Introduktion i Grand Bio den 6. feb 2023 til Nan Goldins

"The beauty and the bloodshed"

af Jacob Holdt, foredragsholder og "social aktivist" (ikke "fotograf")

Tanker om Nan Goldin set fra en sociologisk vinkel
med min hyldest og tak til de progressive kræfter der drev os begge frem.
Læs også min mere fyldesgørende kronik i Politiken:
"Bring de russiske jøder til Danmark"
 


 

 

 

Trine Søndergård og jeg hyggede os sammen inden forestillingen - her fotograferet af Charlotte Haslund Christensen.
Jeg havde tidligere sammen med Trine Søndergaard modtaget Fogtdals Fotografiske priser i 2009.

Jeg driller altid Trine med at jeg ikke kan genkende hende - i al fald når hun gemmer sig bag sit kamera. Men hun har et stort hjerte hos mig.

 


TRINE SØNDERGAARDS INDLEDNING           -          ELLER HER PÅ VIDEO


MIN INDLEDNING            -              ELLER HER PÅ VIDEO

Jeg er altid lidt irriteret over i fotokunstbøger at blive sammenlignet med Nan Goldin.
Jeg troede i mange år at hun blot var en festabe, mens jeg selv lavede seriøs samfundskritik
😊
Jo, vi boede begge sammen med dem vi fotograferede, men hendes ofre kigger altid ind i kameraet mens jeg prøvede at skildre deres liv som det så ud før den fremmedes indtræden.
Og jo, vi lavede begge to som de eneste gammeldags lysbilledshows.
Jeg plejede at sige at Jacob Riis lavede verdens første lysbilledshow og Jacob Holdt verdens sidste – lang tid efter at man brugte videoer i undervisningen.

 

Jacob Riis rejste rundt 100 år før mig med sin lysbilledprojektor her og sit show om "How the other half lives". Her på Jacob Riis museet i Ribe.

 

 

Jeg rejste rundt med et halv ton lysbilledudstyr, som tog en time at stille op og en time at pille ned. Ind i mellem stod jeg låst inde i mørke under det 4 timer lange foredrag for hvert femte minut at skifte disse bakker. Sammenlagt lod jeg mig spærre inde i 27.000 timer af mit liv. "What a waste of a life!"

Det var på nøjagtig samme tid Nan Goldin lavede sit slideshow "Ballad of sexual dependency", som der ses klip fra i filmen.

 

Men hun brugte tilsyneladende en hel del flere end mine 4 projektorer, som jeg iøvrigt skiftede ud fra den tunge europæiske Kodak projektor set i Boston College for oven til hendes lettere og mere lysstærke amerikanske Ektagraphic.


Så da jeg spurgte importøren af denne film, Lars Møller, hvorfor jeg skulle introducere filmen når jeg ikke har forstand på kunstfotografi, svarede han, "Fordi jeg da troede at du havde været i seng med Nan Goldin!"
Nå da, der fik jeg den. Men hvordan har han dog fået sådanne fordomme når man kun ser 4-5 halvnøgne sorte kvinder i mit show og når afroamerikanske kvinder underlagt al deres sociale kontrol er næsten umulige at få seksuelle forhold til?

Så derfor har jeg inviteret Trine Søndergård med herind for at fortælle om Nan Goldin som "art photographer" .....mens jeg selv uden blu indrømmer, "Jo, jeg var da i seng med Nan Goldin" 😊  …… men jeg kan ikke huske om jeg har mødt hende personligt 😊

 

I seng med Nan Goldin?........

 

........men var det mon mig der tog disse billeder af hende?


NAN GOLDIN I EN SOCIOLOGISK SAMMENHÆNG
Så det vil sige med dette er at jeg vil prøve at vurdere hende i en sociologisk sammenhæng, hvilket jeg iøvrigt ikke har set andre gøre det. Heller ikke hun selv gør det, da vi jo alle ser os selv som individer.

