Lidt om årets julebrev, 1996
Det er i år 25 år siden en del af jer
fik det første julebrev. Jeg fik derfor lyst til at se lidt
tilbage på årene, der gik. Når man starter på et julebrev,
ved man ikke rigtig hvor man ender og efterhånden som minderne
dukkede op, blev "brevet" hurtigt til en lille bog. Så
måtte jeg af hensyn til pengepungen beslutte at gemme nogle af
minderne til senere julebreve og skære ned til 80 sider. Men
selv dette beskedne antal sider koster mig noget nær det samme
at kopiere og poste, som en dansk gennemsnitsforfatter tjener på
en roman. Da I med årene er vokset til ca. 170
julebrevsmodtagere, har jeg derfor måttet sortere nogle af jer
ud: De, som kun modtager denne introduktion, men ikke selve det
80 siders julebrev, er imidlertid ikke udvalgt fordi I er ringere
venner, bedre fjender e.lign. Jeres "ulykke" består
udelukkende i, at I er de eneste, som aldrig i 25 år har
sendt mig julebrev eller julekort. Har I derimod blot én gang
sendt mig jeres fortælling om hvordan året gik, vil I også
fortsat være blandt de sikre julebrevsmodtagere hvert år. Til
de færre iblandt jer, der regelmæssigt når op på over fire
siders fortælling om jeres liv, er der i år endog et
bonustillæg: I vil modtage billederne i farve (hvilket koster 10
gange så meget, men da I er med til at gøre livet mere
farverigt og mindre ensomt for mig, er dette kun en ringe tak.
Jeg har jo altid fotograferet i farver og synes at virkeligheden
skal ses i farver, hvilket der desværre ikke var råd til i den
første udgave af min bog). Men ikke nok med det: som 25 års
jubilæumsbonus vil I også modtage min seneste bog
"Demokrati" - så langt oplaget af frieksemplarer
rækker. I, der sidder og pukler med jeres lange julebreve hvert
år, vil jo nok være enige med mig i, at dette er en retfærdig
straf til alle de andre, som ikke gider at fortælle om sig selv.
Og I andre vil omvendt sikkert konkludere, at "det var da
billigt sluppet: at slippe for at se Jacob i farver og læse mere
af hans ævl!" I er jo meget forskellige venner: mens nogle
af jer rykker mig allerede juleaften, hvis I ikke har modtaget
mit julebrev - og stadig opbevarer hele stakken siden det første
- er der uden tvivl en hel del af jer andre, der lader det dumpe
ulæst i papirkurven. Det sidste har jeg fuld forståelse for her
i informationssamfundets tider, hvor man simpelthen bliver nødt
til at vælge. Men også af miljømæssige grunde har jeg derfor
valgt i år ikke at dumpe al det papir hos nogle af jer. Mange af
jer er jo heller ikke mine venner i egentlig forstand, men
modtager julebrevet fordi I f.eks. engang ydede Am. Billeder
eller Afrikafondet stor hjælp, hvilket jeg ønsker at vise at
jeg ikke har glemt.
Julebrevets historie
Til jer, der kom til i de senere år,
vil jeg kort opridse det historiske forløb. Julebrevet startede
i min tidligste barndom, da familien hver juleaften fik læst de
julebreve op, som min far udvekslede med sine studiekammerater -
som han stadig gør det i en alder af 76. Det syntes jeg var så
hyggeligt, at da jeg i 1970 pludselig stod helt alene ude i den
store verden og savnede jer, satte jeg mig til at skrive til jer
om alt det jeg oplevede. Det første brev (på 300-400 nuværende
julebrevssider) blev duplikeret hos trotskisterne i Toronto. Da
jeg ikke havde penge som vagabond, fulgte så årene hvor
"julebrevet" i et eller to eksemplarer skulle cirkulere
efter tur iblandt jer efter en udførlig navneliste - eller hvor
I skulle låne de lange breve, jeg skrev til mine forældre. Jeg
har ingen anelse om hvorvidt de nåede til jer alle på den
måde. Derpå fulgte de første show-år fra 1976, hvor jeg var i
så nær kontakt med jer under turneer rundt i landet, at jeg
besluttede i stedet at sende julebreve til mine amerikanske
venner om showets succes i Europa. Da vi fra 1983 flyttede til
USA, blev det så igen naturligt at fortælle jer om, hvad vi
foretog os "over there."
Når jeg skriver julebreve - frem for
f.eks. bøger under kontrol og censur af forlæggere som dig, Per
Kofod - er det ikke kun fordi mine evner som forfatter ikke
rækker så langt som min skrivelyst, men fordi det er så
herligt afslappende - en flugt fra verdens stress. Tænker man
nemlig på at publicere sine ting, giver det straks stress at
skulle formulere sig efter hvad kritikken og markedskræfterne
ønsker. I julebrevene kan man blande sjov og alvor uden at
skulle stå til regnskab overfor nogen - udover måske sin
svigermor. Da familien aldrig gider høre om mine rejser, har den
nemlig også de seneste år modtaget brevene, hvilket forklarer
min selvcensur! (Vibeke har for øvrigt aldrig gidet at læse dem,
men får dem refereret af sine veninder, især Marie Tetzslaff).
