Men jeg var jo først og fremmest præst ved Grundtvigskirken. At jeg var blevet kaldskapellan ændrede i og for sig ikke noget ved arbejdet, bortset fra, at som tiden gik fik jeg flere og flere kirkelige handlinger, fordi man havde lært mig at kende. Det var særlig familier, jeg var kommet i forbindelse med i anledning af konfirmationer, eller gennem T.K., der bad mig forrette en af deres kirkelige handlinger.

Hovedparten af begravelserne var nu bisættelser, der for de flestes vedkommende fandt sted i den lille krematoriesal på Bispebjerg. Ikke noget særlig hyggeligt lokale. Terrazzogulv, enkle bænke, kolde blå farver på væggene og en forhøjning, hvor kisten var anbragt, med en prædikestol ved siden af. Ingen kristne symboler uden de græske bogstaver alfa og omega (Kristustegnet). Der skulle ikke være noget der stødte ateistiske eller kirkefjendtlige. Man har formodentlig ment, at der var ikke ret mange, der vidste, hvad de græske bogstaver stod for, og så var der da lidt for de kirkelige!

Orgelet og dermed "Syngepigerne", "Gelænderlærkerne", dvs. koret, der som regel kun bestod af to ret højt syngende damer, var skjult bag et jalousi bag forhøjningen. Men præsten, der sad og stod tæt ved, kunne ofte lugte kaffen, når de under præstens tale tog termokanderne frem, eller høre strikkepindende knitre eller aviserne, bladene, der blev bladet i. De var ofte næsten de eneste, der sang. Salmevalget var ret så ensformigt og lidet lødigt. Ofte havde man indtryk af, at det mest var bedemændene, der afgjorde, hvad der skulle synges. Ofte havde familien dog selv nogle ønsker, men det var sådan noget som: Lær mig, o skov, at visne glad. Kirkeklokke, ej til hovedstæder. Lyksalig, lyksalig. Jeg er træt og går til ro. Altid frejdig. Undertiden havde man dog med familier at gøre, hvor man kunne få skubbet en gedigen kristen salme ind. Men i almindelighed var folks salmekendskab meget småt, hovedsagelig hvad de havde hørt ved andre begravelser. Nogle af de salmer, jeg der var udsat for ved talrige begravelser, har jeg siden hen haft meget svært ved at bruge og har forsøgt at undgå, men det er bestemt ikke altid lykkedes. Dels er folk, hvad salmer angår, meget konservative eller tænker ikke meget over indholdet, men det skal i hvert fald ikke være for udpræget kristent, men mere almindelig folkereligiøst.

I eet tilfælde var det særlig svært at få noget fornuftigt valgt. En mand i fyrrerne, fraskilt, havde begået selvmord, og nu kom moderen for at aftale begravelsen, tid og sted blev aftalt og bestilt og så salmerne: Jo, hun ville gerne have, at vi sang: Lær mig, o, skov, at visne glad, da jeg forklarede hende, at den ikke passede så godt i det specielle tilfælde, så ønskede hun: Lyksalig, lyksalig. Det syntes jeg ikke var ret meget bedre. Men så skulle vi i hvert fald synge: Dejlig er jorden ! Så opgav jeg.

Da der var mange bisættelser i krematoriet, var der kun 1 time mellem hver, så man havde kun 25 minutter til hele handlingen og så skulle følget helst se at komme hurtigt ud af salen. Det næste følge var begyndt at komme og stod og ventede i en særlig ventesal. Og de skiftende præster mødtes ofte i præsteværelset.

Men man lærte sig, at der godt kan holdes en hæderlig begravelsestale, synges 3 salmer og foretages jordpåkastelse m.m. indenfor den tid. Det var kun de færreste af de døde, man havde kendt lidt til, så det personlige i talen indskrænkedes til, hvad man havde hørt fra familien eller fornemmet sig til gennem samtalen forud.

Engang kom jeg dog lidt galt af sted. En ældre mand skulle begraves, og jeg havde på konens omtale af ham forstået, hvor flittig og stræbsom han havde været, og hvor meget han havde betydet for hjemmet, så det antydede jeg ganske naturligt. 1/2 år efter døde konen, og hendes søn af et tidligere ægteskab kom for at aftale hendes begravelse. Det fik vi ordnet, og da han skulle til at gå, sagde han så: "Det var for resten ikke så rigtigt det, som De sagde ved min stedfaders begravelse. Jo, for De sagde noget om, hvor meget han havde betydet for hjemmet, arbejdsom og flittig osv., men sandheden er, at han aldrig rørte en finger, det var min mor, der måtte klare det hele."

Det tog jeg ved lære af, så når jeg ikke kendte noget til afdøde og alligevel gerne skulle have lidt personligt med, så brugte jeg ofte vendingen: sådan som I har fortalt mig om jeres far el. mor, så har jeg forstået, at han var sådan og sådan. Så havde jeg min ryg fri og folk behøvede ikke at sidde og krumme tæer over et overdrevent godt skudsmål fremført af en blåøjet præst.

Jeg har altid haft den opfattelse og forsøgt at efterleve den, at en begravelse er en højtid for et ganske bestemt menneske, en afgørende begivenhed i en families evt. en landsbys, et sogns liv. Derfor skal det nævnes, hvem den døde er, hvad han har virket og levet. Men ganske kort, måske underbygget eller knyttet til et bestemt skriftsted, et salmevers el. lign, der kunne klinge sammen med den pågældendes liv og tro. Jeg bed mærke i det, da jeg engang hørte om en begravelse i København, hvor præsten overhovedet ikke havde omtalt afdøde med eet ord. Da man bar kisten ud, var så en af de pårørende kommet op ved siden af præsten og havde spurgt: "Sig mig hr. pastor, er det en hund, De begraver i dag !" På den anden side har jeg også hørt begravelsestaler (prædikener vil jeg af gode grunde ikke kalde dem), der var een eneste lov tale om alle afdødes fortræffeligheder og gode gerninger, så det ligefrem kvalmede.

En begravelse er nok en privat højtid i en enkelt families liv, men det er også en gudstjeneste, hvor evangeliet skal forkyndes. Derfor skal en ligprædiken, for nu at bruge det gamle ord, for størstepartens vedkommende være gedigen evangelieforkyndelse. Og et dødsfald, en begravelse er ikke den ringeste baggrund at forkynde evangeliet på, faktisk kirkens vigtigste sted at fremføre sit budskab. For det første kommer her et bredt udsnit af en befolkning, også de, som ellers ikke sætter deres ben i en kirke. For det andet er der ingen situation i kirken, hvor folk er så lydhøre som ved en begravelse. Derfor er valget af salmer, skriftlæsninger, men ikke mindst indholdet af prædikenen så vigtig, ja, i og for sig også hele måden, hvorpå handlingen forrettes, med passende ro og værdighed og medfølelse. Det er jo dog den sidste begivenhed i et menneskes jordiske liv og en families sidste afsked med een, der hørte til i dens liv.

Men det var altså det, man syntes det sommetider kunne knibe lidt med i de københavnske kapeller, hvor man havde begravelser så at sige på samlebånd. Tilmed var der det uheldige praktiske arrangement i Bispebjergs lille krematoriesal, at kisten var anbragt på en temmelig høj forhøjning, og den var båret oppe af et hydraulisk system. Når kisten så blev sænket, kunne man, i hvert fald præsten, høre vandet løbe ud af systemet, og kisten stod og rystede en lille smule, når den sænkedes. Det var undertiden for stærkt for nogle af de pårørende. Tanken med arrangementet var vel, at det skulle ligne en jordbegravelse, hvor kisten sænkes ned i jorden. Man har dog siden forladt det arrangement.

