TRINE SØNDERGAARDS INDLEDNING           -          ELLER HER PÅ VIDEO


MIN INDLEDNING            -              ELLER HER PÅ VIDEO
Jeg er altid lidt irriteret over i fotokunstbøger at blive sammenlignet med Nan Goldin.
Jeg troede i mange år at hun blot var en festabe, mens jeg selv lavede seriøs samfundskritik 😊
Jo, vi boede begge sammen med dem vi fotograferede, men hendes ofre kigger altid ind i kameraet mens jeg prøvede at skildre deres liv som det så ud før den fremmedes indtræden.
Og jo, vi lavede begge to som de eneste gammeldags lysbilledshows.
Jeg plejede at sige at Jacob Riis lavede verdens første lysbilledshow og Jacob Holdt verdens sidste – lang tid efter at man brugte videoer i undervisningen.

 

Så da jeg spurgte importøren af denne film, Lars Møller, hvorfor jeg skulle introducere filmen når jeg ikke har forstand på kunstfotografi, svarede han, "Fordi jeg da troede at du havde været i seng med Nan Goldin!"
Nå da, der fik jeg den. Men hvordan har han dog fået sådanne fordomme når man kun ser 4-5 halvnøgne sorte kvinder i mit show og når afroamerikanske kvinder underlagt al deres sociale kontrol er næsten umulige at få seksuelle forhold til?

Så derfor har jeg inviteret Trine Søndergård med herind for at fortælle om Nan Goldin som "art photographer" .....mens jeg selv uden blu indrømmer, "Jo, jeg var da i seng med Nan Goldin" 😊  …… men jeg kan ikke huske om jeg har mødt hende personligt 😊

 

NAN GOLDIN I EN SOCIOLOGISK SAMMENHÆNG
Så det vil sige med dette er at jeg vil prøve at vurdere hende i en sociologisk sammenhæng, hvilket jeg iøvrigt ikke har set andre gøre det. Heller ikke hun selv gør det, da vi jo alle ser os selv som individer.

Så lyt godt efter her. Mine amerikanske billeder kom før Nan Goldins, men det er hendes russisk-jødiske slægtsfæller, der skabte Amerikanske Billeder.
Hendes mors familie udvandrede fra Hviderusland, hendes fars fra det østlige Polen. I kraft af den forfølgelse de i århundreder var udsat for under pogromerne, udviklede de forfulgte østlige jøder en følelse af at kun gennem et dybt engagement i og sammenhold med andre undertrykte grupper kunne de selv overleve.
Den side oplevede jeg fra dag et som vagabond i USA.
Som jyde havde jeg aldrig mødt en jøde, men blev nu næsten dagligt samlet op og reddet af nogle "frelsende engle" som forklarede, "Well, I am Russian Jewish".
Ikke kun pga. af mit blaffeskilt, "Touring USA from Denmark" for at takke mig for at Danmark havde reddet jøderne.
Nej, fra det øjeblik jeg begyndte at fotografere, var det dem der finansierede mine film særligt i Norden, mens jeg måtte sælge blod i Syden hvor der ikke var så mange jøder.
Altså, "Skønheden mod blodbadet" som i filmens titel. For skønheden for mig blev derfor hurtigt associeret med "frizzy Jewish hair" ligesom Nan Goldins røde krøller.
 

Godfrey-familien, der først havde inviteret mig til Canada, havde (også overfor mig i mange år) skjult identiteten efter udvandringen fra Litauen ved at anglisere navnene. På samme måde ændrede Nans far Goldstein til Goldin - for at overleve i et stadig antisemitisk samfund.
(Tilføjet: Da jeg kom til New York i 1970 ansatte bankerne i denne jødiske by stadig ikke jøder).
Men hvis der var bare en eneste russisk jøde i en stor sydstat som Mississippi, ja, så  ville vi straks finde frem til hinanden som om vi begge havde brug for hinanden.
 

Særligt oppe i Boston-området, hvor Nan voksede op, blev jeg konstant inviteret hjem af oprørske typer som Nan, der kom til at få varig betydning for mig.
Den første var Marly Sockol, som I så i filmen jeg introducerede her i salen i Grand for 7 år siden.
 

Andre fra Boston området var Barbara Jennyen, som syede mit blaffeskilt, Janet Crayne (som har 73-års fødselsdag i dag) og Sharon Seidenbloom.
 

