JULEBREV 1996 - 4. DEL
Tilbage til indeks
En af grundene til at jeg i år beskæftiger mig en del med
gamle kærester er, at jeg nu er nået til en hel række 25-års
jubilæer med alle dem, jeg var sammen med i vagabondårene
1971-76, og de skal selvfølgelig fejres i stil med
studenterjubilæer og andre tilbageblik til mennesker, der kom
til at betyde meget for én i de unge år, hvor man præger
hinanden så stærkt. Det første af mine jubilæer i USA kom
helt bag på mig. Som jeg nævnte tidligere, fik historien om
nazistforbryderen mig til at e-maile Marly Sockol i San
Francisco. Vibeke og jeg havde i flere omgange gennem årene
boet hos hende, og som psykiater var hun i vores svære
krisetid i San Francisco endt med at blive lidt af en ægteskabsrådgiver
for os. Men jeg havde ikke snakket med hende i et halvt år,
da jeg sendte hende Angelas historie, og nu gik det pludselig
op for os at vores 25-års jubilæum stod for døren. Hun var
ikke sen til at skrive: "OK, jeg kommer på sommerferie
hos jer med min datter, mens Lew (hendes mand) passer den nyfødte
søn." Og således var vi i stand til at fejre det lige på
datoen for den nat, hvor vi havde mødt hinanden i regnen i
Montreal og derefter blaffede op til Quebec City. Her fik vi
lov at bo i byens fængsel, hvor vi faktisk ikke kom ud af
jernsengen i en uge. Derefter blaffede vi til New York, og det
var hende der skaffede mig arbejde i den i bogen omtalte
folkemusikklub, hvor jeg mødte så mange af de senere kendte
musikere. Bl.a. havde jeg en kortvarig affære her med Bonnie
Rait, som dengang mindede mig så meget om jyske bondepiger,
at vi fik et lidt for varmt forhold til hinanden. På grund af
Marly fik forholdet ikke lov til at udvikle sig, og i dag,
hvor hun er dobbelt Grammy-vinder driller Vibeke mig altid, når
hun er i fjernsynet: "Nå, der er nok en af dine gamle kærester,
der har glemt dig!" I årene med hendes voldsomme
alkoholisme ærgrede dette mig dog ikke. Jeg nærer da heller
ingen illusioner om at jeg kunne have bevaret forholdet til en
person, hvis omflakkende entertainerrolle sikkert havde gjort
lige så overfladisk, som jeg selv var blevet det. Men da jeg
i efteråret så et virkelig dybt og velartikuleret interview
med hende i New York, blev jeg alligevel vemodig. Jeg havde i
øvrigt heller ikke haft noget særligt valg, for forholdet
til Marly udviklede sig så hurtigt og positivt, at vi begge
var sikre på det ville ende i ægteskab - ikke mindst hendes
rige forældre i Boston, hvis hus vi skulle arve når de
flyttede til Florida. Hun er uhyre intelligent og ejede en
besynderlig evne til ovenfra at kritisere mine flyvske og ikke
særligt godt gennemtænkte tanker på så konstruktiv en måde,
at jeg ikke blev defensiv. Måske hun havde behov for dette,
for hendes senere ægtefæller - hvis bryllupper jeg alle blev
inviteret med til - var endnu mere fanatisk
venstreorienterede. Hendes første mand, lægen Gary, gik hun
f.eks. fra da han gik under jorden for at sprænge
Rockefeller-bygninger i luften. Selv havde vi løst talt om at
bombe Chase Manhattan bygningen i vores kvarter på the Lower
East Side på Che Guevaras dødsdag. Her skal man selvfølgelig
lige huske tidsbilledet: at folkedrabet mod Vietnam var nået
op på 3 millioner myrdede, og at Nixon netop havde udvidet
krigen til et tilsvarende blodbad i Cambodja og Laos. Store
dele af USA's ungdom var følgelig gået under jorden for
aktivt at gøre modstand. Mit forhold til Marly var derfor
hele tiden ambivalent fra min side - præget af dilemmaet i
Erik Knudsens digtsamling "Blomsten og Sværdet",
som jeg bar med mig som det eneste i alle årene: skulle jeg
kaste mig helt og holdent ud i kampen - eller skulle jeg kaste
mig helt og holdent ind i et ægteskab, der uden tvivl ville
blive lykkeligere, tryggere og i større overflod end jeg
nogensinde ville kunne gøre mig håb om det igen. Skønt jeg
fornemmede Marly som filosofisk ophøjet over det hele, gik
hun aktivt - eller i hvert fald kærligt indlevende - med mig
til alle politiske møder og sad f.eks. i mørket under
Vietnam-film og strikkede en bluse til mig i
Befrielsesfrontens smukke farver, som jeg går med den dag i
dag. (Da min søn blev født i 1980 strikkede hun i dåbsgave
en tilsvarende en til ham i baby-størrelse og sendte over til
os). Under vores føromtalte julerejse til Danmark i 71 var
mine forældre ellevilde med Marly, som de foruden hendes
charme og skønhed så som en pinligt nødvendig
afbalancerende fornuft til min egen fanatiske galskab - altså
som min eneste redning! Da Marly rejste hjem efter blaffeturen
rundt i Europa, blev jeg tilbage for at vise mine første 80
USA-billeder til en ivrig venstrefløj herhjemme. Da
modstanden mod krigen også var stor i Danmark, hungrede folk
efter informationer fra USA, så det trak mere og mere ud.
Marly blev ved med at ringe for at få mig hurtigt tilbage, og
til sidst ringede hun og sagde at jeg øjeblikkeligt måtte
komme, da hun var ved at blive forelsket i en cubaner. Jeg
vidste at hun ikke løj, men trak alligevel mere eller mindre
ubevidst afrejsen ud. Og da jeg kom tilbage hen på foråret
var det for sent. Hun havde mødt en af Fidel Castros nærmeste
våbenfæller og ledende kræfter under den cubanske
revolution, der nu var desillusioneret og kontrarevolutionær,
og var blevet forelsket i ham. Med hele den begejstring Marly
vidste, jeg havde for Cuba på det tidspunkt, var dette jo som
at få et slag i underlivet. Da de flyttede sammen, var jeg
fuldstændig slået ud hele resten af det år, hvilket var det
der fik mig til at gå på landevejen.
Jeg erkendte nu hvor dybt forelsket jeg var i Marly og især
hvor psykisk bundet jeg var blevet til hende i min egen
politiske usikkerhed. Det var som om jeg i forsøget på at vælge
havde mistet både blomsten og interessen for sværdet. I
denne svære krise fandt jeg som bekendt gradvis min identitet
og lykke på landevejen. Som min farmor altid havde sagt -
eller forudsagt - i sin typiske konfirmationstale-stil:
"Målet skal du aldrig nå, min søn, men i vandringen
vil du finde din lykke!" I mødet med min første jødiske
forelskelse var jeg dømt til i smerten at blive en Ahasuerus
- den evige jøde. Når så mange af os oppe i alderen sidder
og funderer over, hvorfor livet ligesom smuldrede i hænderne
på os, er der for mit vedkommende ikke tvivl om at det
skyldes at jeg aldrig evnede - eller turde - at give mig helt
hen - hverken til blomsten eller sværdet - hverken i kærlighed
eller revolution. Jeg ville have det hele med og endte derfor
med at tabe det hele - dømt til altid at stå udenfor som
betragteren - uendeligt registrerende og dissekerende - til
sidst ikke blot andre, men også min egen navle. Den
kortvarige gevinst ved at brænde broerne bag mig var ganske
vidst skabelsen af Am. Billeder. Megen kunst skabes sikkert i
smerte. Da en fransk filminstruktør engang foreslog en
filmatisering af mit liv med David Carradine i hovedrollen,
forestillede jeg mig straks en sørgmodig kærlighedsfilm,
hvor halvdelen skulle handle om forholdet til Marly, og den
anden halvdel om smerten, det afstedkom - den evige vandring i
ghettoen. For min psyke det år var tydeligvis: når jeg ikke
kan få himmerige, ville jeg kun have helvede. Indtil smerten
lærte mig at elske og dyrke helvede.