En del begravelser var fra kapellet på kirkegården, hvorfra kisten så af 6 kommunalt ansatte ligbærere blev båret ud til graven og sænket af dem. Fra en af disse begravelser husker jeg den tak, som et medlem af familien bragte, det var en djærv københavnsk arbejder, der stod op ved graven og sagde: "Tak til jer, der er kommet her til mosters begravelse. Det var jer, der var med i hendes liv og nu også er med ved hendes død. Og så vil jeg gerne takke pastoren (så tænkte jeg, så kommer det med den smukke tale) for der var ikke noget savl og ikke noget bavl i de ord. Det var også som det sku' være!" Den tog jeg til mig.

Enkelte begravelser fra sognet fik man på andre kirkegård, fordi familien havde gravsted der. Som Solbjerg kirkegård, langt ude på Frederiksberg. Så spændte jeg den store præstekjolekuffert bag på cyklen og trampede derud. Undertiden var der dog sørget for en taxa til en.

Der var naturligvis begravelser, der påvirkede en mere end andre. En dag blev jeg ringet op af en bedemand, der skulle ordne begravelsen af en 15 års dreng. Familien boede i samme husblok, som vi, så derfor ville de gerne have mig til at forrette den. Men bedemanden fortalte mig, inden jeg gik op til familien, at drengen var død på operationsbordet på grund af en fejl begået af lægen. Det havde været en egentlig temmelig ufarlig operation. Men der var altså begået en fejl. Og bedemanden tilføjede, de skal også vide, at familien, før denne dreng var født, havde mistet en datter på 7 år, også på grund af en lægefejl ved operation.

Det var da også en meget beklemt og usikker præst, der gik op til de forældre. Men det blev en stor oplevelse. Manden, der var chauffør, havde oprindelig været katolik, men ikke sluttet sig til den katolske kirke, nok nu medlem af folkekirken. De var rystede, men kunne dog med fatning fortælle om deres tab. Om den lille pige de havde mistet, jeg kan endnu huske, at hun havde heddet Mercedes. Da drengen, der fik navnet Rene, så var født, var han deres eet og alt. Den eneste de havde, og nu havde de også mistet ham, men uden at de sagde ret meget om det, kunne jeg fornemme, at deres tro var med til at bære dem også gennem dette.

Da faderen så ved begravelsen efter jordpåkastelsen stod ved graven for at takke alle dem, der var kommet, sagde han bl.a. noget om, hvor meget de havde fået givet gennem de to børn, hvor meget de havde betydet for dem. Der var ingen bitterhed mod de læger, som havde begået fejlene, og de havde stadig noget at leve for, for der var stadig mennesker, de kunne være noget for. Stilfærdige, men stærke ord.

Med de mange kirkelige handlinger jeg havde, kom jeg undertiden ud for meget stærke overgange. En dag begravede jeg en 15 års dreng, der ukendt af hvilken årsag havde begået selvmord. Der var det svært at sige noget, der kunne være til hjælp. En halv time efter stod jeg foran alteret i Grundtvigskirken for at vie et lykkeligt brudepar. Det var så brat en overgang, at man var dødtræt bagefter.

Her fra Grundtvigskirken kom jeg i oktober 1948 også til at begrave Margrethe Marstrand, i familien kaldet "bedstemor Grethe." Hun var enke efter Jacob Marstrand, min stedfaders far. Han havde været borgmester i København, og havde i mange år været formand for den komite, der stod for opførelsen af Grundtvigskirken. Han var død i 1935. Jeg havde for øvrigt været med til hans begravelse, der fandt sted fra den midlertidige kirke i Grundtvigskirkens tårn. Hun var hans anden kone, men han havde også nået at fejre sølvbryllup med hende, ligesom med den første kone. Hun havde oprindelig været børnehavelærer og havde oversat og digtet en del af de sange, som brugtes meget i børnehaverne. Bl.a. "Jeg en gård mig bygge vil." Hun var efterhånden gammel, var til sidst på plejehjem og var nu død. Familien bad mig forrette begravelsen, der naturligvis skulle finde sted fra Grundtvigskirken. Far var på det tidspunkt syg, så han kunne ikke. Men jeg må være sluppet nogenlunde godt fra det, for bagefter ønskede familien, at min tale blev duplikeret, så der blev lavet et pænt lille hefte ud af den.