Lad mig kort fortælle nogle hemmeligheder her om Sharon Seidenbloom. Hun var kun 17 år, da hun samlede mig op af sneen og tog mig hjem i julen 1972. Her fik vi som den naturligste ting lov til at sove sammen på hendes værelse.
Dette fænomen, som måske siger lidt om Nan Goldins tilgang til sex helt uden skamfølelse, var jeg allerede blevet vant til hos andre jødiske forældre af russisk afstamning. Selv når de havde huset fyldt med gæster på de jødiske helligdage, fik jeg lov til at dele seng med deres ofte langt yngre døtre. Kun på sabbatten blev vi adskilt, for der skulle de have fred til at bede …..mens vi dog fortsatte med at flette fingre i synagogen.
Men helt uden "Jewish guilt" eller social kontrol.

Dette oplevede jeg ikke hos nogen som helst anden sociologisk gruppe i USA.
Nej, derimod oplevede jeg indre skam f.eks. når Sharon Seidenbloom sprøjtede sig med heroin på værelset uden at forældrene vidste det.
Her så jeg et mønster hos jødiske narkomaner, som krævede at jeg også sprøjtede heroin i armen før vi kunne have sex sammen. For Sharon ønskede at jeg skulle dele skammen. Jeg sagde altid ja til at dele altid folks narkoindtagelse med dem, da jeg gennem så mange menneskers kærlighed følte mig stærk nok til ikke selv at blive ødelagt, sådan som dem der ikke fik kærlighed.
Men stikheroin nægtede jeg med ord som Nan siger det her i filmen, "photography is better than sex".
Jo, jeg "snortede heroin", som i øvrigt et sted i filmen er oversat forkert til "jeg fnyste".
Men igen, hverken hos sorte eller andre grupper, oplevede jeg at de krævede at vi delte nåle for at vi bagefter kunne have sex.
Så hvad handlede Sharon Seidenblooms og mit mislykkede sexforsøg så om?
Det var i virkeligheden hendes råb om hjælp hvilket jeg først fandt ud af gennem mange års venskab, da hun sprang ud som lesbisk. I dag er hun en lykkeligt gift professor med en anden lesbisk professor.
 

Og for at komme ind på en anden vigtig side af Nan Goldins oprør mod sine forældre.
Mange af dem, der havde inviteret mig hjem som vagabond (fordi de fornemmede at jeg ikke var aggressiv som amerikanske mænd), fortalte mig mange år efter – nu som alkoholikere, narkomaner, selvdestruktive eller overvægtige efter tvangstrøstespisning, at de havde været ofre for seksuelt misbrug i barndommen. (Se side 370-371 her).
Hele Nan Goldins kunstneriske udfoldelse ser jeg som et resultat af at hun blev gaslighted i barndommen pga. det seksuelle misbrug hendes mor blev udsat for.
 

Ofre for en sådan form for psykisk vold begynder typisk at tvivle på hvad der er virkelighed – hvorfor Nan Goldin begyndte at registrere den med et kamera for at fastholde den.

 

SHOW ÅRENE 1978-2008
OK. Men efter at de havde finansieret mine billeder som vagabond kommer vi nu til hvordan de russiske jøder gjorde mit lysbilledshow til en succes gennem 30 år i USA.
Da Nan Goldin i 1978 flyttede til New York, blev vi næsten naboer på hvert sit industriloft ca. 10 minutter fra hinanden i The East Village.
Jeg flyttede ind hos en gruppe russisk-jødiske aktivister og filmfolk, mest lesbiske.
 

Og særligt Amanda Berger og Martha Wallner fik efter Amerikanske Billeders vanskelige ankomst i USA uden penge gennem deres utrættelige indsat slået det op i så godt som alle universiteterne.
De hang ud med Nan Goldin i hele det LGBTQ-miljø, hun beskriver i filmen, og slæbte mig tit med når jeg var i New York mellem mine foredrag - også med hos Marthas og Nan Goldins personlige ven Maggie Smith i the Tin Pan Alley, hvor Martha ses i filmens feminisme afsnit.
(Både Martha og Amanda har i øvrigt lige skrevet til mig her til morgen og bedt mig fortælle jer at de fortsætter kampen mod medicinalfirmaerne.)

 

Her på loftet boede vi også sammen med min fortsat gode ven Joel Katz, der lavede filmen "Strange Fruit" om lynchningerne af de sorte. Den blev vist her i Grand og på DRTV i 2003.
 

