Kristeligt Dagblad 2. august 1975

 

Om Glidekirken i San Francisco:

"USA's mest revolutionære kirke"

tekst og fotos af Jacob Holdt

  
Pastor Cecil Williams under sin prædiken i Glide

 

Jeg elsker Jer, plejede jeg at sige til de hvide, men kun fordi kirken sagde jeg skulle. Men hvordan kunne jeg elske dem, når jeg ikke kunne elske mig selv, (som sort). Så længe vi har selvhad er vi slavebundne. Men i dag ser I en eksslave for Jer. Jeg har lært at elske mig selv og hvis ikke vi kan elske os selv for hvad vi er, hvordan kan vi så elske andre for hvad de er?

 

Klik på fotografierne for forstørrelser og baggrundshistorier
 

 

 

 

Kærlighed er ikke et pludseligt lynnedslag ovenfra, men hårdt arbejde ved rødderne, i slummen, i ghettoen, siger Glide-kirkens leder, Cecil Williams, hvis kirke og dens gudstjeneste skildres.
 

Cecil Williams og menigheden

" Klokken 11 søndag morgen er den mest raceadskilte time i Amerika" Biskop Pike


Skulle De nogen sinde komme til San Francisco, er der en "seværdighed", en oplevelse eller endog en religiøs åbenbaring, De for deres egen skyld ikke må gå glip af. San Francisco er hovedcentret i Amerika for revolutionære eksperimenter og et af de mest succesfulde sker inden for kirken med den metodistiske kirke Glide Memorial som centrum. Ligegyldigt hvilken religiøs eller ateistisk overbevisning, De ankommer med, vil et besøg i denne revolutionære kirke blive en sindsoprivende begivenhed i højere grad end nogen anden, De vil få i USA - medmindre De skulle være uheldig som jeg selv at blive overfaldet af pistolbevæbnede røvere i kvarteret, den ligger i.

Men søndag morgen kl. 11 er gaderne sikre nok til at tusinder af mennesker strømmer mod denne spansk-stilede sandstensbygning over for det 44 etagers Hilton hotel. To usædvanligheder fanger straks ens opmærksomhed: at der er så mange mennesker, at mange ofte må gå forgæves, samt at køen, som snegler sig ind i kirken, tilsyneladende indeholder alle racer, både sorte, hvide, mexicanere, kinesere og indianere. Har man som jeg gennem tre år rejst overalt i USA uden at finde en eneste integreret kirke, er dette nok til at foranledige spørgsmålet: Mon man her virkeligt er i stand til at leve det kristne budskab om næstekærlighed? Og ikke nok med det, men går man indenfor vil man se det endnu mærkeligere syn, at hvide velklædte bankmænd omfavner fattige negre, at højhælede homoseksuelle og alkoholiske indianere danser hånd i hånd med smykkebehængte hvide forstadskvinder.

Hvilket menneske, hvilken kraft, kan forårsage så uamerikansk et billede, hvilken Bibel, hvilken Gud er i stand til at få selveste "Gods own country" til således at vandre på søens overflade?

Men da man endeligt er blevet bænket med en sort panter på den ene side og en cowboy fra Texas på den anden, opdager man til sin forbløffelse, at det ikke var nogen Bibel, som lod dette mirakel ske, og man lader øjnene vandre gennem kirkerummet og rystes over at der ikke engang er noget krucifiks eller alter til stede. Hvor krucifikset skulle hænge på væggen er der i stedet enorme bannere lavet af forsider af "Life" og "Time" magazine med indskriften "Reach out for Life" og "The time is now" og hvor alteret skulle stå er der i stedet et kæmpemæssigt multimedia show, som konstant vibrerer, roterer og ruller symboler og billeder over endevæggen illustrerende fattigdom og protest, racisme, oprør og revolution. Og orglet er erstattet af et 8 mands rock/jazz/soul/spiritual orkester, som spiller hurtig jazz mens farver, rytmer og symboler hagler ned over folk, som er ved at fylde kirken til bristepunktet og sidder op og ned ad gulvet. Unge generte ansigter begynder at tromme med fingrene, derefter at rokke med hovedet og til sidst rejser de sig og begynder at danse, først diskret, senere uden hæmninger. Et blik rundt - og allerede snese af dansende med afslappede ansigter. En kvinde, som er ankommet fra Midtvesten i en søgen efter en liturgisk fornyelse tager hurtige noter. Adskillige andre er udlændinge på besøg fordi de har set Glidegudstjenesten på deres nationale TV i Australien, England, Tyskland, Italien og mange andre lande.

