Med
udgangspunkt i min advarsel i Politiken inden krigen giver
jeg mit bud på hvordan vi kunne have håndteret Irak med
ikke-voldelige metoder. Dels for at opmuntre til en tiltrængt
debat om vores krigsdeltagelse og dels for at opmuntre danske
soldater til at deltage i fremtidige befrielsesaktioner uden at
”ødelægge landsbyen, de ville redde.”
Det har undret
mig at vores blodige angrebskrig næsten ikke har været under
debat. Enkelte har diskuteret løgnene, Bush og Fogh brugte til
at forføre os ind i ”krigens nødvendighed”, men ikke løgnen i at
ville indføre demokrati vha. ikke-demokrati eller voldelig
kommunikation. Skønt alt nu er tabt bør diskussionen tages med
henblik på afvæbning af fremtidige diktaturer. Vi var mange der
inden korstoget advarede mod at deltage i galskaben, men både
tilhængere og modstandere syntes dengang at indtage voldelige
positioner. Enten for en voldelig afvæbning af Saddam Hussein
eller for en voldelig fortsættelse af hans diktatur gennem en
pacifistisk venden det blinde øje til. Det sidste var for mig
uacceptabelt med den vold, som fortsat vold mod irakerne ville
gøre mod os selv. Som ikke-voldstilhænger prøvede jeg i
Politiken (14.2.03) inden krigen derfor at argumentere for en
tredje vej.
På det personlige plan har jeg praktiseret ikke-voldelig
afvæbning af voldsmænd lige siden jeg som ung så nogle rockere
jage en fyr med jernlænker på Vesterbro. Jeg var i fineste skrud
på vej til fest, men sprang af cyklen for at intervenere,
hvorefter rockerne pryglede mig til en skadestuetur og en
ufestlig fest i blodige laser. Jeg indså siden at jeg havde
fejlet ved at praktisere fjendtlig kommunikation overfor
voldsmændene (”I opfører jer som nazister”) frem for afvæbnende
indlevelse. Siden lærte jeg at ”afvæbne” langt mere voldelige
gangstere i USA’s ghettoer og har man først lært sig kunsten er
det spændende at afprøve ideerne i verdens mest voldelige
slumkvarterer i f.eks. Sydafrika, Namibia, Nicaragua, Haiti,
Jamaica osv.
Undertrykkelsesmønstre (i f.eks. Ku Klux Klan og
Hizb-ut-Tahrir) bearbejdes jo ved at man kærligt går ind i dem,
mens de altid forværres af hadsk passiv fordømmelse udefra. Selv
to magtfulde Ku Klux Klan-ledere har jeg på det sidste fået
”afvæbnet” eller til at forlade klanen – den ene dog med døden
til følge. For hvor der handles, spildes der, men spildet gennem
ikke-voldelig intervention kræver langt færre ofre end
pacifismens passive vold.
Mit forslag til at undgå et blodbad i Irak var derfor dengang at
bruge en sådan afvæbningspolitik, som kan formuleres kort: ”Hvis
en voldsmand angriber dig er hjælpen altid lige ved hånden.
Nemlig fra mennesket, som er låst fast inde i lidelsesmønstret.”
Overfor voldsmennesker eller voldsdiktaturer som Irak og
Nordkorea forråder man straks menneskets befrielse ved at
dæmonisere det som ondt i en ”ondskabens akse.” I
undertrykkelsessystemer som skildret i filmen ”De andres liv” er
alle ofre og bødler. Det var derfor vigtigt og ikke spor svært
at tillægge sig et kærligt syn på Saddam Hussein som offer. Lad
mig undtagelsesvis se bort fra de barndomsskader, som vi ved at
han led under. Men fra første øjeblik, hvor han fik magten og i
det voldsklima, som Bath-partiet havde skabt, henrettede
rivaliserende officerer, blev han et offer for frygt. En frygt
for fjender, som førte til undertrykkelsens logik med mere og
mere vold overfor ”fjender” for ikke selv at miste livet.
Nøjagtig som jeg kender det fra så mange af mine ”gode” sorte
venner, som ”kom til” i ghettoens voldelige logik at tage en
pistol med sig under et uskyldigt røveri – og af angst pludselig
begyndte at skyde mod alt og alle uden at have nogen kalkuleret
plan eller indre ondskab.
Da alle diktatorer drives af frygt skal enhver befrielsesaktion
gennemtænkes og tilrettelægges som et Stockholmsk gidselsyndrom.
