Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig ......om alle de mennesker og begivenheder som har betydet noget for mig.

Indholdsfortegnelse

 

Livet er en herlig leg med de mennesker, der tilfældigt har forvildet sig ind i ens eget liv. Her er nogle af de sjovere eller mere tankevækkende oplevelser fra året der gik i min lille sandkasse:

 

1. Hvordan det lykkedes mig at flygte fra præsident Bush gennem affaldsspande, over mure og gennem gyder og - skønt jeg overalt blev standset af maskinpistolbevæbnede sikkerhedsfolk - til sidst fandt tilflugt og hjerterum hos en af hans torturramte fanger.

2.  Hvordan jeg fik Ku Klux Klans leder ud af fængsel og han til gengæld reddede mit liv fra en sort gangster, som forsøgte at dræbe mig.

3. Hvordan Louise Frevert fik udvirket den helt store dialog mellem Ku Klux Klan og de sorte, hvilket I snart kan få at se i fjernsynet.

4. Hvordan jeg lavede hjemmesider for Ku Klux Klan da jeg stod i ørkenen kun 120 km fra Bagdad og omvendt laver hjemmesider for muslimerne i klanens højborg.

5. Om årets mange døde blandt venner og julebrevslæsere – deriblandt de sidste overlevende fra det studenteroprør, som startede fra min ligkistebutik i Dannebrogsgade i 1978 – en af dem endte senere i Blekingegadebanden – samt en hvis bog bevirkede at han senere selv kunne læse min bog midt ude på Stillehavet.

6. Hvordan jeg begik hybris på Storebælts højeste punkt hvorved Marius blev årets maratonvinder i Stockholm (tro det om I vil, for jeg blev det af navn)

7. Om glæderne ved at vende tilbage til fortidens aktivist- og græsrodsarbejde

8. Hvordan gamle kærester pludselig vender tilbage for at vride hovedet om på mig mens nye kærester falder døde om under mine besøg. Var det sidste mon min skyld?

10. Hvordan jeg bruger jer gamle skolekammeraters racisme som vigtigste inspiration til mine artikler og hvorfor I derfor bliver nødt til at invitere mig på endnu flere middage

11. Hvordan Hollywoodpressen fik opsnappet mine hemmelige julebreve for at undergrave Zentropas lancering af Lars von Triers nye film Manderlay i Cannes. Dersom du ikke sætter pris på mine julebreve bør du vide at andre gør det!

12. Hvordan jeg selv blev inviteret til Cannes……..og med lidt hjælp fra Lars opnåede at stjæle al opmærksomheden fra Vanessa Redgrave.

13. Hvordan jeg kom op at skændes med Willy Søvndal og Hanne Vibeke Holst skønt vi var enige om hver eneste detalje mens Naser Khader og jeg blev enige om at lade ham angribe muslimerne og mig forsvare dem overfor hans angreb

14. Og sluttelig hvordan muslimer og kristne i fælleskab reddede julen hjem

 

Kære årbog…….gamle venner……og svage smugkiggende sjæle 

Året startede med død og ødelæggelse og tsunami-velgørenheds-forestillinger i bl.a. Esbjerg. Jeg sluttede sidste års julebrev med ængstelsen over hvad der var sket med Roya Hoffmeier og hendes familie i tsunamien. Roya er jo en af mine bedste venner, hvis plads jeg har overtaget i Ligestillingsrådet, da hun er for lille til at nå op over papirstablerne ved de alvorstunge møder. Men få dage efter vendte Roya, Jens og deres børn som de første hjem fra Phuket og kom med deres rystende beretning i fjernsynet om Jens og datteren, der kun med nød og næppe undgik at blive trukket ned i bølgerne fra deres båd og Roya, der inde på land så flodbølgen komme og i sidste øjeblik undslap med sønnen op på en bakke. Dagen efter hjemkomsten – nytårsaften – tog Vibeke og jeg ud for at trøste dem i Farum lige inden vores egen store festaften, som vi altid skændes om inden gæsterne kommer. Så til vores forundring var det Jens og Roya, der nu i stedet sad og trøstede os med det store overskud af livsmod man får ved pludselig at indse at man har fået et ekstra liv forærende, der nu skal bruges. Overskuddet havde de nu begge i forvejen – Jens med det rigelige overskud af dyre vine han nød sammen med Peter Brixtofte J og at der banker et stort hjerte i Roya med hendes nye spirituelle massageterapi er man jo heller ikke i tvivl om på www.soulofasia.dk.

Følelsen af at have fået et nyt liv forærende fik jeg også, da jeg fik julebrev fra min første amerikanske kæreste, Marly Sockol (omtalt udførligt til vores 25 års jubilæum i mit 1996-julebrev) og hun skrev: ”Dear Jacob and Vibeke. Lew and I just divorced after 22 years of marriage…..so dear Jacob, please come back!”  Vibeke grinede og sagde: ”Det må du vist hellere se at få gjort noget ved.” Mine forældre havde jo altid drillet Vibeke med at ”Marly var den bedste kæreste Jacob nogensinde bragte med hjem.”
 

Nå, men som forårsturen i USA kom til at ligge havde jeg faktisk tid til at besøge Marly i San Francisco. Der var en anden årsag til at jeg tog derud, nemlig at Marly tidligere havde fortalt mig at grunden til at hun for 34 år siden havde slået op med mig for i stedet at blive kæreste med Fidel Castros tidligere (nu kontrarevolutionære) våbenfælle fra den cubanske revolution var at jeg led af ADD (attention deficiency disorder).  Og er der noget Vibeke også lider under er det netop min mangel på nærvær og tilstedeværelse i øjeblikket – eller det som I gamle lærere og skolekammerater kaldte mine ”drømmerier”.

