"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 1999,    28. årgang - 3. del

Her delt op i 3 afsnit:

Del 1: Om mit show på Amalienborg og rejsen med prins Joachim i Bolivia

Del 2: Om ferien i Indonesien og min minerydning for CARE i Kosovo

Denne del: Om min forskning i alternativ kræftbehandling, Joachims kinesiske rødder 
og mit forsøg på at løbe Danmark over ende

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

JUL 99 - 3. DEL

Denne usædvanlige internationale atmosfære var en kæmpeoplevelse - selv arabiske soldater vrimlede det med. Politiet i Pristina var Afrika og fra Fiji-øerne osv. Ikke at jeg har meget ros til overs for FN-administrationen. Derimod var jeg imponeret over NATO. Og det bedste var at jeg hvor som helst i landsbyerne blev hilst af råbende børnekor som "Mr. NATO, Mr. NATO". Jo, det kan nok være at jeg var blevet NATO-tilhænger om en hals. Det skete især de steder hvor CARE-bilerne måtte køre i lange beskyttede konvojer med tanks og pansrede mandskabsvogne foran og bagefter og jeg sad ovenpå hos soldaterne for at fotografere.

Jo, de så vitterligt onde ud, de serbiske landsbyer vi måtte køre igennem for at aflevere tømmer og nødhjælp til fjerne albanske landsbyer, de havde brændt af. Og hvad jeg ikke hørte af lidelseshistorier der? Jeg skulle især skildre hjemkomsten af én familie, som CARE tidligere havde fotograferet i flygtningelejrene i Makedonien, deres spænding da de kom kørende op over bakketoppen for at se om deres hus var brændt ned. Nej, kun stueetagen var raseret. Og det bevægende møde med vennerne igen. I en af gårdene fotograferede jeg den grædende bedstemor fortælle dem hvordan hun så deres serbiske nabo på den anden side af gaden skyde hendes fem børnebørn ned for øjnene af hende, den nabo som de altid havde siddet og spillet kort med. Hun demonstrerede stillingen, som hver af de døde børn havde ligget i på gårdspladsen. En anden af deres venner viste os stedet udenfor hans nedbrændte hus, hvor hans kone var blevet skudt af deres serbiske nabo, - naboen de altid havde drukket kaffe med. Nu havde han brændt dennes gård af, men vidste at han boede lige ovre i nabobyen.

Vi skulle også ud til deres lokale massegrav, men disse var nu blevet trivielle for mig, så da jeg undervejs så et bryllup i en gård, standsede vi der for at deltage i festen. De 100 gæster var utrolig flot klædt på, men hvor var brudgommen? Han kunne ikke komme fra nabolandsbyen fordi der var udbrudt skyderier og vejene var afspærrede. Vi havde godt nok hørt nogle skyderier og pludselig set tanks på bakketoppene omkring os, men ikke tænkt over at vi var blevet spærret inde. Da vi ikke kunne komme derfra den dag, besøgte vi også faderens forældre, som de havde troet døde under deres eget eksil. Men det gamle ægtepar havde mirakuløst overlevet i skovene og konen krængede sin kjole ned for at jeg kunne fotografere et stort serbisk skudhul, hun havde i maven.

Når jeg kom tilbage til Pristina hver aften, tænkte jeg altid på at skrive deres historier ned, men orkede det simpelthen ikke, så udmattet var jeg. Derimod kastede jeg mig hyppigt ud i byens vilde natteliv skønt der af sikkerhedsgrunde var udgangsforbud for alle os udlændinge. Men det var netop efter udgangsforbuddet kl. 22 at alt blev sjovt, så mange er gået glip af dette, det største party efter 2. verdenskrig, - ja, det var som at genopleve befrielsen som vore forældre har berettet om den med begejstrede, dansende masser overalt i gaderne svingende med flag fra dyttende biler. Og det kan nok være jeg fik revideret mit danske billede af muslimer. Bortset fra enkelte gamle koner på landet, der ligesom de gamle kristne går med tørklæder, lignede muslimerne her i et og alt danskerne. Det typiske bybillede præges f.eks. af lårkorte muslimske kvinder i højhælede sko, nedringede bluser og håret væltende frit ned over skuldrene. De kæderyger nøjagtigt som deres danske medsøstre og sidder overalt og drikker øl på et utal af fortovscafeer - hyppigt endog gumlende på en skinkesandwich. At moskeerne ligger ligeså øde hen som de danske kirker kan ikke undre, for intetsteds i Europa har jeg set et så sprudlende natteliv med så mange og overfyldte natklubber. Men modsat Danmark er de her fyldt hver nat i ugen med et lige antal mænd og kvinder. Kvinderne klæder sig normalt stramt og sexede - med læbestift og makeup - tydeligvis for at lokke os mænd med alt andet end muslimsk ærbarhed og kropsafstand.

Så hvad har vi at frygte? Uden tvivl vil dansk muslimsk kultur udvikle sig i samme retning - hvis vi giver den lov til at udvikle sig frit. I så fald kan vi glæde os, thi jeg følte mig allerede som i paradis - der i Pristina - midt i Kosovos i sandhed lumske "minefelter"! Ikke mindst da jeg en aften delte et afsides kontor med en sådan muslimsk skønhed og lyset endnu engang gik. Da batterierne også var gået i begge vore bærbare, - ja, så tændes jo let for det mindre ærbare. For hvem ville mon bebrejde én lidt natlig Kosovo-romantik efter dagenes hårrejsende oplevelser i felten? Vjollca, som min veninde hed, skulle sandelig fejre sin befrielse efter de 10 mørke år i fulde drag. Skønt hun var sagfører, havde hun aldrig sat sine fødder på et universitet. Det var forbeholdt serberne og blev først i disse befrielsesdage åbnet. Nej, hun havde studeret hjemme i stuen hos sin professor, som i de 10 apartheidår var blevet finansieret af udenlandsalbanere. Gennem Vjollca fik jeg et rystende billede af apartheidtiden og af hvordan hendes serbiske venner blot havde accepteret denne uden at stille spørgsmål om uretfærdighederne - nøjagtig som jeg oplever de hvide gør det i USA.

Det psykiske kaos man kommer i, når man dag efter dag oplever sådanne kontraster mellem dag og nat vekslende mellem depression og eufori, land og by, vold og kærlighed osv., mindede om det tilsvarende kaos mellem dag og nat under oplevelserne med prinsen om foråret. På en eller anden mærkelig måde inspirerede det mig til at skrive et lykønskningsbrev hjem til Joachim i anledning af hans søns fødsel, men et brev der skrevet fra Kosovo nok blev lidt anderledes end de fleste. I kan læse det på mine hjemmesider under Artikler: "Kongerøgelse i rygende Kosovo-ruiner."