Så lyt godt efter her. Mine amerikanske billeder kom før Nan Goldins, men det er hendes russisk-jødiske slægtsfæller, der skabte Amerikanske Billeder.
Hendes mors familie udvandrede fra Hviderusland, hendes fars fra det østlige Polen. I kraft af den forfølgelse de i århundreder var udsat for under pogromerne, udviklede de forfulgte østlige jøder en følelse af at kun gennem et dybt engagement i og sammenhold med andre undertrykte grupper kunne de selv overleve.
Den side oplevede jeg fra dag et som vagabond i USA.
Som jyde havde jeg aldrig mødt en jøde, men blev nu næsten dagligt samlet op og reddet af nogle "frelsende engle" som forklarede, "Well, I am Russian Jewish".
Ikke kun pga. af mit blaffeskilt, "Touring USA from Denmark" for at takke mig for at Danmark havde reddet jøderne.
Nej, fra det øjeblik jeg begyndte at fotografere, var det dem der finansierede mine film særligt i Norden, mens jeg måtte sælge blod i Syden hvor der ikke var så mange jøder.
Altså, "Skønheden mod blodbadet" som i filmens titel. For skønheden for mig blev derfor hurtigt associeret med "frizzy Jewish hair" ligesom Nan Goldins røde krøller.
 

Nan Goldin som hun optræder som ca. 33-35 årig i filmen og nenunder som helt ung


 

Blot lige for at vise "Jewish frizzy hair". Det er Kristin Godfrey til venstre, som inviterede mig til Canada for at arbejde på hendes forældres farm. Så den familie er grunden til at jeg endte med at lave "Amerikanske Billeder", da jeg aldrig havde drømt om ellers at tage til Nordamerika. Det er Nan Golden til højre lidt yngre ca. som 16-årig og Kristen som 18 og 20-årig. Men jeg har ikke mange billeder af de jødiske kvinder som samlede mig op på landevejen, da jeg koncentrerede mig om at fotografere de sortes undertrykkelse og ikke havde råd til også at fotografere de hvide.


Godfrey-familien, der først havde inviteret mig til Canada, havde (også overfor mig i mange år) skjult identiteten efter udvandringen fra Litauen ved at anglisere navnene. På samme måde ændrede Nans far Goldstein til Goldin - for at overleve i et stadig antisemitisk samfund.
(Tilføjet: Da jeg kom til New York i 1970 ansatte bankerne i denne jødiske by stadig ikke jøder).

Men hvis der var bare en eneste russisk jøde i en stor sydstat som Mississippi, ja, så  ville vi straks finde frem til hinanden som om vi begge havde brug for hinanden.
 

Ellen Emmich fra Mississippi samlede mig op og tog mig hjem. Hun var fra en fin familie, som grundlagde synagogen i Vicksburg.


Særligt oppe i Boston-området, hvor Nan voksede op, blev jeg konstant inviteret hjem af oprørske typer som Nan, der kom til at få varig betydning for mig.
Den første var Marly Sockol, som I så i filmen jeg introducerede her i salen i Grand for 7 år siden.
 

Marly Sockol i 1971 i hendes forældres hjem i forstaden Newton til Boston tæt ved den Nan Goldin kom fra

Jeg præsenterer Marly for mine forældre i 1972, da vi ville giftes
 

Jeg blev som den eneste af Marlys tidligere kærester inviteret med til hendes bryllup med lægen Gary i 1974. Gary var dog så radikal en jøde at han kort efter gik under jorden for at bombe regeringen.

Marly fik siden to andre mænd og kommer næsten hver sommerferie hos os i Hornbæk. Her er hun med Vibeke, min nuværende kone. I dag hjælper hun med at redigere min nye bog.


Andre fra Boston området var Barbara Jennyen, som syede mit blaffeskilt, Janet Crayne (som har 73-års fødselsdag i dag) og Sharon Seidenbloom.
 

Nytårsaften i Boston 1972 hos Barbara Jennyen, som syede mit flotte gule blaffeskilt

 

 

 

 

Janet Crayne i 1972 foran universitetsbygningen som blev bombet af The Weathemen (russisk-jødiske modstandsfolk mod Vietnam-krigen). Siden var hun bibliotekar (for Obama) i Harvard og fik i Det Hvide Hus overrakt en pris af president Clinton for sin kæmpe indsats for at bygge Bosniens bibliotekssystem op efter borgerkrigen.
Jeg har det flotte billede af hende og Clinton, men kan ikke lige nu finde det.


