Brevet fra den vestindiske slave "Vaage" til min svigerfar
overrakt af Jacob Holdt juleaften 1997
Omtalte Lasse er hans bror, Lars Rostrup Bøyesen, direktør på
Statens Museum for Kunst, som ved sin død efterlod nogle noter om
sin Castonier familie. De gjorde mig nysgerrig og satte mig selv
igang med slægtsforskning. Og hvad man så ikke graver op i? |
Min svigerfar, der var
totalt uvidende om sine vestindiske rødder, blev meget stolt da jeg
juleaften afslørede ham som "så godt som sort" med dette "brev" og
nedenstående slægtssstavle.
For skønt Vaage sandsynligvis blev voldtaget af sin slaveejer Henrik
Fibiger på
plantagen "Little La Grange" på St. Croix, blev deres mulatdatter,
Maren Fibiger,
siden gift med kaptajn Castonier. Maren endte med at bo 19 år i
København efter hans død - ligesom så mange andre vestindiske
indvandrere, der medvirkede til at gøre Danmark brunere og mere
multikulturelt.
Da jeg besøgte plantagen, som det
store slaveoprør i 1848 udgik fra, gik det op for mig hvor tæt den lå på
fortet i Frederiksted. Dette var sandsynligvis årsagen til at
Castonier nægtede at skyde mod oprøret, da det var hans egen familie
han skulle skyde på, hvorfor von Scholten blev nødt til at ophæve
slaveriet samme dag, 3. juli 1848. (Stærkt påvirket af sin egen
mulatkone Anna Elizabeth, som han undskyldte det overfor den danske
regering, "For at undgå megen blodsudgydelse" - altså
også i hans tilfælde for at skåne sin egen families blod).
Nøjagtig samtidig med at jeg
søgte mine børns sorte rødder på Sankt Croix var
min kone Vibeke i Ghana for
der sammen
med efterkommerne af slavernes afrikanske forfædre at genoplive det
drama af dansere fra Ghana og Vestindien, som hun havde fået bragt
til Danmark året før som en del af
Kulturbyens store festival i 1996. Der havde de under navnet "Muso" (det ghanesiske ord for Holocaust)
i fællesskab opført deres smukke dramatiske dansedrama for at mindes og "genoplive" vores
indbyrdes bånd under fortidens blodige
trekantshandel mellem Danmark, Ghana og Vestindien. Blodige bånd,
som for mange familier endte med at blive blodsbånd.
Desværre har jeg
endnu ikke fundet frem til vores families ghanesiske rødder.
Dette er hvad jeg skrev om mine opdagelser i julebrevet fra 1997:
Pga. de mange aflysninger havde jeg
nemlig fået tid til at føre min
slægtsforskning ud i praksis. Jeg
berettede sidste år om hvordan jeg fandt
ud af at Vibekes tip-tip-oldemor havde
været sort slave i Dansk Vestindien og
nu ville jeg ned og se om jeg kunne
finde nogle af mine børns sorte
grandkusiner og fætre. Det lykkedes dog
ikke i første omgang, men på St. Croix
fandt jeg frem til plantagen som "Waage"
engang havde arbejdet på. Og hvor heldig
har man mon lov til at være? For mens
næsten alle de gamle danske plantager i
dag ligger hen i shopping centre og
McDonald's var lige præcis "Little La
Grange" en af de få, der endnu var
intakte, idet den lå på det mest
paradisiske sted ude i bjergene. Det
viste sig endog at ejeren, den 87-årige
Fritz Lawal, stadig talte dansk og blev
henrykt da jeg sagde "at nu kom jeg
fordi vi i familien ville have plantagen
tilbage." Det måtte vi da gerne få,
sagde han, hvis vi også ville betale
alle omkostningerne med at holde den i
stand. Min timing kunne ikke have været
bedre; plantagen var nemlig usædvanlig
ved ikke blot at have vindmølle til
sukkerrørs-forarbejdningen, men også
heste- og vandmølle. Waages slavefæller
havde møjsommeligt bygget en større
"romersk" akvædukt, der førte vandet
milevidt fra bjergene ned til
vandmøllen. Derfor skulle plantagen nu
laves om til museum, og Niels Helveg
Petersen skulle allerede ugen efter
komme over og åbne den - og jeg og min
familie skulle selvfølgelig nu efter
dette utrolige sammentræf være
æresgæster ved højtideligheden. Sådan
kom det dog ikke helt til at gå, for
Vibeke var i selv samme øjeblik nede og
forhandle i netop det land, Ghana,
hvorfra Waages forfædre i sin tid var
blevet bragt over med slaveskibe. Ja,
hvem ved om Vibeke netop sad og
forhandlede om sit danske kulturfremstød
med sine egne fjerne afrikanske
slægtninge? Det lykkedes mig i St.
Croix's arkiver at finde navnene på de
andre 56 slaver, som vores hvide forfar
havde ejet på farmen, og jeg håber nu at
finde frem til hvilke slaveskibe Waages
familie blev bragt over på for evt. en
dag som en Alex Haley at komme i
forbindelse med deres familie i Ghana.
Jeg berettede sidste år om hvordan
det siden var gået Waages mulatdatter,
som blev gift med vores tipoldefar,
oberst Castonier. Derfor var det næsten
lige så bevægende for mig nu at stå i
det røde fort i Frederikssted på det
sted, hvor han hin mindeværdige dag - i
hvert fald for Vestinderne - havde givet
ordre til ikke at skyde på
Bhuddos fremstormende slaveoprørere.
Dette bevirkede at von Scholten samme
dag ophævede slaveriet. Nu hvor jeg stod
der kunne jeg endnu bedre forstå årsagen
til denne utrolige begivenhed. For
slaveoprøret var jo netop startet på La
Grange og Little La Grange og havde
Castonier skudt på oprørerne havde han
jo i bogstaveligste forstand måttet
dræbe sin egen kones nærmeste familie.
Dette er en væsentlig detalje som
Thorkild Hansen ikke fik med i
"Slavernes øer". Uden dette besøg ville
det heller ikke være gået op for mig at
det netop var på "vores" families
plantage det afgørende oprør startede,
som førte til enden på dansk slaveri.
Ligeså var det en utrolig oplevelse
at være til gudstjeneste i den gamle
danske Sabboath kirke i Christianssted,
hvor Waages datter Maren for 200 år
siden var blevet gift med Oberst
Castonier. Da jeg fortalte det til
præsten, hev han mig straks op foran
menigheden for at jeg skulle fortælle om
det. Og både de hvide og de sorte var
lige begejstrede idet de jo i teorien
alle kunne være i min familie gennem
dette for Vestindien ikke helt
usædvanlige blandingsægteskab. Blot at
opleve en integreret gudstjeneste var
hjertevarmende efter de raceadskilte
kirker " i det egentlige USA |
|
|
Vore andre historiske
slægtsrødder
|