Kære venner


”Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et mere lovende nytår hvori vi gennem fortsat kærlig dialog med hinanden kan blive bedre vaccinerede mod Putins, Trumps og Hamas ødelæggende indflydelse på vores liv.” Sådan startede jeg underligt nok de to sidste år og da vi igen i år åbenbart skal bruge meget tid på integrere os med dem vi ikke føler vi kan rumme, skal jeg bestræbe mig på at gøre mit årlige navlebeskuende tilbageblik endnu mere kortfattet ….

Jeg skriver jo mest disse årbøger for selv at huske hvad der skete hvert år.
Så I andre bør nøjes med her i kapiteloversigten at gå direkte til de afsnit, der mest vedrører jeres forhold til mig og mine - eller skip det hele med hurtig ”Ctrl F” søgning på jeres eget navn for lige at sikre jer at I ikke har fået dårlig omtale i år :-)
 

1. Familien
kun af interesse for dem som kender os
2. Mit ”arbejde” som ufrivillig pensionist
...men I har jo alle set mine foredrag, så spring videre til næste kapitel
3. Min nye bog ”Ghettoen i vore hjerter”
dvs. om de ekkokamre og filterbobler vi udelukker andre med
4. Mine udstillinger
...ikke det store i år, så gå videre...
5. Vore ferier
kun af interesse for jer der søger mindre klimabelastende ferier
6. Mit arbejde i Ubuntuhuset
med dialog mellem jøder og muslimer
7. Årets døde og begivenheder
....jamen, jeg skal nok også huske dig når tiden kommer...
8. Gensyn med fortiden



FAMILIEN

 

De fleste af jeres julebreve handler mest om familien – og som I ved har også jeg ALTID sat familien i centrum – så jeg starter naturligvis dér …..


… vores søn Daniel
….elsker stadig sit job som SOSU-hjælper på plejehjem og blandt handicappede. Han kommer hjem med glød i øjnene og fortæller, hvad han lige har lært af beboernes historier om deres tidligere liv. Han farer rundt på sin elcykel for at få mere tid med dem, end man ser i årets bedste film, ”Hjem kære hjem” (se den – inden mange af os selv snart bliver statistikker i kommunens Excel-ark).
Men han bliver trist over at se, hvordan man presser hans kolleger – især de mange udlændinge, som velfærdsstaten helt praktisk ikke kan undvære.

Når Daniel selv skal afstresse, tager han – som et moderne menneske – på en rolig lille tur jorden rundt.

 

I sidste års julebrev her nævnte jeg den kinesiske kvinde Yuxi, som han kom til at bo hos som couchsurfer. Det viste sig, at hun er en successfuld forretningskvinde. Først fløj hun ham i 2024 rundt på de fineste kinesiske hoteller. Og da hun nu syntes, de var blevet kærester, kom hun i februar flyvende til hans fødselsdag og gav ham en tur til Lofoten for at se nordlys. Romantikken findes stadig – den har bare business class.

Da hun har et verdensomspændende firma, tog hun ham derefter med på forretningsrejse: Tyrkiet, Slovenien, Italien. Og så flyttede hun ind hos ham på Kapelvej – men konstaterede hurtigt, at lejligheden var for lille og gik i gang med at købe hus. Helst med have på Frederiksberg. Her måtte de så møde Danmark, som Danmark nu engang er: kinesere må ikke købe hus her, og de må i øvrigt kun være her i begrænsede perioder.

Så sommeren blev i stedet en elegant verdensomrejse i arbejdets tjeneste: Skotland, Irland, Mexico, Canada (en konference i Las Vegas – hun har heldigvis ellers ikke forretninger med Trumps USA), Panama – og direkte derfra til Polen og Tjekkiet.

 

 Men Daniel har ikke helt solgt sin sjæl til Mefisto. Han keder sig bravt på luksushoteller uden for bykernen, hvor man ikke lige falder i snak med “almindelige” mennesker, mens hun arbejder. Så de lavede et kompromis: Halvdelen af tiden rejser de på hans præmisser – blaffer rundt og bor fattigt som couchsurfere. Og det synes hun faktisk er en hel ny, spændende og næsten eksotisk livsform.

