. års jubilæumsudgave
1. Alt om mit nye roadshow med Dansk
Folkeparti
2. Alt om mit frieri til Pia Kjærsgård og om
vores hemmelige brevskriveri siden hen
3. Hvordan jeg friede til en muslimsk pige….og
fik ja! Men også om hvor svært det er at opnå intimitet med
hende….
4. Om mit Diamantbryllup hvor alt sortnede for
mig
5. Hvorfor en gammel kærestes søn hader mig
som pesten
6. Årets 4 døde blandt julebrevslæserne –
bl.a. en som sultede sig ihjel
7. Hvem af jer julebrevslæsere, der bliver
berømt i det nye år? Det drejer sig om en I har hørt meget
om i mine julebreve og hvis mystiske identitet jeg nu kan
afsløre
8. Alt om min nye rolle som mægler mellem
israelere og palæstinensere med min geniale evne til som den
eneste at få begge parter til at holde kæft og våbenhvile
9. Hvordan jeg støttede en nu verdenskendt
terroristleder…. og som belønning kom i seng med et par
lesbiske piger…. med hvem jeg derpå bekæmpede terroristen
10. Hvor mange barbrystede piger det lykkedes
mig at presse ind i min bil
11. Om mit svære valg mellem en nat med en
let påklædt bondepige ….og en herregård
12. Hvordan jeg fik en af Danmarks kendteste
digtere til at lede efter edderkopper hele sommeren
13. Hvordan min søn nåede "Jorden rundt
på 80 dage" ………på tommelen!
14. Hvorfor min 14-årige datter har fået
drukproblemer
15. Hvordan jeg delte seng i en uge med en
fotomodel i verdensklasse…..
16. Hvordan jeg væltede mig rundt i nøgne
damer i Afrikas senge
17. Hvordan jeg fik et par sorte skønheder
fra Trinidad som mine nye agenter i hver sin ende af verden
18. Og om hvordan I julebrevslæsere reddede
mig ud af diverse pinlige situationer
19. Ikke mindre end 62 af jer er I år omtalt
i julebrevet. Men hvem af jer og hvordan? Og hvor mon i
brevet?
Ja, mon ikke også DU bliver nødt til at kæmpe dig igennem
julebrevet i år (….eller vil du igen i år overlade
opklaringsarbejdet til konen eller den kvindelige side af
familien?)
20. Og sluttelig – i anledning af
julebrevets 30. års jubilæum – sendes en storslået gave
til alle jer, der selv skriver julebreve til mig om jeres egne
spændende oplevelser igennem året. Når I andre inde i
julebrevet læser om hvad I – med jeres dovenskab – derfor
er gået glip af, vil I slet og ret dø af ærgrelse.
Så mon du nu tør at læse videre…….
Kære årbog…….gamle venner ……og svage
smugkiggende sjæle
Ak, hvis der var noget år jeg burde kunne fatte mig i
korthed var det vist i år. Der er intet at berette om, blot
travlhed og travlhed. Alligevel er jeg bange for at det går
mig som hvert år – at julebrevskriveriet går over gevind,
når det først er i gang, - ligesom får sit eget liv – ja,
at det bliver, som årets nobelpristager i litteratur V.S.
Naipaul sagde i sin takketale (her lettere omskrevet)
"helt forskelligt fra det jeg fremviser i mine vaner, i
min omgang med andre mennesker, i mine laster…. Hvert eneste
julebrev har forbløffet mig; indtil det øjeblik jeg skrev
det, anede jeg ikke, at det var der. Men det største mirakel
for mig var at komme i gang."
Jo, nu får jeg vist høje tanker om mine
julebreve. Dog kan jeg ikke lade være at citere ham, da han
er en af mine få yndlingsforfattere, hvis bøger jeg altid
læser mens jeg er på rejse i de lande han beskriver. Valget
af ham i år – lige efter 11. september – var dog lige
lovlig kontroversielt og jeg har foreløbig lagt hans to
Islam-bøger på is indtil jeg har fået mig sat lidt ind i
Islam fra en mere positiv synsvinkel. Thi for mig blev dette
året – som det vist blev for millioner af andre – hvor
jeg for alvor fattede interesse for Islam. Dog lang tid før
11. september, hvilket jeg vil vende tilbage til. Når jeg
kommer til at tænke på Naipaul nu skyldes det også at to
gamle kærester pludselig dukkede op i løbet af året, hver
med rødder i Naipauls Trinidad.
Jo, sådan dukker minder og associationer op
straks jeg begynder at skrive julebrevet – det er jo det,
der er det skønne ved at sætte sig ned og skrive sig igennem
året og få det bearbejdet i sit eget hoved. Min største
problem er at jeg altid bliver anklaget for at glemme
familien, mens jeg sidder ved computeren. Men det fik vi i
årets begyndelse taget højde for, da alle familiens
computere kom i netværk. Nu kommer vi alle hinanden lidt mere
ved og behøver f.eks. blot at sende en e-mail om at "nu
står maden på bordet". Næsten som på handelsskolen i
Års, hvor rektor inden mit foredrag i sidste uge fortalte mig
at han havde opgivet at ringe med klokken mere "for så
kommer ingen til fællestime. Nej, nu sender jeg SMS-beskeder
til alle eleverne. Så kommer de, for telefonen er jo
alligevel det eneste de glor på dagen lang."
Jo, der er skam sket en utrolig teknisk
udvikling siden jeg måtte sidde med rød korrekturlak og
rette på kæmpestakken af stenciler, der gik til at duplikere
mit første 155 siders julebrev til jer for 30 år siden hos
Trotskisterne i Toronto. Nu skal vi snart på arbejdermuseet
for at se en sådan duplikator. Men årets største tekniske
fremskridt i familien var dog at få indlagt ADSL-forbindelse.
Nu, hvor jeg er online med hele verden HELE tiden, fatter man
simpelthen ikke hvordan man kom igennem de første 54 år af
sit liv uden. Størst glæde er det nu at kunne læse New York
Times om morgenen (uden at skulle hugge en hel skov ned til
alt papiret), straks at kunne søge og finde sine gamle tabte
venner i USA (der jo ikke har et folkeregister) eller at kunne
spole frem og tilbage i valgkampen på levende Tv og finde alt
det hæslige, politikerne sagde om indvandrerne (idet jeg var
i USA under hele valget).
Ih, hvor jeg dog glæder mig til plejehjemmet og kan få tid
til det hele, for aldrig før har det vist været så svært
at få tid til at nå livet. Men jo mere jeg kommer online med
jer gamle venner, jo mindre tit sker det at jeg dumper ind hos
jer, har jeg lagt mærke til. Nogle af jer er faktisk også
lettere at kommunikere med på nettet end i virkeligheden :-) eller får en hel anden intellektuel dybde i e-mails. Så er
det, at det går op for én, hvor meget vi egentlig
diskriminerer mod dem, der ikke ser for kønne eller for
begavede ud. Et af de bedste eksempler på dette er min
hjertensveninde, Mogan, i Los Angeles, som hjalp mig med at
skrive min amerikanske bog og stadig rådgiver mig jævnligt.
Hun skriver så utrolig smukt at jeg altid bliver frygtelig
forelsket i hende og straks farer op til hende i Hollywood,
når jeg er i L.A. Og hver gang får jeg så chokket over at
stå overfor en fedtklump, der bliver større og større, med
maven bogstaveligt slæbende hen ad fortovet ….de få gange
hun kommer ud af sin mørklagte, ildelugtende lejlighed, hvor
hun lever af store kogte kødben….. med mørke solbriller og
kasket ned over ansigtet i forlegenhed over sig selv. Og så
kan vi pludselig intet finde at sige til hinanden udover tomme
høflighedsfraser - skønt jeg for 3 år siden regnede ud at
vores samlede e-mailkorrespondance var løbet op i 1 Mb –
altså som en tyk "Borte med blæsten" roman. Selv
ikke min "astrolog" korresponderer jeg så meget
med. Jeg er dybt forelsket i Mogan….og alligevel måtte jeg
hver nat snige mig ud af sengen, da vi under bogskrivningen
delte sommerhus i månedsvis, af angst for at hun skulle
voldtage mig. Og jeg plejer skam ellers ikke at være sart
hvad angår min krop. (Når jeg her gjorde mig lidt kostbar,
skal jeg lige sige til mit forsvar, var det fordi jeg ikke
ønskede at sætte vort fortsatte venskab på spil! Der er
altid en risiko forbundet med fysisk intimitet. I reglen
løsner det op og fører til en dybere og mere berigende form
for kommunikation. Men det kan også gå galt og dette sidste
– altså angsten for at miste en man holder af - er vel
egentlig det, der afholder mange af os fra at tage skridtet
fuldt ud til det som egentlig burde være den letteste sag i
verden: fysisk berøring.)