Men der var også glade stunder i dagtimerne, for den største oplevelse, jeg havde, var uden tvivl børnene. Aldrig har jeg udenfor ulandene set en sådan børnerigdom, som Vjollca da også stolt påstod var et resultat af albanernes bevidste forsøg på at underminere serbernes udelukkelsespolitik - nøjagtigt som man ser det hos andre undertrykte minoriteter f.eks. i fransk Canadas befolkningseksplosion efter at der blev lukket af for fransk indvandring. Snart lærte jeg at lade disse vidunderlige muntre børn ude i landsbyerne selv "dirigere min film" og skabe hvert eneste billede. I én landsby gav jeg en af pigerne mit ene kamera og snart var hun hele byens helt, så selv borgmesteren stolt lod sig fotografere af hende. Netop fordi CARE havde bedt mig om at fotografere "survivors of a conflict" og ikke "victims of a conflict" havde jeg det ufattelig morsomt, når jeg gik alene rundt med store børneflokke og lod dem selv opfinde motiverne i deres nedbrændte huse. F.eks. alle skolebørns drøm: at sidde på skolebænken i deres totalt nedbrændte skole eller bærende på de bomber større end dem selv, som var landet på deres huse osv. Aldrig tror jeg at jeg har haft det så sjovt før og fået så mange gode postkortmotiver serveret på et sølvfad - kun afbrudt hver gang de taknemmelige forældre slæbte mig ind til stærk tyrkisk kaffe og te i de telte, som CARE havde opstillet ved siden af deres nedbrændte huse.

En god rejseoplevelse er en hvor man forelsker sig fuldstændigt i det folk, man besøger, sådan som jeg gjorde det oprindeligt i USA, i Bolivia og i Nepal. Netop gennem de albanske børn - for ikke at tale om kvinderne - havde jeg samme euforiske oplevelse i Kosovo, som for evigt vil være indprentet i min hukommelse som en af de lykkeligste stunder i mit liv. Når jeg efter disse vellykkede foto-seancer med børnene i fjerne landsbyer om dagen træt kom tilbage efter fyraften til min egen gade og vadede gennem det ophobede brændende affald og udbrændte bilvrag (renovationen fungerede jo som bekendt ikke), - ja, så følte jeg mig overmåde lykkelig ved at se vrimlen af legende børn overalt i gaderne og følte mig hensat til 30'erne, da vi må have haft en tilsvarende vrimmel af hvide børn i Vesteuropas nu mennesketomme gader. Min intuition om at Kosovo ville være den perfekte sommerferie med totalspænding, berigende oplevelser, Europas uden tvivl største og mest taknemmelige gæstfrihed, smukke mennesker og overdådig natur for ikke at tale om det albanske køkken, som en af australierne var overbevist om var det bedste i verden, og de luksuriøse restauranter (når elektriciteten fungerede) og det mest udbredte cafe- og natteliv i hele Europa, - ja, den havde til fulde vist sig at være rigtig. Så med den hurtige genopbygning, der nu er i gang, vil jeg tro at Kosovo allerede næste sommer vil være det oplagte turistmål, som I ikke bør gå glip af og hvor I med jeres økonomiske tilstedeværen vil være en del af de positive kræfter, der genopbygger landet.

En anden uopdaget turistperle er Makedonien, som jeg i fire dage opholdt mig i bagefter bl.a. for at fotografere flygtningelejrene med de af albanerne fordrevne sigøjnere, der jo som de ellers gode overlevere, de er, desværre havde valgt forkert parti i apartheidperioden. Sigøjnernes nu håbløse situation er et kapitel for sig - deres store byområder havde jeg set ligge øde, nedbrændte og jævnede som Berlin efter krigen. Men Skopje, hvis ødelæggende jordskælv jeg husker fra vor skoletid, viste sig nu at være en henrivende storby. Med sine smukke brede lindealléer mindede den mest om nutidens Berlin i et land med en rigdom, der alene af den grund mindede om Tyskland. Den ortodokse befolkning er som i Kosovo ikke helt så åben og varm som albanerne, men naturen til gengæld endnu mere overdådig og med mange spændende ruiner efter min families makedonske forfædre såsom Alexander den Store.

Knapt hjemme i Danmark havde jeg premiere på mit nye show med prins Joachim. Som ventet strømmede det til med mennesker overalt, men hvad der var vigtigst; efter at have set showet stillede ingen af dem spørgsmål om Joachim, men udelukkende seriøse spørgsmål om udviklingshjælp. Med andre ord havde jeg ikke prostitueret mig selv og min balancegang med at bruge et populært navn som trækplaster i en højere sags tjeneste var lykkedes. Desværre var jeg kommet til at overbooke mig i Jylland, hvorfor Vibeke var rasende over at jeg ikke kunne være hjemme på Lalous fødselsdag med hendes 24 overnattende klassekammerater. Heldigvis reddede Skive Seminarium mig ved at tilbyde at flyve mig hjem og derpå tilbage igen næste dag til Løgstør Bio og så tilbage til København næste dag igen, så jeg også klarede fødselsdagsfesten for familiens voksne om søndagen - også lige på målstregen. Alligevel var Vibeke sur over mit fravær meget af efteråret, hvilket jeg ikke forstod når jeg nu så pænt mødte op til alle familiens fester - endda samtidig med de andre gæster!

På min efterårsturne i USA i november havde jeg igen Pia Tafdrup med i bilen. Som det vil huskes fra sidste års julebrev gik vi dengang glip af at mødes i New York på grund af orkanen Mitch. I mellemtiden har hun jo fået næsten stjernestatus i litteraturkredse med Nordisk Råds Pris. Efter at hun nu havde læst digte op i New York, lykkedes det os i over en uge at få nogle virkeligt hyggelige stunder sammen. Jeg holder jo meget af jubilæer og vi fejrede da også vort 10-årsjubilæum for vores sidste køretur, hvor vi måtte flygte fra orkanen Hugo i South Carolina. De digte, som hun skrev på vores første køretur, kan I i øvrigt læse på mine hjemmesider eller Cd-rommen. Da vi begge havde haft meget rejseri i år, besluttede vi os for ikke at tage lange køreture, men i stedet at gå på opdagelser i det mere ukendte New York. Hun ville se slumkvartererne, jeg ikke havde vist hende sidst, men det sjoveste var faktisk en dag blandt de hassidiske jøder i Brooklyn. De lever jo i en enormt lukket og tilsyneladende alvorsfuld verden. Men - bl.a. fordi Pia er jøde, tror jeg - var vi heldige at løbe ind i en morsom hassidisk tømrer, der gav os den helt store rundtur. Med sin humor åbnede han døre overalt, men foretrak dog bagdørene til synagoger. Her åbner det nemlig ingen døre at være en stor poet, hvis man er kvinde. På sine steder var det som at træde ind i middelalderen og dog er de jo ikke bagefter i teknisk henseende. Delikatesserne i deres restauranter er absolut et besøg værd. Kvinder og mænd er som i alle deres institutioner adskilt af en væg, men dette ville jeg ikke finde mig i og satte mig ved Pias bord på spindesiden. Da jeg høfligt blev gjort opmærksom på det, svarede jeg: "Er jeres religiøse love for de troende eller gælder de også os ikke-jøder?" Jeg vidste jo hvor gode jøderne er til selv at stille spørgsmålet "Hvorfor?" Havde det været en muslimsk institution var det nok ikke gået. Men der ville jeg nok heller ikke så demonstrativt have krænket deres skikke selvom en sådan kønsadskillelse virker nok så latterlig midt i et fuldt integreret samfund.

Det ærgrede mig at Pia ikke kunne komme med op til mit første show ved den canadiske grænse nu hvor "sukkerprocesserne", som vores køretur for 12 år siden havde affødt i hendes digte, var i fuld gang i skovene - falmende trindt om land i de vidunderligste farver. Som sædvanlig var showet en kæmpesucces i det liberale Univ. of Vermont med "standingroom only". Fra nord gik det derpå stik syd med mindre held. Dørene til flyet til Alabama lukkede lige i hovedet på mig kl. 5 om morgenen i Newark og intet andet fly gik til Mobile den dag. Gåde råd var dyre. Jeg har aldrig ladet mine arrangører i stikken, så jeg endte for første gang i mange år med at blaffe til mit show. Mine kasser var kommet af sted, så jeg kunne uden alt for meget bagage tage et fly til Florida og blaffe derfra. Selvom det var svært at få lifts dernede blandt palmerne, var det en vidunderlig følelse af frihed igen at stå på landevejen i den bagende sol. Friheden var ganske vidst illusorisk, da jeg jo var under pres og skulle nå frem til mit foredrag, hvilket også lykkedes. Så da en af eleverne i pausen stillede det sædvanlige spørgsmål - om jeg stadig blaffer - var det mig en stor fryd at kunne svare: "Yes, as a matter of fact, I hitchiked down to this show today."

På denne turné kunne jeg i øvrigt ikke have haft passagerer med i bilen, da jeg skulle flyve overalt - på kryds og tværs af USA. Ligesom jeg på denne overfladiske måde sjældent ser og fornemmer fattigdommen, gør amerikanerne det jo heller ikke, så det kan være svært både for dem og for mig at tro at folk stadig bor i "shacks" som på mine billeder. Selv jeg var derfor rystet, da jeg blev kørt gennem bomuldsmarkerne i North Carolina til et universitet derude - omringet af fattige sorte shacks i miles omkreds. Derimod var eleverne her for en gang skyld ikke spor rystede.

Enkelte dage havde jeg dog fri og fik lejlighed til at besøge gamle venner. I Kentucky gav dette mig en nedslående oplevelse. Mark havde været en ung idealistisk studerende i Lexington, da han for mange år siden så showet i København. Senere arrangerede han en hel busfuld af medstuderende for at køre de 1300 km op til Minneapolis og vise dem showet, hvorefter de organiserede dette i Kentucky. Vi blev gode venner og jeg besøgte ham tit, bl.a. med min far. Han fik egen sagførerpraksis, kæmpevilla og kone og tre børn. "My life is really going for me." Så en dag blev han ramt af en blodprop og lammet totalt i højre side. Efter nogle år gik hans kone fra ham med børnene og han måtte flytte hjem til forældrene langt ude i bjergene. Da jeg nu besøgte ham der, havde han helt opgivet ævred og lå i sengen endnu ved middagstid, men han lyste op da han så mig. Han kunne kun nikke ja og nej og var ellers uforståelig. Jeg hjalp ham i tøjet og tilbragte eftermiddagen med at køre ham ud på et bjerg, hvor hans far var ved at bygge et hus til ham. Jeg var på nippet til at komme for sent til mit show om aftenen i den anden ende af staten, da han insisterede på at invitere mig på byens fineste restaurant, hvilket ikke just var en munter oplevelse, da jeg måtte sidde og made denne savlende, unge mand. Han havde tidligere været utroligt populær i byen og kendte alle, men nu undgik folk ham - ude af stand til at kommunikere med ham. Jeg spurgte forældrene om de havde andre børn. Ja, vores datter som blev kvæstet ved en bilulykke da hun var 21 år. Nu lå hun som en grøntsag i endnu værre forfatning foran fjernsynet dagen lang. Jeg havde elsket Marks varme sydstatsaccent og havde engang lavet en optagelse af den for Vibeke til en sproganalytisk opgave på Handelshøjskolen. Nu lovede jeg at sende den for at Marks børn kan høre hvor charmerende og afholdt et menneske deres far engang havde været og inviterede ham til at bo hos os i Gernersgade til sommer.

Sådanne oplevelser kan virkelig ryste én på plads og får mig altid til at føle at jeg burde bruge mere tid på min egen familie. Ulykken kan ramme os alle fra den ene dag til den anden og frarøve os lykken. Kræften hos Vibekes søster havde påvirket os alle og ligget som en tung skygge over hele efteråret nu hvor hun fik stråling og kemoterapi - ikke mindst fordi en af vore kæreste venner døde af brystkræft for 2 år siden. Vi ældre kan måske nok leve med døden, men jeg blev ved med at se Karens to små piger for mig - mine børns kusiner - og kunne ikke sidde passivt og overlade deres skæbne til det gængse sundhedsvæsen. Man må kunne gøre noget selv, følte jeg. På Internettet havde jeg fundet ud af hvor mange tusinder, der har helbredt sig selv fra kræft ved at spise abrikoskerner og prøvede nu at bruge mine ledige stunder i USA på at finde og efterforske disse. Men inden jeg havde set mig om, fik dette sat mig på en længere detektivrejse, som jeg ikke har oplevet mage til i mange år. Jo mere jeg spurgte omkring i alternative miljøer, jo mere fandt jeg ud af om mange andre effektive midler. Og jo mere jeg mødte disse mennesker, der arbejdede med lægeurter og alternativ behandling, jo mere var jeg slået af hvor søde, sunde og smukke, de tonede frem. Kan man blive så smuk af at bruge deres urter, tænkte jeg, så måtte jeg være på rette vej. For netop i disse år, hvor amerikanerne bliver mere og mere grimme og laskefede af at leve en selvdestruktiv livsstil, springer sådanne smukke undtagelser, som udstråler harmoni med deres omgivelser, straks én i øjnene.