Lad mig kort fortælle nogle hemmeligheder her om Sharon Seidenbloom. Hun var kun 17 år, da hun samlede mig op af sneen og tog mig hjem i julen 1972. Her fik vi som den naturligste ting lov til at sove sammen på hendes værelse.
Dette fænomen, som måske siger lidt om Nan Goldins tilgang til sex helt uden skamfølelse, var jeg allerede blevet vant til hos andre jødiske forældre af russisk afstamning. Selv når de havde huset fyldt med gæster på de jødiske helligdage, fik jeg lov til at dele seng med deres ofte langt yngre døtre. Kun på sabbatten blev vi adskilt, for der skulle de have fred til at bede …..mens vi dog fortsatte med at flette fingre i synagogen.
Men helt uden "Jewish guilt" eller social kontrol.

Dette oplevede jeg ikke hos nogen som helst anden sociologisk gruppe i USA.
Nej, derimod oplevede jeg indre skam f.eks. når Sharon Seidenbloom sprøjtede sig med heroin på værelset uden at forældrene vidste det.
Her så jeg et mønster hos jødiske narkomaner, som krævede at jeg også sprøjtede heroin i armen før vi kunne have sex sammen. For Sharon ønskede at jeg skulle dele skammen. Jeg sagde altid ja til at dele altid folks narkoindtagelse med dem, da jeg gennem så mange menneskers kærlighed følte mig stærk nok til ikke selv at blive ødelagt, sådan som dem der ikke fik kærlighed.
Men stikheroin nægtede jeg med ord som Nan siger det her i filmen, "photography is better than sex".
Jo, jeg "snortede heroin", som i øvrigt et sted i filmen er oversat forkert til "jeg fnyste".
Men igen, hverken hos sorte eller andre grupper, oplevede jeg at de krævede at vi delte nåle for at vi bagefter kunne have sex.
Så hvad handlede Sharon Seidenblooms og mit mislykkede sexforsøg så om?
Det var i virkeligheden hendes råb om hjælp hvilket jeg først fandt ud af gennem mange års venskab, da hun sprang ud som lesbisk. I dag er hun en lykkeligt gift professor med en anden lesbisk professor.
 

Sharon sprøjter heroin på vores værelse som 17-årig - lige ved siden af forældrenes soveværelse

Sharon og Linda som lykkeligt ægtepar i dag


Og for at komme ind på en anden vigtig side af Nan Goldins oprør mod sine forældre.
Mange af dem, der havde inviteret mig hjem som vagabond (fordi de fornemmede at jeg ikke var aggressiv som amerikanske mænd), fortalte mig mange år efter – nu som alkoholikere, narkomaner, selvdestruktive eller overvægtige efter tvangstrøstespisning, at de havde været ofre for seksuelt misbrug i barndommen. (Se side 370-371 her).
Hele Nan Goldins kunstneriske udfoldelse ser jeg som et resultat af at hun blev gaslighted i barndommen pga. det seksuelle misbrug hendes mor blev udsat for.
 

Nan Goldins veluddannede forældre, der forsøgte at skjule virkeligheden for Nan og søsteren Barbara.


Ofre for en sådan form for psykisk vold begynder typisk at tvivle på hvad der er virkelighed – hvorfor Nan Goldin begyndte at registrere den med et kamera for at fastholde den.

 

Den russisk-jødiske støtte til mig i vagabondårene kom fra både rige og fattige jøder
 

Denne fattige jødiske kvinde tog mig til sig i sin lejlighed på 196 Ave B - lige i nærheden af Nan Goldins senere loft. Dette er hvad jeg skrev om hende i min bog:
"Denne gamle jødiske kvinde, som blev en af mine bedste venner i New York, var emigreret fra Rusland før revolutionen. Hendes håb var, at kongressen ville tillade hende at vende tilbage (til Sovjetunionen!), så hun kunne leve sine sidste år i “frihed fra sult og frihed fra frygt”, som hun udtrykte det i 1972. Nu sultede hun, fik aldrig kød og var ofte blevet slået ned. Alligevel nærede hun en dyb kærlighed til de sorte i kvarteret. Med sin egen russiske ghettoisering og forfølgelse i levende erindring, havde hun, som mange amerikanske jøder, et dybt engagement i de sortes kamp og pintes over, at de måtte lide som hende. Et flertal af de hvide, der blev dræbt under borgerretskampen, var faktisk jøder.

