Indholdsfortegnelse

Som I kan se har mit julebrev ikke noget år 2000 problem, så vi fortsætter støt mine gamle nytårstravere ind i det nye årtusinde som om intet var hændt. Eller rettere: fordi så meget er hændt i mit forstyrrede liv at jeg bliver nødt til igen at nedfælde det på papiret for at få lidt klarhed over min egen tilværelse. Derfor må "ligene" fra fortidens "laster" jo op at vende engang i mellem, men i år har jeg, som overskrifterne antyder, følt mig nødsaget til at selvcensurere julebrevet lidt inden det havner på hofchefens bord. Og dog: hvis jeg kender Per Thornit ret, ville han sikkert i fulde drag nyde også mine knapt så hoffæhige julebreve med en stor cigar. Men ville han mon turde sende dem videre "opad" i Amalienborg?

At jeg er lidt mere bevidst om "tonen" i årets julebrev end normalt, skyldes bl.a. at året 1999 startede med en telefonopringning fra min far om at "nu var han træt af at høre om" mine "pubertetsudskejelser" i julebrevene. Skønt jeg var lettet over at han tilsyneladende kun havde opfattet det som noget der skete i puberteten - uha da! - blev jeg lidt nervøs for om også I andre skulle have taget anstød. Da flere af jer ringede til mig for at rose brevet, rådspurgte jeg jer om netop disse anstødelige afsnit. Det morsomme var at I knap nok havde bemærket dem, men derimod var blevet rystet af de langt mere nærværende personlige historier om Tony, Vibeke osv. Den eneste anden, hvis reaktion jeg årligt frygter, er selvfølgelig svigermor. Derfor får hun aldrig brevet før jeg har fået tilbagemeldinger fra de andre i familien, især fra min svigerinde Karen. "Er der noget i årets julebrev som kan tænkes at støde svigermor," spør' jeg altid. "Nej, absolut ikke," sagde hun. "I år kan du trygt give hende det!"
(En god svigermor er man som bekendt på drillefod med og igen i år benytter jeg julebrevet til dette kærlige formål. Hun er skam ellers med på tangenterne og vi hygger os meget med drillende e-mails til hinanden, når jeg er på rejser. I virkeligheden skulle det have været os to, er vi enige om!).

Hverken min far eller min svigermor kan betegnes som egentlig snerpede. De hører blot til en anden generation end de fleste af jer. Da julebrevet næsten kun sendes til gamle skolekammerater og venner, går det altså udelukkende til den nu så ofte udskældte generation af 68'ere. Og netop denne generation er jo som jeg selv præget af en helt anderledes frigjort holdning til sex. Som min kusine Birgit i Ålborg sagde: "Vi er virkeligt den heldige generation. Lige da vi skulle til at springe ud seksuelt - midt i en tid af uhørt overflod - kom P-pillen og ændrede med et slag tidligere generationers ufrie holdning til sex. Da vi kom i den alder, hvor vi begyndte at få psykiske problemer, det som vore forældre kaldte "dårlige nerver", så kom lykkepillen og klarede hele det problem. Og nu, hvor vores sexliv begynder at skrante, ja, så kom Viagra-pillen og sætter nyt fut i os."
Når jeg så hyppigt har haft trang til at få det underlige, der skete med os i den generation, op at vende i mine julebreve, ved jeg at jeg ikke står alene. Mange af os diskuterer det faktisk endeløst med hinanden, men sjældent med den ældre og yngre generation. Netop fordi vores 68'er-generations frigjorthed jo ikke fortsatte, som vi dengang havde forventet at den ville, men blev afløst af en ny konservativ livsstilsgeneration, er vi forvirrede over hvad det var vi egentlig kastede os ud i dengang og om der måske var noget forkert i det. For ofte møder vi i dag fordømmelse, men en fordømmelse som jeg hyppigt fornemmer udspringer af en form for misundelse. Som en ca. 20-årig mand en dag sagde, da han standsede mig på Strøget: "Hvor jeg dog misunder dig at du levede i den tid!" De yngre generationers langt mere konservative indstilling til sex i dag udspringer jo tydeligt af frygt - den frygt, der blev udryddet med p-pillen og først vendte tilbage i 80'erne med herpes og AIDS.

Selvfølgelig var det ikke jer alle i vores generation, der brugte den nyvundne seksuelle frihed lige meget, men der er ingen tvivl om at vi alle i livssyn blev præget af tidens frigjorthed. Og i øvrigt i langt højere grad end vore forældre og børn ville drømme om det, også BRUGTE friheden. Nogle af jer, som jeg måske selv ville have mistænkt for ikke i så høj grad at have "levet jer helt ud", ringede i januar for at kommentere mit julebrev, hvorfor jeg spurgte om de afsnit, min far ikke ku' li'. "Jamen, herregud," lød det tilbage, "vi bollede jo alle til højre og venstre lige så naturligt som vi spiste dengang." Enkelte af jer blev hurtigt gift eller "forlovede", men ellers er det mit indtryk, at det I andre oplevede i jeres kollegietid ikke stod meget tilbage for det jeg oplevede samtidigt på landevejen i USA. Med den ene forskel, at amerikanerne havde et langt mere barnligt og næsten tvungent forhold til skulle have sex og at hyppigheden af nye forhold derfor sikkert blev større for en rejsende på de amerikanske landeveje end for gennemrejsende i tidens eksperimenterende danske undervisningssystem. At vi alle besidder evnen til at forarges lidt, oplevede jeg dog også da en af jer fra gymnasieklassen ringede til mig i januar for at kommentere mit julebrev og fortalte hvordan han nær aldrig var blevet færdig med sin uddannelse "pga. alle vore 60'er udskejelser". Disse havde for hans og konens vedkommende betydet at de ikke ville have børn, da han ønskede at "bevare følelsen af denne frihed". Jamen, er det mon nu ansvarligt? siger min indre samfundsstemme. Ved at få så få børn, som vi fra 68'er-generationen fik, har vi jo i allerhøjeste grad været med til at undergrave skattegrundlaget i den velfærdsstat, som skabte os, og derved gjort det nødvendigt at importere uanede mængder af muslimske børn i det næste århundrede. Og de ser jo ikke ud til at have det nær så sjovt og frit som vi havde det....

I januar havde jeg igen en hel række foredrag i gymnasierne med flere ugers turné i Jylland. Set fra familiens side er det lige så langt væk, som når jeg er i Amerika. Men pludselig blev jeg kaldt til København for at holde show på Amalienborg. Jeg protesterede, da jeg allerede havde en fuldt booket turné, men hoffet sagde at hvis jeg ikke kom på lige den dag, ville det ikke blive til noget. De er åbenbart vant til at man flytter sin bedstemors begravelse for at komme til hove. I mit tilfælde var jeg nødt til at aflyse Sønderborg Amtsgymnasium, hvis rektor dog tog det pænt: "Vi vil da nødigt nævnes i dronningens nytårstale." Så måtte jeg med kort varsel drøne helt til København for at spille rollen, jeg egentlig altid har mestret så fint: hofnar. Jeg havde troet at familien gerne ville med til en privat kongelig sammenkomst, men det var kun Lalou, der ville med. Det er åbenbart sjovere at se de kongelige som skabeloner i Billedbladet end at forholde sig til dem som almindelige, dødelige mennesker. Fint, tænkte jeg, ved at servere showet på et sølvfad får jeg nu endelig listet Lalou til at se det. Jeg hentede Lalou i hendes skole og vi kørte i snevejr ind på Amalienborg. De må siges at det var en underlig fornemmelse at komme kørende derind i min gamle beskidte bil og straks se portene slå sig op for os. Vi kørte ind i den store tomme baggård, som vi så tit havde kunnet se ned i under fødselsdage hos Lalou's veninde i Fredericiagade, hvorfra den altid havde taget sig ud som den forbudte by. Jeg havde vist forestillet mig en hel række lakajer komme springende, men der skete intet. Der var helt tomt og vi anede ikke hvor vi skulle være. Vi begyndte at gå rundt og tage i dørene, men havnede ustandseligt i køkkener eller blindgyder. Endelig fik vi opsnuset hofchefens kontor - så vidt jeg husker gennem den fede cigarrøg, der væltede ud derfra. "Kommer I allerede?" sagde han glædeligt overrasket. Jeg havde været bekymret over at vi faktisk kom for sent. "Jamen, kom da ind i varmen og sæt jer ned". Og så satte vi os ned og hyggesnakkede i lang tid, for du er jo en rigtig hyggefar, Thornit. Jeg kunne dog ikke forstå at han havde så god tid og blev ved med at se nervøst på mit ur. Jeg vidste at det havde været svært at presse ind med så kort varsel i den kongelige kalender, som jo er booket år ud i fremtiden. Jeg ville helst stille showudstyret op inden de andre skulle komme. Bl.a. havde vi inviteret Helena Christensen, som jeg som nævnt i sidste års julebrev havde korresponderet med for at vi skulle rejse sammen. Dette er dog siden gået i vasken. Hun stillede helt urimelige krav såsom at hun kun ville flyve på første klasse med British Airways og have sine kvindelige assistenter med. Det havde CARE naturligvis ikke råd til. Desuden ville hun kun fotografere børn og føjede yderligere spot til skade ved selv at gå hen og føde et.

Nå, efter lang tids snak spurgte jeg så Thornit - stadig hyggeligt pulsende på sin cigar - hvor jeg skulle stille mit show op. "Jamen, det er da først i morgen." "Hvaffor no'et? I morgen skal jeg have forestilling i både Hadsten og Fjerritslev i Jylland," sagde jeg rystet. "Nej, det er udelukket. I morgen skal du være her," sagde han i et tonefald der udelukkede enhver videre diskussion. "Vi blev nødt til at rykke det en dag da det kom for tæt på et aftenarrangement. Men det skal du ikke bekymre dig om. Du kan bare lade alle dine kasser stå her på Amalienborg til i morgen." Og så snakkede han ellers hyggeligt videre om alt andet. Men jeg var fuldkommen målløs, da jeg lidt efter kørte derfra. Jeg kørte direkte til CARE's kontor på Nørrebro for at se hvad der var gået galt. Men de havde heller intet fået at vide og CARE's direktør var netop kørt til Amalienborg for at se forestillingen. Almindelige mennesker er åbenbart så hofliderlige at Amalienborg blot kan skalte og valte med deres liv efter forgodtbefindende. Jeg har efterhånden haft over 4000 shows og er stolt af aldrig at have måttet aflyse nogen pga. sygdom e. lign. Kun 3 store bilulykker og tyveriet af hele mit udstyr har hidtil bevirket aflysninger. Var jeg nu blevet mere royal end loyal overfor dem som satser tid og store summer på at arrangere mine shows? Skoler kan "flyttes", men det ene show var offentligt og annonceret i hele Vendsyssel og der var ingen tid for arrangøren til at bekendtgøre aflysningen til publikum, der var kommet kørende langvejs fra, sagde man senere. CARE tilbød dog at betale deres tabte annonceudgifter, men jeg selv havde dårligt råd til at miste 15.000 kr. for de aflyste shows. Amalienborg havde jo ikke tænkt sig at betale for at se showet. Men var der nogle der frydede sig, var det familien. Hvad den ikke selv magtede - at få mig hjem på besøg under en tre uger lang Jyllandsturne - formåede Amalienborg nu i et helt døgn - tilmed uden at jeg brokkede mig.

Næste dag kørte Lalou og jeg igen til Amalienborg. Nu følte vi næsten at vi ejede slottet og gardersoldaten udenfor slog da også hælene i, da portneren modtog os som gamle kendinge. Det var jo godt at være lidt bedre forberedt. Da jeg dagen før havde set Amalienborgs fine polerede mahoniborde med tyndt udskårne ben, var jeg bange for at komme til at ødelægge dem ved at stille mit store udstyr op på dem. Derfor havde jeg nu medtaget vores slidte køkkenbord, som i sin tid blev lavet af Tommy Blomst på Christiania. Så nu kan I Christianitter altså også besmykke jer med at være Kgl. Hofleverandører. I min iver efter at trække en af dronningens gamle udskårne rokokosofaer ud fra væggen for at stille mit lærred der, kom jeg til at trække så hårdt at begge bagben brækkede. Jeg anede ikke mine levende råd. Hvad ville dog ikke Thornit nu sige. "Pyt, det skal du ikke tænke over. Vi smider den bare ud på møddingen." Ellers gik alt som det skulle - bortset fra at ingen havde tænkt på at byde hverken os eller de andre noget. Jeg har vist aldrig tidligere i 14 lande oplevet et show uden at der blev stillet kaffe, øl eller drikkevarer frem. De kongelige må åbenbart skulle vende hver en øre, for kun på Amalienborg og i kongeslottet i Cambodja blev jeg hverken budt vådt eller tørt Nuvel, det kan man vel selv råde bod på. Heldigvis stod jeg under forestillingen bagved ryggen af publikum og kunne uset smutte ud i slottet, hvor jeg famlede forvildet rundt i de mest afsides kroge for at finde en kop kaffe eller en øl, der kunne "smøre mine læber i levertran," huskede jeg fra Klodshans, for at få mine talegaver lidt på gled efter forestillingen. Det undrede mig at der overhovedet ikke var vagter inde i slottet, så det lykkedes mig til sidst at finde en kop gammel lunken kaffe.