Som for yderligere at understrege bruddet klædte Marly sig
det år "bourgeois": i pelse og lign. luksus, som
hun vidste, at jeg hadede. Hun har senere indrømmet at hele
denne "reaktion" var et klodset forsøg på at frigøre
sig fra mig ved at gå lige i den anden grøft - denne
enten-eller-ekstremisme, som præger så mange jøder.
Allerede et år efter var hun færdig med sin cubanske
kontrarevolution og forsøgte at genoptage vort forhold -
bl.a. med et forslag om at vi sammen blaffede ned til
Allende's demokratiske revolution i Chile. Men da brændte jeg
endnu engang broerne bag mig, under henvisning til at jeg nu
havde kastet mig fuldt ud i den fotografiske registrering af
USA's raceundertrykkelse. I Chile kunne jeg ellers have fået
kærlighed og revolution i Én mundfuld, for hvis vi var taget
af sted, ville vi have været der under kuppet i 73 og ville
sikkert have endt vore dage sammen med så mange andre
revolutionære på Santiagos stadium, hvor vi kunne have fået
en smuk død i hinandens arme under Pinochets kugleregn. Men,
nej, endnu engang turde jeg hverken at give mig hen i kærlighed
eller revolution og stak i stedet halen mellem benene som en
kujon. I 1974 blev Marly så gift med den endnu mere
revolutionære Gary til et klassisk jødisk bryllup med en sådan
overdådighed af mad, at min eneste indsigelse mod ægteskabet
var en tavs, men kæmpestor lort i toilettet. Den var umulig
at skylle ud, hvorfor den endte med at blokere for gæsterne
resten af dagen, hvilket ingen siden hen glemte mig for.
Senere - under ægteskabet med Gary - forsøgte Marly under en
blaffetur, som vi tog sammen, i et øjebliks sentimentalitet
at genoplive det seksuelle forhold - af forståelige årsager,
da ingen af os nogen sinde havde haft så intenst og
eksplosivt et seksuelt forhold til noget andet menneske før.
Men jeg var bange for at komme så tæt på hende igen og tog
den nat ind til en mere periferisk kæreste i Boston,
filmkritikeren Helen Linnee. Da fristelsen imidlertid havde været
stor, har jeg anbragt dem lige under hinanden i bogen på side
63 (gl. udgave) - fotograferet med få timers mellemrum - thi
hvis jeg var blevet hos Marly den nat var bogen sikkert aldrig
blevet til. Alligevel fik jeg endnu en chance for at genoptage
forholdet 7 år senere, da Gary var gået under jorden og jeg
igen boede sammen med Marly under filmfestivalen i 1981. Men
da havde jeg fået barn med Vibeke hvorfor jeg endnu engang
endte med at brænde Marly af. I 1982 overlod hun så Vibeke
og mig sin lejlighed, da hun flyttede ind hos sin nye mand,
Lew. Med hele den indsigt hun gennem årene havde fået i min
dybere psyke kastede hun sig derefter med stor iver og dybeste
medfølelse ud i rollen som ægteskabsrådgiver - for Vibeke!
Derfor så nu både Vibeke og jeg frem til mit 25-årsjubilæum
med Marly og jeg kastede alt fra mig mens hun var her. Modsat
Ayanna, som nu var rejst, forstod Marly fuldt ud mit behov for
at være en god vært. Vel ikke mindst fordi hun selv er et af
de bedste eksempler jeg kender på det jeg elsker i jødiske
kvinder - evnen til at give "Jewish motherly love". Faktisk var jeg i årene under ægteskabet med Gary fortsat
med at blaffe de 2000 km op fra Syden mindst en gang om måneden
for i en kort weekend at nyde hendes moderlige omsorg med de
bedste jødiske delikatesser og for at se de nyeste af mine
lysbilleder, som jeg af alle i USA kun turde at betro hende
med at opbevare. Men Marly var også den perfekte gæst nu,
der viste ægte begejstring for alt hvad jeg serverede for
hende og alt hvad jeg viste hende af det vi har kært i
Danmark. På cykelturen ud til Christiania gik det dog nær
galt. Hendes datter, som ikke var vant til at køre på cykel
i det bakkede San Francisco, svingede pludselig i et vindstød
på Knippels bro ud foran en hurtig bus. Hun var næppe en
millimeter fra den visse død og vi var alle så rystede, at
vi på det nærmeste kastede os ned foran alteret i det smukke
eftermiddagslys i Christianskirken for at taksige Gud. Det
havde nær ødelagt den største oplevelse for alle mine USA-gæster,
Christianiaturen. Men chokket blev vendt til livsglæde, da vi
kort efter sad bænket i Mælkebøtten til varme pandekager
hos Tania, som er datter af en anden gammel kæreste, Annie
Hedvard, og stadig kalder mig sin plastikfar. Gennem Tanias
sprudlende entusiasme og fortælleevne og egen jødiske
afstamning fik Marly alligevel et positivt indtryk af
Christiania. Da alle jo blomstrer op under den udadvendthed
man får under ferier væk fra det daglige stress, blev jeg
også helt forelsket i Marly igen og det var en vidunderlig følelse,
som heldigvis også Vibeke nærede overfor hende.
Det eneste, der kom i vejen, var at jeg midt i det hele
skulle til et andet jubilæum, nemlig 30-årsjubilæet med jer
fra gymnasiet i Esbjerg. Dette forløb endnu bedre end det
sidste, synes jeg - i al fald holdt jeg mig vågen denne gang.
Og det skyldes ikke mindst at vi som ordstyrer fik valgt den
meget DDR-demokratiske Henning, der til fulde magtede at løfte
arven efter Honnecker, frem for den middelmådige og håbløst
udemokratiske Marius - på trods af dennes ellers udmærkede
planøkonomiske forarbejde. Jeg var virkelig glad for aftenens
forløb og det muntre samvær med jer - ikke mindst jeres
personlige beretninger om jeres eget liv. Jeg var derfor ked
af at jeg blev nødt til at gå midt i det hele netop som jeg
var fordybet i en samtale med Peter, som kom med en dyb og
berettiget kritik af mine julebreve (det var vist noget med at du ikke kunne finde ud af hvem jeg egentlig er, hvorfor jeg
under skrivningen i år har anstrengt mig ekstra meget for selv
at finde ud af det!) Jeg turde ikke at sige til jer hvorfor
jeg skulle gå, da jeg ikke ville udsættes for unødige
vittigheder fra sådan en "flok skoledrenge," en
rolle man jo let faldt tilbage i efter Marius' fine årgangsvine.
Som skoledrenge flest indrømmer man jo ikke at man lige er
blevet forelsket. Men næste dag var faktisk selve dagen for
mit 25-årsjubilæum med Marly, som skulle fejres i
sommerhuset med bedste danske "rødgrød med fløde."
Jeg var derfor nødt til at tage nattoget for at nå tilbage i
tide. Efter denne lille redegørelse om hvorfor Marly betyder
så meget for mig håber jeg at I vil kunne respektere min
tidlige afgang. For man bør jo passe alle sine jubilæer,
ikke Johannes! Nu håber jeg blot at jeg selv kan leve op til
dette i de kommende 5 år, hvor jeg har ikke så få 25-årsjubilæer
i USA, jeg skal fejre.
