44.  Robert Moore regnes som en af de farligste Grand Dragons i USA. Han er en af de få klanfolk, der konsekvent omtaler sorte som ”niggere”. Men er der had i ham? Lad os se hvad han rummet i hjertet. Da han som 19-årig havde afsonet sin dom på 5 års fængsel for mordforsøget på den brutale stedfar mødte han straks sin første af 4 koner, Nancy på billedet herunder. De blev gift, men var så fattige at de måtte dele den voldelige stedfars et-rums-shack. ”Robert var vild,” siger hun, men de var begge narkomaner og havde næsten kun sorte venner. Begge deres sønner blev tvangsfjernet. Nancy hørte ham aldrig sige et ondt ord om sorte og er totalt imod hans klan-aktivitet i dag: ”Jeg kommer godt ud af det med alle.” Hun har sidenhen kun haft sorte og mexicanske kærester og har nu sammen med sin mexicanske kæreste adopteret de to fortabte sønner tilbage.

45.  Det var først i andet ægteskab at Robert kom ind i Ku Klux Klan, som ”rettede mit liv op”, hvorfor han lagde afstand til narkotika, kriminalitet…..og sorte. Han afreagerede her sin vrede og barndomssmerte gennem en ligeså vild aktivitet i Jeffs klangruppe, der som den eneste klan holdt stævner hver eneste uge overalt i landet. I alle disse år var han langturschauffør og så intet til sine to faderløse sønner. Som chauffør blev han tykkere og tykkere og pludselig som 41-årig ”sprang hjertet”. Efter flere operationer forbød lægerne ham nogensinde at arbejde igen ”eller du vil dø!” Jeg mødte ham først under hans rekonvalescens i klanhovedkvarteret, men som ludfattig invalidepensionst er han efter fire forliste ægteskaber nu flyttet ind hos den lige så fattige Nancy, hvor ”jeg sover i denne sofa mens min ekskone boller med en mexicaner inde ved siden af.”

46. Da hans vigtigste klanfloskel lyder “I stand up for my race” driller jeg ham for at lægge sig for en mexicaner idet nutidens klan minder om Dansk Folkeparti ved mest at være imod indvandrere, især mexicanere. Som de fleste klanfolk elsker han mine drillerier da de jo ikke selv tror på deres egne floskler. Tager man en klanmand med humor har man fået sig en ven for livet. Han indrømmer da også at denne mexicanske ”wetback has been better to my kids than me.”  Det siger heller ikke så meget, idet den ældste søn Thomas sidder i fængsel for at bombe et hus mens Justin på billedet lige er løsladt efter et års fængsel for røverier og indbrud sammen med sine sorte venner. ”Han skulle være blevet meget længere i fængsel,” siger Robert om sin småtbegavede søn. Som fattige hvide bor de nemlig ”på den forkerte side af jernbanelinien i Lexington, NC, hvorfor Justin var eneste hvid i en hel sort skole – altså med en barndom som de fleste klanfolks. Klanmandens søn har aldrig haft en hvid kammerat!

47.  Men for første gang har Justin nu fået en hvid far – den “store hjemvendte klanmand”, som han beundrer og har savnet hele sit liv. Robert fortæller ham historier fra sine drabelige slag som korsridder og Justin drømmer derfor om selv at blive en stor klanmand og overgår i den grad faderen i nigger-snak og klanfloskler at det gør Robert forlegen idet han erkender at den naive søn rent faktisk tager flosklerne alvorligt. Så Robert siger klogt at han skal vente nogle år med at tilslutte sig klanen. Justin går nemlig rundt og praler med sin klanfar og øver sig i sin nigger-snak blandt kammeraterne, og da disse alle er sorte er han begyndt langsomt at blive frændeløs.

48. Robert selv er også i venteposition idet han skal igennem en ny hjerte- og bypassoperation for at bevare livet. Og da Nancy altid sidder og venter på sin troløse mexicanske kæreste ”som kun tog dig med dine 600 pund for at få det grønne kort,” griner de, har de tre for første gang fundet sammen i et reelt familieliv efter at narko, fængsler, klanaktivitet og opløste familier i så mange år adskilte dem. I denne nye lykke har Nancy faktisk tabt sig 400 pund og kan nu komme ned i den røde sofa, svarer hun kærligt og stolt tilbage. De har ikke råd til petroleum til ovnen på gulvet, men varmer sig om vinteren i overfrakker og i den kærlighed, der nu flyder imellem dem – mest udtrykt i drillerier om Nancys sexliv med mexicaneren, som Robert ikke helt vil tilstå at han selv elsker. ”Salige er de enfoldige…” får klanfolk mig altid til at tænke på. Ingen af disse tre havde nogensinde bare hørt ordet ”Denmark”.  

49.  Man er ikke sammen med Robert længe uden at føle kærligheden under den mishandlede knudemands skræmmende hadske tatoveringer. Sjældent oplevede jeg det så stærkt som da han under en flerdages drukfest i klanhovedkvarteret i Indiana spurgte mig om han kunne køre med mig ned til Louisiana. Jeg undrede mig, da han boede i North Carolina og end ikke havde råd til en busbillet hjem. Uden for de andre klanfolks hørevidde fortalte han derpå at da orkanen Katrina ødelagde tusinder af hjem i Louisiana blev han så bevæget, at han lånte penge af venner til en busbillet dertil. Der havde han i to måneder hjulpet de sorte med at genopbygge deres huse, fælde nedfaldne træer osv. Nu ville han ned for at hente sine ejendele, bl.a. klandragten for at vise den til sin søn. Trods lægernes advarsler om at Robert ville dø, hvis han nogensinde arbejdede igen, havde klanmanden altså sat sit liv på spil for at redde de sorte! Dette er i sandhed kærlighed forklædt som had.

50.  Når jeg oplever det had overfor Ku Klux Klan - frem for indlevelse og forståelse - som elever indoktrineres med af danske skolelærere og medier, betvivler jeg tit på afstand af klanen min egen sunde dømmekraft. Derfor inviterer jeg altid ”sunde” udenforstående med på mine ture for at låne af deres observationer. Dette er hvad racismeforskeren Melanie Schikore på billedet skrev om mødet med den klanmand, som i alle bøger om KKK betegnes som en af de værste i USA, Robert Moore.
”My maternal instinct really wanted for me to just hug and hold and console him, like his own mother maybe never did because she was with a man who was so bad to him.  I found him candid about his past, logical, caring, and just having found himself in a bad situation and reacting how so very many of us would if we just couldn't take the abuse anymore.  For having committed a violent crime and having served jail time for it, he seemed to see the whole picture.  His step-father saying he was sorry before he died must have given him a lot of validation. 

51. I saw him as victimized by a system that looks at a single act instead of the whole picture.  I saw him as one of the too many kids in the US who fall through the cracks until it is too late.  How many adults might have been able to help him solve his problems in a socially acceptable and non-violent way... his mom, his teachers, his neighbors... yet no one came through for him.  I felt he was basically good, as we all are, but found himself in a bad situation.  This same man went down to Louisiana to help black people out after the hurricane.  How many people can say that? I felt he had a very, very good heart.”