Ellers tilbragte jeg en stor del af tiden under showet foran de kæmpestore tunge gardiner, hvor jeg stod og kiggede ud på sneen, der faldt ned over de frysende vagter ude på slotspladsen. Der skulle jeg selv have stået vagt i sin tid hvis ikke Livgarden havde smidt mig ud et par måneder før, fordi jeg nægtede at skyde til måls efter deres menneskeskiver. Tænk sig, at man havde færdedes derude så tit - kun få husblokke fra hvor vi selv bor - og alligevel havde man aldrig drømt om at stå på denne side af vinduerne. Jeg spejdede forgæves efter nogle venner derude jeg kunne sende et ophøjet kongeligt vink til. Hvor var det dog en ensom, isoleret verden herinde - ikke en lyd kunne man høre ude fra byen. Jeg følte pludselig en dyb medlidenhed overfor de kongelige over at skulle leve så fjernt fra mennesker.

Joachim var selv meget afmålt i begyndelsen, men var helt anderledes snakkesalig efter at have set showet. Han var tydeligt begejstret for det, men udbrød alligevel et fattet "Det er sandelig noget andet end det Danmarks Radio kommer hjem med!" Siden skulle jeg komme til at kende hans utrolige diplomatiske evner bedre. Til gengæld kunne jeg ikke selv udvise det fjerneste diplomati. Jeg havde øvet mig længe på at sige "Deres Kgl. Højhed", men intet andet end et forkvaklet vestjysk du eller "do' dær" magtede at komme frem på mine læber. Jeg er dog vant til at slippe af sted med selv de værste grovheder, fordi mine shows virker så stærkt på folk, at de enten overhører dem - eller bærer over med dem. Under indtryk af Joachims begejstring for showet, røg mine beskedne diplomatiske evner dog helt over bord. Da vi begyndte at diskutere vores kommende rejse til Bolivia, spurgte jeg ham - under indtryk af hans og kongehusets irritation over de kulørte ugeblade - om hvornår han mon stod op om morgenen. "For de bedste billeder kan vi jo sammen skabe i bøndernes hjem inden CARE-folkene og pressen står op" .....eller noget lignende vås, dummede jeg mig med at sige. Som om jeg havde nogen som helst ret til at monopolisere ham mere end "Se og hør" og de andre, skønt han var CARE's protektor. Selv om jeg lavede oplysende arbejde for CARE, var jeg jo ligeså spekulantisk som ugepressen. For ved at få en populær prins med i mit show, regnede jeg jo med at kunne trække endnu større skarer til dette - og måske endog sælge det til den strikkende, ugebladslæsende, TV-fængslede befolkning. Nå, men trods mine ufærdigheder på de bonede gulve, skiltes vi i en yderst hyggelig stemning. Forinden havde jeg fået lov at tage nogle billeder af Joachim og Lalou sammen, da hun overrakte ham deres fælles stamtræ, som jeg havde medbragt. Hun er jo hans 22. grandkusine. Eller som jeg sagde: "Et par billeder til at oplive Lalou's syge morfar, som er så interesseret i det kongelige og så tit har stået herude på pladsen til jeres fødselsdage." Men hvorfor er man dog ikke mere ærlig over for sig selv og Joachim ved at sige sandheden lige ud, tænkte jeg bagefter. For på min egen klodsede opførsel overfor Joachim kunne jeg jo mærke at vi vist alle går med en underlig fascination overfor det kongelige, dybt inde i os. Også selvom jeg i Joachims tilfælde end ikke havde kendt eksistensen af ham før langt op i 70'erne, idet han blev født mens jeg var vagabond i USA og jeg i mange år ikke ænsede hvad der foregik på Amalienborg.

Da vi langt om længe havde pakket grejet sammen og skulle forlade Amalienborg, var det mørkt og portneren og alle var gået hjem. Lalou og jeg prøvede med vold og magt at få de store porte op, men forgæves. Der var ikke en sjæl at se og vi følte os til sidst indespærrede som en Chr. II på Sønderborg slot. Vi begyndte at banke på alle dørene og tænkte endog på at få Joachims hjælp, da vi jo nu vidste hvor han boede. Men til sidst fandt vi et bundt nøgler og låste os selv ud i friheden. Jo, det var et spørgsmål jeg tit måtte stille under rejsen med Joachim - hvem af os der var mest frie. Men at der er forskel på folk, oplevede jeg kun få timer efter at have forladt Amalienborgs luksus. Jeg nåede nemlig ikke den sidste færge til Ebeltoft og måtte sove i bilen på kajen i en forrygende snestorm. Vind og sne hylede ind i bilen, som vuggede så voldsomt at jeg ikke kunne sove. Og i min kongelige forvirring havde jeg fået det forkerte show med, hvorfor Paderup Amtsgymnasium næste morgen måtte stryge hele undervisningsdagen for at jeg i stedet kunne vise Amerikanske Billeder.

På turneen i USA i februar havde jeg mit højst betalte foredrag til dato, næsten 30,000 kr. for 4 timers nettoarbejde i det elitære Swarthmore College - fint nok, hvis blot bruttoarbejdet kunne overstås lige så hurtigt. For ellers havde jeg ikke meget at lave i februar, hvilket passede mig fint, da jeg havde mere lyst til at skrive om Moses. Til gengæld levede jeg næsten i kongelig luksus, da min tidligere omtalte kinesiske "kone," som Christina stadig kalder sig, nu havde fået indrettet "min" nye store lejlighed så stor som en lille fodboldbane. Fra min "emperor size" seng kan jeg fra mit lille højhus i Soho se Empire State bygningen til den ene side og World Trade Center til den anden hvilket kun er få New York'ere forundt. Og lejligheden er tilmed fyldt med store solskinsvinduer, computere, fax, e-mail og alt hvad jeg har brug for. Skønt jeg altid har elsket lånt luksus - i dette tilfælde til ca. 50.000 kr. om måneden - gik jeg dog mange nætter ned og sov i bilen om natten for ligesom at bevare fornemmelsen af at have fødderne på jorden.