De fortalte bl.a. om en hårrejsende blaffetur op gennem British Columbia til Kamloops, og jeg fik et chok af genkendelse: Det var præcis den tur, jeg selv blaffede i 1971, hvor jeg havnede hos en kinesisk pige i Vancouver lige før min egentlige USA-(side 299 i Om at sige ja). Historien gentager sig – den skifter bare hotelkategori.

Yuxi er i øvrigt utrolig sød og har altid gaver med: et særligt kinesisk fodbad til mine nerverodsbetændte fødder, og i sommerhuset gav hun os massage med et brændende kinesisk heksepulver, der enten helbreder alt… eller får én til at tro, at det gør.

Desværre måtte hun på grund af de danske visumregler rejse hjem til Kina i efteråret, hvor hendes to hvide ænder savnede hende. Hvor som helst hun går i hjembyen, følger de efter hende i gåsegang.

Hun kom tilbage her i julen i de tilladte fem dage – hvorefter Daniel nu skal hjem til hendes forældre og fejre deres store højtid: det kinesiske nytår.

.....vores datter Lalou 

.... har rejst meget klimabevidst på Interrail i Europa, men nåede i år det punkt i sin ph.d., hvor den skulle fortsætte oversøisk. Hun var egentlig optaget på Ivy League-universitetet Rutgers i New Jersey, men da Trump blev valgt, nægtede hun simpelthen at rejse til USA. I stedet fik hun lov til at gennemføre studiet med tre måneder på University of Melbourne og tre i New Zealand.

Hun nyder foreløbig varmen og stemningen i Australien, men blev naturligvis rystet over terror-skyderiet i Sydney, som førte til, at Chanukah blev aflyst i Melbourne. Til gengæld skulle hun fejre jul hjemme hos sin “dates” familie – hvilket samtidig løste problemet med, at hendes mor ellers gerne ville have været dernede og holde jul med hende.

....min kone Vibeke 

..... “gør mig fortsat helt rundtosset som pensionist”, skriver jeg hvert år – og også i år med alle hendes fuldstændig uopsættelige projekter i både hus og sommerhus.

Det var en stor glæde, at begge vores rejsende børn kunne være hjemme og fejre Vibekes 70-års dag den 21. februar – i al beskedenhed med kun den allernærmeste familie inviteret. “Jeg er jo ikke som dig, Jacob, der vil have hele verden med til dine fester!”

Nej, nej – og godt for det. Vi kompenserer stadig hinanden fint: Over for vennerne ofrer Vibeke sig helt, mens jeg typisk lukker mig inde – for til gengæld at hævne mig offentligt med timelange monologer i mine foredrag om vigtigheden af at ofre sig for nogle teoretiske andre.

Mere tør jeg ikke skrive om Vibeke. Hun er meget privat og har for længst lukket sig inde i lydbøger og podcasts under arbejdet 😊

….vores nye ”barnebarn” Elna

…… er fortsat en stor glæde i vores liv. Hendes forældre, Christian Lund og Lærke Rydal, har travlt med deres arbejde på Louisiana, så vi prøver at aflaste, når vi kan. Og efter at jeg i sin tid ikke så meget til min egen datter, mens jeg turnerede rundt i USA – “Hvem er den lille pige derinde på stuegulvet?” kunne jeg komme hjem og spørge. “Det er da din datter,” svarede Vibeke – er det en særlig gave nu uge for uge at følge Elnas fremskridt: til hest, på trampolinen og i livet i det hele taget.

Elna er kun tre år, og vi passer hende især, når forældrene rejser til fjerne lande – som da Christian for nylig tog en uge til Egypten for at lade sig føre rundt af den 80-årige Anna Boghiguian til sin Channel Louisiana serie med verdens mest kendte forfattere og kunstnere.

I dans på stuegulvet Elna til min 78-års fødselsdag Sommer med Elna

Det betyder, at jeg til gengæld går glip af mange foredrag under hans Louisiana Litteratur Festival, når jeg passer Elna og Tajo. Men jeg får så lov til at spise med forfatterne i Bådhuset – bl.a. min gode ven Laus Strandby Nielsen, da han optrådte på Park scenen. Det er i sig selv en fornøjelse at opleve, hvordan selv verdens største forfattere kæmper om at få lov at være med på netop denne litteraturfestival, som de regner for den bedste og hyggeligste i verden.

