"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1996,    25. årgang

Her delt op i 5 afsnit:

1 del: Om rejsen i sydstaterne med den norske forlægger, besøg hos massemorderen

Del 2: Rejsen til Polen og Nazi-forbryderen

Del 3: Sommerens Image of Africa festival

Del 4: Gamle kærester og tilbage til massemorderfamilien

Del 5: Slægtsforskning i Norge, Nepaltur, reflektioner over barndom osv

 

Introduktion

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

Lidt om årets julebrev, 1996

Det er i år 25 år siden en del af jer fik det første julebrev. Jeg fik derfor lyst til at se lidt tilbage på årene, der gik. Når man starter på et julebrev, ved man ikke rigtig hvor man ender og efterhånden som minderne dukkede op, blev "brevet" hurtigt til en lille bog. Så måtte jeg af hensyn til pengepungen beslutte at gemme nogle af minderne til senere julebreve og skære ned til 80 sider. Men selv dette beskedne antal sider koster mig noget nær det samme at kopiere og poste, som en dansk gennemsnitsforfatter tjener på en roman. Da I med årene er vokset til ca. 170 julebrevsmodtagere, har jeg derfor måttet sortere nogle af jer ud: De, som kun modtager denne introduktion, men ikke selve det 80 siders julebrev, er imidlertid ikke udvalgt fordi I er ringere venner, bedre fjender e.lign. Jeres "ulykke" består udelukkende i, at I er de eneste, som aldrig i 25 år har sendt mig julebrev eller julekort. Har I derimod blot én gang sendt mig jeres fortælling om hvordan året gik, vil I også fortsat være blandt de sikre julebrevsmodtagere hvert år. Til de færre iblandt jer, der regelmæssigt når op på over fire siders fortælling om jeres liv, er der i år endog et bonustillæg: I vil modtage billederne i farve (hvilket koster 10 gange så meget, men da I er med til at gøre livet mere farverigt og mindre ensomt for mig, er dette kun en ringe tak. Jeg har jo altid fotograferet i farver og synes at virkeligheden skal ses i farver, hvilket der desværre ikke var råd til i den første udgave af min bog). Men ikke nok med det: som 25 års jubilæumsbonus vil I også modtage min seneste bog "Demokrati" - så langt oplaget af frieksemplarer rækker. I, der sidder og pukler med jeres lange julebreve hvert år, vil jo nok være enige med mig i, at dette er en retfærdig straf til alle de andre, som ikke gider at fortælle om sig selv. Og I andre vil omvendt sikkert konkludere, at "det var da billigt sluppet: at slippe for at se Jacob i farver og læse mere af hans ævl!" I er jo meget forskellige venner: mens nogle af jer rykker mig allerede juleaften, hvis I ikke har modtaget mit julebrev - og stadig opbevarer hele stakken siden det første - er der uden tvivl en hel del af jer andre, der lader det dumpe ulæst i papirkurven. Det sidste har jeg fuld forståelse for her i informationssamfundets tider, hvor man simpelthen bliver nødt til at vælge. Men også af miljømæssige grunde har jeg derfor valgt i år ikke at dumpe al det papir hos nogle af jer. Mange af jer er jo heller ikke mine venner i egentlig forstand, men modtager julebrevet fordi I f.eks. engang ydede Am. Billeder eller Afrikafondet stor hjælp, hvilket jeg ønsker at vise at jeg ikke har glemt.

Julebrevets historie

Til jer, der kom til i de senere år, vil jeg kort opridse det historiske forløb. Julebrevet startede i min tidligste barndom, da familien hver juleaften fik læst de julebreve op, som min far udvekslede med sine studiekammerater - som han stadig gør det i en alder af 76. Det syntes jeg var så hyggeligt, at da jeg i 1970 pludselig stod helt alene ude i den store verden og savnede jer, satte jeg mig til at skrive til jer om alt det jeg oplevede. Det første brev (på 300-400 nuværende julebrevssider) blev duplikeret hos trotskisterne i Toronto. Da jeg ikke havde penge som vagabond, fulgte så årene hvor "julebrevet" i et eller to eksemplarer skulle cirkulere efter tur iblandt jer efter en udførlig navneliste - eller hvor I skulle låne de lange breve, jeg skrev til mine forældre. Jeg har ingen anelse om hvorvidt de nåede til jer alle på den måde. Derpå fulgte de første show-år fra 1976, hvor jeg var i så nær kontakt med jer under turneer rundt i landet, at jeg besluttede i stedet at sende julebreve til mine amerikanske venner om showets succes i Europa. Da vi fra 1983 flyttede til USA, blev det så igen naturligt at fortælle jer om, hvad vi foretog os "over there."

Når jeg skriver julebreve - frem for f.eks. bøger under kontrol og censur af forlæggere som dig, Per Kofod - er det ikke kun fordi mine evner som forfatter ikke rækker så langt som min skrivelyst, men fordi det er så herligt afslappende - en flugt fra verdens stress. Tænker man nemlig på at publicere sine ting, giver det straks stress at skulle formulere sig efter hvad kritikken og markedskræfterne ønsker. I julebrevene kan man blande sjov og alvor uden at skulle stå til regnskab overfor nogen - udover måske sin svigermor. Da familien aldrig gider høre om mine rejser, har den nemlig også de seneste år modtaget brevene, hvilket forklarer min selvcensur! (Vibeke har for øvrigt aldrig gidet at læse dem, men får dem refereret af sine veninder, især Marie Tetzslaff).