Så for at redde vort eget ægteskab var Vibeke mere end ivrig for at få mit hoved under behandling af en gammel kæreste, der nu som psykiater gratis tilbød at give mig moderne medicinsk behandling for mit stigende mentale fravær. Det krævede dog at jeg var under observation hos hende i mindst 10 dage, så hun kunne afprøve forskellige slags piller på mig, som i øvrigt ikke er godkendte i dansk psykiatri. Men straks Marly samlede mig op i lufthavnen fik jeg betænkeligheder, thi hun var selv så pludseligt forvandlet til en fuldkommen ekstatisk og hyperaktiv humørbombe at jeg tænkte: ”Hvad mon det er for nogle piller hun selv tager?”

Da Vibeke og jeg havde boet hos hende i 1992 havde vi nemlig observeret, hvor gammel, grå og trist hun var blevet. Nu opførte hun sig derimod som en jovial teenager. Men det skyldtes udelukkende at hun var sluppet af med Lew, påstod hun, og havde fået frisk mod på livet. Lew var flyttet ind i huset ved siden af for at de kunne være fælles om sønnen, men mangen en gang kom han kontrollerende og uanmeldt ind hos os, da han jo godt vidste hvor stærkt et forhold Marly og jeg havde haft for 34 år siden. Og skulle det mon nu genoptages? Ja, det spørgsmål stillede jeg også ængstelig mig selv da jeg jo har en svaghed for ”at sige ja” og blot passivt flyde med.
 

Marly er en dygtig og efterspurgt psykiater og det morede mig at høre om alle San Franciscos rigeste og kendteste borgeres mest intime privatliv – uden at Marly dog på nogen måde forrådte sin tavshedspligt. I visse tilfælde kunne jeg dog regne ud hvem der måtte være tale om. I de mange arkivskabe i hendes kontor var det dog ikke deres journaler jeg fik at se, men alle de journaler hun førte over mænd, som hun var begyndt at ”date” på Internettet. Som jøde gik hun kun efter højtuddannede, velhavende, kulturelle jøder og søgte dem over hele landet. Det med at de skulle være rige brokkede jeg mig lidt over skønt jeg vidste hvor meget økonomisk tryghed betyder i et land uden velfærdsstat. ”Hvad synes du om ham her?” ”Og ham her?” spurgte hun igen og igen. ”Dur ikke!” sagde jeg jaloux, hvorefter hun øjeblikkeligt rev vedkommendes arkiv itu, da min accept betød meget for hende. På blot den første aften tror jeg vi sammen rev mindst 50 rige, velhavende jødiske mænd i stumper og stykker. Men nogle af dem, som hun var mest seriøs med, ønskede hun tillige at jeg skulle møde personligt og godkende. En af dem mødte jeg efter deres anden dating middag og syntes så godt om at jeg godkendte ham – dvs havde lyst til at besøge dem sammen i fremtiden. Men nej, sagde Marly trist da han var gået. Han var tidligere dot com millionær, men havde efter Internet-boblens sammenbrud mistet alt, så ham kunne der ikke blive tale om. Jeg havde svært ved at forstå dette, da Marly jo selv var ret velhavende. 

Man skulle ikke tro at der var meget tid til dating med en typisk arbejdsdag fra 8 morgen til 10 aften. Alligevel slæbte hun mig hver aften efter midnat til jam sessions i lokale jazzklubber, hvor hun var elsket af alle musikere og stamkunder og fuldstændig vild og ustyrlig dansende med alle og enhver på borde og bænke. Jeg var totalt kørt i sænk hver nat og så i stigende grad frem til den ferie, hun havde lovet mig til sidst oppe i Russian River i Nord Californien.
 

Men det blev næsten som at gå fra asken i ilden, thi heroppe havde hun ingen arbejdsdag hvorunder jeg kunne sove ud og komme til hægterne igen. Heroppe kørte hun med fuld udblæsning med følgende program:
Fra kl. 8-10 løb vi 20 km hver morgen i morgentåge gennem de knejsende skove. Derpå morgenmad i den skønne hytte hun havde lejet ved floden. Derpå 4 timers kanosejlads ned ad floden, som hun med sit sommerkendskab til den ikke havde tænkt på var vild og voldsom her om vinteren hvorfor vi flere gange kæntrede og var ved at drukne i vandfaldene. Af samme grund måtte vi trække kanoen hele vejen tilbage vadende i det iskolde vand idet floden var for voldsom til at padle mod strømmen nu.
 

I de sene eftermiddagstimer, cyklede vi derpå på mountainbikes gennem the Redwoods med træer så tykke at biler kørte igennem dem ud til solnedgang og storm over Stillehavet. Om natten ved ildstedet røg hun mig så skæv i marihuana som jeg næppe har været det siden mine vagabondår. På min billedserie af hende gennem 34 år på mine hjemmesider kan I se hende sidde og rulle joints med en halv meter høj stak marihuana på køkkenbordet i New York 1971, dvs. pga. sine patienter og sit gode renomme i nutidens puritanske klima bad hun mig om at bortretouchere bunken i Photoshop mens den dog stadig ses foran mig på billedet hun tog af mig fra 1971.
 

Hvad Marly lider af? Selv mener hun med et skævt smil at det hedder ASS (Attention Surplus Syndrome) og at ”ASS-holes som mig vist nok kan blive uudholdelige for omgivelserne”.

