Jul/Nytår 2004
33. årgang
Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!) .....for
alle jer som har betydet noget for mig ......om alle de mennesker
og begivenheder som har betydet noget for mig.
Kære årbog…….gamle venner
……og svage smugkiggende sjæle
Lad mig starte med at understrege hvorfor det bliver mere og mere
nødvendigt at skrive dag- eller for os dovne - årbog. Som alle I, der
har nået min alder, erkender, flyver tiden af sted - hurtigere og
hurtige - og man bliver simpelthen nødt til, synes jeg, at holde den
lidt fast for ikke selv at blive hægtet af. Som I kan se på min fars
billeder på www.Holdt.us har jeg lagt
dem op efter årstal så man kan klikke sig
igennem hele hans 80-årige
liv, hvilket giver stof til eftertanke.
Mere end 50 år af dem omhandler
jo mit eget liv og 24 af dem mine børns liv, men hver gang jeg sidder og
klikker mig igennem dem og minderne dukker op, går det virkeligt op for
én hvor kort ens liv er. Når jeg aldrig bliver helt religiøs er det nok
fordi jeg ikke er helt enig med Vorherre i den korte tid han har givet
os til at virke i - noget man sander endnu stærkere hvis man laver
slægtsforskning. Hvordan I al verden har Han dog tænkt sig at jeg skal
nå alt det som jeg går med planer om på kun 50-80 år? Og hvis jeg skal
nå det, hvordan skal jeg så få tid til at passe min familie?
Det sidste
minder Vibeke mig hyppigt om - f.eks. i årets løb, da hun en dag sagde:
"Kan du ikke lige løbe hen til bussen med Lalous (min datter) sovepose,
som hun skal have med på turen." Pligtopfyldende vanemenneske, som jeg
er, tog jeg soveposen under armen og gik efter sædvane hen i
Fredericiagade, hvor jeg stod i en halv time og ikke fattede hvorfor
bussen ikke kom og børnene ikke var der. Så pludselig ringede Lalou
rasende på mobiltelefonen: "Hvor bliver du af, far, busserne holder og
venter kun på dig?" hvorved jeg pludselig kom i tanker om at Lalou ikke
gik i udflytterbørnehaven Bøgely mere, men var blevet en fuldvoksen
pige, der skulle på druktur i Norge med sin 2.g i Øster Borgerdyd
Gymnasium. Jo, sådan smutter livet væk imellem fingrene på os - også
selv om vi udmærket kender fænomenet fra Benny Andersens fine digt og
snakker om det ustandseligt. Men gør vi noget ved det?
En anden grund til at jeg ikke fik skrevet julebrev var at jeg midt i
julen fik en e-mail fra min gamle sorte "veninde"
Sandra fra Harvard om
at en kongreskomite ville lave en udstilling med mine billeder i
Kongressen i anledning af at præsident Bush netop havde underskrevet
loven om at etablere det første Afroamerikanske museum i Washington.
Billederne skulle udstilles lige under kuplen i senatets Rotunda gennem
hvilken alle senatorerne går på arbejde. Jeg fik derfor travlt med at
udvælge og trykke billederne, der skulle afleveres først i februar.
Efter kæmpearbejdet med at lave udstillingen i Rundetårn, hvor jeg ikke
havde solgt ét billede, havde jeg ikke gidet hænge dem på en væg igen.
Men dette var en kæmpechance til at slå igennem også udenfor USA’s
universitetsverden.
Så Vibeke og jeg drog sammen derover og kørte ned
til Washington med billederne. Vi havde møder med komiteen, som også
regnede med at mine billeder skulle hænge i det endelige museum, når det
var bygget. Men det kan tage lang tid, da det bliver uhyre
kontroversielt. Ingen i USA havde hørt om det, idet Bush ventede med at
underskrive loven til den dag, hvor Saddam Hussein blev trukket op af
hullet da dette jo ikke er populært på den racistiske højrefløj, som
stadig ikke vil anerkende en Martin Luther King fødselsdag. Vi fik en
masse andre spændende inside-historier at vide. Mest overrasket var jeg
af samme grund over at de turde udstille
Annie Hedvards billedtæpper,
der er lavet efter mine fotos, men har et helt anderledes 70'er-agtigt
politisk budskab end nutidens. Jeg havde glædet mig til at cykle ud til
Annie ved Christiania for at fortælle hende at hun skulle udstilles i
kongressen, men hun sad nærmest og gloede ligeglad på mig. Det var en
tid hun ligesom helt havde lagt fra sig. Nu malede hun blomster, så hun
gad ikke tage med til USA. Og det var måske godt nok, for Vibeke - som
blev afløseren efter mit korte forhold til Annie Hedvard i 1976 - nød i
fulde drag at blive indkvarteret i det fine hotel Congressional Suites
lige bag kongressen. Men modtagelsen var mindre fin da vi skulle ind og
se Senatets rotunde, der pudsigt nok er opkaldt efter en af de mest
racistiske raceadskillelsessenatorer fra sydstaterne, Richard B.
Russell.
Der var lige fundet gift i
senatet og sikkerhedsfolkene gav mig en behandling som var jeg Saddam
Hussein himself. Måske der også var visse ligheder, thi den dag hvor
Hussein blev trukket op af sin jordhule havde flere af Vibekes veninder
sendt hende drillende e-mails: "Har du set at de lige har fundet din
mand?" At vi da heller ikke helt hører hjemme på de marmorbonede gulve
gik også op for Vibeke, da vi kom kørende til Capitol og bilen brød
sammen lige uden for. Heldigvis kunne vi få den lavet mens vi boede i
hotellet, men allerede da vi kørte tilbage mod New York gik det galt
igen. Da vi passerede afkørslen i Maryland, hvor den gamle bil var brudt
endelig sammen, sagde jeg til Vibeke: "Pas på, det er her hjulet
eksploderede sidst jeg kørte forbi."
Og ganske rigtigt, i samme øjeblik
lød der et brag under bilen og den begyndte at slingre voldsomt. Jeg fik
den standset og så nu at baghjulet var faldet af - nøjagtig ligesom
forhjulet faldt af på vores første feriedag i 2002-julebrevet. Det
usandsynlige var sket, at ud af USA's hundredtusinder af værksteder
havnede vi nu på netop det, hvor jeg kun to måneder før havde købt
bilen. Og der sad nu Vibeke en hel eftermiddag - ligesom Rikke havde
gjort det gang på gang - og trommede med fingrene, da hun skulle nå
flyet til Danmark næste dag.
Vi nåede dog at spise middag i Philadelphia
om aftenen med Owusu - en afrikansk udvekslingsstuderende vi havde været
værtsforældre for sommeren før og været utroligt glade for.
Da Vibeke
var rejst hjem, havde jeg et par foredrag i Massachusetts samt Columbia
og Princeton, hvor der var stuvende fuldt og hvor jeg bagefter slog
tiden ihjel inden udstillingens åbning. Og det var sjovt for en gang
skyld at have tid til at "hænge ud" sammen med studenterne, der pga.
deres høje intelligens og debatniveau i Ivy League-skolerne "fornemmes"
som de er på ens egen alder.
Og drukket bliver der til deres fester, så
det er jo ikke altid helt nemt at holde sig på måtten - hvis ikke man
lige havde den ydmygelse at studenterne hele tiden blev bedt om at vise
identitet, når der skulle købes sprut, mens jeg aldrig blev udspurgt. Så
først gik det tit op for mig at i rent fysisk udvikling var de piger jeg
løb rundt med kun på min søns alder selv om de kunne formulere sig som
en Einstein. Omvendt oplever jeg dem i de lavere universiteter som
umodne teenagere, som jeg aldrig ville drømme om at hænge ud med. Nå,
selv Princeton er ikke hvad det var i de gode tider i 80'erne, da min
far var med og fotograferede mine forestillinger her, som det ses på
"hans" hjemmeside. Jeg har måske nok stadig fuldt hus, men dengang
behøvede vi end ikke at sætte plakater op for at få det. I dag er
Princeton blevet 80% republikansk.
Mens jeg gik der og blev vartet op og forkælet af studenterne og legede
med tanken om at tage til Haiti og se oprøret mod Aristide med min søde
haitianske arrangør, kom der pludselig en opringning fra Sandra om at
den magtfulde Senate Rules Committee pludselig havde aflyst udstillingen
af sikkerhedsgrunde pga. giftfundet i senatet. Det var kun to dage før
den skulle åbnes af den ene af præsidentkandidaterne, Joseph Lieberman,
og 600 invitationer var for længst sendt ud til VIP's til denne "black
tie only event". Jeg selv havde sendt invitationer ud til Gud og
hvermand - ikke mindst til mine sorte venner i en 400 miles radius -
både gangstere som Alphonso og fæstebønder som Lephus i Raleigh, da jeg
syntes at det var en enestående lejlighed til en "beggars banquet" - et
møde mellem de magtfulde herskende og de magtesløse udstødte, som
højrefløjen bevidst prøver at holde udenfor bl.a. ved at nægte dem
stemmeret pga. tidligere fængselsophold.