Alle gidslernes liv skal reddes inklusive den oprindelige
gidseltager. Hvis ikke man fra begyndelsen giver sig selv og
gidseltageren løfte om dette vil det altid ende i et blodbad,
som først og fremmest går ud over gidslerne, ”fjendens”
uskyldige soldater. Der er altså ingen ”fjender” i et
gidseldrama, kun mennesker, som skal udfris af deres
midlertidige lidelsesmønstre. Dette løfte er uhyre vigtigt for
at redde gidslerne ud i live – ikke mindst i alle andre
diktaturer. En ting kan vi være sikre på efter at vi har set
Bushs og Foghs stupide straffeekspedition endt med et reb om
Saddams hals, er at alverdens diktatorer nu vil stramme løkken
om deres egne gidsler for at undgå samme skæbne. Dette advarede
jeg i Politiken mod inden krigen: ”Vi svigter irakerne hvis vi
ikke magter at undervise en cowboy (Bush) i at man sindigt og
blidt indfanger og opdrætter forvildede køer med en lasso - ikke
ved at skyde dem ned som bisonokser fra et eksprestog. Vi
svigter dem ved intet nyt at bringe til Irak hvis vi ikke
behandler Saddam Hussein ordentligt.”
Gidselaffærer i
USA ender altid i blodbade og yderligere vold som massedrabet i
Waco, der medførte terrorismen i Oklahoma City - et direkte
spejlbillede af det Irak, Bush og Fogh nu har skabt. Dermed har
Bush også forskertset det magtmonopol som er så vigtigt i en
befrielsesaktion og som den empatiske Clinton var så dygtig til
at bruge uden unødig spild af liv. Selv deltog jeg ivrigt under
invasionen i Haiti efter hans intelligente ikke-voldelige
afvæbning af diktatoren Cédras
og sad på en amerikansk pansret mandskabsvogn under befrielsen
af Kosovo efter den lidt vanskeligere afvæbning af Milosevic på
lokalt plan. Da jeg så alle de albanske massegrave og nedbrændte
huse var jeg glad for at jeg ikke havde indtaget en passiv og
pacifistisk holdning til serbernes racistiske apartheid-politik.
Det var vanskeligt ikke at føle had overfor undertrykkerne, når
jeg sammen med de hjemvendte albanere genfandt deres slægtninge
i grave eller ødelagte hjem. Netop derfor indså jeg at det var
dette hadske serbiske mindretal, der fra nu af skulle have al
min kærlighed i tanker og forsonende handling hvis jeg (som
besætter) skulle medvirke til at århundreders gensidig
undertrykkelse og hævn blev bragt til ophør.
Det var en lignende ikke-voldelig intervention i Irak jeg
foreslog i Politiken. ”Det vil tage tid og snilde, militær
omringning, psykologisk bearbejdning af de indespærrede osv. Den
måde man løser en gidselaffære på siger ikke blot noget om én
selv, men om den verden man ønsker at skabe. For hvert menneske
man myrder eller undertrykker for at nå sine mål lægger man
kimen til den næste krig.” Det jeg havde i tankerne var en
fortsættelse af den beskyttende zone, som Bush’s far med
luftvåbnets magt – inspireret af englænderne i 1920’erne - havde
anlagt for kurderne nord for den 36. breddegrad. Den burde
udvides til at genetablere den tilsvarende zone han oprindelig
gav marskaraberne syd for den 32. breddegrad. Men da han efter
at have opmuntret disse til oprør siden svigtede dem med
hundredtusinders død til følge, er det utrolig naivt af Fogh at
følge sønnen ind i dette område og tro de ville blive tiljublede
som ”befriere”. Shiiternes hjerter kunne vi derimod have vundet
ved i måske 5-10 år at genoptage beskyttelsen af dem fra luften
og langsomt – i takt med at Saddam derved mistede olieindtægten
i både nord og syd og ikke havde en chance i den åbne ørken for
at erobre det tabte tilbage – at bruge cowboyens beskyttende
lasso til på samme måde langsomt og blidt at indfange de hellige
byer længere nordpå og derved også vinde iranernes hjerter. Alt
sammen uden at en eneste amerikansk soldat betrådte ”hellig
muslimsk jord” udover den de allerede betrådte efter at have
vundet kuwaiternes hjerter. Problemet vi har med shiiterne i dag
går tilbage til vores svigt. Husk at Muqtada al-Sadr fra starten
var på et faderhævntogt nøjagtig som Bush var det. Næsten 70 %
af irakerne støtter angreb på besættelsesstyrkerne, men da vi
gennem 12 års intelligent lassopolitik har vundet kurdernes
hjerter – sammen med tyrkerne snart de eneste provestlige
muslimer i verden, som endnu ikke har skudt en eneste af vore
tropper – vil det sige at næsten alle andre irakere er imod os.
