Jeg plejer altid at tage udgangspunkt i noget personligt oplevet, og for nøjagtig to uger siden stod jeg på Nebobjerget i Jordan og skuede som Moses ind over det forjættede land – den første og sidste gang han så det. Var det der vort fællesskab startede? Ja, det var jo der Moses startede erobringsgrundlaget for vore tre abrahamitiske religioner. Men der var jo ikke så meget fællesskab over israelitternes etniske udrensning og eksklusion af de vantro.

Så lad os lige springe frem til en anden oplevelse jeg havde for nogle få år siden - lige før verden gik af lave - da jeg med min kone, Vibeke, rejste rundt i det multireligiøse Syrien, hvor kirker og moskeer står flettet sammen i kærlig harmoni…... som et smukt billede på imamen Sherin Khankans forældres kristent-muslimske ægteskab ....Iria og Fayez Khankan, som havde inviteret os til Syrien. Ja, de sidder lige nu dernede på kirkebænken ved siden af Vibeke og vores søn.

Da vi gik ned ad den berømte ”lige gade” i Damaskus råbte jeg begejstret til min kone, ”Det var lige her Saulus faldt om og mistede synet.”
Og hvad skete? Vibeke blev så forblændet at hun snublede over de høje kantsten og selv faldt om og ikke kunne gå på sin forstuvede fod med voldsomme smerter.

Her rulles Vibeke i kørestol ind i flyveren hjem til Bispebjerg hospital. 😊  
Så prøv aldrig at lyve overfor Gud og jeres koner. Det hævner sig :-)
For det var jo ikke der den vrede voldelige ekstremist Saulus faldt om. Men det var lige der – i Judas hus - at den frelsende engel Ananias gav ham synet igen og han blev til Paulus.
Og det var lige der kristendommen fødtes og vort fællesskab her i Sankt Paulus’ kirke startede. For 1984 år siden.
 

Men hvordan lykkedes det Paulus og de andre apostle at forkynde dette fællesskab ud i en fjendtlig multikulturel verden?
Ja det har vi jo netop hørt om her i pinsen i to modsatte bibeltekster, nemlig den om Babelstårnet hvor det var Guds ønske at vi mennesker skulle fremmedgøres for hinanden i tusindvis af sprog og kulturer.
Og så lige efter den anden tekst om hvordan vi nu skulle forenes i et fællesskab på tværs af alle disse sprog ved, som det siges, at tale i tunger med hinanden.
 

Tænk lige på opgaven, der blev pålagt apostlene, at skulle ud og kommunikere med alle de ”parthere, medere, elamitter, mesopotamiere, judæere, kappadokiere, frygiere, pamfylier, osv” om Guds kærlighed på deres egne tungemål.

Ganske vidst havde de lærde i disse lande et fællessprog af græsk, romersk eller aramæisk, men det var jo de undertrykte fattige analfabeter og slaverne med deres virvar af lokale dialekter, der ivrigst modtog Kristi budskab.        Slavinde, som Paulus befrier fra hendes ejere

Jeg tænker bare på min egen skoletid, hvor jeg klarede mig fint ude i landsbyskolen, men da jeg kom i Esbjerg Statsskole kun 25 km derfra kunne mine forældre ikke forstå, hvorfor jeg fejlede. Lærerne forklarede, ”Jamen, vi kan ikke forstå et mug af hvad han siger …..hvis han en sjælden gang siger noget.” 😊
Så ravjysk talte jeg derude hvor også Kathrines far, Olav Lilleør, dernede på bagerste bænk voksede op. Og når vi spillede fodbold med dem fra Tønder – kun 60 km derfra – var det eneste vi forstod af hinanden engelske ord som ”off side” og ”centerforward” 😊
Og det på trods af at vi dog havde et fællessprog i Statsradioen, men hvor man talte lige så ”fint” som de ”københavnersnuder” enkelte af os havde mødt 😊

Så i min fortolkning handlede det der med ”at tale i tunger” for disciplene ikke om at lære alle disse tusinder af tungemål.
Nej, det er et billede på at tale hjertets sprog, - det fællessprog som smelter alle stenhjerter.
For alle mennesker er påvirkede af kærlige tanker uanset sproglige eller kulturelle barrierer. Kun gennem den overbevisende kærlighed, der strømmede gennem disciplene ovenfra, kunne de i en verden af ikke-elskede på så få årtier nå så mange med deres budskab om at alle mennesker er elskede.
I dag kan vi måske kalde deres metode for positiv tænkning, kærlig tænkning eller som en nutidig jødisk kommunikator, Marshall Rosenberg, for ”ikkevoldelig kommunikation”.
Mest populært kaldes det for girafsprog opkaldt efter vores højeste skabning giraffen med det store bankende hjerte og det store overblik - helt deroppe, hvor man ovenfra ret kan mærke ”kærlighedens bånd”, som Augustin kaldte Helligånden.