 
Når man som gammel mand pludselig genoptager 34-år gamle forhold, så skal man passe på at hjertet ikke brister – og i al fald undgå hyperaktive gamle kærester, der holder én vågen døgnet rundt. Også fordi de piller hun havde givet mig havde den bivirkning at jeg ikke kunne sove om natten, hvorfor jeg efter disse indledende forsøg for længst har opgivet dem igen. Mao. kan jeg berolige jer med at det er den samme gamle ikke-lyttende, fraværende Jacob I vil møde næste gang, da jeg i længden ikke sådan kan leve med at nogen drejer hovedet om på mig. Siden fandt jeg ud af at det halve Amerika løber forvirrede rundt på disse piller for at være på fulde omdrejninger under presset fra globaliseringen. Jo, det er en hård konkurrence vi har fået fra et land, som efterhånden har øget produktiviteten til 24 timers arbejde i døgnet! Min tidligere omtalte ”astrolog” var den som var stærkest imod at jeg tog disse piller – trods mit manglende nærvær når hun selv taler til mig. Men du sidder jo også i dit elfenbenstårn 24 timer i døgnet – uden at få produceret noget som helst udover dine tanker, Lisbeth! Og kan en globaliseret verden mon leve med det?

Disse tanker blev dramatisk sat på spidsen af en anden kvinde under besøget hos Marly. Christine Vida havde i helt år e-mailet med mig efter at have opdaget mig på den danske ambassades hjemmeside dengang den slog min udstilling i kongressen stort op. Hun var en smuk hvid kvinde, der straks følte så stærkt et skæbnefællesskab med mig at vi en overgang troede at vi vist nok havde været kærester med hinanden i 70’ernes revolutionære Berkeley – dengang man ikke helt kunne huske dagen efter hvem man havde været sammen med natten før. For ligegyldigt hvem jeg havde kendt blandt den tids sorte pantere, Patricia Hearst-terrorister, miljøaktivister, filmfolk, poeter osv, ja så havde de også været hendes nærmeste venner og hun kunne tilmed sende mig billeder af dem fra senere i livet. Hun havde venskaber og forbindelser med alle mulige kendte mennesker. Selv min langtidsorganisator i Vermont Roz Payne havde hun lavet film sammen med tidligere. Om det så var Bill Gates satte hun sig straks i forbindelse med ham, da hun hørte jeg manglede penge til min digitalisering. Om denne stærke psykiske forbindelse vi straks over Internettet følte overfor hinanden kan forklares med at vi var født samme dag og år må dog nok stå hen i det uforklarlige. Da jeg i mit forvirrede liv ikke kan undvære sådanne ildsjæle til at organisere mine shows for mig, var en væsentlig undskyldning for at tage ud til Marly også nysgerrigheden efter at se Christine Vida, hvorfor jeg fik sidstnævnte til at organisere et foredrag for mig i Berkeley universitetet, hvor jeg tidligere har vist showet 20 gange. Da jeg ikke gad tage hele mit udstyr med på turen skulle jeg denne gang blot tale om mit eget liv. Det blev en underlig oplevelse, da Berkeley fuldstændig har ændret sig og nu ser helt asiatisk ud - næsten uden en sort student. Men også fordi jeg talte under indflydelse af Marlys piller, hvorfor jeg var lysende klar og ikke som sædvanlig forvrøvlet. Jeg forstod ikke hvorfor der ingen spørgsmål var bagefter, men Christine sagde: ”Jamen, så du ikke at de alle var i chok. They were speechless and dumfounded.” Senere på året lagde jeg mærke til at Lars von Triers nye film Manderlay havde samme effekt på et amerikansk publikum. Så nu forstår jeg bedre hvorfor du sluger så mange piller, Lars!

Hvis jeg havde troet at jeg kunne slappe lidt af fra den hektiske Marly i dagtimerne i selskab med Christine kom jeg hurtigt til at tro om, for hun slæbte mig rundt til ligeså mange aktiviteter og litterære oplæsninger som Marly. Hun var ”hele tiden på” og meget ofte sammen med kendte folk. Dog ikke på nogen klæbrig måde. Hun var oprigtigt interesseret i deres dybere indhold og pløjede alle deres bøger og kunstværker igennem. Dag efter dag var vi sammen, men altid kun ude i byen. Jeg forstod ikke hvorfor hun aldrig tog mig med hjem. ”Kan du dog ikke invitere mig hjem til en kop kaffe frem for til alle disse dyre cafe latte steder?” Efterhånden som vi blev mere intime med hinanden begyndte hun nu at forklare mig at det ikke kunne lade sig gøre, da hun led af en særlig sygdom som hed OCD (Obsessive Compulsary Disorder) med særlig vægt på compulsive hoarding (tvangshamstring). Som sygeplejerske kunne hun give endeløse forklaringer på fænomenet ligesom hun straks kunne gennemskue min ADD-tilstand, men i begge tilfælde var hun imod medicinsk behandling. Nu gik det langsomt op for mig at ingen i 31 år nogensinde havde besøgt hende fordi hun i tidens løb havde skrabet så mange ting til sig at ingen overhovedet kunne komme ind i hendes hus. Dels var hun angst for at tabe ansigt overfor alle de kendte folk, hun omgav sig med hvis de så hendes ”virkelige liv,” og dels havde hun i de sidste 20 år været bange for at blive meldt til brandmyndighederne for at ophobe så meget brandfarligt papir, da det meste var bøger. Kun hendes syge søn kom der. End ikke en kæreste hun havde haft de senere år fik lov. Nu blev jeg for alvor nysgerrig og da jeg aldrig har ladet mig afvise af søforklaringer begyndte jeg at arbejde på at få lov. For hun vidste at hun var kommet til en krise i sit liv og at en forandring måtte ske. ”Og tror du ikke at det er derfor guderne har sendt mig?” frittede jeg med den stærke psykiske forbindelse vi havde. Jeg sagde bl.a. at jeg gerne ville fotografere nogle billeder indefra hendes rod ”for at overbevise min kone om at jeg ikke er verdens værste rodehoved som hun påstår” ligesom hun tit har anklaget mig for lignende OCD-træk, da jeg ikke formår at smide noget ud. Alt fra min barndom og mit liv skal gemmes og systematiseres. Men også jeg var nået til et vendepunkt i mit liv og havde indset at det ikke vil vare evigt. ”Så hvem gemmer du det hele for?” spørger Vibeke mig tit anklagende. Måske guderne i virkeligheden havde sendt denne kvinde til mig for at jeg skulle indse mine svagheder og ændre mit liv i tide.
 