Allerede et par uger efter var jeg dog nødt til at melde
afbud til et andet jubilæum, nemlig mit 30-års jubilæum i
Livgarden grundet turné. Det var jeg meget ked af idet det
var første gang de havde inviteret mig til noget som helst
efter at jeg blev smidt ud af Livgarden uden fuld musik
og uden fuld honnør og i utide. Selv under
Livgardens 400 års jubilæum var jeg persona non grata og måtte
som tilskuer overvære mine støvletrampende gamle kammerater
marchere forbi, uden at de havde hverken vilje eller mod til
at bryde ud af ensretningen for at se til min side. Men nu
hvor jeg endelig var kommet ind i varmen igen, havde jeg som
sagt heller ikke selv vilje eller mod til at bryde ud af geled
og kontrakter i USA for at være med. Den ødelæggende
ghettoisering jeg led under i Livgarden - fordi jeg nægtede
at skyde og bære våben - fortæller jeg om i en kommende
radioudsendelse. Med hele den sump af løgne jeg i den
forbindelse langsomt blev tvunget ud i, har jeg aldrig haft
mod eller lyst til at fortælle om det før. Selv om jeg den
gang opfattede det som i god sags tjeneste, er løgn nu engang
løgn og afslørende en side i mig selv, jeg ikke brød mig om
at konfrontere. Men hvis vi ikke konfronterer vore svage sider
- ved åbent og ærligt at lægge dem på bordet for en eller
anden sandhedskommission, f.eks. vore venner - ender
skyggesiderne let med at blive kroniske og uoverkommelige
lidelsesmønstre for os.
Efter endnu en amerikansk gæst, den 12-årige datter af
"playboymillionæren", tog jeg på en måneds turne
i Norge. Det var en vidunderlig tur med 21 shows på 28 dage
arrangeret af det norske indvandrerdirektorat. Jeg fik en fin
dialog med diverse nazister, racister, skinheads og hvad ved
jeg, som i hvert fald i Én avis påstod at showet havde gjort
stærkt indtryk på dem. Samtidig kørte jeg tusinder af
kilometer gennem en så ubeskrivelig smuk og solrig natur,
gennem fjorde og dale og op over snebræerne på Jøtunheim,
at jeg flere gange var ved at istemme "Ja, vi elsker
dette landet..." Men først og fremmest blev Norgesturen
en helt ny måde for mig at rejse på - gennem slægters gang
tilbage i historien. Lige fra de skolestile, der gav mig højest
karakterer, over mit første julebrev for 25 år siden, over
bogen og frem til mange af mine avisskriverier har jeg altid
brugt jeg'et - det personligt oplevede - som udgangspunkt til
at forske i sociologiske og alment psykologiske problemer. Jeg
er sikkert ofte kammet over i det narcissistiske eller har krænket
nogles blufærdighed. Jeg husker f.eks. hvordan jeg rådførte
mig med dig, Marius, om hvorvidt det meget private kapitel om
Wounded Knee med beskrivelsen af mit homoseksuelle forhold til
en indianerleder skulle med i bogen. Du sagde på det
bestemteste nej, men da jeg funderede lidt over hvor
forskellige vi to er - og dog gode venner - du som min
diametrale modsætning med en selvudslettende beskedenhed, tog
jeg alligevel historien med. Og da bogen blev vel modtaget - måske
netop i kraft af det personligt oplevede - har jeg siden ikke
været så bange for at afsløre for meget af mig selv. Med årene,
hvor jeg har funderet mere og mere over mit hæsblæsende liv
og den politiske udvikling, som så mange i min generation gik
igennem, er jeg i stigende grad i mine skriverier blevet
retrospektiv i et forsøg på at kende mine rødder - ikke
mindst I rødder, som læser disse linier. Men i forsøget på
at finde ud af hvem jeg er - som Peter Frederiksen efterlyste
- måtte jeg uundgåeligt også før eller siden komme til
mine genealogiske rødder. Hvor vidt jeg i beskrivelsen af
disse er i stand til at give udtryk for noget som helst af
almen interesse er mig egentlig ligegyldigt, da jeg jo først
og fremmest skriver for mig selv. Igen var det en personlig
oplevelse, der satte det hele i gang, da Vibekes onkel døde i
foråret. Vi havde ikke haft dødsfald i den nærmeste familie
i mange år, og pludselig gik det op for mig, at jeg hurtigt måtte
i gang med at udspørge den ældre generation om vore fælles
rødder - inden det var for sent. Da Vibekes far var meget slået
ud efter tabet af broderen, var det samtidig en måde at
opmuntre ham på, da jeg satte mig til at interviewe ham om slægten.
Det blev begyndelsen til endnu en rejse - ja en af de mest spændende
jeg har været på endnu. Da jeg laver denne slægtsforskning
for mine børn, skelner jeg for nemheds skyld i det følgende
ikke mellem min og Vibekes familie. Vi er jo nu Ét kød og
blod. Og da jeg efterhånden er nået op på 1000
familiemedlemmer i computerens stamtræ, vil jeg her kun
berette om de mere underholdende ting, jeg har fundet. To af
slægtsgrenene tilbage til år 1500 fik jeg stort set
"forærende" uden egen indsats, da de havde været
adelige, så de var for mig ikke så spændende. Dog kunne
morfar give levende beretninger om de nærmeste led, f.eks. om
hvordan Daniels tipoldefar, som han er opkaldt efter, havde været
drukbror med kong Frederik VII og importerede piger til denne
i Fredericia og senere om hvordan vor tipoldemor havde fornærmet
grevinde Danner, da de begge kom på besøg hos dem i Varde.
Morfars beskrivelse, som han har fra sin egen mor, var så
levende at jeg straks fik lyst til at læse videre i
Danmarkshistorien - nøjagtig med den samme tirrende spænding
som jeg havde følt, når mine rejser i ghettoen fik mig til
at læse gamle slavekrøniker for bedre at forstå det jeg så
omkring mig i nutiden. Og efter morfars beskrivelse af den spændende
familie, var der ikke langt til selv at gå videre i
udforskningen. Snart fandt jeg ud af at den ældste i en af
vore grene fra 1465 havde været borgmester i Varde og en nær
ven af Kong Hans, at en anden fra 1577 havde været gift først
med Ribes biskop, så med borgmesteren og dernæst med den næste
biskop, mens hendes datter var gift først med Ålborgs 45.
borgmester og dernæst den 46. borgmester. Så meget familie
havde vi i Ribe i 1500-tallet, at byens historie pludselig
stod lyslevende for mig - ikke mindst igennem en af vore stamfædre,
Anders Sørensen Vedels' beskrivelser.
Da jeg nu var på turné i Norge, et menneskeligt lidt
stift samfund hvori man er nødt til - modsat USA - at skabe
sin egen underholdning udenfor showtid, fik jeg for første
gang lejlighed tid til at gå på arkiverne. Snart fandt jeg
guldgrupper af informationer om min familie og endte med at
bruge hvert et minut på landsarkiverne i Kristianssand,
Stavanger, Trondhjem, Hamar og Oslo såvel som universitets-
og lokalbiblioteker over hele landet. Det tog mig lidt øvelse
at læse de ældste kirkebøger - sikke en respekt jeg
pludselig fik for alt det kirkebogsarbejde, jeg havde set min
far lave i barndommen - men snart pløjede jeg dem igennem som
var de hjertebankende spændingsromaner. Imidlertid går de
kun tilbage til ca. 1750, og derefter begynder det virkeligt
tunge arbejde med at læse skifter og gamle gårdmandsbøger.
Da jeg fandt ud af tendensen til at blive opkaldt efter den gård,
man var født på, lykkedes det mig i området nord for
Kristianssand at føre familien helt tilbage til Omund
Tjomsaas i 1550 og en anden del tilbage til en gruppe fattige
bjergbønder omkring Voss oppe ved Bergen. Da jeg blev grebet
af at læse om hvor mange "laup smør og huder," de
havde ejet og solgt til hinanden, stod de snart lyslevende for
mig og flere steder fik jeg endog tid til at besøge de
bygder, hvor de engang havde svedt og trællet for at vores
familie i dag kunne blive til virkelighed. Stor var derfor
dagen, da jeg skulle ud for at besøge en afsidesliggende
bjergvej i nærheden af Voss med en hel række små gårde,
hvor familien i generationer havde giftet sig ind i hinanden.
Herfra stammede forældrene til Norges Louise Heiberg -
skuespillerinden Lucie Wolf - som min datter, Isabella Lucie,
er opkaldt efter. Gårdene hed Opheim, Lisseim, Hovda osv.,
ligesom næsten hundrede personer i vores stamtræ hed det.
