Jeg var begyndt at tænke på at søge et embede på landet. Jeg havde særlig Jylland i tankerne, specielt Vestjylland, for jeg vidste, at der var der stadig både et menighedsliv og et meget folkeligt arbejde i gang mange steder. Så, da jeg i Præsteforeningens blad så, at et embede, Fåborg-Årre (Agerbæk) blev ledigt, tænkte jeg, at der da næppe kunne ske noget ved at søge det. Det var ganske vist stort med 3 kirker, ca. 2.900 indbygger. i daværende 2. klasse, og jeg sad i embede i 4.klasse. Det var ikke så almindeligt at springe en klasse over.

Grethe var med på ideen. Jeg havde ganske vist tænkt mig et mindre embede, på landet med 1 eller 2 kirker og et passende antal mennesker, som man kunne lære at kende godt og have tid til at være sammen med. Men det her så nu så godt ud, så forsøget skulle gøres. Da jeg fortalte far om det, blev han meget optaget af det. Han kendte lidt til Sydvestjylland fra den tid, han var højskolelærer i Askov. Så han glædede sig over det, og ansøgningen blev indsendt. Desværre oplevede far ikke, at jeg fik embedet. Den 13 december var han taget til København for at gå på sit elskede Det Kongelige Bibliotek, men han blev fundet død i Rigsdagsgården, sunket om af et hjerteanfald og bragt til Retsmedicinsk Institut Derfra førte vi ham næste dag til Osted, hvor jeg nogle dage senere forrettede bisættelsen. Det var et meget stort følge, der samledes i kirken, og efter at kisten var kørt af sted til krematoriet, samledes vi på friskolen til mindesammenkomst. Her var der mange gode taler og megen tak. Far havde været deres præst i 22 år, hvor han trolig havde virket med gudstjenester, møder og besøg hos de ældre i menigheden.

Urnen blev sendt til Venge kirkegård, hvor fars første kone var begravet. Der foretog vi nedsættelsen. Farmor og jeg tog til Skovlyst ved Brørup, hvor fars søster "faster Myg" boede. Hendes svigersøn, Jens Vester, som havde overtaget gården en del år før, kørte farmor og mig til Fåborg, så jeg kunne få lejlighed til at se lidt nærmere på præstegården, om det nu var et sted at søge til.

Netop den dag var den gamle præst pastor Schmidt flyttet derfra om morgenen. Det fik vi at vide af Morten Søndergaard, den tidligere forpagter, som stadig boede i de gamle bygninger og drev jorden derfra på en særlig ordning. Morten og Stinne var således de første mennesker, jeg mødte i Fåborg, men tro mod vestjysk gæstfrihed satte Stinne snart et kaffebord frem. Vi fik lejlighed til at se den store tomme præstebolig og traf i øvrigt også Asta Østergaard, der havde gået og hjulpet pastor Schmidts med de sidste ting, da de flyttede ud. Men menighedsrådet opsøgte jeg ikke. Det var ikke almindeligt dengang. Synet af boligen afskrækkede mig nu ikke fra at opretholde min ansøgning.

Jeg var i Kirkeministeriet for at se, hvem og hvor mange der søgte embedet. Og da jeg så navnene, og at der var over 30 ansøgere, var jeg klar over, at det kunne jeg godt skyde en hvid pind efter. Men jeg blev nu alligevel bedt om at komme og prædike for menighedsrådene. Jeg tror nok, at det var lidt af et blåt stempel man havde, at jeg var præst ved Grundtvigskirken.

Jeg fik skrevet prædiken og sendt salmenumre til menighedsrådets formand. Tog d. 20 januar til Esbjerg, hvor jeg boede hos Evald og Lis. Næste dag opsøgte jeg efter aftale biskop Lindegaard i Ribe, der fortalte mig en del om embedet og lærte mig lidt at kende. Søndag d. 22 januar havde jeg så gudstjeneste i Næsbjerg kirke, hvor der ikke var nogen stor menighed samlet, men der sad dog 19 højtidelige menighedsrådsmedlemmer, ældre mænd, nogle med hvid knækflip, og solide kvinder.

Lige før gudstjenesten skulle begynde kom formanden, førstelærer Poulsen, Slebsager, op til mig i koret, hilste på mig og sagde så: " Ja, de er vores sidste håb!". Det var jo ret så opmuntrende, eftersom de havde haft flere ansøgere til at prøveprædike.

Efter gudstjenesten gav menighedsrådet middag på Øse kro, hvor man så benyttede lejligheden til at udspørge mig. I min dagbog har jeg om gudstjenesten og interviewet skrevet: Slap vist heldigt fra begge dele. Jeg tog så toget tilbage til Esbjerg, og med det tog, jeg tog med fra Næsbjerg, kom den sidste ansøger som menighedsrådene skulle høre. I Esbjerg besøgte jeg een af mine studiekammerater, Tage Linneboe, der var præst ved Zionskirken. Næste dag var jeg hos ham igen og da sammen med en 3. studiekammerat, Torben Jørgensen, der nu var præst i Hviding. Og så med lyntoget tilbage til København.

10 februar fik jeg brev fra Fåborg om, at jeg var indstillet som nr. 1. Og så var det ellers bare at vente. Jeg var ret ofte i Allerslev for at rydde op i fars sager og gøre klar til flytning for mor, som skulle ud af præsteboligen i løbet af foråret, men hvorhen? Men 10 marts kunne jeg i avisen læse, at jeg var udnævnt til sognepræst i Fåborg-Årre. Det gav nogle telefonsamtaler, ændringer af aftaler osv.

Næste morgen tog Grethe og jeg med lyntoget til Bramminge, og videre med toget til Agerbæk, hvor 4 fra menighedsrådet tog imod os og skaffede os lidt mad på cafeen. Derefter kørtes vi til Fåborg, hvor præstegårdsudvalget ventede på os hos Morten Søndergård. Vi så på huset, og det blev bestemt, hvilke rum, der skulle sættes i stand. Det var et meget sparsommeligt udvalg: Nogle rum skulle tapetseres, og træværket, dvs. døre og vindueskarme pletmales ! Overnatning hos Evald og Lis i Esbjerg og så tilbage til København.

Senere fik jeg at høre om indstillingsmødet i menighedsrådet. Provst Kærgård, Esbjerg kæmpede meget for at få en missionsmand indstillet som nr. 1. Men kvinderne i rådet satte ham på plads: det var ikke ham, der skulle afgøre dette. Og Indre Missions ledende mand i rådet, købmand Klit, Årre, erklærede, at hvis rådet tog Holdt, så satte Indre Mission ikke sine ben i kirken. Men flertallet havde altså holdt fast ved mig som nr.1.og sådan blev det. Klit var for øvrigt siden hen en ret hyppig kirkegænger. Og det gik så pudsigt, at det første barn jeg døbte i Årre, var hans sønnesøn, Jens Klit.

Men så forestod opbrud fra både København og Allerslev. Jeg fik katalogiseret fars bøger og solgt og foræret en del af dem væk. Og så begik jeg een af mine fejltagelser. Farmor havde ikke besluttet sig for, hvor hun skulle bo. De havde været ved at planlægge at bygge hus i Askov, men det var jo sat i bero på grund af fars død. Men så bestemte vi os til at tage farmor med til Fåborg foreløbig. Det ville være godt, rent økonomisk, og det ville kunne være en hjælp for Grethe at have hende at støtte sig til i livet i en præstegård på landet. Det skulle nu snart vise sig, at det ikke var så klog en disposition.

Men der skulle flyttes. En flyttevogn kørte vore ting fra Skoleholdervej til Lejre station, hvortil også de mange møbler m.m. fra Allerslev kom. Det blev to jernbanevogne fulde. Vi havde haft en stor bolig i Allerslev, hvor der var samlet møbler fra to hjem, dels dem mor var kommet med fra Silkeborg og dem far havde.

Inden vi forlod København blev der holdt afskedsfest af T.K. Jeg fik overrakt en meget smuk skrivebordsmappe, som endnu ligger på skrivebordet, og en enkelt familie, hvis sønner havde været meget med i ungdomsforeningen gav mig et par sølvlysestager. Og der var afskedsgudstjeneste med håndtryk og gode ord bagefter fra mange kirkegængere. "Gud give jer lykke og gode råd", sagde en af de trofaste ældre damer. Til sidst kom en af T.K. drengene, Jørgen (13 år) og gav mig en lille pakke, der viste sig at indeholde en lille træfigur, han havde udskåret og malet. Det blev den mest betydningsfulde gave jeg fik. Den står stadig på reolen overfor mit skrivebord, så mit blik falder ofte på den. Den har en ganske særlig historie, som jeg har omtalt i beretningen om T.K.

Og så flyttede vi. Med overnatning i Esbjerg kom vi d. 26 marts om formiddagen med rutebil til Fåborg. Og så begyndte flyttebilerne at køre fra stationen i Agerbæk til præstegården. Folk i sognet havde beklaget denne unge præst, som kom fra en mindre lejlighed i København og nu skulle møblere en stor præstegård. Men der var nu ingen grund til den beklagelse. Læs efter læs kom og blev sat på plads, så huset blev rigeligt fyldt. Og dagene gik med at få orden på tingene. Farmor fik det store gæsteværelse som sin stue, men var selvfølgelig mest sammen med os.