Uden en forlæggers fornuftige indvendinger er det naturligvis ofte pinligt at vende tilbage til de ting, man engang skrev. I kunne jo let blackmaile mig med det, jeg skrev i "En ungdomsoprørers bekendelser." Hvor meget verden har forandret sig siden da, opdagede jeg da Pundik for nylig i Politiken skrev om "Nordkorea, hvor fuglene græder og børnene synger om mad". For 25 år siden citerede jeg i julebrevet hans ord for ord tilsvarende beskrivelse af Sydkorea - dengang Nordkorea blomstrede! Med de informationer vi fik dengang - og de utrolige vækstrater de socialistiske lande vitterlig havde i 60'erne - er det jo ikke underligt at mange af os fejlagtigt konkluderede at sådanne økonomiske modeller ville være løsningen på nøden i den tredje verden - selvom vi mere eller mindre højlydt forkastede deres demokratiske mangler før Allendes revolution. Med den truende hungersnød, vi dengang stod overfor - før den grønne revolution midlertidigt løste problemet - føltes det i al fald uansvarligt ikke at søge efter alternativer til det bestående. Skønt jeg aldrig i det hjemlige stemte til venstre for Socialdem./SF, er der ingen tvivl om at jeg - som antydet i dette års julebrev - var tæt på at kaste mig ud i terroristiske alternativer i den tredje verden. Det pinlige "angreb" på min fars kirke (for at protestere mod brugen af penge til et kirketårn frem for de lidende i Biafra) var blot en forsmag herpå. Skønt vore famlende visioner i de år var forfejlede, skammer jeg mig i dag dog ikke over at have forsøgt at finde løsninger. Jeg kan blot more mig over i hvor høj grad jeg brugte konservativ omkostningseffektiv analyse. Nå, men heldigvis var det kun 30-35 af jer der fik dette første julebrev.

 

Forslag til læsning i dette års julebrev

Det er nok de færreste, der har lyst eller tid til at kaste sig ud i alle 80 tæt-skrevne sider. Jeg vil derfor lige tillade mig, at gøre opmærksom på noget af det mere spændende, der gemmer sig under de overfladiske "headliners." Jeg vil f.eks. tro, at historien om Gabrielle vil have alles interesse. Den skabte i al fald voldsom debat i USA, hvor jeg først publicerede den. Desværre glemte jeg i julebrevet at fortælle om dens videre forløb. Jeg kan her ikke fortælle om hvad Gabrielle foretog sig i dagene efter vores møde, da det vil tage spændingen ud af historien. Dog vil jeg kort tilføje, at hun i løbet af sommeren pludselig hoppede i sin bil og kørte i ét hug med 150 km/t ned til sin far og at mødet fik et virkelig positivt forløb. Så i dag er hun fuldstændig normaltfungerende og sund og glad, og kontakter mig nu mest når hun har computerproblemer.

En anden historie, I ikke bør gå glip af, er massemorderhistorien, da den selv efter amerikanske forhold er ret hårrejsende. Den kommer i to afdelinger i julebrevet, og jo mere jeg begravede mig i den og dens mange udløbere, jo mere gik det op for mig at jeg her sikkert var i gang med en ny bog. Da jeg på amerikanske sagføreres råd ikke kan skrive om den i USA, bruger jeg julebrevet som en prøveballon til at finde ud af om den har almen interesse - og om jeg overhovedet vil være i stand til at skrive den. For skal jeg gå videre med sagen, indebærer det et utroligt gravearbejde blandt de implicerede i den udvidede familie, hvoraf de fleste synes at have medvirket ved mordene.

Ind imellem disse historier er der også meget af mere privat karakter. Nogle af jer vil måske mene, at der er lige lovlig meget om gamle kærester. Altså fokus på nutidig vold og gammel kærlighed, hvilket jo er lidt af et alderdomstegn! Men det er svært i sådan et vemodigt tilbageblik ikke at hæfte sig mest ved de mennesker, jeg knyttede mig stærkest til og som jeg har bevaret de stærkeste bånd til. Jeg har dog forsøgt at udelade de mere "private" forhold, som for mig selv ikke har dybere sociologisk/psykologisk/historisk interesse.

 

Til dig, der af økonomiske grunde ikke fik selve julebrevet med i år, vil jeg foreslå at låne det hos nedenstående, hvis du alligevel er interesseret:

Og omvendt: Du, som har modtaget det, vil muligvis blive kontaktet af nedenstående om at låne det:

_____________________________________Tlf. __________

Ønsker du evt. at få et eksemplar, kan du så enten selv kopiere det, få det af mig på diskette eller e-mail eller sende 50 kr og få mig til at kopiere det for dig (altså: strafgebyr for aldrig at have sendt mig julekort!). I så fald: husk at jeg er i USA 23/2-17/3 og igen 28/3-22/4. Ønsker I at se den nye forestilling med Woody, har jeg offentligt show på Århus Universitet 18/3 (Tlf. Nina Bang 86-103453) og 25/3 i Medborgerhuset, Kapelvej 44, Kbh N (Tlf. 31-391881).

Med kærlig hilsen Jacob Holdt

 

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside