JUL 99 - 3. DEL
Denne usædvanlige
internationale atmosfære var en kæmpeoplevelse - selv
arabiske soldater vrimlede det med. Politiet i Pristina var
Afrika og fra Fiji-øerne osv. Ikke at jeg har meget ros til
overs for FN-administrationen. Derimod var jeg imponeret over
NATO. Og det bedste var at jeg hvor som helst i landsbyerne
blev hilst af råbende børnekor som "Mr. NATO, Mr.
NATO". Jo, det kan nok være at jeg var blevet NATO-tilhænger
om en hals. Det skete især de steder hvor CARE-bilerne måtte
køre i lange beskyttede konvojer med tanks og pansrede
mandskabsvogne foran og bagefter og jeg sad ovenpå hos
soldaterne for at fotografere.
Jo, de så vitterligt onde ud,
de serbiske landsbyer vi måtte køre igennem for at aflevere
tømmer og nødhjælp til fjerne albanske landsbyer, de havde
brændt af. Og hvad jeg ikke hørte af lidelseshistorier der?
Jeg skulle især skildre hjemkomsten af én familie, som CARE
tidligere havde fotograferet i flygtningelejrene i Makedonien,
deres spænding da de kom kørende op over bakketoppen for at
se om deres hus var brændt ned. Nej, kun stueetagen var
raseret. Og det bevægende møde med vennerne igen. I en af gårdene
fotograferede jeg den grædende bedstemor fortælle dem
hvordan hun så deres serbiske nabo på den anden side af
gaden skyde hendes fem børnebørn ned for øjnene af hende,
den nabo som de altid havde siddet og spillet kort med. Hun
demonstrerede stillingen, som hver af de døde børn havde
ligget i på gårdspladsen. En anden af deres venner viste os
stedet udenfor hans nedbrændte hus, hvor hans kone var blevet
skudt af deres serbiske nabo, - naboen de altid havde drukket
kaffe med. Nu havde han brændt dennes gård af, men vidste at
han boede lige ovre i nabobyen.
Vi skulle også ud til deres
lokale massegrav, men disse var nu blevet trivielle for mig, så
da jeg undervejs så et bryllup i en gård, standsede vi der
for at deltage i festen. De 100 gæster var utrolig flot klædt
på, men hvor var brudgommen? Han kunne ikke komme fra
nabolandsbyen fordi der var udbrudt skyderier og vejene var
afspærrede. Vi havde godt nok hørt nogle skyderier og
pludselig set tanks på bakketoppene omkring os, men ikke tænkt
over at vi var blevet spærret inde. Da vi ikke kunne komme
derfra den dag, besøgte vi også faderens forældre, som de
havde troet døde under deres eget eksil. Men det gamle ægtepar
havde mirakuløst overlevet i skovene og konen krængede sin
kjole ned for at jeg kunne fotografere et stort serbisk
skudhul, hun havde i maven.
Når jeg kom tilbage til
Pristina hver aften, tænkte jeg altid på at skrive deres
historier ned, men orkede det simpelthen ikke, så udmattet
var jeg. Derimod kastede jeg mig hyppigt ud i byens vilde
natteliv skønt der af sikkerhedsgrunde var udgangsforbud for
alle os udlændinge. Men det var netop efter udgangsforbuddet
kl. 22 at alt blev sjovt, så mange er gået glip af dette,
det største party efter 2. verdenskrig, - ja, det var som at
genopleve befrielsen som vore forældre har berettet om den
med begejstrede, dansende masser overalt i gaderne svingende
med flag fra dyttende biler. Og det kan nok være jeg fik
revideret mit danske billede af muslimer. Bortset fra enkelte
gamle koner på landet, der ligesom de gamle kristne går med
tørklæder, lignede muslimerne her i et og alt danskerne. Det
typiske bybillede præges f.eks. af lårkorte muslimske
kvinder i højhælede sko, nedringede bluser og håret væltende
frit ned over skuldrene. De kæderyger nøjagtigt som deres
danske medsøstre og sidder overalt og drikker øl på et utal
af fortovscafeer - hyppigt endog gumlende på en
skinkesandwich. At moskeerne ligger ligeså øde hen som de
danske kirker kan ikke undre, for intetsteds i Europa har jeg
set et så sprudlende natteliv med så mange og overfyldte
natklubber. Men modsat Danmark er de her fyldt hver nat
i ugen med et lige antal mænd og kvinder. Kvinderne klæder
sig normalt stramt og sexede - med læbestift og makeup -
tydeligvis for at lokke os mænd med alt andet end muslimsk ærbarhed
og kropsafstand.
Så hvad har vi at frygte? Uden
tvivl vil dansk muslimsk kultur udvikle sig i samme retning -
hvis vi giver den lov til at udvikle sig frit. I så fald kan
vi glæde os, thi jeg følte mig allerede som i paradis - der
i Pristina - midt i Kosovos i sandhed lumske
"minefelter"! Ikke mindst da jeg en aften delte et
afsides kontor med en sådan muslimsk skønhed og lyset endnu
engang gik. Da batterierne også var gået i begge vore bærbare,
- ja, så tændes jo let for det mindre ærbare. For hvem
ville mon bebrejde én lidt natlig Kosovo-romantik efter
dagenes hårrejsende oplevelser i felten? Vjollca, som min
veninde hed, skulle sandelig fejre sin befrielse efter de 10 mørke
år i fulde drag. Skønt hun var sagfører, havde hun aldrig
sat sine fødder på et universitet. Det var forbeholdt
serberne og blev først i disse befrielsesdage åbnet. Nej,
hun havde studeret hjemme i stuen hos sin professor, som i de
10 apartheidår var blevet finansieret af udenlandsalbanere.
Gennem Vjollca fik jeg et rystende billede af apartheidtiden
og af hvordan hendes serbiske venner blot havde accepteret
denne uden at stille spørgsmål om uretfærdighederne - nøjagtig
som jeg oplever de hvide gør det i USA.
Det psykiske kaos man kommer i,
når man dag efter dag oplever sådanne kontraster mellem dag
og nat vekslende mellem depression og eufori, land og by, vold
og kærlighed osv., mindede om det tilsvarende kaos mellem dag
og nat under oplevelserne med prinsen om foråret. På en
eller anden mærkelig måde inspirerede det mig til at skrive
et lykønskningsbrev hjem til Joachim i anledning af hans søns
fødsel, men et brev der skrevet fra Kosovo nok blev lidt
anderledes end de fleste. I kan læse det på mine hjemmesider
under Artikler: "Kongerøgelse
i rygende Kosovo-ruiner."
Men der var også glade stunder
i dagtimerne, for den største oplevelse, jeg havde, var uden
tvivl børnene. Aldrig har jeg udenfor ulandene set en sådan
børnerigdom, som Vjollca da også stolt påstod var et
resultat af albanernes bevidste forsøg på at underminere
serbernes udelukkelsespolitik - nøjagtigt som man ser det hos
andre undertrykte minoriteter f.eks. i fransk Canadas
befolkningseksplosion efter at der blev lukket af for fransk
indvandring. Snart lærte jeg at lade disse vidunderlige
muntre børn ude i landsbyerne selv "dirigere min
film" og skabe hvert eneste billede. I én landsby gav
jeg en af pigerne mit ene kamera og snart var hun hele byens
helt, så selv borgmesteren stolt lod sig fotografere af
hende. Netop fordi CARE havde bedt mig om at fotografere
"survivors of a conflict" og ikke "victims of a
conflict" havde jeg det ufattelig morsomt, når jeg gik
alene rundt med store børneflokke og lod dem selv opfinde
motiverne i deres nedbrændte huse. F.eks. alle skolebørns drøm:
at sidde på skolebænken i deres totalt nedbrændte skole
eller bærende på de bomber større end dem selv, som var
landet på deres huse osv. Aldrig tror jeg at jeg har haft det
så sjovt før og fået så mange gode postkortmotiver
serveret på et sølvfad - kun afbrudt hver gang de
taknemmelige forældre slæbte mig ind til stærk tyrkisk
kaffe og te i de telte, som CARE havde opstillet ved siden af
deres nedbrændte huse.
En god rejseoplevelse er en
hvor man forelsker sig fuldstændigt i det folk, man besøger,
sådan som jeg gjorde det oprindeligt i USA, i Bolivia og i
Nepal. Netop gennem de albanske børn - for ikke at tale om
kvinderne - havde jeg samme euforiske oplevelse i Kosovo, som
for evigt vil være indprentet i min hukommelse som en af de
lykkeligste stunder i mit liv. Når jeg efter disse vellykkede
foto-seancer med børnene i fjerne landsbyer om dagen træt
kom tilbage efter fyraften til min egen gade og vadede gennem
det ophobede brændende affald og udbrændte bilvrag
(renovationen fungerede jo som bekendt ikke), - ja, så følte
jeg mig overmåde lykkelig ved at se vrimlen af legende børn
overalt i gaderne og følte mig hensat til 30'erne, da vi må
have haft en tilsvarende vrimmel af hvide børn i Vesteuropas
nu mennesketomme gader. Min intuition om at Kosovo ville være
den perfekte sommerferie med totalspænding, berigende
oplevelser, Europas uden tvivl største og mest taknemmelige gæstfrihed,
smukke mennesker og overdådig natur for ikke at tale om det
albanske køkken, som en af australierne var overbevist om var
det bedste i verden, og de luksuriøse restauranter (når
elektriciteten fungerede) og det mest udbredte cafe- og
natteliv i hele Europa, - ja, den havde til fulde vist sig at
være rigtig. Så med den hurtige genopbygning, der nu er i
gang, vil jeg tro at Kosovo allerede næste sommer vil være
det oplagte turistmål, som I ikke bør gå glip af og hvor I
med jeres økonomiske tilstedeværen vil være en del af de
positive kræfter, der genopbygger landet.
En anden uopdaget turistperle
er Makedonien, som jeg i fire dage opholdt mig i bagefter
bl.a. for at fotografere flygtningelejrene med de af albanerne
fordrevne sigøjnere, der jo som de ellers gode overlevere, de
er, desværre havde valgt forkert parti i apartheidperioden.
Sigøjnernes nu håbløse situation er et kapitel for sig -
deres store byområder havde jeg set ligge øde, nedbrændte
og jævnede som Berlin efter krigen. Men Skopje, hvis ødelæggende
jordskælv jeg husker fra vor skoletid, viste sig nu at være
en henrivende storby. Med sine smukke brede lindealléer
mindede den mest om nutidens Berlin i et land med en rigdom,
der alene af den grund mindede om Tyskland. Den ortodokse
befolkning er som i Kosovo ikke helt så åben og varm som
albanerne, men naturen til gengæld endnu mere overdådig og
med mange spændende ruiner efter min families makedonske forfædre
såsom Alexander den Store.
Knapt hjemme i Danmark havde
jeg premiere på mit nye show med prins Joachim. Som ventet
strømmede det til med mennesker overalt, men hvad der var
vigtigst; efter at have set showet stillede ingen af dem spørgsmål
om Joachim, men udelukkende seriøse spørgsmål om
udviklingshjælp. Med andre ord havde jeg ikke prostitueret
mig selv og min balancegang med at bruge et populært navn som
trækplaster i en højere sags tjeneste var lykkedes. Desværre
var jeg kommet til at overbooke mig i Jylland, hvorfor Vibeke
var rasende over at jeg ikke kunne være hjemme på Lalous fødselsdag
med hendes 24 overnattende klassekammerater. Heldigvis reddede
Skive Seminarium mig ved at tilbyde at flyve mig hjem og derpå
tilbage igen næste dag til Løgstør Bio og så tilbage til København
næste dag igen, så jeg også klarede fødselsdagsfesten for
familiens voksne om søndagen - også lige på målstregen.
Alligevel var Vibeke sur over mit fravær meget af efteråret,
hvilket jeg ikke forstod når jeg nu så pænt mødte op til
alle familiens fester - endda samtidig med de andre gæster!
På min efterårsturne i USA i
november havde jeg igen Pia Tafdrup med i bilen. Som det vil
huskes fra sidste års julebrev gik vi dengang glip af at mødes
i New York på grund af orkanen Mitch. I mellemtiden har hun
jo fået næsten stjernestatus i litteraturkredse med Nordisk
Råds Pris. Efter at hun nu havde læst digte op i New York,
lykkedes det os i over en uge at få nogle virkeligt hyggelige
stunder sammen. Jeg holder jo meget af jubilæer og vi fejrede
da også vort 10-årsjubilæum for vores sidste køretur, hvor
vi måtte flygte fra orkanen Hugo i South Carolina. De digte,
som hun skrev på vores første køretur, kan I i øvrigt læse
på mine hjemmesider
eller Cd-rommen. Da vi begge havde haft meget rejseri i år,
besluttede vi os for ikke at tage lange køreture, men i
stedet at gå på opdagelser i det mere ukendte New York. Hun
ville se slumkvartererne, jeg ikke havde vist hende sidst, men
det sjoveste var faktisk en dag blandt de hassidiske jøder i
Brooklyn. De lever jo i en enormt lukket og tilsyneladende
alvorsfuld verden. Men - bl.a. fordi Pia er jøde, tror jeg -
var vi heldige at løbe ind i en morsom hassidisk tømrer, der
gav os den helt store rundtur. Med sin humor åbnede han døre
overalt, men foretrak dog bagdørene til synagoger. Her åbner
det nemlig ingen døre at være en stor poet, hvis man er
kvinde. På sine steder var det som at træde ind i
middelalderen og dog er de jo ikke bagefter i teknisk
henseende. Delikatesserne i deres restauranter er absolut et
besøg værd. Kvinder og mænd er som i alle deres
institutioner adskilt af en væg, men dette ville jeg ikke
finde mig i og satte mig ved Pias bord på spindesiden. Da jeg
høfligt blev gjort opmærksom på det, svarede jeg: "Er
jeres religiøse love for de troende eller gælder de også os
ikke-jøder?" Jeg vidste jo hvor gode jøderne er til
selv at stille spørgsmålet "Hvorfor?" Havde det været
en muslimsk institution var det nok ikke gået. Men der ville
jeg nok heller ikke så demonstrativt have krænket deres
skikke selvom en sådan kønsadskillelse virker nok så
latterlig midt i et fuldt integreret samfund.