Her i lejligheden tilbragte jeg al min ledige tid i februar med arbejde, lange morgenmåltider, frokoster med Christina osv. Udover at lave et par kronikker om Moses endte jeg også med at lave research på Jacob Riis, hvis kendte gamle kvarter jeg netop boede i. Sagen var at min søn, Daniel, skulle skrive afsluttende opgave i gymnasiet om Jacob Riis og da han ikke kunne finde mange af bøgerne på Det Kongelige, fik jeg dem opstøvet i NY og blev i processen selv mere og mere opslugt af opgaven. Så en hyggelig tid fulgte, hvor vi e-mailede afsnit frem og tilbage til hinanden. Det var faktisk første gang jeg selv havde læst Jacob Riis og både Vibeke, Daniel og jeg var mere og mere målløse over at opdage alle de utrolige paralleller, der er i tankegang, levned og monoman fanatisme mellem denne pionér, som lavede verdens første lysbilledshow, og jeg, som nok ender med at lave verdens sidste lysbilledshow.

Til mit sidste show ude i ørkenen i New Mexico havde jeg en særlig oplevelse. Da jeg kom ind i salen, vendte en hel række mennesker sig om og udbrød: "There he is!" Det var præstefamilien Gardels, hvis datter Gloria i sin tid havde givet mig mit første lift, da jeg hundeangst havde stået og blaffet i Illinois. Selv hendes gamle mor var nu til stede. De andre havde jeg fulgt rundt omkring i landet i de 30 år, der var gået siden. Særligt den venstreorienterede søn Nathan havde jeg knyttet mig til. Dengang hjalp han med at skaffe våben til de sorte pantere, siden var det gennem ham jeg kom til at vise show hjemme hos hans veninde, skuespillerinden Jane Fonda. Han steg i graderne, opbyggede Californiens pensionskasser og fo'r omkring i international politik. I dag udgiver han sit eget, højest anerkendte politiske tidsskrift, N.P.Quarterly, hvortil alle hans venner i international politik fra Kissinger til Arafat leverer lange analyserende artikler. Nathans lillebror, Kevin, var nu ligeså langhåret som han selv havde været dengang, men en helt anderledes "country" type. Han havde sit eget radioprogram og mens jeg næste morgen kørte den lange vej gennem ørkenen tilbage til lufthavnen i Texas, fortalte han uafbrudt fra kl. 6 til 9 lytterne om sin "utrolige" oplevelse aftenen før med mit show og om dengang jeg var kommet som blaffer til deres hjem. Elegant kædede han det sammen med nyhederne fra retssalen i Texas, hvor nogle Ku Klux Klan folk samme dag blev dømt til døden for at have myrdet en sort mand ved at slæbe ham bagefter deres lastbil. Ligeledes varmede det når han i sin udsendelse flere gange i timen sendte personlige hilsner "to you, Jacob, my old friend, out there somewhere on the highway this morning in Texas, for our long friendship" med hans varme, dybe og - kunne jeg forstå - uhyre populære Johnny Cash-stemme. Men jeg gad nok vide om de tusinder af lyttende cowboys forstod et muk af hvad Amerikanske Billeder drejede sig om, for Kevin var jo nødt til at være ikke så lidt diplomatisk i denne del af USA.

Efter dette cowboyshow fløj jeg til Bolivia i god tid før Joachim og pressen skulle ankomme for at overvinde højdesygen i La Paz før dem. Jeg fandt et billigt ludderhotel i slumkvarterne, da CARE denne gang ikke betalte rejsen for mig, og sov fortræffeligt der uden højdesyge. Men da prinsen ankom, skulle vi alle indkvarteres sammen med ham i det dyreste luksushotel - et forfærdelig spild af penge. Så det var med tunge skridt i den iltfattige luft jeg måtte slæbe mit tunge kameraudstyr fra slummen, hvor det var sjovt at bo omkring heksemarkedet, til det totalt åndsforladte dyre højhus med en ensom udsigt ud over bjergene, men uden menneskelig varme og uden at kunne lukke øjet blot et minut hele natten. Jeg var spændt som et lille barn, da jeg aldrig før havde rejst som en del af et team, men jeg følte mig straks inde i varmen, da danskerne ankom - nogle med hilsner fra fælles venner og endog med et par kærkomne danske aviser under armen. Ekstrabladets fotograf, Mads, fortalte mig straks at han var en gammel fan af mig, hvortil jeg straks svarede at jeg jo ikke var nogen fan af Ekstrabladet efter deres KGB-afsløringer af mig og faktisk havde svoret aldrig at udtale mig til deres journalister igen. Men da vi jo nu skulle være i samme båd i to uger ville jeg "da overveje at bryde mit princip for hyggens skyld". De var to hver fra Ekstrabladet, BT, Se og Hør, TV1, TV2 og TV4, og hver og een skulle jeg komme til at holde af dem gennem de næste ugers strabadser. Den danske ambassade havde arrangeret en overdådig middag for os på den øverste etage af hotellet med underholdning og taler, men det var det rene spild af skattekroner. For straks de udmattede danskere havde sat sig til bords og blot nippet til vinen, der går direkte til hovedet i disse højder, begyndte den ene efter den anden at falde i søvn af højdesyge, jetlag og 24 timers flyvetur. Jeg derimod var i mit es og jo mere de sløvede hen, jo mere følte jeg mig "ovenpå" og drillede dem godmodigt med mine mange års sadistiske erfaring med at holde ankomne "jetlaggede" besøgende i USA vågne så længe som muligt (for deres egen skyld!). Ingen så meget som rørte det utrolige opbud af kongelig mad, som jeg stort set ene mand kastede mig over. Og inden det ene hold bolivianske dansere og kunstnere efter det andet overhovedet kom på scenen, var alle danskerne gået i seng, så jeg stort set sad alene tilbage.....høfligt klappende ad de optrædende. Havde vi i stedet gået rundt i det farverige mylder af indianere omkring mit slumhotel, ville de have spærret øjnene op og holdt sig vågne. Nu endte disse danskere med aldrig nogen sinde at se denne verdens højest beliggende by og knapt nok at møde den helt særegne bolivianske højlandsindianerkultur. At blive spist af på en så ophøjet, kongelig facon er simpelthen at blive snydt for nogle af livets mest vidunderlige oplevelser.

Næste morgen skulle vi nemlig straks videre ned til Amazonjunglen med et særligt militærfly, der kunne lande på en smal lysstribe af græs. Her blev vi indkvarteret i et vidunderligt safarihotel ved Amazonfloden, hvorfra vi besøgte lokale indianerstammer. Da de fleste af jer åbenbart har set udsendelserne om dette i fjernsynet, vil jeg her blot berette om det jeg selv oplevede og som ikke hører med i pressen, særligt hvad angår prinsen. For det var hernede under den fælles primitive indkvartering at Joachim rigtig begyndte at åbne sig op for os. Og det blev faktisk til en rejseoplevelse, som det tog lang tid at komme sig over. Der er nemlig to Joachim'er: den offentlige, lidt stive og fjerne, som vi kender fra medierne, og så den private, sprudlende festbasse, som vi kom til at kende og holde af. At han selv kan balancere mellem disse to personligheder er beundringsværdigt, for vi andre havde svært ved at lære balancegangen og respektere grænserne. Selv brændte jeg fingrene allerede første dag. Vi havde som sædvanligt drukket kammeratligt tæt hele natten på safarihotellets veranda, så da vi om morgenen satte over floden og besøgte nogle indianerlandsbyer dybt inde i junglen, hvor vi kørte fast i mudderet, så jeg straks for mig mit nye plakatbillede til Bolivia-showet af Joachim omringet af udmalede indianerpiger i bastskørter med buer og pile. Men i trængslen under snoreklipperier, taler og optræden havde jeg i kampen med de andre pressefolk om de gode pladser ikke fået ordentlige billeder og spurgte prinsen om han ikke lige kunne "stå stille med nogle af indianerbørnene." Det skulle jeg selvfølgelig aldrig have gjort. Jeg fik en total overfusning af ham: "Jeg tager aldrig opstillede billeder og desuden bliver der masser af lejlighed til sådanne billeder senere." Hvordan kunne den gode kammerat, jeg lige havde oplevet i nattetimerne, være så hård og modbydelig i dagtimerne, spurgte jeg mig selv. Men som dagene gik med det ene officielle arrangement efter det andet, kom jeg til at forstå nødvendigheden for Joachim af så hård en pressepolitik for at kunne bevare værdigheden og undgå at blive totalt ødelagt. Alligevel føler man sig på et meget lille sted efter en sådan overhaling og det varmede at Mads fra Ekstrabladet kom og trøstede: "Den fejl har vi alle begået. Nu har også du lært det "the hard way." Velkommen til klubben." Men Joachim var ikke en, der bar nag, og allerede inden aften havde jeg igen opnået følelsen af et mere intimt forhold til ham. Da vi skulle gå ad det smalle bræt ud til de små både, der skulle bringe os over floden, var jeg på et tidspunkt helt alene med ham og han sagde spøgende: "Nu kunne det jo være sjovt hvis én faldt i vandet." "Ja," svarede jeg, "særligt hvis det var dig nu hvor jeg er den eneste i nærheden med et kamera." "Nå, det havde jeg nu ikke lige tænkt på," grinede han.

Et par dage senere havde jeg faktisk en utrolig lejlighed til at vippe ham i vandet, da jeg en afslappet aften padlede alene rundt i en stille indsø med Joachim og min gamle ven Karsten Kjær, som havde arbejdet med Amerikanske Billeder i sin tid og nu lavede DR 1's reportage. Båden var en af indianernes udskårne træstammer og vandet stod helt op til ca. 1 cm fra kant. Hvis vi ikke holdt tungen helt lige i munden, ville vi simpelthen kæntre. Jeg behøvede blot at lave en klodset uskyldig kameramanøvre for at få det til at ske, så jeg kunne ikke lade være med at tænke: "Hvor ville pressen derhjemme elske det med overskrifter som "Joachim kæntrede på Amazonfloden og kæmpede for livet med glubske piranjaer." Så hvorfor har du ikke mod til det?" Der var ikke piranjaer lige i den sø, men jeg lærte jo hurtigt af Ekstrabladets Peter Breseman og BT's Indius Petersen hvordan man skal lave fede julebrevsoverskrifter. Når vi var i nærheden af telefoner, faxede den danske ambassade deres daglige avishistorier til os næsten samtidigt med at de udkom i Danmark. Og var der én, der morede sig over hvad disse to kunne få ud af vore daglige udflugter, var det Joachim når han så avisoverskrifterne som "Prinsen fanget i malariahelvede", "Prinsen gidsel i bondeoprør" osv. I den kammeratlige atmosfære, der var opstået, begyndte han selv med sprudlende fantasi at opdigte endnu mere farverige overskrifter og Ekstrabladet endte vist med at bruge flere af hans ideer. Men dette fortæller jeg naturligvis jer gamle kammerater helt privat, for det uhørte tillidsforhold, der opstod mellem prinsen og os i de sjove nattetimer, fik netop lov til at florere gennem en uskreven overenskomst om at pressen lagde kameraerne og de lange ører på hylden indtil næste morgen. Halvdelen af dem, der var med, havde kongestof som deres speciale, men aldrig havde de nogensinde før oplevet et sådant kammeratligt tillidsforhold til de kongelige før. "Du må huske på at vi er vante til at stå ude i regn og blæst under de lange kongelige middage. Ikke engang en pølsevogn tør vi at smutte hen til af angst for at gå glip af de få sekunder, hvor de kongelige stiger ud i bilerne," sagde Peter Breseman. "At bo og spise sammen med de kongelige 24 timer i døgnet har vi aldrig prøvet før. Så vi er alle helt rundt på gulvet."

Det underlige psykiske apartheid forhold, vi nødvendigvis derfor udviklede til Joachim, rystede også mig i min grundvold. Jeg har tidligere brugt meget tid på at trænge ind til det menneskelige bag facaden i "Ku Klux Klan", "nazister", "narkomaner", "massemordere", "KGB", "Rockefellere" osv., men teflonmuren der opgiver "Kongehuset" gør et tilsvarende forsøg til en mærkeligt, frustrerende oplevelse. Afstanden, vi oplevede til prinsen under de officielle arrangementer, stod i så skærende kontrast til nærheden og kammeratskabet, vi følte om natten. Særligt de, som tidligere havde dækket kongelige rejser uden at opleve en sådan nærhed og ikke mindst nærværet, hengivenheden og opmærksomheden fra prinsens side f.eks. når vi var syge eller havde fødselsdag, var forvirrede. Omstændighederne har tidligere holdt pressen stærkt adskilt fra de kongelige. Vi priste os lykkelige over at Alexandra ikke var med, for i Afrika havde de kongelige altid boet og spist i særskilte luksushoteller. Men Boliviaturens lille pressehold, den primitive fælles indkvartering - især under to syndfloder - og måske ikke mindst Joachims glæde over Alexandras graviditet (vist nok det eneste private vi ikke på det tidspunkt kunne få ham til at fortælle om), gav ham tydeligvis en glæde over samværet med os andre og et behov for at åbne op. Dette krævede gensidig tillid, men da vores behov for at komme ud af det underlige "apartheid" forhold var lige så stor, var det en god byttehandel at lægge kameraerne og sensationspressens lange ører på hylden efter dagens snorreklipperier og vandpumpeåbninger og i stedet at opnå savannens himmelske fred om aftenen, når antiloperne græsser side om side med de mætte løver. Uden tidligere at have oplevet en sådan nærhed, var der således ingen af de andre, der overhovedet kendte Joachim som menneske og jeg overdriver ikke ved at fortælle at vi alle som en blev glædeligt imponerede over det menneske vi fandt nedenunder den lidt stive, regale overflade. "Glædeligt," fordi vi danskere tilsyneladende er blevet så royale i de senere år, at vi ønsker at se alle de bedste egenskaber i vore statsoverhoveder. "Hvor er I heldige med sådan en prins," sagde den hollandske CARE-leder dybt imponeret og sammenlignede med de kongelige han kendte hjemme i Holland.