I kender det jo også her fra kirken, når Kathrine stiller sig op på sine højhælede røde stillet sko så hun i girafhøjde :-) ret kan lade sig gennemstrømme af kærligheden ovenfra, - ja, så er hun jo i stand til på magisk vis at skabe samme store fællesskab her i Sankt Pauls kirke som Sankt Paulus kunne i sine menigheder i Lilleasien.
For et sådant kærlighedens sprog når jo alle mennesker – troende såvel som ikke troende.

 

Så hvad i al verden har dette kærlighedens sprog med Grundlovsdag at gøre?
Jo, jeg har i dagens anledning valgt to tilsyneladende modsatrettede sangtekster. Nemlig på den ene side ”Jeg elsker den brogede verden” som så mange af os elskede i vores ungdom og som vi stadig i høj grad lever op til når vi rejser ude i verden og har et stort overskud med os.
Men i den anden tekst ”Engang var frihed ordet” er det som om at vores tro på og kærlighed til medmennesket er endt i desillusion – som om ”min boble brast”– og vi nu vil sætte grænser for grænseoverskridende kærlighed.
Citat: ”Babelstårnet væltede med verden under sig” – ja, altså netop som Gud jo havde tænkt sig at det skulle, da han spredte enorme skarer af flygtninge fra Babylon mod vore danske bredder.

Nej, nej, bare rolig. Spørgsmålet om hvor mange flygtninge og indvandrere vi skal tage ind, det vil jeg trygt overlade til Vorherre og min gode ven Søren Espersen at lave et politisk forlig om. Hvor mange eller få vi skal invitere ind over vore grænser har jeg lovet mine DF-venner aldrig at blande mig i.
Nej, det som sangen handler om er jo at vi nu skal begynde at tage ansvar for ”friheden på vores plet og slås for vores arv og ret, så vi kan befæste det vi tør kalde frit.”
Og det vil sige at vi aktivt kæmper for at bevare alt det vi ser som vores danske fællesskab – vore danske værdier - hvoraf Grundloven jo er en af de vigtigste.
For vi ønsker jo ikke at vores højtelskede grundlov en dag skal erstattes af nogen sharialov, nej vel?    :-)

Men desværre er det jo det der let kan ske hvis vi opgiver den kærlige tænkning, det girafsprog, der i så mange år dannede åndeligt grundlag for vores fællesskab. Hvis vi begynder som alt for mange af vore politikere i dag at tale ulvesprog og tænke dårligt og negativt og bebrejdende om dem, som vi har inviteret ind i vores fællesskab og som vi ønsker skal videreføre vore danske værdier efter vores død.

For alle mennesker ønsker at føle sig elskede og inkluderede og noget Paulus og alle andre missionærer hurtigt lærte - for at undgå at blive stenet til døde – sådan som Stefanus var blevet det af selvsamme tidligere Saulus – ja, det var at hvis de tænkte nedladende og fjendtligt om dem, som de ønskede at give deres værdier videre til, så lukkede tilhørerne sig om sig selv og blev selv fjendtlige.

 

I dag har vore politikere - i fællesskab - besluttet at vi skal tage ansvar for et vist begrænset antal – lad os kalde dem vore adoptivbørn ude fra den brogede verden – for at vi skal gøre dem danske ved at dele vore egne danske værdier med dem. Derfor undrer det mig hvor ansvarsløst vi forvalter opgaven og hvor dårligt mange danskere opfører sig overfor dem – ja, på en måde som de aldrig ville gøre det hvis de havde adopteret dem personligt indenfor deres egen lille kernefamilie.