Det ærgrede mig at Pia ikke
kunne komme med op til mit første show ved den canadiske grænse
nu hvor "sukkerprocesserne", som vores køretur for
12 år siden havde affødt i hendes digte, var i fuld gang i
skovene - falmende trindt om land i de vidunderligste farver.
Som sædvanlig var showet en kæmpesucces i det liberale Univ.
of Vermont med "standingroom only". Fra nord gik det
derpå stik syd med mindre held. Dørene til flyet til Alabama
lukkede lige i hovedet på mig kl. 5 om morgenen i Newark og
intet andet fly gik til Mobile den dag. Gåde råd var dyre.
Jeg har aldrig ladet mine arrangører i stikken, så jeg endte
for første gang i mange år med at blaffe til mit show. Mine
kasser var kommet af sted, så jeg kunne uden alt for meget
bagage tage et fly til Florida og blaffe derfra. Selvom det
var svært at få lifts dernede blandt palmerne, var det en
vidunderlig følelse af frihed igen at stå på landevejen i
den bagende sol. Friheden var ganske vidst illusorisk, da jeg
jo var under pres og skulle nå frem til mit foredrag, hvilket
også lykkedes. Så da en af eleverne i pausen stillede det sædvanlige
spørgsmål - om jeg stadig blaffer - var det mig en stor fryd
at kunne svare: "Yes, as a matter of fact, I hitchiked
down to this show today."
På denne turné kunne jeg i øvrigt
ikke have haft passagerer med i bilen, da jeg skulle flyve
overalt - på kryds og tværs af USA. Ligesom jeg på denne
overfladiske måde sjældent ser og fornemmer fattigdommen, gør
amerikanerne det jo heller ikke, så det kan være svært både
for dem og for mig at tro at folk stadig bor i "shacks"
som på mine billeder. Selv jeg var derfor rystet, da jeg blev
kørt gennem bomuldsmarkerne i North Carolina til et
universitet derude - omringet af fattige sorte shacks i miles
omkreds. Derimod var eleverne her for en gang skyld ikke spor
rystede.
Enkelte dage havde jeg dog fri
og fik lejlighed til at besøge gamle venner. I Kentucky gav
dette mig en nedslående oplevelse. Mark havde været en ung
idealistisk studerende i Lexington, da han for mange år siden
så showet i København. Senere arrangerede han en hel busfuld
af medstuderende for at køre de 1300 km op til Minneapolis og
vise dem showet, hvorefter de organiserede dette i Kentucky.
Vi blev gode venner og jeg besøgte ham tit, bl.a. med min
far. Han fik egen sagførerpraksis, kæmpevilla og kone og tre
børn. "My life is really going for me." Så en dag
blev han ramt af en blodprop og lammet totalt i højre side.
Efter nogle år gik hans kone fra ham med børnene og han måtte
flytte hjem til forældrene langt ude i bjergene. Da jeg nu
besøgte ham der, havde han helt opgivet ævred og lå i
sengen endnu ved middagstid, men han lyste op da han så mig.
Han kunne kun nikke ja og nej og var ellers uforståelig. Jeg
hjalp ham i tøjet og tilbragte eftermiddagen med at køre ham
ud på et bjerg, hvor hans far var ved at bygge et hus til
ham. Jeg var på nippet til at komme for sent til mit show om
aftenen i den anden ende af staten, da han insisterede på at
invitere mig på byens fineste restaurant, hvilket ikke just
var en munter oplevelse, da jeg måtte sidde og made denne
savlende, unge mand. Han havde tidligere været utroligt populær
i byen og kendte alle, men nu undgik folk ham - ude af stand
til at kommunikere med ham. Jeg spurgte forældrene om de
havde andre børn. Ja, vores datter som blev kvæstet ved en
bilulykke da hun var 21 år. Nu lå hun som en grøntsag i
endnu værre forfatning foran fjernsynet dagen lang. Jeg havde
elsket Marks varme sydstatsaccent og havde engang lavet en
optagelse af den for Vibeke til en sproganalytisk opgave på
Handelshøjskolen. Nu lovede jeg at sende den for at Marks børn
kan høre hvor charmerende og afholdt et menneske deres far
engang havde været og inviterede ham til at bo hos os i
Gernersgade til sommer.
Sådanne oplevelser kan
virkelig ryste én på plads og får mig altid til at føle at
jeg burde bruge mere tid på min egen familie. Ulykken kan
ramme os alle fra den ene dag til den anden og frarøve os
lykken. Kræften hos Vibekes søster havde påvirket os alle
og ligget som en tung skygge over hele efteråret nu hvor hun
fik stråling og kemoterapi - ikke mindst fordi en af vore kæreste
venner døde af brystkræft for 2 år siden. Vi ældre kan måske
nok leve med døden, men jeg blev ved med at se Karens to små
piger for mig - mine børns kusiner - og kunne ikke sidde
passivt og overlade deres skæbne til det gængse sundhedsvæsen.
Man må kunne gøre noget selv, følte jeg. På Internettet
havde jeg fundet ud af hvor mange tusinder, der har helbredt
sig selv fra kræft ved at spise abrikoskerner og prøvede nu
at bruge mine ledige stunder i USA på at finde og efterforske
disse. Men inden jeg havde set mig om, fik dette sat mig på
en længere detektivrejse, som jeg ikke har oplevet mage til i
mange år. Jo mere jeg spurgte omkring i alternative miljøer,
jo mere fandt jeg ud af om mange andre effektive midler. Og jo
mere jeg mødte disse mennesker, der arbejdede med lægeurter
og alternativ behandling, jo mere var jeg slået af hvor søde,
sunde og smukke, de tonede frem. Kan man blive så smuk af at
bruge deres urter, tænkte jeg, så måtte jeg være på rette
vej. For netop i disse år, hvor amerikanerne bliver mere og
mere grimme og laskefede af at leve en selvdestruktiv
livsstil, springer sådanne smukke undtagelser, som udstråler
harmoni med deres omgivelser, straks én i øjnene.
Efter at have hørt om
alverdens teer, hajbrusk, svampe osv. stødte jeg i
Californien ind i en lille artikel om nogle lægeurter, som
Ojibwa-indianerne i Canada med stor succes havde brugt mod kræft.