I den forbindelse savner jeg stadig nogle af jeres
e-mailadresser så vi kan få indført det papirløse
miljørigtige julebrev. Også på den måde kan I jo også
være med til at gøre Danmark lidt skønnere :-) Nå, men det
kommer nok ikke foreløbig, for flere af jer er rent faktisk
for fattige til at eje en computer – selv herhjemme blandt
mine danske venner. Og andre af jer har – forståeligt nok
– helt andre, mere nærværende værdier i livet. Men
Internettet kan også bruges til at bringe familier sammen.
Har man f.eks. problemer netop med "fysisk
berøring" i familien, - ja, så behøver dette ikke
længere at afholde én fra at få en lille familieforøgelse.
I januar ønskede Lalou sig pludselig en lillesøster og
begyndte derfor at søge på nettet. Der er masser af steder,
hvor man kan søge i billedkataloger, men det blev vi hurtigt
enige om var for udemokratisk. Så vælger alle jo kun de
kønneste. Nej, hellere et barn som matchede
adoptivforældrene. Til sidst fandt vi den vidunderlige Nola
Magnolia fra en fattig Mayafamilie i den nordlige Guatemala og
"adopterede" hende. Og nu, hvor vi får billeder og
breve fra hende, viser hun sig jo selvfølgelig at være alle
forældres drømmepige. Jeg har egentlig altid været
modstander af den form for sentimental, selektiv privat
ulandsbistand, men da jeg jo allerede er aktiv i mere
konstruktiv fremadrettet bistand gennem CARE og da der jo sker
et skred i vores fælles bevidsthed i disse år m.h.t.
privatisering, - ja, så fik vi altså nu en lille efternøler
i familien, som tilmed er langt billigere end vore første to
børn. Det eneste man kan frygte er at vi nu ender med på
egoistisk vis at bruge noget der svarer til Magnolias families
livsindtægt på at flyve derud af ren og skær lyst til at
få "fysisk kontakt" med hende frem for online- og
brevkontakt. For så ville det jo være lidt mere meningsfyldt
at adoptere 30 andre børn i den Tredje Verden, hvilket jeg da
også var tæt på senere på året.
Jeg havde tonsvis af foredrag i foråret, men
skal ikke trætte jer med dem. Dog vil jeg naturligvis nævne
de af dem, der skyldtes jer julebrevslæsere. Annette havde
organiseret Amerikanske Billeder for partiet Venstre i Løvel
Forsamlingshus. Det var også på tide at du og din mand selv
kom til at bestille noget, når I nu har kørt til så mange
af mine foredrag rundt omkring - på fribillet! Man bliver jo
altid glad over at se gamle venner blandt publikum og til de
mange shows har jeg da også ofte underholdt med hvordan
Annette var min første forelskelse, om end desværre ikke
kæreste. Du var vores sidste tjenestepige i præstegården
lige da jeg var i den vågnende pubertet, hvor man jo ikke kan
andet end drømme om en sådan lækkerbisken, som du var.
Især når du kom ind og vækkede mig kl. 6 om morgenen og
åbnede vinduet for at få lidt frisk luft ind i min hørm.
Jo, så var der jo ingen grænser for fantasien hos sådan en
ung brylcremekæmmet lømmel. Men selv om min
julebrevslæsende fars løftede øjenbryn ikke er iblandt os
mere, vil jeg alligevel her overlade detaljerne til jeres
fantasi. Det bedste var at Annette skam selv følte sig
fascineret af denne klassiske "herskab og
tjenestefolk"-tiltrækning og kunne stå i timevis der i
sin natkjole og kigge ud i haven. Så hvad kunne der ikke
være blevet af os to, hvis ikke lige jeg havde været så
pænt opdraget som præstesøn? På sin vis endte du med at
blive mit stærkeste kærlighedseventyr gennem livet, da
fantasien jo altid overgår det man finder i virkeligheden. At
gammel kærlighed aldrig ruster føler jeg til fulde, når jeg
nu kan bruge jeres vidunderlige gård som overnatningssted på
mine turneer. (Husk dog det med natkjolen næste gang – I
har jo selv en dejlig udsigt over markerne fra jeres vinduer!)
At vi måske alligevel er lidt skadede af det
herskab/tjenestefolks miljø, vi er opdraget i, opdagede jeg
også på denne turne. For hvorfor skulle man egentlig
overnatte på en bondegård når man kan overnatte på en
herregård? Da jeg jo nu var i nærheden, slog jeg lige en
smut forbi min gamle ven, Danmarks største bogtrykker, Per
Nørhaven. Jeg kunne dog slet ikke finde vej rundt i hans
virvar af nye fabriksbygninger og kontorer, men fandt endelig
ind på hans privatkontor. At dumpe uanmeldt ind hos folk har
jeg jo altid elsket, men det er sandelig ikke altid passende.
Og det kunne jeg se nu hvor Per - synligt forstyrret - kiggede
op og sagde: "Jamen, Jacob, det fatter jeg minsandten
ikke. Jeg er lige kommet hjem fra Norge, hvor jeg har anlagt
min nyeste bogfabrik med 80 nye medarbejdere og sidder netop
nu og læser dit julebrev…..og så står du pludselig her
på side 27 i lyslevende live!"
Ja, Per, det er vel kun en arbejdsgiver, der kan tillade sig
at sidde og læse mine lange julebreve i arbejdstiden. Jeg
fatter bare ikke at du mellem de tusinder af kvalitetsbøger,
du beklæder dine kontorer med, ikke kan finde noget
litteratur af større værdi at læse. Men det er da morsomt
således at tage dig på fersk gerning i din egentlige
interesse – smudslitteratur!
Jeg var egentlig kommet for at sige at jeg gerne nu ville have
indbundet restoplaget på ca. 7000 eksemplarer af min
amerikanske bog. Det lod vi ligge hen i løst papir efter det
sidste store genoptryk, idet jeg ikke har plads til mere end
7-8000 bøger i mit lager i USA.
"Jamen, dem er jeg da bange for, at vi kom til at smide
ud, da vi rev de gamle fabrikshaller ned," sagde han til
mit store chok, men tilføjede så til min lettelse efter at
have ringet til lageret: "Ja, de er skam røget ud, men
jeg skal nok sørge for at genoptrykke dem til dig."
Denne generøse side af Per – uden mindste slinger i valsen
– ved jeg fra andre forlæggere er årsagen til at de så
hurtigt har gjort ham til Danmarks førende bogtrykker. For
det er jo ikke så utroligt mange år siden han og jeg begge
var lønslaver på Berlingske Tidende - jeg som bud og han som
typograf. I dag sidder han på – ikke den halve, men en hel
herregård - som han nu insisterede på at jeg skulle komme
hjem og overnatte i endnu engang.
Og det er aldrig kedeligt, da han altid
inviterer sine forfattere og kunstnere på besøg. Denne aften
var operasangeren Frans Lasson på besøg. Han havde netop
skrevet en bog med Karen Blixens breve og underholdt os under
Bentes middag med detaljer om den fascinerende renskrivning af
hendes inderste tanker. Det var underligt at se Pers og Bentes
børn så store nu. Dels havde jeg "næsten lige"
været med til deres storslåede bryllup, som Johannes
Møllehave havde stået for med en meget bevægende
uforglemmelig tale af Peter Seeberg, og dels havde børnene,
syntes jeg, for kun kort tid siden ligget i vuggen, som de
overtog efter min søn, Daniel. Til gengæld forsøgte jeg nu
at få ikke den, men HELE herregården tilbage, idet jeg i
vinterens løb havde fundet beviset for at Randrup havde
været i min slægts eje indtil 1657, da Daniel’s 10. tipoldefar Anders Bille døde i krig. Per gik straks ind og
slog op i herregårdens slægtsbøger og måtte indrømme at
jeg jo havde en vis ret til at komme der igen – se
web-beviset på bagsiden af julebrevet, hvor I også kan se de
323 andre danske herregårde og slotte, som jeg nu forsøger
at få tilbage i familien som passende anstandsmæssige
overnatningssteder på mine turneer. Så, Annette, den der
bondegård må du længere ud på landet med – med mindre du
altså tager din gamle natkjole på igen!