Jeg kørte ad den smalle bjergvej næsten helt op på toppen
af bjerget til den øverste gård. I det varme sollys var der
en ubeskrivelig udsigt ud over dalen til Vossevangen. Nu lå
der et moderne stuehus ved siden af de flere hundred år gamle
bjælkehytter. Ud fra en af hytterne trådte pludselig den skønneste
fjeldmø med en spand mælk. Jeg spurgte hende, om det var her
Opheimerne havde boet. "Ja, og det gør vi da
stadig," sagde hun og fortalte at hun hed Birgitte Opheim.
"Jamen, så er jeg sikker på at vi er i familie med
hinanden," sagde jeg næsten målløs. Og straks hev jeg
store stamtræstavler ud af bilen og lagde dem i græsset på
fjeldsiden. Da hun fortalte at hendes oldefar hed Styrk
Guskalkson Opheim, kunne jeg straks føre hendes familie
videre tilbage til vores fælles stamfar, Lars Gudleikson
Opheim. Hun var med andre ord mine børns 12 grandkusine.
Efter næsten 500 år var familien således blevet genforenet.
Heldigvis var hun historiestuderende ved universitetet i
Bergen og kunne derfor til fulde dele min begejstring. Jeg
inviterede hende straks til at besøge os i København,
"for hvad har man ellers en familie til." Hun
fortalte derpå, at Hovda-gården længere nede i dalen også
stadig bebos af den oprindelige familie. Jeg kørte derned og
fandt den gamle krumryggede fjeldbonde, Georg Hovda og hans
kone, i gang med at malke køerne i stalden, der truende hang
ud over fjeldsiden. "Goddag, jeg er jeres familie,"
sagde jeg. Men de var næsten døve og jeg måtte råbe det
flere gange mellem de brægende køer, før de fattede noget.
Jeg var selv ved at flække indvendigt af grin over den
latterlige situation. Nordmændene hører jo i forvejen ikke
til jordens mest imødekommende folkefærd, og jeg gad nok
vide hvad sådan en afsidesboende fjeldbonde har tænkt ved
synet af denne langskæggede abe dér mellem køerne. Men det
er jo netop den slags kulturmøder, der gør det at rejse så
spændende. Da de næsten heller ikke kunne forstå mit dansk,
tog de mig ind til datteren. Sønnen, Leif Hovda, som nu havde
gården, var nemlig på fjeldet med gederne den dag. Gennem
den lidt mere åbne datter kunne jeg nu vise dem, hvordan slægten
var blevet delt for 450 år siden, og hvordan Leifs datter var
mine børns tolvte grandkusine. Da Hovda-gården havde været
den mest centrale i Lucie Wolfs liv, som hun skriver om i sin
erindringsbog, brugte jeg flere timer på at spadsere rundt på
fjeldet, som hørte under den. Det var her jeg fik ideen til
at vores næste sommerferie skulle være en slægtstur i
Norge, da deres gård jo var det mest vidunderlige sted at slå
telt op. Men ustandseligt tænkte jeg: "Hvordan i al
verden kunne vore stamfædre overleve her på dette nøjsomme
sted?" Her på det stejle fjeld voksede forfædrene sig
til de rene kultskikkelser for mig. Jeg tager næsten aldrig
naturbilleder, men denne dag måtte jeg uophørligt standse
for at fotografere, da jeg langsomt kørte ned ad bjerget -
flere gange istemmende barndommens "På Vossevangen, der
vil jeg bo," som nu pludselig fik mening for mig. Desværre
måtte jeg skynde mig videre for at nå endnu et af turens højdepunkter
i nærheden af Trondhjem næste morgen. Jeg ønskede nemlig at
overnatte på det kæmpegods, familien engang havde ejet, Gjølme.
Jeg ankom før midnat og sov i bilen. Om morgenen bankede jeg
på hos storbonden og fortalte ham, at jeg var en del af Schøller-familien
og at "nu ville vi gerne have godset tilbage." Selv
en nordmand kan have lidt humor tidligt søndag morgen og han
udbrød: "Gud, jeg troede at Schøller-familien var helt
uddød." Så fortalte jeg ham alt om hvordan
"vi" efter at have tjent os rige i Norge, havde
anlagt godset Margård på Fyn. Han havde læst alt om Schøllerfamilien,
som havde bygget godset, og næsten pralede med den som var
det hans egen. "Er du klar over at Gjølme strakte sig
flere hundrede kilometer syd på til Dovrefjellet. Det var på
størrelse med Danmark og Christoffer Schøller havde
tusindvis af livegne bønder under sig." Det vidste jeg,
men derimod ikke at gården i 1200-tallet havde været
kongsborg for Kong Sverre og ofte beskrives af Snorre. Han
viste mig derpå de gamle fangekældre, hvorfra der havde været
en tunnel ned til vikingeskibene. Træbygninger holder ikke længe
i Norge. Derfor var det i dybeste ærbødighed at jeg gik
rundt her i stenkældrene, hvor jeg vidste at mine børns
ottende tip-oldefar, Caspar Schøller, engang måske havde stået
og pisket bønderne. Så rige havde Schøllerne været
dengang, at jeg nogle dage senere på arkiverne i Trondhjem
fandt brevveksling mellem Caspar og Chr. den Fjerde, som viste
at kongen havde måttet låne penge af Caspar for at gennemføre
sine store byggerier. Så hvis ikke "vi" (bør læses
"Vi") i min familie havde lånt ham penge,
var Rundetårn måske aldrig blevet bygget! Det er jo tankevækkende
selv for mig, som jo føler sig emotionelt nærmere bønderne
end adelen. Senere på morgenen fulgte jeg den smukke tur
langs kysten ind til Trondhjem, som Caspar dengang må have
reddet på. På kirkegården ved Nordens største domkirke
ledte jeg i timevis forgæves efter det Schøllerske gravsted
- indtil det gik op for mig, at de havde haft deres eget
gravkapel i kirken, "det Schøllerske gravkapel",
som dog under ombygningen i dette århundrede måtte rives
ned. Det blev jeg så fornærmet over at høre, at jeg nu
forlangte at komme ned i sænkningerne under kirkegulvet for
at se "min familie." Da der var hundredvis af besøgende
den dag, kunne det dog ikke lade sig gøre her og nu. Det
gjorde nu heller ikke så meget, for i mellemtiden havde jeg
fundet ud af, at Caspars barnebarn hed Maren og var mor til
ingen ringere end Tordenskjold. Derfor besluttede jeg mig til
at spise en sen frokost i fødehjemmet for mine børns fjerde
grandfætter, Peter Wessel "Tordenskjold." Lige ved
siden af lå et andet af Schøllernes slotte, hvor Maren
sikkert har mødt Tordenskjolds far, Jan. Nu havde jeg
virkelig fået blod på tanden og ville sætte kronen på værket
ved at spise aftensmad i det kendteste af Schøllernes
bygninger, Nordens største træhus, Stiftsamtsgården. Men
her fik jeg ikke lov at komme ind, da det i dag er
kongefamiliens slot. Og det nyttede ikke stort at jeg kunne
pege på skiltet udenfor, som viste at jeg "så godt
som" selv havde bygget det - eller at jeg henviste til at
jeg "just kom fra audiens hos kongen af Cambodia."