Efter at have hørt om alverdens teer, hajbrusk, svampe osv. stødte jeg i Californien ind i en lille artikel om nogle lægeurter, som Ojibwa-indianerne i Canada med stor succes havde brugt mod kræft. Men det viste sig næsten umuligt at finde dem i USA og jeg opdagede at der havde været et mangeårigt kvælende forsøg på at slå ned på dette middel fra hele det etablerede sundhedsvæsen og lægernes organisation, A.M.A. Disse forsøger ihærdigt at få alle alternative lægeurter forbudt fordi disse er blevet for stor en økonomisk trussel mod kæmpeprofitterne, de tjener på deres eget monopol, nøjagtigt som man så det i deres kamp mod Clintons sundhedsreform. En canadisk sygeplejerske, Renée Caisse, havde allerede i 1922 lært af indianerne at bruge urtemidlet Essiac og havde i de næste 50 år helbredt tusinder af kræftpatienter med det. Dog fik hun først lov til at bruge midlet på dem når de allerede for længst var opgivet af lægerne og kun havde få uger at leve i. Selv om hun mødte op i Canadas parlament med 360 af sine tidligere patienter, som bevidnede at de var blevet fuldstændig helbredt af hende, sørgede det cancer-industrielle kompleks for at hun aldrig nogensinde fik officiel godkendelse til at bruge urterne og lukkede til sidst hendes klinik. Selv da hun slog sig sammen med en af USA's førende læger, præsident Kennedys personlige livlæge, som kunne demonstrere at han personligt havde helbredt sin egen kræft ved hjælp af Essiac, lykkedes det ikke at få midlet godkendt. Da jeg opdagede hvilke enorme økonomiske og politiske kræfter, den alternative behandling var oppe imod, udartede min søgen sig til en utroligt spændende detektivrejse fra stat til stat. Mexico besøgte jeg hele to gange for at opsøge mystiske, spansktalende urtehandlere, som amerikanerne i store mængder strømmer over grænsen til, da man ligesom i Mexicos apoteker kan få amerikanskproduceret medicin til en tiendedel af det monopolerne tager for det i USA. Men først ude i Arizonas ørken havde jeg held til at finde nogen som solgte Essiac - dog under et andet navn for at myndighederne ikke skulle slå ned på det. At jeg på den lange køretur fra Californien måtte køre gennem det smukkeste ørkenområde, jeg nogensinde havde set med tusinder af kaktus' så høje som flagstænger, gjorde ikke min begejstring mindre. Den smukke kvinde, jeg fandt det hos, havde også alle de andre kendte alternative immunforsvarsstyrkende midler, som kræftpatienter bruger verden over, men sagde at jeg skulle glemme alt om disse når det nu var lykkedes mig at finde Essiac. Dette renser nemlig kroppen effektivt for alle de gifte, vi optager omkring os i det moderne samfund. Jeg huskede Ojibwa-indianerens ord til Renée Cassee: "It will purify your body and bring it in harmony with the great spirit again." Cancerindustrien havde ivrigt bekriget det fordi der er enorme summer at tjene på at angribe symptomerne, men ikke på årsagerne til kræft. Jeg spekulerede på om der i Danmarks offentligt finansierede sygesikring mon kunne findes en tilsvarende form for sammensværgelse i sundhedssektoren - påvirket som den jo er af amerikansk forskning - og hvordan I julebrevsvenner, som arbejder i den stiller jer til alternativ behandling - især dig Michael, som er en af Danmarks førende kræftlæger. Da jeg sjældent mellem mine shows fik tid til at læse alle de gode bøger, jeg fandt om emnet, endte jeg hyppigt med at købe dem med det resultat at jeg i min sædvanlige monomani slæbte et kæmpebibliotek med hjem til Karen. Også I andre venner, der p. t. er under kræftbehandling, er naturligvis velkomne til at låne af dette og at få råd om Essiac. Jeg har selvfølgelig ikke en kæft forstand på så kompliceret et emne og blev - som så mange andre i dette ukendte vildnes - blot drevet af håbet.

I ørkenen kan man finde mange andre spændende ting. Gennem min slægtsforskning får jeg dagligt e-mails fra hvert eneste verdenshjørne og det er lykkedes mig at blive optaget i et hemmeligt eksklusivt samfund af historikere og slægtsforskere. Kun folk, der kan demonstrere at de nedstammer fra kejser Augustus, Wilhelm Erobreren og særlige kendte korstogsfarere kan blive medlemmer - i mit tilfælde havde jeg let ved at klare optagelsesprøven på alle tre punkter - og har derved adgang til de andres forskning. Jeg føler mig absolut som den langhårede outsider i denne underlige blanding af højtuddannede professorer og ægyptologer samt gamle adelige plutokrater, detroniserede prinser osv. Men nu havde jeg endelig nogle dage fri, hvor jeg kunne forske i deres hovedkvarter i en stor gammel spansk ranch langt ude i den tørreste del af Mohaveørkenen, hvor alle de gamle bøger og dokumenter ikke går til af fugtighed. Udover et sandt skatkammer af et bibliotek er der vidunderligt udstyrede gæsteværelser for os forskere, swimming pools og patios - alt sammen gemt væk et sted hvor ingen ville kunne finde os. Jeg selv kørte forkert flere gange inden jeg fandt en uafmærket, diskret vej dertil i ørkenen. Selskabet forventer at vi medlemmer selv bidrager med frivilligt arbejde for at få adgang til dokumenterne. Dette havde jeg jo ikke for god tid til lige nu i min kræftforskning, men nu kom mine forbindelser til det danske kongehus mig til hjælp. Jeg havde jo tidligere fundet min families rødder i alle den antikke verdens lande fra Ægypten, Romerriget, Babylon, Assyrien, Hettiterne og Israelitterne til Persien, Bactrien (antikkens Afghanistan) og Indien. Men jeg manglede Kina, Japan og Mongoliets forfædrene historie for at kunne kalde min planlagte bog for "Lucies verdenshistorie". Det lukkede Japan får jeg nok aldrig med, men jeg var overbevist om at det måtte være muligt at finde en genealogisk "silkevej" til Kina. Derfor tilbød jeg at lave frivilligt arbejde i dette ærværdige selskabs kinesiske bibliotek og sagde at jeg havde lovet "min ven i det danske kongehus, prins Joachim, at finde hans rødder i Kina idet H.K.H. er gift med en kineser." (I dette ærværdige samfund snobber de nemlig for sådanne tungebrækkende titler som jeg jo aldrig kunne fremsige overfor Joachim selv). Det kunne de ikke stå for og det viste sig at et af deres adelige medlemmer netop var afgået ved døden og havde efterladt dem sin forskning vedr. Kina - meget af det nedskrevet på små papirlapper i næsten ulæselige transskriptioner af kinesisk og mongolsk. Da jeg blandt papirerne opdagede denne forskers forsøg på at opstille et kæmpeslægtstræ over de mange grene af Kinas dynastier gennem 900 år, tilbød jeg at digitalisere dette for at gøre det tilgængeligt for andre forskere, så de kunne verificere hans resultater. Uden min forbindelse til Joachim er jeg sikker på at det ikke var lykkedes mig, men nu fik jeg til min store overraskelse lov til at tage disse dokumenter med mig hjem. De var guld værd for min egen forskning, så jeg bar dem klistret til min krop på resten af turen af angst for at få dem stjålet.