Men det viste sig næsten umuligt at finde dem i USA og jeg
opdagede at der havde været et mangeårigt kvælende forsøg
på at slå ned på dette middel fra hele det etablerede
sundhedsvæsen og lægernes organisation, A.M.A. Disse forsøger
ihærdigt at få alle alternative lægeurter forbudt fordi
disse er blevet for stor en økonomisk trussel mod kæmpeprofitterne,
de tjener på deres eget monopol, nøjagtigt som man så det i
deres kamp mod Clintons sundhedsreform. En canadisk
sygeplejerske, Renée Caisse, havde allerede i 1922 lært af
indianerne at bruge urtemidlet Essiac og havde i de næste 50
år helbredt tusinder af kræftpatienter med det. Dog fik hun
først lov til at bruge midlet på dem når de allerede for længst
var opgivet af lægerne og kun havde få uger at leve i. Selv
om hun mødte op i Canadas parlament med 360 af sine tidligere
patienter, som bevidnede at de var blevet fuldstændig
helbredt af hende, sørgede det cancer-industrielle kompleks
for at hun aldrig nogensinde fik officiel godkendelse til at
bruge urterne og lukkede til sidst hendes klinik. Selv da hun
slog sig sammen med en af USA's førende læger, præsident
Kennedys personlige livlæge, som kunne demonstrere at han
personligt havde helbredt sin egen kræft ved hjælp af Essiac,
lykkedes det ikke at få midlet godkendt. Da jeg opdagede
hvilke enorme økonomiske og politiske kræfter, den
alternative behandling var oppe imod, udartede min søgen sig
til en utroligt spændende detektivrejse fra stat til stat.
Mexico besøgte jeg hele to gange for at opsøge mystiske,
spansktalende urtehandlere, som amerikanerne i store mængder
strømmer over grænsen til, da man ligesom i Mexicos apoteker
kan få amerikanskproduceret medicin til en tiendedel af det
monopolerne tager for det i USA. Men først ude i Arizonas ørken
havde jeg held til at finde nogen som solgte Essiac - dog
under et andet navn for at myndighederne ikke skulle slå ned
på det. At jeg på den lange køretur fra Californien måtte
køre gennem det smukkeste ørkenområde, jeg nogensinde havde
set med tusinder af kaktus' så høje som flagstænger, gjorde
ikke min begejstring mindre. Den smukke kvinde, jeg fandt det
hos, havde også alle de andre kendte alternative
immunforsvarsstyrkende midler, som kræftpatienter bruger
verden over, men sagde at jeg skulle glemme alt om disse når
det nu var lykkedes mig at finde Essiac. Dette renser nemlig
kroppen effektivt for alle de gifte, vi optager omkring os i
det moderne samfund. Jeg huskede Ojibwa-indianerens ord til
Renée Cassee: "It will purify your body and bring it in
harmony with the great spirit again." Cancerindustrien
havde ivrigt bekriget det fordi der er enorme summer at tjene
på at angribe symptomerne, men ikke på årsagerne til kræft.
Jeg spekulerede på om der i Danmarks offentligt finansierede
sygesikring mon kunne findes en tilsvarende form for sammensværgelse
i sundhedssektoren - påvirket som den jo er af amerikansk
forskning - og hvordan I julebrevsvenner, som arbejder i den
stiller jer til alternativ behandling - især dig Michael, som
er en af Danmarks førende kræftlæger. Da jeg sjældent
mellem mine shows fik tid til at læse alle de gode bøger,
jeg fandt om emnet, endte jeg hyppigt med at købe dem med det
resultat at jeg i min sædvanlige monomani slæbte et kæmpebibliotek
med hjem til Karen. Også I andre venner, der p. t. er under
kræftbehandling, er naturligvis velkomne til at låne af
dette og at få råd om Essiac. Jeg har selvfølgelig ikke en
kæft forstand på så kompliceret et emne og blev - som så
mange andre i dette ukendte vildnes - blot drevet af håbet.
I ørkenen kan man finde mange
andre spændende ting. Gennem min slægtsforskning får jeg
dagligt e-mails fra hvert eneste verdenshjørne og det er
lykkedes mig at blive optaget i et hemmeligt eksklusivt
samfund af historikere og slægtsforskere. Kun folk, der kan
demonstrere at de nedstammer fra kejser Augustus, Wilhelm
Erobreren og særlige kendte korstogsfarere kan blive
medlemmer - i mit tilfælde havde jeg let ved at klare
optagelsesprøven på alle tre punkter - og har derved adgang
til de andres forskning. Jeg føler mig absolut som den langhårede
outsider i denne underlige blanding af højtuddannede
professorer og ægyptologer samt gamle adelige plutokrater,
detroniserede prinser osv. Men nu havde jeg endelig nogle dage
fri, hvor jeg kunne forske i deres hovedkvarter i en stor
gammel spansk ranch langt ude i den tørreste del af Mohaveørkenen,
hvor alle de gamle bøger og dokumenter ikke går til af
fugtighed. Udover et sandt skatkammer af et bibliotek er der
vidunderligt udstyrede gæsteværelser for os forskere,
swimming pools og patios - alt sammen gemt væk et sted hvor
ingen ville kunne finde os. Jeg selv kørte forkert flere
gange inden jeg fandt en uafmærket, diskret vej dertil i ørkenen.
Selskabet forventer at vi medlemmer selv bidrager med
frivilligt arbejde for at få adgang til dokumenterne. Dette
havde jeg jo ikke for god tid til lige nu i min kræftforskning,
men nu kom mine forbindelser til det danske kongehus mig til
hjælp. Jeg havde jo tidligere fundet min families rødder i
alle den antikke verdens lande fra Ægypten, Romerriget,
Babylon, Assyrien, Hettiterne og Israelitterne til Persien,
Bactrien (antikkens Afghanistan) og Indien. Men jeg manglede
Kina, Japan og Mongoliets forfædrene historie for at kunne
kalde min planlagte bog for "Lucies
verdenshistorie". Det lukkede Japan får jeg nok aldrig
med, men jeg var overbevist om at det måtte være muligt at
finde en genealogisk "silkevej" til Kina. Derfor
tilbød jeg at lave frivilligt arbejde i dette ærværdige
selskabs kinesiske bibliotek og sagde at jeg havde lovet
"min ven i det danske kongehus, prins Joachim, at finde
hans rødder i Kina idet H.K.H. er gift med en kineser."
