Interview med Jacob Holdt: Min advarsel inden krigen i Irak

Interview i Politiken Januar 2003

Min advarsel inden

krigen i Irak

Jacob Holdt interviewet af Marie Tetzlaff

1: Er krigen i Irak retfærdig?

Vi er vel alle splittede af tvivl. Jeg så i min ungdom nogle rockere jage en fyr med jernlænker uden for Tivoli. Jeg var i fineste skrud på vej til fest, men sprang af cyklen for at intervenere, hvorefter rockerne pryglede mig til ukendelighed. Jeg lignede slagsmålet i Thomas Vinterbergs film "Festen" da jeg nåede festen, men var mere rystet over at ingen af de hundrede vidner uden for Tivoli havde grebet ind.

Alligevel føler jeg mig som pacifist og nægtede at skyde og bære våben mens jeg var i Livgarden. Men jeg kan ikke blot passivt signere underskriftsindsamlinger for en uretfærdig "fred" som ikke betyder fred for irakerne. Jeg var med under Clintons vidunderlige befrielse af Haiti, vinkede fra en NATO-tank til de jublende albanere under indrykningen i Kosovo og så glæden hos cambodjanerne efter at være befriet af arvefjenden Vietnam. Krigen mod irakerne har været i gang siden Hussein tog magten, men flere menneskeliv er sandsynligvis gået tabt som følge af vores passive dræbende sanktioner. Så spørgsmålet er hvordan vi kan gøre vores lange facto krig mod irakerne mere blid nu hvor et flertal af dem ifølge analyser ønsker en hurtig afslutning på lidelserne – ved aktiv hjælp udefra.

2: Kunne krigen være undgået?

Ja, hvis jeg ikke var gået til den reception, Hussein engang inviterede mig til, da Vesten støttede ham. Vi må hver især tage ansvaret for al det blod vi dengang fik på hænderne sammen med Donald Rumsfeld. Derfor må vi nu som allierede bruge vores indflydelse overfor skydegale amerikanere som Rumsfeld og Bush, hvis far koldblodigt myrdede 200.000 fattige familiers børn i stedet for at omringe dem. Disse soldater var mod deres vilje kommanderet ud i ørkenen af Hussein. Skønt 1-2 millioner familiemedlemmer var i sorg, kaldte USA dette massemord for en "sejr"!!!

Med en så kynisk indstilling til menneskeliv i USA må vi allierede forlange af USA at vi fra begyndelsen definerer dette som en gidselaffære og ikke som en krig. I en gidselaffære er der ingen fjender, som skal udryddes - end ikke gidseltageren, som altid per definition er syg. Det vil tage tid og snilde, militær omringning, psykologisk bearbejdning af de indespærrede osv. Den måde man løser en gidselaffære på siger ikke blot noget om én selv, men om den verden man ønsker at skabe. For hvert menneske man myrder eller undertrykker for at nå sine mål lægger man kimen til den næste krig.

3: Handler krigen i virkeligheden om noget andet end den officielle begrundelse?

Vi er alle dobbeltmoralske, ikke kun USA. Men vi bør komme anklagerne i møde gennem enighed om at Iraks olie under FN-kontrol i mindst 10 år tilhører staten og at indtægterne bruges på genopbygning af Irak, Palæstina, Somalia osv. Lad dette være en ”pædagogisk krig”, hvilket der er kraftigt brug for med ”øje for øje og tand for tand”-tænkningen i USA og den arabiske verden. F.eks. bør EU kun støtte et FN-mandat mod løfter om at ingen selv nok så ansvarlige kan få dødsstraf og mod at de ansvarlige bringes for den internationale strafferetsdomstol. Da almindelige amerikanere er totalt uvidende om at de med dødsstraffen står alene sammen med de mest brutale regimer i verden, vil dette budskab til amerikanerne og mange muslimske lande i sig selv mindske volden i verden.

4: Hvad sker der efter krigen?

Dette afhænger helt af hvor pædagogisk vi løser gidseldramaet overfor irakerne selv. Uden langvarig forberedelse kommer der et ragnarok værre end Jugoslaviens opløsning. En langvarig besættelse er nødvendig, men efter den forskansning jeg så amerikanerne foretage af sig selv i det fredelige syd-Kosovo, tør jeg ikke overlade det til dem alene. Derimod blev jeg enormt stolt over at se hvor populære de danske styrker blev ved åbent at blande sig med befolkningen i det svære og hadske Mitrovice-område. Betændte områder som Saddam City bør altså overlades til danske Jens’er mens amerikanerne med deres ekspertise fra Everglades kan få overladt de øde(lagte) sumpområder. Vigtigst er det at en hel hær af irakere bliver uddannede i det bedste jeg kender fra USA om konfliktløsning og fra Sydafrika om forsoning. Skal vi vende marginaliseringen af den arabiske verden og dens sårbare post-koloniale psykologi må hvert et skridt vi foretager os i Irak se lige så uselvisk ud som under kampen for at redde muslimerne i Kosovo. Selviskhed og blod på hænderne har vi ved intet at foretage os som da vi forrådte muslimerne i Bosnien!

5. Svigter vi irakerne hvis Saddam Hussein får lov at blive siddende?

Ja, og os selv. Men vi svigter dem også hvis vi ikke magter at undervise en cowboy i at man sindigt og blidt indfanger og opdrætter køer med en lasso - ikke ved at skyde dem ned som bisonokser fra et eksprestog i jægeren Saddam Husseins ånd. Vi svigter dem også hvis vi intet nyt bringer til Irak - altså hvis vi ikke behandler Saddam Hussein ordentligt. (Efter en militær omringning lader vi Carter overtale ham til efter Cedras-modellen at gå i asyl i Danmark, hvor han kan få en af vore befæstede adelige borge og sætte i stand for sine penge. Balsalen skal bruges til pædagogisk konfliktløsning og forsoning med de irakiske flygtninge i Danmark, som hver uge skal sendes på irakisk Tv og Al Jazeera!)

Læs og min artikel "Irak i vore hjerter"

Se også min opfordring i billeder til at demonstrere mod Bush's uforberedte invasion

Og en tak til Bush for invasionen

Samt min kampagne imod at Bush blev genvalgt