Cecil Williams med en sort panter aktivist

Ræk ud og rør!

Gudstjeneste hedder det dog ikke her, men derimod "livsfejring" (celebration). Glide er en revolution på enhver måde imod den kirkeform, hvor man sidder på stive bænke og ikke tør berøre sidemanden: "Ræk ud og berør, brødre og søstre! Her i Glide fejrer vi livet! Nogle bliver skræmte over intimiteten her. Vi kommer for tæt på livet af hinanden. Somme tider er intimitet - det virkeligt at leve med hinanden - simpelt hen for meget for os. Men vi er kommet for at bryde igennem de kategorier, etiketter, regulationer, trosretninger, kønsforskelle og sekter, som prøver at adskille os. Vi har været adskilte alt for længe. Hvis vi virkeligt forstår hvad det er at fejre livet, kan vi acceptere hinandens forskelle og acceptere os selv for hvad vi er."

Hele samfundet, som menigheden her kaldes, læser "I got life" fra "Hair" akkompagneret af musik, mens lysbilledshowet beskriver "livsvilkårene i den Tredje Verden med sultne børn med opspilede maver, napalmbrændte kroppe, krig, slum og elendighed og ind imellem hurtige bloddryppende glimt af Nixon, Ford og Rockefeller og folk fra storkapitalen.

En sort pige på scenen læser lederen (indgangsbønnen):

" Hej Vorherre!! !

Dette er skiftende tider. / Nogle af os prøver at forstå lidelsen ved forandringen. / Nogle af os prøver at sætte fængselsfangerne fri. / Nogle af os prøver at bespise de sultne. / Nogle af os er arbejdsløse og har brug for brød. / Nogle af os prøver at blive os selv, men det er som om vi forhindrer os selv. / Nogle af os prøver at forstå politikerne, som bliver ved med at manipulere og udnytte os. / Nogle af os er homoseksuelle, som bliver dehumaniserede. / Nogle af os er kvinder, som ikke bliver hørt. / Nogle af os har behov for at blive elskede / Nogle af os har behov for at elske. / Ja, Vorherre! Lad folket blive hørt. / Vi ønsker at ændre verden / Giv os lidenskaben til at høre i vort inderste skrigene fra de ensomme og fordømte / Hvad mere kan vi sige...... / JEEEEEEEEEESUS CHRIIIIIIST. Right on."

Hele kirken bryder ud i jubelråb efter bønnen, hvorefter en jødisk rabbi, som er blandt præsterne tilknyttet kirken, går på scenen og læser et "Revolutionært budskab" om aktuel politik: Krigen i Vietnam, amnesti for desertører, demokratisk socialisme eller et personligt budskab fra Angela Davis til Glide-samfundet. Rabbi Feinberg slutter budskabet med at løfte en stok, han personligt fik af Ho Chi Minh under et besøg i Hanoi, og med et citat af Ho "gå ud og få fat i fjenden" begynder han kollekten. "Få jeres checkbøger op og skriv en stor check til Glide." Mens kollekten i amerikanske kirker normalt er omgivet af pinlig tavshed, holder folk her af åbenheden: "Se at få rystet lommerne." Før Glide ændrede stil for 10 år siden bragte indsamlingen kun 10.000 dollars om året. Nu indsamles 100.000 dollars, som benyttes i de mange Glideprogrammer med at bespise de fattige og give hjælp til syge, ældre og nødramte. Ofte er det sket at disse fattige er gået udenom mellemmanden og er dyppet direkte i poserne under kollekten. Mange af pengene bruges til Glides program med at hjælpe fanger i bl.a. San Quintin og blev brugt til at sende hjælp af medicin og tæpper til indianerne i Wounded Knee-oprejsningen. Mest går dog til de mange ældre her i den "grå ghetto", som lever på sultegrænsen ofte af katte- og hundemad i kummerlige hotelrum.