Hvis julebrevet kommer lidt sent ud i år, er årsagen således dette spændende arbejde med at verificere forskerens resultater ved selv møjsommeligt at pløje mig igennem kinesisk historie. Og det har hidtil vist sig at hver eneste af hans optegnede familieforbindelser kan bære vand. Derved kan jeg gennem min egen families forfædre i Sassanidernes Persien i 600-tallet føre min og Joachims familie gennem de Hvide Hunner, som tyrkerne nedstammer fra, helt tilbage til Hunnerne (eller den korrekte kinesiske betegnelse: Hsiung-nu) i det 3. årh. før Kristus. Først senere under Han-dynastiet blev Hsiung-nu indgiftet med de kinesiske kejsere, som jeg indtil videre altså med enkle undtagelser kun kan få etableret som vore grandfætre frem for direkte forfædre. Men hunnernes høvding/konge T'ou-man, som samlede de mongolske folk og beherskede store dele af Kina, er i al fald vores 76. tipoldefar og var skyld i at den kinesiske mur blev bygget og at kineserne den dag i dag bruger udtrykket "barbarerne". Så nu har jeg tænkt mig at drille Joachim lidt ved at sende ham et stort flot udprintet stamtræ, som viser at han nedstammer fra "barbarerne" mens Alexandra nedstammer fra de mere "civiliserede" kinesere, som i århundreder prøvede at forsvare sig mod hunnerne ved at opføre den gigantiske kinesiske mur.

Fra Kosovo havde jeg sendt mit før omtalte drillende brev til Joachim, hvori jeg viste ham at han nedstammede fra den tyrkiske sultan, som i 1389 tilføjede de serbiske kristne det berømte nederlag på solsortesletten og derved var skyld i hele Kosovos tragedie i dag. Da jeg denne sommer stod ved Milosovic's og serbernes knejsende monument på Solsortesletten, som amerikanske soldater nu må beskytte døgnet rundt for at sultan Murads tyrkiske efterkommere - kosovoalbanerne - ikke skal brænde det ned, var jeg ikke klar over "min" families medansvar for denne "steppebrændte" jords politik. Men nu fandt jeg samtidig ud af at Joachim og min familie faktisk har fælles rødder i det tyrkiske folks ældste grundlæggere i Liu Tsugu dynastiet i det nordlige Liang, mens dette stadig var et nomadefolk i Mongoliet. I det geografiske Tyrkiet har vi derimod tusinder af fælles aner allerede under antikken og helt frem til vore kristne forfædre i Byzant, som disse tyrkiske forfædre gjorde en ende på. Det er jo rart at vide at man allerede er i familie når vi nu skal til at være én stor familie med Tyrkiet i EU!

Mange af jer har spurgt i årets løb hvordan det går med min store slægtsbog og jeg må tilstå at skrivningen i årets travlhed har stået lidt i stampe. Og nu hvor jeg også skal til at sætte mig ind i en hel ny verden med Kinas forvirrende historie, utallige dynastier og tidligere så splittede folkeslag, ja, så kan jeg se at det hele har lange udsigter. Til gengæld er projektet jo så meget mere usædvanligt - en RIGTIG genealogisk verdenshistorie med HELE verden i én familie! (Bortset altså for Japans historie).

Som bekendt elsker jeg umulige projekter. Hvad har man livet til hvis ikke for at udfordre sig selv? Når min historiebog trækker ud, skyldes det selvfølgelig alle mine andre vanvittige projekter. Og et af de nyeste er min løbedille, ved hjælp af hvilken det lykkedes mig at undslippe et sandt blodbad under min novemberturné i USA. Efter mit sidste show i Minneapolis havde en gammel kæreste taget mig på en afstressende lille ferie dybt inde ved "Det lille hus i de store skove" - ja, faktisk klods op af mindestedet for Laura Ingall Wilders første barndomshjem i Wisconsin, som vi husker så godt fra vor egen barndom. Her kæmpede jeg for mit liv ved at begrave mig indendøre i mine livgivende kræftbøger, idet årets hjortejagt netop var gået ind og havde startet en sand Kosovo-krig. Kuglerne fløjtede omkring mig og alt der ikke var klædt i lyserødt fra top til tå blev betragtet som en hjortesteg. Til sidst kunne jeg ikke holde indespærringen og larmen ud længere og det lykkedes mig at flygte i mørket midt om natten takket være min seneste nye dille - at løbe for livet. For uden den megen løbetræning ville jeg ikke have været i stand til at løbe de næsten 20 km gennem de mørke, ensomme skove op og ned ad stejle bakker med mine ting på ryggen. Da det lysnede var jeg nået ud til mere befærdede veje, hvor jeg kunne blaffe. Jeg skulle nå en flyver hjem fra Minneapolis om eftermiddagen, så det skulle gå stærkt.

Det var vidunderligt at blaffe igen og sjovt fordi disse jægere og skovhuggere spurgte mig ud om mit arbejde under køreturene. Fra gamle dage huskede jeg hvordan det gjaldt om at gøre sig interessant for at få dem til at køre store omveje, så jeg har nok fået det til at lyde lidt af at jeg var en "berømt forfatter", "filmmaker" osv., men kunne i det mindste nu hive min slidte bog frem som bevis. Nogle ville derpå straks have dette, deres seneste "nedskudte trofæ" med hjem og vise det frem til morgenkaffen med konen, mens andre plagede mig for at vi skulle e-maile sammen osv. Jo, gæstfriheden fejler ikke noget i USA hvis "man er noget." Men da jeg nærmede mig storbyen, opdagede jeg til min rædsel at min seneste unge 17-årige chauffør skulle nå frem til sin skole på den forkerte side af "tvillingebyen" hvorved jeg ville have 30 kilometers umulig storby at blaffe igennem.