På samme måde arrangeres de fleste af mine foredrag i USA i dag af dette mindretal med dets smerteligt erhvervede indsigt i undertrykkelse. Deres dybe solidaritet med andre undertrykte mennesker stammer fra deres historiske behov for at observere ophobningen af smerte i det ydre samfund, der traditionelt er blevet manipuleret af magthaverne og brugt mod jøderne. I både sorte amerikanske og brune danske ghettoer manifesterer denne smerte sig desværre i sporadisk antisemitisme blandt mennesker, der heller ikke føler sig elsket og respekteret af samfundet."

Dette besøg i 2004 var mit sidste hos en af mine største sponsorer i vagabondårene, den nu kræftramte Allan Tunick og hans kone i Philadelphia. Han havde fisket mig op af regnen en nat i 1973 på New Jersey Turnpike og da han ventede nyheden om sin brors død samme nat, havde han lige så meget brug for mig som omvendt.

Da jeg viste ham mine fotobøger med mine billeder blev han dybt berørt og sagde tårefyldt "I used to cry because I had no shoes until I saw a man with no legs." Derpå viste han mig Jacob Riis bog, "How the other haf lives" som jeg aldrig havde hørt om før.
Næste dag gav han mig 15 ruller film og kørte mig ind til min madmor Dorothy Yates i ghettoen og begyndte at sponsorere sønnen Larrys universitetsuddannelse. Larry fik på den måde så god en uddannelse at han var med til at udvikle Visa-kort systemet i USA.

Allan Tunick havde en gigantisk lædermøbelforretning i Philadelphia og var en af de mest kultiverede og berejste mennesker, jeg kender i Amerika. Med sit fantastiske musikalske øre var det ham, der introducerede mig til et stykke musik, som senere blev et af de mest succesfulde i mit show. Det beskriver bedre end noget andet hans egen tilgang til mennesker (herunder de mange blaffere, som han ligesom mig samlede op).
Hør hans musikalske gave til mit show her:
"Hvorfor er du ligeglad med dine medmennesker?"

 



SHOW ÅRENE 1978-2008
OK. Men efter at de havde finansieret mine billeder som vagabond kommer vi nu til hvordan de russiske jøder gjorde mit lysbilledshow til en succes gennem 30 år i USA.
Da Nan Goldin i 1978 flyttede til New York, blev vi næsten naboer på hvert sit industriloft ca. 10 minutter fra hinanden i The East Village.
Jeg flyttede ind hos en gruppe russisk-jødiske aktivister og filmfolk, mest lesbiske.
 

Vores store loft med værelserne til højre.
Jeg sov på gulvet her fordi jeg kun sjældent kom ind i mellem mine travle foredrag, som var rundt i hele landet.

Fra Nan Goldins loft lige i nærheden.

   

Amanda Berger i hendes værelse, hvor hun sad og organiserede mine turneer og ringede landet rundt.

Men der var ifølge Nan Goldin lidt sjovere og vildere
på hendes loft :-)


Og særligt Amanda Berger og Martha Wallner fik efter Amerikanske Billeders vanskelige ankomst i USA uden penge gennem deres utrættelige indsat slået det op i så godt som alle universiteterne.
De hang ud med Nan Goldin i hele det LGBTQ-miljø, hun beskriver i filmen, og slæbte mig tit med når jeg var i New York mellem mine foredrag - også med hos Marthas og Nan Goldins personlige ven Maggie Smith i the Tin Pan Alley, hvor Martha ses i filmens feminisme afsnit.
(Både Martha og Amanda har i øvrigt lige skrevet til mig her til morgen og bedt mig fortælle jer at de fortsætter kampen mod medicinalfirmaerne.)

