Amenhotep og Ahhotep II’s eneste søn, Amunemhet, døde som barn, og der var således ingen legitim efterfølger. Det havde derfor givet anledning til almindelig tilfredshed at prinsesse Ahmose Hent-Temehu - en søster til Amenhotep og opkaldt efter deres far - nogle år før var blevet gift med sin halvbror Thutmosis. Selvom Thutmosis var hendes og Amenhoteps halvbror var han nemlig ikke selv arveberettiget, da faderen Ahmose havde fået ham med slavepigen Senisomb.

Thutmosis var altså næsten ligeså gammel som Amenhotep og havde haft en imponerende karriere som general for denne. Med hans åbenlyse kvaliteter som soldat havde Amenhotep udvalgt ham som den næste farao og deklareret samregentskab i sine sidste år. Alt sammen sikkert med den magtfulde dronningeklikes billigelse. Amenhoteps mor, den berømte Ahmose-Nefertari, var nu død, men hans bedstemor Ahotep var stadig i aller højeste grad i live, livskraftig trods sine 95 år. Og hun og de andre dronninger så med tilfredshed på hvordan den feminine indflydelse, som havde fyldt så meget i de forrige regeringer, nu så ud til at fortsætte i den næste med den nye dronning faktisk mere legitim end hendes gemal. Det syntes som om selv guden Amon begunstigede deres kønskamp, for parrets første barn var en datter - den charmerende og livlige prinsesse Hatshepsut, der siden skulle blive verdensberømt ved at føre deres feministiske revolution ud i sin yderste konsekvens, hvilket vi snart skal høre om.

Thutmosis I’s besteg tronen den 12. marts 1505 f. Kr. og hans første handling var at sende en forordning med meddelelse om sin officielle titulatur til sine vasaller:

"Se, denne ordre bringes dig fra kongen for at lade dig vide, at min majestæt har besteget tronen som konge over Øvre- og Nedreægypten på Horus’ sæde. Min titulatur er således: Horus: den stærke tyr, som er elsket af Maat .....(osv: lang række titler). Du skal sørge for at ofrene til guderne i Sydprovinsen bringes og du skal tages i ed igen ved min majestæts navn, født af kongemoderen Senisomb, som stadig er rask. Dette sendes dig for at du kan vide at kongens hus er i god behold. Udfærdiget 12. marts år 1 på festdagen for kroningen."

Den nye faraos navn "den stærke tyr" var velvalgt, for Thutmosis viste sig at have samme krigeriske tilbøjeligheder som både sin far Ahmose og sin bedstefar Tao II. De undertrykte negre i Nubien havde igen ladet frihedens flamme lyse op og Thutmosis kunne ikke vente med at komme af sted. Men sommeren nærmede sig og ingen havde nogensinde begivet sig på felttog i det nubiske varmehelvede i sommertiden. Så ikke så snart havde septembers kølighed lagt sig over ørkenen, før han marcherede 800 km sydpå. Han trængte dybt ind i det nubiske kongerige Kush og ødelagde hovedstaden Kerma. Hans blodtørst stillede sig dog ikke tilfreds med dette, så han fortsatte 300 km videre og satte sin grænsesten helt nede ved den fjerde katarakt for at vise at han var trængt igennem så godt som hele det beboede område af Kush. Lidelserne han forårsagede må have været ubeskrivelige, for kampagnen resulterede i at hele Kushrigets herskende klasse blev tvunget på flugt fra Kerma og måtte slå sig ned 600 km mod syd. Vor 117. tipoldefars beretter selv på sin grænsesten om massakren. Dog byder den vigtige inskription ikke på nogen nøgtern beretning om de begivenheder, den fejrer, men er skrevet i den overdrevne selvrosende stil, der så ofte gør sig gældende i faraoernes sejrshymner. Om den blodige erobring af Kush fortæller Thutmosis dog at:

"Han har væltet nubiernes høvding og negrene er hjælpeløst i hans vold. Han har forenet grænserne på begge sider af floden og der er ingen blandt de krushårede, som kan angribe ham, for der var ikke én eneste overlevende i blandt dem. De nubiske huleboere faldt for sværdet og blev spredt overalt, så stanken af deres forrådnede lig oversvømmede deres dale og blev til en voldsom flodbølge ved kløfternes udmundinger. For deres lig var for meget for gribbene at hakke i stykker eller at bære væk som rov."

At Thutmosis ord ikke er tom pral understreges af hans admiral, vor tidligere bekendte søofficer Ahmose-søn af Abana, som vi nu har fulgt gennem flere generationer af vore forfædre og som stadig er aktiv i felten og skriver dag- eller rettere gravbog. Han fortæller om hvordan han har fået nye udmærkelser ved i februars tørketid at føre skibene gennem den sidekanal Sesostris III i sin tid gravede udenom vandfaldet, men som i Hyksostiden var tilstenet og nu møjsommeligt måtte genoprettes. Derpå støder de ind i en af høvdingerne fra de stammer i bjergene, som ustandseligt har angrebet byerne langs floden. Thutmosis står pludseligt ansigt til ansigt med høvdingen og udfordrer ham:

"Hans majestæt var rasende som en panter og han slyngede sit spyd imod ham og dette første spyd satte sig fast i den elendiges krop. Derpå vendte disse fjender sig om for at flygte, lamslåede af hans slagediadem (der prydede den ægyptiske konges pande). På kun et øjeblik blev der anrettet et blodbad, og deres undersåtter blev ført bort som fanger. Derpå sejlede hans majestæt igen mod nord efter at have sikret sig et fast greb om alle disse regioner, og liget af den usle nubiske høvding blev hængt op med hovedet nedad i forstavnen på kongens krigsskib "Falken" hele vejen hjem til Theben."

Først syv måneder efter nåede han hjem og vi kan kun forklare denne langsommelighed ved at antage at han brugte tiden til gennemgribende at reorganisere og pacificere de erobrede områder modsat tidligere tiders simple straffeekspeditioner. Resultatet var i al fald at han én gang for alle fik knækket nubiernes modstandskraft og at Kush gennem de næste 400 år blev reduceret til en provins i det nye ægyptiske verdensrige - på hvilken baggrund billedet af det hjemførte nedhængte lig af den nu indtørrede nubiske høvding virker ekstra hjerteskærende og fortvivlende. Ikke mindst når man betænker hvor mange tvangsindrulerede nubiske soldater, der siden skulle ofre livet i Ægyptens vanvittige ekspansionseksperiment.

Før i tiden havde ægypterne altid været et mildt og ikke-krigerisk folk, der måske nok havde haft sine småkrige og oprør, men ikke været tilbøjelige til storstilede kampagner. Men med den store krig mod Hyksos, belejringen og erobringen af Avaris og forfølgelsen af fjenden ind i Palæstina havde landet mistet sin relative uskyld - og hvad angår vores kongefamilie, - ja, da opmuntrede disse sejre nu til en ren blodrus ovenpå ydmygelsen under Hyksos. Mange veteraner af disse krige såsom den nu 65-årige søofficer Ahmose var stadig i live til at fortælle om det og det er da også gennem hans sidste togt at vi ved hvad Thutmosis nu foretog sig.

Thutmosis var naturligvis blevet opdraget med historierne om disse oprivende dage og det er endda muligt at han selv som ung deltog i faderen Ahmoses kampagne i Syrien. Nu havde han selv smagt sejren og fundet den sød. De unge mænd i hæren og selv de ældre veteraner - menige og officerer af 1547 skolen - havde fået tillid til deres nye leder. Så de reagerede ivrigt, da Thutmosis kort efter nedslagtningen af Kush ønskede at overgå sin fars togt ind i Palæstina mod nord.

