Senere på året måtte jeg og mine brødre i gang med det ingen af os ønskede – det tunge arbejde med at tømme min fars hus med alt hvad dette indebærer af svære beslutninger om hvad man skal stille op med et indbo, der er gået i arv fra præstegård til præstegård igennem 200 år – en epoke, som nu er uigenkaldeligt slut med tre ugudelige præstesønner, der hverken har plads eller evner til at videreføre det rige kirkelige liv, der udspillede sig omkring dette. Jo, denne kalk var svær nok at tømme. Men mens vi gik og pakkede dette dobbelte dødsbo, ringede telefonen til Vibeke og meddelte at hendes utroligt afholdte fætter, Christian, samme dag var blevet dræbt i en trafikulykke i sin bedste alder. Så fik tårerne først frit løb. Jeg har før holdt begravelsestale her i julebrevet, men vil ikke gøre forsøg på at holde den, jeg skulle have holdt for dig til din begravelse, Christian, hvis jeg ikke havde været i USA. Nu må du få den senere på min web-kirkegård - lidt i stil med de ofte sene, men uhyre gennemtænkte og dybe refleksioner, du som en af de eneste altid sendte som reaktion på mine julebreve og artikler og kronikker i Politiken. Jeg kan ligesom ikke få mig selv til fra computeren at fjerne dine seneste kroniklange overvejelser omkring din egen racisme, som du e-mailede til mig i Afrika efter kronikken om min racisme, og som jeg endnu ikke havde fået svaret dig på. Vi vil især alle savne dig her i julen, hvor vi altid var sammen, og jeg ved at din varme dybe stemme på en eller anden måde igen vil være med os ved middagen. Tak for den vidunderlige gave du var for menneskeheden – ikke mindst som inspiration for dine elever, som jeg hørte mødte op i hundredvis til din begravelse.

Min barndoms store kirkelige fællesborde i præstegården har min ugudelige bror, Niels Jørgen, i øvrigt fortsat på sin helt egen måde. Som formand for Sparta bespiser han ikke blot hvert år i Fælledparkens firmaløb over 5000 mand ud af 5 brød og 2 fisk gennem sine næsten overjordiske evner til at få sponsorstøtte, men lader også hver weekend løbene gå igennem sit eget hus til lettere bespisning. Og nu en uge efter konfirmationen kom så hans store maratonløb, som vi tre gamle klassekammerater, Torben, Marius og jeg, længe havde ægget hinanden op til i e-mails. Mens resten af klassen nu venter spændte på resultatet, kan jeg lige benytte lejligheden til at fortælle at jeg modsat de andre slet ikke havde trænet i årets løb. Uden en eller anden overordnet ide med at løbe – såsom sidste års store 1200 km’s Danmarksløb – er jeg nemlig overordentlig svær at motivere. Dog ville jeg ikke bruge denne dovenskab som undskyldning for ikke at stille op. Det gælder jo om at være med – eller i hvert fald om at stille op, tænkte jeg, for jeg havde ikke forestillet mig at jeg ville gennemføre. Men det gik bedre end jeg troede og ved 30 km-skiltet var jeg besluttet på at det skulle lykkes – om ikke andet ved at gå resten af vejen. Men så pludselig dukkede Torben op bagfra og råbte legende let "Hej, Jacob, jeg har kigget efter dig hele vejen." Umådeligt træt, som jeg var, vinkede jeg til ham om ikke at vente på mig, da jeg kunne se på hans friskhed at han allerede havde vundet løbet. Men nej, Torben ønskede at være solidarisk med mig og løb hele de sidste 12 km ved siden af mig og snakkede løs som var vi på skoleskovtur. Jeg var frygtelig irriteret, da jeg var midt i min "maraton-mur" og helt død i snakketøjet. Samtidig var jeg inderst inde taknemmelig fordi jeg vidste at uden Torben som "hare," ville jeg være slået over i langsom gang og have fået en dårlig tid. Ved Diamanten stod Marius’ kone Anne og spurgte om vi havde set ham. Så kom kræfterne og humøret pludselig igen ved udsigten til at jeg i det mindste havde slået Marius. Og 500 meter før mål følte jeg mig pludselig så frisk igen, at jeg lod hånt om al Torbens solidaritet, ja, slet og ret forrådte hans tillid ved pludselig at sætte i en gevaldig slutspurt og vinde løbet langt foran ham. Eller det troede jeg i det mindste, for jeg havde ikke taget højde for at Niels Jørgen til dette maratonløb for første gang havde indført elektroniske chips. Og da Torben havde ligget langt tilbage blandt de 6000 startende, endte han nu med at slå mig med nogle få tiendedele sekunder. Og det var ham – som klassens ubetinget hurtigste dreng – absolut vel undt, da han jo havde ansporet mig til at forbedre mit eget tidligere maratonresultat med hele 8 min. Men hvor blev Marius af? Vi ventede og ventede, men kørte til sidst hjem til brusebad og frokost hos mig. Først "langt hen på dagen" – skal vi ikke sige det sådan – kom Marius luskende med en af de undskyldninger, vi jo alle husker ham så tydeligt for i skolen: "Jeg kunne desværre ikke aflevere til tiden, da jeg har været syg!"

Jeg fik nu travlt med at arbejde på min store udstilling i Rundetårn. Jeg husker ikke hvem der først fik ideen til en udstilling: Lousiannas mæcen Peter Augustinus, Finn Thrane fra Museet for Fotokunst eller Jens Jørgen Jensen, der i mange år har lavet kopier af mine billeder og biograffilm for mig. Jens Jørgen flyttede siden til USA og fik der den ide at lave et stort museumsprojekt med mine billeder samt – noget særligt amerikansk - salg af signerede, nummererede luksusportfolier af dem til millionærer og samlere. Jeg troede ikke helt selv på billederne i en sådan "kunstnerisk" sammenhæng, men forfængelig - som vi vel alle er - havde jeg ikke noget imod at han prøvede at slå mit brød stort op for mig. For at klare sig i denne forkromede verden af "art photos", lavede Jens Jørgen dyre cibachromer af hvilke jeg selv fik 62 billeder til evt. udstillingsbrug herhjemme. Amnesty International i Norge tilbød at finansiere indramningen af de 62 billeder til brug i en kampagne mod dødsstraf, men bagefter havde jeg igen anelse om hvad de skulle bruges til. Jeg havde jo dengang travlt med bl. a. slægtsforskning. En af mine gode slægtsforskningsvenner, Jesper Vang Hansen i Rundetårn, spurgte en dag om jeg ikke havde et eller andet jeg kunne udstille i Bibliotekssalen, da han havde fået et hul i sin udstillingsplan. Det var jo et utroligt held midt i jubilæumsåret. De fleste fotografer er heldige hvis de 5 år ud i fremtiden overhovedet kan få et par kvadratmeter at udstille på i afsides afkroge af byen. F.eks. min kunstnerisk langt overlegne Henrik Saxgren, der netop samtidig udstillede på Fotografisk Center, men som ingen kom og så – ikke engang hans danske kolleger. I sammenligning fik jeg helt gratis et areal på størrelse med en fodboldbane forærende og var i kraft af Rundetårn garanteret et kæmpepublikum. Det gik snart op for mig at det var mit livs udstilling, jeg havde sagt ja til, - eller rettere, den slags udstilling som de fleste kunstnere kun vover at drømme om at få efter deres død. Men for at fylde hele Rundetårn ud skulle vi have flere hundrede billeder med. Jeg må ærligt tilstå at jeg ikke havde nogen anelse om hvor stort et arbejde, det er at lave udstilling. Til det meget tidskrævende udvælgelsesarbejde med at gå tusindvis af mine billeder igennem, der for det meste stadig ligger i lange filmruller, kendte jeg kun en person, der kunne bruges: min fra julebrevene så kendte "astrolog." Hvem hun er, får I senere i brevet at høre mere om, idet hun bliver en kendt person i det nye år. Hun har valgt billederne ud til alle mine nyere shows og er som psykolog og kunstner god til at se bag om billeder, ned i sjælens dybder. Color Gruppen sponsorerede mig lidt mod at jeg selv fjernede støv og rettede billederne op på computeren. Det viste sig at være et kæmpearbejde, som jeg sammen med min søn brugte dag og nat på i ugevis. Min nabo, Barbara Adler, der er computerkunstner og ekspert i Adobe Photoshop, brugte alene 33 timer på at rette mine værste billeder op. Det skal tilføjes at hun gjorde dette lige oven på sin mand, filmfotograf Manuel Selners død af kræft. Et utroligt dejligt og varmt menneske, som vi gennem årene fik megen glæde af som far til Lalous bedste veninde, Tara. Selv fik vi sagt farvel til ham kun en time før han døde. En anden af jer julebrevsmodtagere, min filmproducent fra filmen Am. Billeder, Ebbe Preisler, foretog den meget stemningsfyldte buddhistiske begravelse. Ja, Ebbe, der er gået en stor præst tabt i dig.