Men en sådan ændring kan være farlig, skulle jeg snart finde ud af med Christine Vida. Skønt intet menneske i 31 år havde fået lov til at komme ind i hendes virkelige liv, åbnede hun sig nu på få dage op for mig og sagde at jeg ”snart” måtte besøge hende men at hun ”lige” skulle have ryddet op først. Hver nat sendte hun mig lange rapporter på mail om de små fremskridt hun gjorde i oprydningen samt videnskabelige analyser og hele bøger om OCD. Hun vidste alt om sin egen tilstand og kunne more sig med mig om den. Da hun en aften kørte mig hjem til Marly bad jeg den altid snakkende Christine om at holde mund et øjeblik og spurgte så Marly om hun som psykiater kunne diagnosticere Christine. Efter blot 2-3 spørgsmål sagde Marly: ”Christine, gå ned i mit patientværelse og tag den bog, som ligger nederst i stakken på reolen. Der vil du kunne læse alt om dig selv. Lidt efter kom Christine op og sagde: ”Ja, denne bog er jo biblen over alle. Obsessive-Compulsive Disorders af Jenike, Baer og Minichiello. Den står på 4. hylde i tredje værelse mod syd derhjemme. Skal jeg citere hele 23. kapitel for jer om ”hoarding” uden at åbne bogen?” Nu var det Marly, der blev slået med forbavselse. Hun havde mødt mange OCD tilfælde i sit liv, men ingen med en hukommelse og organisering i hovedet som Christines.

Så jeg vidste næsten hvad der ventede mig da Christine på sidste dag af vores kortvarige forhold inviterede mig hjem. Inden vi kom til hendes ulistede adresse på 1820  9th St kørte hun mig først rundt i Berkeley og Oakland for at vise mig hvor der boede andre OCD-mennesker, idet de fleste er let genkendelige udefra ved at hobe alt muligt op i deres haver. ”Jo, tak, jeg kender dem. Det var også altid sådanne mennesker der skrabede mig til sig, da jeg var blaffer og måtte bo i al deres rod. Jeg vidste blot ikke at der var et navn for denne ghetto-sindstilstand.” Men værst af alle OCD-huse var Christine kæmpehus. Selv om hun havde ryddet op i flere dage inden mit besøg var det næsten umuligt for mig at komme igennem al rodet, der førte op til indgangsdøren. Og indenfor måtte jeg overalt kante mig sidelæns rundt og kunne intetsteds sidde ned, bortset fra hendes seng og computer, hvorfra hun havde sendt mig alle disse mails om sine fantastiske bekendtskaber. Bortset fra tæpper og kunstgenstande fra Bolivia og Nepal var det mest bøger, der prægede huset. Jeg tror at hun nævnte et tal på over 100.000, men ligegyldigt hvilken bog jeg tog ned havde hun et eller andet forhold til forfatteren eller de omtalte. Mange af dem var førsteudgaver signeret af forfatteren. Fra alle kunne hun fortælle indgående om indholdet eller citere derfra. Der var også et utal af sprogbøger og pc-sprogprogrammer, som hun havde brugt til at lære sig de sprog, som diverse forfattere stammede fra. Bl. a. nyindkøbte danskbøger fordi jeg skulle komme på besøg i Berkeley, hvilket forklarede de sætninger hun havde sagt til mig på dansk de første dage. Jeg gennemfotograferede hele huset med dets mange rum, men billederne er intetsigende fordi jeg intet steds kunne komme på så stor afstand at helheden blev vist.

Da det næsten var umuligt at ånde derinde tilbragte vi igen resten af dagen i hendes bil og nu var det som om der var sket en forandring med hende. Hun fortalte mig indgående om at hun nu ville få styr på sit liv og gå i behandling. Hun ville også snart invitere sin kæreste på besøg og få ham til at hjælpe sig med at rydde op og sælge alle bøgerne. Blot var hun bange for hvordan han ville reagere på at finde ud af jeg var den første hun havde indviet ind i sit livs hemmelighed. Den ellers altid så muntre smukke kvinde så trist ud, da vi skiltes. Det var som om et eller andet var gået i stykker i hende eller i mellem os – symboliseret ved at hendes bil også gik i stykker, da hun afleverede mig ved stationen i Berkeley og vi skulle sige farvel. Det var underligt at sige farvel så tætte og forbundne vi var blevet med hinanden. Det var som at stå med sin egen tvillingesøster i armene efter at have været adskilt fra hende livet igennem. Næste dag fløj jeg til Chicago og da jeg få dage efter åbnede mine mails lå der en fra Christines kæreste. Han fortalte at sønnen havde fundet hende død i hendes hus dagen efter at jeg tog afsked med hende. Jeg var frygtelig rystet og bange for at det var selvmord. Men nej, hun var død af et hjerteslag, bedyrede han. Nu kontaktede han mig også fordi han vidste at vi havde en mængde venner til fælles og ønskede deres adresser for at lave en stor mindehøjtidelighed for hende i Los Angeles, hvor hun stammede fra og stadig var venner med alle sine gamle skolekammerater lige fra første klasse. Er det mon min egen OCD-lidelse, der bevirker at jeg samler på gamle skolekammerater og som hende konstant skriver til dem? Alle mulige spørgsmål – også om mit eget ansvar for hendes pludselige død – kørte og kører stadig rundt i mit måske lige så syge hoved.

Min ”astrolog” der som bekendt er fuldtidsbeskæftiget med at analysere mit ”syge” hoved med samme iver som Marly ønskede at medicinere det, gav mig for nylig dette udmærkede svar af Krishnamurti, der får særlig betydning for mig når jeg spejler mine egne svagheder i Christines:
 

"Derfor spørger vi nu: hvorfor er mennesker bundne, afhængige? Fordi man føler sig som intet, fordi man i sig selv er en ørken, håber man ved en andens hjælp at finde vand. Fordi man er tom, sølle, ulykkelig, utilstrækkelig, blottet for interesser, uden betydning, håber man at blive beriget gennem en anden. Gennem kærligheden til en anden håber man at kunne glemme sig selv. Gennem en andens skønhed håber man selv at blive skøn. Gennem familien, gennem nationen, gennem den elskede, gennem en eller anden grotesk tro, håber man at kunne dække ørkenen med blomster. Og Gud er den endelige elskede. Derfor hager man sig fast med kroge i alle disse ting, hvilket afstedkommer smerte og uvished, og ørkenen synes endnu mere ufrugtbar end den var. Den er selvfølgelig hverken mere eller mindre ufrugtbar; den er hvad den var, blot har man undgået at betragte den mens man flygtede gennem en eller anden form for tilknytning med dens smerte, som man derefter flygtede fra ved at løsgøre sig. Men man forbliver så ufrugtbar og tom som før. Kan vi derfor ikke i stedet for at flygte, enten ved at knytte os til noget eller ved at være uengagerede, opdage denne kendsgerning, denne dybe indre armod og utilstrækkelighed, denne triste hule isolation? Det er det eneste som betyder noget, ikke ens tilknytning eller uengagerethed. Kan De betragte den kendsgerning uden hang til at fordømme eller vurdere den?"

Krishnamurti taler her om vores jeg-projekter, som dækker over den forladthed og ubetydelighed, vi alle dybest set føler og han råder os selvfølgelig til at se ærligt på vores faktiske utilstrækkelighed i stedet for at prøve at pynte på den med alle mulige forsøg på at tage os ud i hinandens øjne. Hvis man faktisk tør erkende, at man intet er, så sker der det mærkelige - prøver min astrolog at få mig overbevist om - at en dyb fred falder over en og man har absolut ikke længere behov for at manifestere noget eller overbevise nogen om noget. For det er alt sammen bare Jegets forsøg på at flygte fra sandheden. Hvis man ikke længere bruger sit Jeg, så sker der det vidunderlige, at en hel anden verden af kærlighed pludselig åbner sig for en. Jo tak, vil jeg dertil sige, men var det ikke netop denne fred Christine pludselig fandt så dramatisk måske ved at spejle sig i min tomhed?  Er det ikke den fred mennesker pludselig får når de efter et langt liv forlader hele deres arbejdsidentitet og ender med at dø kort tid efter? Er det så ikke bedre at okse videre derud af……..at skrive nogle flere julebreve og kronikker for at gøre opmærksom på sin eksistens?

Svaret gav jeg selv, da jeg to dage efter så brutalt og måske ubetænksomt at have ”åbnet Christine op” stod i Chicago for at åbne min egen udstilling op. For skal man vise sine Jeg-projekter frem er der jo næppe finere sted end i the Chicago Museum of Contemporary Art. Den højtidelige åbning fandt sted over to dage - først for storkapitalisterne og dernæst for museets mere jævne sponsorer. Det var finansieret af Chicagos historiske bankdynasti J.P.Morgan Trust, som leverede et overdådigt ædegilde for alle disse smokingklædte rigmænd, hvorfor jeg naturligvis havde inviteret alle mine fattige sorte venner fra ghettoen med til et ”beggars banquet.” Det var jo nu engang her i denne by og gennem deres gæstfrihed en kold vinterdag 34 år før at udstillingens ”Amerikanske Billeder” blev født.
 

Tit og ofte havde jeg gennem årene slæbt Denia og Lauretta ind for at takke dem foran mine ungdommelige publikums i Chicagos universiteter, men dette at blive officielt anerkendt og sømmet op på væggen som kunstner af et sat aldrende publikum var nu engang noget andet – selv om mange af disse finansmænd var så satte at de vist aldrig nåede fra den 100 meter lange hummer- og champagnebuffet op til mine fattigdomsbilleder. Jeg burde muligvis som ”kunstneren” have blandet mig med disse rigmænd og nydt deres store cocktailparty og opmærksomhed, men jeg nænnede det ikke, da jeg så at mine sorte venner – efter begejstret at have kastet sig over maden – fuldstændig ghettoiserede sig selv i et fjernt hjørne, da de simpelthen ikke følte sig velkomne eller tilpasse i dette overflodsselskab.

Til gengæld havde vi det så sjovt der i vores ghetto at jeg på intet tidspunkt savnede Krishnamurtisk anerkendelse. Og slet ikke da det var lykkedes mig at få en af mine fattigste venner i Chicago, den 77-årige dansk-amerikanske skrædder Christian Vistisen til at gå fra sit arbejde to timer før sin sædvanlige fyraften ved 22-tiden for at være med. Som han meget alderdomssvækket fortalte er han nødt til at arbejde lige til sin død, da han efter to bypass-operationer ikke kan få nogen sygesikring og nu skal arbejde hospitalsregningerne af.
 

Det var ham der på min første dag i USA havde inviteret mig hjem dengang han selv var kommet til USA for at søge lykken, hvorved jeg samme dag mødte Denia og Lauretta (omtalt i sidste års julebrev). Og når man hører hvordan han efter et langt arbejdsliv bliver behandlet af de rigmænd, som opnår store skattefradrag ved at sponsorere min kunstudstilling om de fattige, - ja, så har man ikke just lyst til at dele en eneste coctail drink med dem.  Udstillingen er senere vandret videre til London og Milano, men jeg har ikke siden gidet at stille op i dette cirkus igen, da jeg i disse byer ikke har nogle fattige venner som jeg kan glæde med nogle krummer fra de riges bord.