Eller rettere imod en voldelig befrielse, der ikke fjernede
volden hverken fra deres eller vore hjerter.
Resten af mit ikke-voldelige forslag går på, at efter 20 års
kurdisk og måske 8 års shiitisk de facto befrielse ville
magtforholdet i Irak være ændret totalt. Fra 2010 kunne vi derpå
begynde en gradvis inddæmning af den hårde ”Sunnitrekant”, der
så gradvist ville have vænnet sig til at have mistet sin
tidligere mangeårige dominans og nu blot skulle vindes det
sidste lille stykke over på vores side gennem en intelligent
”omvendt Saddam-politik”. Tænk blot på hvordan Saddam vandt den
stædige Buessa-stamme i Falluja med dens skånselsløse
æresbegreber, som i 500 år stolt havde holdt både ottomanerne og
englænderne ude. Selv Hussein fra Albu-Nasir-stammen turde ikke
komme der, men vandt alligevel langsomt Fallujas loyalitet over
med løfter om privilegier. Selv om stammetilhørsforhold ikke
spiller helt så stor rolle i dag, gør en bys stolte
selvforståelse det, hvilket vi kunne have udnyttet lige så
intelligent som Saddam. Jeg forestillede mig at hvis det i
slutfasen skulle blive nødvendigt med besættelsestropper i Al
Anbarprovinsen, skulle ubevæbnede danske tropper udstationeres i
Falluja, for som jeg skrev ”efter den angste forskansning jeg så
amerikanerne foretage af sig selv i det fredelige syd-Kosovo,
tør jeg ikke overlade opgaven til dem. Jeg blev stolt over at se
hvor populære de danske styrker blev ved åbent at blande sig med
befolkningen i det svære og hadske Mitrovice-område. Betændte
områder bør derfor overlades til danske fredsstyrker. Vigtigst
er det at en hel hær af irakere bliver uddannet i det bedste jeg
kender fra USA om konfliktløsning og fra Sydafrika om forsoning.
Skal vi vende marginaliseringen af den arabiske verden og dens
sårbare post-koloniale psykologi må hvert et skridt vi foretager
os i Irak se lige så uselvisk ud som under kampen for at redde
muslimerne i Kosovo. Selviskhed og blod på hænderne har vi ved
intet at foretage os nu som da vi forrådte muslimerne i
Bosnien!”
Som bekendt gjorde Bush og Fogh det modsatte. De opførte sig som
elefanter i en glasbutik – Bush ”udslettede byen for at redde
den” og Fogh stak hovedet i ørkensandet for at lade som om han
ikke var en del af myrderierne. Selv i dag ligger store dele af
denne by med århundreders ry for at være uindtagelig, øde hen.
Derimod ligger dens flygtede indbyggere med deres knuste og
sårede stolthed overalt i Irak på lur for at knuse og såre os,
som tog alt fra dem – tilmed det levebrød Saddam havde givet dem
i bytte for at kunne ”indtage” byen med den intelligente
ikke-vold, vi selv burde have brugt overfor sunnierne.
Vi får de fjender (og terrorister) vi har fortjent når vi
bekvemt vælger ikke at ”se” og bygge på mennesket i dem, vi
ønsker at befri (eller integrere!) – både i Irak og i resten af
den muslimske verden. Særligt undrer det mig at Fogh svigtede
sine tidligere tanker om at man bør gøre modstand mod
besættelse, men i stedet fuldstændig blottet for forståelse
kaldte oprørerne ”terrorister” - selv mens disse endnu kun gik
efter militære mål. Først senere gik sunnierne løs på shiitiske
civile, der søgte de jobs og den magt de selv tidligere havde
haft. Hvilket var starten på en borgerkrig og årtiers blodbad,
som vi kunne have undgået gennem en anderledes empatisk
ikke-voldelig indgriben med krav til Bush om at opføre sig som
en sindig cowboy og ikke som et spoleret barn, der forlanger
hele verden serveret på et sølvfad – her og nu.