Der var ikke andet at gøre end at begynde at fortælle den ene gode rejsehistorie efter den anden om alle mulige berømte folk, jeg kendte, og det lykkedes mig da også at lægge så meget kul på ilden at han til min lettelse pludselig sagde: "I think I will drop school today and take you to the airport" hvorefter jeg fik ham til at køre mig tværs over storbyen for at hente alle mine store kasser i Susans lejlighed, vente mens jeg tog bad og derefter at køre den modsatte vej tilbage til lufthavnen belæsset til randen med mine flykasser. På vejen insisterede han tilmed på at jeg skulle møde alle hans soldaterkammerater og kørte mig rundt på en kæmpe militærbase for at vise denne langskæggede "forfatterfidus" frem for menige og officerer og forlangte tilmed at jeg skulle op og fotograferes med ham i cockpittet på hans fly. Heldigvis nåede vi ikke at besøge hans highschool og forældre, som han ellers havde håbet. Se, det er hvad jeg kalder "amerikansk gæstfrihed" sådan som man kan få den til at blomstre op i fuldt flor...... når bare man som omstrejfende bi trykker lidt på de rigtige støvknapper. Selvom min ungdoms blafning - nu hvor jeg løber så meget - kan synes som den rene dovenskab, fik denne blaffetur mig dog til at ihukomme hvor pokkers hårdt et arbejde, blafningen altid havde været for mundtøjet, og at foretrække den følelse af frihed, jeg i stedet havde haft under løbet gennem skovene om morgenen.

Hjemme i Danmark i december førte mine løb til nye personlige grænseoverskridelser. Det startede med maratonløbet i maj, som jeg ellers ikke havde til hensigt at stille op i. Jeg var nemlig overbevist om at jeg ikke kunne gennemføre som 52-årig hvad jeg havde måttet opgive som 42-årig efter blot 26 km's løb. Men da vi sad ved aftensmaden aftenen før sagde Vibeke at jeg da lige så godt kunne "løbe med et lille stykke af vejen" frem for at løbe mit daglige 10 km's morgenløb langs søerne alene. Så 5 minutter før min bror lukkede sit maratonløbskontor lørdag aften, cyklede jeg ud og fik det absolut sidste nummer, 6792. Alligevel sov jeg over mig søndag morgen og måtte løbe hele vejen fra Vesterport Station med min søn ned til startstedet ved rådhuset. Niels Jørgen, min bror, som cykler foran med flaget hvert år, grinede og sagde at det vel nok lignede mig at komme sovende igennem livet. I samme øjeblik vi kom løbende ind i den ryddede Vester Voldgade, gik så startskuddet lige da vi nåede målsnoren, så vi straks måtte vende om og løbe modsat vej. Til gengæld kom vi så i forreste felt. "De sidste skal blive de første," tænkte jeg. Og da jeg så havde tilbagelagt min daglige 10 km's strækning, tænkte jeg at det jo egentlig gik meget godt, så hvorfor ikke fortsætte og forsøge at slå min gamle rekord på 26 km. Og da tilråbene fra David Miller - en af mine gamle ansatte i Am. Bill. - æggede mig til at overskride også denne svære grænse, - ja, hvorfor så ikke prøve at nå 32 km's væskedepotet, som min familie bemandede. Men her havde Vibeke i mellemtiden lovet min datter en gratis Tivolitur "hvis far gennemfører" og da jeg hørte dette, kunne jeg jo ikke så godt lade Lalou i stikken. Så inden jeg havde set mig om stod jeg legende let med en guldmedalje om halsen og slog tilmed alle jer gamle skolekammerater i processen. Torben opgav jo på forhånd, da han hørte jeg var med, og den ambitiøse Marius fik jeg udmanøvreret ved som sagt fra begyndelsen "at lægge mig i forreste felt." Nå, det gælder jo fortrinsvis om at være med og det var selvfølgelig mest for at glæde min bror at jeg deltog. Han var da også overstrømmende lykkelig og overrasket og omfavnede mig på målstregen. Både han og de andre i familien har i nu ti år drillet mig med at jeg ikke kan gennemføre et maraton, hvilket jo bliver noget af en udfordring. Som han nu i stedet sagde: "Jeg har jo aldrig gennemført dit maratonshow på 4 timer til ende. Nu skylder jeg dig vist at gøre det en dag!"

Jeg var overrasket over hvor let det var gået, så efter at denne mentale barriere var overskredet, måtte jeg søge nye udfordringer. Da jeg løb i en af mine mange ledige stunder under efterårets turné i Jylland, tænkte jeg at det var for ligegyldigt blot at løbe ud ad landevejen "uden mål i livet." Jeg måtte have et mål og fik så den skøre idé som vistnok den første at løbe hele vejen tværs over Danmark fra København til Esbjerg. Det forekom mig frygtelig langt, men samtidig har jeg i stigende grad følt mig frustreret over at vi med bro- og motorvejsbyggerier gør Danmark mindre og mindre. Kunne jeg mon genindvinde det store tabte land jeg huskede fra min barndom? Jeg startede med at løbe de 22 km fra Middelfart til Kolding i blæsende regn en aften ved midnatstid og fik så kolde forfrysninger og nedkøling på Lillebæltsbroen at det gav mig kæbehulebetændelse. Jeg sov den nat i bilen udenfor Kolding teater (det eneste i landet hvor jeg kører direkte ind på scenen med bilen), idet jeg skulle have show der næste morgen for Kolding gymnasium. Efter forestillingen løb jeg derpå de næste 24 km fra Kolding til Vejen på en dårlig tid af 2 t 25 min pga. alle bakkerne. Men nu havde jeg fået blod på tanden og fundet en ny måde at slå den sure spildtid mellem foredragene ihjel på. Jeg begreb ikke hvorfor jeg i så lang tid havde pjattet med at småløbe rundt om søerne om morgenen. Man må sætte sig nogle "højere" mål i livet end blot at jagte letbenede unge morgenpiger, ikke?

Ugen efter klarede jeg derpå hele Fyn fra Nyborg til Middelfart på 7 timer og 10 min fordelt over 4 dage, det meste i bælgravende mørke, da mine shows lå om dagen og jeg valgte at bruge resten af dagtimerne i landsarkivet i Odense. I efterårsferien startede jeg så på Sønderjylland mens jeg var på ferie hos min far med Lalou. Nu syntes strækningen fra København-Esbjerg mig allerede for kort, så jeg ville også tage Jylland fra Skagen til grænsen med. Om søndagen klarede jeg de 27 km fra Tønder til Skærbæk på 2 t 26 min - vel nok mest fordi jeg forinden havde fået syndsforladelse med håndspålæggelse på mit sølle hoved af selveste pastor Søren Krarup i Seem kirke og følte mig gevaldig "lettet".  