I flere dage efter åbningen blev jeg også inviteret til diverse privatfester hos museumsdirektører og rigmænd på Chicagos nordside, men valgte i stedet at tage ud til Ku Klux Klan i Indiana. Først til Indianas Grand Dragon, Jean Null, som jeg tidligere havde fotograferet og beskrevet i julebrevet. Jeg var lidt nervøs for at komme, da jeg vidste at hun havde læst min ikke-just-flatterende beskrivelse af hende på hjemmesiden. Som ventet boede denne 55-årige kvinde i yderste fattigdom i et lille råddent hus, men straks hun så min bil kom hun løbende igennem sneen ud og omfavnede og kyssede mig. Hun var ellevild over at se mig, hvilket endnu engang understregede mine ord om at hvem som helst der giver disse kærlighedshungrende smertens børn blot den mindste opmærksomhed vil de elske overalt – om det så er sorte eller anti-racister som mig. Ind imellem de våde kys fik hun fortalt at jeg endelig måtte flytte ind hos hende, for nu var hendes mand – klanens føromtalte livvagt for hende – netop død.

Og inde i stuen blev hendes tilnærmelser endnu mere tydelige, for som hun sagde: ”Nu er jeg en fri fugl. Dennis ville aldrig lade mig gå med tatoveringer, men hvad er en klankvinde uden tatoveringer. Se, nu har jeg fået armene tatoveret…..og se mine tatoveringer på underlivet…..og nu skal du bare se her….” Og så hev hun begge sine tatoverede bryster frem så de hang slapt ned over mavesækken. Jo, jeg måtte da indrømme at de var flotte, sagde jeg. Det var tydeligvis ét stort seksuelt forspil og lysten var naturligvis stor fra min side. Jeg elsker jo det grænseoverskridende, men efter kvindelige politibetjente, lesbiske, transseksuelle osv. var der så mon flere grænser at overskride?  Jo, en Grand Dragon, det ville godt nok være noget nyt og spændende J

Så kunne noget mon holde mig tilbage? Nå, selvom svigermor og min far ikke mere læser med, behøver man jo ikke at fortælle ALT i julebrevet. Man kan jo godt ind imellem tillade sig at være lidt klanisk. Så lad mig blot sige at psykisk havde jeg samme forhold til Jean som til de sorte kvinder jeg omtaler i kapitlet ”Ghettolove” i min bog, hvilket jeg vil komme ind på i afsnittet senere i julebrevet om Jørgen Leth. Jeans trøstesløse fattigdom var som taget ud af den sorte ghetto. Hun har 6 børn og 22 børnebørn, men både hendes søn og svigerdatter sidder i fængsel for narkotika, hvorfor hun må passe deres 4-årige maskinpistolskydende søn døgnet rundt. Det værste var, at så snart Klan-emnet var udtømt – fjerene hun havde iklædt sig for at puste sig lidt op midt i sin trøstesløshed – ja, så var der ikke meget tilbage at snakke om. Men jeg forstod godt hvorfor hun i dette sølle liv iklædte sig hadefulde dragter og tatoveringer for at få idioter som mig til at komme og adsprede hende. Jeg hader blot mig selv for ikke at skænke sådanne understimulerede ulykkelige mennesker tilstrækkelig opmærksomhed, hvis de ikke gør det!

Eller for at skænke dem mere opmærksomhed jo større fjer de pynter sig med som jeg gjorde det nu, da jeg fik at vide af Jean at selveste klanlederen nu var kommet ud af fængsel, hvorfor jeg allerede næste morgen forlod hende for at opsøge denne selvoppustede ”overgeneralkrigskommandør” eller slet og ret Wizard. Jeg havde allerede i fængslet kunnet lide Jeff – hvilket i øvrigt er et dårligt argument for at opsøge folk, da man jo bør opsøge de sider i sig selv man ikke umiddelbart bryder sig om – og nu blev det spændende om vores venskab ville holde når han ikke var trygt bag lås og slå og lige så afhængig af min hjælp. Men jeg vidste at han i lang tid frem over ville være taknemmelig for alt det arbejde jeg havde lagt i at få ham på fri fod.

Efter at have mistet både sit eget og Pamelas hus var han flyttet ind hos sønnens nabo, en lille tyk kvinde Gigi. Gigi ville intet have med klanen at gøre, men havde ikke noget imod at gå i seng med klanlederen. Men, som Jeff ustandseligt trak mig til side for at fortælle mig, var det stadig Pamela han elskede skønt hun havde svigtet ham under fængselsopholdet. Jeg kom uanmeldt, men skønt Gigi kun havde stegt to koteletter insisterede de på at dele dem med mig. Bagefter kørte jeg rundt med Jeff i hans bil for at lede efter Pamela i storbyen Ft. Wayne idet jeg på efterårsturen med Vibeke havde fået et tip om at hun befandt sig omkring Allen St. Jeg morede mig indvendigt over at skulle hjælpe en almægtig klanleder med at finde hans højtelskede bortløbne kone og det lykkedes mig rent faktisk at finde hende. Men da hun så Jeff ville hun ikke lade mig komme ind og vi måtte slukørede køre den lange vej tilbage i regnen. Vi snakkede så om vort fremtidige samarbejde. Jeff bad mig inderligt om at tage ham med som taler i universiteterne - hans eneste chance for lidt anerkendelse frem for fortsat at stå og hyle ude på gadehjørnerne - og jeg lovede at undersøge muligheden for en turne for ham og Pamela i Danmark – hans eneste håb om at lokke Pamela tilbage. Og jo, han ville give mig alt i verden for dette. Jeg startede med blot at bede om at blive hans webmaster. Han lyste op i ét stort smil som om ingen større ære i livet kunne tilfalde ham end at få en anti-racist som sin betroede webmaster.