Jeg var frygtelig skuffet, da
jeg kørte ned til Sandra i Washington. Og ligeså var hun, som havde
arbejdet med sorte kongresfolk i så lang tid for at få udstillingen op
at stå. Den danske ambassade havde også længe slået "Jacob Holdts
udstilling i kongressen" stort op på deres hjemmeside ved siden af
Alexandras besøg.
Nu endte Sandra og jeg med at drukne sorgen sammen med
ambassadens ansatte, - en hel flok unge danskere med bl.a. Pia Tafdrups
søn, Philip, som jeg har kendt i mange år og som nu fyldte så kraftig på
os at vi sejlede hjem til Sandra helt ovre i ghettoen på østsiden og
først vågnede næste aften ved 6-tiden ved at Vibeke ringede hjemmefra:
"Er der ikke noget du har glemt?" "Det tror jeg da ikke," sagde jeg.
"Jeg havde jo fødselsdag i går, din idiot," hvorefter hun brød i grin.
"Godt nok plejer du at glemme det, men tænk sig, i år glemte minsandten
alle tre Holdt-brødre det." Min bror Niels Jørgen havde nu ikke så god
en undskyldning som jeg, for han var siden nytår flyttet ind hos os i
Gernersgade efter at være gået fra sin mangeårige kone fordi han var
blevet forelsket i en yngre model. Jeg fatter ikke at mine brødre og
kusiner blot sådan stikker af fra deres ægtefæller. Min konsekvente "ja-filosofi"
vil jeg da til evig tid også forsøge at praktisere overfor min kone!!!
At mine billeder af sorte ikke havde særligt meget held blandt
sorte i den tid, fik jeg snart efter igen bekræftet hjemme i Danmark.
Lars von Trier ville have mig op i filmlejren i Sverige for at lave show
og workshop for alle skuespillerne i hans nye film, Manderlay, som var
inspireret af Amerikanske Billeder. Først måtte jeg flytte eller aflyse
flere gymnasier for at det kunne lade sig gøre, men dette viste sig at
være det mindst onde. Når jeg siger "inspireret af" er det nok mere for
at drille ham end for at pynte mig med lånte fjer. For da han efter sit
sidste møde med mig om "indvendiggjort racisme" gik hjem og på tre dage
skrev manuskriptet, kunne jeg med det samme se at den mand er genial. I
kunstnerisk dialog udtrykte han klarere end hvad jeg har forsøgt at sige
i 20 års workshop. Da jeg kunne se at det ville ramme ned i et minefelt
af sort-hvide følelser i USA, blev vi enige om at jeg skulle sende
manuskriptet til nogle af de førende sorte i USA, men den bedste jeg
kunne forestille mig var faktisk føromtalte Sandra Ruffin i Washington.
Hun skrev da også en begejstret og dyb kritik med enkelte
ændringsforslag, men da jeg sendte det til Lars, læste han det aldrig.
Til hans fødselsdag sendte jeg også nogle utroligt gode læserindlæg om "Dogville"
fra USA, men fandt senere ud af at han aldrig gider læse kritik. Ja,
læser du overhovedet, Lars? For hvis du allerede ER stået af julebrevet
her på side 51, vil jeg begynde at sige sandheden om dig. Men ikke alle
var lige begejstrede for manuskriptet. En aften, da jeg gik min
sædvanlige Langlinietur med Vibeke ringede Lars pludselig fra
Trollhättan: "Jacob, du må snakke med Danny Glover. Den er helt gal med
ham." Danny Glover er Lars' største navn i filmen, skønt han er mere
kendt i USA og herhjemme vist mest kendes fra "Farven Lilla" og
"Dødbringende våben". Han tog ganske vist rollen efter at hverken Sidney
Poitier eller Harry Bellafonte havde turdet pga. det eksplosive emne,
men han var ankommet til filmlejren direkte fra en amerikansk film og
havde nu brokket sig i én uendelighed, sagde Lars - især over
manuskriptet. Senere fik jeg at vide at Lars direkte havde været bange
for ham. Så nu måtte jeg så gå der på Langlinie i næsten en time og
forklare og forsvare Lars' manuskript til Danny - en noget komisk
situation med Vibeke trækkende af sted med mig under armen.
Når det
lykkedes at tale Danny til nogenlunde fornuft var det ikke så meget
fordi jeg lovede at sende ham Stanley Elkins analyse om slaveri, som
siger nogle af de samme ting som Lars har tænkt sig til på grundlag af
sin viden om tyske koncentrationslejre. Nej, det var nok så meget da jeg
fortalte ham at han og jeg havde haft samme kæreste. Og ikke nok med
det, men at hun, Sandra Ruffin, faktisk allerede havde sagt god for
manuskriptet. Og Sandras meninger har alle respekt for. Som præsident
for Harvards sorte studerende havde hun flere gange bragt den stærkt
aktivistiske og venstreorienterede Danny Glover ind som taler i
apartheidbevægelsens tid. Omvendt havde Sandra, da jeg netop igen nu
havde boet hos hende i Washington, været fyr og flamme, da hun hørte at
Danny skulle være med i filmen og insisteret på at flyve til Sverige for
at se min workshop for Danny.
Men da jeg hørte hvor mange sorte engelske
skuespillere, Lars havde hyret i filmen (af pengenød), prøvede jeg på
enhver måde at tale Sandra fra at komme. Jeg havde nemlig en klar
fornemmelse af hvordan det ville gå i Trollhättan. Og ganske rigtigt. Da
jeg kørte derop ugen efter havde Zentropa sat en filmmand til at filme
mig under hele kørslen til brug for den DVD, som filmen til sin tid skal
udgives på. Og på spørgsmålet: "Hvad forventer du af dette samarbejde
med Lars?" kom jeg med en præcis forudsigelse af hvilken "katastrofe"
det hele ville udarte sig til. Man må godt nok ikke generalisere om
nationaliteter, men man kan ikke vise det samme show i 14 lande og se
nøjagtig 14 forskellige reaktioner på det uden at begynde at se nogle
fællesnævnere for hvert land.
Og kun i England havde showet været en
katastrofe og intet forlag vist interesse for bogen. Allerede 2. dag, da
London Byråd havde organiseret mit show i det store Scala teater, var
der udbrudt oprør i publikum. Hele mit udstyr blev væltet og kun reddet
ved at politiet kom og lukkede forestillingen. Og i hele ugen efter
trængte rasende demonstranter ind i byrådet, som de oversprøjtede med
skoldhed kaffe. Jeg måtte nærmest flygte til Irland, hvor reaktionen
stik modsat var én lang succes, da irerne så deres egen smerte under
britisk kolonialisme i showet. De sorte vestindere i London havde
ligeledes været rasende, da de ikke som de amerikanske sorte er formet
og knust af fortsat slaveri og derfor ikke forstår den håbløshed, apati
og selvdestruktion, jeg skildrer i amerikanske sorte. Derfor ser de min
fremstilling som "racistisk." Alt dette sad jeg nu og fortalte i bilen
med et kamera op i hovedet mens det sneede kraftigere og kraftigere op
igennem Sverige, så jeg knapt kunne holde rattet lige i pløret -
nøjagtig som da PBS filmede mig under bjergkørslen i en snestorm fra
Williams College til NYC.
Men det gjorde godt at komme op i varmen i filmens hovedkvarter - et
luksushotel - og samme aften at tage til fest med alle skuespillerne.
Danny var for længst faldet til efter det der blot viste sig at være
jetlag ved hans ankomst, og alle fortalte hvor afholdt han var når han
fortalte historier i timevis på sættet. Men allerede til festen opdagede
jeg hvordan vandene skilte sig og at jeg straks svingede sammen med både
de hvide og sorte amerikanere, mens de engelske var mere "reserverede"
overfor mig uden at de endnu vidste noget om mig.
Men de to, som jeg
svingede mest med hele aftenen, var uden sammenligning
Danny Glover og
hans sorte assistent Kashka. Om ikke andet kunne vi snakke om Sandra,
som vi (vist nok) alle tre havde "kendt", men først og fremmest var især
Danny uhyre politisk bevidst og personlig ven med alle de store
progressive politikere i verden såsom Nelson Mandela, Fidel Castro osv.
Efter den 30 km lange taxatur tilbage til hotellet sad vi i to timer i
taxaen ude på vejen og snakkede til kl. 4 om morgenen, da vi begge havde
et stort engagement i Haiti og skulle gennemanalysere den på dette
tidspunkt truende situation for præsident Aristide, som var en af Dannys
"bedste venner" og som jeg selv "så godt som havde været med til at
indsætte" :-) under Clintons invasion - se julebrevet 1994.
Men næste dag - søndag - brød helvede løs. Hele dagen var afsat til mig
og da jeg spiste morgenmad alene med Lars - mens alle sov rusen ud - var
han endnu forventningsfuld. Dog lagde jeg mærke til at stakken af hans
piller på bordet var langt højere end hans portion af mysli. "Jamen, det
er bare mine vitaminpiller," som han kaldte dem. Jeg gav udtryk for
stærk bekymring overfor de engelske reaktioner - en problemstilling han
slet ikke havde forestillet sig før og derfor bagatelliserede. Da alle
de sorte englændere kom ind til forevisningen, noterede jeg tilfreds at
de sad spredt ud mellem de hvide danske og svenske teknikere.
I
indledningen tog jeg udgangspunkt i Lars' manuskript om hvordan slaverne
reagerer på undertrykkelse efter visse mønstre og hver dag går til den
sammen bås på mønstringspladsen - en for klovneslaverne, en for
grædeslaverne, en for de oprørske osv. og prøvede nu at tage højde for
hvordan hver gruppe i publikum ville reagere overfor "min
undertrykkelse" for at dække mig ind. "Hvis I er sorte fra London vil I
reagere aggressivt på mit show og bebrejde budbringeren, hvis I er sorte
fra Liverpool vil I derimod sidde passivt og være enige, hvis I er hvide
englændere vil I føle jeres blufærdighed og privathed krænket, men hvis
I er både hvide og sorte amerikanere vil I reagere meget positivt på
showet, hvis I er franskmænd vil I....." og straks her sprang den eneste
sorte franskmand op og sagde at nu ville han gå, for ingen skulle
fortælle ham hvordan han ville reagere. "Jamen, det var jo lige det jeg
skulle til at sige" svarede jeg behændigt og valgte at gå i gang. I de
næste 4 timers show var der musestille og efter en pause kom så alle ind
igen til workshop.
Og om ikke jeg fik ret i mine værste anelser? For
straks fyrede de sorte engelske kvinder løs med "kill the messenger"
anklager mod budbringeren. Normalt tager jeg aldrig spørgsmål lige efter
showet, hvor følelserne altid går i hårdknude, men jeg havde intet valg,
da næste dag var sat af til filmoptagelser. Lars sad og krøb sammen ovre
i min venstre side og så mere og mere bekymret ud for om oprøret skulle
sprede sig til ham. Ligegyldigt hvor meget jeg prøvede at forklare deres
reaktioner med deres helt anderledes slaveri i Vestindien, var de ikke i
stand til at se objektivt på det. Selv den ældre hvide britiske casting
director, som jeg havde hygget mig meget med dagen før, angreb mig
pludselig. Hun var en af de mest erfarne i branchen og hendes casting i
denne film må jeg tage hatten af for. Thi ikke nok med at alle reagerede
efter mine forudsigelser, men indenfor deres nationale grupperinger
syntes de også - så vidt jeg kunne se - at reagere efter de særlige
psykologiske roller de skulle agere i filmen. F.eks. var
stolthedsslaven, som gør oprør i filmen, den eneste der vandrede ud
efter 1. del i protest.
Da flertallet var englændere havde amerikanerne
lidt svært ved at komme til orde i deres forsvar af mig - nøjagtig som
det skete da Angela Davis' personlige sagfører havde rejst sig for at
forsvare mig i London i 1983. En af de mest bevægede var den unge Bryce
Howard, der spiller Grace og som havde svært ved at udtrykke sig. Da en
af gangsterne fra "Dogville" kom med et meget velformuleret og
overbevisende amerikansk forsvar for mig - mit show handlede jo trods
alt om amerikanske tilstande - hvad gjorde englænderne så? Jo, nu
anklagede de mig for at være ufølsom og følelseskold overfor hans stærke
følelser. Så det var en "no win" situation.
Da Lars senere i Politiken
fik det til at se ud som om alle havde været i oprør mod mig, synes jeg
lige at I skal have min mere "korrekte" version, som jeg yderligere fik
understreget i folks private reaktioner overfor mig bagefter. Danny
havde udtrykt en typisk venstreorienteret amerikansk kritik ved at
bebrejde at jeg ikke havde vist racismen i institutionerne. Dette havde
jeg haft let nok ved at svare på med "Fordi jeg som vagabond ikke kunne
fotografere institutioner, men kun mennesker, og fordi jeg i mit
racismearbejde ikke kan ændre institutioner, men kun de individer som
udgør dem." Men privat kom han op og gav mig et ordentligt knus ligesom
den anden sorte amerikaner gjorde det, idet "showet genoplivede hele min
barndom i Savannah." Mens jeg har solgt tusinder af bøger i USA og
aldrig en eneste i England, var det også kun amerikanerne som købte
bogen her.
Om aftenen inviterede Lars mig ud til en fin middag for at trøste mig og
valgte udelukkende at invitere de skuespillere med som havde forsvaret
mig. Ved min side fik jeg den unge smukke og lovende stjerne Bryce
Howard. Jeg var på det tidspunkt ked af at det ikke var Nicole Kidman,
som Lars havde foræret min bog for at forberede hende på rollen og fordi
hun har adopteret to sorte børn. Jeg havde været sammen med Lars og
Bente til en fest i Eventyrernes klub netop den dag hvor han trist
fortalte mig: "Jeg har lige fyret Nicole i dag." Nicole ville gerne være
med, men havde haft for megen succes til at få tid lige nu. Og Lars
havde ikke tid til at vente. Men han var ovenud lykkelig for Bryce i
hovedrollen og Bryce var ligeså lykkelig for Lars. Det var alle i det
hele taget. Alle skuespillere sagde til mig at det var den mest
intelligente og geniale instruktør, de nogensinde havde arbejde med.
Lars var ustyrligt populær blandt dem og kunne snakke om alt med alle,
f.eks. om fodbold med de unge sorte. Lars havde aldrig arbejdet med
sorte før, men nød hvert minut af det og havde aldrig leet så meget før.
Så det var trist at jeg nu kom og lige netop denne aften spolerede det
gode humør i lejren. Stemningen var trykket og Lars hældte det ene glas
whisky og belgisk øl efter det andet op til mig samtidig med at han
prøvede at opmuntre mig med: "Jeg er virkelig glad for at vi gjorde det,
Jacob!" Men hvor trykket han selv var under sit optimistiske ydre gik op
for mig, da de fine franske retter med fasan og trøffel og hvad ved jeg
kom ind. For pludselig tog Lars sit store ølglas op og hældte det uden
et ord ud over den mad som tilhørte "gangsteren" ved hans venstre side.
Gangsteren - jeg husker ikke hans navn - så forbløffet op, da han jo
havde gjort sit bedste for at forsvare mig: "Hvorfor gør du det, Lars?"
Lars blev helt forfjamsket og svarede: "Jeg ved det ikke....øh, jeg tror
at jeg er nervøs". Det var den eneste gang jeg så Lars' berømte nerver
slå klik.
Men Bryce forundrede mig ligeså meget. Jeg havde til tidligere
måltider haft fine samtaler med hende og nu glædet mig til at høre min
borddames mening, som hun jo havde vist meget emotionelt tidligere under
showet. Hun tilhører jo det New Englandske aristokrati, som altid har
været mine bedste tilskuere i USA. Men nu var det som om hun rykkede
tættere og tættere på Lars og for første gang slet ikke udstrålede sin
normale glade selvsikkerhed. Jeg konkluderede straks - og har set det
før i folks reaktioner efter mit show - at sat mellem to undertrykkere
vælger hun den hun føler sig mest tryg ved, kender bedst eller i det
mindste ved hun skal arbejde videre med. Da jeg vidste hvor meget
respekt og frygt de kunne have for Lars som den "master of the univers"
han repræsenterede for dem, følte jeg mig i disse undvigende reaktioner
overfor mig også lidt tilfreds ved tanken om hvor meget magt jeg
pludselig havde fået....sådan at kunne skræmme dem som små skødehunde
helt op i skødet på en djævel som Lars....en frydefuld tanke jeg prøver
at holde fast i hver gang jeg får skældud af konen på hjemmebane.... Og
dette var ikke nogen kortvarig reaktion, for da jeg efter et par måneder
i Grønland og Norge kom tilbage til filmlejren fortalte Lars mig skælmsk
at "det var utrolig godt du kom med dit show i marts, for lige siden har
de alle brugt dig som deres store fjendebillede og ikke mig, hvorfor vi
har haft det…. åh, så hyggeligt lige siden!"