Måske jeg med min hang til borge skulle have
været ridder. Sådan så Marius og Ingrid mig i al fald, når
vi i gymnasietiden forestillede os hensatte til middelalderen,
mens Marius vist var en verdensfjern alkymist og Ingrid en
højbåren skønjomfrue. Sådan nogenlunde så hun da også
ud, da jeg faldt for hende under hendes optræden i vor lokale
Ungdomsforenings skuespil. Helt sådan så du nu ikke ud, da
du nu 38 år efter organiserede show for mig i din skole på
Fyn. Men netop dette gør det jo så sjovt at stå at
fortælle de unge 8.9.10.klasser, som sikkert har svært ved
at forestille sig at deres dødssyge gamle lærere engang
skulle have haft et kæresteforhold, at dette rent faktisk var
tilfældet. Den vidunderlig magt man har som foredragsholder
opleves f.eks. når man kan få en larmende sal til
øjeblikkeligt at falde til ro ved at fortælle
kærestehistorier om deres lærere. Ja, i helt umulige skoler
har jeg skam brugt dette trick selv når der var tale om en
sandhed med modifikation. Det var samtidig en ren fornøjelse
næsten at høre blodet stige til hovedet på Ingrid dernede i
den anden ende af salen ved tanken om "Hvilke detaljer
finder Jacob mon nu på at fortælle i sin
utilregnelighed?" Men Ingrid er faktisk mit vidne på, at
jeg, som sagt, var en pænt opdraget præstesøn dengang. Og
når dette nu var tilfældet, gjorde jeg faktisk Ingrid en
bjørnetjeneste ved IKKE at fortælle for mange detaljer, men
tværtimod at overlade det meste til elevernes vildeste
fantasier. At du blot havde taget mig dengang fordi du ikke
kunne få min far, har jeg nu aldrig tilgivet dig, Ingrid.
Helt galt gik det nok ikke i Brobyværk – jeg blev i al fald
senere på året inviteret tilbage på Ingrids skole med mit
andet show om Bolivia. Men denne gang turde hendes søde mand,
Henning, dog ikke at være til stede. Han er nemlig lærer på
samme skole! Nu vil jeg belønne dig som showorganisator ved
sammen med julebrevet at sende dig den 40 sider lange stil
"Spejling og realitet" jeg skrev i gymnasiet om hvor
forelsket jeg var i dig dengang (uden at du vist nogensinde
opdagede det?) og måske endda nogle af de hundredvis af
siders dagbøger fra den tid med de mest intime tanker om dig,
som jeg ikke turde at skrive i en stil. (Ak, når jeg i dag
ser de mange tætskrevne sider, jeg skrev i mine dagbøger i
skoletiden om hver eneste dags oplevelser, må
jeg tilstå at jeg er faldet noget af på den med disse
juleårbøger, der i længde kun svarer til ca. 4 linier pr
dag. Ikke underligt at jeg aldrig fik tid til lektier dengang.
Eller rettere – hvorfor bliver vi så fortravlede med
alderen?)
Blot må du love mig, Ingrid, aldrig at publicere disse
pinlige ting, for så kan jeg godt fortælle dig at du vil
blive klynget op og udleveret i næste års julebrev. Og til I
andre, ja, nu kan I se hvor let det er at få positiv omtale i
mit julebrev. Alt hvad I skal gøre er blot at organisere
nogle shows for mig – eller trykke 45.000 af mine bøger og
smide 7.000 af dem væk…….
Forårsturneen i USA var en katastrofe, men
igen gav en af jer tro julebrevslæsere den dog et vist
format. Den i ugebladene herhjemme vist nok ret kendte Cecilie
Thomsen, datter af min gamle skolekammerat Erni, havde
inviteret mig og sin familie til sin teaterskoleafgangsprøve
i et teater i The Village, hvor jeg før har set mange gode
forestillinger. Cecilie ønskede nu at blive mere og andet end
blot "James Bond" filmstjerne eller uddeler af
vinderpræmier til min søns ex-kæreste, Anna, som fotomodel
(tidl. omtalt). Erni og vi andre sad da også med god ret og
strålede af stolthed over hendes bevægende
teaterpræstation. Jeg havde tilbudt Erni indkvartering i min
luksuslejlighed og lange køreture i min bil uden at ane at
hun skam var i meget bedre hænder hos en vis Brian Abrahams,
som jeg blev ved med at kalde ham, som sørgede for
luksushoteller og køreture i lange stræklimousiner. Jo, det
var sjovt at leve på højeste klasse og gå i natklubber af
slagsen med kun limousiner parkeret udenfor, hvor jeg skam
normalt ikke kommer. Alle var de ivrige for at jeg skulle
møde denne "Brian", som jeg da også straks følte
at jeg svingede med selvom det nok nærmere er netop denne
indlevelsesevne i Bryan Adams, der har gjort ham til en
verdensstjerne. At han var så kendt, vidste jeg ikke på det
tidspunkt – først senere på turen når jeg nævnte hans
navn og mine elever rundt i landet straks begyndte at synge
hans sange. Det skyldtes nok også at han er et utroligt
ydmygt menneske, der ligner alt andet end en popstjerne. Han
blev ved med at foreslå mig et utal af højlitterære
værker, som jeg burde læse, og Cecilie fortalte mig da også
at han på deres koncertturneer i bus rundt i landet ikke
bestilte andet end at læse. Når de andre var ivrige efter at
vi skulle mødes, skyldtes det dog først og fremmest hans
interesse for fotografering. Hans billeder/sange/videoer kan
opleves på hans hjemmeside BryanAdams.com. (Han næste
Europaturne tager ham i øvrigt til Kbh. 7. februar). Men som
altid, når jeg er sammen med fotografer, opdagede jeg hurtigt
i hans selskab, at jeg intet aner om fotokunst. Han blev ved
med at plage mig om at komme til at møde sit eget store
fotoidol, Raymond Meier, som jeg og Christina bor sammen med,
men hvis Vogue-billeder jeg stort set aldrig har interesseret
mig for eller set – bortset fra dem han har taget af Chris
og mig til vore fester – netop fordi vi går op og ned af
hinanden hele tiden. Det lykkedes mig da heller ikke at få
Raymond – med al hans stress – overtalt til at tage sig
tid til at få besøg af sin diametrale modsætning, Bryan
Adams, der i den grad hviler i sig selv i en smittende ro.
Netop for at finde mere af denne ro tog Erni
og hendes familie med mig i min egen gamle rustne
"stræklimousine"– det med "stræk" var
vist det der lokkede dig med din piskesmældsskade, Erni –
på en tur op i New Yorks sneklædte bjerge. Målet var USA’s
buddhistiske hovedsæde i Woodstock, Karma Triyana
Dharmachakra, da både Erni og Maia, som arrangerede min
optræden til støttekoncerten for Tibet i Cirkusbygningen
(omtalt i sidste julebrev), er meget aktive buddhister. Maia,
som jeg har kendt lige fra hun var 2 år, da jeg en vinternat
måtte ty til at overnatte på hendes bondegård på min
oprindelige blaffetur på vej til USA, er så kendt og aktiv i
bevægelsen, at hun fik arrangeret en personlig samtale med
selveste lamaen om den splittelse, der er kommet i den
europæiske buddhisme efter flugten fra Kina af den 14-årige
munk, kendt som den 17. Karmapa. Alene dette møde med den
gamle lama var hele turen værd til det fredfyldte,
solbeskinnede kloster på bjerget. Men for mig gav det også
anledning til at meditere over og sende mange varme tanker og
trøstende bøger hjem til min buddhistiske nabo, Manuel
Sellner, der netop da kæmpede med en dødelig strubekræft.
Tilbage i New York afsluttede vi denne hæsblæsende og dog
fredfyldte uge til en lille fest for vennerne i Cecilies
lejlighed. Den ligger med en vidunderlig dyr udsigt over
Hudsonfloden lige ved siden af det nu berømte WTC og var
endnu en af den gavmilde Bryans gaver. Han og jeg øvede os
drilske i at fotografere hinanden mens Cecilie hyggede sig med
sine medspillere fra teaterstykket og ikke mindst sin stolte
mor, som nu skulle rejse hjem. Cecilie så umådelig smuk ud
med Hudsonflodens lys i sit eget lange lyse hår og jeg
forstod nu til fulde hvorfor Bryan havde friet til hende for
10 år siden - som han sagde, med en enorm buket røde roser.