Pastor Williams under bespisningen af de husblokkelange køer i Glide

Livvagter i kirke

Endelig under jubelråb og stormfuld applauderen kommer kirkens magnetiske hovedperson på scenen, manden som er blevet kaldt "den nye Martin Luther King" og som har forstyrret og fremkaldt vrede i mere konventionelle kristne, - den sorte præst Cecil Williams, som hvor som helst han færdes må have en mindre flok af sikkerhedsvagter med sig. Det er pastor Williams personlige præg og indflydelse over kirken, der har gjort det nødvendigt nu at kropsvisitere hver af kirkegængerne udenfor (der hvor våbenhuset er placeret i en dansk kirke), hvilket dog ikke kunne forhindre en bombetrussel i for nogle måneder siden at forårsage en evakuering af kirken, mens den blev gennemsøgt, hvorefter de totusinde kirkegængere entrede igen i fuld styrke. Jo, pastor Williams har gjort "livsfejringen" til en intens og enestående oplevelse. For mange her omkring er Cecil Williams simpelt hen alt og folk har naturligvis derfor døbt ham "Gudfaderen".

"Da jeg først kom her i 1964, " fortæller Williams "havde Glide blot 100 mennesker til gudstjeneste - alle sammen hvide. Det var en af de mest rigoristiske og paternalistiske kirker jeg nogen sinde har været i. Ingen, absolut ingen havde ret til at komme ind og forstyrre dem. "

Pastor Williams ikke blot forstyrrede dem, han drev dem væk fra kirken. "Den første søndag jeg var her følte jeg at jeg ikke kunne stå oppe på den prædikestol og prædike, så jeg klatrede over pulpituret og stod ud og prædikede på trapperne. Nå, det foranledige nogle øh'er og ah'er, men nogle vandrede ud. Så næste søndag begyndte jeg at prædike fra bag i kirken så at enhver som ønskede at vandre ud måtte gå forbi mig for at komme ud. Efter den tredje søndag vidste de, at de havde fået en som de ikke havde regnet med."

Rev. Cecil Williams introducerer en gæst i Glide

De sorte panteres kirke

Men nu, hvor Williams har ændret kirken så fundamentalt, at den er blevet kaldt alt fra "Amerikas eneste søndag-morgen natklub" til "Fremtidens kommunistiske kirkeform" vandrer folk ikke ud mere. Tværtimod kommer nu alverdens berømtheder i kirken, når de er i byen. Komponisten Leonard Bernstein er en af dem og mange andre har været der for at tale eller optræde såsom Jane Fonda, børnelægen Spock, Sammy Davis, digteren Maya Angelou, Dave Dellinger, Dick Gregory, Shirley Chisholm, Taj Mahal, Roberta Flack, The Supremes, Bobby Seale, Angela Davis, - og Williams lader nu ledere af undertrykte grupper lige fra De sorte Pantere til de Homoseksuelles Befrielsesfront låne "prædikestolen".

Pastor Williams vandrer straks ned gennem "samfundet" konstant talende i et fornøjeligt gadesprog til folk, som prøver at lave plads for ham da han går lige op til en ung "søster" og siger "Kan du føle mig fornemme mig?", træder så tilbage i sin afrikanske daishiki eller åbne skjorte med det store skæg strålende, som han ser ud over mængden:

"I er den mest "motley" flok mennesker jeg nogen sinde har set . . . . . I er "raunchy, funky og skønne." Med mikrofonen i bæltet vandrer han omkring, spøgende, talende med hænderne, med hofterne, kaster hele kroppen ind i budskabet, får folk til at være sig selv og løsne op - musikken begynder langsomt at spille - ordene bliver mere rytmiske, alt begynder at vibrere, stemmen mere alvorlig, musikken voldsommere, og langsomt, langsomt forvandles ordene til en sang, mere og mere intens, bevægelserne bliver hurtigere og glider efterhånden over i en dans. Sådan begynder pastor Williams ofte sine solosange, som han selv har skrevet - i en vedvarende dialog med "menigheden" - og som han synger med en kraft få har hørt uden for en opera; sange med et politisk religiøst indhold, en af dem om George Jackson, som Williams var spirituel rådgiver for i fængslet ligesom han stadig er det for Angela Davis. Alle sangene, thi salmer synges ikke i kirken, er om undertrykkelse, om slaveriet vi lever i, om den kommende sociale frihed og om friheden, vi kan skabe for os selv i nuet ved at tage del i kampen. Andre sange, som synges af "samfundet" eller koret inkluderer ghettosange af Marvin Gaye og Bob Dylans, "Masters of war" og "Blowing in the wind" samt en stormende version af den gamle spiritual "Ain't gonna Study War no more" og "Go down Moses". På karakteristisk vis bliver "He has got the whole world in his hands" ikke ledsaget af lysbilleder af Kristus, men af nutidens revolutionære med kæmpestore skiftende portrætter af Che, Fidel Castro, Martin Luther, King, Mao og Ho Chi Minh.