Under hele mit første ophold i lejren havde Lars gang på gang sagt at
jeg måtte komme ud i studierne og se dem når de filmede. Dette glædede
jeg mig til og havde sat hele mandagen af til det inden natfærgen til
Frederikshavn. Da jeg spiste morgenmad med Lars om morgenen, hvor vi
igen havde diskuteret hvad der gik galt i weekenden, gentog Lars at han
glædede sig til at jeg kom og så optagelserne, der foregik en halv times
kørsel derfra. Det var faktisk filmens allervigtigste scene, de skulle
have i hus denne dag og jeg havde flere gange opfordret Bryce til som
straf for hans udvandring under mit show at give stolthedsslaven nogle
ordentlige........nej, mere vil og må jeg ikke røbe her før filmen har
været vist i Cannes.
Så glad kørte jeg i min bil bag ved Lars i hans
store mobile autocamper af sted i sneen mod studierne kl. 8 om morgenen
for at se Bryce lave denne scene. Det var jo Lars selv, der filmede det
hele mens han gennem mikrofoner i skuespillernes ører instruerede dem -
noget ingen af dem nogen sinde havde oplevet før. "Jeg vil jo selv se
filmen mens jeg laver den," som Lars sagde. Men pludselig mens jeg kørte
der bag Lars ringede han til min mobiltelefon og sagde: "Jacob, det går
ikke. Du kan ikke komme med i dag. Du bliver nødt til at tage hjem." Jeg
var målløs. Men da vi ankom til den kæmpestore fabrikshal, hvor hele
scenen var bygget op, mente han det virkelig og forklarede: "Bryce vil
ikke være i stand til at lave denne - filmens vigtigste - scene hvis hun
ved at du står og kigger på. Følelserne i den er jo som taget ud af
Museum of Modern Art scenen i dit show, som især Bryce som liberal følte
sig ramt af. Det går simpelthen ikke. Men lad mig give dig en privat
omvisning i kulisserne inden vi starter optagelserne."
Da han end ikke
lod mig komme over i venteværelserne for at sige farvel til
skuespillerne, som jeg på godt og ondt jo var blevet rystet så meget
sammen med nu, havde jeg på fornemmelsen at det måske nok så meget var
hans frygt for at gårsdagens diskussioner mellem mig og englænderne
ville blusse op igen. For nogle af de sorte engelske kvinder havde
siddet ophidsede den halve nat og fortsat diskussion. Og med en sådan
stemning bag kameraerne - hvor alle sad jo og fulgte optagelserne på
Tv-skærme - ville Lars simpelthen miste kontrollen med skuespillerne og
deres udelte nærvær og koncentration. Mao. var han slet og ret bange for
at alt det som filmen handlede om - et slaveoprør mod den hvide
slaveherre - ville kunne ske. Der var helt enkelt ikke plads til to
herrer i samme hus hvis filmen skulle i hus. Mistede de bare en dags
optagelser i det strenge tidsskema, kostede det tusinder af kroner og de
havde allerede mistet tid nok på at Danny Glover sad som hyggeonkel på
sættet og fortalte sine politiske historier i det uendelige. Så uden at
sige det direkte var meningen klar fra Lars: "Jacob, det er den vej til
Göteborgbåden. Du er hermed landsforvist."
Det var i hvert fald den
følelse jeg havde, da jeg kørte derfra med hjertet helt nede i livet,
den samme følelse folk må have når de bliver udvist af grupper og
religiøse sekter. På en eller anden måde er de blevet deres hele
familie, som med deres stærke fortættede sindelagskontrol giver dem
følelsen af at hele verden går under, hvis og når de udstødes. Jeg
husker den samme følelse, da jeg efter gymnasietiden havde arbejdet på
Hotel Varde i en fortættet stemning hvori verden udenfor ikke
eksisterede, men hvor jeg og en anden fik organiseret alle de ansatte i
et berettiget oprør mod direktøren og hvor jeg til sidst af denne fik et
bogstaveligt kolossalt spark ud i sneen på Varde torv. Jeg husker det
som om hele min verden gik under, for jeg mistede jo derved også hele
den familie jeg havde fået i hotellet. Ligesom jeg kort forinden havde
mistet min familie i jer gymnasiekammerater, da jeg i gymnasiet fik et
tilsvarende spark ud, hvilket nok er den egentlige grund til at jeg
stadig skriver til jer.
Så jeg følte mig fuldstændig magtesløs og lille
efter Lars' landsforvisning. Da jeg allerede kl. 11 samme formiddag sad
jeg på færgen ud af landet forsøgte jeg dog også at slikke sårene med:
"Jamen, sikke en masse magt du omvendt må have haft over de
skuespilleres sind og tanker når Lars bliver nødt til lige netop at
bortvise dig - som den eneste af de hundrede folk der står og kigger på
under optagelserne - for at kunne udøve effektiv og diktatorisk
sindelagskontrol over folket."
Nå, da jeg to måneder senere kørte ned gennem Sverige efter en
Norgesturne for lige at se de sidste optagelser på filmen, mødte jeg da
også en hel anderledes afslappet Lars, glad og lykkelig over at alt var
gået over forventning under optagelserne - eller som hans assistenter
sagde: "Manderley bliver endnu bedre og smukkere end Dogville!" Og nu
kunne jeg frit bevæge mig rundt på scenen under de sidste optagelser og
få lov til at sige farvel til skuespillerne. Da jeg senere på året var
til morgenmad hjemme hos Lars og Bente, drillede han mig endnu engang
med det og fortsatte: "Hvis jeg skulle arbejde ligesom dig, Jacob, ville
det svare til at jeg på tyvende år kørte land og rige rundt med
"Forbrydelsens element"." Hvortil jeg ligeså drillende svarede: "Ja,
Lars, der er jo nogle kunstnere som kun magter at lave
døgnfluemesterværker som er glemt i samme stund. Og så er der andre som
laver mesterværker som holder i generationer - ja, som selv efter en
generation formår at inspirere endog verdenskunstens største mestre
....."
Jo, sådan kan man jo som Hitler og Mussolini i "Diktatoren"s
barberstole skrue hinanden lidt op. Nu går jeg og vrider hjernen for at
se om jeg ikke kan komme på blot en lille god ide til Lars' tredje og
sidste film i Amerika-trilogien, "Washington", hvis handling han sagde
han endnu ikke havde fået ideen til. Men med den hast ideerne vælter ud
af ham - i et tempo og en originalitet hans skuespillere sagde de aldrig
havde set mage til før - skal det nok lykkes også denne gang, hvilket
jeg allerede hørte flere fugle synge om under Zentropas juleafslutning
forleden.
Efter en mængde foredrag i skoler var jeg i påsken med familien på en
tiltrængt ferie i Grønland. Ikke blot kernefamilien, men storfamilien
idet min svigermor havde inviteret sine døtre, tre svigersønner og
tilhørende børn derop. Da familien ikke bryder sig om at blive omtalt i
mine julebreve, skal jeg dog ikke gøre meget ud af denne tur. Desuden
prøver jeg jo i julebrevene mest at skrive om de mennesker jeg møder i
mit fortsatte arbejde med Amerikanske Billeder og relaterede politiske
emner, men i Grønland kom jeg stort set ikke ind på noget menneske, da
det hele jo var en familietur. Denne var til gengæld en kæmpesucces -
ikke kun pga. de usædvanligt smukke ydre rammer, men nok så meget fordi
den rystede familien så meget tættere sammen.
Det var det helt rigtige
tidspunkt på året i solskin og sne og frostklare nætter ca. en måned før
sommerens myggehelvede bryder løs. Vi så moskusokser og var på den
imponerende grønne, tilsyneladende uendelige sneørken kaldet
indlandsisen. En ting er at have set alt dette på postkort - uden
følelser - noget andet var at opleve det med frostbid i både fingre og
tæer - altså igen uden følelser. Særligt en hundeslædetur var ved at
tage pippet fra os - både i skønhed, indre frostbid og løb i fuldt
firspring op ad de bjerge, hvor de evigt skidende hunde ikke kunne
trække os. Disse havde overhovedet ingen respekt for dumme turister som
os og væltede os rask væk omkuld i deres snore og ville sikkert have ædt
os på stedet, hvis vi var faldet døde om. Og falde om gjorde en af os på
vej til kirke i Jakobshavn Skærtorsdag - så voldsomt at hun i stedet
havnede på hospitalet med brækket arm og måtte gå med søm og skruer i
armen en måned efter. Det er vist meget normalt for danskere på
ferieture ikke at komme ind på livet af en eneste indfødt. Når det
overhovedet lykkedes os at få lidt viden om grønlænderne og især om
forholdet mellem danskere og grønlændere, skyldtes det mest at vi kom
tæt ind på livet af en dansker - min gamle ven fra Christiania, Richard
Lionheart - som er eneste omrejsende psykolog i hele området fra
Diskosbugten op til Thule - altså et område fra Danmark til Italien,
tror jeg. Han var en vidunderlig kilde til indsigt for os, som kærligt
øste af den i lange natlige samtaler efter langrend på ski for at besøge
os. Jeg vil varmt anbefale jer at kontakte ham hvis I skal på ferie
deroppe. Det var i øvrigt også Richard, der uden at vide hvem jeg var,
tegnede et ganske rammende psykologisk portræt af mig i Krunstj på
grundlag af nogle få oplysninger DR havde sendt ham i Grønland. Et andet
menneske, som vi mødte, vil jeg mest nævne fordi han døde kort efter og
som "folkekær" kendisse fik meget omtale her for få dage siden. Det var
Fritz Helmuth, der pludselig en dag kom op til mig med store våde øjne
og greb mig varmt om halsen: "Hvor er det godt at se dig, min kære søn."
Da han så lidt forvirret ud under denne "folkekær" optræden, mumlede jeg
selv lettere forvirret noget om at jeg vist ikke var hans kære søn, men
jeg tror ikke at han hørte det. Han opførte sig i hvert fald som om jeg
var den fortabte søn, der vendte tilbage og nu skulle fedekalven slagtes
til festen. For uden at høre på sønnens indsigelser fortsatte han med at
spørge om jeg ikke ville filme ham fortælle om sit liv, sine film osv.
Rent faktisk havde jeg mit videokamera med - sådan som man jo har det på
sådanne familieture - uden nogen sinde at få tid eller lyst til at se på
klippene bagefter før man når plejehjemmet og både familien og
digitaloptagelserne er forsvundet. Jeg endte i al fald som Fritz
Helmuths personlige fotograf på hans Grønlandstur til brug for en DVD om
hans liv og var alvorligt bange for - da jeg læste i BT at han var
kommet på hospitalet - at jeg havde været medvirkende til hans sygdom
idet jeg bl.a. havde kommanderet ham ud i frosten blandt slædehundene
for at tage nogle billeder af ham - billeder som jeg straks kunne se var
ubrugelige da han så alt for syg ud til at stå i en sådan kulde. Siden
besøgte jeg ham og konen i Randers efter at de forgæves sommeren igennem
havde forsøgt at få filmene fra mig i al min travlhed. Mange af nutidens
skuespillere siger mig intet, da de er yngre end mig selv, men at møde
dem, der var larger-than-life megastjerner i vores barndom, er en
fornøjelse, som jeg gennem mit arbejde hyppigt har haft i de senere år.
Særligt har jeg i dag et tæt samarbejde med Lone Hertz i
Jødisk-Kristen-Muslimsk Forum, hvor vi begge er uhyre aktive. Skønt jeg
har nok så meget beundring for hendes fantastiske optræden i "Johannes
åbenbaring", vil hun nok for evigt være stemplet i mit sind som den
oplevelse jeg som 16-årig havde af hende i "Frk. Nitouche." For ikke at
forglemme mit noget løsere bekendtskab med den i dag - måler jeg nøje
hver gang - knapt så barmfagre Judy Gringer :-)
Foråret gik bl.a. med arbejdet sammen med Lone Hertz på at give JKM
Forum en bredere appel, da især muslimerne havde svigtet foreningen mens
- uden at det nogensinde blev sagt - jøderne var kommet i overtal -
sådan som jeg altid oplever det i foreningsarbejde pga. jødernes
traditionelt store engagement i medmenneskelige emner. Vi havde mest
holdt vore møder i hinandens hjem med hyggeligt tværkulturelt samvær og
jeg foreslog derfor navnet "Babelstårnet" til foreningen for netop at
signalere at det var dialogen, der var det vigtigste, og ikke
resultaterne. Resultatet blev dog et ligegyldigt navn, som jeg aldrig
kan huske.
Endnu mere aktiv har jeg dog i årets løb været i Kritiske Muslimer, som
jeg både er i bestyrelsen for og webmaster for. Det er lidt sjovt at
tænke på, at det er mig som sidder på hele medlemslisten bestående de
mange mærkelige arabiske, iranske og persiske navne og at al
korrespondance derfor udsendes af mig, når jeg immervæk er det eneste
kristne medlem af foreningen. Helt komisk kan det blive når jeg står
midt i en ghetto i USA og der får en mail eller sms fra Sherin Khankan,
Neeni Rasool, Mahvish Ahmad eller de andre søde kvinder med ordene:
"Send lige dette ud til alle medlemmerne om koranmødet på torsdag,
Jacob!" For tit har jeg svært ved stående der i en amerikansk ghetto
eller klangruppe at finde en egnet computer og må køre betydelige
afstande. Ansvaret kan også være stort idet mange muslimer under
danskernes evindelige hetz mod dem er meget paranoide. Dels er de bange
for deres arbejdsgivere, dels for deres meget reaktionære muslimske
bagland, hvis det bliver kendt at de er i foreningen. Flere gange er jeg
kommet i voldsom knibe ved uden omtanke at lægge deres navne eller
billeder ud på hjemmesiderne eller i e-mails. Bestyrelsesarbejde er
faktisk mere krævende end jeg havde forestillet mig. Særligt én
bestyrelse, som jeg sidder i - Mixeuropa - spytter et hav af tykke
rapporter og e-mails ud hver dag, som jeg aldrig har tid til at forholde
mig til. Jeg begynder så småt at lære at jeg vist ikke er skabt til
bestyrelsesarbejde, men sjovt er det. Langt mere holder jeg af
medlemsmøderne, især Koranlæsningsmøderne i Kritiske Muslimer er uhyre
oplysende og lærerige. Her er de fleste medlemmer utroligt højtuddannede
og samtidig velbevandrede i Koranen. Og ustandseligt, når jeg nysgerrigt
stiller et spørgsmål om en passage, som jeg ikke forstår, får jeg et
kærligt hjælpende svar i form af: "Jamen, det er ligesom der står der og
der i Biblen" og indser at jeg også har sovet i min fars bibeltimer.
I den forbindelse skrev jeg i forsommeren, hvor mine foredrag pga.
eksamen ligger stille, et utal af artikler til pressen. Jeg fik
pludselig en utrolig skrivedille om alle mulige emner, hvorfor aviserne
til sidst var nødt til at sortliste mig eller var så længe om at bringe
mine indlæg at jeg i frustration i stedet sendte dem ud til jer som
e-mails. Der er jo ikke noget ved at skrive hvis ingen læser det.
Fordelen ved julebreve er jo at man i det mindste selv forestiller sig
at de bliver læst og at der ingen debatredaktører er til at skære ned i
længden.
Forårets skrivedille fik dog en naturlig ende, da jeg skulle være far.
Christina fra New York kom nemlig på besøg med sine to vidunderlige
unger og fra morgen til aften måtte jeg og Vibeke nu indtage vores plads
som deres reserveforældre. Jeg havde helt glemt hvor stort et ansvar det
var at være far for to små. Eller som Vibeke driller: "Jamen, du har jo
heller aldrig prøvet det før!" Men sjovt var det at cykle rundt med dem
til alle vore turiststeder - bort set fra at det regnede næsten hele
tiden. Som alle amerikanere var Christina og børnene især begejstret for
Christiania. Ja, så forelsket blev hun derude at vi absolut skulle have
et større antal christianitter med til den store fest, som jeg var nødt
til at lave for en festbasse som hende, som selv slæber mig med til så
mange fester i USA. Som sædvanlig fik jeg først indbydelsen ud få dage
før, hvorfor I kun var små 50, der kunne komme til festen. Men et stort
antal af de mange kvinder, der har været med på mine ture i USA og der
har boet hos Christina, mødte op til dette gensyn med hende i Danmark.
