Men store begivenheder stod for døren. Grethe og jeg skulle giftes, jeg skulle ordineres og indsættes som præst ved Grundtvigskirken.

Vi havde egentlig planlagt brylluppet til fredag d. 7 juni, men det måtte flyttes til lørdag d. 8 Pinselørdag. Årsagen var, at biskop Rosendahl i Roskilde kun kunne holde ordination d. 7 juni. Jeg ville meget nødig ordineres af biskop Fuglsang-Damgård i København. Han var ikke lige mit nummer og han ville også kun kunne tage en ordination sidst i juni, så det brugte jeg til at overtale Rosendahl til at holde ordination, men det kunne så kun blive d. 7 juni, så brylluppet måtte flyttes. Det voldte da lidt besvær.

Men jeg var nu glad for at ordinationen kunne blive i Roskilde Domkirke. Den havde jeg jo gået i skole ved siden af i 7 år, og haft som særlig opgave i historie, og teologisk var jeg og min far helt på linje med Rosendahl.

Inden ordinationen skulle jeg og de to andre ordinander, Ole Godtfredsen og Kai Ryhede, til bispeeksamen. Der var et par skriftlige opgaver bl.a. en prædiken til 2. pinsedag. de skulle afleveres et par dage før den mundtlige bispeeksamen. Den foregik dagen før ordinationen. Vi begyndte kl. 1o i bispegården. Lidt læsning i det græske N.T. samtale derom, snak om vore opgaver, frokost hos bispinden med hyggeligt samvær, tur i domkirken og aflæggelse af præsteløftet. Biskop Rosendahl var i vældig godt humør, så det var en meget hyggelig og afslappet atmosfære.

I juni var så ordinationen, der begyndte kl.13. Domprovst Ege intimerede, og Rosendahl ordinerede os så. En del præster fra egnen var mødt op. Og selvfølgelig min familie og adskillige venner. Bl.a. min gudfader, overlærer Hjuler og hans kone Karen fra Ølgod.

I juni var der så bryllup. Jeg var efter ordinationen taget hjem til Allerslev. Så jeg kom med bil til Roskilde, hentede brudebuket og kørte til Fløng kirke, kl. 15,3o. Far viede os. Han talte over verset fra Grundtvigs bryllupssalme: Vi har med alle vinde det hyggeligt herinde, vi har med Gud i pagt fred og engelvagt. Jeg havde i valgmenighedernes salmebog fundet en salme Grundtvig havde skrevet til et Pinsebryllup:" Nu er der lyst i vore lunde", den sang vi blandt andet.

Efter vielsen kørte Grethe og jeg til fotograf i Roskilde. Og så var der fest på Marbjerggård. Der var rejst telt i haven, vi var 54. Der var familierne, enkelte ungdomsvenner, folk fra valgmenigheden, og svigerfars omgangskreds. Der var sange og mange taler og gode ønsker. Et væld af gaver. Lige før vi tog af sted med bil til Købehavn, var der fakkeltog for os.

Haugstrup, som jeg havde boet sammen med i Øster Søgade, var flyttet til Nødebo kostskole, så vi havde kunnet overtage hele lejligheden. Stor var den nu ikke, men vi havde da fået indrettet os, fået lidt andre møbler, og havde en hyggelig lille lejlighed. Det var ikke alle nygifte, der på den tid var så heldige.

Pinsedag skulle jeg så indsættes som hjælpepræst ved Grundtvigskirken. Pastor Olsen indsatte mig og jeg prædikede og havde altergangen. En del kredsmedlemmer og folk fra Allerslev deltog foruden selvfølgelig familien. Der var så frokost (medbragt) i Øster Søgade, vi var en 12-14 stykker. Næste aften var der eftergilde i Marbjerg i anledning af brylluppet. Og så var det ellers hverdag.