Uden en forlæggers fornuftige
indvendinger er det naturligvis ofte pinligt at vende tilbage til
de ting, man engang skrev. I kunne jo let blackmaile mig med det,
jeg skrev i "En ungdomsoprørers bekendelser." Hvor
meget verden har forandret sig siden da, opdagede jeg da Pundik
for nylig i Politiken skrev om "Nordkorea, hvor fuglene
græder og børnene synger om mad". For 25 år siden
citerede jeg i julebrevet hans ord for ord tilsvarende beskrivelse af Sydkorea - dengang Nordkorea
blomstrede! Med de informationer vi fik dengang - og de utrolige
vækstrater de socialistiske lande vitterlig havde i 60'erne - er
det jo ikke underligt at mange af os fejlagtigt konkluderede at
sådanne økonomiske modeller ville være løsningen på nøden i
den tredje verden - selvom vi mere eller mindre højlydt
forkastede deres demokratiske mangler før Allendes revolution.
Med den truende hungersnød, vi dengang stod overfor - før den
grønne revolution midlertidigt løste problemet - føltes det i
al fald uansvarligt ikke at søge efter alternativer til
det bestående. Skønt jeg aldrig i det hjemlige stemte til
venstre for Socialdem./SF, er der ingen tvivl om at jeg - som
antydet i dette års julebrev - var tæt på at kaste mig ud i
terroristiske alternativer i den tredje verden. Det pinlige
"angreb" på min fars kirke (for at protestere mod
brugen af penge til et kirketårn frem for de lidende i Biafra)
var blot en forsmag herpå. Skønt vore famlende visioner i de
år var forfejlede, skammer jeg mig i dag dog ikke over at have forsøgt
at finde løsninger. Jeg kan blot more mig over i hvor høj grad
jeg brugte konservativ omkostningseffektiv analyse. Nå, men
heldigvis var det kun 30-35 af jer der fik dette første
julebrev.
Forslag til læsning i dette års
julebrev
Det er nok de færreste, der har lyst
eller tid til at kaste sig ud i alle 80 tæt-skrevne sider. Jeg
vil derfor lige tillade mig, at gøre opmærksom på noget af det
mere spændende, der gemmer sig under de overfladiske
"headliners." Jeg vil f.eks. tro, at historien om
Gabrielle vil have alles interesse. Den skabte i al fald voldsom
debat i USA, hvor jeg først publicerede den. Desværre glemte
jeg i julebrevet at fortælle om dens videre forløb. Jeg kan her
ikke fortælle om hvad Gabrielle foretog sig i dagene efter vores
møde, da det vil tage spændingen ud af historien. Dog vil jeg
kort tilføje, at hun i løbet af sommeren pludselig hoppede i
sin bil og kørte i ét hug med 150 km/t ned til sin far og at
mødet fik et virkelig positivt forløb. Så i dag er hun
fuldstændig normaltfungerende og sund og glad, og kontakter mig
nu mest når hun har computerproblemer.
En anden historie, I ikke bør gå glip
af, er massemorderhistorien, da den selv efter amerikanske
forhold er ret hårrejsende. Den kommer i to afdelinger i
julebrevet, og jo mere jeg begravede mig i den og dens mange
udløbere, jo mere gik det op for mig at jeg her sikkert var i
gang med en ny bog. Da jeg på amerikanske sagføreres råd ikke
kan skrive om den i USA, bruger jeg julebrevet som en
prøveballon til at finde ud af om den har almen interesse - og
om jeg overhovedet vil være i stand til at skrive den. For skal
jeg gå videre med sagen, indebærer det et utroligt gravearbejde
blandt de implicerede i den udvidede familie, hvoraf de fleste
synes at have medvirket ved mordene.
Ind imellem disse historier er der
også meget af mere privat karakter. Nogle af jer vil
måske mene, at der er lige lovlig meget om gamle kærester.
Altså fokus på nutidig vold og gammel kærlighed, hvilket jo er
lidt af et alderdomstegn! Men det er svært i sådan et vemodigt
tilbageblik ikke at hæfte sig mest ved de mennesker, jeg
knyttede mig stærkest til og som jeg har bevaret de stærkeste
bånd til. Jeg har dog forsøgt at udelade de mere
"private" forhold, som for mig selv ikke har dybere
sociologisk/psykologisk/historisk interesse.
Til dig, der af økonomiske grunde ikke
fik selve julebrevet med i år, vil jeg foreslå at låne det hos
nedenstående, hvis du alligevel er interesseret:
Og omvendt: Du, som har modtaget det,
vil muligvis blive kontaktet af nedenstående om at låne det:
_____________________________________Tlf.
__________
Ønsker du evt. at få et eksemplar,
kan du så enten selv kopiere det, få det af mig på diskette
eller e-mail eller sende 50 kr og få mig til at kopiere det for
dig (altså: strafgebyr for aldrig at have sendt mig julekort!).
I så fald: husk at jeg er i USA 23/2-17/3 og igen 28/3-22/4.
Ønsker I at se den nye forestilling med Woody, har jeg
offentligt show på Århus Universitet 18/3 (Tlf. Nina Bang
86-103453) og 25/3 i Medborgerhuset, Kapelvej 44, Kbh N (Tlf.
31-391881).
Med kærlig hilsen Jacob Holdt
|