Hurtigt efter indsættelsen kom jeg i gang. Allerede to dage efter bad pastor Olsen mig ved middagstid om at tage aftensangen i kirken om aftenen. Så det var bare om at komme i gang med at skrive den korte prædiken, der skulle til.

I sommerhalvåret var der hver onsdag aften en kort gudstjeneste: Salme-prædiken - salme - fadervor - velsignelse - salme. Der var nogenlunde god tilslutning til disse aftener, selv om det kunne variere ret meget.

Den følgende søndag havde jeg så den første gudstjeneste, det var kl. 8,30. I min dagbog har jeg noteret: slap nogenlunde godt fra det. Og kl. 13,30 havde jeg en dåbsgudstjeneste, hvor jeg døbte 9 børn. På den tid blev der født mange børn i sognet, og da vi ikke kunne have mere end 2-3 børn til dåb ved højmessen, blev der adskillige søndage ordnet en el. flere særlige dåbsgudstjenester. Her var der så som regel højst 5 i hvert hold. Det var lidt samlebåndsagtigt, men man fik da en vis rutine.

Alligevel måtte det før eller senere gå galt. Vi brugte den fulde tilspørgsel til hvert barn ... ingen forkortelser her. Først en salme, og her valgte man selvfølgelig noget som var almindelig kendt, også hos "kirkefremmede." Derpå selve dåbshandlingen, velsignelse og igen en salme. Men en dag, da jeg havde haft gudstjeneste og flere dåbsgudstjenester, kom jeg i faddertiltalen til at sige: Og hvis det sker, at barnet dør, før forældrene er kommet til skels alder, da skal I som er faddere... !! Jeg ved ikke om nogen opdagede det.

I sommerhalvåret havde vi gudstjenester kl. 8,30 og kl. 10, om vinteren kl.10 og kl. 14. I de første år var gudstjenesterne i vinterhalvåret henlagt til kirkens krypt for at spare på brændslet. Her var der en stor mødesal, som man havde indrettet som kirke med alter, prædikestol og døbefont af krydsfiner. Det var egentlig ret så hyggeligt. Rummet var mere intimt, afstanden mellem præst og menighed var meget mindre, og man kunne tale med mere almindelig stemme. Det var derfor en stor overgang, når vi om sommeren skulle holde gudstjeneste i selve kirken. Den er umådelig stor. Der er langt fra alter til de første rækker, hvor menigheden sad. Akustikken var ikke særlig god, og der var dengang intet højttaleranlæg. Men det havde den store fordel, at jeg lærte at tale klart og tydeligt, med passende hastighed, pauser mellem sætningerne og ikke noget med at sænke stemmen i slutningen af sætningerne. Det var også på den måde et godt lærested. Jeg har derfor aldrig siden haft svært ved at indrette min stemmeføring efter de rum, jeg skulle tale i.

Kirkeligt Samfund havde en lejrbygning "Maglekær" ved Solrød Strand. Der havde Bispebjerg sogn en uges sommerlejr for trætte husmødre med børn. Grethe var dernede for at hjælpe, jeg tog derned en enkelt dag for om aftenen at underholde med oplæsning af H.C. Andersens eventyr.

Nu begyndte jeg også med konfirmander, dvs. foreløbig var det Olsens eller Jelsbaks hold, jeg havde, når de havde ferie eller var forhindret. Fra november begyndte jeg med mine egne hold. Foreløbig var det aftenholdet, som vi hjælpepræster måtte tage os af. Det kunne være noget af en prøvelse, børnene havde først været i skole, derefter haft budpladser eller andet arbejde, så hjemme at spise og kom så kl. 18,30, så det var ikke de mest vågne unge mennesker. Enten var de oplagt til lidt ballade og ellers halvsov de. Men det kunne ske, når een eller anden protesterede mod noget man sagde, at de så vågnede op, og så kunne vi måske få en god snak. Men jeg lærte meget af det og fik efterhånden også tag på det.

Konfirmandlæsningen gav også anledning til besøg i nogle af hjemmene. Det var lærerigt. Man kom til at kende sognet og dets beboere på en spændende måde. Sognet havde tre slags beboelser. De fleste af mine konfirmander kom fra boligblokkene i Gravervænget, Klokkerhøjen, Rinertoften og Skoleholdervej. Her boede fortrinsvis håndværkere og ufaglærte arbejdere. De fleste i to-værelses lejligheder, undertiden med temmelig mange børn. Et andet kvarter var de lidt nyere ejendomme mellem Frederiksborgvej og Tagensvej. Her boede lidt bedre stillede folk, mennesker i faste stillinger, offentligt ansatte, funktionærer, folk på månedsløn. Endelig var der villakvarteret nord for kirken, det var fortrinsvis selvstændige erhvervsdrivende og andre, der havde klaret sig godt, rent økonomisk.

En enkelt familie lærte jeg gennem dens to drenge i TK særlig godt at kende, så der var Grethe og jeg inviteret med til selve konfirmationsfesten i hjemmet.

I de sidste år ved Grundtvigskirken, hvor vi kun var 3 præster, havde jeg også eftermiddagshold. I København havde man den ordning, at konfirmanderne først kom til forberedelse efter skoletid, dvs. kl. 14. De var nu også lidt sløve på den tid, især de som havde været tidligt oppe som mælkedrenge og avisuddelere. Jeg havde altså to hold. De gik to gange om ugen. Til selve konfirmationen var de to hold slået sammen, så det kunne være en ret så stor flok. Festligt var det med alle de mennesker, forældre faddere, søskende og kammerater, der nu ikke særlig stilfærdigt fulgte med ude i kirkens sidegange, mens man gik ad rækkerne og konfirmerede børnene. Det kunne udarte til lidt af et gedemarked. Vi havde konfirmationer 2 gange om året, i oktober og i april.

Den første sommer nåede jeg, på trods af friheden til Frankrigsturen, at få lidt ferie sammen med Grethe. Vi tog på en 8-dages forsinket bryllupsrejse til Bornholm, havde cykler med og boede på vandrerhjem, sommetider med værelse for os selv, i Svaneke dog også beboet af væggelus. Vi fik set meget af øen, nåede endog at besøge Christiansø.

Så hverdag igen med træffetider i kirken. Her skrev jeg kirkebog. Det var egentlig sognepræstens arbejde, men det blev pålagt hjælpepræsten at tage sig af det. Dvs. det bestod i at afskrive kordegnens bog. Men også det lærte man en hel del af, for der skete meget i så stort et sogn.

Kirken udgav et sogneblad 5-6 gange om året. For at spare porto blev det uddelt ved frivillige hjælpere. Til dem hørte også hjælpepræsterne, så vi havde hver vort distrikt, op og ned i trappeopgange, ind og ud til villaerne.

Ved Grundtvigskirken havde man ingen søndagsskole. Sådan noget var for pietistisk, også efter min mening. Men man havde en tirsdagsskole, hvor små og større børn samledes i kirkens krypt. Det var især pastor Olsens domæne. Han fortalte bibelhistorie, mytologi, Danmarkshistorie og sang med børnene. Somme tider måtte jeg overtage hans timer. Også det var lærerigt.

Også de ældre i sognet var der arrangementer for. Om sommeren en udflugt som regel ud i Nordsjælland i bus og med spisning. Om vinteren var der møder med kaffe i kirkens krypt, her skiftedes vi præster til at stå for det med foredrag og oplæsning.

Da jeg kom til Grundtvigskirken var Bispebjerg sogns indbyggertal på ca. 20.000. Derfor var der der 2 faste præstestillinger og to hjælpepræstestilllinger. Men det var allerede på det tidspunkt besluttet, at sognet skulle gøres mindre. Den nordlige del udskiltes som selvstændigt sogn; Emdrup sogn i 1946. Der opførtes en midlertidig barakkirke, og oprettedes to præsteembeder.

Den sydligste del, med ca. 4.500 mennesker, blev også i 1946 lagt sammen med dele af Kapernaums sogn med ca. 5.500 mennesker til et nyt sogn, Tagensbo sogn. Også her oprettedes to præsteembeder. Der opførtes en midlertidig barakkirke.

Ved Grundtvigskirken var vi 4 præster:
Sognepræst var Oluf Anker Olsen (f. 1893), havde tidligere været sognepræst i Næstved, men var kommet til Grundtvigskirken i 1941. Han var udpræget grundtvigsk i sin forkyndelse, der her under besættelsen naturligvis var stærkt præget af danskhed med mange salmecitater og levende illustrationer fra historie, mytologi og barnekammeret, idet han var ret nygift (2.ægteskab) og havde to småbørn.. Der var stor søgning til hans gudstjenester, også af sognebåndsløsere, der sluttede sig til menigheden. Han var i bedste forstand en påskønnet og afholdt præst. Hans første kone var død i 1944, men året efter havde han giftet sig med hendes søster, der var læge. Begge døtre af valgmenighedspræst Clausen, Københavns valgmenighed.