…..vores trofaste og troende hund Tajo....

– som egentlig var Vibekes – har gennem vores 14-årige parløb på 7–8 km hver morgen kl. 7 (lige nu med lys og lygter) knyttet sig så tæt til mig, at (den synes) vi er blevet helt uadskillelige. Blot jeg bevæger mig op eller ned ad trappen, følger han efter. Og hvis jeg vover at gå i biograf eller teater uden at smugle ham med i tasken, ligger han derhjemme og hyler som en forladt sjæl. Det har tvunget Vibeke til – også af hensyn til naboerne – at anskaffe et effektivt anti-gø-halsbånd, selv om Tajo ellers er stilheden selv.
 

Tajo mistede desværre sin store kærlighed og løbekammerat, Coco, som døde af kræft efter 13 års parløb. Vi arrangerede en stor begravelse, hvor næsten halvdelen af sommerhuskvarteret deltog, og hvor Tajo, tydeligt tynget, kom med blomster til graven i den dobbeltlænke, der så ofte havde bundet dem sammen. Før løb han altid op på Cocos grund – også når han vidste, hun ikke var der – men efter begravelsen går han nu i en stor bue udenom. Sorg sætter sig åbenbart også i hundekroppe. (Se hele deres fælles liv i billeder, begravelsen side 7.)

 

 
Jeg er i øvrigt overbevist om, at Tajo er dybt religiøs. Hver eneste søndag, når jeg ligger og læser avis i sofaen, dukker han præcis kl. 10.15 op og kradser mig: Nu er det tid til at vi skal i kirke. At dyr kan have et indbygget døgnur, ved vi. Men at han også har udviklet et præcist ugebaseret liturgisk ur, imponerer mig dybt. Derfor bliver han meget forvirret, når Kathrine Lilleør hver fjerde søndag kun holder onlinegudstjeneste. Tajo er nemlig klart mere til det levende ord end til skærmbrug. Det er der muligvis også en del af vores børn, der kunne lære noget af.

Uden Tajos urokkelige tro er jeg sikker på, at jeg selv alt for ofte ville glemme at komme i kirke.

 

….og jeg selv?

 

..... Tja, jeg følte mig lidt brændt af i årets løb, da det pludselig gik op for mig - tilmed på Fars Dag - at man var ved at rive mit barndomshjem ned.
Den store præstegård, som min far selv tegnede og indrettede, efter at han i 1950 havde revet den gamle hundredårige præstegård ned. Det sidste skete til så stor sorg for den tidligere præsts to sønner, at den ene siden havnede i Folketinget for Dansk Folkemindeparti - og nogle gange tog Glistrup med til os for at vise ham min fars forbrydelse.

 

Men nutidens præster ønsker åbenbart ikke den slags liv i deres “privatbolig”. Menighedsrådet mente, at man næppe kunne få en ny præst til at flytte ind i noget så stort og ønskede derfor et lille parcelhus i ét plan. Det, der gjorde mig mest vred, var dog tanken om IKKE at bevare og klimasikre et bevaringsværdigt hus – når det nu er langt mere klimavenligt end at rive ned og bygge nyt.

 

Chokket jeg fik på Fars Dag, da min gamle tjenestepige, Asta Østergårds datter, sendte mig disse hærværksbilleder. Radiatorerne var nymodens i den nye præstegård. I den gamle gravede vi tørv i præstegårdsmosen og bar dem møjsommeligt ind fra klynehuset og kunne kun fyre et vist antal rum op. Jeg husker alle de nætter jeg gik i seng i hundekolde dyner. Den ny præstegårds varmende, men dyre oliefyr var selvfølgelig ikke relevant i disse klimatider, men kunne varmepumper ikke have reddet den? Hullet til højre var anretterværelset, hvorfra jeg under måltiderne sad gennem vinduet og drømte mig ud i verden. Til venstre stuen hvor jeg holdt mit første foredrag om USA for de lokale bønder.