 

Maggie Smith i hendes feministiske Tin Pan bar, som blev så stort et omdrejningspunkt i Nan Goldins liv.

Min roommate Martha Wall i samtale i filmen med Maggie Smith. Martha er stadig i dag en af Maggies bedste venner.

Det siger sig selv at jeg også følte mig hjemme i Tin Pan Alley

Nan Golden til højre var ansat i the Tin Pan - det måske mest integrerede sted i New York


Her på loftet boede vi også sammen med min fortsat gode ven Joel Katz, der lavede filmen "Strange Fruit" om lynchningerne af de sorte. Den blev vist her i Grand og på DRTV i 2003.
 

Mens de festede i Nan Goldins loft på Bowary.....

 

.....lavede Joel Katz denne stærke film i vores feministiske arbejdskollektiv, hvor han og jeg var de eneste mænd


For de var som de fleste russiske jøder dybt engagerede i at støtte alle mulige undertrykte og usete grupper i samfundet. Som gruppe arrangerede eller finansierede de flest af mine foredrag gennem 30 år skønt de kun udgør 3% af befolkningen.
Næststørste minoritetsgruppe var de lesbiske og den tredje største jesuitterne, som opdrager deres børn med næsten samme sociale engagement som jøderne.
Tag f.eks. den russisk-jødiske professor Jay Corrin i Boston University, hvor Nan Goldins far også var professor.
Hele 9 år i træk tvang han her alle de førsteårsstuderende til at se Amerikanske Billeder, sponsoreret af den russisk-jødiske filantrop, James Stone, som hvert år sad i forreste række med sin kone i minkpels og modtog elevernes hyldest.

 

Jeg plejede ikke at fotografere mine arrangører og har ingen billeder af Jay Corrin. Men min far tog dette billede af mig på scenen i BU, som Nans far og Martin Luther King også havde stået på. I øvrigt dagen efter at min far fandt sin tredje kone til mit foredrag i MIT - også organiseret af en russisk jøde, Seth Tuler. Til hans forældres Rosh Hashanah middag bar min far for første gang jødisk kalot.
 

Audrey Beeber arrangerede mig flere gange på Ivy League skolen U of Penn. Hun har siden stået for store projekter for russisk-jødiske Holocaust overlevere.
Se hendes introduktion af mig i denne festlige video om en af mine kendteste nøgenbilleder af sorte kvinder.

 

Min krølhårede charmetrold og jødiske arrangør i Univerity of Texas i Amy Crystal Hirsch på køretur med mig inden et af de shows hun arrangerede.

 

 

 

Den enormt populære professor i etics og filosofi  Elias Baumgarten til højre bragte mig tilbage 8 år i træk til U of Mich i Dearborn foruden de lige så mange i U Mich Ann Arbor. Han var lige populær blandt jøderne og de mange muslimer i Dearborn og har siden lavet et kæmpearbejde for palæstinenserne på Vestbreden.


En anden russisk-jødisk velhaver i Californien, Robert Bernstein, gav (i frustration over at universitetet ikke havde råd til at få mig tilbage med showet igen) udover at finansiere mit arrangement  hver af sine 80 ansatte 25 dollars for at komme og se mit show (om de fattige) i UC Santa Barbara i 1991.

Særligt kombinationen russisk-jødisk og lesbisk, Jewish Dikes, som de kaldes, er formidable slagskibe.
 

 

Efter at have fløjet rundt i hele landet for at se mit lysbilledshow igen og igen, begyndte Mimi Lind selv at arrangere mine foredrag fra Los Angeles til Boston. Her er hun i DRTV's film fra 1991, hvor man kan se interviewet med hende her.

 

 

 

Og da DRTV igen lavede film i 2013 med Søren Pind og mig, fik vi pludselig en aflysning på en stor militærbase i San Diego, hvor vi skulle have filmet. TV-holdet var desperat, men jeg sagde at jeg kendte en der kunne arrangere noget lige så godt som en dag i militæret og ringede til Mimi, der med en dags varsel fik arrangeret en hel filmdags optagelser i et af USAs rigeste hjem i Hollywood. Som lesbisk var hun nemlig venner med sønnen i Resnick-familien, der er bøsse.
Afsnittet kan ses her.