Nej, jeg blev pænt henvist til "Det Schøllerske
Hotel" lige over for. Mit historiske energiniveau var nu
så højt, at selvom jeg lå hver nat i bilen udenfor
landsarkivet, for at kunne være i arkivet i en kostbar time
inden mit show startede, kunne jeg ikke sove, da jeg blot lå
og grublede over, hvordan jeg skulle komme et skridt længere
tilbage i slægten, når den eller den kirkebog manglede. Det
er som et kæmpemæssigt puslespil, der bliver større og større,
jo flere brikker man finder. Nu var jeg nemlig også i gang
med Lucie Wolf's mors slægt oppe i Nordlandet og der var kun
yderst sparsomt materiale om denne fattige fiskerfamilie på
nogle småøer ud for Brønøysund og den svensker, der var
foreløbig stamfar i 1600-tallet. Jeg var mest tilbøjelig til
at droppe mine foredrag for at tage til Sverige - for ikke at
tale om alle de grene jeg havde fundet i Tyskland. Det er når
denne farlige tilstand af alkoholisme indtræder for de fleste
slægtsforskere, at man er nødt til at lægge det hele fra
sig, for at komme videre med sit eget liv og sin
"levende" familie. Men som alle alkoholikere får
man hele tiden tilbagefald. Hvor langt ud i tovene jeg
allerede var kommet, gik op for mig, da jeg opdagede at det
var en gammel kæreste, der havde organiseret mine shows i
Trondhjem, mens en anden tidligere kæreste kom og så det med
sin datter. Jeg plejer aldrig at glemme gamle venner og kærester,
men nu havde jeg været i en by i flere dage med hele to af
slagsen uden så meget som at tænke på at besøge dem - skønt
jeg havde sørget for at få deres adresser med hjemmefra. Men
at se to gamle jenter efter så mange år er iøvrigt også et
studie i historie: i begge tilfælde troede jeg næsten først
at det drejede sig om deres smukke 18-19-årige døtre, som
lignede det billede jeg huskede af dem, idet mødrene nu havde
fået de kendte norske vejrbidte, næsten uigenkendelige
ansigter af tidens tand. Den samme enorme forandring ser jeg i
reglen islandske kvinder gå igennem. I Lillehammer var det
endnu mere pinligt, thi der havde jeg brugt alt for meget tid
om morgenen i et andet arkiv, og da bilen brød sammen i øsende
regn, kom jeg forsinket krybende mod byen med 20 km/t, da den
skønne Leila kom mig i møde i regnen med varm kaffe. Hvordan
havde hun dog fundet ud af, at jeg skulle komme til byen igen?
Men i hendes tilfælde kunne jeg ikke huske om det var mig
eller Tony, der i sin tid havde været "kæreste"
med hende, da grænserne af og til var lidt flydende i de
tider, og fik aldrig mod til at spørge hende. Men da hun
senere viste mig sin familie og sin stolte højgravide mave,
gik det endnu engang op for mig, at der er noget galt i ens
hoved, når man begynder at interessere sig mere for de døde
end for sine levende venner - eller i hvert fald glemmer at
fortælle dem på forhånd, at man er tilbage i byen. Også
andre gamle venner dukkede uventet op fra fortiden. Hver
fredag lagde jeg mærke til, at jeg havde svært ved at få et
stort aftenpublikum - indtil jeg opdagede at det var min gamle
ven, Claus Wiese, der stjal dem fra mig. Han havde i flere år
kørt show for mig i Norge og var efter en tur kommet hjem med
over 100.000 kr til fondet. Nu har han Norges mest populære
talkshow i fjernsynet - en mere seriøs udgave af
"Elevato2en," som blot hedder "Wiese" -
men som desværre stjal ikke så få kunder fra "Holdt"'s
talkshow.
Hjemme i Danmark efter en måneds mageløs tur igennem
historien lavede jeg et lille lysbilledshow for familien om
dens rødder i Norge med billeder af de levende
familiemedlemmer, jeg havde fundet. Lalou fik en stor bog om
Tordenskjold med bl.a. et billede af vores og Tordenskjolds fælles
stamfar i. Det gjorde stor lykke, og hun blev så grebet at
inden hun sov, sagde hun: "Far, jeg vil være slægtsforsker,
når jeg bliver stor." Familien, som normalt ikke hører
efter hvad jeg siger, får jo lidt mere respekt for mit
arbejde, når jeg fremlægger det i form af et lysbilledshow.
På samme måde kan jeg komme hjem med de mest hårrejsende
rejsebeskrivelser fra USA, men inden jeg har fået ytret en sætning,
snakker svigermor - ja, næsten alle i familien - om mere nærliggende
hverdagsproblemer. Først når de læser om det hele i form af
et julebrev bliver de helt oprevede: "Gud, Jacob, hvad er
det dog nu du har rodet dig ud i!"
En endnu bedre måde at få familien til at lytte på, er
at tage dem med på rejserne. Og to dage efter Norgesturen var
vi alle på vej til Nepal. Efter de norske fjeldbønder er det
dog lidt af et kulturchok at træde ud blandt lutter
indhyllede arabere i Kuwait, få timer efter blandt turban-klædte
indiske sikher og kort efter igen blandt de farverige
nepalesere. Da jeg beskrev Nepal sidste år, vil jeg ikke gøre
meget ved det i år. Mens Vibeke fejrede fødselsdag for Lalou
i Kathmandu, måtte jeg flyve ned i heden i lavlandet for at
fotografere en slags bønder, jeg aldrig havde mødt før.
Disse tunge, mistroiske indere i skovområder med tigre og
flodheste blev noget af en udfordring for mig, da jeg havde svært
ved at få den forelskelse i dem, som er nødvendig for gode
billeder. Hundredvis af børn stimlede om mig, mens jeg slæbte
rundt på voldsom diarre i den ulidelige hede, men i samme øjeblik
jeg ville fotografere dem, var de væk. Og det ønskede jeg
mig faktisk også efter et par dage - skønt jeg havde håbet
at komme lidt tættere ind på livet af de kasteløse, som
lever af rotter og kryb fra grøfterne. Men diarre kan hurtigt
få enhver til at søge tilbage i familiens skød. Helt
befriende anderledes var det at vandre rundt med hele familien
blandt bjergbønderne og at komme tilbage til dem med sidste
års billeder. Min charmerende værtinde, Gurung fra forrige
tur, blev så lykkelig at hun kastede sig ud i sang og dans,
mens vi sad på måtterne og spiste den sorte hirsedej. Og hun
blev aldeles forelsket i Lalou. Men hele landet var nu midt i
Dessain, den lokale form for jul, og markarbejdet lå overalt
stille, hvorfor jeg hurtigt måtte opgive at fotografere. Dog
kom jeg mere ind på familierne end før og tog en del
olielampeskærsbilleder indendøre. Selve højdepunktet af
festivalen er slagtningen og spisningen af geder, får og
vandbøfler, men da vi havde fået et meget tæt forhold til
dyrene ved at bo i bøndernes hjem, var det ikke så let at
overvære et sådant blodbad. Vibeke, Daniel og Lalou gemte
sig under hver henrettelse, men jeg selv blev jo nødt til at
overvære dem og tilmed at lægge mig ned i de laveste,
blodsprøjtende højder for at få gode billeder. Først kælede
de med de søde dyr, velsignede dem og hældte farvede væsker
og blomster på dem. Men hver gang "bødlen" derpå
løftede sit store sværd for i et eneste hug - også på
vandbøfler - at skille kroppen fra hovedet, der blev ved med
at rulle levende rundt på jorden, ja, så fik jeg sådan en
gang gelÉ i benene, som havde jeg netop overværet en
menneskelig henrettelse og ikke en langt mere human
dyreslagtning end danskernes. Børnene svor bagefter at de
aldrig ville spise kød mere - og det har de faktisk holdt
lige siden. Een morgen var jeg endog ude ved et særligt
religiøst tempel med Daniel, hvor tusinder af mennesker kom kørende
langvejs fra for at få deres dyr velsignet og halshugget af
præsterne. For at fotografere måtte jeg lade Daniel holde
skoene, mens jeg vadede barfodet rundt i blod til anklerne.
Alligevel var der en vidunderlig smuk stemning, når folk stod
i køen i timevis og kærtegnede deres ged eller høne. Jo,
endnu engang må jeg understrege at Nepal er et paradis, som
enhver øko-turist bør se - og gense.
I Indien havde jeg dog samme følelse af nederlag som i
Nepals indiske lavland, altså næsten som i Thailand ved at møde
en befolkning, som virker så fjern at man ikke orker at sætte
sig ind i den. Det var ikke så meget alle irritationerne over
den velkendte indiske aggressivitet. Den kan man nemlig
mentalt forberede sig så meget på, at man endog kan grine ad
horderne, som vil plyndre Én. Eller man kan lade være at
standse når man ser dansende bjørne på vejen foran, som
tigger om penge med en spinkel mand i snor ude i grøftekanten.