Desværre måtte jeg gå fra selskabet, maden
og champagnen i utide, da min egen turne ventede. Nede på
gaden stod mine to forfølgende plageånder fra DK4 – Theis
og Charlotte – og ventede, godt sure fordi de ikke havde
fået lov at komme til Cecilies private fest for familien. Jeg
selv var i særdeles høj stemning efter al champagnen, da vi
svingede ud på FDR-motorvejen på Manhattan med den tungt
læssede bil på vej mod den canadiske grænse. Men jeg var
ikke kommet mange blokke fra Cecilies lejlighed, før min
gamle bil pludselig sagde stop – midt på motorvejen – i
isnende frostvejr. Jeg tror ikke jeg her vil forsøge at
beskrive min skuffelse, frustration og vrede over den bratte
nedtur til mit eget sølle liv på landevejen lige efter det
high-society-liv, jeg få minutter før sagde farvel til. Det
hele kan nemlig ses på den Tv-film, der lige nu i julen
kører i en uendelighed på DK4, hvori jeg egentlig ser langt
mere fattet ud end jeg var. Men det skyldes måske min viden
om at I seere var med. For jeg må indrømme at jeg med det
tidspres jeg havde på, da jeg stod der på gaden i timevis og
ringede og ikke kunne få hjælp fra AAA (Falck) fordi min bil
var overlæsset, med tæerne frysende i den bidende kulde, -
ja, så var jeg slet og ret ved at eksplodere i raseri mod
Theis, når han under det hele stod med sit åndsvage kamera
oppe i fjæset på mig. Man siger at New York aldrig sover,
men så skulle I prøve at få fat i nogen som helst hjælp en
lukket søndag aften. Uden hjælp fra min samleverske,
Christina, som v.h.a. sine telefonbøger ringede rundt fra sin
lejlighed, var det aldrig lykkedes at finde en passende
udlejningsvogn stor nok til at have både Tv-hold og udstyr
med. Man vil måske mene at med en sådan hjælp, med penge
nok på lommen og med jeres medkiggende opmærksomhed
derhjemme burde man ikke føle sig så alene og forladt og
hjælpeløs i en sådan situation. Men sådan føltes det
ikke. Kameraet var blot en dum lille kasse, som vogtede at man
ikke bandede for voldsomt, Theis og Charlotte kunne ikke have
hjulpet hvis de ville, og Christina var alt for langsom for
én som stod og trippede ude i kulden. Nej, det der gav mig
lindring midt i lidelsen, var det løfte jeg aflagde overfor
mig selv det år, hvor jeg var lammet af aids- og dødsfrygt:
"Jacob, hvis du kommer igennem denne prøvelse, så lover
du i al fremtid at elske hvert eneste øjeblik af livet med
alle dets små ubetydelige prøvelser på landevejen af
sammenbrud, bilulykker, bilindbrud, røverier, ildelugtende
blaffere i din seng, osv."
Ok, så lad mig da elske at jeg kan skrive mig
ud af denne frustration bagefter og – som i filmen –
straks klippe videre til næste scene. Men scenerne i livets
film hænger unægtelig sammen, så ulykkerne fortsatte.
Værst var måske at jeg samme nat blev nødt til at ryste op
med penge til et motel, idet vi nu ikke på den lange tur
kunne overnatte i min bils store seng. Jeg kunne sagtens selv
have sovet bag rattet (det bliver jeg jo i forvejen hyppigt
anklaget for!), men syntes ikke at jeg kunne byde mine
ludfattige Tv-folk at sove i oprejst stilling i den fyldte
udlejningsvogn. At de ikke var så trænede i strabadser som
jeg, mærkede jeg af den dårlige stemning, der var kommet
imellem dem. I en Burgerking satte Theis sig i den ene ende og
Charlotte i den anden ende, mens jeg måtte gå mæglergang
frem og tilbage mellem bordene. Indvendigt følte jeg mig
opløftet over at de i det mindste ikke var sure på mig.
Medvirkende til denne trykkende stemning var endeløse
radiorapporter om en snestorm eller rettere orkan, som
nærmede sig. Med alt det vi allerede havde været igennem,
var jeg fast besluttet på at nå frem. Jeg har altid sat en
ære i at nå frem selv der, hvor skolerne fortæller at ingen
anden af vinterens andre foredragsholdere nåede frem. Og det
gjorde jeg da også til University of Maine, hvor en
kvindeaktivistgruppe gennem mange år har arrangeret
kæmpeshows for mig, men nu modtog mig med den triste besked
at universitetet netop var lukket pga. snestormen. Der var
intet andet at gøre end straks at vende om for gennem
snestormen at kæmpe sig frem og forsøge at redde næste
aftens lige så vigtige forestilling i Vermont. På Tv-filmen
ser man ikke hvor vanvittig vores kørsel var. Til sidst
kørte vi da også fast i stormen og standsede for at se
hvilke venner, jeg havde deromkring, som vi kunne overnatte
hos. Valget faldt på en af mine gamle sorte venner, Kevin,
som to gange har arrangeret shows for mig i Ohio og siden
besøgt mig i Danmark og hvert år sender mig håndskrevne
julebreve mindst lige så lange som mine. Og, jo, når alt
går én imod, så er det godt at have sådanne venner at
trække på, netop når vi bogstaveligt skulle grave os ind
til hans varme og befriende latter gennem snedriverne, der
stod ham til tagrenden.
På denne måde gik det til at Theis og
Charlotte – efter at have været med mig to år i træk –
faktisk kun kom med til én af mine universitetsforestillinger
– nemlig det altid udsolgte publikum i University of
Vermont, hvor køerne udenfor var så lange at Bonnie –
ligeledes en af mine elskede kvindesagsaktivister – straks
besluttede at organisere yderligere tre forestillinger senere
på året. For mens jeg kæmpede mig videre i sneen næste dag
til andre skoler, fløj DK4 rundt for at finde nogle af
hovedpersonerne i mit show i levende live bl.a. den herlige
leder af Ku Klux Klan, Jeffrey og Mary, hvis hus klanen havde
brændt ned pga. vores forhold, hvilket hun snakker om i 2.
del af deres Tv-program. Jeg var frygtelig ked af ikke selv at
kunne være med hos Mary, som er en af de få fra
vagabondårene, jeg har haft et fortsat intimt forhold til
gennem alle årene på trods af at vi er så forskellige. Fra
begyndelsen vidste Vibeke, at dette forhold var helligt for
mig og respekterede det, men kunne dog ikke lade være at
drille mig når hun i tiden, da vi boede i Boston, skulle
åbne al min post for mig og kom til at læse Marys breve om
"hvor dejligt det er at sove i dine arme." Hvorfor
kan du aldrig sove sådan om natten med mig, grinede Vibeke?
Denne episode kom jeg til at tænke på, da
Theis og Charlotte nu skulle være min budbringer ned til
Mary, mens jeg selv samlede Vibeke op netop der i Boston
lufthavn. Sammen med Lalou og svigermor kom de over for at
besøge de venner, vi boede sammen med i 1984-85, bl.a. Laura,
som i mange år efter overtog Vibekes kontorrolle med at
forsende mine bøger og finansierede sin sygeplejeuddannelse
derigennem. Jeg så dog først og fremmest frem til at få
Lalou med til sit første show på et stort amerikansk
universitet, hvilket lykkedes ved at jeg fik det aflyste show
i Maine arrangeret igen dagen efter deres ankomst. Derfor
måtte jeg endnu engang køre den lange vej op gennem Maines
skovstrækninger, men med familien ved sin side i egen herlige
gamle bil så alt jo nu lidt lysere ud – selv gennem den
bidende kuldes rimtåge i bilen. Jeg var dybt imponeret af at
Lalou på trods af jetlag sad igennem den lange forestilling
på engelsk med vidt opspærrede øjne, for de fleste
danskere, jeg har haft med, falder altid i søvn til de
første aftners forestillinger. Næste morgen irriterede hun
mig dog. Jeg havde lovet hende og Vibeke at tage dem på
indkøb i det berømte "Bees", der er åbent døgnet
rundt, men først skulle vi lige have min racisme workshop
overstået. Og da jeg aldrig slutter disse før sidste mand i
lokalet er gået – hvilket varer både 3, 4 og 5 timer –
blev min familie ovre i venstre side mere og mere utålmodige.