Så efter mængder af kaffekopper hos nogle af hans lokale venner tog jeg kort efter hjem til Danmark for at lave hele hans primitive hjemmeside om og rense den for racisme. Efter en nærmere analyse fandt jeg dog ikke noget racistisk på den, men smed en side om sorte ud, som jeg ikke syntes så godt om. ”Den vil ikke få dig til at fremstå som den tolerante mand jeg synes du er, Jeff.” ”Nå ikke, jamen så smid den bare ud,” svarede han. Og her var jeg helt ærlig overfor ham, for jeg havde for længst gennemskuet klanen til at vide at de lægger sådanne ting på deres hjemmesider udelukkende for at få vores had/opmærksomhed – ikke fordi de selv har hadske følelser. Problemet jeg/han her havde, var jo blot at hvis ikke der ligger sådanne ting på klanens hjemmesider, hvilken bumset skoledreng rundt om i verden gider så at kigge på dem. Så i virkeligheden var jeg godt i gang med at opløse hele klanen. Og en sådan ønskedrøm for enhver antiracist kan jo kun lykkes ved kærligt at blande sig med dem – skønt jeg jo for længst havde indset at vi antiracister har en hemmelig uskreven alliance med racisterne og bruger hinanden til at opnå Krishnamurtisk anerkendelse.

Da hadet jo i dag ligger langt dybere begravet i danskerne end i selv KKK måtte jeg inden hjemrejsen en tur til det muslimske Detroit, da en del af vores hjemlige had jo opererer med fantasier om at muslimer er mere kriminelle, mindre tolerante osv. end os selv. For hele tiden at se det virkelige menneske klart for mig – ligesom jeg altid forsøgte det med sorte amerikanere ved at sammenligne med sorte i andre tidligere slavenationer – er det nødvendigt for mig i dag at begrave mig i og undersøge ”frie” muslimer hvis jeg ikke ønsker at blive totalt opslugt af danskernes had. Og for at slå enhver tvivl ned må jeg hele tiden sammenligne med netop de muslimer, der kommer fra samme uuddannede sociale baggrund som de danske, for at se hvor anderledes disse formes af et samfund der som det amerikanske tager kærligt imod dem. At modtagelsen er anderledes i USA ser man umiddelbart af alle de knejsende moskeer der rejser sig i landskaberne eller midt i kristne kirkebyggerier anlagt med fælles parkering. I de store muslimske områder i Detroit var jeg dog nu forbavset over for første gang at se et større antal tørklæder. Når jeg spurgte dem om årsagen sagde de tit at ”det er i solidaritet med vore undertrykte søstre i Europa.”
Om disse undersøgelser og om det i USA ukendte fænomen ”muslimsk kriminalitet” har jeg skrevet meget i avisartikler i årets løb.

Og så hører det jo næsten med til mit julebrev at min bil – selv den nye – altid bryder sammen. Og jo, lige da jeg ankom til mit show i Virginias bjerge, gik den automatiske gearkasse i stykker, hvorfor jeg måtte aflevere hele indtægten på 2000 dollars direkte til det lokale værksted henne på hjørnet – grunden til at jeg aldrig kommer ud af stedet økonomisk.

Nu skulle det gå i hast hjem, thi for første gang i hele mit liv skulle jeg nå hjem til Vibekes fødselsdag som altid ligger i Black History Month. Men det går ikke at blive væk når hun fylder 50 og havde sendt mig hele USA rundt for at finde nogle smarte partytallerkner med vinglasholdere. Der er nemlig for trangt i vores lejlighed til at 100 inviterede alle kan stille glassene. Vore nye gode venner, Sherin Khankans forældre Fayez og Iria, skulle lave den syriske festmad, som de havde fået Flemming Pless til at opbevare i Christianskirken og køre rundt med frem for at skrive prædiken. Du skrev vist heller ikke min mors begravelsestale, Flemming! Det var nemlig Vibekes dag og jeg skulle helst ikke blande mig for meget. Flere af Vibekes veninder såsom den skrappe Eva Gammelkær havde truet mig: ”Nu har du at holde en rigtig pæn tale for din fantastiske kone!” mens Vibeke havde truet mig: ”Nu har du at holde dig i baggrunden og ikke begynde at holde tale!”

Det er svært at finde de rigtige ben med så mange trusler omkring sig, men problemet løste sig selv idet Vibeke havde inviteret fem gamle kærester og da jeg endelig havde fået vin og mod til – stærkt tilskyndet af veninderne – at sige et par ord, ja, så havde en af hendes tidligere kærester også fået lidt for meget at drikke. Og var der noget han ikke ønskede at høre, var det vist en eller anden svulstig tale om vores store kærlighed til hinanden. Så hver gang jeg lige var startet på en sætning afbrød han mig med høje tilråb. En tid lang troede jeg at Vibeke havde bestilt ham til dette arbejde da det ikke ville være pænt af hende selv at stoppe mig. Til sidst gav jeg op, da jeg ikke kunne holde hovedet klart under sådanne forhold og valgte i stedet at ty til det eneste jeg dur til, lysbilledshows.
 

I nattens løb havde jeg nemlig samlet 1000 billeder fra hele Vibekes liv gennem 50 år – inklusiv billeder jeg hemmeligt havde lånt af hendes tidligere kærester. Det skulle egentlig blot have kørt i baggrunden under festen, men hvad der ikke lykkedes mig med talens magt – at skabe stilhed – lykkedes nu med et lydløst videoshow, der holdt gæsterne tryllebundne i 40 minutter. Muslimerne indrømmede bagefter at det var de mange nøgen- og fødselsbilleder af Vibeke, der havde gjort dem helt mundlamme – altså samme taktik jeg bruger til at holde på publikum i mine 5-timers shows. Siden har jeg fundet mange andre sjove gamle billeder af Vibeke og har lavet en hemmelig hjemmeside på over 1000 billeder om min dejlige kone, som faktisk bliver bedre og bedre med alderen. Jeg elsker at lave sådanne fotografiske livstidshistorier om mennesker, hvor man kan se dem blive ældre og ældre og smukkere og smukkere med årene. Godt var det også at Vibekes kræftsyge mor nåede at få denne dag med – alt i alt en vellykket dag (bortset fra at du gik for tidligt, Marie Tetzlaff hvorfor vi gik tidligt fra din julekomsammen!) – skønt det er svært at vænne sig til pludselig at have fået en midaldrende kone.