Som om det ikke var nok, opdagede jeg kort før jul, at min mors grav på Holmens Kirkegård som jeg selv havde planlagt snart at ligge i, var forsvundet. Vibeke troede først, jeg var ved at blive dement, men nej: Min mor var stukket af og allerede erstattet af en anden. Dermed kan jeg heller ikke længere komme til at ligge ved siden af Troels Kløvedal – min ven og vigtigste konkurrent i foredrag om rejsedrømme.
 

Forklaringen var enkel: Kirkegården havde i 25 år sendt breve til min lillebror Steen om at forlænge gravstedet. De blev aldrig besvaret – det var nemlig i den periode, hvor han selv var stukket af til Cameroun for at blive guldhandler. Den eneste trøst er, at jeg dermed slipper for flere posthume diskussioner med min mor når hun var dybest nede i sine sorte huller (mere om det fra side 63 her).  

 

LIDT OM MIT VIRKELIGE "ARBEJDE"

 

Mine foredrag Om at sige ja fanger heldigvis stadig, men i år opstod der også et helt nyt foredrag – og det var faktisk den lille Elna, der var skyld i det.

En dag sad vi og snakkede med hendes mor, Lærke Rydal, som redigerer Louisianas kataloger. “Hvilken udstilling skal du nu skrive om?” spurgte jeg. Hun nævnte, at de skulle lave en udstilling med den nu afdøde kunstner Marisol Escobar, men at det var svært at finde nogen, der havde kendt hende personligt.

“Jamen, hende har jeg da boet hos – som den eneste mand i hendes liv,” sagde jeg. Og så kan det nok være, at Lærke hyrede mig til at skrive katalogteksten. Det var heldigvis ikke så svært, da jeg allerede havde beskrevet hende i ”Jul i New York” i min bog.

Men det stoppede ikke der. Jeg blev også bedt om at holde to foredrag om hende på Louisiana – det ene er allerede afholdt, det andet kan I se den 25. januar.
Alligevel gik det op for mig, at jeg faktisk vidste forbavsende lidt om hende. Vores forhold havde været kort, og bortset fra et besøg fem år senere, hvor jeg gav hende bogen, havde vi ikke holdt kontakten. Så jeg kastede mig ud i gamle breve og dagbøger for at finde ud af, hvad der egentlig var sket dengang.

Hendes kunst kendte jeg nemlig ikke. Hun var forelsket i mine “fiskeøjne” og forsøgte at holde mig isoleret i sit private hjem, hvor ingen andre kom. Derfor så jeg aldrig hendes atelier på Broadway – kun få blokke væk – hvor hun til gengæld mødtes med sine forretningsforbindelser og venner som Andy Warhol.

MIN NYE BOG:  
”Ghettoen i vore hjerter - Amerikanske Billeder gennem 50 års rejse i sort/hvid historie”
 
Min nye bog skulle have været udkommet på Gutkind op til jul, men året blev – mildest talt – plaget af uheld. Oprindeligt skulle den layoutes i april af den dygtige grafiker Carl Zakrisson i samme format som hans smukke Katolske Mirakler – en slags møde mellem en stor art photobook og min lille gamle politiske bog Amerikanske Billeder.
 

Problemet viste sig hurtigt at være, at jeg ikke havde udarbejdet nøjagtig hvilke billeder der hørte til hvert opslag. Derfor måtte Carl give op. Min forlægger, Søren Møller Christensen, gav derefter opgaven videre til en dygtig russisk veninde, Viktoria. Men også her stødte vi på samme problem: Det tog mig simpelthen længere tid at forklare layoutet, end at lave det selv, hvilket jeg så gjorde.

Imens var Gutkind kommet i så store økonomiske vanskeligheder, at deres svenske ejer Bonnier pressede forlaget til at opgive både deres børnebøger og dyre titler som min. Derfor går der nok endnu lidt tid, før I ser det, jeg betragter som mit livsværk: en personlig fortælling om det sorte og hvide Amerikas historie gennem 50 år – skrevet med tanke på udgivelse i de mange lande med store minoriteter, hvor Amerikanske Billeder aldrig blev udgivet.