Jeg havde truffet Grethe ved en gymnastikopvisning i Roskilde. Kredsens gymnaster skulle som så mange andre gange være sluteffekten på opvisningen, som blev holdt sjovt nok i min gamle skole, Katedralskolens gymnastiksal. På et af de lokale pigehold så jeg en køn ung pige. Og da der efter opvisningen var bal på Højskolehjemmet, fandt jeg hende, dansede med hende og fandt ud af, at det kunne vist godt blive til mere. Vi fra København skulle med det sidste tog, og en del piger fulgte os til toget, deriblandt Grethe, og vi fik da aftalt at mødes igen. Det var nok en uges tid senere, hvor Roskilde Amts Gymnastikforening havde gæstespil fra Det Kgl. Teater, også på Højskolehjemmet. De spillede Hertz' "Sparekassen" med Bodil Ipsen som Madam Rust. Og så var der bal bagefter, og på den måde lærte vi hinanden at kende. Vi begyndte snart at komme i hinandens hjem, og Grethe kom ofte til København, var med til fest i Studenterforeningen og navnlig i Kredsen, det blev også til mange biograf- og teaterture. Og 23 november 1942 forlovede vi os i København, købte ringe og spiste frokost på Scandia. Og underrettede familierne om vores beslutning.

Grethe var født 31 marts 1921 på Marbjerggård i Marbjerg, Fløng sogn. Hendes forældre var gårdmandsfolk, Niels og Oline Hansen. Hun havde 3 ældre brødre, Asger, Ebbe og Evald. Asger lærte jeg aldrig at kende, idet han på grund af nervemæssige problemer aldrig kom ind, når jeg var der, så jeg fik aldrig talt med ham. Ebbe var landbrugsuddannet og det var nærmest ham der passede gården med karlehjælp på. Evald læste i København og blev cand.polit. Svigerfar var en dygtig bonde, der var højt agtet af andre bønder. Han var venstremand, i nogle år folketingskandidat, medlem af Roskilde amtsråd, sad i bestyrelser i slagteri, bank og sygekasse m.m. Han var derfor meget hjemmefra.

Grethe var en hel del yngre end sine brødre, og da hun var eneste pige, kunne det ikke undgås, at hun blev noget ompylret og forkælet. Hun har selv fortalt, hvordan moderen tog hende med som lille pige til damekaffe, når byens damer kom sammen. Så sad hun til stads i sit fine tøj.

Der var skam stil over det i Marbjerg. Gårdmændene i byen sagde "De" til hinanden og brugte altid efternavn. Det samme gjaldt ikke mindre damerne. Svigermoder havde den indstilling, at hun ikke skulle arbejde om eftermiddagen. Der var man pænt klædt på og kunne gå i byen eller tage imod besøg.

Hun havde naturligvis altid dygtig pigehjælp, men var selv en dygtig husmoder, der kunne lave meget god mad og servere fine kager. Jeg tror aldrig, jeg har fået så gode kager som der, men hun behøvede heller ikke at spare på smør, fløde eller sukker. Man havde den sjove skik,, når der var kaffebord, så fik man serveret lagkagen først. Og den var fantastisk god, lavet af mange fine tynde bunde med creme og syltetøj imellem og godt med flødeskum. Når man så havde spist sig næsten mæt i lagkage, kom boller, kringle og alt det andet, som hørte til et kaffebord.

Svigermor var en meget dygtig husmor selv, men hun evnede ikke at sætte Grethe til at lære husholdning hjemme. Ej heller at hjælpe med at passe haven, plukke bær og lignende. Svigerfar ville gerne have haft Grethe ind på realskolen i Tåstrup, men det havde hun ikke lyst til. Efter at hun var konfirmeret ville svigermor så have hende uddannet som modist. Det var ikke fint nok at være i huset, så Grethe var en kort tid hos en modist i Roskilde, men det kedede hende at sidde at sy. Så det blev ikke til noget.

