Manipulationerne fortsatte i læserbrevene


Hvis det ikke var fordi Martin Kryhl Jensen er kendt for at opdigte vanvittige konspirationshistorier om mig andet steds (angående mit venskab med en russisk diplomat hvilket jeg aldrig har lagt skjul på), ville jeg ikke hæfte mig ved hans læserbrev i Weekendavisen under hetzen. Det bliver nemlig også misbrugt af Wikipedias danske direktør Ole Palnatoke Andersen som et eksempel på min "utroværdighed" på hans fastlåste Wikipedia artikel om mig. Jeg gengiver det herunder, men det kan også ses i sin helhed her på pdf for at man kan overbevise sig om at jeg ikke selv manipulerer.
 



 

Her gengiver Martin Kryhl korrekt teksten fra min første hastigt sammensatte danske udgave fra 1977. Dog var mit mål som skrevet Latinamerika og ikke Mellemamerika, som Kryhl skriver. Det var først da jeg i Canada læste Eduardo Galeanos "Guatemala: Occupied Country" at jeg blev inspireret til at blaffe til Mellemamerika.



Men Kryhl fremstiller det som om der er et modsætningsforhold til teksten fra 1992, hvor jeg i et meget længere forord skriver dette og samtidig lægger meget mere vægt på det sorte Amerika:





Rent bortset fra at de fleste mennesker nok forandrer sig gennem 16 års forløb er der jo intet modsætningsforhold mellem de to udgaver. Her er nemlig fakta bag de forskellige forord:

1.
Forordet i 1992 udgaven er det samme som jeg skrev, da den amerikanske udgave skulle komme i 1984 og som bruges i den nuværende udgave. Efter i 1978-1983 at have holdt foredrag med kæmpesucces i amerikanske universiteter var jeg selvfølgelig klar over at når min bog skulle ud i USA måtte den skrives helt anderledes for amerikanerne end den danske, som jeg hastigt havde sammenfattet i 1976 efter at min forlægger havde "solgt mig" til 7 lande på Frankfurterbogmessen og sagt, "Så Jacob, rejs så hjem og skriv bogen inden jul."
Denne første bog blev meget præget af 68'er ånden i Danmark på det tidspunkt, hvor mit udtryk gennemgående udtryk "systemet" blev opfattet som "det kapitalistiske system" og som klassesystemets ulighed i USA. Jeg tror knapt nok at jeg brugte udtrykket racisme deri.

2.
Men i USA opdagede jeg hurtigt at foredraget Amerikanske Billeder blev set som et af de vægtigste dokumenter mod racisme nogensinde og blev langt mere bevidst under de daglige diskutioner med mine elever om at det burde bruges i kampen mod racisme. Særligt de sorte tog afstand fra min skandinaviske tendens til at skyde skylden på "systemet" (selvom jeg jeg altid havde brugt udtrykket om herre-slave-systemet i mine skriverier fordi jeg ser mennesket som iboende godt og derfor offer for undertrykkende "systemer").
"Vi kan ikke vente på at et eller andet "system" forsvinder. Du må lægge pres på det hvide her og nu om at tage ansvar for deres racisme," som de sorte sagde. Så da jeg i 1983 tog hjem til Danmark for sammen med den feministiske skribent Mog Decarnin at skrive den amerikanske udgave af bogen fik jeg ud af de oprindelige danske uigennemtænkte skitser og samme layout ændret bogen til et mere ansvarligt visuelt kampskrift mod racisme. For hvilket "forfatter" ville mon ikke ønske at bruge det produkt, som jeg ikke selv først i 1977 havde forstået betydningen af, på en mere ansvarlig måde? Skik følge eller land fly, som man siger.

Martin Kryhl nævner f.eks. korrekt at jeg havde "givet Kitte Fennestad frie hænder til at fortolke mine følelser". Og det var lige præcis et af problemerne med de danske udgaver af show og bog og senere biograffilmen, at hendes layout ikke kunne bruges i en amerikansk sammenhæng med alt for mange billeder af halvnøgne sorte kvinder og mænd - særligt i lysbilledudgaven. Nøgenhed var meget skandinavisk den gang, men blev set som sexisme i det mere puritanske USA. Netop derfor inviterede jeg en af mine værste feministiske kritikere i San Francisco, der var solidarisk overfor hovedbudskabet i Amerikanske Billeder, til i 9 måneder at arbejde sammen med mig i Danmark på en engelsk udgave. Camilla Mog Decarnin takkes derfor i kolofonen for at have "reddet" mig fra min skandinaviske tænkning. 

3.
Denne nye udgave af bogen blev til det store samtryk mellem den amerikanske, tyske, danske og svenske udgave i 1984, som jeg selv producerede og investerede en masse penge i for at lave den i farvebilleder. (Det gik faktisk en stor del af fondspengene til, som Weekendavisen anklagede mig for at ulovligt at have ført til USA efter at jeg havde tilbudt Danida at finansiere denne verdensudgave mod at lade indtægterne gå til bistandsprojekter i Afrika). Jeg havde jo fotograferet og oplevet de sorte i farver og vidste at hvis de blev gengivet i billigt sort-hvidt tryk, som i den første danske udgave (som Information ikke havde råd til at lave som 4-farvetryk) ville mit budskab ses som alt for trist og måske opfattes som historisk af amerikanerne. Så 1984-bogen skrev og oplevede jeg på "amerikansk" og oversatte derefter tilbage til dansk, som det ses herunder.
Men hvad er der dog galt i at leve sig ind i tankegangen i det land man gerne vil påvirke, Martin Kryhl?
ps. Det havde den uheldige virkning at jeg som oversætter så ikke fik bibliotekspenge som dansk forfatter, så nedenstående ærlighed i kolofonen kom jeg til at ærgre mig grundigt over :-)



Men der hvor Martin Kryhl er mest manipulerende er når han påstår at jeg tog til USA fordi jeg havde hørt en tale af Jørgen Dragsdahl inden rejsen om de sorte pantere. Og hvor har han den information fra? Minsandten fra en festtale jeg holdt til Jørgen Dragsdahls 50 års fødselsdag med den store sandhedsværdi festtaler her :-)
Alle tilstedeværende såsom Connie Hedegård og Berlingske Tidendes chefredaktør Peter Wiwel kan bevidne at det var en absolut spontan tale jeg under indflydelse af megen vin sprang op og holdt uden manuskript. (Siden skrev jeg den ned på min hjemmeside for at glæde Dragsdahl).
Og hvad gør man altid i festaler? Tja, man anstrenger sig for at rose fødselaren så meget man kan ved at tillægge ham alskens overmenneskelige egenskaber, som alle kan trække på smilebåndet af fordi de ved at de er vildt overdrevne samtidig med at de dog indeholder et lille gran af sandhed. Men hvis den lille gran sandhed pludselig bliver HELE sandheden om hvorfor jeg tog til Canada/USA, så burde jeg nævne masser af andre såsom at min kæreste Berthe Bossen, som på samme tidspunkt i 1969 begejstret læste bestselleren af den sorte panter, Eldridge Cleaver, "Soul on Ice" og sagde "den må du absolut læse, Jacob". Men jeg læste hverken den eller andre bøger om sorte på det tidspunkt hvor jeg var fanatisk optaget af Vietnam og de fattige lande, ikke af USA's sorte. Denne manglende interesse for de sortes sag kan jeg også med lidt ærgelse få bekræftet ved genlæsning af det 150 siders politiske kampskrift, jeg skrev i Canada året efter (sommeren 1970) og sendte hjem til mine danske venner, hvori jeg ikke nævner de sorte i USA en eneste gang, men udelukkende skriver om de fattige lande og om at jeg ville til Latinamerika for at støtte de fattiges kamp dernede. Sådan som det fremgår af bl.a. dette lille studentikose udsnit:




Først da jeg i januar 1971 blaffer fra Canada ned mod Latinamerika bliver jeg - som skrevet i forordet af bogen - tilfældigt inviteret hjem - først af en sort kvinde Denia i Chicagos ghetto. Men da jeg derefter bliver for skræmt til at blaffe videre ned gennem sydstaterne og forsøger i stedet ned gennem det tryggere Californien, bliver jeg først voldtaget af en sort bøsse i SF, inviteret hjem at bo i Angela Davis Che-Lumumba kollektiv og overfaldet af en sort pistolbande. Først der begynder jeg langsomt at fatte interesse for de sortes kamp i USA. Men først da jeg efter endnu et forsøg under min blaffetur til Guatemala i 1972  og indser at jeg ikke hører hjemme i Latinamerika, begynder jeg for alvor at fatte interesse for de sortes sag og at fotografere for de sorte pantere.
Men hvorfor ikke gøre Jørgen Dragsdahl lidt glad på hans festdag ved at fremstille dette som om han ene og alene var skyld i det, når jeg kunne huske hans opflammende tale i Studenterforeningen i 1969 og det var ham der gjorde Information opmærksom på mine sensationelle billeder i 1976?
Py ha, Martin Kryhl, at du vil være sådanne grove manipulationer bekendt!

Og så fortsætter Kryhl minsandten med at opfinde endnu et postuleret modsætningsforhold om at jeg skrev i forordet at bogen er mit helt eget personlige produkt, "altså er helt personlig" og at "normalt har jeg svært ved at formulere mig skriftligt, men her flød det i en lind strøm." Men "senere gav Holdt en anden version
  Nu forklarede han, at man havde måttet »indkalde Kirsten Thorup og en hel hær af sprogeksperter til at få et
læseværdigt manuskript ud af det dengang.«

Hvad er sandheden så?  Selvfølgelig begge dele. Hovedteksten i bogen er baseret på teksten fra det lysbilledshow, som jeg havde skrevet på kun en måned umiddelbart hjemvendt fra USA for at kunne vise det i min fars kirke og lokale steder i Vestjylland. Det kræver ikke så meget at skrive en tekst, der blot skal læses op i et begrænset vestjysk lokalområde. Men da showet øjeblikkeligt bliver en succes og Informations Forlag allerede samme efterår siger, "Skriv det om til en bog," - ja, så får jeg med min ADHD øjeblikkeligt skrivelammelse over at skulle til at skrive noget, der skal kunne bruges også af de intellektuelle i København. Så derfor ender jeg med blot at aflevere den primitive oprindelige tekst fra diasshowet sammen med en bunke oprindelige breve hastigt oversat fra engelsk. Sjovt nok er det faktisk kun forordet og kapitlet om Wounded Knee jeg nu selvstændigt skriver til bogen. Men der var ikke meget af alt dette, som sprogligt kunne bruges af et akademisk forlag som Infirmation. Jeg talte og tænkte efter de 5 år i USA nemlig stadig meget i amerikanske vendinger. Sagde f.eks. "Sølvergade" (Silver) når jeg mente Sølvgade o.lign. Så forlæggeren Per Kofod gav hurtigt op og satte først min kusine, som var lektor i dansk, så en dame fra Geodætisk Institut og til sidst forfatterne Kirsten Thorup og Rolf Gjedsted til at få et forståeligt dansk ud af mit primitive ADHD-prægede "vagabondsprog" - præcis som der står i kolofonen på den første udgave fra 1977:
 

 

Så nævner Kryhl også uden sammenhæng pludselig at Jan Steenwijk hjalp mig med at lave Amerikanske Billeder (igen manipulerende så læseren tror det drejer sig om bogen). Ja, tak, det var den hollandske fotograf som jeg henvendte mig til i januar 1976, da jeg skulle købe lysbilledprojektorer til mit første lysbilledshow og som siden hjalp mig med sådanne tekniske ting, da han selv havde lavet lysbilledshows. Han blev rigeligt belønnet - af USA. For da mit show blev en kæmpesucces i 14 lande og det i tidsånden blev opfattet som antiamerikansk, var han en af de 50 fotografer, som The Village Voice siden afslørede at det amerikanske udenrigsministerium havde inviteret til USA for at vise "den anden side af USA" for europæerne (som om vi ikke kendte den i forvejen.) De fik alt betalt på deres rejser. Jan Steenwijk lavede bagefter en flot fotobog om USA og blev inviteret ud for at holde foredrag i Danmark - nogle steder side om side med mig - uden at folk vidste at vi var bedste venner og stort set havde det samme grundsyn på USA. Han blev siden belønnet ved ligesom mig at blive amerikaner med fast opholdstilladelse og slog sig ned i Massachusetts - meget bekvemt så jeg også derovre kunne få teknisk hjælp af ham når jeg rejste rundt med mine lysbilledshows :-)

 

Sluttelig manipulerer Martin Kryhl med at jeg ikke dedikerede min bog til de sorte, men til Fidel Castro:
"Den første udgave af
Amerikanske Billeder dedikerede Jacob Holdt – i en længere hyldest – til »romantikeren, idealisten, filosoffen og især pragmatikeren Fidel Castro« for dennes kamp for de undertrykte. Bogen blev altså ikke tilegnet de fattige undertrykte sorte amerikanere, som den påstod at skildre, men derimod Cubas kommunistiske diktator."
Nej, jeg tilegnede den ikke til nogen "kommunistisk diktator", men som jeg tydeligt skriver til en mand som havde gjort mere for at forbedre de sortes forhold end de fleste. Og som nævnt i min bog havde inspireret mange sorte amerikanere til at rejse til Cuba.
At Castro måske kun kunne gøre dette ved - i stil med de fleste latinamerikanske lande på det tidspunkt - at udvikle et diktatur er en helt anden sag, som vi unge ikke bekymrede os så meget om dengang, da der stort set kun fandtes USA-støttede diktaturer i de fattige lande. Selv undtagelsen Chile blev væltet under min USA-rejse.

Men naturligvis var det en dedikation jeg hurtigt fjernede fra bogen, da den skulle udgives i Reagans siden stærkt ændrede USA  ligesom jeg fjernede alt om mit arbejde med De Sorte Pantere (adapt or die :-) for at gøre bogen mere slagkraftig i kampen mod racismen. Dette gjorde jeg lang tid før jeg blev desillisioneret i 1985, da jeg selv besøgte Cuba og indså at landet nu var stivnet i den samme form for undertrykkende kommunisme jeg havde oplevet i Østeuropa og aldrig været tilhænger af.


Men hvad angår race-forholdet mellem sorte og hvide blev jeg ikke skuffet på Cuba og har altid brugt det som inspiration for amerikanerne i mine workshops i amerikanske universiteter. Men om dette kan tillægges Fidel Castro eller om han selv blot var et produkt af den helt anderledes latinamerikanske racisme med dens dybe rødder i den katolske opfattelse af mennesket (som modsætning til den angloamerikanske) er lidt sværere at gennemskue. Så ved i min uvidenhed dengang udelukkende at tilegne den Castro - uden at kende hans historiske kontekst - har jeg i så fald manipuleret lige så meget og enøjet, som når Martin Kryhl med en sådan sætning får mig til at fremstå som "kommunist" :-)
 

Jeg skammer mig dog ikke over at have ændret mig fra den tids enøjede sort-hvide verdensbillede - og derfor heller ikke over at min bog langsomt udviklede andre forklaringsmodeller - også i takt med at racismens udtryk hele tiden muterer og finder nye måder at udtrykke sig på - ikke mindst herhjemme i samme tidsrum.
Jeg er mere bekymret for forstenede folk som Martin Kryhl Jensen, der tilsyneladende ikke ændrer sig fra den kolde krigs enøjethed og derfor forsøger at manipulere så groft mod sine gamle fjendebilleder som i dette og andre af hans skriverier. (Undskyld at jeg lyder lidt kritisk overfor ham. Jeg plejer altid at forsvare mennesket ved at angribe systemet, som har formet det. Jeg har ikke haft tid til at møde ham endnu og sætte mig ind i hvad der formede ham.)

Grunden til at jeg overhovedet påpeger hans vanvittige manipulationer er som sagt at de bliver her brugt af Wikipedia til at mistænkeliggøre mit livslange engagement for udstødte minoriteter og fattige - sandsynligvis fordi dette i dag også inkluderer indvandrere - hvorfor jeg i Martin Kryhl Jensens og Ole Palnatoke Andersens optik nu er kommet på den forkerte side i den hjemlige værdikamp. Så måske det i virkeligheden er mig der er "forstenet" i en trumpistisk tid ved fortsat at insistere på at se det gode i alle mennesker :-)
 



 



Tilbage til oversigt over Weekendavisens "fake news"