Cecil Williams med en operasanger i Glide Methodist Church

Ghettoen: Den gamle religion

Et tilbagevendende tema for Williams er det "at frigøre os for ghettoen i vore sind" og i forbindelse hermed - med de bitre erfaringer negrene har haft med religionens undertrykkelse af deres sind, kommer han med et voldsomt angreb på den "gammeldags religion":

"Giv mig den gammeldags religion / Den er god nok for mig / Hell no! / Den gammeldags religion var aldrig god nok for mig . . . . for mit folk . . . . eller for nogen som helst. / Den fik mig aldrig til at elske enhver / fik mig aldrig til at åbne op for enhver / fik mig aldrig til at være noget for mennesker / lod mig aldrig blive hvad jeg skulle være!!! / gjorde mig bekymret / med mine læber nede ved jorden / om himmel / helvede I og skyld / og alt det stof / men aldrig om nuet! / Den gammeldags religion / lod mig aldrig blive / FULDT / menneskelig. / Da jeg boksede op / blev jeg opdraget til at lære / om Gud / memorere hans læresætninger / og alt ville blive helt i orden / alt ville blive "uptight". / Det blev formanet mig at lære Kristi læresætninger. / Men Baby / folket ved da allerede / at Jesus møder dem i gaden / i barriorne / i ghettoerne / på reservaterne / sultne folk kan ikke blive bespist på cerebrale læresætninger / ensomme mennesker søger ikke efter læresætninger / udskudte mennesker kan ikke klynge sig til læresætninger / de fattige som får al den lærdom (men intet i maverne) kan ikke overleve på læresætninger. / mirakler, heling, og befrielse / kommer ved at LEVE. / Så jeg skriger ud / WADE IN THE WATER. Children! / Vi behøver ikke at kalde på Hans navn / når folk bliver ved med at hade / at manipulere at undertrykke hinanden./ "Ain't no need" for at lære Hans læresætninger / hvis folk ikke kan se / ikke kan høre / ikke kan føle / ikke kan røre / hvis folk ikke ønskerat ændres. / Vi behøver ikke at vente på / at nogen åbenbaring skal komme/ hvis folk ikke allerede ved / "that REVELATION AND REVOLUTION IS HERE!!!"/

Således er pastor Williams budskab konstant et forsøg på at forvandle Kierkegaards passive og budne "Tamgås" til flyvende og fri vildgæs fejrende livet ved at søge nye græsmarker for hinanden. Tag dit liv i dine egne hænder, siger han. Gør det til en fest, lad det betyde noget for dig selv og for andre, mens endevæggen er spraglet med en farvefilmforevisning af guerilla-teatergrupper i Vietnams jungle svingende Vietcongflaget i en eksplosion af livsglæde med geværet over skulderen, dansende og svajende, frem og tilbage.

 

Cecil Williams under sin jazzprædiken

"Jazzprædiken"

Dette er også temaet i Cecil for Williams prædiken, som han kalder "telling it like it is". Og, menneske, kan han prædike! De som aldrig virkeligt har foregrebet en stor og spontan orator kan ikke fuldt ud forestille sig den magt og følelse, den menneskelige stemme kan fremkalde. Hvis man aldrig har været til et Billy Graham møde, når han virkeligt folder sig ud, hvis man aldrig har været til et Martin Luther King massemøde, når han lader stemmen vandre over bjerg og dale, - hvis man aldrig har hørt Lester Young spille saxofonen, eller, for slet ikke at tale om Charlie Parker, hvis man aldrig har hørt Fidel Castros timelange taler uden manuskript, hvor hver eneste sætning ikke desto mindre er så velformuleret som havde den været forberedt i uger, - hvis man aldrig har set og hørt Janis Joplin i ekstatisk forelskelse have et næsten seksuelt forhold til sit publikum, - hvis man aldrig har hørt Lenny Bruce rappe med sine tilhørere, en for en, - ja, og hvis man aldrig har oplevet en sort prædikant stige op i en orgastisk rus, - eller en inspireret cantor, eller en mand overtaget af Helligånden så han taler som i tunger, -ja, så har man ingen idé om til hvilken grad pastor Williams er i stand til at bevæge sit publikum hver søndag morgen. Hans berusende amalgammer af intellekt og følelse er ofte yderst morsomme, provokerende, tankevækkende og bombastiske. Deres form er associativ og omstrejfende i slægt med en forlænget jazzsolo. "Hvad jeg siger søndag morgen er ekstemporeret. Det er som jazz: Så længe man kender sit instrument og melodien, kan man improvisere." Ofte benytter han den lille røde bog "Citater fra Formand Jesus" og fortæller f. eks. historien om "Den gode sorte panter" baseret på Lukas 10:25-37 om en mand, som er blevet pryglet og røvet i undergrundsbanen. Tre mennesker passerer forbi, mens han ligger blødende. Så standser en ung mand - en sort panter - for at hjælpe osv.