MINE UDSTILLINGER

 

I forbindelse med mine udstillinger i Italien i år endte jeg også dér med at holde en række foredrag om mine billeder. Den store udstilling, jeg havde i  borgbyen Cortona for et par år siden, var nemlig vandret videre til endnu en smuk gammel borgby på grænsen mellem Umbrien og Toscana. Det skyldtes min danske ven Anemarie Ræbild, hvis hus vi normalt bor i i Panicale. Til en fest hos hende mødte jeg kuratoren Margherita Belaief, som også ville have udstillingen dertil – med foredrag.

 

Som noget nyt brugte jeg løbende AI-oversatte undertekster på PowerPoint, så lokale kunne følge med, når jeg talte engelsk. Men da der bor en større dansk koloni lige udenfor byen, endte jeg også med at holde et rent dansk foredrag.

Til åbningen i foråret blev et par galleriejere fra endnu en borgby, den gamle paveby Città della Pieve, så begejstrede for foredraget, at de også ville have udstillingen dér sidst på året. Så da jeg i december igen skulle hele vejen til Italien med Interrail – for tredje gang i år – besluttede jeg at bryde den lange togtur op med foredrag undervejs.

Først blev jeg inviteret til  en stor Waldorf-skole i Berlin. Da min gamle rejseledsager i USA, Christina Voigt, hørte det, ville hun også have foredraget til sit University of Europe, hvor hun underviser i film. Og minsandten om ikke også en stor fotoskole i Firenze ønskede det dagen før åbningen i Photografia Citta della Pieve.

 

Resultatet blev fire foredrag fire dage i træk – nogle gange med op til 1.250 km imellem – hver dag i 2–3 timer for engagerede fotointeresserede, efterfulgt af vidunderlige middage. På Waldorf-skolen havde de samlet flere hundrede elever, som – uden at jeg vidste det – var helt nede på 7.–8. klassetrin. Det endte med, at flere brød i gråd over de voldsomme historier bag billederne.

 

 
Alt i alt gik det så godt, at jeg har besluttet mig for fremover at være Interrail-foredragsholder – frem for bare at kede mig som turist på Interrail :-)

Her holder jeg et andet slags foredrag om mine billeder:
Photographer Jacob Holdt: A message of love
men opdagede også lige at nogen har lagt hele mit foredrag i New York i 2009 på Vimeo:
https://vimeo.com/4679447
 
 

VORE FERIER

Absolut kun af interesse for folk der søger inspiration til anderledes ferie!

 

Forår - Vores 9. Interrailtur – til Panicale i Italien
 

i kom lidt sent afsted, fordi jeg pludselig skulle gennem en brokoperation. Jeg tog den meget alvorligt og sprang endda aftensmaden over med kammeraterne i Eventyrklubben. Vores gamle ambassadør i de arabiske lande, muslimen Ole Wøhlers, spurgte bekymret hvorfor.

“Jeg må ikke – jeg skal gennem en STOR, STOR operation i morgen.”

Han trak straks bukserne halvt ned og sagde:
“Hvad er du dog for et pjok? Jeg er opereret for brok tre gange – her, her og til sidst heroppe.”

Ja, ja. I Eventyrklubben møder man ALTID sin overmand, der har været igennem mere end én selv. Men har man i denne mandehørm også oplevet den omsorg, jeg fik næste morgen? Omgivet af lutter kvinder – fem sygeplejersker og to læger – hvoraf den ene sagde:
“Jacob, nu lægger jeg dig til at sove. Og du kan være ganske rolig selvom din bog holdt mig vågen i min ungdoms nætter.”

 

Mere urolig blev denne eventyrer, da jeg vågnede og fik besked på, at jeg ikke måtte rejse i to måneder på grund af forsikringen. Så hvad gør man, når man skal åbne en vigtig udstilling i Panicale? Man tager ansvar, ofrer sig for kunsten … og stikker af.

Se hvordan resten af den 9. Interrailtur gik her.

hvor jeg fejrede mit…

10-års jubilæum
for min sidste flyvetur!

 

….altså siden 2015, hvor jeg lod mig overtale til at flyve til USA for at lave filmen Jacob Holdt – An American Love Story.

For vi behøver sikkert ikke at blive mindet om alternativet.