I denne personlige årbog skal det også lige noteres at Vibeke ved årets begyndelse var blevet headhuntet til en stilling i et revisorfirma i Herlev som chefens højre hånd. Det var ikke just hendes drømmejob, men hvad kan en kvinde i bedste alder få når hun selv siger op? Som altid gjorde hun sig straks uundværlig og ikke mindst populær ved at organisere et stort seminar i Sverige for de 100 ansatte. Bagefter fik hun mig til at lave hjemmesider for firmaet, hvorfor jeg nu stod og lavede hjemmesider samtidigt for Ku Klux Klan, revisorfirmaer, massageklinikker og Kritiske Muslimer og slet ikke længere havde tid til mine egne 22.000 hjemmesider. Dog nåede jeg i foråret at lægge hele min bog på nettet med samme layout som jeg bruger i showet.

Arbejdet som bestyrelsesmedlem i Kritiske Muslimer var jeg lige ved at opgive på det tidspunkt som følge af lang tids stilstand under Sherins barsel. Men hvor vigtigt arbejdet er i en tid hvor så mange muslimer skubbes ind i fundamentalisme gik op for mig, da jeg besluttede mig for at give den endnu en skalle. Vi skulle have et stort møde om ”Islam og kvindens rettigheder” men da næsten alle i foreningen er højtuddannede og fortravlede – halvdelen af bestyrelsen er altid i England og Tanzania under møderne – betyder det at der aldrig er nogen fodtropper til at lave alt det praktiske arbejde med f.eks. plakatopsætning. Da der ikke var én eneste på det tidspunkt, der havde tid, spurgte Sherin om jeg ikke kunne. Og så måtte jeg til at okse byen rundt på min cykel med plakater, hæftemaskiner og tape for at bedække diverse mure og skoler og universiteter – et arbejde jeg ikke havde prøvet rigtigt siden min ungdom, da politiet jagtede mig rundt om natten når jeg satte plakater op med ESSOs napalmbrændte børn. Men jeg kunne mærke nu at det egentlig var et arbejde, som jeg savnede. Og så var det tilmed sjovt, da jeg overalt i skolerne blev genkendt og kom i snak med folk, - ja, i Carsten Niebuhr-instituttet blev jeg tilmed inviteret ind til min første universitetslektion nogensinde – en tør gennemgang af Wahabismen, som både fik mig overbevist om at jeg ingen akademisk fremtid har og at jeg hører naturligt hjemme blandt de frisindede Kritiske Muslimer. Jo, det var en kæmpeoplevelse igen at lave rigtigt knofedt-græsrodsarbejde i stil med glæden både Vibeke og jeg og vor søn føler ved at lave lektiehjælp med indvandrere i Nørrebro Frivillig Center – jeg især fordi jeg oplever de muslimske kvinder som frygteligt flirtende. Græsrodsarbejde går jo lettest hvis man udelukkende fokuserer på frynsegoderne J 

Og måske det også når alt kommer til alt er det der driver værket for mig i Kritiske Muslimer, for sjældent har jeg været omgivet af så mange smukke kvinder. Vi er faktisk to ”gamle grise” i bestyrelsen, som Vibeke kalder os, men da konvertitten Poul tit er på forretningsrejser er det i reglen mig der nyder samværet med alle kvinderne helt alene. Og hvad det ikke kan udarte til kan man kun gisne om når man hører Fatim Zahra under middag hjemme hos mig pludselig udbryde: ”Pyh, hvor er her varmt. Har I noget imod at jeg lige smider tørklædet?”

Hvor vigtigt det er i en muslimsk forening at have så mange stærke og velartikulerede kvinder ved roret og underdanige knofedtarbejdende mænd til alt det kedelige arbejde gik op for mig, da jeg overstrømmende lykkelig så hvilken succes kvindemødet, jeg havde arbejdet så hårdt for at få op at stå, endte med at blive. Det væltede ind med mennesker i medborgerhuset, men bedst af alt var at Hizb-ut-Tahrir var talrigt repræsenteret – netop de fundamentalister vi ønsker at nå med foreningens arbejde. Som jeg skrev i Politiken: ”Hvorfor lægger man denne lille HuT-forening sådan for had for dens tomme antidemokratiske retorik når ingen jo bruger Hal Kocks ide om demokratiet mere ivrigt end dem?” I fire timer sad de roligt og lyttede til vores stærke kvindepanel og bagefter var de ivrige efter at diskutere ud i de sene nattetimer. Som jeg hver gang har påpeget til Hizb-ut-Tahrirs egne stormøder er det ”jer som om 15 år vil sidde i folketinget.” Men inden da skal vi lige nå at påvirke dem lidt med Kritiske Muslimers synspunkter. Og det er meget, meget lettere end de fleste tror. Men ligesom med KKK påvirker man dem ikke i positiv retning ved at lægge dem for had som det samlede folketing gør det. Det sjove er at folketinget kæmper mod en imaginær fjende, for de Hizb-ut-Tahrir folk jeg personligt kender er jo uhyre populære blandt gammeldanskerne som læger på sygehusene, ingeniører osv. hvor danskerne blot ikke ved hvem de er, og derfor stille tænker ”blot alle indvandrere var ligesom jer, så skulle integrationen nok gå!”

Fortsættes i 2. del