Cecil Williams prædikerDet seneste års tid har pastor Williams dog bevæget sig helt væk fra overhovedet at nævne Jesus ved navn og at benytte Bibel-lignende citater. Som han siger: "Folk skriger at hvis jeg blot nævnede Jesus og Bibelen i kirken ville jeg kunne få en rigtig kirke ud af det. Men jeg ønsker ikke den slags kirke. I samme øjeblik folk hører ordet "Jesus" nævnt sker der en flugt for dem væk fra deres virkelighed. Jesu forkyndelse kan blive gjort mere nærværende og relevant for mennesker hvis vi ikke nævner ham ved navn og Bibelen i sig selv har været uhyre destruktiv for menneskets totale befrielse på den måde folk har foretaget eksegesen. Jeg ser det meste af teologien i vor tid som en slaveteologi, idet den gør folk docile, passive, blødsødne, uimodtagelige og kolde. Den gør dem villige til at acceptere deres lod i livet - selv når det er en lod af ingenting. Den får dem til at acceptere gradvis forandring og holder dem tilbage fra at handle i deres egen særinteresse. "

Cecil Williams som aktivist

Hearst-kidnapningen

Således ser Williams den vigtigste del af sit arbejde ikke i kirken om søndagen, men i gaden som social oprører. Han har mobiliseret de fattige og de som er ude af stand til at tale for sig selv. Han har organiseret marcher, sit-ins og demonstrationer. På et tidspunkt kaprede han en bybus i bedste palæstinensisk stil for at få byrådet til at oprette transport for de fattige i en ghetto, blev fængslet, men var aldeles ikke angerfuld, da han blev løsladt. Som han siger i kirken: "Revolution betyder at bevæge sig fra hvor man er til hvor man ønsker at være. Revolution betyder at gøre det hurtigt. Rejs jer, lad os starte denne bevægelse NU, for I" råber han til menigheden, "I er folket. "

Nogle aktiviteter har gjort ham mindre populær end andre. Da politiet begyndte at standse hver eneste bil med unge negre i for at finde Zebramorderne, som enkeltvis skyder hvide ned på åben gade og sidste år, dræbte 19 hvide og i år vist nok 15 i San Francisco, stod han op for negrenes borgerrettigheder og vandt, skønt dette gjorde gaderne endnu mere usikre for de hvide. Ligeledes har han ladet Glidekirken være forum for landsmøder af de prostituredes fagforening, hvor mere end 175 skøger var til stede og bragte derved store dele af kirkens vrede over sig. "De sorte prostituerede er mere dehumaniserede og intimiderede end nogen anden fordi de modsat de hvide i deres plys-hoteller er tvunget til at arbejde på gaden. Jeg blev involveret med dem for 6 år siden, da tre sorte prostituerede brutalt blev pryglet af politiet og vi formede en borgeraktionsgruppe for dem."

Ligeledes har han foretaget homoseksuelle vielser i kirken, hvilket burde være en naturlig ting i denne by, som er blevet et Mecca for USAs homofile og hvor mellem 10 og 15 % tilhører denne vågnende minoritet, men hvor det ikke desto mindre alligevel har fremkaldt vrede i de mere reaktionære dele af kirken, som ansvarsløst med dens totalitære heteroseksuelle retorik og holdning uden tvivl derved har fremkaldt en vis promiskuitet blandt de udskudte seksuelle minoriteter.