Egentlig kan I i dagbogen under billederne se, hvor let det er – helt klimaneutralt da der er masser af ledige pladser på togenes timesdrift 😊 - at tage toget hele vejen selv til Grækenland.

 

Rejsebeskrivelser er kedelige, så læs kun dette hvis I selv tænker på en Interrailtur!!!
Kort fortalt: Køb Interrail når de har deres tilbud med 25% rabat så hver benyttet rejsedag kun koster ca. 330 kr. Første dag tager I toget til Rosenheim, hvor B&B hotellet til ca. 500 kr ligger lige ved stationen (Münchens overnatningshoteller synes vi er for dyre med mindre I ønsker at nyde denne skønne by f.eks. på hjemvejen). Næste dag tager I toget helt ned til Bari i Syditalien og hopper der på færgen til Patras (en del af Interrailpasset og også klimaneutral, da det er en lastbilfærge, der alligevel sejler). Og næste morgen vågner I op på det skønne Peloponnes.
Her lejede vi dog bil for at nå de afsides oldtidsminder, tog siden toget til Athen og sejlede videre til øen Syros, hvor vi bare skulle slappe af. Jeg løb med Tajo på strandene om morgenen, og vi nød det langsomme liv. Et par dage i det lidt slidte, men stadig vidunderlige Athen fulgte – indtil vejret blandede sig.

En voldsom orkan gjorde rejsen usikker. Vi overvejede Bulgarien, men vovede alligevel færgen tilbage til Italien. Det blev en dramatisk sejlads med timevis uden mulighed for at lægge til og en hel del søsyge. I det stormende Bari gad vi ikke blive, så på Interrail skifter man bare retning som vinden blæser og tog mod solen – fire timer nordpå til Rimini.

Derfra gik turen videre til Cannes, hvor vi ikke havde været siden Filmfestivalen i 1981, da Amerikanske Billeder deltog – og vi blev smidt ud af festivalhotellet, fordi vi som de eneste havde to étårige børn med. Denne gang var der roligere, og Tajo og jeg elskede morgenløbene på Croisetten.

Vi skulle have været videre til Paris for at møde Marie Tetzlaff, men blev et par dage i Cannes hvor hotellerne var tre gange så billige. Så da vi skulle møde min bopæl gennem 25 år i New York, Christina Sun i Paris, tog vi en Airbnb lejlighed (hvilket vi ellers undgår for ikke at ødelægge byerne for dem der bor der). Da Christina skulle spille i Normandiet, fortsatte jeg til Mannheim, hvor Christian Lund havde inviteret mig til fantastisk koncert med Tyrkiets store musiker, Zülfü Livaneli. Takket være deres venskab sad vi på første række foran 1.000 begejstrede tysk-tyrkere – en stor oplevelse i en ellers lidt kedelig by, hvis billige hoteller vi normalt mellemlander i på Interrail sydfra.

MIT ARBEJDE I UBUNTUHUSET

Ubuntuhusets "100% for børnene"

Her fortsætter Camilla Legendre og Charlotte Lea Jensen i 100% for børnene arbejdet for Afrikas udsatte og marginaliserede børn.

Ubuntuhusets "Brobyggerne"

I august fejrede vi Brobyggernes 6-års fødselsdag med fællessang sammen med Bertel Haarder. Hør ham synge og fortælle her. Da han hørte, at Ubuntuhusets tidligere protektor havde været Nelson Mandelas datter, Zindzi, gik han straks i gang med at fortælle om sine egne møder med Mandela. Özlem Cekic kunne desværre ikke være med denne dag, da hendes søster lå alvorligt syg på hospitalet.

 

Senere på året modtog jeg selv Brobyggernes ”Bent Melchior Pris” i Avenue Teatret. Det var en stor ære – og en stærk oplevelse – hvor jeg i min tale flettede mange venner ind, som hver især har haft betydning for mit arbejde med dialog, særligt når det handlede om noget så ekstremt som møder med Ku Klux Klan.
Talen kan læses her:
www.american-pictures.com/dansk/artikler/Tale-til-Melchiorprisen.htm

Jeg blev særligt rørt over talen af sidste års prismodtager, Sarah Smed:
www.american-pictures.com/dansk/omtale/2025-11-09_sarah.smed.htm

 

New Outlook, Ubuntuhusets jødiske fredsgruppe

Vi har igen i år haft gode dialoger bl.a. denne mellem israelsk fødte Tali Padan og den libanesiskfødte Billy
– og denne Pesach middag med New Outlooks nye samarbejdspartner, den muslimske Hizmet gruppe, hvor vi skiftes til at mødes hos os og hos dem i Hvidovre.