Endelig kom så ugen, hvor vi skulle til selve ophængningen. Det bedste ved hele arbejdet var de mange nye venner, jeg fik, såsom Franks familie, der havde stået på hovedet i en uge for at indramme billederne i Nørrebro Indramning. Vores bedste ven i familien, Vibekes gamle kæreste Ole, var udstillingsleder og Ebbe og Eva Harder hjalp med ophængningen. Det viste sig at være et kæmpearbejde at få billederne op i Rundetårn, hvor de i række fyldte hundredvis af meter på gulvet, så det så fuldkommen uoverskueligt ud. Men Ole begyndte nu at gå og gå og gå rundt på "foldboldbanen" med billeder og sagde så pludselig efter nogle timer: "Sådan skal de hænge" og begyndte at knalde dem op. Som ophænger for Per Arnoldi har han et professionelt øje for den slags ting. Men efter ophængningen af de 250 store billeder så lokalet stadig lidt tomt ud. Jeg ville gerne have Annie Hedvards gamle billedtæpper op, som havde hængt i vores gamle teater i Købmagergade. Så foreslog Ole at jeg skulle finde alt om Amerikanske Billeders historie og lægge det i nogle glasmontre for at fylde rummet ud. Jeg gik i kælderen og hentede alskens gamle kasser frem med de tusindvis af breve, vi havde modtaget gennem årene, gamle kameraer og dagbøger, ja, sågar skjorten jeg skulle have været myrdet i under attentatet på Popeye. Særligt sjovt var det at lave en montre med showets tekniske historie fra fortidens kæmpetunge spolebåndoptagere til de små bitte Dat-maskiner i dag osv. Ebbe lavede en kæmpemæssig væg ud af alle de forskellige plakater, der har været brugt i 14 lande til at opreklamere showet bl.a. dem jeg brugte under et kort visit i Danmark i 1971 under pseudonymet Mads Honst af angst for at CIA skulle forhindre mig i at komme tilbage til USA. Og da Ebbe så en af disse plakater, gik det pludselig op for ham at han selv havde set mine billeder som elev på arkitektskolen dengang uden at vide hvem denne Mads Honst var. Sidste montre skulle handle om nutidens racisme, men blev aldrig rigtig færdig, da vi jo står midt i hele denne problematik.

Men sådan gik det til at Jespers desperate forespørgsel "Har du ikke et eller andet du kan udstille?" endte med at blive til noget der lignede en stor afdød kunstners retrospektive mindeudstilling. Og når man hverken er død eller stor, kan man jo ikke ønske sig mere i livet. Men inden udstillingen voksede sig så stor, havde jeg fået sendt nogle e-mailindbydelser ud, som vist mere eller mindre antydede at det ikke var værd at komme til. Derfor blev jeg skuffet over at se at mange af mine nærmeste venner og familie ikke kom til ferniseringen eller senere skønt der i al fald i min familie aldrig har været nogen, der har haft en større udstilling. Skønt det væltede ind med folk til ferniseringen, havde ca. 3 gange så mange måttet melde afbud på denne uheldigt valgte dag, hvor hele landet havde studenterafslutninger, sommerfester, ferieudrejse osv. Theis fra DK4 ville igen komme og filme, men med samme held som i USA var han så uheldig at blive ramt af en knallert på vej til festen og havnede i stedet på hospitalet med hjernerystelse. Tom Palmvig - en anden mangeårig ven helt fra Vesterbro-tiden - fik dobbelt hjertestop samme uge og havde forståeligt nok ikke lyst til at optræde som "dead man walking" helt op til disse højder. Men du var netop af samme grund stærkt med mig i tankerne denne aften, Tom. 
Til åbningen var der lange, varme taler af min forlægger Per Kofod, tidligere medarbejder med showet på de tyske landeveje, Jerry Justice, og tidligere anti-apartheid-"comrade-in-arms," Sydafrikas ambassadør, Themba Kubheka. Themba var jeg desværre til afskedsfest hos senere på året, da denne lille mand netop havde fået sparket op fra 5 millioner danskere til 1 milliard kinesere som ambassadør. Udstillingens højdepunkt for de fleste var nok gensynet med Annie Hedvards gamle billedtæpper. Jo, der var stadig stavefejl på dem, men det lovede Annie at gøre noget ved. Hun synes at "det er på tide jeg lærer nogle sprog" og havde netop i disse dage taget studentereksamen - endog med et gennemsnit på 8,4 - hvilket vist må siges at være pænt klaret for en 64-årig. Min egen datter gjorde mig også opmærksom på adskillige stavefejl på navneskiltene, jeg havde lavet hele natten før. 

Men hvad angår fremmøde og deltagere må man sige at festen bagefter var den største succes. Aldrig har vort hjem i Gernersgade vist oplevet en sådan sammenstuvning af mennesker før. Med 160 mennesker på vores 100 kvadratmeter overgik det selv højdepunktet, jeg oplevede i årene da jeg indkvarterede flygtninge i Købmagergade. Om denne sjove tid havde jeg netop samme dag en stor artikel i Berlingske Tidende til støtte for Leif Bork Hansens private flygtningeindkvartering, som meget apro pos sluttede: "Livet er en fest, og kun gulvets bærekraft bør afgrænse antallet af udlændinge, vi tager ind."  Til festen var vi dog lige ved at få een "udlænding" for meget - nemlig Roya Moghaddas. Det kan i al fald undre at der ikke skete andre ulykker end da hun dånende faldt om ved synet af Søren B. Henriksen - og tog en stor vase med sig i faldet. Eller var det mon D.H.S's "eksklusive" direktør, der blev svag i benene ved synet af en utilsløret muslimsk kvinde? 

Men da først hun kom på benene igen, var festens absolutte højdepunkt så afgjort netop Royas yndefulde og smittende iranske mavedans. Inden vi havde set os om var hele lejligheden et stort bølgende mavedansende hav. Flere spurgte mig hvor jeg dog havde fået så professionel og elegant en danser fra. Selv anede jeg faktisk ikke at Roya havde OGSÅ disse kvaliteter. Hun er en af de nævnte muslimske skønheder, der kom dumpende ind i mit liv i år, en imponerende TV-talkshowsværtinde (hendes majestætiske fremtronen på skærmen opnås ved at hun sætter sin liden skikkelse ovenpå to tykke telefonbøger... så jeg det med egne øjne, da hun interviewede mig!!!) Selv gør jeg flittigt brug af hende som rådgiver for mine artikler om racisme og indvandrere inden evt. publikation og til at holde mig orienteret om vigtige møder og har en korrespondance med hende, der efterhånden overgår Mogs og min astrologs i megabites. Dorit Otzen måtte gå i utide pga. sit arbejde -  idet hun skulle ned og trække med de prostituerede fra sin "rede" i Istedgade. Dette vidunderlige menneske har jeg selv trukket med lige siden hun reddede min eksamen i studentertiden, hvor mit etværelses baggårdshus i Dannebrogsgade var blevet så overfyldt med husvilde, at jeg måtte flytte ud i hendes luksusvilla i Vanløse for at få læsero. Underligt nok er det nu dig, Dorit, der er "forsumpet" på Vesterbro. Helt sådan lyder det dog ikke når jeg ustandseligt vågner om morgenen og hører din søde stemme i radioen.