Palæstina var - i det mindste i teorien - en ægyptisk vasal. Lige siden plyndringen af de store Hyksosborge i det sydlige Palæstina for fyrre år siden, var landet brudt op i en mængde små fyrstedømmer, bykongedømmer i hvilke herskeren byggede sig en stor stenfæstning og underkuede de lokale landsbyer i de ufrugtbare bjergrige områder. Hver af dem prøvede intrigerende at opnå ægyptisk støtte imod de andre fyrster og bekrigede dem (eller Ægypten) når som helst de så lejlighed til det. Farao havde påtvunget disse vasalfyrster skatter, men betalingen havde været yderst sporadisk og fyrsterne så uregerlige at der var rigelig undskyldning for Thutmosis til at gribe ind. Så han indlod sig nu på yderligere en langtrækkende kampagne og marcherede lige igennem de kanaanæiske fyrstedømmer hele vejen op til Syrien. Han mødte ingen modstand, fyrsterne søgte tilflugt i deres borge og sendte hastigt skatterestancer. Langt om længe standsede han ved selveste floden Eufrats bredder dybt inde i det Syrien som dengang hed Mitanni - tilfreds med bevidstheden om at han havde ført en ægyptisk hær længere ind i de østlige lande end nogen farao før ham. Og ved Eufrat satte han endnu en grænsesten op - ikke mindre end 2500 km fra den han havde sat op dybt nede i det sorte Afrika - en distance som fra London til Istanbul - en sten som mange år senere skulle blive fundet af hans barnebarn Thutmosis III.

På den lange vandring havde han ført sine soldater gennem mærkelige lande fuldstændigt forskellige fra deres eget, hvor de havde plyndret et babylonsk virvar af ammonitisk og aramæisk talende befolkninger i underligt opførte byer, og jagtet besynderligt klædte mennesker gennem fantastiske landskaber: haver og plantager med eksotiske blomster og frugttræer, marker med fremmede kornsorter og skove med kæmpemæssige træer. Men det mærkeligste nye, som de så, var dog Eufrat selv. Hidtil havde de ikke set andre store floder end Nilen. Men nu var de kommet til en ligeså stor flod, og den flød i stik modsat retning fra nord mod syd. Soldaterne kaldte Eufrat "det omvendte vand", og det blev det ægyptiske navn for denne flod.

Om togtet skrev Thutmosis selv:

"Han har bragt jordens ender ind under sit domæne og patruljerer kampivrigt begge ender med sit mægtige sværd - ude af stand til at finde modstand. Hans ry har nået områder som hans forfædre end ikke kendte og som tidligere konger ikke har set. Hans sydlige grænse er så langt væk som Nubiens grænser, hans nordlige så langt som den omvendte flod, som flyder nedad i den opadgående strøms retning. Intet lignende er nogensinde sket for andre konger; hans navn har nået så vidt som til himlens omkreds."

Her i Naharine ved Eufrats breder kom det endelig til voldsom kamp - sandsynligvis med nogle af vore familiemedlemmer fra Mitanniriget - i verdens først beskrevne "panservognsslag" - i al fald med stridsvogne på begge sider. Dette bliver søofficer Ahmoses sidste kamp:

"Da hans majestæt ankom i Naharine, faldt han over fjenden netop i samme øjeblik som denne plottede vores ødelæggelse. Han lavede en blodig nedslagtning af dem og utallige var de levende fanger som han bragte tilbage fra sejrene. Jeg stod i spidsen for vore tropper og kongen så min tapperhed da jeg erobrede en stridsvogn med både dens heste og manden deri som levende fange. Han belønnede mig i dobbelt mål guld for dette, så skønt jeg nu havde nået en høj alder, var mine æresbevisninger ligeså fine som før."

En anden officer skriver hvordan han tog "21 hænder, en hest og en stridsvogn" i Naharin. Efter så blodige overfald på sine fjerne naboer var Ægypten nu blevet født som en stærk og dominerende militærnation i en verden som bl.a. derfor var begyndt at ruste sig selv på alle sider. Da Thutmosis i triumf vendte tilbage til hovedstaden Theben i et imperium større end verden hidtil havde kendt, havde han efterladt sig et minde som kunne forventes at holde de underkuede lande frygtsomme og skatskyldige årevis frem.