(I dette ærværdige samfund snobber de nemlig for sådanne
tungebrækkende titler som jeg jo aldrig kunne fremsige
overfor Joachim selv). Det kunne de ikke stå for og det viste
sig at et af deres adelige medlemmer netop var afgået ved døden
og havde efterladt dem sin forskning vedr. Kina - meget af det
nedskrevet på små papirlapper i næsten ulæselige
transskriptioner af kinesisk og mongolsk. Da jeg blandt
papirerne opdagede denne forskers forsøg på at opstille et kæmpeslægtstræ
over de mange grene af Kinas dynastier gennem 900 år, tilbød
jeg at digitalisere dette for at gøre det tilgængeligt for
andre forskere, så de kunne verificere hans resultater. Uden
min forbindelse til Joachim er jeg sikker på at det ikke var
lykkedes mig, men nu fik jeg til min store overraskelse lov
til at tage disse dokumenter med mig hjem. De var guld værd
for min egen forskning, så jeg bar dem klistret til min krop
på resten af turen af angst for at få dem stjålet.
Hvis julebrevet kommer lidt
sent ud i år, er årsagen således dette spændende arbejde
med at verificere forskerens resultater ved selv møjsommeligt
at pløje mig igennem kinesisk historie. Og det har hidtil
vist sig at hver eneste af hans optegnede familieforbindelser
kan bære vand. Derved kan jeg gennem min egen families forfædre
i Sassanidernes Persien i 600-tallet føre min og Joachims
familie gennem de Hvide Hunner, som tyrkerne nedstammer fra,
helt tilbage til Hunnerne (eller den korrekte kinesiske
betegnelse: Hsiung-nu) i det 3. årh. før Kristus. Først
senere under Han-dynastiet blev Hsiung-nu indgiftet med de
kinesiske kejsere, som jeg indtil videre altså med enkle
undtagelser kun kan få etableret som vore grandfætre frem
for direkte forfædre. Men hunnernes høvding/konge T'ou-man,
som samlede de mongolske folk og beherskede store dele af
Kina, er i al fald vores 76. tipoldefar og var skyld i at den
kinesiske mur blev bygget og at kineserne den dag i dag bruger
udtrykket "barbarerne". Så nu har jeg tænkt mig at
drille Joachim lidt ved at sende ham et stort flot udprintet
stamtræ, som viser at han nedstammer fra
"barbarerne" mens Alexandra nedstammer fra de mere
"civiliserede" kinesere, som i århundreder prøvede
at forsvare sig mod hunnerne ved at opføre den gigantiske
kinesiske mur.
Fra Kosovo havde jeg sendt mit
før omtalte drillende brev til Joachim, hvori jeg viste ham
at han nedstammede fra den tyrkiske sultan, som i 1389 tilføjede
de serbiske kristne det berømte nederlag på solsortesletten
og derved var skyld i hele Kosovos tragedie i dag. Da jeg
denne sommer stod ved Milosovic's og serbernes knejsende
monument på Solsortesletten, som amerikanske soldater nu må
beskytte døgnet rundt for at sultan Murads tyrkiske
efterkommere - kosovoalbanerne - ikke skal brænde det ned,
var jeg ikke klar over "min" families medansvar for
denne "steppebrændte" jords politik. Men nu fandt
jeg samtidig ud af at Joachim og min familie faktisk har fælles
rødder i det tyrkiske folks ældste grundlæggere i Liu Tsugu
dynastiet i det nordlige Liang, mens dette stadig var et
nomadefolk i Mongoliet. I det geografiske Tyrkiet har vi
derimod tusinder af fælles aner allerede under antikken og
helt frem til vore kristne forfædre i Byzant, som disse
tyrkiske forfædre gjorde en ende på. Det er jo rart at vide
at man allerede er i familie når vi nu skal til at være
én stor familie med Tyrkiet i EU!
Mange af jer har spurgt i årets
løb hvordan det går med min store slægtsbog og jeg må
tilstå at skrivningen i årets travlhed har stået lidt i
stampe. Og nu hvor jeg også skal til at sætte mig ind i en
hel ny verden med Kinas forvirrende historie, utallige
dynastier og tidligere så splittede folkeslag, ja, så kan
jeg se at det hele har lange udsigter. Til gengæld er
projektet jo så meget mere usædvanligt - en RIGTIG
genealogisk verdenshistorie med HELE verden i én familie!
(Bortset altså for Japans historie).
Som bekendt elsker jeg umulige
projekter. Hvad har man livet til hvis ikke for at udfordre
sig selv? Når min historiebog trækker ud, skyldes det selvfølgelig
alle mine andre vanvittige projekter. Og et af de nyeste er
min løbedille, ved hjælp af hvilken det lykkedes mig at
undslippe et sandt blodbad under min novemberturné i USA.
Efter mit sidste show i Minneapolis havde en gammel kæreste
taget mig på en afstressende lille ferie dybt inde ved
"Det lille hus i de store skove" - ja, faktisk klods
op af mindestedet for Laura Ingall Wilders første
barndomshjem i Wisconsin, som vi husker så godt fra vor egen
barndom. Her kæmpede jeg for mit liv ved at begrave mig
indendøre i mine livgivende kræftbøger, idet årets
hjortejagt netop var gået ind og havde startet en sand
Kosovo-krig. Kuglerne fløjtede omkring mig og alt der ikke
var klædt i lyserødt fra top til tå blev betragtet som en
hjortesteg. Til sidst kunne jeg ikke holde indespærringen og
larmen ud længere og det lykkedes mig at flygte i mørket
midt om natten takket være min seneste nye dille - at løbe
for livet. For uden den megen løbetræning ville jeg ikke
have været i stand til at løbe de næsten 20 km gennem de mørke,
ensomme skove op og ned ad stejle bakker med mine ting på
ryggen. Da det lysnede var jeg nået ud til mere befærdede
veje, hvor jeg kunne blaffe. Jeg skulle nå en flyver hjem fra
Minneapolis om eftermiddagen, så det skulle gå stærkt.
Det var vidunderligt at blaffe
igen og sjovt fordi disse jægere og skovhuggere spurgte mig
ud om mit arbejde under køreturene. Fra gamle dage huskede
jeg hvordan det gjaldt om at gøre sig interessant for at få
dem til at køre store omveje, så jeg har nok fået det til
at lyde lidt af at jeg var en "berømt forfatter",
"filmmaker" osv., men kunne i det mindste nu hive
min slidte bog frem som bevis. Nogle ville derpå straks have
dette, deres seneste "nedskudte trofæ" med hjem og
vise det frem til morgenkaffen med konen, mens andre plagede
mig for at vi skulle e-maile sammen osv. Jo, gæstfriheden
fejler ikke noget i USA hvis "man er noget." Men da
jeg nærmede mig storbyen, opdagede jeg til min rædsel at min
seneste unge 17-årige chauffør skulle nå frem til sin skole
på den forkerte side af "tvillingebyen" hvorved jeg
ville have 30 kilometers umulig storby at blaffe igennem.