Men, ærlig talt, jeg anede egentlig ikke at Danmark var blevet så lille og var skuffet over at det hele var gået så hurtigt. Så undervejs fik jeg en ny grille: inden min bror åbner Sverigesbroen med sit store Broløb den 12. juni, vil jeg have løbet hele det historiske Danmark på tværs fra Kalmar gennem Blekinge og Skåne og helt ned til Elben gennem Slesvig-Holsten. Jeg vil med andre ord "generobre" vore tabte besiddelser i Skåne og Blekinge og være den første der tørskoet har løbet hele strækningen, som vore bondeforfædre blev tvunget til at gå under krigsmarcherne for bl.a. Chr. II fra Ditmarsken til Stockholm. Kalmar lå ganske vist et halvmaratons længde udenfor Blekinge, men symboliserer dog på smuk vis Nordisk enhed. Og mærkværdigvis fik jeg samtidig en e-mail fra Kalmar universitet om at optræde der, så jeg rent faktisk har en anledning til at løbe dertil. I mit eget hoved er mine løb jo en protest mod at vi gør landet mindre og mindre og os selv mere og mere stressede med overdreven bilisme, miljøødelæggelse, overplastring af broer og motorveje. Derfor må mine løb ikke have miljøomkostninger gennem kørsel til startstederne i bil alene af den grund og jeg holder nøje regnskab med bus- og togbilletter til løberuterne, som I kan følge på mine hjemmesider, så I selv kan forsøge at slå f.eks. min forventede rekord fra København til Esbjerg på et døgn. Dette håber jeg selvfølgelig at andre vil forsøge, men med mindre folk som jeg har deres naturlige arbejde på landevejen - eller er arbejdsløse med masser af penge til tog- og busrejser - vil det nok for selv de bedst trænede løbere være en uoverkommelig opgave. 

Jeg må i øvrigt tilstå at jeg gjorde en efterårsferieundtagelse fra min miljøklausul ved at tage Lalou rundt i Slesvig-Holsten for at se familiens tidligere slotte og samtidig få klaret så meget som muligt af strækningen fra Tønder til Elben til løbs (eller springs) ned over Ditmarskens diger. Det er utroligt meget lettere at klare disse lange strækninger når man har et eller andet vagt defineret mål i sit eget hoved, f.eks. at undersøge hvor hurtigt man kan flytte sin egen lille et-mandshær fra Ditmarsken til Kalmar eller om man kan slå fordoms kvægdriveres dagsmarcher på hærvejen. Nu forstår jeg pludselig ikke hvorfor folk lader sig genne rundt som flokdyr af min bror i hans vanvittige maratonløb, når man kan løbe alene og indånde den vidunderlige natteluft og se på stjernerne. For jeg ville ikke lade mine løb gå ud over Lalous ferieoplevelser i dagtimerne, så strækningerne blev alle løbet om natten mens hun sov på et hotel. Hver morgen stod jeg op og tog med toget ved 4-5 tiden, men når toget drønede ud gennem nattemørket, kunne rejsen forekomme aldeles uendelig og jeg tænkte skræmt "Hvordan når du dog at løbe de 29 km fra Meldorf til Cuxhafen inden hun vågner?" De mørke skove virkede endnu mere endeløse og mørke, når jeg løb igennem dem i frostnætterne, men til gengæld var oplevelsen så meget større når solen stod op som en stor rød kugle over de tusinder af får og vindmøller i det flade Ditmarsken.

Tyskland er også særdeles velegnet til at "løbe over ende" idet der er cykelstier langs alle vejene. I Danmark var dette kun tilfældet de færreste steder og jeg var hyppigt ved at blive kørt ned. Sådan gennemløber mange fordomme en dyb revision når man vurderer et land fra løberens frøperspektiv. Det overraskede mig således at næsten alle tyskere hilste mig med et "Guten morgen" når jeg kom løbende om natten mens jeg fra København til Tønder endnu ikke har mødt én eneste, der hilste på mig. Hyppigere skete det i Danmark at en bilist vendte om på vejen og kom kørende tilbage for vredt at råbe til mig, at jeg ikke måtte løbe på cykelstien - tilmed i forkert side. Hvad er det dog for nogle indestængte aggressioner danskerne har, som gør at de har så ondt af at se nogen forsøge at træde lidt udenfor miljøsvineriet på landevejene - eller f.eks. at iklæde sig et uskyldigt tørklæde på en arbejdsplads?

Men alle nattens onde tanker var som blæst væk når jeg trådte ind i hotelværelset i samme øjeblik Lalou slog øjnene op ved 9-tiden og vi kunne indtage det for min dehydrerede krop så velfortjente store morgenbord med tonsvis af appelsinjuice i en sand følelse af lykkerus over "genforeningen". Jo, "hvad udad tabes kan jo altid indad vindes" når det er så let at løbe over grænsen efter øl. Mit løb var også blevet et hyldestløb til EU, thi hvad skal vi med nationalisme når vi frit kan løbe over åbne grænser og kalde hver eneste flække i Europa for "vores". Så det var en stolt Lalou der fotograferede denne gamle sønderjydes sejrsløb op ad diget til Elben - mit grænseudvidende løbs endelige mål ved det gamle Danmarks yderste grænse i Slesvig-Holsten på stedet hvor hærvejens andre "kvaj" engang endte inden udskibningen. Blandt årets store ferieoplevelser i Perus jungle, Indonesiens menneskemylder, Kosovos eufori og Arizonas kaktusørken var måske en af de største sammen med Lalou at opdage det smukke gamle frisiske Friedrichshafen samt de danske vindmøllefabrikanters endelige sejr over det genstridige, forblæste Ditmarsken.