For Joachim var på ingen måde blot en nålestribet kransekagefigur valgt af CARE efter højest mulige fællesnævner. Nej, hans ekspertise, viden og interesse for sagen ville sikkert for længst have fået CARE's bestyrelse til at erstatte den nuværende generaldirektør med Joachim - helt i dennes egen ret - dersom ikke prinsen var født ind i den ulykkelige snoreklipperrolle, der sluger så meget af dette begavede menneskes tid. Skal jeg forsøge at overgå ugebladene i dette julebrev, må det nok netop være i min overraskelse over det menneske, jeg mødte i Joachims person. For hvordan kunne det have overgået min opmærksomhed under besøg hos min aldrende mor, at der bag billedet af Joachim i hendes ugeblade af en lidt stiv og kedelig person gemmer sig et så utrolig varmt, spændende og lynende intelligent menneske? At medierne på en eller anden måde giver et forløjet billede af Joachim er jeg ikke i tvivl om, for alle jeg har underholdt om mine oplevelser med ham siden hen har givet udtryk for en lignende overraskelse. Som min gode ven, den belæste antikvarboghandler på Blågårds plads sagde: "Det må du love at skrive om, for kun hvis det kommer fra dig vil folk tro på at det ikke er et eller andet romantiseret glansbillede."

Nå, da da, tænkte jeg, hvad er det dog for et billede han havde af mig, der fik ham til at sige dette. Er vi vel ikke alle kendt for at være royalister i dette land? Flygtede jeg da ikke tidligere fra de beskidte bønder, CARE havde sendt mig ned for at fotografere i Asien, netop for at søge tilflugt, velbehag og guldtallerkner i paladset hos Kong Shianouk? Indrømmes skal det at kongen vist udelukkende bød mig indenfor - tildækket som jeg var fra top til tå i bøndernes ildelugtende griselort efter samme dag at være faldet i en muddergrøft - fordi han havde brug for en hofnar eller lidt Klodshans-adspredelse midt i sine kedelige snoreklipperier? Da jeg hurtigt fornemmede at Joachim havde brug for en lignende adspredelse i nattetimerne efter dagtimernes endeløse taler for bondeforsamlinger, startede jeg med at fortælle ham om min flugt fra selv samme til Shianouks hof. Joachim skulle jo nødigt tro at det var "noget særligt" for mig at jeg var blevet indbudt til Amalienborg måneden før. Denne aften, hvor vi var regnet inde i et voldsomt uvejr dybt inde i Amazonjunglen og det hele slet og ret sejlede for os i vore telte, havde jeg undtagelsesvis Joachim helt for mig selv en stor del af natten og jeg må have ramt de rigtige toner, for han blev ved med at skænke rødvin op i mit glas hele natten. Natten er jo meget lang og våd i Amazonas, hvor solen går ned kl. 6, så jeg tør roligt sige at han drak mig under bordet hver nat. Jeg holdt nemlig sjældent længere end til 2-3 om morgenen mens Joachim næsten aldrig krøb ind under sit moskitonet før kl. 4. Alligevel var han frisk som en kongeørn når vi skulle op kl. 6. Denne evne, hører jeg fra noget af Vibekes familie som hører til dronningens vennekreds, har han åbenbart arvet efter sin mor. Når vi søvndrukne så ham næste dag efter sådanne lange nætter holde spontane taler for bønderne med største indlevelse og nærvær, - ja, så syntes vi han foldede ikke blot majestætiske, men helt overmenneskelige evner ud.

Joachim blev - ligesom jeg selv under mine tidligere besøg hos Bolivias bønder - budt på uanede mængder af disses kulinariske goder, som hverken var i eurytmi med deres egne subsistentielle behov eller vores medbragte tarmflora. Den fine balance mellem at undgå sårede følelser og en royal diarre mestrede Joachim i øvrigt på beundringsværdig og betimelig vis, da diarre jo absolut ikke ville være forenelig med de timelange taler, han overalt måtte lægge krop, øre - og ja - øjne til. For var der noget vi andre deltagere fik dyb respekt for, var det netop hvor sjældent vi fangede Joachims øjne i at vandre under de dødkedelige, formelle taler - ofte på indianersprog, dernæst oversat til spansk og sluttelig til et uforståeligt engelsk. Netop når vi andre for længst var "stået af" og faldet i en dyb mental tornerosesøvn, blev vi hyppigt vækket ved at høre Joachim afbryde en lokal leders monotone monolog med fast blik og stemme: "Nej, området må være 21.000 hektar, ikke 21.000 kvadratkilometer, ikke sandt?" Eller at stille spørgsmål, der afslørede langt mere viden om et problem end den lokale ekspert besad og dog at mestre kunsten ikke at gøre denne forlegen.

Når jeg blev ganske overrumplet på dette punkt, var det ikke kun fordi jeg ikke vidste at Joachim er uddannet agrarøkonom, thi hans paratviden gjaldt stort set alle områder. At denne bondeprins havde andet end jord i hovedet gik første gang op for os, da Peter Breseman under et natligt tropisk regnskyl satte Joachim på en prøve, der gik lidt ud over de Schackenborgske jordlodders: "Nævn de 30 største lande i rigtig rækkefølge efter areal." Jo, Joachim havde selvfølgelig problemer omkring rækkefølgen af nr. 28 og 29 (hvor vi andre for længst havde givet op), men med en fabelagtig viden og logisk sans kunne han alligevel nogenlunde fastslå om Pakistan, Algeriet, Venezuela kom før Chile, Niger eller Etiopien osv. Selv nye lande som Kasakhstan blev placeret rigtigt. Eller da jeg en dag nævnte til ham at vi just var sejlet over den 12. sydlige breddegrad på Amazonfloden, vendte han øjnene opad et sekund og regnede lynhurtigt ud: "Så må vi være 1662 km fra Ækvator." At vi færdedes på den sydlige halvkugle var heller ikke nogen hæmsko for ham, da vi stod en nat og drak øl under en stjerneklar himmel, hvor en af os kom for skade som frøen i brønden at røbe at stjernehimlen vist ikke var større end hvad han kendte fra sin hjemlige brøndåbning. Straks kunne Joachim udpege hver eneste af sydens konstellationer for os med navns nævnelse. At han samme nat underholdt i de mest præcise detaljer om hvor meget der bliver satset, hvor lange banerne er osv. i hestevæddeløb i Kina kunne måske bortforklares som kinesisk dyneløfteri. Men faktisk var han i stand til at holde hof om så godt som alle emner, vi tilfældigt strejfede i de lange nætter over vin eller øl, med den mest fascinerende detaljerigdom jeg nogensinde har oplevet - uden på noget tidspunkt at spille kong gulerod (for nu at blive i den agrare terminologi) eller at jogge i spinaten. Fra astronomi bevægede han sig elegant over i astrologien, da en af os havde fødselsdag og Joachim straks kunne analysere vedkommendes ascendenter, venuskonjuktioner osv. og kort efter endog oversætte tydningen til det kinesiske horoskop. En tid lang gik jeg og noterede ned i mit hoved de eksempler på hans viden, som overraskede mig. Men til sidst var mit hoved ved at sprænges, thi selv i de mest elitære universiteter, jeg hyppigt færdes i i USA som Harvard, Yale og Stanford, har jeg vist aldrig mødt et menneske med så stor en all round viden. Jeg har tidligere f.eks. skrevet kronikker om byplanlægning på Københavns havnefront, men når Joachim begyndte at fortælle om hvornår hvert enkelt hus langs hele havnen var bygget, hvornår de var brændt ned og hvem der igennem tiderne havde ejet dem osv., ja så tvang han mig fra havnen snart ud på dybeste vand hvor jeg på ingen måde besad de fornødne evner som en Jesus.

Det var selvfølgelig også bedst at have fødderne på jorden når Joachim ved flere lejligheder drillede mig med at jeg lignede Jesus. (Siden har jeg taget en sød hævn ved på Internettet at lægge dit stamtræ ind, som viser hvorfor du ligner Muhammed, da du jo er profetens 28. tipoldebarn, kære Joachim!) Det startede med at vore religiøse bolivianske chauffører i flere dage havde "påstået" at jeg måtte være den Messias, der skulle komme tilbage omkring år 2000. Snart begyndte også danskerne at køre med på drillerierne og en dag tog Se og Hørs fotograf et billede af mig slående ud med hånden, så jeg vitterlig lignede en Thorvaldsensk "Jesus ladende de små børn komme til sig". Da vi nede i junglen, hvor Che Guevara havde kæmpet, endnu en gang regnede inde i det som Ekstrabladet kaldte en "syndflod" (og vitterlig blev flere syndige mennesker skyllet væk den nat), fik vi igen ventetiden til at gå med at drikke øl. Da de andre om natten stod oppe på det regnvåde tag og drak, havde Se og Hør netop moret prinsen ved at fremvise Jesus-billedet af mig på sin computer, hvilket jeg ikke var klar over, da jeg havde siddet nedenunder. Derfor blev jeg ikke så lidt overrasket, da jeg kravlede op ad stigen til taget og Joachim - som sædvanlig med en stor flaske øl i den ene hånd og en cigaret i den anden - pludselig ikke blot knælede for mig, men simpelthen faldt på maven for mig i tilbedende stilling hen at det våde cementgulv lige så lang han var. Aldrig havde jeg selvfølgelig drømt om at noget medlem af kongefamilien skulle ende med så ydmygt at "tilbede" mig (og hvis jeg ikke havde haft så mange vidner, ville jeg nok bagefter have troet at min fantasi havde spillet mig et pus).

Det var selvfølgelig en af de oplevelser jeg følte mig fristet til at bruge som sensationel overskrift på forsiden af dette julebrev, men da den netop skete under - og som resultat af - det helt særlige gensidige tillidsforhold, der var opstået imellem prinsen og pressen på denne tur, vil jeg naturligvis kun berette om det her - dybt inde i brevet - til de af mine gamle personlige venner, der orker at følge mig så langt i mine årlige private oplevelser. Og alligevel synes jeg at historien - om end lidt pinlig for mig selv - er værd at fortælle fordi den bedre end noget andet eksempel viser den Joachim med en sprudlende humor og fantasi, som næsten ingen kender. Hvad jeg selv sagde til ham a la "Stat op, min barn!"? Nej, selvfølgelig ikke, men derimod: "Kan vi ikke lige gentage denne scene i morgen, når vi har alle kameraerne fremme?" Eksemplet viser også det skred, der på det tidspunkt var sket i vores intimitetsfølelse overfor hinanden. Hvad gør f.eks. en kongelig, som overalt har en hærskare af folk omkring sig, når han skal på toilettet i et land uden toiletter? Ja, det var et stort mysterium for os i den første uge, hvor forholdet til prinsen stadig var lidt kejtet. Selv om vi var i tyk jungle, så ingen ham nogensinde "forsvinde." Men under de timelange køreture i ørkenagtige åbne bjerge fik vi svaret, for her var der ikke andet valg end demonstrativt at stige ud af bilen og stå og tisse på åben mark foran alle andre - ja, selv foran Ekstrabladet, der jo før har ført sig frem på forsiden med tissemandshistorier. På det tidspunkt var de uundgåelige og nødvendige apartheidfølelser (nødvendige dersom man skal bevare et kongehus) da også gradvist slået over i dybe menneskelige følelser af forbundenhed. Men dette efterhånden intime forhold gjorde os kun endnu mere forvirrede og jeg kom tit til at tænke på den selv samme sindstilstand, der optræder hos undertrykte folk og som især ses hos sorte i USA. Selv om de på overfladen synes at færdes "frit" sammen i én pærevælling med deres undertrykkere, lever de alligevel i en usynlig apartheidtilstand, hvori de livet igennem er tvunget til at studere og være opmærksomme på hver eneste af disses bevægelser, udsagn og tanker, mens de hvide knapt nok overhovedet ænser deres eksistens. At opleve en sådan minoritets-outsiderrolle psykisk på sit eget sind for en kort tid var hele turen værd.

Men prinsens uhørte og helt særlige fotografiske hukommelse kombineret med stærk analytisk intelligens var det, der alligevel overrumplede os alle mest. Man kan diskutere hvorvidt der er tale om en intellektuel form for intelligens. Men hvor han fik sin fabelagtige viden fra, begreb jeg ikke, for aldrig på hele turen så jeg ham læse en bog eller at forberede næste dags taler og møder. Da jeg spurgte ham om det, sagde han grinende at han normalt ser Discovery Channel. Nogle, jeg har fortalt om det, slår det hen med "Jamen, det opdrages de da til i kongehuset." Jo, rigtignok et langt stykke, men jeg kender jo mange børn der har gået i de samme skoler. Og samme opdragelse prellede vist helt af på prins Ingolf og kong Frederik, hører jeg. Måske vi undrer os fordi vi altid har hørt at kongelig indavl skulle skabe dumme børn. I min egen slægtsforskning har jeg naturligvis opdaget, at der igennem hele historien har været langt mere indavl blandt bønderne i de små landsbyer end blandt de kongelige, der byttede prinsesser over fjerne landegrænser, nationaliteter og racer. Dette var jo grunden til at jeg var kommet så langt tilbage i antikken i min egen families stamtræ.

Hidtil havde jeg ingen huller fundet i Joachims viden og besluttede mig derfor til at efterprøve den en morgen netop efter en sådan lang nat, hvor han kaldte mig over til sit bord. Nu ville jeg høre ham i kongerækken, tænkte jeg. Og her kl. 7 om morgenen fik jeg endelig min skovl under ham. For selvom han er født med en sølvske i munden, kunne han faktisk ikke kongerækken længere tilbage end til Gorm den Gamle. Da jeg efter en længere udredning om Valdemar Sejrs forbindelse til den armenske kongerække bevægede mig ned gennem det persiske kongerige og kom til Joachims 110. tipoldefar, Ramses II og endnu ældre faraoers slægtskab, - ja, så røbede Joachim, glædeligt overrasket, skeptisk og nysgerrig, at han her var helt på herrens mark. Men hans nysgerrighed om et så specifikt ægyptologisk emne kl. 7 om morgenen glædede mig, for havde han ikke afsløret samme glæde ved at opsuge viden som for at formidle viden, kunne man rent menneskeligt let have anklaget ham for ikke at sætte sit lys under en skæppe i den kunstigt ophøjede position, hvori han befinder sig og hvor ingen rigtig tør at sige ham imod. Da jeg selv i mit arbejde - især i USA - kender lidt til at befinde mig i en sådan kunstig ophøjet position - som følge af publikums stærke oplevelse af mit show - ved jeg også hvad den kan føre med sig af uberettigede følelser af "at være en autoritet" og vil derfor tillade mig en enkel lille kritik af dig, Joachim, fordi jeg har hørt andre, som ikke var med på turen, opleve dig sådan. Nemlig at du skal passe på at beundringen omkring dig ikke fører til endeløse monologer fra din side, men at du også i det private fortsætter den gensidige spørgende dialog, du mestrer så fremragende under de officielle arrangementer. Ellers kan det let opfattes som en intellektuel arrogance, der ikke altid klæder dit sande jeg, som vi på turen var så heldige at få et indblik i.

Det er utroligt hvor intenst man oplever alting på så kort tid i fjerne lande og vi følte det da også lidt som en Robinson-ekspedition, da vi efter en uge måtte tage afsked med mine to gode venner fra TV1 og TV2, Karsten Kjær og Lally Hofman og deres ligeså søde fotografer, Svante og Jens. Jeg protesterede især, fordi I derved kun så regnskoven og ikke fik noget indblik i CARE's mere langvarige arbejde med bjergbønderne, hvorved jeres reportager blev overfladiske og kun kom til at handle om prinsen. Men også mit eget forhold til Bolivia og CARE's projekter var denne gang overfladisk i forhold til tidligere. Oplevelsen af prinsen var så stærk og tog så meget af vores opmærksomhed, at de fleste af os vist aldrig rigtig nåede at "føle" vi var i Bolivia. Og bønderne ænsede vi slet ikke, når vi trampede deres køkkenhaver flade for at få billeder af prinsen. Selv ville jeg aldrig have troet at jeg kunne falde "ned" på så dybt et ugebladsplan. Jeg har tidligere rejst tusinder af kilometer rundt i Bolivia og kendte mange af bønderne som var de min egen familie. Men denne gang fik jeg aldrig rigtig en fod på jorden. Det var som én lang royal svævetur hen over en fattigdom og nød, som man aldrig rigtig fornemmede. Dette kan umiddelbart lyde som en kritik af CARE's arrangement og indrømmes skal det, at der er noget bindegalt i at et flok royale galninge fra et rigt land søger nye græsgange på den anden side af jordkloden blot for at gå ét menneske i bedene, hyppe egne hjemlige kartofler - og i processen gøre kål på ikke så få lokale køkkenhaver. Næsten ligeså deprimerende var det at opleve hvordan bønderne, som havde lavet mad til os i dagevis, slagtet deres eneste køer osv., efter hver højtidelighed med prinsen stod med stor skuffelse når han ikke ville deltage i måltiderne og vi andre derfor heller ikke fik lejlighed til det fordi vi skulle følge ham. Hyppigt kørte vi så et lille stykke ud ad landevejen og stod i stedet der og spiste vores egen overdådige medbragte mad eller kørte til en by, hvor en betroet CARE-medarbejder havde fået stablet mageløse middagsmåltider på benene med grøntsager vasket i destilleret vand osv. under CARE-opsyn for ikke at løbe nogen risiko for prinsen. Da jeg selv tidligere havde levet udelukkende af bøndernes primitive mad, havde jeg faktisk ingen anelse om hvilke kulinariske overdådigheder dette land kunne fremtrylle. Jo, vi levede som konger i total foragt for de bønder vi vist nok var sendt ud for at "redde."

Men her er det vigtigt ikke at forglemme de større perspektiver. Prinsens rejse var jo for de involverede bønder kulminationen på en lang arbejdsproces, som jeg nu har fulgt fra starten for 8 år siden. At det første royale besøg i Bolivia nogensinde gjaldt netop bønderne - mens de lokale magthavere totalt blev negligeret af prinsen - er ikke forbigået opmærksomheden. Og hvis man i sin vestlige overflod kan have lidt svært ved at forstå at bønderne skal have vejledning i noget så simpelt som anlæggelse af køkkenhaver, terrasser og vandoverrisling - noget som Inkaerne før dem var eksperter i - ja, så går det dels op for én hvor meget der blev ødelagt under det spanske kongehus - og dels hvor stor betydningen har været for dem af at være kommet ind under det danske kongehus, så at sige! For taknemmeligheden over CARE's arbejde var både rørende og at se overalt og afslørede tydeligvis dybere følelser end blot det at få en "principe" på besøg i et land hvor en sådan kun forbindes med eventyr. Både i jungle og bjerge overfaldt begejstrede indianerbørn med hjemmelavede danske flag prinsen mens tandløse gamle kællinger overalt bød ham op til dans og man fornemmede at festlighederne omkring besøget ville blive en af de største i deres liv.

Fortsættes i del 2