Mellem de mange bryllupper jeg havde var der eet, som man ikke sådan glemte. Det var en pige sidst i tyverne fra Gravervænget, det fattigste strøg i sognet. Hun var kæmpestor, høj og tyk, og nu havde hun omsider fået ram på en mand, en lille splejset, fraskilt, forsagt fyr. Da følget kom til kirken, kunne vi se, at dette med størrelsen prægede hele familien, store solide for ikke at sige kraftige. Brudeparret kom sammen kørende i karet med hvide heste for. Da de kom ind af kirkedøren, kunne man se, at manden ved tanke om den lange tur op til koret, satte god fart på. Men han blev af pigen bestemt holdt tilbage, sådan at de kunne skride adstadigt op ad kirkegulvet. Hun var i hvidt med myrter og slør. Jo, når hun endelig skulle giftes, så skulle der være stil over det.

Det gik da også planmæssigt alt sammen, men da vi i bryllupssalmen kom til linjen"...hvor små og store har eet i sinde..", da kneb det med at bevare alvoren. Vi (præst og kirkebetjening) holdt dog masken, mens de højtideligt skred ned ad gulvet, ud til den ventende karet. Men bagefter mødtes vi og tog os et lille grin. Da jeg bagefter cyklede hjem forbi gaden, hvor de boede, hang folk ud af alle vinduer for at se kareten og brudeparret.

I årene her efter krigen begyndte turisterne for alvor at komme for at se kirken. Det var mange tusinde, der om året kom. Turistbusser i stribevis læssede deres indhold af, og guiderne kværnede løs. Der var postkortsalg, men man savnede en brochure, der kunne fortælle lidt mere om kirken og samtidig give lidt indtægt. Jeg fik til opgave at skaffe billeder af kirken. Det blev i samarbejde med eet af de store fotograffirmaer, Holt og Madsen. Andre skrev teksten, så vi fik fremstillet brochurer på dansk, engelsk og tysk. Den blev også meget solgt og dækkede udgifterne til de ekstra kirketjenere, der på grund af turister skulle være der.

Ungdomsarbejdet ved T. K.

Det som især kom til at præge mine år ved Grundtvigskirken, var T.K. Det var et drengearbejde, som var startet de sidste år under krigen i en bestræbelse på at hindre, at de store drenge rodede sig ud i kriminalitet, især i den politiløse tid.

Stifteren var Holger Søndergård og en lærer, som dog ret hurtigt forlod det igen. De havde oprindelig været med i F.D.F., men havde ikke rigtig kunnet forlige sig med den lidt pietistiske linje, man havde fulgt der. Og så havde de på Bispebjerg begyndt dette drengearbejde, først for 14-16 årige drenge. Dem ville man gøre bevidste om, at de var danske og samtidig træne dem i gymnastik og i terrænsport, og give dem nogle gode oplevelser for at holde dem væk fra gaderne og alle fristelserne til kriminalitet. Pastor Olsen stillede sig forstående overfor dette initiativ, og man fik lov at låne kirkens krypt til møder og sammenkomster.

Præsterne og menighedsrådet havde set værdien af dette arbejde, og da man i 1946 skulle have en ny hjælpepræst, bad man mig om at søge embedet med henblik på, at jeg skulle gå ind i dette arbejde. Mine forudsætninger var nu kun, at jeg havde dyrket en del gymnastik, både hjemme i Allerslev og siden i Kredsens gymnastikforening. Jeg kom hurtigt i gang. Vi havde gymnastik i gymnastiksalene på forskellige skoler. Drengene var opdelt i 3 hold: Pionererne var de 14-16 årige, stifinderne var 12-13 år, og gutterne 10-11 år. Jeg skulle særligt tage mig af de sidste. Foruden en ugentlig gymnastiktime havde vi møde en aften, hvor vi lærte dem at bruge kompas og kort, lave tovarbejde, "slå knuder", læste eller fortalte for dem. Det foregik i forskellige kælderlokaler i de store boligblokke.