Han havde været meget igangsættende med folkeligt arbejde, med møder o.l., men senere optog familielivet ham meget stærkt, så det gik lidt ud over sognearbejdet. Desværre gik det ikke så godt siden hen. Han begik utroskab. Det var som den stærke familie havde siddet for meget på ham. Det kom biskop og ministerium for øre, og han måtte søge sin afsked i 1952 og døde få år senere.

Men de år jeg var ved kirken havde vi gode forhold. Det var rart at have en ældre erfaren præst at søge råd hos. Ofte bad han mig tage kirkelige handlinger, han ikke selv var interesseret i at tage. Men det var altid meget forstående " De kunne vel ikke tænke Dem at tage en begravelse for mig, hvis ikke De har andet for?" Det kunne også være en konfirmandtime eller et bryllup.

Hans to døtre af 1. ægteskab, Karen og Lisbeth kendte jeg fra Studenterkredsen, hvor de var medlemmer. Og jeg tror, at det var dem, der gjorde ham opmærksom på mig, da man skulle have en ny hjælpepræst til sognet.

Residerende kapellan var Jens Jelsbak (f,1909). Han havde været sognepræst i Ugilt i Vendsyssel fra 1936 og var kommet til Grundtvigskirken i 1944. Han var jyde, sindig, underfundig og stærkt politisk interesseret og engageret, medlem af borgerrepræsentationen. Venstres hovedbestyrelse, og Kirkeligt Samfunds Styrelse. Han forstod at udnytte sine politiske og kirkelige forbindelser. Hans prædikener var korte og djærve, hans jyske mål fornægtede sig ikke. Heller ikke når han havde konfirmander, de havde undertiden lidt svært ved at forstå ham. Han var en god organisator af sognedelinger, menighedsrådsvalg, udflugter, husmødrelejre og lignende. Men også han var en god kollega at tage ved lære af og støtte sig til.

Hjælpepræst var Georg-Albert With (f. 1919). Havde været præst der siden 1944. Han var københavner. Faderen præst ved Skt.. Paulskirke. Jeg kendte ham fra Studenterkredsen. Vi kom da meget godt ud af det med hinanden, men fik aldrig noget rigtigt venskab ud af det. Der var noget arrogant over ham. Han betragtede mig nok som lidt af en konkurrent.

Det viste sig heller ikke at være uden grund. På grund af sognedelingerne og det meget mindre folketal skulle den ene af hjælpepræstestillingerne nedlægges. Jeg regnede med at det blev min, så jeg spekulerede på andre muligheder. Fra min fætter Helmer Mørks virke som sømandspræst havde jeg fået lyst til at prøve det. Og nu var stillingen som sømandspræst i Hamburg ledig. Jeg forhandlede med sømandsmissionens generalsekretær og senere med den hidtidige sømandspræst i Hamburg. Men da jeg hørte nærmere om forholdene i Hamburg her lige efter krigen, var jeg klar over, at det ikke var et sted at tage hen med kone og spædbarn. Så det droppede jeg.

Samtidig var de to gamle præster og menighedsrådet blevet enige om at bede mig blive ved Grundtvigskirken, fordi jeg var kommet så godt i gang med ungdomsarbejdet i T.K. Det blev så With, der måtte søge sig noget andet, hvad han var noget sur over. Som københavner kunne han godt have tænkt sig at blive i byen.

Han søgte en del embeder bl.a. i Viborg stift. Han kunne ikke forstå, at han ikke hørte noget fra de pågældende menighedsråd. Senere fandt han ud af, at Biskop Baun ved de orienterende møder med menighedsrådene skulle sagt om With..." at han havde hørt om den mand, at han skulle have bandet i en tobaksforretning i København." !! Når man kendte både With og til tobakssituationen i krigens sidste år, var det slet ikke utænkeligt. Men alligevel! Da With blev klar over denne omtale blev der da også lidt ballade. Imidlertid havde han søgt og fået embede på Djursland i Ålsø-Hoed fra Jan 1948. Her var han til 1956, hvor han blev sognepræst i Middelfart og i 1974 provst der.

