Interview i Politiken Januar
2003
Min advarsel inden
krigen i Irak
Jacob Holdt interviewet af Marie
Tetzlaff
1: Er krigen i Irak retfærdig?
Vi er vel alle splittede af tvivl. Jeg så
i min ungdom nogle rockere jage en fyr med jernlænker uden for Tivoli. Jeg var i
fineste skrud på vej til fest, men sprang af cyklen for at intervenere,
hvorefter rockerne pryglede mig til ukendelighed. Jeg lignede slagsmålet i
Thomas Vinterbergs film "Festen" da jeg nåede festen, men var mere rystet over at ingen af de hundrede
vidner uden for Tivoli havde grebet ind.
Alligevel føler jeg mig som pacifist og
nægtede at skyde og bære våben mens jeg var i Livgarden. Men jeg kan ikke blot
passivt signere underskriftsindsamlinger for en uretfærdig "fred" som ikke
betyder fred for irakerne. Jeg var med under Clintons vidunderlige befrielse af
Haiti, vinkede fra en NATO-tank til de jublende albanere under indrykningen i
Kosovo og så glæden hos cambodjanerne efter at være befriet af arvefjenden
Vietnam. Krigen mod irakerne har været i gang siden Hussein tog magten, men
flere menneskeliv er sandsynligvis gået tabt som følge af vores passive dræbende
sanktioner. Så spørgsmålet er hvordan vi kan gøre vores lange facto krig mod
irakerne mere blid nu hvor et flertal af dem ifølge analyser ønsker en hurtig
afslutning på lidelserne – ved aktiv hjælp udefra.
2: Kunne krigen være undgået?
Ja, hvis jeg ikke var gået til den
reception, Hussein engang inviterede mig til, da Vesten støttede ham. Vi må hver
især tage ansvaret for al det blod vi dengang fik på hænderne sammen med Donald
Rumsfeld. Derfor må vi nu som allierede bruge vores indflydelse overfor
skydegale amerikanere som Rumsfeld og Bush, hvis far koldblodigt myrdede 200.000
fattige familiers børn i stedet for at omringe dem. Disse soldater var mod deres
vilje kommanderet ud i ørkenen af Hussein. Skønt 1-2 millioner familiemedlemmer
var i sorg, kaldte USA dette massemord for en "sejr"!!!
Med en så kynisk indstilling til
menneskeliv i USA må vi allierede forlange af USA at vi fra begyndelsen
definerer dette som en gidselaffære og ikke som en krig. I en gidselaffære er
der ingen fjender, som skal udryddes - end ikke gidseltageren, som altid per
definition er syg. Det vil tage tid og snilde, militær omringning, psykologisk
bearbejdning af de indespærrede osv. Den måde man løser en gidselaffære på siger
ikke blot noget om én selv, men om den verden man ønsker at skabe. For hvert
menneske man myrder eller undertrykker for at nå sine mål lægger man kimen til
den næste krig.
3: Handler krigen i virkeligheden om noget andet end den
officielle begrundelse?
Vi er alle dobbeltmoralske, ikke kun USA.
Men vi bør komme anklagerne i møde gennem enighed om at Iraks olie under
FN-kontrol i mindst 10 år tilhører staten og at indtægterne bruges på
genopbygning af Irak, Palæstina, Somalia osv. Lad dette være en ”pædagogisk
krig”, hvilket der er kraftigt brug for med ”øje for øje og tand for
tand”-tænkningen i USA og den arabiske verden. F.eks. bør EU kun støtte et
FN-mandat mod løfter om at ingen selv nok så ansvarlige kan få dødsstraf og mod
at de ansvarlige bringes for den internationale strafferetsdomstol. Da
almindelige amerikanere er totalt uvidende om at de med dødsstraffen står alene
sammen med de mest brutale regimer i verden, vil dette budskab til amerikanerne
og mange muslimske lande i sig selv mindske volden i verden.
4: Hvad sker
der efter krigen?
Dette afhænger helt af hvor pædagogisk vi
løser gidseldramaet overfor irakerne selv. Uden langvarig forberedelse kommer
der et ragnarok værre end Jugoslaviens opløsning. En langvarig besættelse er
nødvendig, men efter den forskansning jeg så amerikanerne foretage af sig selv i
det fredelige syd-Kosovo, tør jeg ikke overlade det til dem alene. Derimod blev
jeg enormt stolt over at se hvor populære de danske styrker blev ved åbent at
blande sig med befolkningen i det svære og hadske Mitrovice-område. Betændte
områder som Saddam City bør altså overlades til danske Jens’er mens amerikanerne
med deres ekspertise fra Everglades kan få overladt de øde(lagte) sumpområder.
Vigtigst er det at en hel hær af irakere bliver uddannede i det bedste jeg
kender fra USA om konfliktløsning og fra Sydafrika om forsoning. Skal vi vende
marginaliseringen af den arabiske verden og dens sårbare post-koloniale
psykologi må hvert et skridt vi foretager os i Irak se lige så uselvisk ud som
under kampen for at redde muslimerne i Kosovo. Selviskhed og blod på hænderne
har vi ved intet at foretage os som da vi forrådte muslimerne i Bosnien!
5. Svigter vi irakerne
hvis Saddam Hussein får lov at blive siddende?
Ja, og os selv. Men vi
svigter dem også hvis vi ikke magter at undervise en cowboy i at man
sindigt og blidt indfanger og opdrætter køer med en lasso - ikke ved at
skyde dem ned som bisonokser fra et eksprestog i jægeren Saddam Husseins
ånd. Vi svigter dem også hvis vi intet nyt bringer til Irak - altså hvis
vi ikke behandler Saddam Hussein ordentligt. (Efter en militær
omringning lader vi Carter overtale ham til efter Cedras-modellen at gå
i asyl i Danmark, hvor han kan få en af vore befæstede adelige borge og
sætte i stand for sine penge. Balsalen skal bruges til pædagogisk
konfliktløsning og forsoning med de irakiske flygtninge i Danmark, som
hver uge skal sendes på irakisk Tv og Al Jazeera!)
Læs og min artikel "Irak i
vore hjerter"
Se også min opfordring i billeder til at demonstrere
mod Bush's uforberedte invasion
Og en tak til Bush for invasionen
Samt min kampagne imod
at Bush blev genvalgt
|