En meget vigtig ting var turene ud i skovene, hvor vi havde orienteringsløb eller blot traveture. Vi stillede ved kirken og gik så i samlet flok til Hareskovbanens station ved Nørrebro station og tog med toget ud til skovene, hvor drengene og vi ledere så løb eller travede rundt. Madpakkerne blev spist udendørs, og det var en flok trætte, men glade drenge, der vendte hjem hen imod aften.

Et ønske om at få egen grund til lejrophold blev opfyldt, da man i efteråret 1946 købte 3 tdr. land ved Uggeløse skov. På grunden lå et kreaturskur. Ved indsats fra forældre og ledere blev det ombygget til en lille hytte, hvor en halv snes drenge kunne overnatte under meget trange og primitive forhold. Der var en brændeovn, som vi også kunne koge havegrød og lave te på. Brikse langs væggene og plads over hanebjælkerne gav sovepladser. Drikkevand hentede vi på en nærliggende ejendom, vask og tandbørstning samt opvask foregik i bækken, der afgrænsede grunden.

"Birkemoselejren", som stedet blev kaldt, lå ca. 25 km fra København og transporten derop foregik på cykel. Det kunne være nogle seje ture i efterårsblæst og regn. Men det var en særlig oplevelse at være på tur. Det var naturligvis kun de større drenge, der kunne tage cykelturene derop. Jeg har haft mange gode oplevelser, når jeg var der med en halv snes drenge. Når vi først havde fået tændt op i ovnen, fået lidt varme på, spist vore madpakker og drukket vores te, kunne vi hygge os med historier, dårlige vittigheder og ikke sjældent med fornuftige, for ikke at sige alvorlige samtaler.

På sådanne ture kom man jo tæt ind på livet af drengene og deres oplevelser og tanker. Det blev ofte sent, inden de sidste faldt i søvn en sådan aften. Næste morgen var der havregrød, og selvom den undertiden kunne være lidt sveden, så var sulten så stor, at den gled ned. Så orienteringsløb i skoven, endnu en madpakke, så cykelturen hjem.

Forældrene til drengene var glade for dette arbejde. Man dannede snart en forældrekreds "T.K.'s venner," der på forskellig måde støttede arbejdet. Det gav også mig en god kontakt til hjemmene i sognet. Det blev efterhånden sådan, at skulle disse hjem have en eller anden kirkelig handling, bryllup eller begravelse, så var det mig, de kom til, for mig kendte de jo.

Hvert efterår holdt vi en større fest, som regel på Efterslægtsskabets store skole. Der havde man en stor sal med scene. Så der var en aften fest for drengene og deres hjem. Det var med tombola, sang, gymnastik, komedie og forskellige optrin. Alt det krævede megen forberedelse i ugerne inden og på selve dagen .

En gang om måneden havde vi kredsaften, hvor alle drengene var samlede i kirkens krypt. Programmet kunne være med film, eller en opdagelsesrejsende eller en anden spændende person fortalte. Der kunne også være virksomhedsbesøg, som et avistrykkeri, en brandstation eller en fabrik.

I slutningen af juni var Søndergård og jeg ledere på en 14 dages lejrtur til Sønderjylland. Vi havde en 16-17 drenge med, den foregik på cykel og med telte, Fyn, Als, Dybbøl, Kollund. Vi sejlede hjem fra Fredericia.