Den eneste af mine mandlige passagerer til stede var forfatteren Palle
Petersen. Denne kendsgerning skyldes ikke at jeg diskriminerer mod
mandlige passagerer på mine ture, men at det næsten udelukkende er
kvinder, der melder sig, når jeg inviterer mine publikums. Og da jeg nu
genså så mange af jeres dejlige ansigter forsamlet her på en gang -
udvekslende erfaringer omkring diverse bilsammenbrud, overlevelsesteknik
mm - ja, så gik det rigtigt op for mig hvor heldig jeg egentlig
havde været med denne kønsmæssige ubalance på turene. Jo, jeg nød da
også turen med dig, Palle, dengang du lod skægget stå og alle troede at
det var en af de sædvanlige bumser jeg havde samlet op. Men hvor meget
vand der er løbet i åen siden gik op for mig da du nu fortalte at du er
i gang med din 120.nde bog mens du dengang sad og skrev nummer 66 i
bilen. Så hellere end at samle "bumsede" gamle forfattere op synes jeg
at man skal give unge lovende kvinder en chance for at få et gennembrud
- sådan som Rikke Marrott stolt kom og fortalte mig til middag forleden
at hun har fået som foredragsholder efter sine artikler i Politiken. Som
hun sagde: "Eleverne i gymnasierne er ved at dø af grin når jeg
fortæller dem om alle de idiotiske ting du sagde og gjorde på
turen.....f.eks. om den morgen, hvor du kørte nøgen rundt i et truckstop
fordi jeg kommanderede dig til hurtigt at finde et toilet til mig."
Ligesom Eli er Rikke ved at skrive en bog om turen - dog langt mere
underholdende og rammende, må jeg erkende, når hun hyppigt ringer mig op
for at læse et nyt kapitel op i telefonen. Hun har nemlig en uhyggelig
fotografisk hukommelse om hver eneste sætning, der blev sagt. Men hun
har også lært noget af mig. Ligesom jeg bruger hun nemlig nu i sine
foredrag oplevelserne med Ku Klux Klan til at få danskerne til at lytte
og dernæst til at forstå deres egen langt farligere racisme mod f.eks.
muslimerne. Turen med mig har ikke blot inspireret hende til på egen
hånd at opsøge og få venner i diverse muslimske ghettoer i København,
men også at opsøge nazisterne og få dialog med deres leder, Johnny
Hansen. Som veldrejet fotomodel ved hun præcis hvordan hun skal skyde
brysterne frem og få hvilken som helst mand - muslim eller nazist - i
sin hule hånd - en magt som hun ikke lægger skjul på at hun bruger helt
bevidst.
Regnen fortsatte resten af sommeren og da et af familiemedlemmerne havde
fået konstateret sorte kræftpletter på lungerne lige inden
Grønlandsturen og sommeren igennem skulle have kemobehandling, valgte vi
i år at holde sommerferie hjemme i sommerhuset. Bl.a. af samme grund
sagde Vibeke sit mangeårige job op uden nogen som helst vished for om
hun nogensinde ville få et nyt. Da vi ikke havde opnået økonomisk støtte
til digitaliseringen af mit show, ønskede hun også at bruge sin tid på
at scanne billederne i høj kvalitet. Heldigvis fandt vi ud af at gøre
det meget billigere på min egen Nikon, så jeg kunne sidde i sommerhuset
og arbejde med de 3000 billeder i Photoshop. Videoudgaven af showet
lader dog vente på sig, da vi fandt ud af at det rent teknisk vil koste
200.000 kr. Så jeg bliver nok nødt til at slæbe rundt med de tunge
kasser nogle år endnu. Da gymnasievennerne Marius og Torben i foråret
havde slået mig grundigt i maraton, gav jeg mig også til at træne lidt
for at prøve at slå dem i Berlins maraton - bl.a. med små løb fra Kbh
til Helsingør. Men lige før vores familieudflugt til Berlin fik vi endnu
et vigtigt amerikansk besøg, nemlig Tommy Howard, bedre kendt i bogen
som "playboymillionæren." Og playboy var han efter en skilsmisse efter
29 års trofast ægteskab netop igen blevet. Faktisk sad denne 65-årige
mand, som havde været min vigtigste sponsor som vagabond, og underholdt
os fra morgen til aften i en uge om alle sine unge "dates" og hvordan
han nu klarede dem med viagra. Da jeg ikke ville opgive mit maraton, var
vi nødt til at tage ham med til Berlin, hvor han fortsatte sin viagra
snak og næsten ikke var til at hive på et museum - sydstats-redneck som
han er. Kun ved at overbevise ham om hvor mange kvinder han ville kunne
score med fortællinger om at han gik til ballet, fik vi ham slæbt med
til "Svanesøen." For Tommy havde som de fleste af mine sydstatsvenner
aldrig været til hverken opera eller ballet. Denne ballet havde Vibeke
og jeg ikke selv set siden KGB i 1981 inviterede os til Budapest, hvor
vi sad på 1. række alene blandt lutter Sovjetgeneraler med kors og bånd
og stjerner på.
Til maratonløbet stillede jeg op blandt de hurtigste for at undgå sidste
års Berlin-fiasko, hvor jeg kom i bagtropperne og ikke kunne overhale
nogen. Det gik over al forventning og med en tid på 3t 47 min endte jeg
med at slå Marius' Stockholm-rekord med 18 min og Torbens bedste med 13.
Og hvad mere kan man vel ønske sig i livet? Ud af 36.000 deltagere endte
jeg med at være blandt de 6000 hurtigste. Ved 30 km skiltet fik jeg et
kys af Vibeke og Tommy ved Kurfürstendam, som gav mig kræfter til den
sidste hårde tur gennem Østberlin.
Også under Tommys besøg havde det regnet hele tiden og han fik mig
derfor overtalt til at tage Vibeke med på min efterårstur i USA for at
vi kunne sole os lidt hos ham i millionærvillaen Florida. Jeg tøvede
lidt, da jeg jo ikke var vant til at have så gamle damer med mig i
bilen, men Vibeke var fyr og flamme nu hvor hun for første gang i mange
år ikke havde et arbejde at passe. Det var også snart 20 år siden hun
sidst havde været rundt og se mine gamle venner. Så jeg fløj til USA et
par dage før for at få bilen i tip-top stand, da jeg vidste at min kone
ville bruge ethvert sammenbrud som undskyldning for at komme på hotel.
Da festbassen Christina og hendes herlige veninder slæbte mig lige fra
flyet til fest hele natten undgik jeg næsten jetlag. Så jeg var helt
frisk da Vibeke ankom et par dage efter og kørte glad mod Newark
lufthavn for at hente hende. Men hvad skete mon lige før lufthavnen?
Bilen gik fuldstændig død og jeg måtte sende hende en sms i lufthavnen "Car
broke down". Med "tow truck" og værksted lykkedes det mig senere på
aftenen at hente hende og få hende indkvarteret hos en af mine gamle
jødiske "veninder" i Philadelphia. Næste dag tog vi en formodentlig
sidste afsked med den kræftsyge Allan Tunick, den jødiske
forretningsmand der havde været en anden af mine hovedsponsorer som
vagabond og givet mig musik til showet.
Efter besøg i Philadelphia
Art Museum kørte vi til Washington for at samle mine billeder op i den
Danske Ambassade. Desværre fik vi ikke tid til at besøge en af mine
gamle venner i byen, LaVerne, en søster til Merrilyn - Harlempigen, der
blev skuespiller i min bog. Merrilyn havde nemlig kort forinden sendt
mig en mail om at LaVernes mand, Weldon, lige var blevet myrdet og
fundet i en plastikpose under sengen - kun 5 år efter at deres 17-årige
søn blev myrdet. Vi skulle nemlig nå at besøge Ku Klux Klan i Indiana,
hvilket også blev en trist oplevelse. Klanlederens kone, Pamela, var
forsvundet, sagde hans bedste ven, Cliff, da han inviterede os ind til
kaffe i så møgbeskidt og råddent et hus, at Vibeke tøvede med at træde
ind. Pamelas og Jeffs kærlighed havde været nøjagtig som jeg beskrev den
i forrige julebrev, men i sin ensomhed var hun blevet lokket med af sin
gamle motorcykelbande og var kommet på stoffer igen. Hun var blevet mere
og mere fjendtlig i takt med at hun var blevet hel tynd som narkoman.
Til sidst havde hun sat alle klanrekvisitterne inklusive de talende
papegøjer til salg for en slik for at få råd til stofferne, var gået fra
hus og hjem og havde søgt skilsmisse fra Jeff i fængslet. Denne var
blevet helt slået ud over at miste sit livs kærlighed uden at kunne gøre
det mindste. Cliff, som hyppigt besøger ham, fortalte at han for længst
havde opløst klanen og aldrig snakket om den mere, men nu var han blevet
så bitter at han pludselig under fængselsbesøgene snakkede endeløst om
at starte den igen så snart han kom ud. "Prison, where is thy victory?"
tænkte jeg. Kærlighed og hengivenhed - ikke straf og udelukkelse - kan
kurere al racisme. Cliff og hans kone Helen havde ikke været
klanmedlemmer, men "støttet alle klanens mål," som han sagde. Vi
snakkede med dem og deres enormt fede børn en halv dag inden det til
Cliffs store overraskelse gik op for ham at Vibeke ikke var klan-medlem.
Tænk sig, at nogen kan tro at min søde kone er KKK? Men det må sige
noget om Vibekes store indlevelsesevne.
