Tilbage til norske anmeldelser 

Anmeldelse af bogen i Information 10. maj 1977

Et system, der gør næsten alle til ofre

Ingen, der læser eller måske snarere oplever denne bog, kan forblive uberørt, skriver Torben
Krogh om Jacob Holdts "Amerikanske billeder"


af Torben Krogh

Jacob Holdt: Amerikanske billeder. En personlig rejse gennem det sorte Amerika. 272 s. 700 ill. Kr. 98,00. Informations forlag.

"DEN STØRSTE FRIHED, jeg kender, er at kunne sige ja, friheden til at kaste sig i armene på hvert eneste menneske, man møder. Netop som vagabond har man frihed, energi og tid til at være menneske overfor hvert individ, man møder. Det mest fantastiske lotteri, jeg kender, er at blaffe. Der er gevinst hver gang. Hvert eneste menneske kan man lære noget af. Jeg har aldrig sagt nej til et lift - om der så lå pistoler på forsædet, eller sad fire mænd med solbriller i bilen. Hvert menneske giver én et indblik i samfundet..."

Sådan skriver Jacob Holdt et sted i sin bog "Amerikanske Billeder" - en videreførelse og tekstmæssigt en udbygning af det fem timer lange "multimediashow", som allerede er velkendt for mange. Holdt kalder sin bog "en personlig rejse gennem det sorte Amerika." Sandheden er imidlertid, at hans fem år lange rejse i USA som vagabond har givet ham oplevelser og en indsigt, der deles af få mennesker - det være sig amerikanere eller udlændinge. Trods hans egen udtalte tvivl om projektet, er det derfor af største betydning, at han nu har fastholdt sine oplevelser og sin indsigt i form at denne bog.

Jacob Holdts billeder har meget lidt at gøre med det billede, der normalt tegnes af USA i de dominerende massemedier. For den, der stort set har fået sin opfattelse af USA formet igennem disse kanaler, må Holdts beretning i billeder og tekst være intet mindre end rystende. Og mange vil givetvis benægte, at dette skulle være sandheden. Hvad Holdt har at fortælle, står i en så påtrængende kontrast til det normale USA-billede, at det ikke er svært at forestille sig, hvorledes de psykologiske afværgemekanismer vil træde i funktion - ganske som de gjorde hos hovedparten af de hvide amerikanere, han viste sine billeder under rejserne på kryds og tværs af landet.

Hvad Holdt fortæller om forholdene i de sorte ghettoer og i de arbejdslejre, hvor slaveriet endnu i realiteten eksisterer, hvad han fortæller om volden, den menneskelige nedbrydning, undertrykkelsen, selvhadet - det er alt sammen sandfærdigt. Og han lægger ikke et øjeblik skjul på, hvorledes hans egen synsvinkel er:
-Dostojevsky sagde vist engang, at "man kan få et indtryk af et samfunds karakter ved at træde ind i dets fængsler". Om man på samme vis kan dømme et samfundssystem ved at træde ind i dets samfund ud fra de ringeststilledes synsvinkel. Han har levet sammen med dem og delt vilkår med dem, så vidt det nu er muligt for én, der ikke er bastet og bundet i undertrykkelsen, men som har - og som brugte - muligheden for at glide ud og ind af vidt forskellige miljøer.

At Jacob Holdt ikke blot boede i de usleste shacks i sydstaterne og i de usleste hummere i ghettoerne, men også var gæst hos mangemillionærer, giver imidlertid hans bog en særlig dimension. Gang på gang vender han tilbage til den fascination, han føler over for USA som helhed og over for de forskelligste grupper af mennesker. Den fornedrelse, som han i så rigt mål mødte, står ikke for ham som blot en sag om rige, onde hvide menneskers undertrykkelse af fattige, sorte mennesker. Et system, der fører til så groteske uligheder og så megen vold og utryghed som den amerikanske kapitalisme, er et system, der gør næsten alle til ofre: 

"Bilradioerne hamrer gyldig musik ind i folks bevidsthed, kun afbrudt af budskaber om, hvad de nu skal købe, og gør dem samtidig sløve og blinde for forureningen og ødelæggelsen af deres eget miljø. Den onde cirkel, de kommer ind i, får mere og mere karakter af et forsøg på flugt en flugt væk fra deres eget miljø, fra lidelserne og fattigdommen; en kaotisk og umulig flugt, der drukner i musik og budskaber om flugtmidler, som skaber større og større behov for at flygte, flygte bort fra sig selv, bort fra virkeligheden. Disse bedrestillede hvide flygter ud i bjergene og bruger 700 kr. hver weekend på leje af skiudstyr og hotelværelser - mere end de fattige negre, de efterlod i storbyen kan tjene på en hel uge. Men selv om de i en vis forstand er udbyttere, er de også systemets fanger og i bund og grund lige så ulykkelige som negrene, og de har lige så lidt at skulle have sagt om deres egen skæbne."

SÅDAN OPLEVEDE vagabonden den bedrestillede mellemklasse, når han fra tid til anden dukkede op fra den armod, som han for det meste færdedes i. Hvad denne armod fysisk og psykisk betyder for dens ofre, er denne mangesidede bogs hovedtema. Og Jacob Holdts iagttagelsesevne er mindst lige så god uden som med kameraets søger - hvilket skal siges i samme åndedræt som en understregning af, at fotografierne i sig selv er en sådan dokumentation, at det ikke på nogen måde føles pretentiøst, når han i sin indledning citerer Jacob A. Riis - den danske indvandrer der for trekvart århundrede siden skabte en fotografisk dokumentation af samtidens elendighed.

Elendigheden blandt de fattigste amerikanere er i dag ikke mindre end dengang. Der er stadig mennesker, der dør af sult. Nogle steder i USA er den sorte børnedødelighed otte gange så stor som den hvide. Roeblade og majsbrød er for mange den eneste føde. Nogle bliver af sulten drevet så vidt, at de spiser jord.
"Jeg ved ikke, om man kan forestille sig, hvordan en sådan sult gennem hele det sorte Amerikas historie har indprentet sig i sindet - i al fald i de sind, som sulten ikke direkte har ødelagt. Hvilken virkning får det på et folks sjæl, at det hele tiden må se mødrene lægge børn i graven? ... Hvad siger det. ikke om dette samfunds prioritering, at det har ladet automobilkirkegården i baggrunden indhegne, men ikke menneskekirkegården
forgrunden?"

I SINE KOMMENTARER til fattigdommens virkninger understreger Jacob Holdt den særlige psykologiske grusomhed, der ligger i at være fattig midt i et samfund i overflod. Det fører til en dyb apati, mennesker giver op over for tilværelsen. Det ligger i hele systemet og i de værdinormer, der også indpodes i de fattigste befolkningsgrupper, at det er ens egen skyld, hvis man er fattig. Det fører til det selvhad, som så ofte konstateres blandt fattige amerikanere, og i hvilket forklaringen på narkomani, alkoholisme og voldsanvendelse skal søges.
At det netop ikke er "ens egen skyld", men derimod systemets, at individer og grupper fastholdes i fattigdommen, fremgår bl.a. af den behandling, som de enlige mødre udsættes for. Socialvæsenet, har ansat en talstærk styrke af "inspektører", der skal sørge for at afsløre, om enlige mødre på socialhjælp har samkvem med en mand. Resultatet er, at millioner af enlige kvinder lever i ensomhed og yderste fattigdom af frygt for at miste understøttelsen. De er låst fast i et afhængighedens jerngreb, da de også er uden større muligheder for at få arbejde.

De love, der fastsætter betingelserne for at modtage socialhjælp er i de senere år blevet skærpet. Baggrunden er til dels, at der for højrepolitikere som f.eks. Richard Nixon var stemmer at hente i en sådan politik. Den appellerer til den moraliserende forargelse, som er så udbredt i den amerikanske befolkning, når det offentlige giver penge ud til andet end militær oprustning og mere politi.

MEN I DENNE forargelse er der også iblandet en stærk følelse af frygt. Angsten for at blive overfaldet på gaden eller i sit hjem bliver stadig mere udbredt. Ikke blot de velstillede hvide i forstæderne, men også mange sorte i ghettoerne har omdannet deres hjem til mindre fæstninger. Samtidig lyder der et konstant krav om mere og bedre udrustet politi.

Karakteristisk er det imidlertid, at politiet i antal og udrustning allerede er langt mere "oprustet" end i f.eks. de vesteuropæiske storbyer. Alligevel er hyppigheden af voldsforbrydelser - og ikke mindst mord - langt højere. I sin bog skriver Jacob Holdt om en påske i den by, hvor antallet af mord forholdsvis er det største i USA - Detroit. I 1973 - året før han besøgte byen - havde den 49,4 mord pr. 100.000 indbyggere, svarende til at én ud af hver 2.000 indbyggere var blevet myrdet. Et indtryk fra Detroits ghetto:

"Det er ikke blot mig, der ryster af skræk her. Nætterne er de værste. Jeg er ved at gå til af mangel på søvn efterhånden. Chris og de to andre sover ovenpå, mens jeg selv bor nede i stuen. Hver nat skubber de køleskabet hen foran døren, og de har stillet nogle tomme flasker ovenpå, således at forsøg på at åbne døren vil få dem til at falde ned og vække dem ovenpå. En nat hoppede katten op på køleskabet og væltede flaskerne med et brag, og jeg for op ovenpå til de andre. Jeg er i den grad et nervevrag efterhånden og ligger konstant og lytter efter fodtrin udenfor (ingen andre end røvere færdes til fods i Detroit). "

IGENNEM de fem års rejser i USA kom Jacob Holdt til 48 stater. Hans bog rummer så mange aspekter, at det her er umuligt at komme hele vejen rundt. Det er bogen selv, der skal læses.

Jacob Holdt skriver i indledningen, at han har været i
tvivl om det berettigede i at udsende bogen overhovedet:
"Jeg har på intet tidspunkt været særligt begejstret for
ideen om en bog, dels fordi jeg ikke tror den vil komme de mennesker til hjælp, som den omhandler, og dels fordi jeg ved at sende en bog ud jo mister kontakten med de mennesker, jeg taler til. "

Jeg tror, at Jacob Holdt er for pessimistisk. Selv om afstanden på både den ene og anden måde er stor fra Danmark til de sorte amerikaneres elendighedsområder, kan en ægte solidaritet kun opbygges og udvides igennem større indsigt og forståelse. Og når det gælder den opgave, har Jacob Holdt ydet et bidrag af helt enestående værdi. Ingen, der læser - eller måske snarere oplever - denne bog, kan forblive uberørt.

 

   Copyright © 2003 AMERICAN PICTURES