I juli 1948 var vi med Stifindere og pionerer en tur i Telemarken i Norge, med tog til Frederikshavn, båd til Larvik, med tog og busser eller vandrende rundt, Rjukan, Gaustatoppen, Tinnsjøen. Vi boede på skoler, i missionshuse og på vandrerhjem.

Vi var hurtigt klar over, at den lille lejrplads, Birkemoselejren, var alt for lille. Når vi havde ture derop f.eks. i Pinsen, måtte mange af deltagerne sove i telte. Da vi så opdagede, at det lille husmandssted, der lå lige på den anden side af bækken, og hvor vi hentede drikkevand, var til salg, besluttede vi at købe det. Men det skulle koste 25.000 kr. Mange penge havde vi ikke, men vi arrangerede en stor basar i kirkens krypt. Vi var rundt hos de handlende og kvarterets fabrikker for at skaffe varer og gevinster til lodseddel og tombola. Det var ærlig talt ikke særlig spændende således at gå tiggergang, men i de allerfleste tilfælde gav det gode resultater. Folk forstod værdien af det arbejde, vi gjorde, og i oktober 1948 holdt vi en lørdag og søndag en stor basar i kirkens krypt. Om søndagen havde jeg begravelse kl. 13, gudstjeneste kl. 14 og så åbnede vi basaren kl. 16. Vi havde fået Ib Schønberg til at komme og underholde, og det gav tilstrømning. Krypten var stuvende fuld. Og basaren gav et overskud på 8.000 kr.

Vi kunne så købe husmandsstedet. I løbet af vinteren og foråret byggede vi ejendommen om. Stalden blev til spisesal, og loftet til sovesal. Stuerne slået sammen til pejsestue. Et lille lederværelse blev der også plads til. Det var igen de store drenge, medlemmer af ungdomsforeningen, og forældre og vi ledere, der lavede dette store arbejde. Og i juni 1949 kunne vi hejse flaget over lejren og holde indvielsesfest med stor deltagelse af drengene og deres forældre. Senere er der foretaget en del beplantninger, anlagt fodbold og idrætsbaner, svømmebassin, toiletbygning.

I oktober 1947 var kredsen så stor, at det var naturligt at dele den, så der kom en afdeling ved hver af de nye kirker i henholdsvis Emdrup og Tagensbo, og de to præster der, Due i Emdrup og Holm i Tagensbo, kom med i arbejdet.

I juni 1949 havde vi sommerlejr på "Thybjerg", en stor velindrettet lejrbygning på Thyholm. Vi havde vel en 25-30 drenge med, Søndergård og pastor Holm fra Tagensbo (senere biskop over Fyns stift) og hans kone var med. Der var rig lejlighed til badning, traveture, "natleg", hvor vi opsporede "smuglere."

I December 1947 oprettede vi for de ældste en ungdomsforening, der tilsluttedes De Danske Ungdomsforeninger. Den blev jeg leder af.

Selvom der bliver nogle gentagelser, skriver jeg her den artikel, jeg i 1998 skrev til bogen om T.K.

På reolen lige foran mit skrivebord står en lille træfigur, skåret ud i simpelt fyrretræ. Den har stået der i snart 50 år, først i Fåborg præstegårds studereværelse, og i de sidste 10 år her mit hus i Agerbæk.

Den er ikke noget kunstværk, men enkel og prunkløs. Den forestiller en bondekone med langt skørt og forklæde. Den er omhyggelig malet. Det er tydeligt, at der er lagt et stort arbejde i det. Men --- der er et underligt misforhold i fremstillingen, idet kvinden på sit hoved bærer en meget stor kurv. Den er alt for stor i forhold til hendes skikkelse. En fejl ? ja, og dog! Den figur har sin særlige historie, som har med TK at gøre.

Jeg var med som leder i TK i næsten 4 år, 1946-50. Jeg var blevet præst ved Grundtvigskirken, og blev meget hurtigt inddraget i TK's arbejde. Forudsætninger for det ?? --- Jeg havde aldrig været spejder eller FDF'er, men jeg var vokset op med foreningsarbejde på landet, havde dyrket en del gymnastik, både på min hjemegn og i København, og er vel blevet betragtet som et nogenlunde normalt menneske.