Cecil Williams som taler til demonstration foran City HallMen ingen anden begivenhed har slået hans navn mere fast i verdenspressen end hans involvering i sidste års Patricia Hearst kidnapning, hvor han var den person, som den Symbionesiske Befrielsesfront havde så megen tillid til, at den udpegede ham til at fordele millionerne fra pressemagnatens familie (skildret i Orson Welles' "Citizen Kane") i form af mad til de sultne og fattige. Men da det skete havde han allerede været i forbindelse med Patricia Hearsts far, idet denne kun to dage efter hendes bortførsel var kommet til samme resultat som SLA, at pastor Williams var den eneste som kunne hjælpe ham i denne situation og derfor ringede ham op: "Jeg kalder Dem fordi De forstår . . . De forstår vore unge af i dag." Således vandrer Williams konstant på en tynd line af fortrolighed fra både etablissementet og undergrundens side, men denne gang var det ved at gå galt og siden hen har det været nødvendigt for ham nu at have 10-12 livvagter med sig i kirke om søndagen.

Nadver i gaden

Hearst-kidnapningen har sikkert fået mange til at holde sig væk fra kirken sidste år. Men Williams og Glide har også andre kritikere. En af de mest magtfulde er Kinsolving, hvis religionsartikler trykkes i 270 amerikanske aviser. Skønt engang en beundrer af Williams, kalder Kinsolving ham nu en "komplet idiot" og hans gudstjenester "den form for skvaldren og brokken sig, man kunne opleve til enhver god SDS og Black Panther udflugt". Især kritiserer Kinsolving Williams fjernelse i 1971 af alle krucifikser fra kirken. "Jeg tror at han gjorde det fordi han ikke ønsker at noget skal tage opmærksomheden væk fra ham" teoretiserer Kinsolving, som også bebrejder Williams for ikke at have nadver regelmæssigt, hvortil Williams svarer: "Vi har nadver en eller to gange om året. Vi bager brødet i kirken og serverer det så ude på gaden, for det er hvor de sultne og nødramte har brug for det." Williams afviser ikke kors og nadverbægre og andre traditionelle symboler; han fejer dem simpelt hen til side som irrelevante "fordi de ikke virkeligt taler til folks behov længere".

Hvad gør? "Bevægende symboler" siger han. "Jeg er inspireret af McLuhan og bruger disse mere vedkommende symboler. Vi er nødt til at bruge hvert eneste medium for at åbne mennesker op og lade dem blive fuldt menneskelige. Vi må henvende os til det TOTALE MENNESKE - politisk, psykologisk, økonomisk og fysisk."

Williams "carpe diem" teologi er et voldsomt angreb på de kirkefolk, som anbefaler kærlighed som løsningen på hvert socialt problem. Når han taler om dette i kirken lyder han mindre som en følger af Det Nye Testamentes elskende Gud som af Det Gamle Testamentes hævnende engel: "Den, kristne kirke har talt i én evindelighed om kæææærlighed. Men jeg er så træt af at folk siger vi skal æææælske. Lad være at fortælle mig; Vis mig!" parodierer han de agapespirende liberale mens et kæmpeportræt af Che Guevara toner frem på endevæggen med hans kendte ord: "Lad mig sige - med risikoen for at lyde latterlig - at den sande revolutionære er ledet af en dyb følelse af kærlighed."

Kærlighed er for Williams, som den var for Che Guevara og Luther King, ikke noget pludseligt lynnedslag ovenfra, men en konstant anstrengelse gennem hårdt arbejde ved rødderne, i gaden, i ghettoerne. Efter gudstjenesten får alle et knus af pastor WilliamsDerfor livvagterne: "Jeg har ikke i sinde at blive nogen martyr som de," sagde han til mig. Og dette er i nøje tråd med Glide-ånden: "Celebration is when you come to the conclusion that life efter birth and life before death is more important than life after death. Right on!"

Pastor Williams kærlighed til "samfundet" demonstreres bedst efter "livsfesten", hvor han personligt kysser og omfavner hver eneste af de tusinder af kirkegængere - tæt omgivet af sine livretter.


 

Se en kort præsentation i Flash her eller disse videoklip fra Glide:

Pastor Cecil Williams prædiker
Pastor Cecil Williams
prædiker i Glidekirken

Glides kor
Videoindslag af kor
og menighed i Glidekirken

Kræver Real Video Player som kan hentes her.
 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;

 

 

Tilbage til oversigt over mine artikler