Præstegården var stor: 30 m. lang og 10 m. bred, 300 kvadratmeter. Den var blevet bygget i 1861, da sogneomlægninger medførte at Fåborg og Årre blev eet pastorat. Tegningerne til huset skulle været lavet af den første præsts svigerfar, der havde været eller var slotsforvalter på eet af de kongelige slotte. Jeg tror også, at det prægede indretningen. Ud mod haven mod syd lå fire rum med store fløjdøre imellem, og ud mod gården en stor spisestue, også med fløjdøre. Her var fyldingerne i dørene udsmykket med blomstermalerier. Der var højt til loftet, næsten 3 meter. Der var noget fornemt over det, når fløjdørene var åbne og man sådan kunne se gennem rummene. Men særlig praktisk var det nu ikke. Hvis man fra indgangsdøren skulle til studereværelset skulle man først gennem en mellemgang, en dagligstue, en havestue før man var i kontoret. Det var ikke så smart, når folk kom i eet eller andet ærinde til præsten. Opvarmningen var fra et centralkomfur i køkkenet med varmeapparat i dagligstue, spisestue, soveværelse og bad. Det kunne godt fungere. I de andre rum var der brændeovne og en enkelt kamin til koks eller træ. Men vi fyrede med tørv og træ. Den tidligere forpagter skulle som afgift skove 10 rm. træ i plantagen, der hørte til præstegården, og grave adskillige læs tørv i præstegårdens moseparcel og køre det hele hjem i det store brændehus. Herfra måtte vi eller pigen, vi havde, så slæbe kurve med tørv el brænde i favnen, tværs over gården ind ad bagdøren og halvt gennem huset for at få det ind i køkkenet. Og så skulle asken ud igen samme vej. Konfirmandstuen, der lå i det nordvestre hjørne af huset, havde en brændeovn, ligesom i studereværelset, men de fungerede ikke særlig godt, der var ikke rigtig træk i dem. Da vi nogle år senere brækkede huset ned, fandt vi forklaringen herpå: Der gik en træbjælke lige gennem skorstenen!

Drengene: Jacob nu 3 år og Niels Jørgen 1 1/2 år nød al denne plads, løb hujende gennem den lange gang, der gik ned gennem den østlige del af huset ud til vaskehus, værksted, pigekammer, eller de kørte på deres trehjulede cykel.

På den anden side af gårdspladsen, der var belagt med små brosten, en rigtig stenpikning, lå en trelænget gård. I den vestlige længe var karlekammer, konfirmandlokum, vognport og hestestald, i den nordlige længe, ko- og svinestald og lade, og i den østlige længe boede Stinne og Morten Søndergård i et hyggeligt hjem.

Morten Søndergaard havde først været forpagter der i over tyve år, men efter nogle nye jordlove havde han kunnet købe jorden på gunstige vilkår til et statshusmandsbrug, og havde fået tilladelse til i nogle år at drive jorden fra de gamle bygninger. Det var en gunstig ordning for ham, han slap for at bygge nyt, og det var en gunstig ordning for præsten. For det var nogle gode naboer at have, og de holdt altid gården vel i orden, kalket hvert år, stråtaget omhyggeligt passet og gården fejet og ryddelig. Den lille have ved indkørslen til gården altid i fineste orden. Da præstegården lå lidt for sig selv i udkanten af byen og lidt fra vejen, var det rart at have nogle gode naboer så tæt ved.

Haven, der lå syd for præsteboligen var stor som en park med store plæner, mange gamle træer, både frugttræer, valnød, bøgetræer og graner. Urtehaven lå helt nede ved vejen, der hvor der nu ligger et lille parcelhus. Der var øst for opkørselen en meget stor frugthave med vel et halvt hundrede træer af mange forskellige sorter. Og i læbæltet mod vest endnu en lang række frugttræer. Endvidere nord for gården en lille plantage og et stykke mark. Der var i alt ca. 4 tdr. lige omkring præstegården. Derudover var der en plantage et stykke ude mod nord, den var på ca. 2o tdr. land, fyr, gran, løvtræer og i lange rækker et par hundrede frugttræer. Det var lidt af et forsøg man gjorde der. Min forgænger havde vist en drøm om at tjene lidt penge på frugtavl, og en af hans sønner var gartner. Yderligere hørte en moseparcel på ca. 4 tdr. land med til præstegården.

Da man i 1861 byggede præstegården skulle det være en rigtig gård med landbrug. Præsterne havde på den tid endnu en væsentlig del af deres indkomst ved det landbrug, de selv drev. Det var de færreste, der fik noget videre ud af det, i hvert i Vestjylland. Det var magre jorder, og det var ikke ret mange præster, der havde forstand på landbrug. Derfor blev det mere og mere forpagtet ud. Oprindelig havde der været 200 tdr. land til Fåborg præstegård, lidt opdyrket, men det meste i hede. Der var der i årenes løb blevet plantet plantage. Med tiden var der solgt jord fra til statshusmandsbrug. Det første omkring 1925, senere i fyrrerne, yderligere 3, hvortil så kom den parcel Morten Søndergaard havde. Men med årene var det hele opdyrket, og der levede altså 5 familier her på den tidligere præstegårdsjord.

Men alene det der endnu var tilbage, jorden omkring præstegården, plantagen og mosen var jo et helt lille kongerige, og det havde jeg ansvaret for i selvdrift, som det hed, med hjælp og tilsyn af Hedeselskabet.

Fortsættes i 15. del: Livet i Fåborg 1950-60