Jo, sådan kunne jeg blive ved om alle de kære minder og gamle venner, der dukkede op til denne fest. Egentlig havde jeg ikke selv noget med festen at gøre - ud over at sende nogle forsinkede invitationer ud. Først fire dage før gik det op for Vibeke at vi skulle have fest, da jeg havde sendt indbydelser til hendes arbejdskolleger, men fuldstændig glemt at fortælle hende selv. Hvorefter hun med lynets hast efter arbejdstid gik i gang med bagværk og madlavning uden spor hjælp. Hun fik i al fald vist at man yderst spontant og for kun 2000 kr kan bespise noget der lignede "5000 mand." Det synes jeg at er værd at tænke over, at man kan få en lige så god fest ud af ingen penge som for 100.000 kr. Alle blev mætte og gav til overmål udtryk for taknemmelighed bagefter. Pga. folkemængden og min afsindige træthed efter flere nætter uden søvn, opdagede jeg aldrig hvem af jer, der var til stede, og fik det ofte først at vide af jer selv lang tid efter. Men en god fest er jo netop en, hvor værten slet ikke selv behøver at være til stede. Mange af dem, som stod som sild i en tønde nede i gården, nåede aldrig ind i huset. Det var altså i særlig grad Vibekes fest og derfor også især hende, der - velfortjent – nød blomsterhavet, som I efterlod i lejligheden. 

Ligeså vidunderligt var det bagefter hver dag at have flere besøgende til udstillingen end jeg dagligt har til mine shows – uden selv at skulle være til stede! 60.000 endte med at besøge den. De første par dage sneg jeg mig op for at se folks reaktioner og iagttog – eller fik fortalt om – mange mennesker, der gik rundt og græd. Det forbavsede mig, at også mine "døde" billeder kunne virke stærkt på folk, men det var nok i lige så høj grad de tekster, jeg havde sat op ved hvert billede, der fortalte om eller viste billeder af hvordan det siden er gået med skæbnerne fra min bog – alt for ofte ved at man så dem som myrdede i en kiste. Denne udførlige opdatering er der jo desværre ikke plads til i mit show. De stærkeste reaktioner kom fra udlændinge, som aldrig havde hørt om Amerikanske Billeder før, mens billederne for mange danskere nok var blevet lidt "slidte" i tidens løb. Det var i hvert fald tilfældet i et meget surt opstød fra Politikens arkitekturanmelder, Henrik Steen Møller. Han er kendt for den slags opstød og jeg elsker dem når han retter skytset mod Københavns nyere arkitektur, men – skomager bliv ved din læst. For pga. sommerferie for Politikens fotoanmeldere fik han desværre opgaven. Han ringede mig først op og sagde at han glædede sig usædvanligt meget til at se mine Nicaragua-billeder, idet han havde været i Nicaragua med Henrik Saxgren og det havde været en rystende oplevelse. "Det kan du godt glemme alt om", svarede jeg. "Jeg har kun været i Nicaragua én dag og kun fotograferet i slumkvartererne en formiddag uden tolk og uden at kunne spansk. Alligevel har jeg valgt at tage fire billeder med uden kunstnerisk relevans – imod min "astrologs" vilje – netop fordi det også for mig var så rystende en oplevelse." Ikke desto mindre brugte han en halv side på at rakke udstillingen ned netop ved at slå hårdt ned på mine Nicaragua-billeder. Flere skrev rasende breve til Politiken. Jeg selv kunne dog sagtens æde kritikken af disse "døde" billeder. Det værste var derimod at mange overfladiske læsere troede at der var tale om en anmeldelse af showet – altså den anmeldelse, som jeg i 25 år har prøvet forgæves at få i danske medier.

Dagbladet Information var derimod så begejstret, at det skrev om udstillingen hele tre gange, bl.a. i en leder. Information kom endog med en interessant spådom, som jeg ikke i min vildeste fantasi troede ville gå i opfyldelse. Nemlig at mine billeder fra USA en dag ville få stor kommerciel værdi blandt kunstsamlere. For ikke ét af mine billeder blev solgt på udstillingen. Især blev jeg lidt skuffet over at ingen af jer gamle venner tog mig op på mit tilbud om at I kunne få mine billeder til produktionsprisen på 750 kr – et sidste desperat forsøg på at opnå lidt støtte til at finansiere udstillingen, som jeg ikke regnede med nogensinde skulle bruges igen. Så jeg tænkte at når ikke engang ens egne venner ville have mine billeder hængende til foræringspris, - ja, så kunne jeg slet ikke gøre mig håb om at få dem solgt til anden side.

Men der tog jeg fejl, for lige samtidig kom der pludselig en mail fra Jens Jørgen i USA om at en stor kunstforhandler i L.A. ville købe 150 portfolier af mine billeder til sammenlagt 3,2 millioner kr. De skulle dels sælges til museer og samlere og dels på Christies auktioner. Efter dette første sæt med 10 billeder i hver, regnede forhandleren med at prisen på dette næste sæt ville gå endnu højere op, når billederne først blev kendt og der blev arrangeret museumsudstillinger af dem. Der var nu blot den lille hage ved det, at min hidtidige kontrakt med Jens Jørgen som mellemforhandler var udløbet, og ved udsigten til disse mange penge skulle der nu forhandles en ny. Og denne kontrakt skulle falde inden 14 dage, da det var den deadline den amerikanske forhandler havde sat. Men det var samtidig de første 14 dage af vores sommerferie, hvor vi ville være taget på campingtur rundt om Østersøen. Og er der noget der er helligt for Vibeke, er det vore ferier, da vi jo næsten aldrig ellers er sammen. Og er der en helligbrøde, jeg aldrig må begå, er det at tage min bærbare computer med på ferie, da det jo er den jeg i forvejen er "gift med", mener hun. Nu endte vi derfor i sommerhus, hvor jeg sad via telefon og e-mail og forhandlede kontrakt med danske advokater i den ene ende og Jens Jørgen i den anden i Portland, mens Vibeke rasede ude i haven eller endnu værre inden døre, når det for det meste var regnvejr. "Jamen, kan du da ikke se alle de vidunderlige sommerferier, vi kan få for alle de penge," sagde jeg til Vibeke, der ellers ikke er bleg for at spille i lotterier af samme grund. "Jeg er FULDSTÆNDIG lige glad. Jeg vil ikke have DENNE sommerferie ødelagt," råbte hun.

Men det kan I jo næsten forestille jer at den allerede var, og så kan man jo lige så godt tage skridtet fuldt ud og investere i nogle fremtidige ferier, der kan opveje brøleren. Jeg ved ikke hvorfor mænd altid synes bedre til at tænke LANGSIGTET. Heldigvis kom der nu nye tilbud, som forbedrede min position. Først kom Museum of Modern Art med et tilbud om at opkøbe alle mine originale dias for ca. 4 millioner kr. Og dernæst kom selveste Bill Gates med et endnu mere utroligt tilbud. Han er ved at opbygge verdens største fotosamling for sine Joakim von And penge og lægger originalerne i en saltmine i Utah og kopier ud på Internettet på www.Corbis.com. Nu tilbød han omkring 8,8 millioner kroner for alle mine originale dias. Men heller ikke dette gjorde indtryk på Vibeke. Når hun engang imellem selv har spillet, er det nemlig ikke ud fra en drøm om at få mange penge, men derimod spændingen ved spillet. Heldigvis var der lige samtidig en serie udsendelser i fjernsynet om hvor mange danske lottomillionærer, der var blevet ulykkelige eller i hvert fald ikke lykkeligere af de mange millioner. Så det var ikke svært for mig at sige nej til Bill Gates. Jeg har én gang før prøvet at være millionær, og det husker jeg blot som den mest stressede periode i mit liv samt den mest nedladende og ydmygende med de mange bønfaldende breve fra afrikanere og spørgsmålet om HVEM der skulle have pengene. Det var et ansvar jeg helst ville være foruden igen. Som lottomillionærerne stort set alle sagde, har vi danskere jo penge nok i forvejen i vores overflod. Samtidig vurderede eksperter, at mine billeder ikke kunne blive andet end mere værd efter min død, hvorfor jeg med mænds gode sans for langsigtet tænkning straks besluttede at vente med at sælge dem til efter min død. Paradokset i mine billeder, der nu kom frem, er at amerikanerne i det store og hele ikke bryder sig om dem. De giver dem for meget ubehag, er for anklagende og rummer det som alle amerikanere bruger det meste af livet på at flygte fra: smerte. Men, som den amerikanske kunsthandler påpeger, er der nogle amerikanere, der simpelthen ikke aner hvad de skal bruge deres mange penge på. Derfor satser de på mine billeder som en god investering og IKKE fordi disse er kunst. I USA har jeg jo næsten ingen konkurrence hvad angår dokumentarisk skildring af et vist socialt lag i en epoke i 70’erne og 90’erne, hvor alle vendte kameraerne i en mere skønhedsdyrkende retning. Derfor mener kendere at billederne vil blive af historisk værdi ligesom Jacob Riis’. Men modsat Jacob Riis’ "optimistiske" billeder, der bekræfter den amerikanske drøm og kan bruges af alle amerikanere til at sige "Se hvad vi måtte gå igennem før vi blev til noget!", skaber mine billeder ubehag i dem ved at vise en sort underklasse, der er låst fast generation efter generation og prikker dermed hul i den amerikanske drøm.
Og det var netop dette problem, Jens Jørgen Jensen var løbet ind i under forsøget på at "sælge" dem til amerikanske samlere – at ingen med interesse for kunst faktisk ønsker at se dem og straks klappede min bog i ved synet.  

Nu er det jeg begynder at spekulere over om denne amerikanske flugt fra smerte og ansvar også er ved at slå igennem herhjemme, om det er det der var skyld i at ingen af jer venner var interesserede i købe billederne til min udstilling stort set til rammens pris. F. eks. er salget af mine plakater i danske skoler ligesom i USA faldet støt med årene skønt showet som sådan har fået mere succes. Jeg ville da heller ikke tidligere drømme om at forære mine billeder til mine bedste venner som en anden forfatter giver sine usælgelige bøger som gave – med den forlegenhed nogle af jer så vil komme i ved at føle jer forpligtet til at hænge dem på væggen hver gang jeg kommer på besøg. End ikke min kone vil jo have dem hængende. Men nu hvor Bill Gates og andre har sagt god for dem som investeringsobjekter, vil jeg på den anden side ikke længere skamme mig over at give dem til mine bedste venner for hvem de nu repræsenterer en hvis pengeværdi, som de blot kan tage under armen og sælge til et amerikansk museum e. lign. hvis de skulle komme i pengenød. Da jeg jo tit har belønnet jer, der jævnligt skriver julebreve til mig med bøger eller andet, vil jeg derfor i anledning af julebrevets 30 års jubilæum belønne netop jer med et af mine billeder, som I frit kan vælge fra mit web-galleri. For hvad har man venner til hvis ikke de netop skulle træde til i nødens stund – og en sådan kan jo i vor usikre tilværelse komme for os alle…..som det skete for min far, da han i en høj alder for at få råd til sin fjerde kone blev nødt til at sælge familieklenodiet, et Michael Anker-billede, på Christies auktioner. Hvem ved om ikke også DU får brug for at skifte konen ud en dag……ja, så vil det måske ærgre dig hvis du IKKE har skrevet julebreve til mig jævnligt i årenes løb!

Ja, som du sikkert kan regne ud var en sådan koneudskiftning lige ved at komme på tale for mig under denne sommerferies kontraktskriverier. Jeg tør ikke at udtale mig om det alligevel var drømmen om den store gevinst, der holdt sammen på familien ligesom "et nyt køkken" o. lign. ligegyldige materielle goder kan sætte fut i de fleste ægteskaber. Jeg havde ikke helt mod til at gå linen ud som min far og nåede lige at redde mit nuværende ægteskab på målstregen gennem en alternativ ferie til Toscana planlagt med en dags varsel. Det blev ganske vidst lidt af en luksusferie i fly og kedelige hoteller frem for vore sædvanlige i et lille kuppeltelt. Så for mig blev ferien netop alt det Vibeke ikke ønskede – at tage mit arbejde med på ferie – idet fly og hoteller jo hænger mig langt ud af halsen. I forhold til vore normale campingferier blev alting da også vendt på hovedet. Normalt går vi på kølende domkirke- og museumsbesøg i middagsvarmen, når teltet er for varmt. Nu holdt vi siesta i hotellerne og gik tidligt og sent ud i byerne, hvor vi var sammen med min bror, Niels Jørgen, og hans familie en tid. Bedst var næsten de lækre italienske tog, hvor man kunne nå at få læst noget frem for selv at sidde ved rattet …..samt at få set en del af de museer, man ikke rigtig nåede dengang børnene var mindre og hellere ville lege på campingpladserne med Europas andre børn. Vi boede dog også – på min brors anbefaling – privat hos min gamle kæreste, Dorianna. Hun havde en årrække været professor i Rumænien, men var nu vendt hjem til en gammel drømmelejlighed midt i det historiske Lucca. Som min kæreste i tiden før jeg tog til USA i 1970 blev hun mit faste overnatningssted i de første års foredrag, da hun var professor ved Odense universitet. Som oversætter af Thorkild Hansens "Det lykkelige Arabien" til italiensk var hun ked af at hendes danske eksemplar nu var gået fuldstændig i stykker. "Jamen, det skal du da ikke være ked af, for her har du et fuldstændigt nyt eksemplar," sagde jeg, da jeg netop havde læst denne vidunderlige bog i togene. Ellers lå hun nærmest i landesorg, da hendes kat lige var død, men denne nye frihed bevirkede dog at hun senere på sommeren kom og boede hos os i København.

Samme dag, vi tog afsked med hende, fik vi i toget på vej til lufthavnen, hvor et SAS-fly senere på året styrtede ned, et chok ved at læse i Herald Tribune om århundredets katastrofevejr i Pakistan, som havde dræbt over 150 mennesker i den by, som vi vidste vores søn, Daniel, netop befandt sig i og som var en af grundene til at jeg netop havde læst om Carsten Niebuhrs fantastiske rejse. Daniel var allerede tidligere på sommeren blaffet af sted for at gennemføre resten af det, som jeg kalder hans "Jorden rundt på 80 dage" rejse, idet han sidste år som omtalt blaffede tværs over USA. Nu ville han på tommelfingeren nå helt til Japan igennem Østeuropa, Tyrkiet, Iran, Pakistan og Kina. Han havde først planlagt at rejse sammen med en pige, der i sidste øjeblik sagde fra. Gode råd var dyre, da han vidste hvor ensom man kan føle sig på sådanne ture. Jeg foreslog så Siri, en 18-årig datter af to af jer julebrevsmodtagere, Annie og Carsten. Han blaffede over for at se hende an i Århus og det han straks faldt for var den kendsgerning, at hun "lever af gammel havregrød." I sin usædvanlige evne til selv at spare på sine penge, mente han her at have mødt sin overmand. Den største omkostning på hele turen for dem begge var da også visum og vaccinationer til de forskellige lande. De havde et lille telt med, som de slog op i vejsiden, eller boede for det meste hos de utroligt gæstfrie befolkninger især i de muslimske lande. Vi kunne i løbet af sommeren følge Daniels pengeforbrug på hans bankkonto. Da han nåede Peking havde han kun brugt 600 kr. Et land, det kæmpemæssige Iran, brugte han faktisk ikke en øre på at komme igennem, idet der ikke var noget sted han kunne bruge sit Visakort. Han kunne være kommet igennem dette billige land med bus for kun 40 kr, men, som han skrev hjem i e-mails, "vi går ikke på kompromis nogen steder". Underskrevet "Prince of Persia" (hans barndoms favoritspil). I Iran var der dog heller ingen Internetcafeer og vi fik kun andenhånds e-mails og opringninger fra hans venlige chauffører, der lige ville fortælle de urolige forældre at deres børn var i god behold. En sådan iraner skrev dog til os, at vores søn manglede penge. Og hvad har man mon fået sine nye danske muslimske venner til? Jo, jeg fik sat føromtalte Roya til at få et kæmpemæssigt familieapparat i sving i både Sverige og Iran for at sende penge til Daniel. Hendes familie dernede var så fattig at de ikke blot kunne låne Daniel penge indtil hun selv kom derned. Nej, hun måtte sende dem derned med en onkel i Sverige. Så først går det op for én hvor store disse familier er. For hver gang pengene nåede frem, var Daniel nået et stykke videre igennem Iran, hvorfor andre af Royas familiemedlemmer i de nye byer måtte fortsætte kampen med at finde ham, hvilket drejede sig om at holde udkig efter en "lyshåret dansk fyr og en indhyllet dansk pige med rygsække osv" i for os helt ukendte byer, men dog noget der viste sig at være millionbyer. Jeg må indrømme at jeg er fuld af beundring for at Daniel aldrig tog busser ud og ind af forurenede kæmpebyer som Teheran og Lahore, for jeg husker tydeligt det helvede det var at blaffe ud af byer som f.eks. Mexico City. Men belønningen var der til gengæld også dagligt i form af en uhørt gæstfrihed. Mindst 5 gange dagligt blev de inviteret hjem. Da kvinderne jo er mere eller mindre indespærrede, føler mændene en forpligtelse til at skaffe dem lidt underholdning. Jo mere Vibeke og jeg på vores kedelige hotelferie i Italien læste om det hele, jo mere var vi enige om at i vores næste ferie ville vi selv blaffe gennem disse lande og nyde godt af deres gæstfrihed og menneskelige varme.

De havde dog også enkelte problemer på rejsen, da de begge er vegetarer. Mens Daniel kom igennem Iran uden penge, kom han igennem Pakistan næsten uden at spise, "så ulækker er jeres mad hernede," som han skrev hjem til sin pakistanske ven Salman. Det var først meningen at Salman på motorcykel skulle møde ham dernede. Et sted måtte de af samme grund ty til et billigt hotel, da de begge fik så voldsom diarre, malaria eller hvad det nu var. I over en uge lå de i Lahore og troede de skulle dø og kunne ikke engang gå ned på gaden for at købe drikkevand. Da de endelig kom videre, endte de midt i det katastrofale uvejr i Islamabad, hvor de gik i gaderne i vand til livet med biler og rotter sejlende omkring sig, mens de ikke kunne se en meter frem for sig. Efter gæstfriheden, de overalt mødte, var Kina den helt store nedtur. I dagevis kunne de stå uden at blive samlet op eller inviteret hjem af de arrogante kinesere, der kun havde foragt for dem. Desværre blev de nødt til at rejse en kæmpe omvej nord om Tibet, da det ville koste dem 100 kr om dagen at komme igennem Tibet. Da de kom til Shanghai syntes de også at båden til Japan var for dyr, hvorfor Daniel regner med at gøre resten af sin jordomrejse færdig ved at blaffe gennem Japan til næste sommer. Han skulle nemlig skynde sig hjem og overtage en ny lejlighed i august og flytter altså som den første af vore børn nu hjemmefra. Men forinden havde han dog nået at bevise overfor de ængstelige forældre, at han sagtens kan stå på egne ben i – tilmed i dagevis i alskens vejr for at få lifts i lande med ulæselige bogstaver og uforståelige sprog. De fløj hjem fra Shanghai, men da de skulle mellemlande i Warszawa, ville han stadig ikke gå mere på kompromis end nødvendigt for at nå hjem til tiden. De hoppede af flyveren, sov rundt om i trappeopgange nogle dage og hjalp graffitikunstnere med at udsmykke kommunisttidens gamle grå børneinstitutioner med mere opløftende farver – ligesom de på udturen havde gjort det med stor begejstring i Kroatien - og blaffede så resten af vejen hjem, da de jo nu var "lige rundt om hjørnet." Vi havde ikke hørt fra dem i ugevis – og så pludselig stod de der en nat og ringede på. Jo, det var et par lettede forældre, der tog imod dem. Men det var ikke let for Daniel at vænne sig at være

hjemme igen. Dels gloede folk bare dumt på ham når han fortalte at han lige var blaffet til Kina og dels var han nu nærmest rasende på danskerne over deres ufattelige ugæstfrihed overfor muslimer efter lige at have oplevet gæstfriheden i deres hjemlande. Netop derfor er det så opløftende for mig, hvor som helst jeg møder ham, altid at se ham sammen med sin pakistanske ven Salman – en medicinstuderende, der er uhyre aktiv i indvandrerpolitik. Døgnet rundt synes de at skrive SMS-digte til hinanden – ikke mindst om deres ulykkelige kærlighedseventyr. I denne uge har Daniel hele tre kærester, mens Salman i sidste uge kørte helt til Nordnorge på sin motorcykel for at glemme en ulykkelig forelskelse. Det er ikke helt til at følge med i for os, der er blevet så satte, men et godt råd har jeg dog givet Daniel: "Hold godt fast i alle dine gamle kærester. Du får altid brug for dem senere i livet. Og så vil du pludselig opdage vidunderlige nye sider i dem, som du aldrig drømte om, de rummede i sig."

To sådanne gamle kærester af mine dukkede således op i løbet af sommeren - så at sige ud af det blå. I begge tilfælde reagerede Vibeke undtagelsesvis negativt, da hun fik at vide at de ville komme, men endte med igen at indrømme at jeg havde haft en god smag. Den første var Katarina S. fra Stockholm. Når Vibeke havde set sig lidt sur på hende gennem årene var det da også min fejl, idet jeg havde mødt hende lige efter at jeg mødte Vibeke i 1979 – dengang alting endnu var lidt flydende i vort forhold. Det var måske til at forstå, men at det skete lige da Vibeke var blevet gravid var sværere at tilgive. Og derfor kaldte hun hende aldrig for andet end "hende Katarina pis og lort." Jeg havde dengang forsvaret mig med svenskernes ugæstfrihed – at jeg simpelthen var træt af at sove i iskolde biler eller bogstaveligt i nedrullede scenetæpper på Stockholms teatre, så da Katarina inviterede mig hjem i sin drøm af en Hollywood-lejlighed med udsigt over hele skærgården, kunne jeg ikke andet end sige ja, hvis jeg ville undgå "forkølelse eller forfrysninger." At Katarina var en lovende smuk filmstjerne, der på det tidspunkt spillede "Edith Piaf", gjorde dog ikke min sag lettere. Som mulat var Katarina dog især spændende ved at være i familie med Trinidads premierminister, Eric Williams, hvis forfatterskab havde været så inspirerende for mig i mine vagabondår kort for inden. Katarina, på sin side, følte sig tiltrukket af mig pga. mit engagement i de sortes vilkår. Sent glemmer jeg en forfrossen vinterdag, hvor vi to stod alene et sted i skærgården og hældte asken af hendes afdøde far i havet, som skulle føre ham tilbage til hendes elskede Trinidad. Scenen var naturligvis inspireret af slutscenen i Amerikanske Billeder. At hun selv elskede luksus og lavede de hyggeligste stearinlysmiddage i sin varme lejlighed med den skønne udsigt fra små borgvinduer var uden tvivl også et kraftigt plus i mine unge, stadig idealistiske øjne. For, som en amerikaner til mine shows sagde: "Nu har jeg boet i denne frygteligt kolde by i flere år uden at få en eneste svensk ven." Faktisk var næsten alle dem, vi endte med at bo hos i Stockholm gennem årene, udlændinge. Nå, men at jeg endte med at tage tilbage til Vibeke i mit lille kuldskære dilemma, var ikke noget stort plus i Katarinas varmblodede øjne. Efter som skuespiller i Malmø at have gjort et par forgæves forsøg på at få mig tilbage, så jeg ikke meget til hende i nogle år, men blev dog senere inviteret til hendes bryllup og besøgte hende igen som fraskilt på vej til Finland for et par år siden. Nu stod hun her så pludselig med sin billedskønne 17-årige datter og jeg havde kun 10 minutter til at advare Vibeke: "Katarina kommer." Og det forunderlige skete at de straks blev gode venner, gik i gang med sammen at lave mad i køkkenet og parlerede til langt ud på aftenen. Katarina har nu en stilling i Stockholm i stil med Vibekes med at importere kulturelle aktiviteter, så der var nok at snakke om. Men det bedste af det hele var at Katarina er særdeles aktiv i integrationsspørgsmål i skolesystemet og derfor straks gik i gang med at organisere mit nye show i Stockholm, hvor vi derfor skulle have holdt efterårsferie i hendes nye skønne lejlighed, hvis ikke andet var kommet i vejen. Og således gik det til at jeg – efter mange år ude i kulden, så at sige – igen kom ind i varmen og fik en arrangør til bookning af mine shows i Sverige. Jo, som jeg sagde til Daniel, "Smid aldrig dine gamle kærester væk. De vil altid en dag komme tifold igen!"

Og mens vi havde Dorianna fra Italien boende, dukkede pludselig en anden gammel kæreste ligeså uventet op. Eneste varsel var en e-mail en uge før: "Jeg kommer over og besøger dig. Jeg har taget et års orlov fra universitetet." Og så hørte jeg ellers intet fra Sandra Ruffin før jeg pludselig fik en opringning fra hende i lufthavnen. Hun havde glemt min adresse og spurgte folk ved ankomsten: "Hvor bor Jacob Holdt." Vibeke var tosset ved udsigten til at hun skulle strande hos os et helt år, for Sandra ankom uden nogen som helst planer for sit sabbatår og jeg selv skulle rejse til Sydafrika kun to uger senere. Jeg var heller ikke begejstret, da jeg de sidste mange år, hvor hun har været professor i jura i Miami, ligesom har mistet kontakten med hende – bortset fra når jeg mellemlander på mine ture til Sydamerika. Men hun havde haft stor betydning for mig i fortiden. Som præsident for de sorte studenter i Harvard havde hun været instrumental for mig, da jeg i begyndelsen fik kritik fra sorte kvinder pga. mine billeder af nøgne sorte kvinder. Gennem hendes store indflydelse fik vi nu sammenkaldt disse kvinder til et møde om hvorvidt jeg burde bruge disse billeder. Her opnåede de til sidst enighed om at jeg skulle bruge dem med de kompromissætninger, som man nu hører i mit nyeste show. Jeg selv var naturligvis ikke til stede, men trak i trådene i baggrunden gennem Sandra. Faktisk kunne vi aldrig ses sammen i Cambridge og tog derfor altid til Boston for at gå i teater sammen, for Sandra vidste at hun ikke ville kunne blive genvalgt som præsident, hvis hun blev set med en hvid mand. Jeg drillede hende altid med at hun midt i al sit frisind praktiserede "night time integration" som fattige sorte kvinder i syden, der har hemmelige forhold til hvide godsejere mod rigelige gaver. Hun havde tidligere været lidt kæreste med Stevie Wonder, som tit ringede os op og sang sine nyeste sange for hende i telefonen.

En af fordelene ved at gå på et prestigefyldt universitet som Harvard, er at de jurastuderende allerede to år før de er færdige bliver fløjet ud til særdeles spiritusbelagte middage i de fineste advokatfirmaer i USA. Sandra valgte at starte i et firma i Beverly Hills og sent glemmer jeg vores morskab, da vi var rundt i de dyre butikker i dette kvarter for at købe hendes første "corporate dress". Som I vil huske - jer der nu mødte hende som 51-årig bedstemor i Danmark - har hun et vildt hippieagtigt ungt væsen og havde aldrig før i sit liv gået i andet end cowboybukser. I disse fine butikker lignede hun da også lige præcis den slags sorte, som butiksindehaveren straks sætter en sikkerhedsvagt til at holde opsyn med. Siden flyttede hun til Washington, hvor hun købte et gammelt hus til "one dollar" da det lå i de kvarterer bag kongressen, som sorte brændte ned efter Martin Luther Kings mord. Netop derfor havde hun råd til at istandsætte det og få en herskabsvilla ud af det "right out of Beverly Hills." Flere af jer var med og besøge hende her, bl.a. Henriette fra min barndoms landsby, som blev kæreste med Sandras søn. Jeg selv nød tit at bo her i hendes luksus med et stort paletformet badekar osv, men det havde sine omkostninger. Normalt bor jeg i ghettoer altid i bilen for at undgå indbrud, men Sandras luksus fristede mig en gang, så jeg overnattede inden døre og åbnede vinduerne for at kunne høre om der var indbrud i bilen udenfor. Alligevel lykkedes det tyve at ødelægge låsene i alle mine døre. Disse kunne de dog ikke få åbnet pga. mit særlige sikkerhedssystem af store jernstænger, der låses ind i dørene. Men det tog mig tre dages efterfølgende besvær på autoværksteder at jeg havde givet efter for Sandras fristelser. På trods af hendes hang til luksus har hun dog hjertet på rette sted og var særdeles aktiv i anti-apartheidkampen sammen med den i USA kendte sorte politiker, Randall Robinson. Netop nu er hun en af de førende sorte jurister, der er i gang med at udforme de juridiske betingelser for "black reparations" – altså erstatninger til sorte for slaveriets forbrydelser. Hun er altså en særdeles spændende person, som jeg da også straks forsøgte at ekspedere videre til nogle af mine gode danske juridiske venner, såsom Søren Henriksen fra Dansk Handel og Service og højesteretsdommer Henrik Zahle. For da jeg altid i vores "studentertid" mest havde set og elsket hendes mere pjattede "hippie-side, kom hendes formidable verbale juridiske evner nu helt bag på mig. Over et par gode flasker rødvin, kunne hun underholde mine gode venner såsom Nils Vest og Britta i Christiania i timevis med sin enorme indlevelsesevne og følsomhed. Hun blev begejstret for Christiania, men en dag, da hun kom hjem derfra, var hun under hele middagen tavs som graven og sad blot med store opspilede øjne. Jeg havde ingen anelse om, hvad der var sket, før hun næste dag fortalte at hun var kommet til at forsluge sig i hashkager derude. Vibeke var lige så betaget af hende og sendte os til nogle af de Tredje Verdens teaterstykker, hun havde arrangeret, fordi hun ikke syntes at jeg "gjorde nok for min gæst." Heldigvis havde jeg en mindre turne i Jylland, som jeg kunne tage Sandra med på, og kunne sammen med hende glædes over Danmarks skønhed i augustsolen. Hun elskede bindingsværkshusene og sneg sig ind i selv de mest lukkede borge og slotte. Alle steder smittede hun folk med sin egen begejstring og fik sure danskere til rent at åbne op og levere det bedste, de havde i sig. Min gode ven Bernt Kurre på Fregatten Jylland gav os timelang personlig rundvisning dagen før han skulle vise dronningen rundt. Nina og Hjalte Tin demonstrerede afghanske bhurkaer fra deres seneste tur og gav gode råd om Afrika, hvor Sandra planlægger at købe en farm i Uganda, da vi overnattede i deres fantastiske kuppelhus.