En sommer var hun barnepige hos en forvalterfamilie på en stor gård ved Vordingborg og havde en ganske dejlig tid. Senere var hun et par gange ung pige i huset i København, men har selv fortalt, at hun faktisk ingen ting kunne, ikke gang skrælle en kartoffel, da hun kom derind. Det var heller ikke længe før også det kedede hende. Nogle måneder var hun dog på husholdningsskole i Sorø, for øvrigt sammen med hendes svigerinde Lis' søster Karen Margrethe, som hun havde som veninde ligetil de sidste år, hun levede. En sommer var hun på Snoghøj gymnastikhøjskole. Et års tid lærte hun barnepleje på Børnehjemmet "Norgesminde" i Hellerup. Da var vi forlovede, og det var jo vældig rart, at hun nu var så tæt ved. Så hun besøgte ofte mig og Bladt i vores lejlighed. Så tog hun sig kærligt af opvasken, der undertiden stod fra flere dage, og lavede mad til os. Det samme gjorde Bladts kæreste, Gudrun. Så vi var rigtig i salveten, så meget mere, som der ofte kom madpakker fra Sønderjylland eller Marbjerg.

En sommer, det har nok været i 1945, var hun vistnok på tilskyndelse fra min mor på nogle måneders vævekursus på Haslev håndværkerhøjskole. Hun fik også en væv, der stod på loftet på Marbjerggård og fik da også vævet lidt. Det var nok mest bordløbere og puder.

Når Grethe blev så dygtig en husmor, som hun blev, så var det ikke fordi hun havde lært det hjemme, men det var, hvad hun selv på disse skoleophold havde lært og siden hen selv lærte sig. For der blev ikke stillet store krav til hende af svigermor. Der var en tid, hvor det hed, at hun var pige derhjemme, men svigermor lavede nok det meste, og hvis Grethe havde været til bal en aften, så fik hun bare lov at sove længe næste dag.

Grethe blev således noget forvænt, også af svigerfar, der gerne pungede ud til godt tøj og andre fornødenheder. Vi blev således altid hentede ved toget i Hedehusene. Der var selvfølgelig da også hen ved 3 kilometer at gå. Men det var dejligt, når Ebbe eller svigerfar holdt ved stationen med hestekøretøjet, en såkaldt dogcart. Den havde kun to hjul, store. Der var plads til 4 personer, de bageste sad med ryggen til de forreste. Så det var godt med en god rolig hest. Da bilerne igen kunne kom ud at køre, kom den gamle Ford i brug, og så var det den, vi blev hentet i.

Den lejlighed i Øster Søgade 108, som jeg havde delt, først med Svend Bladt og senere med Knud Haugstrup, kunne Grethe og jeg overtage, da vi blev gift. Haugstrup var så storsindet at tilbyde at flytte, han ville være kostskolelærer i Nødebo.

Så der i den lille lejlighed begyndte vort ægteskab. Der var to små stuer, et rimeligt køkken og et lille toilet, dog med bruser. Men det var jo store ting overhovedet som nygifte at have egen lejlighed. Det var ikke så nemt at få her lige efter krigen. Men vi fik indrettet os, fik lidt møbler ind fra Allerslev. I den første stue, der vel knap var 12 kvadratmeter, havde vi seng med udtræksseng under, chatol, klaver, et par stole.

I den næste lidt mindre, et skrivebord og bogreoler. Der var et indbygget skab, hvor vi kunne have tøj hængende. Begge stuer var ind til gården, men da det var på anden sal og vendte mod syd, var der nogenlunde lyst. Så fik vi indrettet os ganske rart. Det var et dejligt sted at bo, let at gå ture ved søen eller på Kastellet og Langelinje, og nemt til byen. Til Bispebjerg cyklede jeg altid, men det gav mange ture, ofte flere på een dag, alt efter hvordan arbejdet lå. Jeg fik anskaffet skrivemaskine og kunne så skrive mine prædikener og taler på den. Det gjorde det jo lettere for mig at læse, hvad jeg selv havde skrevet.

Sidst på sommeren blev vi klar over, at Grethe var gravid, men hun klarede graviditeten og pasning af hjemmet fint, og den 29 april 1947 kunne jeg køre hende på Diakonissestiftelsen. På den tid var fædrene ikke med ved fødslerne, så jeg tog hjem og forsøgte at læse. Kl. 19,3o ringede de fra Diakonissehospitalet og fortalte at der var kommet en dreng. Jeg tog derud og var hos Grethe et kvarters tid. Drengen fik jeg først at se næste aften. Diakonissestiftelsen havde det fine tilbud, at unge præstefamilier gratis kunne få deres børn født der. Det havde vi selvfølgelig benyttet os af.

Først 9 maj kunne jeg hente Grethe og drengen hjem. Men allerede næste dag efter en begravelse og træffetid i Marmorkirken, tog jeg på weekendtur med TK-drengene til Uggeløse, med arbejde på hytten og grunden og cykeltur hjem i strid modvind, så jeg var først hjemme kl. 19.

Allerede Pinselørdag d. 24 maj var jeg af sted igen til Uggeløse, pinselejr med 75 deltagere, jeg cyklede dog hjem kl. 23, hjemme kl.1. For Pinsedag havde jeg barnedåb og skulle skrive prædiken til 2. Pinsedag, hvor jeg havde tjenester både i Grundtvigskirken og i Marmorkirken. Der var utrolig meget arbejde og samtidig var jeg med til en del forberedende møder angående turen til Prag. Herom senere.

8. juni havde jeg højmesse i Grundtvigskirken, og her blev Jacob døbt. Vi havde hidtil for sjov kaldt ham "Mads". Det var også for ikke at røbe for familien, at han selvfølgelig skulle have navnet Jacob, som hver førstefødte søn havde haft det i flere slægtled. Men navnet Mads blev hængende i familiebrug, og bruges stadig ofte af hans brødre og mig og gamle venner i Fåborg. Først da han kom i skole i Slebsager skole, begyndte man at bruge hans rigtige navn. Festen i anledning af barnedåben blev holdt af svigerfar og svigermor på gården i Marbjerg.

Men 21 juni startede Holger Søndergård og jeg og en flok drenge på en cykeltur til Sønderjylland, hvor vi lå i telt mange steder og kom først hjem den 6. juli. Det var en sommer med meget fint og varmt vejr, så det gav os anledning til mange ture på Langelinje og til at sidde ved søen med drengen i barnevogn.

Det var dog lidt trangt i den lille lejlighed og heller ikke praktisk i forhold til mit arbejde på Bispebjerg. Og det lykkedes os ved gode forbindelser at få en dejlig stor 2 værelseslejlighed på Bispebjerg, Skoleholdervej 41. Det var i en ret nybygget karre, der lå lige overfor Bispebjerg kirkegård, som vi havde udsigt til fra køkken og soveværelse, og med udsigt ind over byen fra den ret store stue. Fra den var der en stor dejlig altan ud mod syd. Det var en svir at flytte ind i en sådan bolig. Det skete 29. oktober 47.

Vi havde hos snedker Nielsen i Lejre fået lavet nye møbler, et helt soveværelse med dejligt skab og et raffineret toiletbord, lavet efter mine tegninger. Det var i nøddetræ, meget fint. Og det er i brug endnu, dels hos mig og dels hos Steen. Derudover et nyt skrivebord også i nød, efter egne tegninger. Det er det, jeg stadig bruger og har været meget tilfreds med, selvom det efterhånden er lidt ramponeret. Sovesofa, til ekstra sengeplads, spisebord med stole og et par reoler og alligevel var der god plads midt på gulvet. Der var tilmed et godt pulterkammer lige over lejligheden, som lå på 4. sal.