Man kan jo også helt undgå disse deprimerende
turistoplevelser ved ikke at tage til turiststeder som Taj
Mahal og Det Røde Fort. Dog føler de fleste jo ikke, at de
har været i Indien uden at se disse postkort. Større var for
mig oplevelsen af Ghandis grav. For selv om man kan være
kritisk overfor meget i hans filosofi, har han også for mig været
et næsten gudeagtigt forbillede, hvis metoder med
fordelagtighed stadig kan bruges når verdens-opinionen og
-samvittigheden er medspillere - som f.eks. i Burmas
frihedskamp. Nej, efter det gnidningsløse og symbiotiske
samspil imellem buddhisme og hinduisme i Nepal, bliver man let
anti-religiøs ved at se komprosmisløsheden i indernes
fanatisme og ved at føle den spændte atmosfære mellem
muslimer og hinduer. Karmaen og kastesystemet har ført til en
passiv og dog eksplosiv selvundertrykkelse, som jeg selv med
min største religiøse tolerance ikke kan acceptere. Ikke
mindst vore børn var rystede, når vi nogle steder måtte kæmpe
os gennem bunker af menneskelige ekskrementer i en nød af krøblinge
og tiggere, vi aldrig havde oplevet før. Det var urent at gøre
rent, det var urent endog at se på, at der blev gjort rent.
Det var nemlig de kasteløse fejeres opgave at fjerne
ekskrementer, og indtil de kom var folk tilfredse med at leve
i deres egne ekskrementer. Men netop i de dage, hvor vi vadede
rundt i disse, var en dødbringende ukendt sygdom brudt ud i
Delhi, som dræbte tusinder af samme årsag. Når vi ikke selv
blev ramt var det bl.a. fordi fattigdommen var så voldsom, at
ingen af os havde lyst til at dele dens måltider, men i
stedet indtog dem i Imperial Hotel ved de selv samme borde,
hvor Ghandi havde forhandlet uafhængigheden med englænderne
omkring min fødsel. Og det var vi bagefter glade for, for først
i flyet på vej hjem læste vi faktisk om, hvordan vi netop
var undsluppet "Døden i Delhi". Denne undslap vi
også på anden vis, idet et af de arabiske fly, der lettede
kort efter os i den kaotiske lufthavn, ramte et andet fly,
hvorved flere hundrede fandt deres død. Gennem læsning af
V.S. Naipauls fascinerende dissektioner af Indien har jeg
siden prøvet at forstå det nederlag, jeg følte overfor
Indien. Det føltes ekstra svært fordi de indiske studenter,
jeg ofte har i USA, er mine mest irriterende publikummer; jeg
forstår simpelthen ikke deres snørklede tankegang. Men
samtidig kan de i mange universiteter være blandt de mest
mine progressive elever, der har organiseret ikke så få af
mine shows, - ja, de udviser er næsten jødisk interesse for
emnet racisme - så længe jeg ikke begynder at drille dem med
kastesystemet derhjemme. Min astrolog har siden forklaret, at
astrologisk set går der en mørk linie for mig ned gennem
Indien. Dette har dog kun gjort mig endnu mere interesseret i
en dag at vende tilbage for at prøve at finde ud af, hvad det
er i mig selv, som jeg ikke kan klare i Indien. For det kan jo
ikke være skidtet....
Efter tre uger i Østen var jeg igen i Danmark et par dage
inden jeg tog vestpå til USA. Jeg havde været så dum at
medvirke på åbningsaftenen af DR2 i den gode tro, at vi her
endelig ville få en seriøs kanal frem for de amerikanske
jukebokse, de andre kanaler har udviklet sig til. Jeg havde svært
ved at finde studiet, da hele TV-byen var forvandlet til et kæmpe
drukorgie pga åbningen af den nye kanal, der allerede viser
film halvdelen af tiden. Sejlende rundt mellem de andre
opdagede jeg dog en gammel veninde, Helle Vibeke, og inden vi
havde tømt et glas sammen, havde hun fundet ud af at hun
ville med mig til USA for at lave et radioprogram og noget TV
om mig - eller det var i hvert fald hendes formelle
undskyldning for at tage med.
Helle Vibeke (som jeg vil kalde Helle for ikke at forveksle
med min kone) fik en tur næsten ligeså rystende og lang som
forårsturen. På turen lykkedes det os lige i Univ. of Mich.
at hilse på en anden kær gammel jødisk russisk kæreste,
Janet Crayne, som leder den slaviske afdeling. Efter at være
faret vild i lange Kafka'ske gange med bøger overalt, så jeg
hende ved computeren og omfavnede hende uanmeldt bagfra. Hun
sprang op af glæde og sagde: "Jacob, du må se
dette" og tog derpå et stort billede op af skuffen af
hende selv og Hillary Clinton sammen i Det Hvide Hus. Hun
havde modtaget en stor æresbevisning for sit arbejde med at
genopbygge kroatiske biblioteker. Da jeg fortalte hende
hvordan jeg lige havde fejret 25-års jubilæum med Marly, som
jeg engang havde introduceret hende til, fortalte hun at hun
havde haft et trist valg mellem at tage til Det Hvide Hus
eller til sit samtidige studenterjubilæum i Madison. Mit eget
25-års-jubilæum med hende er i øvrigt først om et år. Jeg
var kommet blaffende til Madison efter oprøret i Wounded Knee
i 1973 for at se dette revolutionens arnested, hvor de dengang
sprængte universitetsbygninger i luften i et forsøg på at
standse krigen. Der havde jeg mødt hende på gaden og hun
inviterede mig straks til at bo hos sig. Men skønt vi delte
seng i hendes lille et-værelses, gik der en uge før det
udviklede sig til et forhold, hvilket vi ofte har grinet af
siden. Pga min sædvanlige angst for at krænke gæstfriheden,
havde jeg nemlig ligget stiv som en støtte ved hendes side -
skønt jeg godt kunne se at hun blev mere og mere urolig.
Efter en uge mistede hun tålmodigheden og mumlede "Have
you always been a homosexual?" hvorefter jeg var klar
over, at jeg faktisk ville krænke gæstfriheden hvis
ikke jeg tog lidt mere "affirmative action". Siden
har jeg boet hos hende et utal af steder i USA, men i dag støder
vi - lige fortravlede - hyppigst ind i hinanden i lufthavne
mellem flyskift, hvorfor vi nu mest dyrker vores gamle
romantik på Internettet. Derfor var det dejligt lige at få
tid til at se hende i en kort time - på arbejde!
Mellem shows tog vi en stor omvej gennem Canada for at besøge
CARE-lægen Godfrey og hans kone. Hvis de ikke i sin tid havde
inviteret mig til at arbejde på deres farm var mit liv blevet
meget anderledes. Derfor føler jeg, at jeg skylder dem alt.
Han arbejder stadig lige aktivt i en alder af 80, men konen
havde netop været døden nær. Som gammel, men forlængst
desillusioneret kommunist da jeg arbejdede for dem i 1970, var
det hende der "opdragede" mig, som hun stolt siger.
Hun så i mig den revolutionære gejst, hun savnede i sine
egne børn, men samtidig kom hendes kyniske erfaringer med
revolutioner nok til at lægge en klog dæmper på min værste
revolutionære fanatisme i årene derefter, ja, den redede måske
mit liv. Hun har ikke mistet sin humor, og børnene havde
netop købt en kiste til hende, som hun havde stillet i stuen
under de ægte Picassomalerier. Nu lægger hun sig i den hver
dag for at prøve, hvilke ting hun skal have med i graven. Så
dér under låget tog jeg mine måske sidste billeder af
hende. Det var en herlig, usentimental måde at sige farvel
til min "God mother" på. Det var her i min lille
hytte på farmen jeg sad for 25 år siden efter dagens dont
ved en gaslampe og skrev jeres første julebrev "En
ungdomsoprørers bekendelser" (på ca. 300-400
"julebrevssider"). Som I vil huske handlede næsten
halvdelen om nødvendigheden af revolution i Guatemala. Derfor
var det med særligt vemod jeg netop på køreturen med Helle
hørte i radioen, at guerillaen nu endelig havde sluttet fred
med regeringen. Jeg måtte simpelthen stoppe bilen for at
ringe til Chris (s.72 i bog), den sorte panter jeg i 1972
ville tage til Guatemala for at kæmpe med guerillaen sammen
med. Chris, som i dag er professor på Howard University, nåede
kun til San Diego før han som sort måtte opgive at blaffe
videre, mens jeg selv blaffede frem og tilbage i Guatemalas
jungle for at finde guerillaen. At jeg endte i min ensomhed
med at give op, skylder jeg måske mest fru Godfreys indre
stemme: "revolutioner nytter ikke noget!"