Der var ikke andet at gøre end
at begynde at fortælle den ene gode rejsehistorie efter den
anden om alle mulige berømte folk, jeg kendte, og det
lykkedes mig da også at lægge så meget kul på ilden at han
til min lettelse pludselig sagde: "I think I will drop
school today and take you to the airport" hvorefter jeg
fik ham til at køre mig tværs over storbyen for at hente
alle mine store kasser i Susans lejlighed, vente mens jeg tog
bad og derefter at køre den modsatte vej tilbage til
lufthavnen belæsset til randen med mine flykasser. På vejen
insisterede han tilmed på at jeg skulle møde alle hans
soldaterkammerater og kørte mig rundt på en kæmpe militærbase
for at vise denne langskæggede "forfatterfidus"
frem for menige og officerer og forlangte tilmed at jeg skulle
op og fotograferes med ham i cockpittet på hans fly.
Heldigvis nåede vi ikke at besøge hans highschool og forældre,
som han ellers havde håbet. Se, det er hvad jeg kalder
"amerikansk gæstfrihed" sådan som man kan få den
til at blomstre op i fuldt flor...... når bare man som
omstrejfende bi trykker lidt på de rigtige støvknapper.
Selvom min ungdoms blafning - nu hvor jeg løber så meget -
kan synes som den rene dovenskab, fik denne blaffetur mig dog
til at ihukomme hvor pokkers hårdt et arbejde, blafningen
altid havde været for mundtøjet, og at foretrække den følelse
af frihed, jeg i stedet havde haft under løbet gennem skovene
om morgenen.
Hjemme
i Danmark i december førte mine løb til nye personlige
grænseoverskridelser. Det startede med maratonløbet i maj,
som jeg ellers ikke havde til hensigt at stille op i. Jeg var
nemlig overbevist om at jeg ikke kunne gennemføre som 52-årig
hvad jeg havde måttet opgive som 42-årig efter blot 26 km's
løb. Men da vi sad ved aftensmaden aftenen før sagde Vibeke
at jeg da lige så godt kunne "løbe med et lille stykke
af vejen" frem for at løbe mit daglige 10 km's morgenløb
langs søerne alene. Så 5 minutter før min bror lukkede sit
maratonløbskontor lørdag aften, cyklede jeg ud og fik det
absolut sidste nummer, 6792. Alligevel sov jeg over mig søndag
morgen og måtte løbe hele vejen fra Vesterport Station med
min søn ned til startstedet ved rådhuset. Niels Jørgen, min
bror, som cykler foran med flaget hvert år, grinede og sagde
at det vel nok lignede mig at komme sovende igennem livet. I
samme øjeblik vi kom løbende ind i den ryddede Vester
Voldgade, gik så startskuddet lige da vi nåede målsnoren, så
vi straks måtte vende om og løbe modsat vej. Til gengæld
kom vi så i forreste felt. "De sidste skal blive de første,"
tænkte jeg. Og da jeg så havde tilbagelagt min daglige 10
km's strækning, tænkte jeg at det jo egentlig gik meget
godt, så hvorfor ikke fortsætte og forsøge at slå min
gamle rekord på 26 km. Og da tilråbene fra David Miller - en
af mine gamle ansatte i Am. Bill. - æggede mig til at
overskride også denne svære grænse, - ja, hvorfor så ikke
prøve at nå 32 km's væskedepotet, som min familie
bemandede. Men her havde Vibeke i mellemtiden lovet min datter
en gratis Tivolitur "hvis far gennemfører" og da
jeg hørte dette, kunne jeg jo ikke så godt lade Lalou i
stikken. Så inden jeg havde set mig om stod jeg legende let
med en guldmedalje om halsen og slog tilmed alle jer gamle
skolekammerater i processen. Torben opgav jo på forhånd, da
han hørte jeg var med, og den ambitiøse Marius fik jeg udmanøvreret
ved som sagt fra begyndelsen "at lægge mig i forreste
felt." Nå, det gælder jo fortrinsvis om at være med og
det var selvfølgelig mest for at glæde min bror at jeg
deltog. Han var da også overstrømmende lykkelig og
overrasket og omfavnede mig på målstregen. Både han og de
andre i familien har i nu ti år drillet mig med at jeg ikke
kan gennemføre et maraton, hvilket jo bliver noget af en
udfordring. Som han nu i stedet sagde: "Jeg har jo aldrig
gennemført dit maratonshow på 4 timer til ende. Nu skylder
jeg dig vist at gøre det en dag!"
Jeg var overrasket over hvor
let det var gået, så efter at denne mentale barriere var
overskredet, måtte jeg søge nye udfordringer. Da jeg løb i
en af mine mange ledige stunder under efterårets turné i
Jylland, tænkte jeg at det var for ligegyldigt blot at løbe
ud ad landevejen "uden mål i livet." Jeg måtte
have et mål og fik så den skøre idé som vistnok den første
at løbe hele vejen tværs over Danmark fra København til
Esbjerg. Det forekom mig frygtelig langt, men samtidig har jeg
i stigende grad følt mig frustreret over at vi med bro- og
motorvejsbyggerier gør Danmark mindre og mindre. Kunne jeg
mon genindvinde det store tabte land jeg huskede fra min
barndom? Jeg startede med at løbe de 22 km fra
Middelfart til Kolding i blæsende regn en aften ved
midnatstid og fik så kolde forfrysninger og nedkøling på
Lillebæltsbroen at det gav mig kæbehulebetændelse. Jeg
sov den nat i bilen udenfor Kolding teater (det eneste i
landet hvor jeg kører direkte ind på scenen med bilen), idet
jeg skulle have show der næste morgen for Kolding gymnasium.
Efter forestillingen løb jeg derpå de næste 24 km fra
Kolding til Vejen på en dårlig tid af 2 t 25 min pga. alle
bakkerne. Men nu havde jeg fået blod på tanden og fundet en
ny måde at slå den sure spildtid mellem foredragene ihjel på.
Jeg begreb ikke hvorfor jeg i så lang tid havde pjattet med
at småløbe rundt om søerne om morgenen. Man må sætte sig
nogle "højere" mål i livet end blot at jagte
letbenede unge morgenpiger, ikke?
Ugen efter klarede jeg
derpå hele Fyn fra Nyborg til Middelfart på 7 timer og 10
min fordelt over 4 dage, det meste i bælgravende mørke, da
mine shows lå om dagen og jeg valgte at bruge resten af
dagtimerne i landsarkivet i Odense. I efterårsferien
startede jeg så på Sønderjylland mens jeg var på ferie hos
min far med Lalou. Nu syntes strækningen fra København-Esbjerg
mig allerede for kort, så jeg ville også tage Jylland fra
Skagen til grænsen med. Om søndagen klarede jeg de 27
km fra Tønder til Skærbæk på 2 t 26 min - vel nok mest
fordi jeg forinden havde fået syndsforladelse med håndspålæggelse
på mit sølle hoved af selveste pastor Søren Krarup i Seem
kirke og følte mig gevaldig "lettet".