Jeg blev så udnævnt til kaldskapellan fra 1 Jan 1948. Det medførte for så vidt ingen ændringer i arbejdet, bortset fra, at vi nu var tre præster i stedet for fire. Lønnen var lidt bedre og det var en fast stilling.

Det arbejde jeg, for at tjene lidt penge, havde haft for Det Grundtvigske Soldaterarbejde fra begyndelsen af 1946, fortsatte jeg med til hen på efteråret. Det bestod i besøg på militærhospitalet og flådens infirmeri, med snak med soldaterne, salg af frimærker, brevpapir og andet, bogudlån o.s.v. Særlig sjovt var det ikke, men man traf jo vidt forskellige unge mennesker og lærte vel også lidt af det.

Mere vigtigt var det, at jeg et års tid fra april 1947 også passede et embede ved Marmorkirken, hvis ene præst Øyvind Jeppesen var syg. Jeg læste med konfirmander, havde også konfirmation, jeg tror 3 gange derinde. Derudover var der begravelser og bryllupper. Det gav nogle særlige oplevelser. Blandt andet kom jeg til at begrave "prins Jørgen". Prins var han nu ikke, men det blev han kaldt. Han påstod selv, at han var resultat af et eller andet kongeligt sidespring. Han havde været skræddermester i Borgergade kvarteret, men på grund af forlist ægteskab og drikkeri var det gået ned ad bakke med ham, Han var fundet død i en trappeopgang. Politiet tog sig af det og bad mig forrette begravelsen. Der var ingen pårørende, så der skulle ikke være nogen højtidelighed, blot jordpåkastelse ved graven på Bispebjerg kirkegård. Her kom så 6 professionelle ligbærere (kirkegårdsbetjente) med kisten. Men bag den kom et par forhutlede bumser. Efter jordpåkastelsen gik de op på stilladset over graven, viklede noget avispapir op og kastede nogle blomster ned i graven. Blomster som de sandsynligvis havde tiltusket sig på grønttorvet. Prins Jørgen var ikke helt glemt af sine gamle kammesjukker!

Een af en præsts opgaver var også at foretage mægling, når folk ville skilles. Jeg mindes særlig een i Marmorkirken. Jeg havde det princip, at jeg altid tilsagde den, som ville skilles et kvarter før den anden, så jeg i ro og mag kunne høre hans eller hendes begrundelser for ønsket om skilsmisse. Men da jeg den dag kom ind til kirken kom kordegnen mig i møde og sagde: " De er allerede kommet begge to og de skændes, så det rasler i hele kirken." Jeg fik så først konen ind i præsteværelset, hvor vi havde træffetid: "Ja, der var jo ikke det, der ikke var i vejen med manden, han var tjener, blev hængende på sin arbejdsplads, når han ellers skulle hjem, var drikfældig osv." Så snakkede jeg lidt med manden alene: " Hun var en strid kælling, der hellere sladrede med nabokonerne end at passe hjemmet osv." Så havde jeg dem begge sammen. Men så gik det galt. De begyndte igen at skændes og slynge beskyldninger mod hinanden. Jeg måtte slå i bordet og bede dem tie stille. Her var det mig, der bestemte, hvornår der skulle siges noget. Selvfølgelig kom der ikke noget ud af den mægling. Det var en meget dårlig ordning, for sagerne blev først sendt til præsterne, når de havde været hos sagførere, og så var det altid kørt uhjælpeligt fast. Jeg tror, at kun 2 gange er det lykkedes mig at få reddet ægteskabet, men det var i begge tilfælde, før sagen var kommet så langt som til sagførere. Begge gange var i Fåborg. Men jeg kunne jo i tilfældet i Marmorkirken ikke lade være at betragte mig selv i den situation. Der sad jeg en ganske grøn og uerfaren præst og skulle prøve at mægle mellem et par midaldrende ægtefæller, det hele var kørt i hårdknude for.

I sommeren 47 havde jeg konfirmander, både ved Grundtvigskirken og i Marmorkirken og ofte gudstjenester samme dag begge steder. Højmesserne var som regel godt besøgt begge steder. Men eftermiddagstjenesterne kl. 17 i Marmorkirken var noget af en prøvelse. Selv her i sommerhalvåret holdt sognepræsten på, at der skulle være gudstjeneste kl.17 ! Der kunne så i dette kæmperum af en kirke være en 1o-15 enlige mennesker, ofte gamle koner. Og de sad altid ydmygt forsigtigt helt ude i siderne af kirkerummet, så man havde fornemmelsen af at stå og tale i en fuldstændig tom kirke. Det var de gamle forslidte og forsagte koner fra slumkvarteret i sognet, Borgergade og Adelgade, der dristede sig til at komme. De vovede ikke at komme til højmesserne, hvor "de fine", sognets spidser med Chr. X. i spidsen, logebrødrene, sognebåndsløserne til sognepræsten, Lund-Sørensen kom.

Der var stor forskel på konfirmander i Grundtvigskirken og dem i Marmorkirken. Ved Grundtvigskirken var de præget af, at familierne for ret nylig var flyttet til sognet, stadig lidt rodløse, ofte med begge forældre på arbejde, så børn var i udstrakt grad vokset op som "nøglebørn", dvs. med nøgle til hjemmet hængende om halsen, så de selv kunne lukke sig ind og ud, og var overladt til sig selv, når de kom fra skole. Skolerne var for fleres vedkommende nye med yngre lærere, der ikke altid havde den bedste styr på eleverne. Så de kunne være ret uinteresserede og urolige i konfirmandtimerne. Undervisningen foregik i kirkens store krypt, hvor stolerækker var sat op til møde eller gudstjeneste. Ingen borde eller andet de kunne lægge bøgerne på. Blot sidde og hænge på en stol. Timerne lå efter skoletid (en dårlig københavnsk ordning) kl. 13,30. De havde først siddet 5-6 timer i skolen. Og så sidde her i krypten uden dagslys. Der skulle noget til for at holde dem bare vågne. Værst var det med aftenholdet, som altid var overladt til os yngre præster. Det foregik kl. 18,30 - 19,30.

Det var de børn som efter skoletid havde haft budpladser, nogle endda været tidligt oppe om morgenen som mælkedrenge. Enkelte var kommet ud af skolen og var arbejdsdrenge, der havde haft en lang arbejdsdag forud. De kunne være ret så sløve eller også direkte urolige. Det kunne være svært at fange deres interesse endsige da at få dem til at synge. Men skete det, at en eller anden slyngede ud:" Den tror jeg ikke på, hr. pastor!" så vågnede de alle op, og vi kunne ofte få en god snak i gang. Mange forkundskaber havde de ikke fra skolernes kristendomsundervisning. Enkelte lærere havde nok givet en god undervisning, men det var gået hen over hovedet på eleverne eller de havde simpelthen glemt alt. Andre steder hørte man, at timerne var blevet brugt til alt andet end kristendomsundervisning. Hvor meget der så kom ud af de timer i konfirmandlokalet er et stort spørgsmål, men præsten lærte i hvert fald en del af det og fik i øvrigt ret god kontakt med mange hjem. Jeg forsøgte i så vid udstrækning som muligt at besøge alle hjemmene. Også det gav mange gode oplevelser, ikke mindst i de udprægede arbejderkvarterer. Det var egentlig mest givende at komme på besøg i arbejderkvarteret. Det var selvfølgelig aftenbesøg, når manden var kommet hjem fra arbejde. Når familien først var kommet sig over overraskelsen over at få besøg af pastoren, fatter havde fået rejst sig fra divaneseren, og konen kommet ind fra køkkenet, fik man ofte en rigtig god snak med familien, måske over en øl eller en kop kaffe, om konfirmanden, om de andre børn, deres vilkår og familiens problemer, om arbejdet eller om det manglende arbejde osv., også tit religiøse spørgsmål blev drøftet. En enlig mor sagde til mig om sin dreng:" Ja, Freddy ville faktisk ikke konfirmeres, men så sagde jeg også til ham: du er døbt, så skal du sgu også konfirmeres!" Det var da ordentlig snak og jeg konfirmerede Freddy.

Konfirmanderne ved Marmorkirken var meget nemmere at have med at gøre. Det var børn fra familier, der havde boet i kvarteret, hvoraf noget var saneringsmodent, gennem ofte flere generationer. Der var et roligt familiemønster, og der var nogle gamle skoler med erfarne lærere, der både havde styr på eleverne og på religionsundervisningen. Så børnene var meget bedre orienterede, lidt mere interesserede, vante til at høre. Og holdene var heller ikke her så store, som på Bispebjerg.