Jeg havde så gymnastik med nogle af grupperne, og almindeligt drengearbejde med gutterne. Vi holdt til huse i forskellige mere eller mindre velegnede kælderrum i de store boligblokke. Arbejdede med at lære at binde reb i de forskellige knob, at bruge kort og kompas, med de forskellige finesser. Der var oplæsning og sang, indøvelse af sketcher osv.

Det mest spændende var nu oprettelsen af Birkemoselejren. Først den lille hytte. Egentlig et kreaturskur, som vi, ledere, de store drenge, og en del fædre i løbet af vinteren 46-47 byggede om til en brugelig hytte. Stor var den ikke, kunne rumme en 8-10 mand, på brikse lang de to vægge, på en platform under taget, og på gulvet. En brændeovn skulle give varme og mulighed for lidt madlavning. Der kunne kun være en gryde på ad gangen, men der kunne da koges vand til te og varmes pølser.

Men det var en oplevelse også for mig, at starte cyklerne fra Bispebjerg og stampe de 25 km i al slags vejr til Uggeløse. Komme op til hytten, få tændt op i ovnen. Der skulle ligge brænde under et halvtag på bagsiden af hytten. Det var der nu ikke altid, for holdet før havde ikke fået samlet det ind. Så måtte vi i skoven for at samle brænde. Når vi omsider fik ild i træet, osede det ofte så kraftigt, at vi måtte udendørs for at få vejret, indtil der kom træk i skorstenen. Men så kunne vi lave te og spise vore madpakker. Aftenen gik med snak, sang, oplæsning og sommetider natleg. For mig var det bedste ved alt dette den nære kontakt, jeg fik med disse drenge. Ikke sjældent blev det til dybsindige samtaler, fortrolig snak med en og anden på en lille spadseretur. Så til køjs, og forsøge på at sove. Først på natten var der for varmt, senere når "fyrbøderen" sov og glemte at lægge på ilden, blev der koldt, så man vågnede lidt tidligt. Morgenvask i åen, drikkevand hentede vi på en nærliggende gård, havregrød, og den var ikke altid sveden, te og osteklemmer. Kompasøvelser i skoven eller fodbold på engen. Og så hjemtur på cykle, helst inden det blev mørkt. Det var nogle trætte drenge og ikke mindre en træt leder, der til sidst asede sig op ad bakken på Frederiksborgvej.

Da det lille husmandssted var købt blev det på ny byggeperiode, hvor vi ryddede stalden til spisesal, loftet til sovesal, udvidet med rummet over laden, hvor vi sled med at lægge nye bjælker op, lægge gulv, lave trappe. Rive mure ned mellem stuerne, og i det hele taget gøre det til en brugelig lejrbygning.

Også her var det frivillig arbejdskraft, de ældste af drengene, deres fædre, hvoraf nogle heldigvis var håndværkere. Men det fællesskab om en sådan opgave, det var meget værd, ikke blot for byggeriet men for hele arbejdet i kredsen. Det betød en utrolig stor opbakning fra mange af hjemmene. Det kom også til udtryk i tilslutning til forældremøder og i kredsen af venner omkring arbejdet.

Det samvær, jeg havde med drengene, deres forældre og siden med de unge, da vi havde dannet ungdomsforeningen for de 16-20 årige, det var meget værdifuldt for mig. Jeg lærte mennesker i sognet at kende. De fleste var arbejdere, håndværkere, funktionærer. Og de lærte mig at kende, så, når de skulle have en kirkelig handling i familien, bryllup, begravelse eller konfirmation, så var jeg den præst, de kendte og henvendte sig til.