I Chicago så vi først the Chicago Art Institute, der har en af verdens
flotteste samlinger af moderne kunst. Siden tilbragte vi en aften sammen
med de tre sorte piger, der i 1971 som de første i USA inviterede mig
hjem og – ved at introducere mig til det sorte samfund - kom til at
ændre mit senere liv. Denia havde været min første sorte kæreste og
siden besøgt os i Danmark mens jeg i de 17 år, hun var gift med en hvid
mand, havde været mest sammen med Lauretta. Bl.a. havde Hans Peter
Knudsen fra vores gymnasieklasse fundet Lauretta henrivende smuk, da vi
på vores turne boede hos hende. Men nu var de alle tre blevet så grå og
overvægtige, at de faktisk først havde tøvet lidt med at se os – lettere
skamfulde. Det blev dog et vidunderligt gensyn og Vibeke var helt syg
efter at invitere Laurettas smukke fotomodel-datter til at bo hos os i
Danmark.
Efter at have afleveret billederne i Contemporary Art Museum, hvor de
skal hænge et halvt år, drønede vi så ned gennem sydstaterne til Atlanta
for at møde Tony's familie. Vibeke og Tonys mor har mange selvopofrende
ligheder med hinanden, men skønt de havde hørt om hinanden i 28 år var
det første gang de mødtes. På forrige efterårstur var min bil igen brudt
sammen i Atlanta og hvad skete der nu? Straks Vibeke fik Nanook lokket
med på indkøb i et shopping center lød der et brag på motorvejen, da
vinduet ved hendes side røg ud. Så var det igen på værksted. Tonys tante
havde inviteret os til fest og vi var lige ved at stige ind i bilen, da
playboymillionæren ringede nede fra Florida: "Kommer I snart? Festen for
jer starter lige straks." Så vi måtte vi i stedet køre hele natten, men
nåede lige i Alachua at besøge Shirley, en søster til Inez, en af mine
gamle sorte "veninder". Hun boede i så ussel en shack at selv Vibeke var
rystet. Shirley var så stor og fed at hun ikke kunne komme ud af sengen
mere (se webbillederne). I denne forhutlede fattigdom havde hun opdraget
4 af Inez’ børn i alle de år, hvor Inez som narkoman havde været ind og
ud af fængsel. Men i sommerens løb havde jeg pludselig fået en mængde
e-mails fra Inez om at hun var blevet stoffri, var begyndt at læse på
universitetet og var blevet kristen. Da jeg hurtigt havde set hendes
lysende intelligens i den tid hun kørte med mig rundt til foredrag, blev
jeg utroligt glad over at høre dette og troede nu at jeg gennem Shirley
skulle se hende. Men Shirley rystede blot på hovedet og sagde: "Hun er i
fængsel igen."
Kun to timer efter denne
triste fattigdom sad vi til festen i millionærhjemmet ved Orlando og fik
barbecue og hummer. Tommy havde inviteret nogle af mine gamle venner ned
fra North Carolina, bla. Eddie, der nu selv var blevet millionær og fløj
verden over i egne fly - gift for fjerde gang med en millionøse og
arving til et af USA’s kendteste firmaer. Det værste var at Tommys
venner nu – som de fleste hvide i syden – var republikanere og havde
stemt for Bush. Så både Tommy og vi skulle lægge bånd på os selv og ikke
tale for megen politik. Det er heller ikke så svært når man lever sig
lidt ind i deres helt anderledes tankeverden. Og det Vibeke og jeg
morede os mest over på hele turen var hele den verden af "dating" der
fandtes her omkring Tommy og den bagvedliggende plastikkultur. Fra hans
besøg i Danmark kendte vi allerede navnene på flere af hans kvinder, men
havde ikke forestillet os at de så så flotte og sexede ud, da vi ikke
ville have drømt om at kunne få Tommy afsat til nogle af vore fraskilte
veninder i Danmark. Men her i Florida betød udseende intet, hvis blot
man har penge og en Jaguar eller motorhome at samle sine dates op i ved
dating-klubberne. Bedøm selv Tommys dates på min lille fotoserie på
Internettet fra vores tur. Jeg sad i hvert fald og "savlede", som Vibeke
drillende sagde – om ikke andet fordi Tommy var så senil at han til vore
grill parties ved poolen ofte var kommet til at invitere indtil flere "dates"
på en gang og jeg jo fra mine vagabondtid vidste at jeg så blot skulle
tage for mig af overskudsretterne …..dersom jeg altså ikke nu havde haft
Vibeke med. F.eks. tog Tommy flere gange fejl af Karen (med K) og Caren
(med C) hvorfor de begge to ankom. Nogle af de mest veldrejede og
intelligente var faktisk tidligere dates, som havde gennemskuet ham og
besluttet sig for at stå i venteposition i håb om at han snart ville
komme ud af sin vilde dating periode og gifte sig med dem. Og det var
lidt trist at se deres sultne og forsmåede øjne når Tommy aften efter
aften midt i middagen tog sine nye dates ind i det kæmpestore
soveværelse lige ved siden af middagsbordet for at bolle med dem inden
effekten af hans viagra forsvandt helt. Kun en mand med Tommys charme
kunne slippe godt fra at underholde både republikanske Bush-folk og
sexede dates i en uendelighed om viagras og cialis velsignelser og
individuelle fortrin. Under alle omstændigheder følte alle vi andre ved
bordet os altid som et stort hul eller fiasko, hver gang al denne
flirten og leen pludselig forsvandt ind i soveværelset og vi selv skulle
til at finde ud af at underholde henholdsvis en flok stivnakkede
republikanere eller langhårede hippier – og ingen af os kunne finde ud
af hvad vi skulle have til dessert. Ligesom da han boede hos os i
Danmark var Tommy altid oppe kl. 5 for at klare sin business inden kl.
8, hvor han igen var inde i sengen hos sin date – eller allerede ude i
byen hos en anden date (hvis mand tog på arbejde kl. 8). I denne korte
daglige to-timers arbejdstid kunne jeg høre ham sige: "Jeg tror jeg vil
købe to motorhomes i dag og sælge dem i England i morgen." Sådan havde
jeg set ham tjene penge hele sit liv lige siden den fattige barndom i
tobaksmarkerne – med et par redneck-brødre stadig i yderste fattigdom
deroppe. Han foragtede faktisk Eddie og sine andre millionærvenner for
at arbejde døgnet rundt: "Hvad i al verden knokler de sådan for? Livet
er en fest og hvorfor vente med festen til alderdomshjemmet?" Som altid
underholder han Vibeke og sine venner med at det var mig, der fik ham
omvendt, da han som yngre nybagt millionær havde samlet mig op i sin
Jaguar i 1973. Aldrig glemte han mit slogan den gang: "Lykken er at gå
på landevejen uden penge." Kort efter dette havde han solgt al sin
business og tog på landevejen – først som blaffer gennem Europa og
Nordafrika, siden 8 år gennem Latinamerika i et kæmpe motorhome – den
lykkeligste periode i hans liv.
Vibeke og jeg morede os over at opleve denne underlige verden af dating
og dens klasseundertrykkende sexisme, som jeg også beskrev i min bog.
Men på en eller anden måde føltes den naturlig her i Floridas
fremmedgjorthed, hvor der intet andet er at foretage sig end at køre
rundt og shoppe. En af hans søde dates er sygeplejerske i et plejehjem,
som man kun kan blive indskrevet i ved at lægge 2 millioner dollars på
bordet – og alligevel følte hun at de gamle deri blev fuldstændig
forsømte og mishandlede. Så bag denne klassebaserede dating og hele dens
udbytning ligger jo alle amerikaneres enorme angst for utryghed og
fattigdom i alderdommen – en ond cirkel af angst der får dem til at
stemme for skattelettelser for de rige, hvorved de yderligere fjerner
grundlaget for en velfærdsstats tryghed. Efter en deprimerende dag
blandt de mange fede middelklassemennesker i Disneyland sluttede vi
vores lille ferieuge hos Tommy med festen over alle fester – et hel
døgns fest til en Jimmy Buffettkoncert. Allerede om morgenen havde Tommy
kørt både sin Jaguar og sit største motorhome med Kingsize bedroom og
guldrandet badekar ud til pladsen foran koncerten, hvor tusinder festede
i Honolulu-bastnederdele og stråhatte (se billederne). Men et billede
beskriver det hele: en ung sød cubansk kvinde overfor os kaldte mig over
til drinks, da hun så jeg var ven med Tommy. Hun var skilsmissesagfører,
uddannet på St. Thomas U. "Jamen, har du haft Sandra Ruffin som
professor?" spurgte jeg, idet Sandra i ti år havde gemt sig hernede.