For de var som de fleste russiske jøder dybt engagerede i at støtte alle mulige undertrykte og usete grupper i samfundet. Som gruppe arrangerede eller finansierede de flest af mine foredrag gennem 30 år skønt de kun udgør 3% af befolkningen.
Næststørste minoritetsgruppe var de lesbiske og den tredje største jesuitterne, som opdrager deres børn med næsten samme sociale engagement som jøderne.
Tag f.eks. den russisk-jødiske professor Jay Corrin i Boston University, hvor Nan Goldins far også var professor.
Hele 9 år i træk tvang han her alle de førsteårsstuderende til at se Amerikanske Billeder, sponsoreret af den russisk-jødiske filantrop, James Stone, som hvert år sad i forreste række med sin kone i minkpels og modtog elevernes hyldest.

 

En anden russisk-jødisk velhaver i Californien, Robert Bernstein, gav (i frustration over at universitetet ikke havde råd til at få mig tilbage med showet igen) udover at finansiere mit arrangement  hver af sine 80 ansatte 25 dollars for at komme og se mit show (om de fattige) i UC Santa Barbara i 1991.

Særligt kombinationen russisk-jødisk og lesbisk, Jewish Dikes, som de kaldes, er formidable slagskibe.
 

Efter at Mimi Lind arrangerede adskillige af mine foredrag, reddede hun mange år efter filmserien med Søren Pind og mig ved at arrangere et afsnit hos sine bøssevenner i den russisk-jødiske Resnick-familie. Den har finansieret tonsvis af amerikanske universiteter ligesom Sackler-familien, som denne film handler om, finansierede kunstmuseer.
Og ja, det er så den anden mere triste side af sagen.
Denne onde Sackler-familie, som Nan Goldin modigt tog kampen op imod, var selv som jøder flygtet fra Ukraine og Polen.
 

En anden velhaverdatter kørte personligt rundt til stribevis af universiteter og fik dem overtalt til at arrangere mit show, som hun selv finansierede, tilmed i Yale.
Dybt afhængig af hende tog jeg med hjem til herskabsmiddag hos hendes forældre i Connecticut, hvorunder faren privat tog mig ud i haven og sagde, "Dette er træet, som Sandras sindslidende søster hængte sig i, og vi er også dybt bekymrede for Sandras sindstilstand og vil bede dig passe på hende."
Jeg forsøgte nu at gøre mig fri af den fanatiske Sandra, hvorefter hun begyndte at forfølge mig i hele landet og fik smadret min bil så jeg endte med at få hele mit lysbilledshow stjålet fra bilen, og måtte aflyse lige så mange foredrag som hendes familie havde finansieret.
Hun havde brug for hjælp, ikke at blive afvist - af mig!

Men her rammer vi lige ind i hele traumet med Nan Goldins søsters selvmord, som drev Nan Goldins kunstneriske liv.

For jeg har oplevet mindst to af mine russisk-jødiske arrangører miste livet som følge af deres idealisme for andre; en af dem var Ann Hodge under arbejdet sammen med Amanda med at distribuere mine bøger.
En anden var den smukke Lara Sobel, som arrangerede mit show i Vermont, men siden blev myrdet i et blodbad af et massemord under sit arbejde med at beskytte misrøgtede børn.
Jo, i sandhed "Skønheden og blodbadet" igen.
Ligesom mange jøder af russisk afstamning mistede livet under borgerretskampen for sorte rettigheder.

Et andet eksempel på den russisk-jødiske filantropi og sociale aktivisme ser man her i filmen med den verdenskendte komponist Leonard Bernstein, kendt for sin kamp for de marginaliserede i West Side Story.
Han støttede Nan Goldins kamp på samme måde som han i sin tid havde finansieret De Sorte Pantere, som jeg i øvrigt selv støttede med mine billeder som vagabond og som derfor udgav mine billeder lang tid før de udkom i Danmark.
 

Hvorom alt er, skylder jeg Nan Goldin og alle hendes underligt forbundne (uden at de fleste af dem selv er klar over det) og åndsbeslægtede frelsende engle hele min egen karriere. Tak til jer alle.
Og da jeg jo ikke har forstand på fotografisk kunst, er det en trøst at nu, hvor jeg forsøger at lave en ny bog, "Undertrykkelsens rødder", der kombinerer fotokunst med social aktivisme, har jeg tre af de her ovennævnte russiske jøder til at hjælpe mig med at redigere bogen – 50 år efter at de hjalp med at finansiere billederne deri!!!
For russiske jøder som Nan Goldin giver aldrig op .... som I nu skal se i filmen.


 

 Læs også "Bring de russiske jøder til Danmark"