Jo, sjældent har Danmark set smukkere ud end da Sandra så at sige viste mig rundt i det. Da hun hørte om dansk nøgenbadning, skulle vi absolut køre til Vesterhavet og nøgenbade der. Selv de bedste danske traditioner fik hun at se. Min første legekammerat fra jeg var tre år gammel, Jens hjemme i min landsby, havde inviteret Vibeke og mig til sølvbryllup, men da Vibeke ikke kunne kommet midt i ugen, gav Jens og Grethe mig lov til at tage Sandra med. Jeg har så tit fortalt amerikanere om vore fantastiske vestjyske landsbyfester og forestillet mig en dag at lave en hjemstavnsfilm om dem. Sandra var da også ellevild af begejstring, sang med på alle de næsten 20 digtede lejlighedssange, viftede med danske flag, hver gang den lange tjenerstab kom marcherende ind mellem de lange borde i takt til musikken og dansede til langt ud på natten med mine gamle kammerater såsom "lille Kaj", der havde mulet mig i sneen i min skoletid. Og næste morgen fortsatte festen. Jo, det var en gevaldig fest, Jens, skønt der hvilede en skygge over den, da du så få dage før havde fået konstateret kræft. Og som alle mine amerikanske gæster, skulle Sandra også op og se mit barndomshjem i præstegården, hvor pastor Bye gav øl. Selv overnattede vi i min fars sidste hjem, som jeg ønskede at sige et sidste farvel til inden det skulle tømmes, og var næste aften inviteret til middag hos Louise og Jan i deres vidunderlige bondegård i Klelund plantage. Louise var min kæreste i den ret vilde periode, hvor jeg malede min fars kirke over med bibelslogans og derfor "glemte" jeg hende i mange år, indtil et par andre julebrevslæsere gjorde mig opmærksom på fejltagelsen. Så dumpede jeg efter 27 års fravær uanmeldt ind en dag, hvor hendes 15-årige datter var alene hjemme og glad tog imod mig med et: "Er du min mors kæreste?" Hendes datter havde nemlig selv lige fået en kæreste, hvorfor Louise ved et mærkeligt træf netop havde valgt at fortælle hende om sin egen gamle kæreste. Var dette mon egentlig ikke for at advare din datter, Louise? Ikke mindst fordi jeg nu har mistet min fars hus er det godt med jeres nye venskab og romantiske sted ude i skoven med bukkene brægende omkring os når vi drikker vin til langt ud på natten. Sammen med læge Munck, hvis hjem var mit andet barndomshjem gennem mit kammeratskab med sønnen Jørgen, går de nu på jagt i Grønland. Derfor er det jo stadig som at sætte tænderne i en lækker steg hver gang at besøge dig, Louise!

Jeg har altid elsket at tage mine danske venner rundt til mine amerikanske og omvendt. Begge parter synes altid at få stor glæde af mødet og alle steder elskede de at få Sandra på besøg. Men et sted brændte jeg gevaldigt nallerne. En af de spændende sider ved Sandra, som jeg ikke havde husket fra vores fortid, var hendes interesse for spirituelle emner. Nu viste det sig at hun havde en enorm menneskeindsigt og i hvert ledigt øjeblik sad og læste sine spirituelle bøger. Jeg havde inden sølvbrylluppet hos Jens fortalt hende om, at en del af mine gamle venner, som hun ville møde i landsbyen, var det som vi i nutidsdansk kalder "racister." Netop fordi de bedste sider i folk altid kommer ud til fester, var jeg forundret over med hvilken sikkerhed Sandra bagefter alligevel kunne udpege dem, som – netop pga. vores gamle venskab – tit med brutal ærlighed har sagt til mig: "A æ dælme racist, men det ska et skil os ad."

Da jeg opdagede disse egenskaber hos Sandra, var jeg begyndt at fortælle hende meget om min astrolog. Og under hele sin ferie begyndte hun nu at plage mig om at komme til at møde min astrolog. Men dér satte jeg foden hårdt ned og sagde nej. For uden at hun nogensinde har forbudt mig det, vidste jeg at det ville være helligbrøde at bringe nogen med på besøg. Min astrolog lever fuldstændig afsondret fra verden og kender stort set kun mig og sin egen far og mor og to søskende, som hun er hos hver weekend. Men da jeg nu begyndte at føle, at Sandras indsigt i mennesker var så stor, at også astrologen ville få noget ud af det, tog jeg alligevel en aften chancen. Jeg vidste at jeg var nødt til at "snige" hende med ind, for havde jeg anmeldt Sandras tilstedeværelse, ville astrologen ikke have lukket mig ind i ugevis. Jeg selv kan komme der dag og nat og vi kom da også uanmeldt lige før midnat og blev øjeblikkeligt ringet ind. Men straks astrologen så Sandra, var hun ved at få et slagtilfælde. Det tog mig næsten en time at få hende til at falde til ro midt i hendes bebrejdelser. Til sidst kom de dog i snak, og det viste sig at de havde læst utroligt mange af de samme bøger og var yderst enige. Jeg selv tænkte at når min astrolog igennem så mange år har kunnet acceptere mig, som er så diametralt modsat hende selv, - ja, så måtte Sandra jo være den rene gave for hende. Men hun tilgav mig aldrig. Det var et dybt brud på vores tillid til hinanden. Og Sandra, som havde været så selvsikker på at hende skulle hun nok få snakket til rette som alle de andre danskere, hun mødte, var selv dybt rystet bagefter over faktisk aldrig at have fået et ben til jorden. Så var der en, som i al fald fik demonstreret ved den lejlighed, at han ingen menneskeindsigt havde, var det mig.

Da mine julebreve, som jeg siger det i overskriften til hvert års julebrev, handler om de mennesker, som har betydet meget for mig, har I hvert år måttet høre meget om denne såkaldte "astrolog," hvis rådgivning i den grad har styret mit liv gennem de sidste 17 år (selvom hun selv mener at jeg gang på gang begår fejl fordi jeg tværtimod ikke er lydhør overfor hendes råd). Da hun nu selv snart træder ud af sin anonymitet, vil jeg ikke længere skjule hendes identitet. Det sagde du var i orden i år, Lisbeth, så nu ligger du som du har redt. (Jeg er allerede helt nervøs, for astrologen – jeg tør stadig ikke helt bruge navnet Lisbeth – hører til mine absolut værste kritikere af julebrevet og stort set alt andet jeg skriver. Min kronik om min egen racisme forkastede hun to gange inden jeg indsendte den uden hendes accept, men den blev dog bedre hver gang.) For Lisbeth Schneider vil i april udgive en bog "Tomhedens fylde", som hendes forlag Aschehoug mener vil blive til lidt af en bestseller. Skulle den mod forventning ikke blive det, kan I som sender mig julebreve se frem til at få den med næste års julebrev ligesom Elin Saeters bog. For ligesom denne er den vist nok en stor indirekte nedrakning af mig uden at det Gud ske lov siges et eneste sted.