Lad mig blot give et par eksempler. Efter et foredrag i min hjemby Esbjerg kom jeg i toget til at sidde ved siden af en irakisk flygtning og bød ham på en kop kaffe.
”Nej,” svarede han, ”den insisterer jeg på at give dig.”
Hvorfor, spurgte jeg?
”Fordi du er den første dansker der har talt med mig i alle de 13 år jeg har boet i Esbjerg. Nu har jeg opgivet at blive integreret og er på vej hjem. Hellere dø en hurtig død i Irak end en langsom død i Esbjerg.”

Det samme ser jeg på højskolerne, som siges at være det bedste sted at integrere indvandrere. Alle udlændinge sidder ved et bord og danskerne ved deres borde.
Så, jo, vi er gode til at integrere kristne afrikanere, muslimske arabere, buddhistiske asiatere med hinanden, men ikke ind i vore danske værdier.  

Og resultatet af denne ghettoisering ser jeg overalt til muslimske bryllupper.
Ud af ofte 600 gæster er der kun en håndfuld etniske danskere, som de kæler om og er så bange for at miste, at brudens far tit vandrer stolt gennem festlokalet med en flaske whisky i strakt arm over hovedet for at sætte den ovre på ”danskerbordet” mens alle klapper begejstret. For uden sådanne danske værdier ved de jo at danskerne ikke kan feste sig glade og løsne op 😊

Men hvorfor har vi så lidt stolthed over vore danske værdier at vi ikke ønsker at dele ud af dem ved at invitere indvandrerne ind i fællesskabet?
Jeg husker som ung vagabond hvordan amerikanerne altid inviterede mig hjem for stolte at vise deres værdier frem.
”This is how we play football in America, osv.”
Efter 5 år på landevejen kunne det være lidt svært for mig altid at vise samme begejstring når de ivrigt spurgte, ”Have you ever seen a shopping mall before?” og insisterede på at slæbe mig rundt i sådanne amerikanske værdier, som siden desværre også herhjemme har lagt mange af vore hyggelige danske købstæder øde og livløse – igen fordi vi ikke var bedre til at passe på vore danske værdier. 😊

Sådan har vi jo alle vore egne tit udefinerlige danske værdier, som vi holder af.
Jeg holdt for nylig foredrag for 2. generations indvandrere i fængsel, hvor jeg opdagede at ingen af dem kendte kortene i et kortspil. For ingen danskere havde nogensinde inviteret dem ind i et sådant fællesskab skønt netop det at spille kort med hinanden jo er muligt på tværs af al babylonisk sprogforvirring og ville have været en god måde at lære dem dansk på.

Jo, nogle danskere dyrkede ”den brogede verden” engang. Jeg bruger ofte mandelgaven som et eksempel på en dansk værdi, men når jeg sidder i moskeerne hører jeg tit at det kun er de gamle mænd, der kender noget til mandelgaven. Ikke deres børnebørn, som er vokset op i Danmark.
Hvorfor gør i det så, spørger jeg?
Jo, da de kom hertil som unge fremmedarbejdere i 60’erne havde de næsten alle danske kærester – altså mange af jer gamle damer her i kirken 😊 – og blev slæbt med til jul og alskens familiefester.
Dengang gav vi altså vore danske værdier videre til dem, for det er jo noget man leger og fester ind i hinanden. Men da de så begyndte at hente deres familier herop, så lukkede vi dem pludselig ude af vores fællesskab.
Og så bebrejder vi dem tilmed for ikke at åbne sig op for danske værdier, skønt al integration jo er en gensidig tovejsproces som vi ser amerikanerne praktisere det overfor deres indvandrere.
 

Muna Karim, der flygtede fra Irak efter at have overværet Saddam Hussein myrde hendes mand. Efter et nødråb fra hendes ældste datter begav hun sig siden på en farefuld færd ind i Islamisk Stat for at redde hende, men fandt blot et blodbad i datterens hus og lig af børn overalt. Nu håber hun på en bedre fremtid for sin danskfødte søn Adam, som hun her lærer alt om mandelgaven. Som bordherre denne juleaften gav jeg hende Torben, som i mange år har været meget vred på muslimer/indvandrere. Siden har Torben fuldstændig ændret sig :-)
 

Derfor elsker muslimerne kærlighedens fest, julen, når vi endelig løsner lidt op. Jeg plejer at tage mine muslimske gæster med her i kirken juleaften, men i år magtede jeg det ikke.
Der havde jeg nemlig 26 muslimer og DF’ere til bords
(DF=Dansk Familie 😊.... ligesom i enhver anden dansk familie har vi selvfølgelig nogle med stærkt negative syn på indvandrere.  Når antallet vokser hvert år er det fordi oplevelsen af denne kærlige dialog mellem mennesker, der er i så dårlig kontakt med hinanden at fordommene får lov at blomstre, føles så opløftende for begge parter at de alle tigger om at komme med igen næste jul 😊  ).