"Ja", sagde hun forundret over at høre at Sandra var min gamle kæreste,
"og det er den smarteste og dygtigste professor jeg nogensinde har
haft!" Det gjorde mig glad at høre, da jeg havde fået en masse e-mails
fra hendes elever, da hun kom til os i Danmark, og de håbede at jeg
kunne overtale hende til at vende tilbage som deres professor. Nok om
det, men skønt denne cubanske skilsmissesagfører lige var blevet gift og
sad ved siden af sin mand, var hele formålet med at snakke med mig at
komme på god fod med Tommy, skønt han allerede havde to dates med. Nej,
det betød ingenting, for det det nu gjaldt om for hende var at få givet
Tommy sin e-mail og sit nummer og få hans til fremtidsbrug. For lige her
og nu kunne hun kun bruge toilettet i hans kæmpebus – men hun ville jo
også gerne bruge sengen deri når de to andre tilstedeværende dates ikke
var der. Hun var højest 30 og nygift – Tommy er 65 og har aldeles ingen
planer om at blive gift på ny når livet kan være så sjovt!
Efter en uge ved svømmepølen havde Vibeke og jeg fået nok af Floridas
plastikkultur og søgte mod nord for at holde thanksgiving i mere
civiliserede omgivelser. I Jacksonville standsede vi for at besøge en af
mine gamle sorte "veninder" (hende med korset på brysterne i bogen), men
hendes søde barnebarn sad på verandaen og sagde at Diane nu var kommet i
fængsel – tænk sig, bedstemor bag tremmer! – skønt jeg ikke var
forbavset efter det mord på en taxachauffør, som hun og en veninde begik
i 1973 for at skaffe sig selv heroin og mig husly som beskrevet i bogen.
Så vi kørte videre op i Georgia gennem en tornado, som længere vestpå
kostede flere menneskeliv. I North Carolina så vi en blaffende ældre
mand prøve at holde sig oprejst i stormen med en stok. Da vi fik ham ind
i bilen viste denne diabetiker os sit blå opsvulmede ben, der havde
koldbrand og skulle sættes af. Skønt det var thanksgiving med enorm
trafik på vejene, havde det taget ham 7 dage at komme den strækning fra
Florida, vi lige havde kørt på 7 timer. Vibeke havde været irriteret på
hele turen over at jeg kun et sted ville bruge 200 kr på et motel og at
vi i stedet skulle bo i bilen hver nat. Jeg forsvarer mig altid med at
der også skal være råd til fattige blaffere – sådan som jeg selv havde
været det engang. Denne mands familiehistorie var så deprimerende at
Vibeke i det mindste i dette tilfælde var enig med mig i at vi havde
gjort klogt i at "sparre op" så vi nu kunne give ham penge til en
busbillet hjem til West Virginia frem for at lade ham stå på et ben ude
i tornadoen, regnen og kulden mens hele Amerika spiste kalkun. Hele mit
spændende liv blev skabt af de gaver folk gav mig på landevejen. Hvis
ikke jeg hele tiden husker at give noget tilbage til landevejen, vil jeg
hurtigt selv gå til grunde, ved jeg.
Ud for Baltimore sov vi i
frysende kulde i bilen på et enormt truckstop lige ved siden af det
fængsel Alphonso engang havde siddet i. På vores forjagede tur havde
Vibeke langt fra nået at møde alle de vigtige personer i min bog, men
det var meget vigtigt for mig at hun mødte Alphonso. Stor var min
forbavselse, da han pludselig havde sendt mig en e-mail mens jeg var i
Florida idet hans svigerfar, der som nævnt er præst, har computer. Så nu
kan jeg også sidde og maile med de gamle gangstere fra min ungdom i takt
med at de ligesom Tony finder Gud. Alphonso havde for de penge jeg gav
ham på Rikkes tur fået købt en mobiltelefon – ingen gangster uden
mobiltelefon! – så jeg denne gang ingen problemer havde med at finde
ham. Stor var gensynsglæden, da vi kom op i hans beskidte
ungkarlelejlighed. At han som mænd flest ikke selv var klar over dette
viste han, da han til Vibeke sagde: "I behøver sandelig da ikke at sove
ude i kulden. I kan sove her i min seng. Jeg bruger den alligevel
aldrig, da jeg altid sover i sofaen med tøjet på." Et hurtigt kig ind i
uhumskheden overbeviste hurtigt Vibeke om at en frostkold bil i Alaska
var bedre end dette. Vi fik en lang hyggelig snak med Alphonso om de
gode gamle dage. Igen måtte han fortælle historien om dengang han og de
andre narkomaner havde forsøgt at røve mig, om mordet på sønnen
Nathaniel, om de to han selv havde skudt, om de næsten 40 gange han
havde været i fængsel. Da jeg huskede hvor bange jeg selv havde været
dengang og derfor altid på en eller anden måde konkluderer at
kriminaliteten må være faldet eftersom jeg aldrig er bange for at færdes
i de samme kvarterer i dag, spurgte jeg Alphonso ud om dette. "Du er
helt forkert på den. Det vi oplevede dengang var det rene barnemad i
forhold til det der foregår i dag. I feel really sorry for the young
kids today. Blot i denne husblok havde vi 8 mord sidste år." Det var
altså mig selv, der med årene havde vænnet mig til kriminaliteten. Vi
snakkede også om de år hvor Alphonso var kommet med til mine shows i
skoler, om dengang han fik 5 minutters stående ovation fra 600 elever i
Loyola College for sin tale, om hvordan mange af disse hvide
overklasseelever bagefter i små grupper var valfartet ind til hans
gangsterhjørne på Eager St i en blanding af skyldfølelse eller for at
vise overfor hinanden at de turde gøre det. Igen og igen måtte vi le
over dette vanvittige samfund, som Alphonso viste så fin en politisk
bevidsthed om. Den store seriøse tyske TV-station ARTE havde netop
kontaktet mig for at lave en film om mig i USA og jeg fik derfor straks
den ide at Alphonso skal være et af hovedofrene deri.
Men vi måtte videre mod New York, hvor vi havde glædet os til endelig at
sove i min store indendørs seng hos Christina. Men nej, pga.
thanksgiving var den optaget af hendes søsters familie, men hun lovede
det ikke ville ske igen, for de havde lige købt en ny og større
lejlighed til 4,9 millioner dollars på toppen af et højhus på Broadway.
Med denne fremtidsudsigt var det lidt lettere at sove i bilen – noget
Vibeke havde svoret hun ikke ville "midt i New Yorks gader" men som hun
alligevel endte med som mine tidligere passagerer at sætte pris på –
bortset fra når de skal gå flere husblokke om natten til et wc. Og
minsandten om ikke vores kære ex-svigerdatter, Anna Davolio kom flyvende
fra en todages tur til London for at være sammen med os – nu hvor hun
har gjort kæmpekarriere som fotomodel i New York – så vi kunne byde
hende på drinks i vort lille hjem i bilen - ligesom vi tre uger efter
gjorde det, da hun holdt jul med os herhjemme. På den sidste dag skulle
vi alle tre se det nye Museum of Modern Art inden jeg kørte Vibeke i
lufthavnen. Men gæt hvad der skete? Min bil ville ikke starte og måtte
igen på værksted og Vibeke måtte selv finde ud til lufthavnen. Men hvad
gør det når hele turen med hende havde været pragtfuld – eller som jeg
plejer at sige – uden et eneste skænderi! Jo, hvis I ikke har prøvet det
før, så kan jeg varmt anbefale jer at tage jeres koner med på
forretningsrejser. Underligt at det tog mig 20 år inden jeg selv tænkte
på at gøre forsøget!
Det vil heller ikke ske lige straks igen, for mens vi var i Florida fik
Vibeke en mail om at hun var blevet headhuntet til et nyt lovende job
efter nytår, hvorefter hun kan se mere tillidsfuldt på fremtiden. Da hun
aldrig læser mine julebreve kan jeg i øvrigt betro de af jer, der har
hende kær, at hun den 21. februar fylder 50 år, noget hun vist nok ikke
har tænkt sig at fejre. Men jeg har i al fald besluttet mig til for
første gang i 20 år at komme hjem fra Black History Month for at fejre
hendes fødselsdag. Så måske vi sammen kan lave et eller anden surprise
party for hende. Hun fortjener det! Hun er en guldklump.
Ja, så er der vist ikke
mere at sige om 2004, kære årbog, gamle venner og medlæsere – udover at
håbe at høre fra nogle af jer, især Roya og familie i Phuket efter
bølgekatastrofen.
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
Du kan se flere billeder, henvisninger, web-links og
de andre modtageres navne på
www.american-pictures.com/julebrev.htm
|