Men, ærlig talt, jeg anede
egentlig ikke at Danmark var blevet så lille og var skuffet
over at det hele var gået så hurtigt. Så undervejs fik jeg
en ny grille: inden min bror åbner Sverigesbroen med sit
store Broløb den 12. juni, vil jeg have løbet hele det
historiske Danmark på tværs fra Kalmar gennem Blekinge og Skåne
og helt ned til Elben gennem Slesvig-Holsten. Jeg vil med
andre ord "generobre" vore tabte besiddelser i Skåne
og Blekinge og være den første der tørskoet har løbet hele
strækningen, som vore bondeforfædre blev tvunget til at gå
under krigsmarcherne for bl.a. Chr. II fra Ditmarsken til
Stockholm. Kalmar lå ganske vist et halvmaratons længde
udenfor Blekinge, men symboliserer dog på smuk vis Nordisk
enhed. Og mærkværdigvis fik jeg samtidig en e-mail fra
Kalmar universitet om at optræde der, så jeg rent faktisk
har en anledning til at løbe dertil. I mit eget hoved er mine
løb jo en protest mod at vi gør landet mindre og mindre og
os selv mere og mere stressede med overdreven bilisme, miljøødelæggelse,
overplastring af broer og motorveje. Derfor må mine løb ikke
have miljøomkostninger gennem kørsel til startstederne
i bil alene af den grund og jeg holder nøje
regnskab med bus- og togbilletter til løberuterne, som I kan
følge på mine hjemmesider, så I selv kan forsøge at slå
f.eks. min forventede rekord fra København til Esbjerg på
et døgn. Dette håber jeg selvfølgelig at andre vil forsøge,
men med mindre folk som jeg har deres naturlige arbejde på
landevejen - eller er arbejdsløse med masser af penge til
tog- og busrejser - vil det nok for selv de bedst trænede løbere
være en uoverkommelig opgave.
Jeg må i øvrigt tilstå at
jeg gjorde en efterårsferieundtagelse fra min miljøklausul
ved at tage Lalou rundt i Slesvig-Holsten for at se
familiens tidligere slotte og samtidig få klaret så meget
som muligt af strækningen fra Tønder til Elben til løbs
(eller springs) ned over Ditmarskens diger. Det er
utroligt meget lettere at klare disse lange strækninger når
man har et eller andet vagt defineret mål i sit eget hoved,
f.eks. at undersøge hvor hurtigt man kan flytte sin egen
lille et-mandshær fra Ditmarsken til Kalmar eller om man kan
slå fordoms kvægdriveres dagsmarcher på hærvejen. Nu forstår
jeg pludselig ikke hvorfor folk lader sig genne rundt som
flokdyr af min bror i hans vanvittige maratonløb, når man
kan løbe alene og indånde den vidunderlige natteluft og se på
stjernerne. For jeg ville ikke lade mine løb gå ud over
Lalous ferieoplevelser i dagtimerne, så strækningerne blev
alle løbet om natten mens hun sov på et hotel. Hver morgen
stod jeg op og tog med toget ved 4-5 tiden, men når toget drønede
ud gennem nattemørket, kunne rejsen forekomme aldeles
uendelig og jeg tænkte skræmt "Hvordan når du dog at løbe
de 29 km fra Meldorf til Cuxhafen inden hun vågner?" De
mørke skove virkede endnu mere endeløse og mørke, når jeg
løb igennem dem i frostnætterne, men til gengæld var
oplevelsen så meget større når solen stod op som en stor rød
kugle over de tusinder af får og vindmøller i det flade
Ditmarsken.
Tyskland er også særdeles
velegnet til at "løbe over ende" idet der er
cykelstier langs alle vejene. I Danmark var dette kun tilfældet
de færreste steder og jeg var hyppigt ved at blive kørt ned.
Sådan gennemløber mange fordomme en dyb revision når man
vurderer et land fra løberens frøperspektiv. Det overraskede
mig således at næsten alle tyskere hilste mig med et "Guten
morgen" når jeg kom løbende om natten mens jeg fra København
til Tønder endnu ikke har mødt én eneste, der hilste på
mig. Hyppigere skete det i Danmark at en bilist vendte om på
vejen og kom kørende tilbage for vredt at råbe til mig, at
jeg ikke måtte løbe på cykelstien - tilmed i forkert side.
Hvad er det dog for nogle indestængte aggressioner danskerne
har, som gør at de har så ondt af at se nogen forsøge at træde
lidt udenfor miljøsvineriet på landevejene - eller f.eks. at
iklæde sig et uskyldigt tørklæde på en arbejdsplads?
Men alle nattens onde tanker
var som blæst væk når jeg trådte ind i hotelværelset i
samme øjeblik Lalou slog øjnene op ved 9-tiden og vi kunne
indtage det for min dehydrerede krop så velfortjente store
morgenbord med tonsvis af appelsinjuice i en sand følelse af
lykkerus over "genforeningen". Jo, "hvad udad
tabes kan jo altid indad vindes" når det er så let at løbe
over grænsen efter øl. Mit løb var også blevet et hyldestløb
til EU, thi hvad skal vi med nationalisme når vi frit kan løbe
over åbne grænser og kalde hver eneste flække i Europa for
"vores". Så det var en stolt Lalou der
fotograferede denne gamle sønderjydes sejrsløb op ad diget
til Elben - mit grænseudvidende løbs endelige mål ved det
gamle Danmarks yderste grænse i Slesvig-Holsten på stedet
hvor hærvejens andre "kvaj" engang endte inden
udskibningen. Blandt årets store ferieoplevelser i Perus
jungle, Indonesiens menneskemylder, Kosovos eufori og Arizonas
kaktusørken var måske en af de største sammen med Lalou at
opdage det smukke gamle frisiske Friedrichshafen samt de
danske vindmøllefabrikanters endelige sejr over det
genstridige, forblæste Ditmarsken.
Jeg nåede kun de nederste strækninger
i efterårsferien og måtte derfor klare resten her i
december, hvor det lykkedes mig i stormvejret lige efter århundredets
orkan på én nat at løbe de 44 km fra Lunden over Husum til
Bredstedt. Væltede træer lå overalt på cykelstierne og ved
2-tiden om natten måtte jeg gennemvåd og forfrossen søge ly
og læ under en piskende haglstorm i en gård. Jeg havde ikke
noget valg, da mine shows i Jylland var i dagtimerne, men var
glad og overrasket om morgenen over under sådanne forhold at
have gennemført et enligt maratonløb. At jeg var så stiv i
benene at jeg knapt kunne bære kasserne ind til mit publikum
samme dag er en anden sag. Inden I har modtaget dette
julebrev, håber jeg i øvrigt at have afsluttet strækningen
over Sjælland, så jeg kan bruge foråret på at indtage vore
gamle svenske besiddelser, hvor vor familie især har haft
mange slægtsslotte såsom Glimmingehus, som jeg satser på at
"bruge" til mine overnatninger. Det er selvfølgelig
muligt at jeg ingen vegne kommer ved sådan at løbe fremad i
livet og tilbage i tiden på samme tid, men livet bliver i alt
fald lidt sjovere at leve og - påstår Karsten Kock - lidt længere.
Så kom nu ikke og påstå at jeg "løber Danmark over
ende" blot for at få noget at skrive om i mine
julebreve, for godt nok er jeg i underholdningsbranchen og
lidt af en hofnar, men der er dog grænser for hvad jeg gør
"for jeres skyld".... Dog må jeg tilstå at en af
jer har været meget i mine tanker under disse ensomme natlige
løb, nemlig dig, Johannes, som jo var min vigtigste løbekonkurrent
og atletikkammerat i gymnasiet, men som nu har fået sclerose.
Jo, ulykken kan ramme os alle når som helst og min følelse
af solidaritet med dig under din sygdom har da også været
meget af den inspiration, som har drevet mig videre i de mest
smertefyldte øjeblikke, hvor jeg var ved at give op - især
da jeg to gange måtte søge læge med knæ- og benskader.
"Hvad har du at beklage dig over?" siger jeg så til
mig selv. "Vær du hellere lidt glad for livet og over at
du stadig kan bruge benene!"
Også min anden
"spildtid" under foredragsdragsturnéerne er jeg
blevet bedre til at udnytte - nemlig de 4-8 timer, som mine
shows dagligt varer og som jeg derfor må tilbringe i mørke.
Efter 4000 foredrag er det jo godt 16.000 timer, jeg har været
spærret inde under disse dræbende torturforestillinger. Men
nu har jeg fundet en løsning. Da jeg ikke er i stand til at læse
i mørket, er det begyndt at more mig at bruge min bærbare
computer til at lave hjemmesider på. Den ene skøre idé til
en hjemmeside fører den anden med sig, hvorved jeg i
skrivende stund er nået op på over 1,000!!! På det seneste
er jeg begyndt at lave hjemmesider over alle mine gode gamle
venner og af en eller anden grund bliver de altid godmodigt
drillende i tonen overfor jer. Nu varer det skam ikke længe
inden der kommer offentlige lister op med navnene på alle
jer, som ikke sender mig julebreve hvert år til spot
og spe for hele menneskeheden. Eller lister over alle
julebrevsmodtagerne så I kan se hvem de andre modtagere er -
og hvorfor I stadig får brevene. Men der skal jo også være
lidt plads til alvor, som sagt, og jeg håber meget at I vil
bidrage med ord og billeder til mine mindesteder over vore fælles
afdøde kære, så de stadig kan være med os på en eller
anden måde. Da de ligger under web-stedet for Amerikanske
Billeder, kommer tusinder af besøgende forbi deres
mindesteder fra verden over, så det er ikke det værste sted
at blive husket - selvom det selvfølgelig udelukkende betyder
noget for os, der kendte dem.
Først i år tog jeg mig tid
til at oversætte hjemmesiderne til dansk og i løbet af efteråret
blev de for alvor opdaget herhjemme. Først vandt jeg sammen
med et par andre Politikens hjemmeside konkurrence fordi mine
hjemmesider afslørede at jeg ikke var "helt så alvorlig
som man havde troet" - jeg har bl.a. verdens største
samling af e-mailvittigheder. Dernæst blev de valgt som
"Best of European web" af Europe Online - den største
europæiske portal. Og sluttelig lagde "Computer for
alle" - Skandinaviens største computerblad - samtlige
mine hjemmesider ind på cd-rommen som fulgte med deres
julenummer i samtlige nordiske lande. Og da bladet opdagede
mine "spændende" julebreve på websiderne, tilbød
de gratis også at lave cd-rommer for alle mine julebrevslæsere.
Da I jo er en lille flok på 160 efterhånden og det nok ville
tage jer hver et ganske betydeligt antal dage at downloade
samtlige mine 1038 hjemmesider, er det altså et klækkeligt
millionbeløb jeg sparer jer i telefonregninger!!! Jo,
sandelig, hvor ellers finder I så gavmild en ven? For jeg
tvivler jo ikke på at I virkelig vil sidde og læse hver
eneste af disse dybt interessante hjemmesider. At I i år får
lidt reklame med ind gennem brevsprækken sammen med dette
mere stuerene, royale julebrev, er måske også et lille
plaster på såret for dem der foretrak min mere
"smudsige" julebrevstradition. Men hvor gavmild jeg
end ynder at fremstille mig selv, så glem ikke at det først
og fremmest er mig selv, det gavner og morer at bruge julen
til at nedfælde og få styr på årets forvirrende
oplevelser. (I år dog skrevet under en alvorlig juleforkølelse
hvorfor julebrevet sikkert virker ekstra forvirrende og
usammenhængende!) Men det varmer jo altid at få en lille
hilsen fra sine gamle venner og selv om I har bedre ting at
foretage jer end at læse min ligegyldige årbog her, ja, så
håber jeg at det varmer jer lidt at vide at jeg - om ikke
andet - denne ene gang om året tænker tilbage på jer og det
som I betyder eller har betydet for mig og som bidrog til at gøre
livet lidt mere værd at leve.
Nu vil jeg ønske jer en rigtig
god overgang ind i det årtusind om hvilket det eneste vi ved
med vished er at vi der skal til for alvor at sige farvel til
hinanden.
De kærligste hilsner
Jacob Holdt
Gernersgade 63, 1319 København
K
Tlf. 33-124412 Mobil når jeg
er på turné: 20-324412 (I USA: 212-614-0438)
E-mail: jacobholdt@american-pictures.com
Om cd-rommen: efter autostart,
tryk "Svenska", derpå "jeg accepterar", så
"start", så "prøva Internet", så igen
"start". Bemærk at de bevægelige javaknapper ikke
virker på cd-rommens hjemmesider og under mine personlige
hjemmesider under knappen JACOB har jeg lavet mange tilføjelser
og ændringer på nettet siden cd-rommen blev lavet i
november. Ligeledes virker mine links til andres hjemmesider
naturligvis ikke på cd-rommen, som ses bedst i Netscape.
Særlige websider under
www.american-pictures.com/..... :
Tidligere julebreve: .../dansk/jacob/julebrev/julebreve.htm
Talen til Jørgen Dragsdahls fødselsdag:
.../dansk/jacob/artikler/dragsdal.htm
Talen til lektor Madsen: ..../dansk/jacob/venner/Erik.Madsen.htm
Mindeord om Hans Peter: ...
/dansk/jacob/venner/Hans.Peter.Knudsen.htm
Mine billeder af prins Joachim:
..../dansk/care/careshow.htm
Brevet til Joachim: ..../dansk/jacob/artikler/joachim.htm
(ej på cd-rom)
Mine slægtssider (se om vi er
i familie): ..../genealogy/slaegt.htm/
Liste over mine foredrag,
steder og datoer: ..../foredrag/kalender.htm
Husk: send mig din e-mail-addresse i dag! |