 

Årets Chanukah-lysfest var tæt på at blive aflyst efter terrorangrebet i Sydney dagen før. Af frygt for copycat-angreb turde jeg ikke annoncere arrangementet offentligt på Facebook og brugte en halv dag på at organisere PET-beskyttelse udenfor. Det har vi heldigvis tidligere kun haft brug for ved åbningen af kvindemoskeen i samme lokale. Ved at sende private invitationer ud og opfordre folk til at komme og give beskyttelse for de udsatte jøder lykkedes det alligevel at fylde lokalet.

 

 
Men se alle vores andre arrangementer og forhistorien her:

www.american-pictures.com/ubuntu/


 

ÅRETS DØDE
 

Jørgen Leth
blev en god ven, da han hjalp mig enormt under Clintons – også for mig dengang befriende – invasion af Haiti i 1994. Som den eneste hvide hoppede jeg på et fly for at se “how our boys were doing”. Det var første gang siden Vietnamkrigen, at jeg oplevede mig selv som stolt embedded med den amerikanske hær.

Men da jeg som altid flytter ind blandt de fattigste i nye lande, skortede det ikke på Jørgen Leths advarsler mod at flytte ind i det voldelige slumområde Cité Soleil. Hvilket naturligvis fik mig til at gøre netop det – noget jeg siden har drillet ham med i mine foredrag, som kun Leth-kendere kan forstå.
“Jamen, jeg fik kvinderne i Cite Soleil helt for mig selv!” Ja, det er en længere historie, som I må høre i mit Om at sige ja-foredrag.

Ebbe Preisler
 

Ebbe og jeg kom lidt skævt ind på hinanden, efter at han i 1976 havde startet vores fælles Holdt–Preisler Filmselskab med idéen om at filmatisere Amerikanske Billeder. Da jeg senere mødte en ung gymnasieelev i Hjørring, som langt bedre kunne affotografere mine dias, endte vi dog med at skubbe Ebbe ud og fik DR til at medfinansiere filmen (som 8 km lang blev en fiasko bortset fra i Cannes og diverse festivaler).
Vi bevarede alligevel et godt forhold gennem fælles venner, hvor jeg på nært hold fulgte hans kones forværrede Parkinson – og den fælles smerte, som førte til deres nu velkendte fælles død.
 

Hans Jørgen Bonnichsen
 

Skønt PET i flere år forfulgte mig, var det ikke i hans tid som chef – for så var vi sikkert hurtigt havnet i dialog 😊

Vi delte troen på, at man ALTID kan vinde over mørkets og ondskabens kræfter, og mødtes ofte, når vi begge blev interviewet i medierne. Som han for nylig sagde i Kristeligt Dagblad:
“Man skal være taknemmelig for at kunne styre sin indre ondskab. For kan man det, har man også mulighed for at udøve den kærlighed og omsorg, som er nødvendig i mødet med dem, der ikke kan.”

Det er i grunden alt det, jeg selv forsøger at sige i mine foredrag.
I de senere år faldt vi tit i snak, når jeg mødte ham på løbeture med Tajo i Rusland – dvs. ikke hos vores fælles fjende, men i vores fælles pusterum omkring Tegners Museum, hvor han også havde sommerhus.

 

Harp Lelshap

Se min reaktion på Facebook da Harp brændte op i Paris i maj.

Livstidsfangen Harb Lelshab var indsat for mord. Fængslet gav mig lov til først at gøre ham til gæstetaler ved udgivelsen af Amerikanske Billeder i 1977. Og senere at ansætte ham til at vise showet i Ubuntuhuset hver aften som en hjælp til hans rehabilitering - grunden til at det startede kl. 18 i de år så han kunne nå tilbage til Herstedvester inden midnat.