Jeg kom til at konfirmere tre hold derinde, oktober 47, april 48 og oktober 48. Også her havde jeg nogle sjove oplevelser. Til et af holdene havde jeg sagt, at jeg på konfirmationsdagen ville prøve at se ind til dem i deres hjem. Det gjorde jeg så, men blev også klar over, at børnene havde aftalt, at nu skulle de have lakket præsten godt til, når han kom. Så i hvert eneste hjem kom der hurtigt at glas vin på bordet. Og det gik meget godt. Det sidste sted jeg ville besøge var et hjem i Borgergade i saneringsmoden ejendom, ind over gården op på 5. sal i baghuset, hen over loftet. Men der var det rigtige navn på døren, og jeg kunne også høre, at der var fest. Så jeg bankede frimodigt på, en serveringsdame lukkede op, og jeg sagde jo, hvem jeg var. Der gik så bud ind efter faderen, der let svajende med blanke øjne kom ud og bød mig ind. Da jeg kom ind i de små stuer med skrå vægge, sad der en del yngre og ældre mennesker ret op og ned i stole og på sofaer og så meget højtidelige ud. Så kom faren og spurgte, om jeg ikke ville have et glas vin, eller føjede han lidt forsigtigt til, måske en øl.. Tak jeg vil gerne have en øl, for jeg har allerede fået en del vin. Da jeg havde sagt det, var det ligesom, der løstes noget op. De her lidt stive mennesker, der sad der, rakte en hånd ind under sofaen, om bag ved stolen eller bordet og fiskede deres øl frem, som de skyndsomt havde gemt, da rygtet om præstens ankomst var nået ind i gemakkerne. Og så fik vi ellers en god snak. Lidt efter kom konfirmandens bedstefar ind. Han havde ikke set mig før, men opdagede, at der var kommet en ny gæst, så han gik hen til mig og sagde:" Goddaw, hvor er do fræ, a æ fra Horsens". Inden jeg nåede at svare, havde hans kone rykket ham i ærmet og hvisket til ham, at det var præsten. Jeg har aldrig set gassen gå af en ballon, så hurtigt som han kom ned. Men bagefter fik vi os en god snak. Han var havnearbejder i Horsens. Så jeg fik meget at vide om ham og familien. Der var livlig snakken. Da jeg ville til at gå, bad familien mig om at blive og spise med dem til festmiddagen. Det syntes jeg ikke, jeg kunne, for jeg havde en kone, der ventede på mig derhjemme. Så ville de sende bud efter hende. Men føjede jeg så til, der er også en lille dreng, der skal passes. Men jeg skulle i hvert fald blive. Det gik jeg så med til. Der var dækket op på borde ude på det store loft, bordpapir og lidt blandede tallerkner og glas. Men festligt var det. God mad og rigelige drikkevarer så stemningen var høj. På et tidspunkt rejste bedstefaren sig for at holde tale for konfirmanden, en pige, men hans tale drejede sig nu mere om denne præst, som var kommet på besøg og som havde vist sig at være på arbejdernes parti. Jeg voksede betydeligt i min egen agtelse. Og da jeg omsider brød op, blev jeg fulgt til dørs af megen tak og hurrah-råb! Jeg var nok lidt ør for ikke at sige omtåget, da jeg kom hjem.

Det blev næsten 1 1/2 år jeg delvis passede dette embede ved Marmorkirken. Om sider var pastor Øjvind Jeppesen blevet rask nok til at komme i arbejde. Dvs. man var ikke mere sikker på hans helbred end at man bad mig sidde i kirken ved hans første gudstjeneste med en prædiken parat i lommen, hvis han ikke kunne gennemføre den. Det gik dog. Men det varede ikke så længe, før han på ny blev syg og døde en tid efter. Men i den vakance var jeg ikke indblandet.

Imidlertid var far blevet syg, og man bad fra Osted valgmenighed mig, om at hjælpe lidt. Så der havde jeg af og til gudstjenester, begravelse, bryllup og en konfirmation. Det var jo den menighed jeg selv var vokset op i, så det var meget hjemligt og fortroligt at komme der. Det medførte også, at Niels Jørgen, der var født 25 august, blev døbt ved en gudstjeneste i Osted kirke.

Fortsættes i 13. del: Begravelser i Grundtvigskirken