Med de nye rigdomme, der nu flød ind i landet, besluttede Thutmosis at templet for Amun nord for byen i hvilket hans far og bedstefar var blevet kronet, var alt for lille til at huse det guddommelige overhoved for så stort et imperium. Han gav ordre til at rive det ned og at bygge et nyt og mere passende for faraos stigende magt og pomp. Gennem de næste ti år voksede templet i Karnak frem i hele sin herlighed og når man læser arkitekten Inenis beretning forstår man vigtigheden af at kunne udsuge skatter og luksus fra et kæmpemæssigt imperium for at kunne skabe nogle af Ægyptens blivende kunstværker:

"Stormagtens overhoved, som slagtede nubierne og styrtede asiaterne og satte sine grænser ved jordens ende. Selv beduinerne bragte tributter sammen med de øvrige skatter fra nord og syd. Hans majestæt sendte dem videre til Theben hvert år til sin gudefader Amun." Ineni fortsætter om sit eget venskab med kongen, "Alt syntes at lykkes for mig under denne konge, som hele tiden var optaget af mig og løftede mig til de højeste embeder. Bønderne fra hvem skatterne til templerne kom var således under min myndighed. Jeg havde ansvaret for den store Amunport, hvis kæmpedør var af kobber hentet i Asien med gudeskygger af indlagt guld (fra Nubien). Jeg stod for de imponerende flagstænger af nyt cedertræ fra Libanons bedste bjergsider. Jeg overså rejsningen af de to obelisker og byggede en 60 m lang og 20 m bred flåde for at kunne transportere obeliskerne trygt ned ad Nilen til Karnak"

Når turister i dag - 3,500 år senere - står måbende overfor de af Inenis og Thutmosis kunstværker, der stadig står i Karnak - bl.a. hans to obelisker med Thutmosis navn på - er det vigtigt ikke at glemme skaberens egne ord om hvorfra rigdommene stammer og prøve at forestille sig de umenneskelige lidelser, der frembragte dem. Hans ord viser utilsløret hvordan alle i magtens hiraki får udbytte af at deltage i disse mellemfolkelige røverier, som historiens store imperier udgør. At de udplyndrede forsøger at røve lidt af guldet tilbage afslører han også:

"Jeg stod også for udgravningen af hans majestæts klippegrav, helt alene, uden at nogen så det eller nogen hørte om det."

Denne sætning giver os en ide om med hvilken hemmelighedsfuldhed gravene skulle laves på dette tidspunkt i Kongernes Dal i et - viste det sig - forgæves forsøg på at forhindre at de blev plyndret for guld og juveler. Hvad der skete med denne betroede arkitekts arbejdsfolk, når de havde fuldført udgravningerne i nattens mulm og mørke kan vi kun gisne om.

Thutmosis, der nu var oppe i alderen og helt skaldet, lavede ikke flere krige. Han var sandsynligvis syg i sine sidste år, da han gjorde forsøg på at få afgjort arvefølgen efter ham. Lad os slutteligt lytte til hvad denne mand, som bragte ulykke over så mange fremmede folkeslag har at sige om sig selv:

"Hør nu, I præster! Bring gaver til min pyramidegrav og ofre til min offersten, hold hævd over mine mindesmærker, lovpris min billedstøtte og overgiv mit minde til jeres børn. Thi jeg er en fortræffelig og enestående konge, hvis navn bør huskes for det jeg har udrettet på jorden, hvilket I jo alt sammen kender til. Så det er der ingen løgn eller overdrivelse i.

Jeg har jo udført mindesmærker for guderne og gjort deres helligdomme prægtige for eftertiden, jeg har sat deres templer i stand og genopbygget, hvad der var i forfald. Jeg har gjort mere end de andre konger, som levede tidligere. Guderne glædede sig i min tid og templerne var i fest. For jeg udvidede Ægyptens grænser indtil det, som solen omkredser. Jeg førte dem, som var under frygt, til sejr, og fordrev det onde fra landet. Jeg lader Ægypten være overhovedet og alle lande dets slaver."

Ja, det er jo ærlig snak - at gøre alle folkeslag til sine slaver. Psykologisk bunder dette overmenneskekompleks endnu engang i den fælles nationale krænkelse - "det onde" - hvormed han endnu engang bruger Hyksosfjendebilledet. Altså en af historiens mange paralleller til den tyske ydmygelse efter første verdenskrig, som Hitler så behændigt brugte til at gøre "alle lande til sine slaver" - "Deutschland über alles!"

13. kapitel: Thutmosis II Akheperenre