Begge parter bliver opløftede af denne befriende integration med hinanden vha. de bedste af vore danske værdier, da alle mennesker hungrer efter at blive elskede og selv at få lov til at elske frem for at gå rundt med prædikatet/selvbilledet, ”ikke stueren”.

Derfor har jeg så svært ved at forstå at så mange danskere i disse år har så travlt med i deres indre tænkning at finde fejl hos vore nydanskere - vort fællesskabs ”grimme ælling” som Kathrine just sagde i sin prædiken – ja, direkte at praktisere fjendtlig tænkning og ulvesprog overfor dem. Dette tilegner de sig hurtigt og det former deres danskfødte børn med dybe sår og vredesmønstre, der ødelægger deres indlæringsevne i skolen og tidligt får dem til at lukke sig i parallelsamfund – psykisk vendt imod alt dansk.
Hvorefter vi møjsommeligt skal til at praktisere den langt sværere ”fjendekærlighed” for at samle dem op, - den fjendekærlighed som Kathrine så smukt skriver om i en af sine salmer:

”Du, Gud, der smelter hjerterne til ét,
Gud, der vil åbne vore arme,
selv om den anden farer vredt -
med kærlighed, der intet hjerte tvinger,
og håb, der altid sætter fri.”

Se, det er jo Århus-modellen Kathrine her har sat på salmevers 😊
For til kærlighedens sprog hører også ”fjendekærlighed.”
Det er jo ingen kunst at elske dem som har overskud til at gengælde kærligheden.
Det som det handler om er at elske dem, som i øjeblikket lider under at være spærret inde i lidelsesmønstre af fjendskab og vrede - mens de venter på forløsende frelsende engle som Ananias - eller i dag os – til at bygge bro mellem mennesker…….. frem for London broer.
Ligesom Saulus - denne vrede farisæer – dvs. fundamentalist - udøvede terror fordi han følte sig truet på sin jødiske identitet af de kristne, gør vi i dag mange unge vrede ved at angribe hele den identitet, de er født og opdraget til at holde af.
For vi former jo mennesker med det vi tænker om dem.

Så hvorfor ikke vende tilbage til kærlighedsgrundlaget for vores fællesskab, det som med Kathrines ord ikke tvinger nogens hjerter ind i vores danske fællesskab, men sætter mennesker så fri at de er i stand til og ønsker at blive en del af det?  

Hvor tæt vi faktisk er på hinanden i vores abrahamitiske trosfællesskab kan måske vises ved at både jeg selv og imamer såsom Sherin Khankan bruger ”Kærlighedsevangeliet” af Paulus når vi vier muslimske brudepar i – ja, f.eks. ”Jomfru Maria Moskeen” (for igen at understrege det fælles).

Jeg er sikker på at vi alle kender den lange smøre om at ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild,” osv. for at slutte med de berømte ord: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Sjovt nok bruges ordene altid til bryllupper når vi skal lære at integrere os med vores udkårne. Py ha, den slags integration er sandelig svær nok 😊

Men husk at Paulus bruger ordene i en større betydning om at integrere sig med vore medmennesker for at vinde dem over til vores værdier.
For lyt engang til de indledende ord, hvor Paulus fortæller åbent om sin integrationsmetode:
”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. 
Om jeg så har profetisk gave og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. 
Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.”

Med andre ord, hvis ikke vores indre tænkning er præget af ægte kærlighed til vores land, vores velfærdsstat, vores grundlov og ikke mindst til de mennesker vi ønsker skal videreføre disse - vore fælles danske værdier – uden et eneste øjeblik at tvivle på det gode i dem – så vil ”det Danmark vi kender” ikke fortsat bestå i en verden af globale folkevandringer.

Så af hele mit hjerte vil jeg ønske jer rigtig, rigtig mange kærlige tanker på denne grundlovsdag!”