Vores hovedmål med turen var at opsøge
massemorderfamilien i Syden for at interviewe den på bånd og
TV. Mit besøg i foråret havde fået Vivian til at tænke
dybt over familien, så hun havde meget nyt at fortælle. En
seddel hang på hendes dør om at møde hende på et hemmeligt
sted. Det skyldtes at hun nu ville snakke ud om Rita, som hun
boede sammen med, og som jo var mor til Woody's to ældre brødre.
Nu kunne hun oplyse, at Rita i virkeligheden havde slået
Woody's far ihjel. Han var i hvert fald blevet fundet ved
siden af hendes seng med knust hjerneskal. Jeg gik uden om
dette, da jeg senere interviewede Rita, der som
sent-i-livet-religiøs led af stærke fortrængninger. Derimod
fik jeg hende til for første gang nogensinde at tale om
dengang Woody's far havde flået livmoderen ud af hende. På
det tidspunkt brød hun sammen i gråd. Hun havde haft en sådan
skam over det, at der var gået en måned inden hun havde opsøgt
et hospital, da blødningerne blev for voldsomme. Lægerne
havde prøvet at få hende til at sige, hvad der var sket, men
hun var dengang for skamfuld. Sammy sr. havde gjort det, fordi
hun ville gå fra ham. I sædvanlig fuldskab havde han råbt:
"Jeg skal sørge for, at du aldrig kan få børn med en
anden!" og flåede derpå livmoderen ud. Endnu mere bevæget
fortalte hun om mordet på Woody's ældste søster. Vivian
havde i foråret fortalt at hun begik selvmord som 16-årig
efter et langt incestuøst forhold til faderen. Nu fortalte
Rita at hendes datter i virkeligheden blev myrdet - uden at
jeg dog kunne finde ud af de nærmere omstændigheder. Da
denne kvinde normalt levede inde i en skal af fortrængninger
- og interviewet derfor bragte hende i voldsom sindsbevægelse
- besluttede jeg mig til at vente til en senere turné med at
grave ned til de dybere sandheder. Men som altid efter sådanne
forløsninger, oplevede jeg en stærk glæde og imødekommenhed
i hende efter interviewet, da hun viste os familiebillederne
af mordere og ofre som de smilende børn, de havde været
engang. Derefter tog vi igen ud i sumpene til John og Tina,
men John var nu "off shore" på arbejde. Det var
imidlertid en kærkommen lejlighed til at få Tina til at tale
mere åbent om ham, og det var hun sandelig mere end villig
til. I to dage hørte vi om det ene mord efter det andet - nu
for åben mikrofon og Hi-8 kamera. Da det alt sammen kom i en
rablende strøm og ofte blot i en bisætning, var vi
fuldkommen svimle efter kort tid. Efter et par timer kunne vi
intet huske om de mord, vi allerede havde hørt om. Tina var
en underlig blanding af tilsyneladende fornuft og ophøjet ro,
og dog vidste vi fra Rita og Vivian at hun var om end endnu
mere voldelig end John, som de faktisk så som et ulykkeligt
offer for hende. Flere gange sagde hun, at hvis det ikke havde
været for hendes religion og børnene var hun for længst gået
fra ham, men det begyndte vi snart at tvivle på, for hvem
skulle hun så banke - ud over børnene? Da vi nu uden Johns
tilstedeværelse havde mere mod til at drikke sammen med hende
- og drak tæt til kl. 4 om morgenen - fik vi rig lejlighed
til at se hendes forhold til de to mishandlede børn. Det ene
øjeblik kærligt og det næste øjeblik præget af ubændigt
raseri, piskende løs på den 3-årige Gene med livremme.
Dette udviklede sig et øjeblik til en konflikt mellem Helle
og mig. Impulsivt og moderligt prøvede hun at række ud for
at beskytte barnet, hvilket gjorde mig tosset, da hun derved
forhindrede mig i at fotografere mishandlingen. "Hvor er
du dog en ond person!" eller noget lignende råbte hun
fuldt forståeligt til mig. Hvortil jeg svarede: "Hvis du
havde rejst lidt mere i sorte ghettoer og set den slags hver
eneste dag, ville du også vide at din opgave ikke er at gå
og frelse hvert enkelt barn i et øjebliks sentimentalitet.
Din opgave er gennem din tilstedeværelse i og overfor
ghettoen at give dens beboere den kærlighed til sig selv, som
er nødvendig for at de kan udøve kærlighed overfor børnene.
Men for at undgå synet af vold og mishandlede børn flygter
vi tværtimod alle fra ghettoen - og er derved den direkte årsag
til mishandlingen af barnet." Jeg vidste også at jeg
ikke behøvede at sige til Tina, at det er forkert at slå
barnet, for alle mennesker ved godt at det er forkert at slå
børn. Ved at komme med moraliserende prædikener ville hun
blot få det endnu dårligere med sig selv. At fotografere
denne mishandling var sandelig heller ikke noget jeg nød, og
jeg spurgte da også mig selv, hvor mon egentlig grænsen gik,
før jeg faktisk ville være skredet ind?
Siden har jeg haft flere mareridt om det, som f.eks.
forleden nat: Vi var fem, der var på tur i udlandet: to
irriterende piger, en brutal, forrået fyr og så jeg selv og
en anden, der repræsenterede den pæne fornuft. Jeg husker
ikke detaljerne, men vi var i stigende grad irriteret på
pigerne og interesseret i at slippe af med dem. Vi var klar
over at den brutale fyr havde en plan med at få dem
"ekspederet" i mørket, mens vi sad i en biograf.
Der var et eller andet sjovt reklameindslag, og jeg ved ikke
hvordan, men lidt efter kom han ind og satte sig ved siden af
os med et triumferende smil - og væk var nu de to piger. Da
vi gik ud fra biografen, kiggede vi lidt skævt til fyren, men
inderst inde var vi vidst glade over, at pigerne ikke var der
mere og stillede ingen spørgsmål. På det tidspunkt af drømmen
vågnede jeg op med sved på panden: Det forekom mig nu som et
mareridt og en indre stemme plagede mig: Hvordan vil du nu
undgå at du er den næste, der bliver ryddet af vejen? Ved du
ikke at mordere altid rydder deres medvidende af vejen af
angst for, at de skal sladre? Og selve din paranoia om at
blive ryddet af vejen afslører jo, at du var fuldt medvidende
om, hvad der skulle ske i biografen, men alligevel passivt lod
ham gøre det. Ved ikke at skride ind, er du altså fuldt
medskyldig. Jeg kunne nu ikke falde i søvn igen, fordi jeg
var rystet over at konkludere, at den indre stemme blot prøvede
at fortælle mig om den ufattelige vold, jeg rummede i mit
indre. For drømmen afslørede jo f.eks. hvorfor jeg ikke greb
ind overfor Tina, da hun løb rundt med et bælte for at slå
det irriterende barn kl. 3 om natten, men tværtimod bad Helle
om ikke at skride ind "fordi jeg havde brug for det
billede". Ligegyldigt hvordan jeg prøvede at forsvare
mig med mine højere formål om at ville forklare
volden, da jeg siden var kommet hjem, havde min astrolog blot
afbrudt mig med "Hvorfor er du blandt disse
mennesker?" Svaret gav drømmen mig jo. Jeg var
medskyldig fordi jeg rummede nøjagtig den samme vold i mig.
Jeg havde blot fundet en pænere og mere intelligent måde at
udtrykke den på. Min "pæne fornuft" havde fortalt
mig, at det ikke var nødvendigt at intervenere fordi barnet så
tydeligt forventede tæskene og ofte ikke engang græd
derunder, men straks fortsatte i trods med det, som gjorde
moderen tosset. Derimod vidste jeg, at dette var en helt usædvanlig
chance for mig til at få nogle billeder til et af de mest
centrale og pædagogiske afsnit i mit show om fattige hvide.
Modsat de sortes uhæmmede voldsudøvelse, havde jeg hyppigt følt
volden mod børnene blandt fattige hvide, men den fremmedes
tilstedeværelse havde i reglen fået forældrene til at dæmpe
aggressionerne. Min fotografering var også en mere blid måde
at fortælle Tina, at dette var en usædvanlig situation, end
hvis vi gennem en irettesættelse havde fortalt en person, som
allerede har det skidt, at "du er en skidt person."
Jeg støder sikkert en del læsere her - skønt de samme jo
altid har slugt volden i mit show som var den deres egen vold.
Når mit show har fået en renæssance i disse år er det jo
fordi volden i os er voksende, hvilket ses i den tiltagende børnemishandling
ikke mindst i USA. Men også fordi dette har medført en
stigende interesse - ja, hunger, føler jeg nogle gange - for
at sætte sig ind i undertrykkelsens pædagogik. Den voksende
kollektive bevidsthed om undertrykkelsens væsen vil være
barnets sande redning. Og den når man lettere gennem
billeder, der taler til følelserne hos de mange - end gennem
ord, der taler til intellektet hos de få. Alice Miller er udmærket,
men hun læses ikke af de brede publikum, jeg kommer i kontakt
med. Alligevel vil jeg sagtens også kunne forsvare det
modsatte synspunkt, som hævder at det er vigtigere i blot et
sekund at standse den vold mod barnet, som fortsætter døgnet
rundt - og derved ødelægge et selv nok så vigtigt billede.
Thi hvis ikke vi - de eneste der opsøger disse udstødte
(udelukkende for at udnytte og registrere dem) - hvis ikke vi
skulle skride ind, hvem skal så? Ligegyldigt med hvilken
begrundelse man er havnet i en sådan situation er der jo
noget, der hedder den barmhjertige samaritan - Én som ikke
lukker øjnene og går forbi!
Det værste i hele denne situation var ikke disse moralske
anskuelser, men hvad vi selv hurtigt følte overfor det
mishandlede barn. Da vi første gang var trådt ind i denne
hvepserede, havde vores umiddelbare sympati været for de to
forslåede børn med deres sorte rande under øjnene. Nu
skulle vi snart selv komme til at "føle" hvordan sådanne
ofre jo altid bliver til undertrykkere - den onde cirkel.
Aldrig har jeg set det så tydeligt som i den tre-årige Gene,
for hvem hver eneste reaktion skete i trods. Vi ved alle
hvordan mishandlede altid bider fingrene af den fremrakte hånd,
hvordan de ødelægger alt omkring sig for at få vores opmærksomhed
osv. Først får man lyst til at tage barnet op og kærtegne
det, men hurtigt ødelægger barnet al det overskud og den kærlighed,
man følte overfor det. Og når det fra kl. 8 om aftenen til 4
morgen har ødelagt næsten alle ens medbragte kameraer,
mikrofoner, osv. - ja, så oplevede vi langsomt volden stige i
os helt til det bristepunkt, hvor vi havde en usigelig lyst
til selv at give hende nogle tæv. Sådan skader mennesker
overalt i verden den skadede, og det er en god pædagogisk lærestreg
pludseligt at "føle," hvor hurtigt man selv bliver
en del af undertrykkelsens onde cirkel. Jo, vi kunne hurtigt være
blevet Tinas villige soldater herude i sumpen. Allermest
rystende for os begge var dog at opleve den nære
sammenknytning mellem mishandling og racisme, som jeg taler så
meget om i showet, men som man sjældent direkte
"ser". Når vi interviewede den tre-årige Gene om
hvad hun syntes om sorte, blev hun ganske forvirret "Hvad
mener du med "sorte"? Niggere? Vi skyder da niggere,
ikke, mor?" Når kameraet snurrede og hun var ædru,
kunne vi godt af og til opleve moderen blive så selvbevidst
om politisk korrekt sprogbrug, at hun sagde "sort" (black)
og prøvede sporadisk at bruge ordet overfor barnet. For mig
var dette interessant, da det viste at Gunnar Myrdals
"amerikanske dilemma" var gyldigt i selv samfundets
nederste lag - konflikten mellem samfundets højere idealer om
at "vi alle er lige" og de helt anderledes budskaber
om undermennesker, der ikke desto mindre trænger igennem til
barnets underbevidsthed. Dette sås endnu tydeligere i
moderens forhold til den 7-årige Samantha. Moderen syntes at
det var O.K. at Samantha havde gjort oprør i skolen fordi
"niggeren, der sad foran, lugtede". Men hun
irettesatte datteren, fordi skolen netop havde straffet hende
for at starte en bande sammen med 4 andre piger. "Det var
ikke pænt", sagde Tina. Så begyndte jeg at spørge
Samantha ud om denne bande. Var den vendt mod de sorte? Dette
er et svært spørgsmål, for blot udtrykket "sorte"
viste for pigen, at jeg var på "niggernes" side. Så
svaret var ikke helt så stolt, som da hun tidligere
ustandseligt havde gentaget "niggers smell!" Men
lidt efter blev hun pludselig sig selv - fremfor den pæne
pige samfundet ønskede at se i hende. Nu indrømmede hun at
de 5 piger havde slået en sort dreng til blods og nød at
udpensle overfaldet i kraftige splattertoner. Hvorfor? Jo,
sagde hun, fordi hendes mor en dag - igen åbenbart i et øjebliks
politisk korrekthed - havde fortalt hende at "niggere også
bløder rødt." Og dette ville hun ikke tro på, da det
jo ikke stemte overens med alle de andre budskaber hun havde fået
fra forældrene om at "dræbe niggere." Så derfor
havde hun startet en bande for at se om det var rigtigt. Til
dette svarede Tina "Det var ikke pænt gjort,
Samantha." Men da moderen sagde det med et storsmilende
og tydeligt stolt ansigt, fik Samantha ikke desto mindre det
stik modsatte budskab: at det netop var rigtigt hvad hun havde
gjort! Sjældent tror jeg at nogen har fået så klassisk en
optagelse af racismens pædagogik på TV-film: hele dette
knusende "tveæggede" dobbeltbudskab, som det især
udøves af det store flertal - os, de mere almindelige
"gudfrygtige" og rettænkende mennesker. Det
understregede også hvad jeg altid havde oplevet blandt
kriminelle: at man ikke behøver at belære noget voksent
menneske som Tina om, hvad der er rigtigt og forkert. Alle ved
at det er forkert at slå ihjel, at hade osv. De kan blot ikke
i deres voldsomme smerte altid leve op til det. Da Tina bedre
end nogen udtrykte alt det jeg taler om i mine workshops,
kunne jeg ikke andet end føle en større og større glæde
overfor dette menneske, som leverede så fine pædagogiske
TV-optagelser til mig - og var derfor flere gange ved at slå
det barn ihjel, som så ihærdigt prøvede at ødelægge dem
for mig.... Jo, jeg var godt klar over at jeg ikke var spor
bedre end "Emile"'s Roussau, men modsat ham
vedkender jeg volden i mig selv og spurgte flere gange i
dagene derefter mig selv og Helle: "Tror du jeg var
forelsket i Tina?" Thi sådanne følelser nærede jeg
vist til sidst overfor denne fede klump af eksplosiv vold og
had blandet med en mærkelig fornuft, ømhed og kærlighed -
eller i al fald en søgen efter at udtrykke noget sådant. Jeg
var glad for at føle denne voldsomme tiltrækning af hende,
da den så tydeligt mindede om de følelser jeg altid havde næret
overfor de sorte som ofre. At hun selv var offer stod klart
for os begge, da vi mødte den dybt alkoholiserede og
bindegale far, selvom Tina hævdede at der aldrig havde været
et incestuøst forhold mellem hende og faderen.
Fortsættes i sidste del |