Det blev på den måde meget gode læreår for mig, for i sådan et arbejde kommer man meget tæt ind på livet af hinanden. Det giver fortrolighed og tillid at arbejde sammen. Og det giver erfaring om praktiske ting og --- om mennesker.

Da jeg så i foråret 1950 blev udnævnt til sognepræst i Fåborg i Vestjylland, betød det jo farvel til alt dette. Jeg blev takket med gode ord og med gaver. En smuk skrivemappe fik jeg af ungdomsforeningen. Den ligger stadig på mit skrive bord. En enkelt familie gav mig et par sølvlysestager, som altid står på mit spisebord.

Men mest kom den lille træfigur til at betyde. Jeg holdt afskedsgudstjeneste, og mange kirkegængere kom for at sige farvel og ønske godt for mig og min familie. Til sidst kom Jørgen, en af drengene, jeg havde haft i TK. Han gav mig lidt genert en lille pakke. Det var figuren, han selv havde skåret ud og malet. Den fik sin plads på reolen i mit studereværelse i Fåborg.

Da TK i 1953 havde sit 10 års jubilæum var jeg derovre, med til festen, hilste på mange af mine gamle drenge. Det var meget festligt. Men der var en, jeg savnede, Jørgen. Så jeg spurgte de andre, om ikke Jørgen var med mere. Da blev de så stille. En af lederne, der stod der, fortalte mig så, at Jørgen var død og hans lidt ældre broder også. Deres mor, der var ene med sine drenge, havde taget sit eget og deres liv. Tilværelsen var blevet hende for svær. Kvinden med den alt for store byrde.

Så den lille træfigur er for mig ikke bare et dyrebart og vemodigt minde om en rask københavnerdreng af flokken, jeg havde med at gøre, om en travl og festlig tid i mine første år som præst, men også en stille påmindelse til mig, om hvem det var, jeg som præst især skulle være noget for: dem, der får de svære byrder.

Jeg lagde nogen tid og nogle kræfter i TK i de få år, men fik til gengæld så meget, der har været værdifuldt for mig gennem de snart 50 år, der er gået siden.

Studenterkredsen. På grund af den hidtidige formands forflyttelse, blev jeg, der havde været næstformand, fra 1 februar formand for Kredsen.

Det betød ansvaret for afholdelse af de ugentlige fredagsmøder, der endnu holdtes i Helligåndshuset, da Grundtvigshus endnu ikke var klar til tilbagevenden dertil efter tyskernes brug af det.

Møderne foregik på den måde, at vi først fik et foredrag, efter kaffebordet kunne der så være forhandling, diskussion eller underholdning. Eksempler på mødeaftner:

Frimenighedspræst Richard Andersen: "Der går sjæl i alt", efter kaffen sang.

Professor V. Kuhr: Selvbedrag og selverkendelse, efter kaffen underholdning ved violinisten Bela Detreköy, en ungarer, som jeg kendte fra hans ophold under krigen i Allerslev. Sammen med en broder og bedstefaderen var de flygtet fra Ungarn.

Sognepræst Helmer Mørch (min fætter): England i krig.

Professor Vilhelm Grønbech. Bagefter musikunderholdning.

Højskolelærer Sigurd Juhl Andersen: Kampen for freden. Musikunderholdning.

Højskolelærer Dahlerup-Petersen: Sydslesvig.

Adjunkt Vilhelm Morsing: Moderne dansk litteratur.

Tegneren Jensenius: Hvad ler vi ad?

Der holdtes et par årlige fester: Rusgilde i slutning af september for at byde nye studenter velkommen.

Store Bededags-bal, der som regel foregik i lokaler i eller ved Dyrehaven.

Hver sommer var der sammen med Studenterkredsen i Århus sommermøde 6 dage på een eller anden højskole: Rønshoved, Ry, Danebod, Engelsholm, Vrå. Det var med foredrag, diskussioner, udflugter, gudstjeneste, revy og bal. Altid meget festligt.

Fortsættes i 14. del: Fars død og vores opbrud fra København