 


Efter at Mimi Lind arrangerede adskillige af mine foredrag, reddede hun mange år efter filmserien med Søren Pind og mig ved at arrangere et afsnit hos sine bøssevenner i den russisk-jødiske Resnick-familie. Den har finansieret tonsvis af amerikanske universiteter ligesom Sackler-familien, som denne film handler om, finansierede kunstmuseer.
Og ja, det er så den anden mere triste side af sagen.
Denne onde Sackler-familie, som Nan Goldin modigt tog kampen op imod, var selv som jøder flygtet fra Ukraine og Polen.
 

Sackler- familien som den fremtræder i en af filmens stærkeste scener


En anden velhaverdatter kørte personligt rundt til stribevis af universiteter og fik dem overtalt til at arrangere mit show, som hun selv finansierede, tilmed i Yale.
Dybt afhængig af hende tog jeg med hjem til herskabsmiddag hos hendes forældre i Connecticut, hvorunder faren privat tog mig ud i haven og sagde, "Dette er træet, som Sandras sindslidende søster hængte sig i, og vi er også dybt bekymrede for Sandras sindstilstand og vil bede dig passe på hende."
Jeg forsøgte nu at gøre mig fri af den fanatiske Sandra, hvorefter hun begyndte at forfølge mig i hele landet og fik smadret min bil så jeg endte med at få hele mit lysbilledshow stjålet fra bilen, og måtte aflyse lige så mange foredrag som hendes familie havde finansieret.
Hun havde brug for hjælp, ikke at blive afvist - af mig!

Men her rammer vi lige ind i hele traumet med Nan Goldins søsters selvmord, som drev Nan Goldins kunstneriske liv.

For jeg har oplevet mindst to af mine russisk-jødiske arrangører miste livet som følge af deres idealisme for andre; en af dem var Ann Hodge under arbejdet sammen med Amanda med at distribuere mine bøger.
En anden var den smukke Lara Sobel, som arrangerede mit show i Vermont, men siden blev myrdet i et blodbad af et massemord under sit arbejde med at beskytte misrøgtede børn.
Jo, i sandhed "Skønheden og blodbadet" igen.
Ligesom mange jøder af russisk afstamning mistede livet under borgerretskampen for sorte rettigheder.

Et andet eksempel på den russisk-jødiske filantropi og sociale aktivisme ser man her i filmen med den verdenskendte komponist Leonard Bernstein, kendt for sin kamp for de marginaliserede i West Side Story.
Han støttede Nan Goldins kamp på samme måde som han i sin tid havde finansieret De Sorte Pantere, som jeg i øvrigt selv støttede med mine billeder som vagabond og som derfor udgav mine billeder lang tid før de udkom i Danmark.
 

Men der hvor jeg nok mødtes mest med Nan Goldin var til de hyppige AIDS demonstrationer vi begge var involveret i. Det er mine billeder til venstre og hendes i filmen til højre.
Det var en hård periode hvor også jeg mistede en del venner og samarbejdespartnere - for mit vedkommende mest i det sorte samfund. Se filmen for at forstå smerten, som få beskriver så godt som Nan Goldin.


Hvorom alt er, skylder jeg Nan Goldin og alle hendes underligt forbundne (uden at de fleste af dem selv er klar over det) og åndsbeslægtede frelsende engle hele min egen karriere. Tak til jer alle.
Og da jeg jo ikke har forstand på fotografisk kunst, er det en trøst at nu, hvor jeg forsøger at lave en ny bog, "Undertrykkelsens rødder", der kombinerer fotokunst med social aktivisme, har jeg tre af de her ovennævnte russiske jøder til at hjælpe mig med at redigere bogen – 50 år efter at de hjalp med at finansiere billederne deri!!!
For russiske jøder som Nan Goldin giver aldrig op .... som I nu skal se i filmen.


 


 Læs også "Bring de russiske jøder til Danmark"
 


 

 

 
 
 
 
 

Tilbage til andre begivenheder