For dermed svigtede vi også demokratiet. Som jeg dengang skrev:
”Lad dette være en ”pædagogisk krig”, hvilket der er stærkt brug
for med ”øje for øje og tand for tand”-tænkningen i USA og den
arabiske verden. EU bør kun støtte et FN-mandat mod løfter om at
ingen selv nok så ansvarlige kan få dødsstraf og mod at de
ansvarlige bringes for den internationale strafferetsdomstol. Da
almindelige amerikanere er totalt uvidende om at de med
dødsstraffen står alene sammen med de mest brutale regimer i
verden, vil dette budskab til amerikanerne og mange muslimske
lande i sig selv mindske volden i verden.” Fogh svigtede
demokratiet ved ikke sammen med resten af EU-tropperne at trække
sig ud den dag dødsstraffen blev genindført i Irak og således
gjorde al forsoning umulig. Eller rettere ved ikke at bruge
koalitionen til at kræve ægte demokrati, hvilket nødvendigvis
måtte indebære krav om at ingen landsdækkende afstemning måtte
finde sted inden en langvarig forsoning havde fundet sted. At
skulle stemme på grundlag af historiske undertrykkelsesmønstre
har intet med demokrati at gøre, da det altid vil udarte i
flertalsdiktatur - en vigtig debat, der bør tages inden
fremtidige demokratikorstog. Jeg selv
lærte lektien bittert, da jeg i 1982 i naiv tillid til
Lancasteraftalens demokratisering af Zimbabwe investerede penge
og håb i Mugabe blot for i dag at se det hele vanslægte i
shonaernes flertalstyrani og projekterne i ruiner. Uffe
Elleman lærte også den bitre lektie, som jeg advarede imod i
Politiken: ”Hvad der kommer efter krigen afhænger helt af hvor
pædagogisk vi løser gidseldramaet overfor irakerne selv. Uden
langvarig forberedelse kommer der et ragnarok værre end
Jugoslaviens opløsning.” Skønt vores generation fik ørerne tudet
fulde med at ”efter Tito kommer kaos”, gik Uffe og Kohl
alligevel ud og opmuntrede og anerkendte Sloveniens og Kroatiens
løsrivelse frem for at bruge en mild samlende ”undertrykkelse”
med pisk og gulerod under EU som værdig erstatning for Titos
ditto. At optage et samlet Jugoslavien under fortsat kollektiv
ledelse i EU dengang ville have været langt ”billigere” end
blodbadet, der fulgte. Ligesom i Irak førte denne opsplittelse i
demokratiets navn uden ydre opmuntring til forsoning straks til
et hævnende flertalsdemokratis etniske udrensning med
massegrave.
Det er den samme morderiske afgrund, vi nu stirrer ned i ved
ikke at have brugt Saddam Hussein til det alle diktatorer skal
bruges til – ikke-voldelig forsoning. Som jeg skrev: ”Efter
denne militære omringning lader vi Carter overtale Saddam til
efter Haiti-modellen at gå i asyl i Danmark, hvor han kan få en
af vore befæstede adelige borge og sætte i stand for sine penge.
Balsalen skal bruges til pædagogisk konfliktløsning og forsoning
med de irakiske flygtninge i Danmark, som hver dag skal sendes
på irakisk Tv og Al Jazeera!” Med løfte til ham (og verdens
andre diktatorer) om evigt liv i en beskyttet bolig mod at
stille op i denne uhyre vigtige pædagogiske brobygning
forestillede jeg mig at vi her kunne flyve hans ofre op til
daglige konfrontationer, der ville have en forsonende og
samlende virkning på alle irakere. Først hans sunni-ofre for at
undgå den heltestatus han i dag har fået i den arabiske verden,
derpå kurderne og shiiterne. Men da Bush og Fogh kun forstår
straf og ”konsekvens” er vi i dag endt med et
flertalstyrani i Irak ligeså blodigt som Saddams – mens Mandelas
intelligente forsoningspolitik opbyggede et flertalsdemokrati
uden at krumme et hår på de tidligere undertrykkere.
Jeg har i høj grad skrevet dette for at opmuntre Danmark til at
deltage i fremtidige afvæbninger af blodige diktaturer, dog med
tropper og under en regering, der forinden har lært
ikke-voldelig kommunikation. Der findes ingen voldsmænd, har jeg
lært, som man ikke kan vinde over hvis man kommunikerer med et
rent, åbent og lyttende hjerte. Men irakerne var aldrig i vore
hjerter og derfor vandt vi aldrig deres. Modsat invasionerne i
Haiti og Kosovo skinnede det igennem for vore ofre at dette
handlede mest om olie, fede kontrakter og ideologi, hvorfor det
for araberne lignede en klassisk imperialisme, de kun kendte alt
for godt. Tænk blot på Saddams noble
læremester, englænderne, og deres brug af kemiske våben mod
kurderne i 1920.
Om irakerne virkelig er i vore hjerter får vi at se nu, hvor vi
bliver nødt til at tage imod et antal af de 2-3 millioner
flygtninge fra volden, vi iværksatte imod dem, som står i
forhold til vores andel af ansvaret, dvs. 7.000-10.000. Hovedet
og hjertet havde vi ikke med os i Irak, men skal vi også være
hoved- og hjerteløse herhjemme?