Ikke blot snakkede jeg længe, men en indianer kom også med
sin omstændelige redegørelse om hvordan han led af
indvendiggjort racisme. Så hver gang jeg kom til at kigge
over på Lalou, sad hun demonstrativt og pegede på sit ur. De
sidste to timer blev jeg mere og mere højredrejet i mine
analyser, da jeg simpelthen måtte undgå at se på alle i
venstre side af lokalet for ikke at blive distraheret. Det
mindede mig om årene i vores teater i Købmagergade, da
Vibeke endnu var (ny)forelsket i mig, og yndede at stå bagest
i teatret og skære ansigter til mig, når hun syntes at jeg
havde talt længe nok til publikum. Så var det svært at
holde masken af grin overfor det ofte tårevædede publikum.
Nå, men netop derfor overraskede Lalou mig i høj grad, da
hun senere i sommerferien kunne referere alt hvad jeg havde
sagt i denne workshop fra ord til andet – dog i form af en
drillende pastiche. Enten er hendes forståelse som 14-årig
enorm – eller jeg må have gentaget mig selv for meget!
Efter en aften hos Vibekes gamle kæreste i
Boston, Christian, der hjalp mig med at bygge sengen i min
bil, som jeg roder rundt i i Tv-udsendelsen, og hjalp med DR’s
tidligere udsendelse, gik min usædvanlige lille vinterferie
med familien til New York. Usædvanlig, for sidste år, da de
var i USA lå jeg jo vandret i luften uden at møde dem. Jeg
glædede mig til at indkvartere dem i min kæmpelejlighed hos
Christina og ikke mindst til at vi hele familien der skulle
ligge sammen i den største seng, jeg kender i New York, med
dens smukke udsigt fra vinduerne til WTC mod syd og Empire
State mod nord. Lalou kunne knapt huske Christina, da hun kun
var 4 år sidst de boede hos hende. Mens jeg fløj til nogle
shows i Georgia og Minneapolis, tog de en tur op i WTC, hvor
de gjorde noget, som de siden har undret sig over, fordi de
ellers aldrig gør sådan noget – købte et af de dumme
turistbilleder taget af automatkameraerne på toppen. Senere
på året følte enhver dum turist sig lykkelig over at have
fået et sådant nu historisk billede. Det var, da jeg skulle
sende dette billede til føromtalte Mog, som ikke kunne
downloade det, at jeg i stedet smækkede det op på en
hjemmeside, - at denne pludselig i min egen sentimentalitet
over tabet voksede til en mindeside med alle mine egne
billeder af WTC.
Da jeg kom tilbage, var også Daniels gamle
kæreste, fotomodellen Anna, flyttet ind i min lejlighed. I et
par dage traskede jeg rundt med dem alle til fest og ballade
og indkøb fra morgen til aften. Vibeke blev misundelig på
Christinas flotte diarrefarvede wc-bræt i highclass design og
ville absolut have et tilsvarende med hjem. Så hvis I ikke
kan finde på anden grund til at besøge os, skal I nu bare
melde til Vibeke at I gerne vil på toiletbesøg – og straks
se hende stråle af stolthed.
Mens Lalou tog hjem og Vibeke og svigermor til
Kina, blev Anna nu boende i min kæmpeseng, hvori jeg sagtens
– hvis alle fotomodeller var ligeså tynde – kunne have
haft 10 af slagsen sovende. For Anna Davolio er jeg både lidt
svigerfar og far, idet hun knyttede sig utroligt stærkt til
os i de to år hun boede hos os mens hendes forældre lå i
skilsmisse indtil Daniel slog op med hende som 18-årig pga.
sin egen frihedstrang. Allerede dengang var hun topmodel og
skovlede penge og 13-taller ind i gymnasiet uden at vise sig i
skolen mens Daniel skovlede graffitibøder og 7-taller ind ved
- mentalt - heller ikke at vise sig i selv samme. Som en tæt
knyttet og elsket del af familien var det altså helt
naturligt at dele seng med hende – vi havde jo gået mere
eller mindre nøgne op ad hinanden i et par år – men det,
som var underligt, var nu at føle mig som den rene fattigbums
i forhold til en kun 19-årig pige – ganske vidst langt mere
moden end de fleste. For enten var hun ikke til at få ud af
sengen om morgenen eller også stod hun meget tidligt op,
kyssede mig farvel og sagde: "Hej, jeg tager lige til
Miami i dag….lige til Cuba osv. i dag…..skal vi gå ud og
spise japansk i morgen aften?" Tit fløj hun kun på
modelarbejde i få timer disse fjerne steder og jeg kunne et
par timer efter, når jeg tændte fjernsynet, se hende gå ad
"the catwalk" i et eller andet internationalt
modeshow. Jeg kender selvfølgelig mønstret fra overboen
Raymond, som hver uge flyver til ørkenen i Californien, Balis
strande o. lign. steder med en hel flok af verdens kendteste
modeller. Men at opleve sin egen svigerdatter pludselig bruge
penge som var det vand, drøne rundt i taxaer, mens jeg selv
tager undergrundsbanen, var nu lidt af en prøvelse. Ikke
underligt, Anna, at dit forhold ikke holdt til Daniel med det
han præsterede senere på sommeren helt uden penge. Men da du
ikke synes at blive ødelagt af det, kan vi jo ikke andet end
fortsat elske dig – på trods af alle de gaver, du
altid overøser os og dine omgivelser med. For du burde jo
spare noget mere op til din egen fremtid. Det er svært at
gengælde dine flotte gaver, så i år må du nøjes med i
julegave at få et af mine bedste indrammede billeder, som
vedvarende vil minde dig lidt om de fattiges verden, så du
fortsat kan holde benene på jorden.
Efter at have levet dette glamourliv på
første klasse med Anna, tog vi samme dag hjem – hun til
sine lejligheder i Stockholm, Paris og Christianshavn – og
jeg hjem til min bil, som netop var kasseret ved bilsynet, men
som jeg i næsten hele marts overnattede i i en forfærdelig
kulde for at være tidligt i skolegårde på Fyn og i Jylland.
Pga. en flot anmeldelse af showet i Fyns Stiftstidende havde
jeg en frygtelig bunke folkeskoler på Fyn. Kun i weekenderne
var jeg hjemme i København, hvor jeg forberedte det
tilstundende 25-årsjubilæum, som Politiken stod for.
Forinden havde jeg dog et egentligt jubilæum på selve dagen
i Treenighedskirken i Esbjerg i det samme lokale, hvor showet
havde haft premiere 25 år før. Organisten var her skam
stadig og underholdt publikum om hvordan - da min fars
båndoptager den gang brød sammen - han havde måttet stå og
trække spolebåndet rundt med hånden for at vi kunne
gennemføre premieren. Dog kun første del, for efter denne
husker jeg at lektor Madsen havde rejst sig og sagt "Nej,
nu kan jeg altså ikke klare mere." Og da Madsen, som I
husker, jo var en mand hvis ord havde vægt, blev 2. del vist
en uge senere for det samme kirkepublikum. Jo, det var morsomt
nu at stå der 25 år efter for en del af de samme folk – nu
dog uden min far, Madsen og pastor Bøss. I samme anledning
havde vor gamle statsskole arrangeret to forestillinger og
Esbjerg Musikhus lavet en udstilling af mine Care-billeder.
Jeg var glad for at se mange af jer julebrevsmodtagere til
denne fernisering såsom "Erik Brugs", min kammerat
helt fra 1. klasse, der var kommet fra Vejle. Men særligt
glad var jeg for at se min nu senile tante, der meget
opmuntrende spurgte "Hvordan har din mor det?" og
vores gamle tjenestepige, 93-årige Olga, som blev rullet ud
af plejehjemmet i Tjæreborg, hvor hun - stadig rapmundet - er
blevet fast "taleskribent" for Poul Nyrup i sager
vedr. ældrepleje som stand in for Nyrups egen senile mor på
hjemmet.