I vores arbejdskollektiv mødte han den franske pianist Patricia Octavia og da han blev løsladt efter 8 år for god opførsel flyttede de i 1986 til hans hjemby Washington DC og stiftede familie. Han har aldrig siden været i fængsel.

Siden flyttede de til Frankrig hvor han flere gange kom til mine foredrag som her i 2007. Men til mit sidste foredrag i 2018 var han blevet for syg og handicappet til at komme. Og sandsynligvis var det pga hans handicap at han ikke var i stand til at komme ud og brændte op.

Tak for dit bidrag til Amerikanske Billeder og vores liv, Harb.

 

Karen Sjørup - min hemmelige gymnasieforelskelse

var vi mange på Esbjerg Statsskole, der bejlede til. Dengang måtte man jo stadig kommentere kvinders ydre – så da jeg hørte, hun skulle på ekskursion til København i 2.g, meldte jeg mig straks.

Det lykkedes mig faktisk på en af drukturene at dele værelse med hende og nogle veninder på et missionshotel i Istedgade. Mere kan ingen af os huske. Jeg har beskrevet turen her på side 4 i ”Om at sige ja til prostituerede”,  – måske ikke det mest flatterende sted, men hun har selv godkendt omtalen.

Siden blev hun en kendt feminist og kønsforsker, og når vi mødtes til konferencer om minoriteter, var det naturligt at få hendes kritiske blik på mine tekster om kvinder. Under hendes lange sygdom kom hun ofte til kaffe i mit sommerhus.

Derfor forstod hendes veninde, vores nabo Lisbeth Rudbeck ikke, at jeg ikke tog med hende til begravelsen på Frederiksberg.
“Jeg har mistet for mange gamle venner på det sidste,” sagde jeg, “og går nu kun til de begravelser, hvor jeg kender de pårørende og kan støtte dem i sorgen.”

Man bliver hærdet med alderen.

 

Og det gælder også for …

Ole Andersen – Krogerup højskoledrukkammerat

…. hvis kones begravelse jeg gik til for at støtte Ole, – men ikke til hans egen et halvt år senere efter hans langvarige demens. Han er allerede fyldigt beskrevet i bogen Om at sige ja, og i min YouTube tale her til udgivelsen af den.

Det triste ved at sende julebreve ud er at jeg hvert år opdager flere gamle venner, som er døde. Ved at sende de amerikanske ud i år opdagede jeg to jødiske ildsjæles død - venner der fik enorm betydning for mig.
De vil blive omtalt i næste års julebrev.

Elias Baumgarten
enormt afholdt professor som hvert år organiserede mit show i Univ. of Mich.

Janet Crayne
gammel kæreste som fik ærespris i det Hvide Hus og som hjalp med at redigere min nye bog
 

Gensyn med mig?

Tja, hvor længe kan vi fortsætte når vi når min alder?
Måske jeg så blot af nogen bliver husket som et puslespil de aldrig kunne finde ud af at sætte sammen:
 

Eller nogle vil huske mine originallysbilleder - beviserne for at mine billeder ikke er lavet med AI - som jeg efter 6 flytninger fra bankboks til bankboks nu tænker på at donere til et større museum.

Jeg har altid ønsket at give de bedste af mine kunstbilleder, som V1 Gallery sælger her for 35.000 kr stykket, gratis til mine gamle venner som et minde om vores venskab. Og mange har fået dem til fødselsdage o.lign. 

Så dette bliver jeres mulige julegave i år - at få et af disse - mine mest populære, mindst triste billeder - eller et andet udstillingsbillede efter ønske og størrelse så de passer i jeres udvalgte Ikea-rammer. Lad mig høre hvis I er interesserede.

Glædelig jul

og et godt nytår

med kærlige tanker

til alle


For husk nu at den kærlighed vi giver ud....
......kommer mangefold tilbage!!!
 

Jacob Holdt
Gernersgade 63, 1319 København K
Tlf.  20-324412  jacob@holdt.us
www.facebook.com/jacob.holdt/

Følg mine opdaterede billedhistorier på Instagram:
www.instagram.com/jacobholdtofficial/

www.american-pictures.com

Gense lysbilledshowet Amerikanske Billeder