Det var en dejlig lejlighed med god entre og godt badeværelse, så vi nød rigtigt at bo så godt. Og her var der plads til at have besøg af familien. Far og mor kom engang imellem, svigerfar og svigermor ligeledes. Ligesom vi ret tit var på besøg, både i Marbjerg og Allerslev. Af og til var der eet og andet at hjælpe med i Allerslev med haven eller brændet. Jeg havde også i nogle år haft et par bistader. Dem skulle jeg af og til se til. I slutningen af juni og begyndelsen af juli 1948 var jeg med et hold TK-drenge på tur til Telemarken i Norge, omtalt under afsnittet om T.K.

Grethe var gravid igen og 25 august kl. 2 om natten kørte jeg hende til Diakonissestiftelsen, mens Jacob lå alene, men allerede kl. 4 ringede de og fortalte, at det var en dreng igen. Og 3. september kunne jeg hente dem hjem. Mads var i mellemtiden blevet passet i Marbjerg. Det var lidt meget for Grethe at klare de to drenge, når jeg var så meget væk, så vi fik moster fra Silkeborg til at komme over hos os en tid. Det var en god hjælp i en måneds tid.

Far var imidlertid blevet syg og indlagt på sygehuset i Roskilde, så jeg tog nogle af hans gudstjenester og en konfirmation, og d. 17 oktober havde jeg gudstjenesten i Osted kirke, og her blev Niels Jørgen døbt. Festen bagefter blev holdt på Marbjerggård. I det efterår havde jeg mange gange på en søndag gudstjeneste både i Grundtvigskirken og i valgmenigheden. Det gav meget rejseri.

I de år havde hjælpepræster og kaldskapellaner ret dårlige forhold, både lønmæssigt og arbejdsmæssigt. Hjælpepræster blev ofte af deres sognepræster groft udnyttede. Jeg havde nu ingen grund til at klage. Men vi var en del yngre præster, som syntes, at præsteforeningen gjorde for lidt for os. Dens bestyrelse bestod fortrinsvis af ældre præster og provster. Så vi dannede en underafdeling Yngre Præsters Forbund.

Der kom jeg i bestyrelsen og var med til vi til sidst nedlagde forbundet 8 år senere, de sidste år havde jeg været formand. Vi havde faktisk ved vort arbejde opnået en del af det vi ville. Og det var da lærerigt at være med i et sådant arbejde.

Selvom jeg havde travlt og vi havde to småbørn, så fik Grethe og jeg dog tid og lejlighed til at gå en del både i biograf og i teater. Når vi skulle af sted begge to, havde vi undertiden en af drengene fra T.K. til at sidde hos børnene, eller en gammel enlig mand, der hed Knudsen. Han kom så gerne og spiste middag med, inden vi tog af sted. Det fungerede ganske godt.

Det var en stor fordel at bo på Bispebjerg. Jeg havde ikke langt til kirken og kapellerne. Vi kunne holde en del bestyrelses- og planlægningsmøder hos os. Men lejligheden lå på 4. sal, så det var et slæb at få drengene op og ned, da der ikke var elevator. Men det gik, vi var jo unge. Og der var de vigtigste forretninger lige i nærheden. Vi forsøgte at få en større lejlighed, men det lykkedes ikke. Så vi begyndte at spekulere på en større forandring. Far var fyldt 70 d. 22 februar 1949 og havde bebudet valgmenigheden at nu ville han holde op. Der var så lidt følere ude, om jeg kunne tænke mig at overtage stillingen som præst i valgmenigheden. Jeg blev dog klar over, at det nok ikke lige var sagen. Det ville nok ikke være så let at være præst for dem, man var vokset op hos eller sammen med. Og man kunne også frygte, at farmor ligesom stadig ville være med. Lønnen ville heller ikke være så stor, at en familie kunne klare sig ved den, så jeg skulle have noget andet arbejde ved siden af. Heldigvis blev det ikke til noget.

Fortsættes i 12. del: Præst ved Grundtvigskirken