I ugen, hvor jeg skulle have forberedt min
debat med Dansk Folkepartis Søren Espersen til Politikens
sektionsforside og dagen efter i foredragssalen ved
Rådhuspladsen, var jeg blevet så booket op med shows
hinsides Storebælt, at jeg fik hverken rast eller ro til
dette. Tilmed måtte jeg fare fra Jylland blot for at blive
fotograferet med Søren foran Christiansborg med en klaphat og
en præstekrave. Vi havde diskuteret hvordan to så
forskellige personer skulle fotograferes sammen. Vi var begge
enige om at der skulle lidt humor i det, og da han i avisens
dobbeltinterview havde kaldt mig for en
"vækkelsesprædikant," prøvede vi først med at
han gjorde præstekraven til min glorie og jeg holdt
klaphatten over hans skaldede hoved. Nej, det var for plat,
konkluderede vi bagefter. Så fik vi fat i et kæmpemæssigt
Dannebrog, som to fra Politiken holdt op bag os. Og så var
den rigtige symbolik der pludselig i form af et pludseligt
vindstød, som fik flaget til fuldstændig at blæse mig
omkuld, mens han stod fast og vogtede over
"danskheden." Lige fra første øjeblik, jeg mødte
ham og han kærligt lagde sin arm om min skulder, vidste jeg
at vi ville blive venner. Da jeg nu tog tilbage til mine shows
på Fyn, tænkte jeg at ham ville jeg ikke kunne debattere med
gennem angreb, og fik så ideen til at lave en lang
forsvarstale for ham.
På selve dagen måtte jeg fare i huj og hast
fra Tornbjerg Gymnasium ud i et tog, hvori jeg forberedte hans
"forsvar." For en paneldebat er jo noget man laver
for publikum. Ingen gør sig håb om at "vinde"
overfor sine modstandere. Det gælder kun om at vinde sit
publikum - altså at give det noget nyt at tænke over. Og da
jeg vidste at jeg ville have publikum på min side, var det
mere magtpåliggende for mig at få tilskuerne til at tænke
over deres egen racisme end at angribe Sørens. Dette gjorde
jeg ved at vise dem hvor destruktiv min egen etablerede
racisme er over for minoriteterne og ved at prøve at vise
hvor lidt racismen hos DF’s medlemsskare egentlig påvirker
minoriteterne.
Jeg vil ikke her gå i detaljer, da I kan se videoen fra hele
debatten på mine hjemmesider. Jeg havde hverken lyst til
eller dur til at deltage i den negative tænkning, som
publikum hetzede løs med mod Søren Espersen. Når jeg siger
dette, er det dog blot en billig omskrivning for det faktum,
at jeg simpelthen ikke dur til at debattere med folk, fordi
jeg altid synes at mine modstandere har ret (eller selv er for
langsom i omdrejningerne til at finde fejlen i deres argument
før de er ti sætninger længere henne i dette). Fordelen ved
denne langsomme opfattelsesevne er at jeg altid kan få folk
– selv Ku Klux Klan typer – til at tro at jeg står på
deres side - fordi jeg rent faktisk gør det i øjeblikket. Og
da dette jo får dem til at føle sig godt tilpas, blomstrer
de op og vil gøre alt for mig. Dette var da også tilfældet
med Søren Espersen, som efter debatten varmt greb min hånd
og så mig dybt i øjnene, da han sagde: "Jeg har
virkelig dyb respekt for dig. Du er jo en filosof." Og
så begyndte vi at snakke om at efter denne vellykkede debat
burde vi lave et roadshow sammen. Senere på året mødtes vi
da også til en ny runde "to-enighed."
Samme aften skulle jeg have debatteret med Pia
Kjærsgård i fjernsynets "Deadline". Det var
arrangeret i hast og Pia havde til min forundring sagt ja, så
jeg glædede mig til at møde hende. Men desværre ringede hun
om eftermiddagen hjem til sin mand, som i mellemtiden havde
læst mit interview i Politiken, hvori jeg siger at jeg er så
forelsket i hende at hun er den eneste som gør min kone
jaloux. I sidste øjeblik sagde hun derfor nej - efterladende
denne forsmåede frier i en frygtelig nedslået tilstand, da
han ud på natten sad alene i toget med sine afviste røde
roser på vej tilbage til Fyn. Jeg forstod nu Sørens
tidligere ord under debatten: "Der er kun to ting jeg
frygter. Og det er Pia Kjærsgård og Vorherre – i nævnte
rækkefølge."
Min gode ven, den gamle globetrotter Jens
Bjerre, prøvede til sin 80-års fødselsdag at trøste mig og
insisterede på at jeg skulle med til deres næste fælles
middag, idet han er bedste ven med Pia, som han siger er det
sødeste menneske på jorden. Siden har Pia da også løsnet
lidt op og vi er begyndt på en hemmelig korrespondance med
hinanden. (Nej, Pia, jeg skal nok lade være med at afsløre
indholdet af vore breve for mine julebrevslæsere skønt jeg
ellers aldrig plejer at holde noget som helst hemmeligt
for dem!) Jo, er der to, der lige så godt kan slå pjalterne
sammen, er det jo os, der har samme erhverv – racismen.
Jeg havde længe set frem til det i sidste
julebrev omtalte store 25 års jubilæumsarrangement for
Amerikanske Billeder i den Sorte Diamant, men det blev til
lidt af en skuffelse for mig. Ideen var selvfølgelig med
Politiken som arrangør at slå den nye "Millenium"
udgave af showet stort op, så jeg ikke behøvede at bruge
penge og tid på at sende materiale ud til skolerne om det. Og
samtidig for første gang i showets historie at få en
anmeldelse af det i de danske medier – sådan som jeg har
masser af dem i udenlandske medier. Men for det første blev
det slået op på forsiden af Politiken Plus som "et
gensyn med det gamle show" uden et ord om at det nu også
handlede om nutidens danske racisme og
undertrykkelsesmekanismer i almindelighed. (Skribenten havde
aldrig set det). Og for det andet kom der intet steds i landet
gennem hele jubilæumsåret en eneste dansk anmeldelse ud af
det.
Dernæst blev selve aftenen en skuffelse både
for mig selv og store dele af publikum. Jørgen Carlsen, den
dynamiske leder af Danmarks snart eneste overfyldte højskole,
Testrup ved Århus, havde i sidste øjeblik fået mig til at
sige ja til et show der aftenen før midt i min ellers alt for
overfyldte kalender med to forestillinger dagligt. Under
showet i Testrup drak jeg derfor rigeligt med kaffe for at
holde mig vågen på den natlige køretur tilbage til
København, da showet sluttede en halv time over midnat. Men
ude på landevejen var der en så forrygende storm, at
Storebæltsbroen blev lukket. Derfor lagde jeg mig til at sove
under denne i min gyngende bil, men fik nu ikke lukket et øje
hele natten pga. kaffen. Så da jeg stod på scenen i
Diamanten, var jeg fuldstændig død i bolden. En sådan
situation har jeg dog tit været udsat for i USA, hvor jeg
ofte må køre hele natten for at nå frem, men med den
energi, man altid får fra publikum, er jeg næsten altid
"genopstået fra de døde" så publikum ikke
mærkede min træthed. Jeg tør ikke sige om det er bygningens
konstruktion eller om der virkelig var tale om et
"dødt" publikum i Diamanten, men i al fald følte
jeg ikke nogen som helst vibrationer fra det publikum. Og det
på trods af at jeg talte hele 32 julebrevslæsere og gamle
venner derinde. Kun dig kunne jeg mærke, Britta, men det var
under selve showet i form af "Skru ned for lyden, for
helvede." Hvorfor hjalp du mig dog ikke på scenen, hvor
jeg havde virkelig brug for et "Vågn op og fat dig i
korthed, for helvede." For så ville jeg være brudt
sammen af grin over at netop denne sætning skulle komme fra
DIG!!! (….i al fald når vi drikker rødvin sammen i
Christiania i ca. samme mængder, som du skyllede ned, da du
spillede dranker i "Bænken.") Mit problem var at
for mig var et 25 årsjubilæum noget ganske særligt efter
mine næsten 5000 trædemølle-forestillinger, mens det meste
af publikum udelukkende var kommet for at se eller gense
showet. Så hvis jeg havde troet at man fik blomster til et
"sølvbryllup," havde jeg i al fald misforstået
noget. Kun Kongehuset sendte faktisk en hilsen. 75% havde set
showet i deres ungdom og var nok for det meste gamle
venstreorienterede, der nu var "faldet af" på
Politiken. Derfor følte jeg at der på denne dag burde
redegøres lidt for showets historie skønt showet jo er mere
end langt nok i forvejen. Og da jeg så flere kendte gamle
bekendte derinde såsom Anker Jørgensen og Sydafrikas
ambassadør, rodede jeg mig i min træthed ud i lange
redegørelser om dengang jeg sad i Vietnam 69’s bestyrelse
sammen med Anker, om Amerikanske Billeders samarbejde med ANC
og ambassadøren i apartheidtiden, osv. Eller i tilfældet Per
Kofod, en lang undskyldning for at have standset hans/min bog
i KGB-tiden. At ikke blot jeg, men også publikum var lidt
underlig den aften, kunne jeg imidlertid måle på bogsalget.
Ikke én bog blev solgt skønt der normalt sælges 50 til den
størrelse publikum, som med sine 600-700 i og for sig ikke
var større end hvad jeg dagligt har i mange gymnasier. Det
der ærgrede mig mest – især fordi jeg havde så mange af
jer venner derinde – var at jeg ikke fik sagt noget som
helst af alt det nye, jeg normalt plejer at underholde med om
vores egen danske racisme. Netop dette plejer at kunne holde
både 8. klasser og plejehjemsbeboere fastnaglet i timevis –
udover de fire timer, som showet tager – og bringer
virkelig dette up to date. I stedet endte jeg med at gøre
samme fejl, som Politiken i sin opreklamering – hang fast i
fortiden så folk ikke fik noget nyt med hjem at tænke over!
Så alt i alt blev "25-årsfesten" for mig en
katastrofe, hvilket jeg især så mod slutningen, hvor mange
begyndte at vandre ud.
Men én reaktion gjorde mig frygtelig glad og
rystet på samme tid. Nemlig den jeg fik fra dig, Elsebeth (som var min anden rigtige kæreste i livet, hvilket medførte
den kærlighedskatastrofe, der blev omtalt udførligt i
1995-julebrevet). Nu skrev Elsebeth efter dette sorte
"Diamantbryllup" et langt bevægende og smukt brev
til mig om hvordan gråden havde pisket ud af hende på hele
gåturen hjem fordi den meget omtalte smerte i showet
pludselig var blevet hendes egen. For et par år siden – i
al fald efter hendes sidste besøg hos os – havde hendes
26-årige søn nemlig prøvet exstacy og var gået helt amok
og havde så godt som myrdet to af sine bedste venner. Kun et
fantastisk held reddede deres liv på operationsbordet. Han
var derfor blevet permanent spærret inde på St. Hans, som
Elsebeth nu bruger sit halve liv på at fare frem og tilbage
til. Da jeg blev stærkt bevæget af Elsebeths beretning om
hendes ufattelige smerte - jeg havde nemlig selv stået med
hendes søn i mine arme kort efter fødslen og har billeder af
den lykkelige nybagte mor fra dengang – løb jeg straks på
en af mine løbeture ud for at spise morgenmad hos Elsebeth på
Frederiksberg. Her fik jeg føjet yderligere nogle tragiske
aspekter til historien, da hun bad mig om hun ikke kunne få
kopier af alle de billeder hun havde haft af os to sammen.
Hendes søn havde nemlig under en udgangstilladelse brændt
både min bog, mine julebreve og alle de minder Elsebeth havde
om mig. Med alle de psykiske problemer indvandrere lider under
pga. racismen i dag, er de psykiatriske anstalter nemlig gradvis blevet helt
overfyldt med indvandrere i stil med den høje sorte
belægning i USA’s psykiatriske anstalter. Udelukkende
omgivet af sådanne fremmedsprogede, som er ved at drive ham
til vanvid, har han derfor i sin forvildelse udviklet et
ubændigt had til mig, som han pludselig ser som årsag til
sin egen smerte. Jeg spurgte derfor Elsebeth om jeg ikke skulle
tage ud og tale med ham. "Nej, han slår dig ihjel,"
sagde hun trist.
At jeg overhovedet fortæller denne historie
her i et julebrev skyldes egentlig også Elsebeth. Thi det år,
hvor jeg arbejdede på en gård i Canada i 1970, følte jeg
mig nemlig så ensom, at jeg skrev hjem til hende om at komme
over hos mig. Det ville hun ikke og i stedet begyndte jeg
derfor i min ensomhed ved petroleumslampen i hytten ude i
markerne at skrive et brev hjem til hende og jer andre, der
efterhånden blev til 155 sider …..og snart efter blev dette
til årlige julebreve. For mens man skriver julebreve til de
mennesker man holder af og I derved pludselig bliver
nærværende for én, - ja, så føler man sig ikke længere
så ensom…..Tja, det ville I jo selv opdage hvis I gik i
gang med at indhente det forsømte J
Elsebeths tragiske fortælling om de mange
indespærrede indvandrere, hun møder på den psykiatriske
anstalt, var blot
en af de mange årsager til at jeg i år besluttede mig for at
kæmpe mig ud af min hvide isolation og deraf følgende
racisme. Jo mere hadet og hetzen i medierne især overfor
muslimer var intensiveret i de senere år, jo mere kunne jeg
mærke at jeg selv var begyndt at tænke dårligt eller
negativt om Islam. Hvis jeg ikke havde kendt nøjagtig den
samme racisme i mig selv, når jeg lever for længe i hvid
isolation i de amerikanske universiteter og derigennem
langsomt begynder at tænke negativt om de sorte, føler frygt
overfor ghettoerne osv., - ja, så ville jeg sandsynligvis
ikke have opdaget i Danmark, at det var mig der var ved
at blive syg i hovedet. Tværtimod ville jeg – med alle de
negative artikler om Islam i aviserne – have konkluderet, at
det nu gennem min øgede viden var ved at gå op for mig, hvor
forfærdelig Islam egentlig er. For jeg havde jo set nok af
eksempler på hvide frisindede amerikanske professorer, der
kan stå og prædike tolerance i deres skoleklasser, men som
alligevel nærer en dyb frygt og følgelig foragt overfor det
sorte samfund. Så selv om jeg selv stod dagligt i danske
skoler og magtede at prædike smukke ord om kærlighed til
næsten osv., vidste jeg at dette ikke kunne forhindre mig i
at udvikle en lignende racisme overfor muslimer. Følgelig
måtte jeg gøre det samme som i USA – søge ud af min hvide
isolation og ind i ghettoen, få venskaber med muslimer,
kæmpe med dem osv. På trods af mit arbejde havde jeg pga.
det velhaverkvarter, Nyboder har udviklet sig til, ikke fået
en eneste indvandrerven. Muslimer for mig var nogle
tilslørede, utilnærmelige fremmedelementer ude på
Nørrebro. For især kvinderne virker utilnærmelige for én
som er sygeligt optaget af anti-muslimske tanker. Derfor
begyndte jeg nu – så godt mit travle arbejde tillod det –
at arbejde med min racisme, at rense mine negative tanker, at
gå til møder om Islam osv.
Og nu skete der noget ganske forunderligt, ja
helt eventyrligt. Jo mere jeg arbejdede med mig selv,
konfronterede mig selv osv, jo mere begyndte muslimerne
pludselig at åbne op overfor mig. Denne følgevirkning kendte
jeg selvfølgelig fra mit racismearbejde i USA, men det der
virkelig slog mig nu, var netop muslimske kvinders pludselige
åbning overfor mig. Pludselig var det som om de smukkeste
kvinder i verden kom dumpende ned i mit skød i hurtig
rækkefølge. Det hele begyndte at minde om den oplevelse, jeg
fortalte om i mit 25. års jubilæumsjulebrev, hvor jeg efter
et par år uden kvindelig kontakt, gik igennem en intens
sexisme- og "men’s liberation workshop" –
ruskede i, græd med, psykologiserede med mænd i alle aldre
– og derpå pludselig oplevede ude i USA’s gader over hele
landet at den ene fremmede kvinde efter den anden kom ud af
det blå og inviterede mig hjem. 14 talte jeg det til på de
følgende 17 dage. (En af dem var Chris i DK4’s film, hvis
rigmandslejlighed jeg stadig bor i. Så sig ikke at man ikke
får noget ud af at arbejde med sin sexisme. For de er alle i
dag stadig mine venner og faste bopæle). Noget lignende skete
for mig i Danmark i løbet af foråret. Men det der slog mig
var, hvor utroligt smukke de alle var mens jeg midt i al min
negative anti-muslimske tænkning aldrig havde kunnet finde
noget som helst attraktivt ved muslimske kvinder (nøjagtig
som jeg ikke kan se sort skønhed mere påvirket som jeg er af
min amerikanske racisme). Den ene skønhed efter den anden kom
nu dumpende ind i mit liv som i "1001 nats eventyr"
uden at jeg rørte en finger. Jeg behøver blot at nævne
nogle af de mere kendte fra medierne såsom Mona Sheik,
Mandana Zarrehparvar, Roya Moghadas, Sherin Khankan og Rushy
Rashid nogenlunde i den rækkefølge. Når jeg lige her
vælger at "bruge" mit nye venskab med jer i en
sådan bunkefremstilling, Mona, Mandana osv. – thi I er
naturligvis unikke individer hver for sig – skyldes det
naturligvis at jeg altid bruger egoistiske argumenter for
hvorfor vi bør arbejde med vores egen racisme. Det lønner
sig med andre ord at få løsnet op i knuderne i sin
undertrykkende tænkning. Er der noget negativt eller nogen
risiko ved at gøre det? Jo, at min liste over
julebrevsmodtagere pludselig er vokset ganske gevaldigt. Jeg
vil ikke her berette om de mange tilfældige måder I
pludselig kom ind i mit liv på, - blot om hvordan I hver for
sig berigede dette, gav mig ny energi, ny tro på
menneskeheden.
En af de første åbenbaringer var Sherin, som
sad i et panel til et af de mange møder jeg gik til om Islam.
Ingen vil benægte at hun er en skønhed, men det der
fuldstændigt slog benene væk under mig var klarheden i
hendes tale og skønheden i hendes budskab, som jeg straks
følte var mage til mit, blot langt bedre formuleret. Alt i
Islam blev pludselig så funklende klart og rent for mig i
hendes fremstilling. Væk var pludseligt alle mine onde,
negative tanker. Dog var det hendes brug af ordet kærlighed,
der var det afgørende for at jeg endte med at fri til hende.
Dette kom dog først senere – vi må jo ikke et øjeblik
glemme at vi har at gøre med en muslimsk kvindeJ Først
begyndte vi at maile sammen. Hun havde aldrig hørt om mig
før, så jeg var jo nødt til at bringe lidt medgift i hendes
øjne. Så pludselig en dag ringede hun til mig om jeg ikke
ville komme ud og besøge hende, da hun havde fået besøg af
en kvinde fra Palæstina, som hun syntes jeg skulle møde. Det
lød jo som en herligt udtænkt plan for en muslimsk kvinde
til ad snørklede omveje at starte et nyt forhold, tænkte
jeg. Desværre var det aftenen før Lalou’s konfirmation,
hvor alt var travlhed, jeg skulle skrive tale osv. Jeg svarede
derfor at jeg ville prøve at komme, men turde ikke love det.
Men jeg fandt nu hastigt nogle af Lalou’s breve frem og
kaldte det for "min tale" og cyklede så ud til
Sherin ved midnatstid. Men i denne sene nattetime stod Sherin
i en ren forlegenhed foranlediget af hendes syriske
kulturbaggrund. "Min palæstinensiske gæst er lige gået
og jeg er helt alene….. men, ok, kom indenfor." Og så
lidt efter kom den for hende så tyngende sandhed: "Er du
klar over at det er første gang jeg nogensinde har været
alene med en mand? Normalt bor jeg sammen med min søster, som
nu er i Syrien." Jamen, i mine danske øjne kunne det da
ikke være meget mere ideelt, tænkte jeg i mit stille sind.
Så serverede hun te og alskens lækkerier og snakken gik. Vi
følte os straks stærkt forbundne på en mystisk måde, da
hun kun var 26 år. Jeg skal selvfølgelig ikke her berette om
alt det spændende, jeg lærte denne aften om Islam, syriske
familiemønstre og hendes kærlige familie, som hun forbrød
sig så stærkt imod ved overhovedet at have mig der, idet
meget af det selvfølgelig hører til det fortrolige. For ud
af det hele voksede en dyb fortrolighed, som er fortsat siden
– og, ja, ligesom med mit forhold til Pia Kjærsgård, så
kan jeg jo ikke røbe alt om mit forhold til Sherin her for
mine julebrevslæsere. Vi har jo at gøre med politisk
offentlige personer. Men for at gøre en lang historie kort,
så endte jeg i alt fald med at fri til Sherin. Eller var det
dig, der friede til mig? Jeg husker det egentlig ikke. Det kom
så naturligt. Vi konkluderede blot – ligesom jeg på sin
vis havde gjort det med Pia – at er der to der burde stå
sammen i dansk politik, så var det Sherin og mig. Altså slog
vi pjalterne sammen og indledte et forhold. Hvordan dette
kærlighedseventyr siden har udviklet sig, vil jeg berette
senere i julebrevet……..
For nu skal vi – efter langt ud på natten
at være på nippet til at konvertere til Islam – skynde os
hjem til lillemor og sørge for at Lalou bliver bekræftet i
den rette kristne tro. Vi må jo ikke lade os føre ud i
fristelser og glemme at holde fast i de gode danske
traditioner. I flere dage havde jeg hjulpet Annas mor, Sandra
Davolio, med at købe ind til det helt store ædegilde.
(Sandra, din italienske madlavning behøver vist ikke nærmere
introduktion efter omtalen af din bespisning af Anita Roddick
og 63 Bodyshopfolk i 1998-julebrevet, men kan varmt anbefales
til evt. julebrevslæsere, der ønsker selv at holde fest.)
Konfirmationen gik efter de sædvanlige forskrifter, hvor alle
blindt og ukritisk adlød hvad de havde fået at vide at de
skulle sige – nøjagtig som vi anklager muslimer for at
gøre det. Dog var Vibeke som sædvanlig undtagelsen, der som
den eneste valgte at demonstrere sin tro ved IKKE at
gå med flokken til nadverbordet. Under prædikenen sad Ole og
jeg med himmelvendte øjne ….vendt mod loftet, mens vi
funderede over hvor mange billeder der skulle til for at
dække dette kæmpeareal til vores snarlige udstilling. Det
var jo lidt pudsigt at det lykkedes vor lille familie at fylde
Rundetårns kæmpekirke BÅDE i det høje og i det lave i det
samme Herrens år. Til middagen var der et herligt udvalg af
jer julebrevslæsere til bords og mange smukke taler. Størst
lykke gjorde dog den sang, som føromtalte Anna havde skrevet
til Lalou og fremførte med sin usædvanligt smukke
operastemme med guitar til. Jo, du er mere og andet "end
blot en dum fotomodel," som Daniel engang forbavset
konkluderede. Vibeke og jeg havde igen skrevet en alenlang
sang, dog mindre drillende overfor konfirmandens forældre end
dem vi tidligere på året havde skrevet til konfirmationerne
for Lalous to kusiner. Et par af jer anklagede mig for at
"gå for tæt på" i min "tale", som jeg
jo dovent fik "skrevet" i nattens løb ved at læse
op af Lalous sjove personlige breve ….mens Lalou bagefter
var sur over at jeg ikke havde læst ALT det intime i brevene
op.
Under en så lykkelig familiesammenkomst kunne
jeg ikke lade være med flere gange at ærgre mig over at min
kære præstefar ikke kunne være med, så stolt som han ville
have været – ligesom han på forunderlig vis også var
udeblevet fra Daniels konfirmation med en liggende stilling
som undskyldning, dengang dog blot hekseskud. Men var der en,
vi manglede på denne dag var det dog hans kæreste Inge, hvis
opofrelse for ham I vil huske fra sidste års omtale af hans
begravelse. Vi havde håbet at hun ville blive boende i hans
hus, men hun kom sig aldrig over tabet af min far. Hver gang
jeg besøgte hende i vinterens løb, så jeg hende blive
tyndere og tyndere fordi hun nægtede at tage føde ind. Efter
flere forgæves hospitalsindlæggelser var vores eneste håb
at køre Inge til hendes familie i Holland, hvor hun – efter
deres kærlige forsøg på tvangsfodring – til slut sank
sammen og fik held i sit Hagbard og Signe-ønske om at få et
hurtigt gensyn med min far – mindre end et halvt år efter
hans død. Så godt nok var der stor familieglæde på denne
konfirmationsdag, men den faldt kun en uge efter at tårerne
havde pisket ud af os alle sammen ved synet af den
selvudslettende beskedne Inge, der nu var svundet ind til en
lille enlig urne på nøjagtigt det sted i Agerbæk kirke,
hvor min fars kiste havde stået så kort tid før. Et par
dage efter gik også en anden af jer gamle venner bort, Erik
"Barber," som Ingrid og jeg havde tilbragt så mange
herlige stunder med til Ungdomsforeningens skuespil – han
fik altid publikum til at grine ved sin blotte fremtræden på
scenen – og som hele sidste sommer dagligt havde trøstet
mig, når jeg traskede fra min syge far op til hans kiosk for
at købe Politiken. Nu faldt han selv om af hjertestop uden
for sin butik.
Fortsættes i del 2
|