Den handler nemlig om hvordan vi mennesker forspilder vore liv, og da jeg som nævnt stort set er hendes eneste bekendtskab – dernede på jorden blandt menneskene - har hun jo ikke kunnet undgå at studere alle mine fejl og bruge dem flittigt. Jeg indrømmer at hun sikkert også har set nogle mennesker i fjernsynet, men ellers må hun have læst sig til det hele. For jeg ser hende aldrig komme udenfor en dør og når jeg reparerer hendes computer, ser jeg kun to e-mailadresser på den, hendes brors og min. Jeg har tit inviteret hende med på mine rejser i USA, men hun mener at mine rejser der er overfladiske og at hun selv rejser meget dybere ned i sjælens dybder ved at gemme sig under sin dyne. Og hun har skam noget at have det i. Hendes bog har ligget på min computer et år fordi hun ville have at jeg skulle læse den, men det er netop karakteristisk for den overfladiskhed, hun kritiserer mig for, at jeg "ikke har taget mig tid til det." Ligesom alle de breve, hun har skrevet til mig lige siden skrivemaskinens tid, er bogen skrevet uden en rettelse. Det hele flød bare ud af hende, så jeg mens hun skrev den. Hendes bog er som hendes råd til mig en guide til mennesker, der ønsker vejledning i, hvad en dybtgående udviklingsproces kræver. Det er ikke nogen selvudviklingsbog med overfladiske løsninger, men en ærlig beskrivelse af de vanskeligheder og opgør, som er uundgåelige. Først og fremmest handler det om at lære at rumme følelser, som man hidtil er flygtet fra, fordi de var uforenelige med ens selvopfattelse og forestillinger om det gode liv. Jeg skal ikke gå mere i dybden her, da hun alligevel vil anklage mig for at have misforstået det hele, men "Tomhedens fylde" har sin styrke ved at være skrevet af en kvinde, som jeg personligt har set gå en utrolig udviklingsproces igennem, samt ved at give en indføring i jungiansk- og dybdepsykologisk metode. I skal nok få mere at høre om hende, for forlaget er til hendes store skræk i gang med at arrangere Tv-interviews og talkshows med hende og har spurgt hende om hun nu også er virkelig interesseret i og parat til at blive så kendt. Det hele morer mig fordi hun lige fra første dag jeg mødte hende i 1984 med en usædvanlig skråsikkerhed forudsagde hvornår hun selv ville blive kendt som forfatter. Hvis ikke hun med samme sikkerhed præcist havde kunnet fortælle mig om hvornår jeg selv ville møde vrede, bilulykker, aidsangst o. lign. i USA eller komme ind i en ny kreativ periode, hvor jeg ville lave et nyt show og alle de andre forudsigelser, jeg så ofte har fortalt om i mine julebreve under betegnelsen "astrologen", - ja, så ville jeg uden tvivl have mistet tilliden til hende igennem alle disse år, hvor jeg overfladisk set intet så hende producere udover en magistergrad i nordisk litteratur og nogle utroligt smukke fingermalerier af hendes egen dybere sindstilstand. Min kone, som en overgang følte sig truet af den intimitet jeg har med "astrologen" og dennes båndede analyser af vores eget "overfladiske" parforhold, har med årene fået øjnene op for hendes betydning for mig og siger nu hele tiden "Hvorfor inviterer du ikke astrologen ud at spise, i teater osv?" Men jeg har aldrig kunnet finde noget jeg kunne give Lisbeth til gengæld for alt det hun gav mig. Så da hun en dag sagde til mig, at hun kunne tænke sig at møde digteren Henrik Nordbrandt, som havde gjort stort indtryk på hende, tænkte jeg: "Ok, så giver jeg hende ham." Igennem flere år flettede jeg derfor et par sætninger om astrologen ind i samtalen, når jeg mødte Henrik. For det meste snakkede vi om mit ønske om at rejse i Tyrkiet og på det seneste gav han mig gode råd til min søn om, hvordan han skulle komme uden om det voldelige Kurdistan på sin blaffetur til Østen. Men altid fik jeg lige et par ord med om at "jeg kender en utrolig kvinde, som du burde møde."

Så lige før sommerferien i år, da Nordbrandt inviterede Vibeke og mig på øl efter at vi sammen havde set den iranske film "Cirklen," kom det store gennembrud. Henrik var på vej til Tyrkiet og vi var på vej på ferie og det var endnu ikke lykkedes mig at finde en indvandrerfamilie fra et af asylcentrene, som kunne flytte ind og passe vores kat og blomster. Pludselig fik jeg den ide at få Nordbrandt til at flytte ind og passe vores kat, hvorved jeg sandsynligvis kunne slå to fluer med et smæk. Det lykkedes. Efter et besøg hos os erkendte Henrik at vores baggård med figner, druer, ferskner og hvidkalkede mure jo var så godt som Tyrkiet og slog til. Jeg skal nok her, Henrik, undlade at fortælle alt for meget om dig. Du er vist alt for kendt en person og alt for privat et menneske til at jeg tør udtale mig om dine pusseløjerlige sider. Men først og fremmest fordi det efter hvert møde med dig, hvor man netop tror at den person er man lige kommet til at kende, går op for én at "den mand kender jeg faktisk slet ikke." En sjov detalje kan jeg dog ikke lade være at nævne. Jeg havde vist Nordbrandt hvordan han på min ny hurtige internetopkopling kunne surfe ind på enhver tyrkisk avis. Da jeg så efter nogen tid i sommerhuset kom hjem for at hente noget, sad Henrik i køkkenet med store skræmte øjne. Han havde brugt hele sommeren på at surfe efter edderkopper. Han var nemlig panisk angst for edderkopper. Og nu havde han lige fundet en forfærdelig skræmmende en, sagde han, som skøjter hen over vandoverfladen og pludselig dykker ned og dræber fisk. Jeg selv har ikke forstand på edderkopper, men kender en af verdens førende edderkoppeforskere, min underbo Mikkels bror, Nikolaj Scharff. Så nu tillod jeg mig lige at kontrollere dybden i Henriks nyerhvervede surfende kendskab til edderkopper. Jo, han havde sandelig da læst alt på nettet om og af Nikolaj.

Nordbrandt er en mand vi aldrig helt kunne finde ud af. Så sammen med Vibeke, som først var blevet meget forelsket i ham, brugte jeg sommerferien til at pløje alle hans digte igennem, men bagefter sagde hun nu: "Den mand tør jeg aldrig at forelske mig i." Jeg selv har aldrig vist større interesse for at læse digte og fandt det derfor lidt pudsigt at det var mit personlige tilfældige bekendtskab med vore tre største digtere, der ligesom havde tvunget mig til at tage stilling til deres produkter. Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup fordi de var med mig i USA. Men for at gøre en lang historie kort, havde jeg inden vi tog af sted på sommerferie, givet Lisbeth Schneider et praj om, at hun jo nu bare kunne gå til min lejlighed under påskud af at aflevere en bog tilbage til mig, hvis hun virkelig ville møde Nordbrandt. Og inden vi tog af sted havde Vibeke og jeg fortalt Henrik begejstret om min ven, Lisbeth Schneider, som han absolut burde møde. Jeg ved ikke om det var hendes hævn eller hvad, for i samme øjeblik jeg nævnte hendes navn til nogen for første gang, knækkede min stol som pindebrænde under mig og jeg røg baglæns hen ad gårdspladsen så lang jeg var og knaldede hovedet ned i stenbroen. Nordbrandt for op fra sin øl for at hjælpe mig og begyndte, synligt overrasket, selv bagefter at tale om mennesker han havde mødt med overnaturlige kræfter. Hvorom alt er lykkedes mit flerårige projekt, for endelig her før jul ringede han til Lisbeth, hvorefter de mødtes til meget lange og dybe samtaler inde ved Gyldendal. Så sig ikke at jeg ikke gør noget for at give lidt igen til min "astrolog" af alt det hun i tidens løb har givet mig. Ønsker hun noget, skaffer jeg det (med nogle få års ventetid!) Men næste gang vil jeg gerne give hende noget, som er lidt mindre besværligt og flygtigt – måske jer venner som hendes nye læserskare? Ingen fik dog mere ud af det end vores kat, der aldrig har fået finere og mere velklædt opvartning – og mit køleskab, som jeg hastigt fik gjort rent, da jeg hørte at Nordbrandt er så distræt, at han om morgenen, når han ikke kan finde sine fintpressede bukser, hyppigt finder dem i køleskabet!

Videre til 3. del