Jeg nåede kun de nederste strækninger i efterårsferien og måtte derfor klare resten her i december, hvor det lykkedes mig i stormvejret lige efter århundredets orkan på én nat at løbe de 44 km fra Lunden over Husum til Bredstedt. Væltede træer lå overalt på cykelstierne og ved 2-tiden om natten måtte jeg gennemvåd og forfrossen søge ly og læ under en piskende haglstorm i en gård. Jeg havde ikke noget valg, da mine shows i Jylland var i dagtimerne, men var glad og overrasket om morgenen over under sådanne forhold at have gennemført et enligt maratonløb. At jeg var så stiv i benene at jeg knapt kunne bære kasserne ind til mit publikum samme dag er en anden sag. Inden I har modtaget dette julebrev, håber jeg i øvrigt at have afsluttet strækningen over Sjælland, så jeg kan bruge foråret på at indtage vore gamle svenske besiddelser, hvor vor familie især har haft mange slægtsslotte såsom Glimmingehus, som jeg satser på at "bruge" til mine overnatninger. Det er selvfølgelig muligt at jeg ingen vegne kommer ved sådan at løbe fremad i livet og tilbage i tiden på samme tid, men livet bliver i alt fald lidt sjovere at leve og - påstår Karsten Kock - lidt længere. Så kom nu ikke og påstå at jeg "løber Danmark over ende" blot for at få noget at skrive om i mine julebreve, for godt nok er jeg i underholdningsbranchen og lidt af en hofnar, men der er dog grænser for hvad jeg gør "for jeres skyld".... Dog må jeg tilstå at en af jer har været meget i mine tanker under disse ensomme natlige løb, nemlig dig, Johannes, som jo var min vigtigste løbekonkurrent og atletikkammerat i gymnasiet, men som nu har fået sclerose. Jo, ulykken kan ramme os alle når som helst og min følelse af solidaritet med dig under din sygdom har da også været meget af den inspiration, som har drevet mig videre i de mest smertefyldte øjeblikke, hvor jeg var ved at give op - især da jeg to gange måtte søge læge med knæ- og benskader. "Hvad har du at beklage dig over?" siger jeg så til mig selv. "Vær du hellere lidt glad for livet og over at du stadig kan bruge benene!"

Også min anden "spildtid" under foredragsdragsturnéerne er jeg blevet bedre til at udnytte - nemlig de 4-8 timer, som mine shows dagligt varer og som jeg derfor må tilbringe i mørke. Efter 4000 foredrag er det jo godt 16.000 timer, jeg har været spærret inde under disse dræbende torturforestillinger. Men nu har jeg fundet en løsning. Da jeg ikke er i stand til at læse i mørket, er det begyndt at more mig at bruge min bærbare computer til at lave hjemmesider på. Den ene skøre idé til en hjemmeside fører den anden med sig, hvorved jeg i skrivende stund er nået op på over 1,000!!! På det seneste er jeg begyndt at lave hjemmesider over alle mine gode gamle venner og af en eller anden grund bliver de altid godmodigt drillende i tonen overfor jer. Nu varer det skam ikke længe inden der kommer offentlige lister op med navnene på alle jer, som ikke sender mig julebreve hvert år til spot og spe for hele menneskeheden. Eller lister over alle julebrevsmodtagerne så I kan se hvem de andre modtagere er - og hvorfor I stadig får brevene. Men der skal jo også være lidt plads til alvor, som sagt, og jeg håber meget at I vil bidrage med ord og billeder til mine mindesteder over vore fælles afdøde kære, så de stadig kan være med os på en eller anden måde. Da de ligger under web-stedet for Amerikanske Billeder, kommer tusinder af besøgende forbi deres mindesteder fra verden over, så det er ikke det værste sted at blive husket - selvom det selvfølgelig udelukkende betyder noget for os, der kendte dem.

Først i år tog jeg mig tid til at oversætte hjemmesiderne til dansk og i løbet af efteråret blev de for alvor opdaget herhjemme. Først vandt jeg sammen med et par andre Politikens hjemmeside konkurrence fordi mine hjemmesider afslørede at jeg ikke var "helt så alvorlig som man havde troet" - jeg har bl.a. verdens største samling af e-mailvittigheder. Dernæst blev de valgt som "Best of European web" af Europe Online - den største europæiske portal. Og sluttelig lagde "Computer for alle" - Skandinaviens største computerblad - samtlige mine hjemmesider ind på cd-rommen som fulgte med deres julenummer i samtlige nordiske lande. Og da bladet opdagede mine "spændende" julebreve på websiderne, tilbød de gratis også at lave cd-rommer for alle mine julebrevslæsere. Da I jo er en lille flok på 160 efterhånden og det nok ville tage jer hver et ganske betydeligt antal dage at downloade samtlige mine 1038 hjemmesider, er det altså et klækkeligt millionbeløb jeg sparer jer i telefonregninger!!! Jo, sandelig, hvor ellers finder I så gavmild en ven? For jeg tvivler jo ikke på at I virkelig vil sidde og læse hver eneste af disse dybt interessante hjemmesider. At I i år får lidt reklame med ind gennem brevsprækken sammen med dette mere stuerene, royale julebrev, er måske også et lille plaster på såret for dem der foretrak min mere "smudsige" julebrevstradition. Men hvor gavmild jeg end ynder at fremstille mig selv, så glem ikke at det først og fremmest er mig selv, det gavner og morer at bruge julen til at nedfælde og få styr på årets forvirrende oplevelser. (I år dog skrevet under en alvorlig juleforkølelse hvorfor julebrevet sikkert virker ekstra forvirrende og usammenhængende!) Men det varmer jo altid at få en lille hilsen fra sine gamle venner og selv om I har bedre ting at foretage jer end at læse min ligegyldige årbog her, ja, så håber jeg at det varmer jer lidt at vide at jeg - om ikke andet - denne ene gang om året tænker tilbage på jer og det som I betyder eller har betydet for mig og som bidrog til at gøre livet lidt mere værd at leve.

Nu vil jeg ønske jer en rigtig god overgang ind i det årtusind om hvilket det eneste vi ved med vished er at vi der skal til for alvor at sige farvel til hinanden.

De kærligste hilsner

Jacob Holdt

Gernersgade 63, 1319 København K

Tlf. 33-124412 Mobil når jeg er på turné: 20-324412 (I USA: 212-614-0438)

E-mail: jacobholdt@american-pictures.com

Om cd-rommen: efter autostart, tryk "Svenska", derpå "jeg accepterar", så "start", så "prøva Internet", så igen "start". Bemærk at de bevægelige javaknapper ikke virker på cd-rommens hjemmesider og under mine personlige hjemmesider under knappen JACOB har jeg lavet mange tilføjelser og ændringer på nettet siden cd-rommen blev lavet i november. Ligeledes virker mine links til andres hjemmesider naturligvis ikke på cd-rommen, som ses bedst i Netscape.

Særlige websider under www.american-pictures.com/..... :

Tidligere julebreve: .../dansk/jacob/julebrev/julebreve.htm

Talen til Jørgen Dragsdahls fødselsdag: .../dansk/jacob/artikler/dragsdal.htm

Talen til lektor Madsen: ..../dansk/jacob/venner/Erik.Madsen.htm

Mindeord om Hans Peter: ... /dansk/jacob/venner/Hans.Peter.Knudsen.htm

Mine billeder af prins Joachim: ..../dansk/care/careshow.htm

Brevet til Joachim: ..../dansk/jacob/artikler/joachim.htm (ej på cd-rom)

Mine slægtssider (se om vi er i familie): ..../genealogy/slaegt.htm/

Liste over mine foredrag, steder og datoer: ..../foredrag/kalender.htm

 

Husk: send mig din e-mail-addresse i dag!

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside