Om mine egne fejl i artiklen om Wounded Knee


Jeg har spekuleret meget over hvordan jeg kom til at udtrykke mig så uklart i dette kapitel i bogen at mine oplevelser som passiv deltager og observant i Wounded Knee kunne blive opfattet af WA som et forsøg på at gøre mig selv til aktiv oprører imod den amerikanske regering. Ikke mindst nu hvor jeg i min alderdom skriver erindringer og må erkende at jeg ikke en eneste gang i mit liv har løftet så meget som en brosten imod et menneske eller en glasrude i de mange ophedede demonstrationer jeg har deltaget i. (Stik mod hvad læseren vil tro ved at læse mit retorisk rasende revolutionære afskedsbrev til danske venner efter "flugten til Amerika" trykt på side 4 i bogens forord.)

 

1. Konteksten for bogens afsnit om Wounded Knee
 
Jo, jeg havde forladt Danmark som korttidsradikaliset revolutionær og decideret antiamerikansk pga. Vietnam-krigen, men jeg vendte hjem 5 år efter som et helt andet menneske med en erklæret ikkevoldelig tilgang til livet og dets undertrykkelser. Jeg havde lært at jeg kun kunne overleve som vagabond blandt amerikanerne ved (i mit inderste) at elske dem alle som mennesker og uden at fordømme nogen ved at gøre dem til fjendebilleder.
Fra mit første danske foredrag den 29. feb. 1976 til bogen udkom den 22. april 1977 havde jeg på et år haft 110 forestillinger med Amerikanske Billeder. Alene i Århus Universitet stod der hver aften op til flere tusinde i kø for at komme ind. Det var en stærkt venstreorienteret tid - også langt ind i de borgerlige rækker var tænkningen nu meget antiamerikansk. Dette var selvfølgelig medvirkende til showets succes på alle fløje, men da showet afslørede så meget racisme og fattigdom i USA medvirkede det med de stærke følelser det rejste hos tilskuerne til at forstærke deres antiamerikanske følelse. Dette irriterede mig, da jeg jo i de mellemliggende år var kommet til at elske amerikanerne. Så jeg følte mig tit så misforstået over at jeg dag efter dag måtte stå i pausen og forsvare både amerikanerne og USA.
Dette prøvede jeg at tage højde for ved i adskillige afsnit af bogen at kritisere venstrefløjen, ikke mindst i kapitlet "Ideologisk nedblænding" (side 146-147) og ved at snige sætninger ind i mine oprindelige breve såsom "Jeg tør garantere for, at hvis man pludselig smed 20 sorte ned i min landsby i Danmark, ville hele landsbyen øjeblikkeligt udvandre i protest. Eller snarere ville de finde en redningsplanke som racisten Wallace" (side 227). Mine publikums var fornærmede når jeg kunne sige sådan noget i 1976. Men jeg fik jo ret. Kun 20 år efter havde danskerne opfundet deres egen Wallace i form af Pia Kjærsgård.


 
 2. Lidt om hvordan forvirringen kom ind i Wounded Knee kapitlet
 
Hele teksten til bogen var for længst afleveret til min forlægger Per Kofod og layouteren Kitte Fennestad i januar 1977, hvor bogen på bogmessen i Frankfurt forinden var blevet solgt til 7 lande. Jeg husker tydeligt Per Kofod stolt på bogmessen sige, "Så, Jacob, smut nu hjem og skriv en bestseller." Jeg anede jo intet om hvordan man skrev en bog og endte da også med blot at klaske teksten fra diasshowet sammen med en masse uddrag af breve jeg havde skrevet i USA. Men jeg havde aldrig skrevet noget om Wounded Knee – bl.a. fordi det jo netop havde været et sådan nederlag for mig og fordi jeg ikke kunne få mig selv til i brevene til min præstefar at fortælle om hvordan jeg havde ligget i både med en højgravid enke få dage efter hendes mands død og med en selvhadende homoseksuel indianerleder. Hvor syndig kunne selv en oprørsk præstesøn få sig selv til at se ud i det konservative Vestjylland? :-)

Så var det pludselig at jeg fik ideen til at jeg kunne bruge mine oplevelser i Wounded Knee i det stigende oprør jeg nu var i overfor den danske venstrefløj med dens revolutionsromantik. Husk at folk som Ralf Pittelkow og Karen Jespersen stadig støttede terrorister som Rote Arme i Tyskland og De røde brigader. 
Derfor skrev jeg i enorm hast - efter absolut deadline på bogens manuskript - min oplevelser ned fra Wounded Knee. Mens brevene, der gik ind i bogen, var blevet gransket af mange interesserede, nåede jeg aldrig at vise Wounded Knee manuskriptet til nogen udover en. Og det var min gamle skolekammerat, senere kommunaldirektør og Phd. Marius Ibsen, som tilfældigvis kom på besøg den eftermiddag i min baggårdshybel og som jeg aldeles aldrig har regnet med på venstrefløjen. "Hvad synes du, Marius? Skal dette kapitel med i bogen? Det er jo et fantastisk opgør med venstrefløjens revolutionsromantik."
Marius, der havde læst samtlige Shakespeare skuespil og de fleste andre klassikere allerede inden 2. g., pløjede historien igennem på få sekunder og sagde så meget bestemt, "Det skal aldeles ikke med i bogen. Jeg finder det meget usmageligt."

Jeg er ikke helt sikker på at han brugte ordet usmageligt, men jeg kendte ham godt nok til at vide at det sikkert var det han tænkte, da han var rundet af den samme vestjyske muld som jeg. Hvor ville jeg dog efter Weekendavisens angreb ønske i dag at jeg havde lyttet til den kloge Marius. For jeg var stædig og cyklede samme aften ind til Per Kofod, der tit arbejdede sent på Informations Forlag. Jeg huske stadig den iskolde blæst denne regnfulde januar aften, for pludselig da jeg cyklede over Marmorbroen i forlængelse af Ny Vestergade 7, hvor jeg boede, greb stormen fat i mit løse manuskript i cykelkurven. De mange sider fløj ud over et stort område med flere af dem flydende i kanalen. Jeg for rundt som en gal for at fiske dem alle op, men en side lykkedes det mig ikke at redde – den første side. Hvad værre var, mens jeg havde kopier eller karbonaftryk af alt andet jeg havde skrevet til bogen, var dette afsnit blevet skrevet i så stor hast at jeg ingen kopi havde fået lavet. Så der var ikke andet at gøre end at vende hjem og lynhurtigt skrive første side om igen inden Per Kofod gik fra kontoret vist nok efter aftale kl. 20 – ”og så er det ABSOLUT sidste deadline, Jacob”.

Jeg er ikke i tvivl om at det er der fejlen er sket. Historien, som jeg havde udtænkt den, skulle starte med en generaliserende indledning om hvordan ”vi på den amerikanske venstrefløj havde romantiseret brugen af væbnet magt og derfor i vores romantiske rus ikke havde tænkt nærmere over alle de psykiske problemer ved at ligge i skyttegrave i sne og slud i ugevis. …..og vi hvide hjælpere var ikke særlig vant til skyderier, og det tog hårdt på mange, når kuglerne fløj hen over hovedet.” I min forvirring og hast er jeg så kommet til at skrive ”når kuglerne fløj hen over hovedet på mig.” Det er tydeligt for mig i dag at denne sidste sætning var ment som en del af den generaliserende indledning om venstrefløjen. Der er jo intet belæg for at skrive den, da jeg intet steds skriver noget om at jeg har været inde og slås i skyttegravene og jo ikke ønskede at fortælle om denne krigeriske side af Wounded Knee oprøret. Jeg kan se forvirringen, da jeg genskrev det hele fra hukommelsen, idet kronologien i historien også er forkert i bogens første kolonne, som nok har svaret til den side, som flød ned af Holmens kanal. 
Dette er den eneste forklaring jeg har på denne - i sandhed flyvske sætning - for den var jo også uheldig for mig når det jo var en hel anden ikkevoldelig historie jeg ønskede at formidle til venstrefløjen.